Profilfolder om Tectra - Region Hovedstaden

forskere skAl tænke
hvem vil det her hJælpe?
”Tectra udgør den bro mellem
forskeren og industrien, der så
længe har manglet.”
”Det, der fik mig til at gå ind i et samarbejde med
Tectra, var erkendelsen af, at vi her har fået
bygget den bro mellem forsker og industri, der så
længe har manglet. De to verdener ved jo ikke så
meget om hinanden. Tidligere er det derfor gået
sådan i nogle tilfælde – ikke i mange, men i nogle
tilfælde – at en virksomhed har købt billige
patenter på noget, der er blevet en storsælger.
Lægen, der havde gjort opfindelsen bag
patenterne, vidste typisk ikke, hvad den var værd.
Den slags skæve fordelinger er Tectra med til at
undgå, fordi de ved, hvordan man tænker i begge
verdener. Som forsker kan man også drage nytte af
at Tectra taler et sprog, industrien forstår.
Fagligheden må ikke skygge for udnyttelsen
Det er almindeligt, at store medicinalfirmaer får
fem tilbud fra forskere om ugen og sylter tre af
dem, fordi de ikke erkender potentialet. Det
kunne være en forsker, der har udviklet noget til
regulering af signalstoffer i hjernen og så sender
det ind til en virksomhed, som hun ved, laver
medicin mod angst og depression. Men i al sin
faglighed glemmer forskeren helt at fortælle,
hvilken slags patienter hun mener, hendes opfindelse
kan hjælpe. I stedet skriver hun måske en
masse teknisk om serotonin eller et andet stof, og
så bliver ansøgningen begravet i en bunke, fordi
man lige skal finde en kollega, der kan afkode,
hvad der egentlig står. Så altså: Forskere skal
tænke i udnyttelse – hvem ville det her hjælpe?
08
Din idé skal lande på det rigtige
skrivebord – første gang
Der er mange opfindelser, der ikke ender i den
rigtige virksomhed eller på det rigtige skrivebord,
og som derfor aldrig bliver til noget, desværre. Og
det er her, Tectra med dets netværk og ressourcer
kan være en løftestang, således at flere opfindelser
bliver til en egentlig behandling eller et produkt
til gavn for vores patienter. Noget, jeg f.eks. ser
nogle forskere spilde tid på, det er manglende
viden om klassificeringer af deres produkter. Hvis
en læge f.eks. har en idé til en ny slags implantat,
der kan begrænse rystelser hos patienter med
Parkinsons, så vil det typisk tage fem til ti år at
få en klinisk godkendelse. De tidsmæssige og
økonomiske følger af en sådan godkendelse er
nogle helt andre, end hvis lægen f.eks. havde
opfundet en variant af det betydeligt mindre
invasive Foley-kateder. Så taler vi formentlig om
under et halvt år til den kliniske godkendelse.
Lægen må altså på forhånd danne sig et overblik
over sådanne klassificeringsspørgsmål. Og så må
han sætte sig ind i, hvilke virksomheder der har
kapaciteten til at fremstille produkter af den type,
hans opfindelse kunne udvikle sig til. Henvender
han sig til den forkerte virksomhed, ser man
måske slet ikke markedspotentialet i hans opfindelse,
og selv hvis forskeren finder den rigtige virksomhed,
spilder han måske dyrebar tid på at tale
med folk uden den relevante indsigt. Eller med
folk, der mangler beslutningsdygtighed. Alene
derfor er det en rigtig god idé at trække på Tectras
forbindelser, inden man kaster sig ud i et forsøg på
at kommercialisere.”