Hvad ved vel en luder? - Libertære Socialister

Hvad ved 

vel en luder? 

Tara Naja Lykke om 

prostitution og feminisme. 

Konsensus 

vs. demokrati 

Hvordan tager anarkister besluttninger? 

Anarkistisk 

økonomi 

Michael Albert og den 

økonomiske vision ‘Parecon’. 

Direkte Aktion # 3 - Forår 2013

Direkte Aktion # 3 

2 

Ingen leder 

Velkommen til DA # 3! I dette nummer vil vi kigge nærmere 

på beslutningsformer og økonomi med anarkistisk perspektiv. 

Vi byder også på et inblik i sexarbejderes arbejdsvilkår, så 

forskellige steder som Sverige og Australien. En anmeldelse af 

AFA’s nye bog ”At knuse fascismen”, og ikke mindre end 

tre artikler fra vores nye kulturredaktion. 

Som altid kan indholdet i Direkte Aktion være både provokerende 

og kontroversielt. Skriv gerne til redaktionens e-mail hvis du har 

kritik, ros, indlæg eller bare nogle spørgsmål. Vi kan selvfølgelig 

ikke love, at alle indlæg kommer med, men vi vil gøre vores bedste 

for at skabe og rumme en kvalificeret, spændende og konstruktiv 

debat. 

Direkte Aktion søger at være et forum for debat og diskussion 

blandt anarkister, socialister, feminister og andre revolutionære, 

samt en arbejderbevægelse, der tør slå det første slag! 

Direkte Aktions redaktion 

Forår 2013

Direkte Aktion # 3 Forår 2013 

3 

Indhold 

Tara Naja Lykke 

Hvad ved vel en luder? ............ 4 

Kultur 

Medina og revolutionen ......... 10 

Janus Balleby Rønbach 

Anarkistisk Økonomi ............12 

David Balleby 

Konsensus kontra Afstemninger 

...................................... 18 

Kultur 

Det slører stadig .................. 26 

Gade & Stil 

Piratfest og skokrise .............27 

Oscar Larsen 

Boganmeldelse: 

”At knuse fascismen” ............ 28 

DIREKTE AKTION udgives af føderationen 

Libertære Socialister. 

De holdninger, som kommer til udtryk i bladets 

artikler og interviews, er ikke nødvendigvis i 

overensstemmelse med Libertære Socialisters 

holdninger. Redaktionen er alene ansvarlig 

overfor føderationen Libertære Socialister. 

Tryk 

Distribueret oplag 

Mail 

Web 

Print24.com 

1000 stk. 

da@libsoc.dk 

da.libsoc.dk

Hvad ved 

vel en 

luder? 

af Tara Naja Lykke


5 

I Sverige indførte man i 1999 en 

lov, der kriminaliserede køb af 

seksuelle ydelser, den såkaldte 

“sexköpslagen”. 

Det var første gang, man forsøgte 

sig med blot at kriminalisere den 

ene part i transaktionen, og det 

skete med eksplicit feministisk 

begrundelse. 

Den svenske sexkøbslov har 

dannet forbillede for tilsvarende 

love i Norge og Island, og i flere 

lande – ikke mindst i Danmark 

– overvejer man nu at indføre 

“den svenske model”. 

Tara Naja Lykke argumenterer 

her for, at loven ikke beskytter 

dem, der sælger sex, og at dens 

fortalere ser bort fra et bærende 

feministisk princip. 

I et land, som siges at være blandt de mest 

ligestillede i verden, er det forfærdeligt at 

se, hvordan et bærende princip inden for 

feminismen ikke regnes som en rettighed 

selv inden for bevægelser, der anser sig 

selv som progressive. Det drejer sig om 

retten til sin egen krop og til at være i 

stand til at definere og formulere egne 

behov. 

Men hvordan kan det være, at den 

feministiske debat om sexarbejde nægter 

at tage dette til sig? Den svenske prostitutionslovgivning 

holdes i stedet 

frem, som var den løsningen på flere 

hundrede års sexisme, selv om den er 

en katastrofe for mange sexarbejdere. 

Efter at være flyttet fra en skandinavisk 

kontekst til et sted, hvor lovgivningen 

er baseret på et sexarbejder-perspektiv, 

kunne man let tænke sig, at en lovgivning 

på den anden side af jorden ikke længere 

skulle være et personligt problem. 

Den australske stat New South Wales 

– hvor Sydney, som jeg for tiden bor 

i, ligger – afkriminaliserede i 1996 sex- 

arbejde. Det har beskyttet sexarbejdere 

fra såvel risikable arbejdsvilkår og den 

politikorruption, som den tidligere lovgivning 

gav ophav til. 

Den daværende kriminalisering betød, 

at forholdet til politiet var afgørende for 

muligheden for at kunne arbejde sikkert, 

idet der blev skabt en afhængighedsposition, 

hvor enkeltpersoner inden for politiet 

havde magt over sexarbejderes vilkår 

gennem deres valg om at reagere eller 

ikke. 

Desværre betyder den stærke konservatisme 

i landet, at der nu bliver sat spørgsmålstegn 

ved afkriminaliseringen, ikke 

mindst fordi et emne, som vækker så 

mange følelser og moralske spørgsmål, 

let bliver koblet til behovet for kontrol og 

lovgivning som løsning. I en undersøgelsesrapport, 

som udkom for nylig, blev 

Sveriges lovgivning taget op som et eksempel 

på en alternativ løsning. Dette til 

trods for, at rapporten angiver, at beskyttelsen 

af sexarbejdere er en af dens centrale 

formål. 

Myten om Skandinavien – og i særlig 

grad Sverige – som et feministisk paradis 

må ikke negligeres. Selv om rapportens 

konklusioner blandt andet er, at den 

svenske model påvirker sexarbejderes


6 

forhold til myndighederne negativt, forværrer 

mulighederne for at kræve sikrere 

sexpraksisser og medfører, at tilfælde af 

mulig trafficking eller tvang ikke meldes 

til politiet af kriminaliserede kunder, 

anses den svenske model for at være en 

indlysende model at studere. Dette til 

trods for, at beskyttelsen af sexarbejdere 

langtfra er et bærende princip inden for 

denne, og at svenske sexarbejdere ofte 

overhovedet ikke tages med på råd. 

Sveriges position er vigtig at forstå, 

når andre lande flirter med den lov- 

givning i forbindelse med, at de 

evaluerer på deres egne beslutninger. 

Men den svenske lovgivning medfører 

ikke, at sexarbejdere forsvinder. 

Det, der ændres, er derimod, under 

hvilke vilkår de findes. 

Personligt kan jeg ikke understrege 

nok, hvor vigtigt dialogen med en 

Aktivister fra Scarlet Alliance, de australske sexarbejderes 

landsforbund, demonstrerer i Sydney. 

potentiel kunde er for mig. 

Det er her, jeg kan kræve dén sikrere 

sex-praksis, som er årsag til, at Sydneys 

sexarbejdere ifølge en rapport, som 

blev udgivet sidste år, har en lavere 

forekomst af seksuelt overførte sygdomme 

end byens gennemsnitsbefolkning. Det er 

her, jeg kan oplyse om mine personlige 

grænser og forsikre mig om, at personen 

ikke søger en tjeneste, jeg ikke tilbyder, 

eller under vilkår, som jeg ikke tolererer. 

Det er her, jeg kan danne mig et billede 

af personen. 

Bare nogle få minutters snak i sikkerhed 

betyder alt. Hvis jeg siger nej til noget, 

behøver jeg ikke frygte, at det sted, hvor 

jeg arbejder, bliver meldt til politiet. 

Eftersom vi ikke behøver at arbejde i skjul 

og der findes personale, som sørger for 

min sikkerhed, behøver jeg heller ikke at 

være bange for at blive tvunget til noget, 

Forår 2013


7 

hvis jeg siger nej. 

Personligt har jeg ingen erfaringer med 

at arbejde på gaden, men jeg har hørt 

erfaringer fra mine kolleger. At kunne 

mødes, snakke og forhandle med en kunde 

uden risiko er afgørende for vores 

sikkerhed, uanset hvorfra vi arbejder. 

Fortalere for den svenske model lader til at 

nægte at forstå, at hvis min kunde befinder 

sig i en risikoposition, så bliver det også 

mit problem. Hvis jeg 

ikke var så heldig at eje 

et pas, som betyder, at 

jeg ikke behøver at være 

bange for migrations- 

politiet, ville dette 

problem være endnu 

større. 

Som alle andre ansatte befinder jeg 

mig i en stadig tilstand af forhandling 

med den, der køber min arbejdskraft, 

ligesom vi somme tider kan have 

forskellige meninger om, hvilke 

arbejdsvilkår der bør accepteres. Dette 

er dog langtfra et problem, som bare 

rammer sexarbejdere, og det er ikke 

et problem, som bliver mindre af at 

kriminalisere frivillige handlinger 

mellem to eller flere samtykkende 

individer. Tværtimod. Et vidnesbyrd om 

det absurde i situationen er det problem 

med at føre bevis, som opstår, når den 

svenske stat forsøger at tiltale personer, 

til trods for at forbrydelsens ”offer” 

nægter at være udsat for én. 

At der findes tilfælde, hvor personer 

imod deres vilje tvinges ind i sex- 

arbejde gennem f.eks. trafficking, eller 

handler under tvang, er ikke noget, som 

udelukkende findes inden for sexarbejde, 

men også på en række andre områder. 

“Det drejer sig om retten 

til sin egen krop og til at 

være i stand til at definere 

og formulere egne behov.” 

Disse forfærdelige situationer er der- 

udover allerede kriminaliserede, både 

her og i andre lande, hvor den svenske 

lovgivning foreslås indført. 

Der lader til at eksistere en forestilling 

om, at alle migrerende sexarbejdere er 

udsat for trafficking. Løsninger som øget 

politikontrol – noget som især sås under 

sidste års OL i London – udgør en risiko 

for alle migrerende sex- 

arbejdere og kan næppe 

anses for at være 

særligt solidariske. At 

blive deporteret hjælper 

næppe i de tilfælde, 

hvor personer rent 

faktisk er blevet udsat 

for trafficking, og at i bedste fald blive 

tvunget til at tilbringe sin arbejdstid med 

politiforhør er ikke just indbringende. 

At arbejdere flytter for at opnå bedre 

arbejdsvilkår og løn er ikke noget, som 

udelukkende sker inden for sexindustrien. 

Men migrerende sexarbejdere tillades 

ikke noget eget aktørskab ifølge en 

feministisk optik, hvori intet menneske 

kan forestille sig frivilligt at vælge 

sexarbejde som arbejde. 

Problemet med denne analyse er, at 

blikket hænger fast ved ”sex”, og at 

”arbejde” dermed forsvinder ud af vores 

synsfelt og ud af hele debatten. En debat, 

hvor vi burde tale om arbejdsvilkår, 

men i stedet fokuserer på, hvordan 

individer – ofte uden erfaringer med 

sexarbejde – føler om sex, og hvordan 

noget så smukt, som vi som feminister 

endelig har lært os at nyde uden undertrykkelse, 

ødelægges af tilstedeværelsen 

af en økonomisk transaktion.


8 

Denne diskurs skaber en ny stigmatisering 

af sexarbejdere ved at positionere 

os som ikke bare dumme og uden moral, 

men også som dårlige feminister. 

Resultatet får endnu en dimension 

derved, at det effektivt neddysser kritik 

fra sexarbejdere, når vi forsøger at tale 

om vores egne liv og erfaringer. 

For en luder er vel ikke nogen ekspert. 

Forår 2013 

Tara Naja Lykke kommer fra 

København, men bor nu i 

Sydney, hvor hun arbejder 

som sexarbejder og er 

organiseret i Scarlet Alliance. 

Tidligere har hun læst kønsstudier 

ved Lunds Universitet.


9 

Illustrationer af Thomas Pålsson


10 

Kultur 

Guld og glimmer er det nye sort 

Venstrefløjen er i krise. Over alt i Europa flytter den politiske arena sig til højre, 

mens opbakningen til venstrefløjen daler og markedskræfterne tager over. 

Kulturkomiteen har lagt hjernen i blød for at finde en løsning. Vi har set på, 

hvad arbejderklassen synes om, og hvordan venstrefløjen kan inkorporere 

det. Medina har igennem de sidste mange år toppet de danske hitlister, og er 

nu med stor succes i gang med at indtage hitlisterne i USA. Men hvad er det, 

Medina kan, som venstrefløjen ikke kan? 

Medina formår gennem letgenkendelige omkvæd (paroler) at fange arbejder- 

klassen og sætte ord på de frustrationer, som betyder noget. Men det er ikke 

kun det indholdsmæssige, arbejderklassen kan relatere til, også hendes stil og 

udtryk appelerer til den brede befolkning. Kulturkomiteens hjælpepakke til 

venstrefløjen er derfor en samlet konceptpakke – lige til at gå på gaden med! 

Parole: 

Anarkisme – dig og mig for altid!’ 

Dresscode: 

Guld og glimmer 

Formål: 

Revolution 

Kulturkomiteen overlader alle rettigheder til det venstreradikale miljø og 

ønsker venstrefløjen en god genopståen. For venstrefløjen er intet uden 

arbejderklassen, og arbejderklassen danser kun til Medina. 

Forår 2013


11


12 

Anarkistisk 

Økonomi 

af Janus Balleby Rønbach 

Forår 2013


13 

Den amerikanske økonom 

og aktivist Michael Albert, 

kom til København d. 7. 

november 2012. Her fremlagde 

han sine idéer for, hvordan 

en anarkistisk venstrefløj bør 

organisere sig, og hvordan denne 

organisering skal afspejles i et 

økonomisk system i balance med 

anarkistiske idealer. 

Michael Albert er en gammel aktivist, 

som er mest kendt for at have startet det 

velfungerende nyhedsmedie Z-communications 

med den berømte anarkist og 

lingvist Noam Chomsky. 

Albert havde som mål for sit besøg i 

København at redegøre for sine 

økonomiske teorier, men også at sprede 

kendskab til en ny organisation, 

IOPS (International Organization for 

a Participatory Society), som han er 

initiativtager til. 

IOPS prøver netop at inkorporere de 

principper for organisering af arbejdspladsen, 

som Albert har i sine økonomiske 

teorier, i deres politiske organiseringsstruktur. 

Alberts økonomiske teori Participatory 

Economics, forkortet PARECON, 

prøver at gøre op med kapitalismens 

fremmedgjorte og hierarkiske organisering 

af arbejdspladsen. 

Dog mener Albert også, at 

socialdemokratismen, markedssocialismen 

og sovjetkommunismen alle har 

fejlet i at organisere arbejdet således, 

at det fremmer selvorganisering af 

arbejderne og derved den naturlige 

solidaritet mellem mennesker. 

Albert fremlægger tre hovedprincipper 

for organiseringen af en arbejdsplads, 

principper som ligger i god tråd med 

den kooperative idé, men som dog 

alligevel indeholder nye tanker, der måske 

kan give nyt liv til den kooperative ånd. 

Selvstyrende 

arbejderråd 

Det første princip for arbejdets organisering 

er, at arbejdspladsen bør styres 

af de aktører, som udgør arbejdsstyrken. 

Der bør altså være en demokratisk 

beslutningsstruktur på den enkelte 

virksomhed, som udgøres af et arbejderråd, 

hvor alle deltager på lige vilkår. 

De beslutninger, som tages på arbejds- 

pladsen, bør dog kun involvere de 

arbejdere, som beslutningen påvirker. 

Dette vil føre til en mere decentral 

beslutningsprocess, hvor det enkelte 

arbejdssjak selv kan organisere deres del 

af arbejdet. 

Større beslutninger, der involverer 

hele arbejdspladsen, må således tages af 

et samlet arbejderråd. 

Disse beslutninger kan også have 

forskellige måder at blive afgjort på. 

Nogle kan tages ved afstemninger, 

andre ved konsensus. Grundlæggende bør 

beslutningsformen blot have sådan 

en indvirkning på arbejderne og 

arbejdspladsen, at den fordrer så meget 

selvstyring som muligt. 

Formålet med at strukturere arbejdspladsen 

så decentralt og demokratisk 

som muligt er altså, at man ønsker at 

myndiggøre arbejderen ved at give 

arbejderen så meget indflydelse på sit eget 

liv som muligt. Samtidigt med, at man 

skaber et strukturelt grundlag for 

solidaritet mellem mennesker, ved at alle


14 

er så lige og så frie som muligt i arbejdspladsens 

daglige produktion. 

Balanceret 

arbejdsfordeling 

eller ’complexes’ 

Det andet princip adresserer nogle af 

de problemer, som kan opstå på en 

arbejdsplads på trods af indførelsen af 

Alberts princip om selvstyrende arbejder- 

råd. Netop dette problem er også et som 

mere traditionelle kooperativer er stødt 

på i deres praksis. 

Albert nævner som eksempel en fabrik 

i Argentina. Denne fabrik blev overtaget 

af arbejderne, da kapitalisten stak af, 

fordi hans firma gik ned under Argentinas 

bankerot i 2002. På denne fabrik havde 

de langt hen af vejen indført selvstyrende 

arbejderråd. Men alligevel var der et 

problem. Der var nemlig ved at opstå 

hierarkier på ny, fordi nogle på arbejdspladsen 

havde mere energi og viden i 

kraft af deres position i produktionen. 

Dette resulterede i, at de få, som havde 

det mere videnstunge, kreative og 

udfordrende arbejde, kunne dominere 

arbejderrådets møder. 

Albert opstiller altså her en tilføjelse til 

klasseteorien. Ud over modsætningen 

mellem arbejderen og kapitalisten i den 

industrielle produktion findes der lige- 

ledes en modsætning mellem de 

omtrent 80%, som laver monotont og 

degraderende arbejde, og de omtrent 

20% af arbejderne, som har kreativt, 

videnstungt og givende arbejde. 

Dette klasseskel skaber en ubalance på 

alle arbejdspladser, også kooperativer. 

Problemet er som sagt, at de 20% er i 

stand til at dominerede arbejderrådet. 

De har mere viden om det, der diskuteres, 

de har mere energi til at holde lange 

møder og er generelt i en bedre position 

til at få overblik over de emner, som tages 

op på arbejderrådet. 

De 80% er derimod udenforstående. 

De har hverken nok viden og overblik, 

eller energi til at deltage i lange møder 

efter en dag med nedslidende lorte- 

arbejde. Dette betyder reelt, at arbejderrådet 

bliver sat ud af funktion: Det har 

ingen pointe for 80% af arbejdstyrken, 

og derfor kan man lige så godt vende 

tilbage til hierarkiske arbejdsforhold. 

I stedet sætter Albert den balancerede 

arbejdsdeling, som har til formål at fordele 

det kreative og myndiggørende arbejde 

blandt alle arbejderne. På den måde 

bliver der en mere lige balance, som 

medfører, at alle kan få overblik, viden 

og energi til at deltage i arbejdspladsens 

demokrati. Således ophører møderne 

med at være en ekstra byrde for de i 

forvejen trængte arbejdere og bliver den 

myndiggørende proces, som det var formålet 

med arbejderrådene. 

Ligeværdig aflønning 

Det sidste princip omhandler arbejdets 

værdi, og hvorledes man fastsætter 

denne værdi i et samfund, hvor aflønningen 

bør afspejle anarkistiske idealer. 

Den nuværende kapitalistiske økonomi 

fastsætter arbejdets værdi ud fra det styrke- 

forhold, som består mellem arbejds- 

markedets parter. Dog spiller der også 

andre forhold ind, som udbud og 

efterspørgsel eller arbejdets kapitalværdi 

i samfundet. Lønnen er dog hoved- 

Forår 2013


15


16 

sageligt udtryk for et tovtrækkeri mellem 

fagforeningerne og andre arbejder- 

organer på den ene side og de kapitalejende 

på den anden side. 

Albert ønsker i stedet at sætte en ny 

målestok for fastsættelse af lønniveauet. 

Til dette formål fremlægger han tre 

faktorer, som bør tages i betragtning. 

For det første bør der gives løn ud fra, 

hvor længe man arbejder. Dette er der 

ikke noget usædvanligt ved. Den samme 

praksis kan observeres hver dag i en 

kapitalistisk økonomi. 

For det andet skal man aflønnes 

efter, hvor effektivt man arbejder. 

Dette er heller ikke et kontroversielt 

forslag. Denne værdisætning findes 

også i et kapitalistisk samfund, og 

de fleste har stiftet bekendtskab 

med dette princip, fx når en håndværker 

arbejder på akkord. 

Den sidste faktor er derimod direkte 

modstridende med praksis i en kapitalistisk 

økonomi. Albert mener, at lønnen 

også skal fastsættes af, hvor nedslidende 

og umyndiggørende arbejdet er. Dette 

betyder reelt, at en kulminearbejder 

vil tjene flere penge i timen end en vel- 

uddannet læge, fordi kulminearbejderens 

arbejde er langt mere nedslidende arbejde, 

som ikke giver megen mulighed for 

udvikling som menneske. 

En indvending mod denne tilgang vil 

ofte være, at der så mangler et incitament 

for folk til at uddanne sig og derved få 

beskæftigelse i de kreative og gode jobs. 

Hertil stiller Albert spørgsmålet: Hvor 

meget vil en læge gå ned i løn, før han 

skifter sit job ud med kulminearbejde 

eller lignende? Svaret er selvfølgelig, 

at han ikke alene vil gå ned på samme 

løn som kulminearbejderen, men faktisk 

under dette lønniveau, ganske enkelt 

fordi hans arbejde er bedre. 

Forår 2013


17 

Solidariske strukturer 

Hovedpointen med Alberts økonomiske 

teori er ikke bare, at vi skal have nogle 

gode rammer for vores produktion, men 

også at disse rammer skal være med til at 

fremelske de solidariske fællesskaber og 

myndiggjorte individer, som skal være 

grundstenen i et anarkistisk samfund. Det 

gør disse arbejdspladsstrukturer netop 

fordi, de fordret medbestemmelse, fælles 

ansvar og respekt for individets 

rettigheder og arbejde. 

Således bliver de nævnte principper altså 

både udtryk for, hvordan Albert mener, 

et produktionssystem kan være i overensstemmelse 

med anarkistiske idealer, men 

de bliver også i sig selv midler til at opnå 

disse idealer. I modsætning hertil lever vi 

på nuværende tidspunkt i strukturer, som 

tvinger folk ud i konkurrence og interesse- 

konflikter med deres medmennesker. 

Denne strukturelle vinkel betyder også, 

at Albert kritiserer dele af venstrefløjen 

for at reproducere rammer, som bevæger 

sig væk fra skabelsen af solidariske 

fællesskaber og myndiggjorte individer. 

Eksempelvis vil kommunistiske og 

centralistiske partier ikke kunne skabe 

et kommunistisk samfund, netop fordi de 

allerede reproducerer nogle forhold, som 

ikke er kommunistiske. Sådanne partier 

vil muligvis kunne lave en politisk revolution, 

hvor der kommer en ny ledelse af 

staten, men den langt vigtigere sociale 

revolution vil være fortabt, da kulturen, 

menneskene og samfundets grund- 

strukturer forbliver de samme. 

Albert kritiserer også manglen på 

organisering på dele af den anarkistiske 

venstrefløj. Albert mener, at denne mangel 

blot vil medføre usynlige hierarkier, 

og hvis man ikke aktivt forsøger at 

ændre de strukturer, som omgiver 

os, så ender vi med at falde tilbage 

i de nuværende mønstre, uanset hvor 

glødende revolutionære eller hardcore 

aktivister vi er. 

Den danske venstrefløj 

Michael Alberts oplæg tiltrak omkring 

100 mennesker fra brede dele af den 

københavnske venstrefløj. Der blev stillet 

mange spørgsmål, og mødet fortsatte 

med en spændende debat flere timer efter 

Alberts oplæg. 

Bortset fra debatten af selve Alberts teori, 

så var der endnu et budskab, som Albert 

pointerede flere gange, nemlig manglen 

på en vision, der forener og peger ud over 

kapitalismen. 

Albert mener, at vi har brug for en 

bevægelse, der reelt tror på, at der er 

et alternativ til kapitalismen, og at 

dette alternativ kan vinde. Han ser en 

gennemgribende apati på den udenomsparlamentariske 

venstrefløj, som for alt 

i verden skal fordrives. Vi skal først og 

fremmest forstå, at vores tanker er rigtige, 

at de er realistiske og at de kan føres 

ud i virkeligheden, hvis vi står sammen. 

Albert mener, at vi har brug for 

medlemmer af en samlet bevægelse, som 

organisere sig ud fra en vision, de har 

tilegnet sig, forstået og tror på – 

medlemmer, som ud fra deres vision 

arbejder på at komme tættere på 

dette mål, samtidig med at de 

organiserer sig efter strukturer, som 

afspejler det samfund, som de ønsker.


18 

Konsensus kontra 

Afstemninger 

af David Balleby Rønbach 

Hvad er den bedste måde at tage 

beslutninger på? 

Det ville være en fejl at tro, at 

svaret på dette spørgsmål er 

simpelt. Hvordan et samfund 

tager sine beslutninger er et 

komplekst problem og næsten 

lige så grundlæggende som 

spørgsmålet om, hvilket samfund 

man ønsker sig. 

Netop derfor er det også fortrydeligt, 

at diskussionen på området er stagneret 

totalt. Både i det bredere samfund, som 

hylder den repræsentative parlamentarisme 

og ophøjer det til et synonym for 

demokrati, og på den udenomsparlament- 

ariske venstrefløj i Danmark, som skråsikkert 

har gjort konsensusmetoden til 

synonym for anarkisme. 

Jeg satser ikke på at levere den færdige 

og forkrommede løsning i denne artikel. 

Forår 2013


19 

I stedet vil jeg fokusere på at sætte gang 

i debatten igen, primært ved at rette et 

kritisk blik mod konsensusdemokrati 

og udrede, hvad jeg mener er fejlagtige 

opfattelser af magtdynamikker ved 

afstemninger i en direkte-demokratisk 

proces. Jeg er ikke modstander af brugen 

af konsensus i enhver tænkelig situation, 

men jeg mener, at kritikken og selv- 

ransagelsen er en mangelvare på den 

udenomsparlamentariske venstrefløj på 

dette område. 

Det er en udbredt opfattelse blandt 

tilhængere af konsensus-metoden, 

navnlig på den udenomsparlamentariske 

venstrefløj i Danmark, at den altid vil 

sikre individet eller mindretallet imod at 

blive trynet af et ‘flertals-diktatur’. 

Afstemninger derimod ses som et 

onde, som altid vil skabe vindere og 

tabere i stedet for noget, som alle kan 

enes om. Lad os undersøge, om de 

antagelser holder stik, og se på, hvad 

konsensus har gjort for den udenomsparlamentariske 

bevægelse i Danmark. 

Først en ganske kort gennemgang af 

konsensus-metodens historie, dens 

aktuelle eksempler og historiske for- 

bindelse til anarkismen. 

Konsensus i historien 

Så tidligt som i det 17. århundrede 

begyndte den kristne kvækerbevægelse 

at benytte sig af konsensus og gør det 

stadig i dag. Det har dog ingen decideret 

politiske årsager, men er nærmere en 

integreret del af den religiøse oplevelse. 

Mange kvækere mener enddog, at 

konsensus umuligt kan sekulariseres, 

men at det i visse tilfælde endda kan 

være et udtryk for Guds vilje, når mange 

mennesker mener det samme. 

Endnu tidligere, omend mindre vel- 

dokumenterede, eksempler på konsensus 

finder man hos en del såkaldt oprindelige 

folkeslag, såsom de afrikanske buskmænd 

og det bolivianske Aymara-folk 

samt mange andre stammer. Om bord på 

piratskibe valgte man i mange tilfælde 

kun en kaptajn i forbindelse med slag, 

men havde derudover en flad struktur 

og tog beslutninger i konsensus på fællesmøder. 

I langt de fleste tilfælde var der tale 

om stammer eller andre tæt sammentømrede 

grupperinger. Dog forekommer 

metoden også på forskellige niveauer 

af nogle større strukturer, såsom 

Haudenosaunee-føderationen (iroquois- 

indianernes forbund, red.), som


20 

koordinerede imellem flere forskellige 

stammer af indfødte i Nordamerika, 

alle med retten til at nedlægge veto 

imod krigserklæringer og lignende. Det 

menes at være det første deltagende 

demokrati på en større skala og er sandsynligvis 

grundlagt i mellem år 1450 og 

år 1600. 

Historisk set har konsensus altså ikke 

været associeret med hverken anarki- 

smen eller socialismen for den sags 

skyld. Idéen om fuld enighed for et 

forslag i kombination med retten 

til veto eksisterer både historisk og 

aktuelt i mange forskellige fora, fra 

bærende samfundsinstitutioner til 

besatte fristeder. Det er først i 60’erne og 

70’erne, at konsensus for alvor er blevet 

optaget af bevægelser med helt eller 

delvist venstre-radikalt ophav. 

Feministiske strømninger og 

antiatomkraftbevægelsen krediteres ofte 

som pionerer for den form for konsensus, 

som de fleste aktivister kender til i 

dag. Efter murens fald har metoden 

spredt sig ret kraftigt via mobiliseringer 

imod forskellige topmøder, hvor 

aktivister fra mange forskellige 

bevægelser og steder mødes og 

udveksler idéer og metoder, og bruges 

meget af midlertidige netværk og mindre 

grupperinger. Dette har utvivlsomt et 

sammenfald med, at det netop er den 

form for organiseringsmodeller, frem for 

mere formelle organisationer, som har 

været fremtrædende på den udenomsparlamentariske 

venstrefløj igennem 

90’erne og 00’erne. 

To af de mest kendte og aktuelle 

eksempler på konsensus i større skala er 

Occupy-bevægelsen, som har afholdt 

adskillige konsensusbaserede folke- 

forsamlinger på de pladser, de besætter 

rundt omkring. Endnu mere interessant 

er zapatisterne fra Chiapas, som regerer 

sig selv via konsensus i mere end 2.000 

landsbyer i det sydlige Mexico. Alle 

landsbyer har et råd, som kaldes for ‘la 

consulta’, hvor der diskuteres til enighed. 

Derefter er der yderligere to niveauer, 

som koordinerer på først et kommunalt 

og siden et regionalt niveau. 

Der findes altså en del grupper med 

slægtskab til den frie socialisme, som 

benytter sig af konsensus, men også 

mange, for eksempel de argentinske 

arbejderstyrede Fasinpat-fabrikker 

(‘Fabrikker uden chef’), som benytter sig 

af afstemninger. I et historisk lys er der 

endnu mindre belæg for, at konsensus 

skulle være anarkismen iboende. Vi bliver 

derfor nødt til at tage et nøje kig 

på de forskellige muligheder og finde 

ud af, hvad der virker bedst i hvilke 

situationer. 

Mindretalsdiktatur? 

Det primære argument imod brugen af 

afstemninger er, at det er såkaldt ‘flertalsdiktatur’. 

Det er blevet gentaget rigtigt 

mange gange i min opvækst som aktivist, 

og det er som om, det er blevet blevet 

bredt accepteret uden den store skepsis 

eller egentlig stillingstagen. For hvad er 

egentlig det modsatte af en beslutning 

taget af flertallet? En beslutning taget 

af alle i fællesskab? Jo, det kunne det da 

være, men hvad nu hvis folk er uenige? 

Hvad hvis der ikke findes nogen syntese 

eller noget kompromis, og et givet 

forslag falder på trods af en tilslutning 

på fx 92% – er det så ikke et mindretals- 

Forår 2013


21 

diktatur? Fortællingen om konsensus er 

blevet til mønten, som kun har en side. 

Lad os forestille os, at 100 mennesker 

netop er flyttet ind i et nyt hus og som 

noget af det første skal tage en beslutning 

om, hvilken farve huset skal males i. 

Huset er nemlig 

hvidt, og der 

ingen, på nær 

en enkelt, som 

egentlig vil have, 

at det skal være hvidt. Den overvældende 

majoritet på ca. 87% vil have, at huset skal 

være sort, imens der er to andre forslag: 

henholdsvis en lille håndfuld, som 

vil have, at det skal være rødt, og en 

mindre fraktion, som ønsker, at det skal 

være regnbuefarvet. 

“Fortællingen om konsensus er blevet 

til mønten, som kun har en side.” 

Over flere opslidende møder prøves der 

på at opnå konsensus op til flere gange, 

men det lykkedes aldrig rigtig. Der 

forsøges med forskellige synteser og 

løsningsforeslag. Man kunne male 

det blåt? Man kunne trække lod om 

farven eller sågar male det rødt og sort 

samtidigt, men lige lidt hjælper det. 

Konsensus udebliver. Efter et opslidende 

fem-timers møde opgives der, og man 

beslutter sig for ikke at male huset og udskyde 

beslutningen på ubestemt tid. Processen 

er dog så opslidende, at der aldrig 

er nogen, som tager spørgsmålet op igen. 

Det lykkedes altså ikke for den overvældende 

majoritet på 87% at 

tage en beslutning og føre den ud 

i livet på trods af indsigelser fra 

minoriteten. Til gengæld så lader 

processen en snæver minoritets vilje 

stå i vejen for flertallets ønske om 

et helt sort hus. Beslutningen tages altså 

ikke af flertallet, men til gengæld så 

blokeres den af de få, som så reelt er 

dem som faktisk tager beslutningen. 

Det ikke at kunne gøre noget, som man 

egentlig gerne ville, og som man er 

kommet sammen for at gøre, og så i 

stedet at blive tvunget til ikke at udføre 

sine planer, er på 

alle måder lige så 

meget en 

knægtelse af ens 

vilje, som når ens 

forslag bliver nedstemt, og noget, man er 

imod, vedtaget. Idéen om, at konsensus 

er en beslutningsmodel fri for nogen 

former for tvang er falsk – mønten har 

to sider. 

I det tænkte eksempel er der endda næsten 

kun tabere, da stort ingen får sin vilje. 

Men hvem vandt så og fik sin vilje? Det 

gjorde den ene person, som faktisk helst 

så, at der ingenting skete, og at huset 

forblev hvidt, hvilket bringer mig til et 

andet af konsensusdemokratiets grundlæggende 

problemer – konservatisme. 

Hvis tingene nu allerede er, som man 

gerne ville have, de skal være, så har 

man en gigantisk fordel, og i visse 

tilfælde har man allerede vundet. 

Styringen er reelt ude af flertallets 

hænder, og jeg har tilmed oplevet 

situationer, hvor en hel forsamling, 

ironisk nok under idéen om konsensus 

og dens frihed fra tvang, har måtte 

udføre tvangshandlinger, fordi den ikke 

har været i stand til at tage beslutninger 

og omstøde en tidligere vedtagelse. 

Det til trods for, at ikke så meget som en 

sjæl støtter op om den gamle vedtagelse, 

samtlige deltagere vil gerne have lavet 

den om. Det skete bare aldrig, fordi 

man ikke kunne opnå fuld enighed om


22 

Forår 2013


23 

noget ændringsforslag. Det etablerede 

har dermed en stor fordel, og idéen om, 

at konsensus er en kreativ og organisk 

proces, som altid overtrumfer rigide 

flertalsafstemninger, holder altså ikke 

vand. 

Uformelle hierarkier, 

uigennemsigtighed og 

manipulation 

Konsensus er en proces, som er mere 

åben for manipulation rettet mod 

mindre sprogligt stærke individer eller 

personer, som ikke har modet til at sige 

fra. Fortællingen om konsensus er ganske 

vist anderledes, men jeg mener ikke, 

det er korrekt. Ofte trækker stemningen 

mere og mere over imod de holdninger, 

som dem, som taler meget, har. Det er 

klart, at man skal diskutere og høre 

argumentation for og imod et givent 

forslag, men på et vist tidspunkt 

indtræder der ofte en proces, hvor 

det egentlig bare er de talendes 

forsøg på at presse de ikke-talende 

til at gøre noget, de ikke vil, hvilket 

ofte sker, fordi de mindre verbale 

deltagere ikke føler, de kan omsætte deres 

holdninger i ord. 

Ud fra idéen om, at alle har ret 

til at blive hørt, skabes der så nye 

forslag, og udkommet er ofte, at det 

endelig vedtag tenderer til at lægge 

tættere op ad de talendes holdninger 

end ad flertallets holdninger. Ofte ville 

udkommet have været ganske anderledes, 

hvis man nu havde stemt om det eller 

bare benyttet sig af håndsoprækkelser 

undervejs for at se, hvem og hvor mange 

som mente hvad om processen. 

Den netop beskrevne mangel på 

gennemsigtighed i systemer baseret på 

ren konsensus åbner en ladeport for 

uformelle hierarkier og klikedannelser, 

som potentielt kan manipulere processen 

i en given retning. Når man har en blind 

proces i den forstand, at man ikke ved, 

hvad folk egentlig mener i forskellige 

spørgsmål, og man ikke tydeligt kan 

se magten og de forskellige fløje, som 

eksisterer, så opstår der nemmere 

usynlige magtfortætninger, hvor det 

egentlig er folk, som enten kender 

hinanden eller har et holdnings- 

fælleskab uden for stormødet, som 

betvinger processen og dens udkom. 

Copenhagen Consensus 

Jeg mener, at den udenomsparlamentariske 

venstrefløj i Danmark har to 

grundlæggende problemer. Det ene er 

manglen på formel organisering eller 

bare organisering i det hele taget, og det 

andet er manglen på politisk udvikling. 

Begge disse problemer er forbundet med 

brugen af konsensusdemokrati, omend 

de ikke kan reduceres til det. 

Det kan simpelthen være svært at benytte 

sig af andet end konsensus, når man 

aldrig opbygger nogen varige strukturer. 

Hvis alt ens arbejde er projektorienteret 

såsom Luk Lejren og Shut It Down 

og lignende enkeltstående aktioner, 

hvor store uenigheder potentielt kunne 

underminere gruppens altoverskyggende 

omdrejningspunkt, så behøver man 

ikke opbygge et fungerende demokrati, 

for der er ikke så meget andet end selve 

aktionen at tage stilling til, og så er det 

forholdsvis let at holde sig inden for 

konsensus. Det samme gælder små


24 

vennegrupper som tillige beskæftiger 

sig med enkelte aktioner eller en snæver 

kampagne. Det er ikke i samme 

grad nødvendigt at opbygge et 

system, som tager højde for at 

inkorporere uenigheder. 

Den mest graverende fejl på den 

udenomsparlamentariske venstrefløj i 

København er manglen på synlige og 

formulerede politiske standpunkter. 

Den anarkistiske teoretiker Murray 

Bookchin beskri- 

ver en sammenhæng 

imellem 

konsensusdemokratiets 

tendens 

til at gå efter 

laveste fællesnævner 

og udvandingen af en bevægelses 

idégrundlag således: ”Den kreative 

rolle, som uenigheden har i en fornuftig 

demokratisk proces, har en tendens til at 

fortabe sig i konsensussens grå anonymitet”. 

“Den mest graverende fejl på den 

udenomsparlamentariske venstrefløj 

i København er manglen på synlige og 

formulerede politiske standpunkter.” 

Den dialektiske proces, som er med til at 

drive kollektiv tankevirksomhed fremad 

via politiske teser, som modtager kritik 

eller anti-teser og til tider former nye 

synteser, er fraværende. Uenighed er 

forudsætningen for demokrati – ikke 

en falsk og konstrueret enighed. Målet 

om total enighed i alle ting skaber en 

bestemt og til tider uheldig politisk 

kultur. Allerede inden et givent forslag 

er formuleret, er det udvandet og frit fra 

dets ideologiske torne eller andet, som 

kunne vække anstød. Det er simpelthen 

ikke sådan, man opnår magt eller 

opbakning, når samtlige deltagere skal 

godkende det helt. 

Altså bevæger man sig væk fra oprindelige 

forslag og det, som folk virkelig mener og 

hen imod det, som folk kan leve med og 

ikke bliver irriterede af. Det obstruerer 

den dialektiske proces og kan være 

med til at udslette veldefinerede og 

meningsfyldte positioner og disses 

indbyrdes modsætninger, som i sidste 

ende er motoren i politisk udvikling 

og fremdrift. Yderligere er der en vis 

risiko for, at den endelige beslutning 

bliver en gang lunken grød, som ingen gider 

bruge tid på. 

Man har måske 

en operationel 

plan, men 

pointerne er 

gået tabt, 

og diskussionen 

har ikke klarlagt positioner og har ikke 

lært de gensidigt uenige parter noget. 

Hvis man er i tvivl om, at det kan være 

destruktivt at være helt enige om noget 

ligegyldigt, så kan man jo tage et kig på 

‘Copenhagen Consensus’, som blev vedtaget 

af nærmest hele verden ved klimatopmødet 

i København (for nu kort at gå 

ind på den repræsentative parlamentarismes 

forudsætninger). Har det bragt os 

tættere på en løsning på klimaproblemerne? 

En anden dynamik i det udvandede og 

uigennemsigtige konsensusdemokrati er, 

at det har en tendens til at give folk, som 

er gode til at gøre sig til venner med de 

rigtige og ikke have for veldefinerede 

eller for kontroversielle holdninger, mere 

magt. En form for ‘bevægelsespolitikere’, 

som emulerer det repræsentative systems 

magthavere og som forstår at danne 

alliancer og som undlader at deltage i en 

åben debat, men i stedet vinder magt ved 

Forår 2013


25 

at stå for det mindst kontroversielle, har 

ofte lettere ved at blive talspersoner eller 

lignende. 

Forskellige beslutningsformer 

til forskellige 

formål 

Jeg mener, at konsensus kan være et 

udmærket og endda et nødvendigt værktøj 

i visse meget specifikke situationer. 

Det kommer an på, hvad man skal. 

Hvis man er en vennegruppe, hvis man 

er midt i en aktion, hvis hvis man er en 

afgrænset gruppe af individer, som 

kender hinanden meget godt, eller hvis 

man er en lille lukket gruppe uden 

intentioner om at optage flere 

medlemmer. Men er man det? 

Det er vigtigt at forstå at, mange af de 

grupper, stammer og religiøse bevægelser, 

som har brugt konsensus historisk 

og aktuelt, anser processen for at 

være næsten spirituel af karaktér. Det er 

en meget organisk og lukket proces, og 

jeg mener, at man bør kende hinanden 

godt og have et særdeles højt niveau af 

enighed, hvis ikke man vil risikere at 

ryge i de faldgruber, jeg har beskrevet. 

Her skal man dog passe på ikke bare 

at gå ud fra, at man er vildt enige om 

alt, bare fordi man møder nogle andre, 

som kalder sig det samme, som man selv 

kalder sig, eller ser ud, som man selv gør. 

Et medlem af den norske anarkistiske 

organisation Motmakt skriver i sin 

artikel Flat struktur vs. ‘konsensus’: ”Jeg 

mener derfor at konsensus er uforenelig 

med vækst. Hvis man ønsker at fænge og 

bl ive flere, må st r ukturen være for ma l iseret 

og gennemsigtig. En gruppe aktivister 

kan ikke fungere som et venneslæng og 

regne med at vokse”. 

Men ikke alene er det vanskeligt at 

vokse; det er også nærved umuligt at 

benytte konsensus effektivt i store 

organisationer, eller når beslutninger 

skal tages på tværs af mange kommuner, 

byer eller boligkvarterer. Som et 

eksempel så har de lokale fagforeninger 

under den spanske anarkosyndikalistiske 

fagforening CNT-FAI mulighed for 

at benytte sig af konsensusdemokrati, 

men på alle beslutningsniveauer derover 

er der tale om afstemninger. 

Det er vigtigt at forstå, at udbredelsen 

af konsensus på den radikale venstrefløj 

stammer fra en periode, hvor alternativer 

til kapitalismen var i en krise så dyb, 

at man næsten blev erklæret for klinisk 

sindssyg, hvis man mente, at liberalismen 

ikke var svaret på alle problemer i 

verden. Selve idéen om at kunne 

organisere de mange og præsentere 

et alternativ var meget langt væk. 

Dengang var modstanden imod top- 

møder, flygtige netværk og venne- 

grupper det, som fungerede. Nu står 

vi i en situation, hvor vi må forsøge at 

blive et sted, hvor alle i den ikke-ejende 

klasse kan gå hen og blive organiseret. 

Derfor må vi, også fra et strategisk 

perspektiv, tilegne os metoder og 

organiseringsformer, som er åbne og 

gennemsigtige og tilgængelige for folk, 

som ikke har en masse kontakter inden 

for det venstreradikale miljø.


26 

Kultur 

Anmeldelse: Det slører stadig 

DR2’s nye satiresatsning ’Det slører stadig’ er ikke kun kilde 

til diskussion og voldsomme meningstikendegivelser i den 

offentlige debat, men også store latterkramper. 

De unge kvinder formår med en særlig grad af selv- 

sikkerhed og stor professionalisme at sætte fordomme om 

etniske danskere og folk med anden etnisk baggrund under 

lup. Kvinderne lader det være op til modtageren at tolke 

hvorvidt satiren er bygget på fordomme fra sofaen i 

Udkantsdanmark eller fra køkkenet i Mjølnerparken. 

Det er et frisk pust i integrationsdebatten, hvor 

IKEA-reklamer, tvangsægteskaber, skjult kamera 

og ninjakampe i burkaer forenes til en hardcore 

satirecoctail, som ikke er set på dansk tv før. 

Kan ses på DR2 torsdag kl. 21.00 

Forår 2013


27 

Gade og Stil 

Piratfester og skokrise 

Foråret er på vej, og med det vågner Københavns venstreradikale miljø også til live 

fra vinterdøsen. Sommeraftener med riots og piratfester erindres stadig, og dermed 

melder den evige årsag til frustration og krise sig: valget af fodtøj. 

Hvem har ikke prøvet at være til en fest, modtage sms’er om aftenens must-be, piratfesten, 

og stå i sko, der så absolut ikke er beregnet til dans natten lang efterfulgt af 

politijagt? Nike formår at forene sæsonens hotteste trend, dyreprint, med 

kulturredaktionens favoritsneaks: Nike Free Runner. 

Printet er i hot sort og mørkelilla med sorte detaljer ved 

sømmen og sål. Hold øje med brostenene det 

kommende forår og sommer, og læg mærke til, 

om de bliver betrådt af dette pletskud af et par 

sneaks. Raw!!


Forår 2013 

Boganmeldelse: 

AT KNUSE FASCISMEN 

af Oscar Larsen 

28 

Titel: 

Forfatter: 

Sidetal: 

Forlag: 

AT KNUSE FASCISMEN 

Antifascistisk Aktion m.fl. 

159 

Scandinavian Book A/S


29 

I forbindelse med sin 20 års 

fødselsdag i 2012 udgav 

AFA bogen ”AT KNUSE 

FASCISMEN”. 

I indledningen kan man læse, at 

AFA med udgivelsen vil bidrage 

til en kontinuerlig diskussion 

om, hvordan man mest effektivt 

imødegår den fascistiske trussel. 

Byggesjusk i det 

teoretiske fundament 

Målsætningen for bogen kommer 

desværre dårligt af sted fra første kapitel. 

Den første del af bogen er teoretisk anlagt 

og skal forklare, hvad fascisme egentlig 

er; hvilke idéer, tankegods og handlinger, 

der rummes inden for fascismens 

politiske spektrum, antifascismens rolle 

som politisk kraft og dens rolle i forhold 

til kampen for et socialistisk samfund. 

Forsøget på at definere fascismen bliver 

skudt ned af forfatterne selv i starten af 

første kapitel. Fire politiske idéer påstås 

– uden synderlig argumentation – at 

være kendetegnende for fascismen: 

autoritarisme, ultranationalisme, antisocialisme 

og racisme. Men forfatteren 

slår hurtigt hul på denne definition ved 

at konstatere, at fascismen skifter form, 

og det eneste, der egentlig står fast, er, 

at fascismen er en brutal stræben efter 

magt. 

Det står ikke klart, hvor denne 

definition af fascisme udspringer fra, 

men den er ret mangelfuld og til tider 

selvmodsigende. Den kan også bruges 

til at sætte fascist-mærkatet på en række 

organisationer, lande og regimer, som 

de fleste ellers ikke vil kalde fascistiske. 

Det sovjetiske kommunistparti ville 

med sin nationalistiske, autoritære og 

statskapitalistiske politik, kombineret 

med en til tider intens antisemitisme, 

således kunne kaldes for fascister. 

Konsekvenserne af neoliberal politik 

i EU falder også godt inden for 

definitionen. 

Heldigvis bliver det en smule mere 

interessant og sammenhængende i det 

næste kapitel, som gennemgår fakta 

vedrørende fascistiske grupperinger. Her 

får man som læser et godt overblik over, 

hvilke fascistiske, nazistiske og racistiske 

grupper der har været i og omkring 

Danmark gennem de sidste 20 år. Det er 

en oplagt tekst at starte med, hvis man 

mangler kendskab til den yderste højrefløj 

i Danmark. 

Det tredje kapitels gennemgang af 

ekstremist-begrebet og historierne om 

venstre- og højreekstremister som grupper 

af bøller, der er lige slemme og som 

bekæmper hinanden i en bandekrig, 

er også interessant. Her kan man læse 

konkrete eksempler på, hvordan politikere 

og politi bruger ekstremisme-begrebet – 

dels for at få antifascister og revolutionære 

socialister til at fremstå som apolitiske 

bøller og dermed fjerne deres legitimitet, 

men også for at skyde en kile ind 

mellem sociale aktivister af forskellig 

radikalitets-grad. 

Kapitlet afsluttes med et opråb til antifascisters 

etablerede og parlamentariske 

samarbejdspartnere om ikke at lade sig 

rive med af fortællingen om demokratiet 

som en kamp mellem på den ene side 

voldelige ekstremister og på den anden 

side gode, stuerene centrum-demokrater. 

Det ville have været interessant, hvis 

forfatterne tog noget af den anti- 

parlamentariske kritik op i denne


30 

sammenhæng, som f.eks. at det i dagens 

debatklima vil være svært for Enhedslisten 

at fremstå som et ansvarligt og 

seriøst parti, hvis partiet samtidig 

samarbejder med militante antifascister. 

Forfatterne skal selvfølgelig have lov 

at have tiltro til parlamentarismen, hvis 

valgkamp er deres kop te. Men debatten 

om, hvordan udenomparlamentarisme 

og parlamentarisme spiller – eller ikke 

spiller – sammen er gammel og velkendt, 

så det virker en smule mærkeligt ikke at 

tage stilling til den i denne strategiske 

tekst. 

Kapitel 4 – ”Antifascisme er en socialistisk 

strategi” – er nok den mest forvirrende 

teoretiske tekst i bogen. Forfatterne 

lægger ud med at påstå, at antifascisme kun 

tjener det ene mål at bakke op om kampen 

for et frit socialistisk samfund. Det lyder 

jo godt, men den historiske erfaring 

med antifascisme er snarere 

omvendt: At 

den netop ender 

med at have sin 

egen dagsorden 

og stå separat 

fra venstrefløjen 

og arbejderklassens kamp. 

Uanset hvor meget forfatterne ønsker 

et opgør med denne historie, kan 

man ikke bare afhjælpe gårsdagens 

fejltagelser ved at benægte dem, eller 

ved at insistere på, at antifascismen 

nu har et nyt formål. For at undgå at 

gentage de samme fejltagelser må man 

først anerkende dem og forstå dem. 

Kapitlets helt centrale påstand 

– at vi ikke kan opnå et socialistisk samfund 

uden antifascisme – bakkes ikke 

op af ret megen argumentation, men 

gentages bare i forskellige variationer. 

Antifascismen siges at skabe et rum for 

venstrefløjen, som den kan bruge til at 

ekspandere og flytte sine positioner 

frem. At dette antifascistiske mantra 

gentages endnu en gang fremstår bare 

symptomatisk for en radikal venstrefløj, 

der er gået vild i former og har glemt sit 

indhold. 

Til gengæld lykkes det forfatterne at 

tage fat i, hvad de kalder for venstre- 

fløjens pligt – at forsvare minoriteter – 

på en ny og frisk måde. Ofte hører man 

denne pligt motiveret med etiske, 

moralske og følelsesmæssige argumenter 

uden megen politisk substans. 

Men i dette kapitel motiveres pligten 

med en strategisk tankegang – man skal 

fravriste fascisterne succesoplevelser 

og skabe styrke i arbejderklassen ved 

sammenhold – hvilket er mere hånd- 

gribeligt og fremadrettet. 

Et andet lyspunkt i kapitlet er en 

hurtig gennemgang af fascismens 

klasse-sammen- 

sætning. Her 

bliver det slået 

fast, at selv om 

fascismen kun 

kan blive en 

seriøs trussel, hvis den opnår bred 

tilslutning blandt arbejderklassen, så er 

det en bevægelse, der udspringer af og 

bliver anført af personer fra overklassen. 

De klassemæssige aspekter af kampen 

mod fascismen bliver alt for ofte overset 

eller misforstået, så det er godt at se det 

blive taget op her. 

Den forståelse af fascisme, som 

forfatterne har, springer mig dog i øjnene. 

De skriver, at fascismen vil have 

væsentligt ringere vilkår under et 

socialistisk samfund (end under det 

kapitalistiske). Hvis man mener det, 

må man også mene, at fascismen er 

“Forfatterne skal selvfølgelig have lov 

at have tiltro til parlamentarismen, 

hvis valgkamp er deres kop te.” 

Forår 2013


31 

noget, der er frakoblet fra kapitalismen 

og godt kan eksistere uafhængigt af 

den. En anden udbredt forståelse 

af fascismen som noget indbygget i 

kapitalismen, der opstår som en 

reaktion på revolutionære, sociale 

bevægelser for at beskytte kapitalens og 

statens interesser, bliver slet ikke nævnt. 

Men selv om forfatterne skiller sig 

væsentligt ud fra denne etablerede 

forståelse af fascismen, bliver der knap 

nok argumenteret for denne nye analyse. 

Kapitel 4 forklarer ikke, hvordan og 

hvorfor antifascisme er en socialistisk 

strategi. Antifascismen har historisk 

prioriteret kampen mod fascisterne over 

– og på bekostning af – kampen for et 

frit socialistisk samfund. Det har haft 

den konsekvens, at arbejderklassen endte 

med at stå svagere, og har ledt til, at en 

borgerlig demokratisk stat er blevet 

styrket, hvis det da ikke ligefrem har ført 

til, at fascismen har vundet. Denne 

historiske svaghed hos antifascismen 

bliver slet ikke diskuteret, hvilket 

forekommer mærkeligt. 

Samlet set er den teoretiske del af 

bogen ikke særligt stærk, og de få 

lyspunkter kan ikke kompensere for 

en broget og usammenhængende samling 

idéer, som bliver fremført uden en 

ordentlig argumentation, og hvor 

historiske diskussioner og debatter bliver 

overset. 

Praktiske erfaringer 

De sidste tre kapitler i AT KNUSE 

FASCISMEN er fortællinger om 

praktiske erfaringer fra henholdsvis 

Helsingborg (Sverige), Århus og Langeskov. 

Kapitlerne er skrevet af forskellige 

forfattere og med forskellige teknikker, 

hvilket bidrager til bogens ujævne 

litterære niveau. Fortællingen om 

kampen mod fascisterne i Helsingborg 

er den mest omfattende og grundige af 

disse tre praktiske kapitler. Her 

gennemgår forfatterne fra AFA 

Helsingborg deres erfaringer med 

forskellige strategier og taktikker, og 

det lader til, at man har lært meget af 

både de sejre, man har vundet, og de tab, 

man har lidt, i kampen mod en til tider 

både stor, aggressiv og bevæbnet helsingborgsk 

fascisme. Dette kapitel kan man 

virkelig bruge til noget, hvis man har et 

fascist-problem i sin by. 

Historien fra Århus er noget helt 

andet. Dette kapitel er baseret på 

interviews med århusianere fra forskellige 

baggrunde som fx Konfront og 

Enhedslisten samt uorganiserede aktiv- 

ister – med det antifascistiske arbejde 

og erfaringerne med White Pride som 

fællesnævner. 

Gennemgangen af fascisternes overfald 

og antifascisternes reaktioner og 

modsvar er meget grundig og giver 

et godt overblik over, hvad der er 

sket i Århus de sidste ti år. Men 

Århus’ fascist-problem bliver ved med at 

fremstå som ret mystisk. At den lokale 

Enhedsliste-afdeling har manglet støtte 

fra partiet på landsplan overrasker 

mig ikke – for Enhedslisten er det vel 

værd at lade en lokalafdeling i stikken, 

hvis de kan undgå at smudse sig til med 

antifascisme og at risikere at blive kaldt 

ekstremister. Men hvorfor de århusianske 

venstreradikale ikke har kunnet hente 

hjælp fra andre byer, kommer der ikke 

nogen forklaring på. 

I fortællingen om Helsingborg bliver det


32 

gode samarbejde mellem AFA Helsingborg 

og AFA København fremhævet 

som en stor hjælp i kampen mod de 

helsingborgske fascister. Helsingborg 

ligger ca. én times kørsel fra København, 

men i Sverige, og er dermed både politisk, 

historisk og juridisk set fremmed terræn 

for AFA København. Århus ligger ca. 

tre timers kørsel fra København, men 

deler samme historie og har de samme 

politiske og juridiske spilleregler. Det 

virker underligt, at København ikke 

har kunnet hjælpe Århus mere, og det 

kommer bogen aldrig rigtig med en 

forklaring på. 

Helsingborg har gode erfaringer 

med antifascisme, og det samme gør sig 

gældende for både København og Göteborg. 

Man kunne godt spørge om, nøjagtig 

hvad det er, der adskiller situationen 

i Århus fra disse byer, og hvorfor deres 

erfaringer ikke kunne bruges i Århus? 

Det kommer forfatterne desværre heller 

ikke ind på. Århus fremstår mærkelig 

isoleret, og jeg kan ikke lade være med at 

undre mig over, at kapitlet næsten ikke 

nævner AFA’s engagement i den jyske 

hovedstad. 

Bogens sidste kapitel handler om 

lokalsamfundets protest imod et racistisk 

overfald i den fynske by Langeskov og 

er klart et af de mest velskrevne og letlæste 

kapitler. Men selv om formen er 

nydelig og klar, mangler det politiske 

indhold en konklusion. Problemerne i 

Langeskov vendte tilbage efter nogle år, 

og på det tidspunkt var de fynske antifascisters 

organisation gået i sig selv. Det 

store spørgsmål – hvorfor det er så svært 

for udenomsparlamentariske venstre- 

radikale at bygge vedvarende organisationer 

i Danmark – står tilbage uden svar. 

Overordnet set er AT KNUSE 

FASCISMEN en noget rodet bog. Det 

litterære niveau er meget ujævnt, og det 

samme gør sig gældende for den politiske 

argumentation og de praktiske analyser. 

Den historiske gennemgang af diverse 

begivenheder i og omkring den yderste 

danske højrefløj fra ‘93 og frem til i dag 

er interessant, men da den er sat ind 

sideløbende med bogens kapitler, 

bidrager den yderligere til det rodede 

indtryk. Måske ville denne tidslinje have 

haft godt af at stå for sig selv? 

AT KNUSE FASCISMEN indeholder 

ikke et kapitel eller en tekst, 

der rendyrket beskæftiger sig med det 

københavnske AFA’s aktiviteter og tanker. 

Det undrer mig, da AFA i Danmark kun 

findes i København. At beskrive fascismen 

i København og på Sjælland mere 

detaljeret og tale om AFA’s arbejds- 

metoder og konklusioner ville have kunnet 

lukke nogle af de huller, som bogen døjer 

med. 

AT KNUSE FASCISMEN har lært 

mig nogle ting om konkrete fascist- 

grupperinger i dagens Danmark. Men 

efter at have læst bogen har jeg flere 

spørgsmål om danske AFA og anti- 

fascisters mål, midler og idéer, end før jeg 

læste den. 

Forår 2013


33


34 

Direkte Aktion 

– et kvartalsblad udgivet af 

Libertære Socialister 

Libertære Socialister er en politisk organisation, som kæmper for et statsløst socialistisk 

rådssamfund baseret på direkte demokrati. Vi er samlet omkring en fælles politisk 

platform, som indeholder vores vision for et bedre samfund. 

Et samfund som er fri fra kapitalismens hæmningsløse udnyttelse af mennesket og 

naturen. Et samfund som er fri fra enhver diskrimination på baggrund af køn, hudfarve 

eller seksualitet. Et samfund som er uden undertrykkende hierarkier. 

I stedet ønsker vi et samfund baseret på socialistiske og libertære idéer. Socialistiske, 

fordi lighed er en forudsætning for ægte frihed, og libertære, fordi frihed er en forudsætning 

for ægte lighed. Det er et samfund hvor alle har lige adgang til ressourcer og magt. 

Forår 2013


35 

Det er et samfund hvor stat og centralisme er erstattet af direkte demokrati med udgangspunkt 

i vores arbejdspladser, vores uddannelsesinstitutioner, vores boligkvarterer osv. 

Det er et samfund hvor autoritær magt fra oven, er erstattet af selvforvaltning fra neden. 

Lyder det interessant, og kunne du tænke dig at deltage i kampen? Så kan du finde 

mere information om os, ved at besøge vores hjemmeside, eller kontakte os på mail. 

Du kan også abonnere på Direkte Aktion ved at blive støttemedlem. Det koster kun 

100 kr. om året. 

Mail: 

Web: 

kontakt@libsoc.dk 

libsoc.dk - facebook.com/libsoc

Hvad ved vel en luder? - Libertære Socialister

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?