Hentydningens kunst (Arte allusiva) - e-agora

Hentydningens kunst (Arte allusiva! 17
straks dukker i orkestret kong Marcus-motivet op, som i anderledes
sodale og musikalske omgivelser genkalder den verden, vi har i
Tristan. Ovenfor taltes om variation, hvad der netop er musikteoretisk
term; og utallige er faktisk de stykker, også stykker komponeret
af store musikere, som består af variationer over et motiv
hentet i en klassiker og velkendt af alle lyttere. Når en maler maler
en figur, som minder om de venetianske malere, på en moderne
baggrund, eller omvendt i et landskab, som minder en om de store
franske impressionister, anbringer en person, som er moderne
opfattet, så hentyder han; en billedhugger hentyder, når han
former et legeme, hvori man mærker traditionen fra den arkaiske
tid i Grækenland, og alligevel, samtidig, hvis man ser nøjere efter,
noget moderne; arkitekten hentyder, når han bygger et originalt
offentligt bygningsværk, men et, hvori man bør kunne føle, at den,
der har tegnet det, har set Partenon eller Propylæerne. Man kan
også sige, han kalder noget frem i os: at hentyde er midlet, at kalde
noget frem er målet.
I de bildende kunster springer måske det karakteristiske ved
allusion endnu mere i øjnene og adskiller den fra enhver simpel
gengivelse eller efterligning uden dybere mening: tilstedeværelsen
af det moderne i modsætning til det gamle eller indeni det gamle,
og derfor en vis spænding som giver værket bevægelse uden at
sprænge dets enhed. Men i det store og hele er det sådan med
hentydninger også i litteraturen. Pastori er langt fra Purgatorio,
Odi barbare fra Horats' oder. Salon er moderne digtning, selvom
den udelukkende er flettet sammen af antikke motiver: moderne er
det ubestemte ved konturerne, som man end ikke kan finde på den
måde i de lesbiske digtere, som ellers antyder meget mere end de
øvrige græske lyrikere; og moderne er afslutningen, som hverken
Sapfo eller Salon havde kunnet forstå, og som endda kan virke
hæslig på kritikere med en klassisk eller klassicistisk smag.
Den augustæiske digtning er ligeså, eller mere litterær end den
moderne. Den fremgangsmåde er ikke kun udbredt i den, men, tør
jeg sige, væsensbestemmende. Selvom de sagførere, læger og
præster, der i århundreder har læst deres Vergil og Horats i skolen
og har lært dem udendad, og som smykker alt, hvad de skriver og
siger, med citater (det er bare altid de samme), ikke har lagt mærke
til det: de to digtere, for ikke at tale om de mindre, forudsætter, at
læseren kan huske, også i de mindste detaljer, Homer og Hesiod,
Apollonios og Arat og Kallimakhos og gad vidst hvor mange andre
alexandrinske digtere, og af romerske i det mindste Ennius og
Lukrets, men også deres egne samtidige. Man vil indvende, at et så