Magasinet 4 - 2009.indd - Center for levende visdom

Hvis vi skal omsætte dette til vores møde med det
ukendte, det fremmede – eller skulle vi sige den
ukendte, den fremmede – så kommer vi kun sikkert
frem, hvis vi er villige til at investere hele os
selv uden reservationer og særlige forbehold. Vi
må give slip på forskansningerne og slippe grebet
om generaliseringer, almenheder og særlige hensyn.
Vi må turde mødet, turde sårbarheden i åbent
landskab. Netop her – i det åbne – kan vi møde den
anden og blive overrasket. Det gælder på alle områder,
inklusiv det religiøse. Og inden vi ser os om,
kan vi komme i den situation, at vi er nødt til at slippe
yndlingsforestillinger og bekvemme sort-hvide
synspunkter. For virkeligheden er altid større end
vores hjernekapacitet, ligesom følelsesladede synspunkter
til enhver tid begrænser og forsimpler.
Der gælder visse principper i esoterisk spiritualitet,
som det er værd at huske, når vi udfordres til at ”gå
over hegnet” og besøge det, vi ikke helt kender. Et
af dem er ubundethed, evnen til ikke at holde fast i
hverken fysiske besiddelser eller følelsesmæssig og
mental oplevelse af ”ejendom”. Træningen i ubundethed
forbereder enhver på den spirituelle rejse,
hvor det hjemlige forlades for at udforske ukendte
territorier. Et andet princip er upersonlighed, hvilket
egentlig betyder, at vi ikke tager ting personligt,
men hele tiden tilstræber et overordnet perspektiv,
hvor helheden er i centrum, og ikke vore foretrukne
synspunkter og emotioner. Upersonlighed er nært
forbundet med upartiskhed, som er evnen til ikke
at investere sine emotioner og mentale energier i
ét synspunkt på bekostning af andre. Disse tre ”uord”,
der på sin vis handler om at ”undgå uhensigtsmæssig
ufrihed”, fører over i et højere ”u-ord”, et
transcendentalt princip, som favner og indbefatter,
nemlig universalitet; den helhedsværen, som rummer
de mange facetter og ser de enkelte kvaliteters
betydning i den større sammenhæng. Og det er
denne universalitet, vi behøver i dag i kraft af vor
spæde start på verdensborgerskabets æra, som vi
står midt i.
4
Følg blæsten
Udfordringen til os er altså, om vi er i stand til at
praktisere de spirituelle ledetråde i en global verden,
hvor mange religioner, spirituelle udtryksformer
og indfødte traditioner må favnes og accepteres
som dele af den planetariske virkelighed. Vi lever i
dag i en verden, der er så tæt sammenbundet på
alle leder og kanter, at vi ikke har råd til at overhøre
hinanden. Det er simpelthen nødvendigt, at vi tager
hinanden alvorligt som partnere i det globale fællesskab.
Alternativet er uoverskueligt.
Så spørgsmålet er, om vi er i stand til at skære igennem
personlighedens morads og møde den anden,
den fremmede, og se vedkommende som et ægte
medmenneske med kvaliteter og værdier, trosformer
og opfattelser, som har deres berettigelse. Vi
taler naturligvis ikke om at acceptere voldelig fundamentalisme
eller livsopfattelser, der strider mod
en mangfoldig verden med plads til store forskelle.
Vi taler om at kunne rumme og inkludere mennesker
med religiøse livstydninger, som er forskellige
fra vores, og som hviler på traditioner og skikke,
fortællinger og helligholdelser, vi ikke er fortrolige
med, og som kan forekomme os sælsomme, ja ligefrem
besynderlige. Kan vi formå at ”følge vindens
blæsen” uden at kræve forhåndsgarantier og urørlige
særstandpunkter? Vi skylder verden det. Tiden
er til det. Der er brug for spirituelle vindsurfere,
som tør følge blæsten, ligesom der er brug for bagere,
der kan bruge mel til det daglige brød. Men
vi kan ikke – i åndelig forstand – blæse og have mel
i munden. Der er brug for stor himmel, god jordforbindelse
og menneskelig mangfoldighed – også i
den religiøse virkelighed.
Søren Hauge
Spirituel underviser og forfatter
Formand for Center for Levende Visdom
www.levendevisdom.dk
Medleder af www.wiseheart.dk
I septembernummeret sætter vi klimaet på
dagsordenen som optakt til det store
klima-topmøde i København til november.
Nr. 4 Juni 2009