Læs den her (pdf-format) - Miljøstyrelsen

Interesser på spil
Journalisten vil have en god historie
Der er tre årsager til, at risikohistorier er gode
historier set med journalistens øjne.
1. Der er mest sprængstof i moralske/etiske diskussioner.
Skal vi ændre på planternes dna for at
kunne spare på sprøjtegiftene? Det er diskussioner,
som meget hurtigt kommer til at handle om holdninger
snarere end facts.
2. Der er næsten altid (mulige) ofre og konfl ikter.
Alle kan identifi cere sig med kvinden, som har
fået forbrændinger på benene af at bruge et fuldt
ud lovligt hårfjerningsmiddel, og alle kan forstå,
hvorfor hun føler sig prisgivet, når eksperterne er
uenige om, hvorvidt lovgivningen er god nok.
3. Det er potentielle prisvindende historier. Hvis de
mange kilometer plastrør, vi lader vores drikkevand
løbe i, vitterligt gjorde vandet sundhedsskadeligt,
ville det være en skandale.
Hvis redaktionssekretæren skal prioritere historien,
skal den være fængende, og det vil ofte sige dramatisk.
Og risikohistorier er lette at gøre sensationelle.
66 pct. af alle artikler om miljø kan kategoriseres
som ”opildnende”.
12 Risikokommunikation
12
Avisartiklers
behandling af
miljøstof:
Nedtonende
16%
Uændret
17%
Kilde: ”Opfattelse af risikosager i
befolkningen samt analyse af mediedækningen
af risikosager”, Miljøstyrelsen 2005.
I forhandling med journalisten
Miljøstyrelsen bliver meget ofte tilbudt en mikrofon,
når der opstår en risikosag. Når det sker, er det
to forskellige kulturer, som mødes.
Journalistens opgave er at sætte gang i en helst
konfl iktfyldt dialog i fuld offentlighed, hvor alle kan
følge med i tvivlen og uenigheden. Påstande om risici
fremsættes og afprøves for i sidste ende at blive
til politisk handling. Embedsmanden vil foretrække
først at inddrage offentligheden, når der er tale om
sikker viden.
Men embedsmanden og journalisten vil begge
sandsynliggøre og/eller betvivle påstande om risici
for derved at skabe grundlag for, at de ansvarlige
politikere og myndigheder kan handle.