Hent - Formuepleje

28
artIkLEr
en ny verdensorden
statsejede fonde rykker magtbalancen
Formuemagasin 3. kvartal 2008
statslige investeringsfondes indtog vil betyde et mærkbart skift i
den finansielle magtbalance. usa og europa må indtage en mere
ydmyg rolle til fordel for en række af de lande, der var økonomisk
i knæ for blot 10 år siden.
af JEnS rygaarD, kapItaLfOrvaLtEr, fOrmuEpLEJE a/S
det seneste år har budt på megen omtale af kreditkrise,
sub-prime lån og økonomiske problemer
for en lang række af verdens største banker.
I kølvandet på dette kommer øget fokus på
statslige investeringsfonde, de såkaldte ”Sovereign
Wealth Funds”, der i mange tilfælde velvilligt
er kommet de kriseramte banker til
undsætning med store og yderst tiltrængte
kapital indsprøjtninger.
de statslige investeringsfonde oplever i disse
år en kraftig vækst, hvilket for størstedelens
vedkommende kan henføres til de kraftigt stigende
råvarepriser. derudover har en række
asiatiske lande, herunder ikke mindst Kina,
oparbejdet betydelige valutareserver på grund af
store handelsoverskud overfor specielt USA.
den øgede dominans fra statslige investeringsfonde
kan fremover have betydelige implikationer
for de finansielle markeder, og ligeledes give
anledning til panderynker i den vestlige verden.
det kan i yderste konsekvens betyde øget
protektionisme.
Flere fonde på verdenskortet
Statslige investeringsfonde er på ingen måder
et nyt begreb, men deres antal og ikke mindst
størrelse er vokset eksplosivt i takt med kraftigt
stigende råvarepriser og store handelsoverskud.
der kan i grove træk skelnes mellem traditionelle
valutareserver og egentlige investeringsfonde.
de statslige investeringsfonde er som
oftest et resultat af betydelige valutareserver i
de respektive lande. Fondene er traditionelt blevet
etableret i olierige lande i Mellemøsten, herunder
bl.a. Kuwait og Abu dhabi, hvor det var
intentionen at modvirke effekterne af svingende
oliepriser. den første fond blev etableret i
Kuwait i 1953, men siden er antallet af oliebaserede
fonde kommet op på omkring 25 inklusiv
lande som Rusland, Australien, Iran, Botswana,
Brunei og Kasakhstan.
derudover har en lang række asiatiske lande
i kølvandet på Asien-krisen i 1998 opbygget
betydelige valutareserver på grund af store handelsoverskud
over for specielt USA. Centralbankerne
i spidsen for disse hastigt voksende valutareserver
har primært fokus på at fastholde en
effektiv valutakurspolitik, og sikre et kriseberedskab
for at imødegå en gentagelse af Asien-
krisen. Afkast har med andre ord aldrig været
højt på agendaen, hvorfor reserverne hidtil fortrinsvis
er blevet placeret i sikre amerikanske
statsobligationer. Valutareserverne har dog i
mange lande nået et niveau, der overstiger det
nødvendige ”kriseberedskab”. derfor er det en
nærliggende antagelse, at en væsentlig del af
den fremtidige kapitalindstrømning vil kanaliseres
over i mere rendyrkede investeringsfonde,
og dermed gradvist søge mod mere risikofyldte
investeringer.
den nok bedst kendte statslige fond på de
nordlige breddegrader er uden tvivl den norske
”Statens pensjonsfond” (tidligere ”Petroleumsfondet”),
der aktuelt rummer værdier for omkring
2000 mia. norske kroner. den norske oliefond
er et godt eksempel på en meget transparent
statslig investeringsfond, hvor formålsparagrafferne
og de overordnede investeringsbeslutninger
er lagt til offentligt skue. Sådan er det dog
langt fra i mange af de andre statslige investeringsfonde,
hvilket giver anledning til panderynker
i mange vestlige lande.
>>