Socialrådgiveren nr. 8-2010 - Dansk Socialrådgiverforening

14 SOCIALRÅDGIVEREN 08 I 2010
Som socialrådgivere fokuserer vi ikke på dét, vi ikke kan
gøre noget ved. Hvorfor for eksempel spørge til en elregning,
borgeren ikke kan betale, når man ved, at man
ikke kan få en bevilling alligevel?
Socialrådgiver og cand.scient.soc. Tina Jepsen
– Med regeringens aggressive gr aktivlinje er der risiko for,
at socialrådgiverne bliver v gode til at efterleve en standard
snarere end at forholde e sig kritisk, refleksivt og fagligt til
sociale problemer. Rationalet i synes at være, at alle sociale
problemer kan redefineres e til beskæftigelsesmæssige
problemstillinger.
– Når normen for godt t socialt arbejde kun bliver, om man
er i stand til at følge nogle og standarder – aktivere folk og
få dem i arbejde – er der sto stor risiko for, at man overser
folks komplekse plekse livsomstænd
livsomstændigheder, siger Tina Jepsen,
som også mener, at standardiseringen standardise – at opdele folk i
matchgrupper pper – kan gøre ddet svæ sværere for socialrådgivere
at skabe en tillidsfuld kontakt. konta
– Man kan komme til ti at overse overs det unikke menneske. Og
så oplever ever socialrådgivere samtidig samtidig et stort arbejdspres,
hvilket et også gør noge noget ved kontakten. ntakte
Blinde Blind for fattigdom
fattigdom
Tina Jepsen en mener, aat socialrådgivere rådgi lades i stikken, fordi
vi ikke længere ængere ser fattigdom so som et strukturelt problem,
men kun som et individuelt eller eller kkulturelt
problem.
Når man n er fattig, ”fordi man har ha taget nogle forkerte
valg i livet”, t”, må den enkelte socialrådgiver socia
selv afgøre, om
der er fattigdom gdom tilstede, eller oom
hun vil kalde det noget
andet.
– Økonomisk fattigdom ttigdom er blevet bleve et tabu. Karen Jespersen
udtalte for år tilbage, e at nu er den de økonomiske fattigdom
afskaffet, nu er der kun den kulturelle kultu fattigdom. Så når
børn for eksempel møder i skole uuden
madpakke, taler
man om forældrenes ”omsorgssvigt” ssvig og er blind for, at
nogle faktisk er så klemte, at de må springe et måltid over.
For vi har ikke fattigdom i Danmark – heller ikke selv om
en voksen med børn lever for 450 kroner om ugen og unge
på kontanthjælp må overleve for 250 kroner om ugen.
– Da Karen Ellemann var socialminister, talte hun også
om at lave forældrekurser i at styre sin økonomi. Øøøh...
kurser i hvad? I hvordan man kun bruger 450 kroner om
ugen? Det er paradoksalt, at man ikke tager det alvorligt,
når folk er så klemte, at en uforudset udgift på 50 kroner
reelt kan vælte deres budget.
– Dybest set har vi en fattigdomsblindhed i Danmark –
en uvilje mod at erkende, at vi producerer forhold, der gør,
at mennesker lever i længerevarende fattigdom, mener
Tina Jepsen og synes også, at det er bemærkelsesværdigt,
at de sociale højskoler ikke tilbyder kurser i fattigdom.
– Det er med til at cementere, at fattigdom ikke er noget,
vi beskæftiger os med.
Afskaf tabuet om fattigdom
Det faktum, at vi ikke har en fattigdomsgrænse i Danmark,
lader også socialrådgiverne i stikken, mener Tina Jepsen.
Det er umuligt at opgøre fattigdommens omfang, når der
ikke er konsensus om, hvad fattigdom er. Samtidig er fattigdom
et tabu, som er med til at stigmatisere.
– Fattigdom er ikke et tema hos politikerne. De fattige
taler heller ikke om det – de skammer sig bare frygteligt.
Og som socialrådgivere fokuserer vi heller ikke på dét, vi
ikke kan gøre noget ved. Hvorfor for eksempel spørge til
en el-regning, borgeren ikke kan betale, når man ved, at
man ikke kan få en bevilling alligevel, påpeger hun og tror,
at man skal flytte fokus til børnene.
– Stigningen i antallet af fattige, enlige mødre har været
uafbrudt i 30 år, og der er ingen politisk vilje til at gøre noget
for dem. Derimod tror jeg, det er muligt at appellere til
børnenes situation, så vi har brug for forskning i, hvad det
betyder for børn at leve i længerevarende fattigdom. A