Niels Ole Kiil: Sønderjyde på de store have, s. 7-38

Inden jeg forlod rederikontoret, fik jegforetræde
for direktøren, der havde ønsket
at hilse på mig. Det var en venligere herre,
der udtrykte sin beklagelse og medfølelse
over den svære tid, vi havde gennemlevet.
Måske burde jeg have rådet ham til at finde
sig en anden bogholder af hensyn til de
fremtidige skibbrudne, som utvivlsomt ville
følge efter os.
Det var strengt i de følgende dage at
mødes og tale med pårørende til de omkomne.
Andre måtte jeg skrive til. Afsked
blev taget med de personer, som jeg havde
haft det såvel ondt som godt med. Vi skiltes
for, med en enkelt undtagelse, aldrig at
træffes igen. Mange overlevede næppe krigen.
Jeg måtte give møde for en særdomstol,
hvor der skulles afgives edsvoren er­
36
klæring om, at de savnede måtte betragtes
som døde, og at skibet med ladning var
gået tabt.
Jeg blev inviteret til fornem middag hos
Mrs. Taylor, der fremdeles havde besøg af
faderen. Hun boede i en fashionabel lejlighed
i East 68th. Street på Manhattan. Det
var en nydelip - , tiltalende dame, tilsyneladende
med styrke til at kunne bære tabet af
den omkomne ægtemand. Mr. Davis, der
residerede i Washington D.C. som president
for The Federal Tråde Commission,
havde jeg senere, efter opfordring, lejlighed
til at besøge. For mit vedkommende
var et kapitel af krigen afsluttet. Et nyt ventede
på sin begyndelse.
(Ovenstående artikel er tidligere blevet bragt i Sønderjysk
Månedsknfi nr. 6-9, 1993.)