Hentydningens kunst (Arte allusiva) - e-agora

22 Giorgia Pasquali
Atax] havde oversat eller rettere forkortet Arat (vi ved ikke om det
skete i et særskilt værk) på en måde, som Vergil kunne lide. Og
altimens Vergil foregiver intet at vide om Cicero, overtager han et
helt vers (v. 377) fra Varro:
aut arguta lacus drcumvolitavit hirundo.
Kommentaren til Vergil, der denne gang har reddet os en serie på
syv vers, tillader os denne gang at bore os dybere ned i Vergils
metode. Arat havde sagt simpelthed 'fugle i marsken eller på havet'
. Varro havde i det ntindste tilføjet et lille frygtsomt epitet:
tum liceat pelagi volucres tardaeque paludis
cemere inexpletas studio cercare lavandi
et velut insolitum pennis infundere rorem.
Vergil skriver:
lam variae pelagi volucres;
hvor placeringen af de fælles ord i verset og valget af pe/agi klart
viser, at han har til hensigt at citere sin forgænger. Men tardaeque
paludis er ham ikke nok: han fortsætter:
et quae Asia circum
dulcibus in stagnis rimantur prata Caystri.
hvilket er en erindring om en berømt sammenligning, i II sang af
Iliaden, mellem de græske krigere, der skrider larmende frem, og
gæs eller traner eller svaner med lang hals: altså kaldes noget
homerisk frem midt i Arats verden.
Han fortsætter:
certatim largos umeris infundere rores,
nune caput obiectare fretis, nune currere in undas
et studio incassum videas gestire lavandi.
Her har Vergil iagttaget på hinanden følgende øjeblikke af fuglenes
adfærd, fuglene, som er, jeg gentager det, opfattet som nærmest
menneskelige skabninger, omend mere løjerlige end menneskene
selv. Men Vergil er gået videre ud af en sti, allerede Varro havde
udpeget: allerede et velut insolitum pennis in fundere rorem er en
udvidelse, som Varro selv står for. På græsk står der bare: 'de
bader sig umætteligt ved at dykke i bølgerne'.
Efter det vers, Vergi! citerer i dets helhed, skriver Varro:
et bos suspiciens caelum - mirabile visu -