Sct. Georg 4/11 - Sct. Georgs Gilderne

Udvikling
Af Sten Frost, Landsgildets uddannelsessekretær
Der går sjældent mange øjeblikke i gildemedlemmers
samvær, før talen falder på udvikling.
Nogen hævder, at udvikling er godt og nødvendigt
for et moderne foreningsliv, men at
den afledte forandring egentlig forstyrrer mere,
end man har lyst til.
Andre vil hævde, at for at give plads til udvikling,
må der foretages tilsvarende afvikling.
Dette ses af nogen som værende positivt, og
af andre som værende negativt.
Andre igen vil hævde, at for at bevare er det
nødvendigt at udvikle.
At udvikle er ikke at vælge fra for at sætte
andet i stedet. At udvikle er også at pleje det
eksisterende, at se det efter i sømmene og
passe det ind i tiden. Noget af det essentielle
i vores gildeliv er de mange, mange gode
timer, vi sammen bruger i væbner- og ridderforberedelse.
Samtaler og debatter om stort
og småt, hvor alle gives mulighed for at være
med, har givet mange stjernestunder.
For at passe på denne enestående arbejdsform
og for at give den legitimitet i en moderne tid
må vi kigge kritisk på form og udtryk. I vores
formålsparagraf er beskrevet, at vi i fællesskab
vil arbejde med at udvikle os personligt, og
lige præcis her er arbejdsformen for væbner-
og ridderforberedelserne skræddersyede.
Vi kan udvikle os i fællesskab - som det er beskrevet
i vores formålsparagraf.
Vigtigt og nødvendigt er det dog, at vi
udvikler os i gildelivet og ikke til gildelivet.
For et par generationer siden var det nødvendigt
at træne den unge spejderleder, der blev
proponeret til optagelse i gildebevægelsen, til
at gøre et godt udadvendt socialt arbejde og
til at forstå idealer og værdibegreber. Tiåret før
2. Verdenskrig var præget af lav beskæftigelse,
pengemangel og armod. Det var også i dette
årti, gildebevægelsen blev dannet, og hvor
arbejdstrinnene blev formuleret med de
moralkodeks og normer, som var nødvendige
for den tid. Det var nødvendigt at uddanne
sig til gildelivet. Midlet var svende-, væbner-
og riddertid. Arbejdstiderne er ikke længere
nødvendige og heller ikke midlet, som
har fået karakter af mål, og det virker på
mig som noget forhistorisk. Som aktive og
veluddannede mennesker i det enogtyvende
århundrede har vi ikke brug for at udvikle os
til gildelivet, men i høj grad i gildelivet.
De millioner af timer, der er brugt til væbner-
og ridderforberedelser igennem årene,
har givet et solidt gildearbejde.
Arbejdsmåden med forberedere, studiekredse,
korrespondancegrupper, læsegrupper m.m. er
unik og skal udvikles i den tid, vi befinder os
i. Det vil være dumt at lade arbejdsformen gå
til grunde.
Så for at pleje, bevare og passe på noget værdifuldt,
skylder vi at være omhyggelige med
udvikling.
Vi skylder på samme måde at være omhyggelige
med vore aktiviteter uden for
gruppelokalet. Mange gange har jeg hørt
gildemedlemmer berette om moderne spejd
og om hvilke dyder, der er gået tabt. Hvis
vi virkelig stikker antennerne ud, vil vi
opdage, at vore børn og børnebørn faktisk
er fantastiske til at være spejdere. Der sker
så meget spændende, at de af os, der ikke er
aktive længere, er sat helt af.
Prøv at indbyde spejderne til at lave et økseløb
for gildemedlemmer i stedet for det
omvendte forhold, så vil øjne og beundring
stå på stilke! Spejderidealerne er uforandrede,
men midlerne har set udvikling.
3