Hentydningens kunst (Arte allusiva) - e-agora

Hentydningens kunst (Arte allusiva) 21
der ikke stiller sig tilfreds med det lidet, der er nok for en bonde (v.
505):
Hk petit excidiis urbem miserosque penatis,
ut gemma bibat et Sarrano dormiat ostro.
Det er som altid Macrobius, der sammenligner med et vers tilhørende
den samme Vanus og det samme digt:
lncubet ut Tyrus atque ex solido bibat auro.
Betydningen og grammatisk form er det samme; men Vergil har
glædet sig selv ved at gøre udtrykket mere fremmedartet: Sarranus
er det gamle romerske navn for Tyrierne, og selvfølgelig også for
det tyriske purpur. Her kan sammenfaldet med Ennius' Poenos
Sarra oriundos ikke være tilfældigt, og Vergil har denne gang for
alvor sammenblandet en samtidig med en klassiker.
Fra Varius, hans hjerteven og selv digter, henter han også noget i
den følgende bog. Lapitherne har lært krigerne at ride:
equitem docuere sub armis
insultare solo et gressus glomerare superbos.
Stadig i det samme lille digt, som må have forekommet samtiden et
hovedværk, havde Varius skrevet om en hestetæmmer:
insultare docet campis fingitque morando.
En passage i Georgica frembyder enestående gunstige betingelser
for undersøgelser af den slags: jeg tænker på den sidste del af
første bog, midlerne til at forudsige vejret. Disse fyldte anden del af
Arats hellenistiske digt, et digt, der med det samme blev populært
og bevarede sin popularitet i hvert fald til det sjette århundrede.
Romerne, digtere såvel som rene dilettanter, konkurrerede om at
oversætte det til latin: Cicero, Varro fra Atax, Germanicus; der er
overleveret bogstavelige oversættelser af det på et latin, der
allerede er barbarisk. Vergil skærer ned på ham uden at bekymre
sig om respekt for indholdet eller for brugeligheden; til gengæld
gyder han et lys af poesi deri., noget det kniber med i originalen, der
er noget obskur og har en kompliceret stil. Vergil samler tegnene i
grupper, men ser stort på distinktioner som ville være uundværlige
for en bonde, der gerne vil forudse vejret. Men de meteorologiske
kendsgerninger, han beskriver, får farve og liv, og dyrene, iagttagne
uden tvivl direkte, er ikke længere bare tegn, de er nærmest
menneskelige skabninger. En yngre samtidig af Catul [Varro fra