Hentydningens kunst (Arte allusiva) - e-agora

Hentydningens kunst (Arte allusiva) 23
naribus aerium patulis decerpsit odorem.
Vergil havde, få vers forinden, skrevet:
aut bucula caelum
suspiciens patulis captavit naribus auras.
Patulae nares har Varro fundet på; ordene mangler hos Arat.
Vergil giver nok en gang udtryk for sin anerkendelse af Varro, men
udelader mirabile visu, nogle skrækkelige fyldord. Heller ikke det
himmelske lugt har han brudt sig om; aeriae er for ham, i samme
vers (375), tranerne.
Vores Varro slutter:
nec tenuis formica cavis non evehit ova.
Vergil har fundet denne beskrivelse af de insekter, han interesserer
sig sådan for og holder så meget af, for begrænset:
saepius e tectis penetralibus extulit ova
angusturn formica terens iter.
Penetralia måtte læseren opfatte som noget menneskeligt, terere
iter antyder bevidst menneskelig aktivitet. Tenuis forekom ham en
billig udvej, nec non tungt. Vil man anklage mig for at gå på jagt
efter alexandrinske finesser i den augustæiske digtning? Jeg er vant
til den kritik; jeg tager den ikke alvorligt.
At hentyde er noget, som i sig selv er meget ældre end den hellenistiske
tid. Euripides' Elektra gør, en smule fladt, nar af en scene i
Khoeforerne, hvadenten denne scene er ægte eller ej. Pindar lader
sine guder polemisere mod legender, der givetvis har været udtrykt
litterært allerede før. Jeg er sikker på, at selv Homer undertiden,
for eksempel i episoden med Meleager, giver legenden en anden
form end den, man indtil da havde kendt. Også dette er allusion,
måske ikke egentlig stilistisk, skønt flere århundreder ældre end
tilblivelsen af en stil-kritik. Allusionen er ikke kun et selskabsspøg
på mode i litterære saloner. Gamle græske digtere, der er alt andet
end 'litterære', også Aiskhylos, brugte allerede homeriske udtryk
med hentydning til bestemte passager: den græske digtnings sprog,
der for størstedelens vedkommende ikke kommer fra det samtidige,
daglige sprogbrug, men fra Homer, indbød til en sådan fremgangsmåde.
Oversat af Simon Laursen