F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

FOtO: iSak HOFFMEyER
interview
5skarpe til Birgithe Kosovic
Birgithe Kosovic Læserne syntes bedst om Birgithe
kosovics roman ’Det dobbelte land’ og tildelte
hende Weekendavisens Litteraturpris 2010. Romanen
foregår under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien,
hvor hendes far er født. Birgithe kosovic
er født i 1972, lever af at undervise invandrere i
dansk og bor i københavn.
6 FORFATTEREN·2·2011
Hvad betyder for dig at vinde Weekendavisens litteraturpris?
Jeg er selvfølgelig enormt glad. Det var en kæmpeaften at sidde der
i min nye kjole med de andre nominerede og medarbejderne fra bogtillægget.
Og jeg håber selvfølgelig, at det betyder, at bogen bliver
solgt, og at folk opdager den mere, end de ellers ville have gjort. Og
så er det selvfølgelig en dejlig klat penge at få.
Hvorfor fik du prisen, tror du?
Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg havde regnet med, at Flemming Rose
ville vinde. Men det er jo læsernes pris. Sådan som jeg selv ser bogen,
så er den en kombination af noget meget skandinavisk og noget meget
Balkanagtigt, fordi der er en masse tjubang, drama og noget for husarerne.
Men bogen er også skandinavisk, idet den har et præg af Herman
Bangs ’Ved vejen’. Der er en masse ventetid, der er uafgjorthed, hvor der
ikke sker noget. Og når folk siger ja, så er det ikke et rigtigt ja. Når de siger
nej, er det ikke et rigtigt nej. Min hovedperson gør en masse forfærdelige
ting, men han bliver aldrig rigtig straffet. Han bliver heller aldrig tilgivet, det
er bare et stort limbo fyldt med kompromisser. De ting forbinder jeg med
en skandinavisk forståelse af livet, men kulissen er sydlandsk. Læserne får
noget at vide om Balkan.
Du har en selv en halv serbokroatisk baggrund og får nogle gange
etiketten ”tværkulturel”. Hvordan har du det med det?
Alle hårene stritter på mig, og jeg bliver fyldt med gys og gru, hver gang
mennesker bliver kategoriseret ud fra blodets bånd. Det er der, hvor noget fascistisk
kan opstå – når vi bliver inddelt i grupper, vi ikke selv har valgt. Så jeg
reagerer meget voldsomt og irrationelt. Man står inde for det, man kommer fra
og har med sig, men indvandrere er sædvanligvis en gruppe, som vi associerer
med lavstatus, og ingen vil være med i den klub. Samtidig er det, som om det er
ved at være fint eller comme il faut at have et ben i hver lejr og kunne se tingene
fra mere end én vinkel. Det er mere internationalt, og det internationale er smart.
Men nu har vi taget hul på emnet ... Hvorfor fylder migrationslitteratur så
lidt i Danmark?
Der er ikke rigtig nogen anerkendt immigrantlitteratur i Danmark. Og når du ser på
Nordisk Råds litteraturpris, så er det altid indfødte, der modtager den. Men når du
ser på Nobelprisen i litteratur, så er der en meget høj frekvens af migrantlitteratur.
Det må være noget med, at skandinavere værdsætter hjemstavnslitteratur. Det er
meget firkantet udtrykt, men migrantlitteratur bliver åbenbart ikke skattet så højt i
Danmark eller Skandinavien, som den gør andre steder. Det skyldes måske, at vi ikke
er så vant til indvandring her, det er et forholdsvist nyt fænomen.
Hvad kan migrantlitteraturen?
En definition på migrationslitteratur er, at det handler om at overskride grænser. Når
en immigrant kommer ind i en ny kultur, så handler migrantlitteraturen om møde med
den nye kultur. Hvad betyder det møde for identiteten? Kan man have flere identiteter?
Det er ikke et spørgsmål, som indvandrere har patent på, men det er mere ’up-front’ for
immigranter.
Jeg tror, der vil opstå flere underkategorier. Det kan være, at en bog som min er et
pejlemærke i retning af, at der er ved at opstå nogle nye tendenser. Men jeg tænker ikke
på mig selv som en immigrant i Danmark, jeg er født og opvokset her. Jeg er ikke indvandrer,
jeg vandrede ikke nogen steder hen. Jeg taler ikke engang serbokroatisk. Jeg er ikke
fra Jugoslavien, men jeg har fået de her historier fortalt af min far.
’Det dobbelte land’ udkom på Gyldendal i 2010.