Niels Ole Kiil: Sønderjyde på de store have, s. 7-38
Niels Ole Kiil: Sønderjyde på de store have, s. 7-38
Niels Ole Kiil: Sønderjyde på de store have, s. 7-38
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
helst undgik <strong>de</strong> ældre skibe. An<strong>de</strong>rle<strong>de</strong>s<br />
var <strong>de</strong>t med folk fra <strong>de</strong> un<strong>de</strong>rudvikle<strong>de</strong> lan<strong>de</strong>,<br />
som ikke kendte an<strong>de</strong>t. Dertil kom, at<br />
<strong>de</strong> i amerikanernes skibe tjente langt mere<br />
end i <strong>de</strong>res egne. Vort »sorte gæng« bestod<br />
<strong>de</strong>rfor også af folk fra Ægypten, Portugal<br />
og Brasilien. Ægypterne hav<strong>de</strong> go<strong>de</strong> sangstemmer,<br />
som <strong>de</strong> ofte lod høre ved vekselsang.<br />
En mand <strong>på</strong> frivagt kunne sid<strong>de</strong> oppe<br />
i <strong>de</strong>t frie og synge ned gennem en åbenståen<strong>de</strong><br />
luge til kammeraterne, <strong>de</strong>r svare<strong>de</strong><br />
igen fra dybet. Skakten hav<strong>de</strong> en fin akustik.<br />
Vi kunne ny<strong>de</strong> koncerten fra broen,<br />
hvor vi hav<strong>de</strong> til opgave at overvåge skibets<br />
kurs og fart.<br />
Vagt<strong>have</strong>n<strong>de</strong> maskinmester i »kæl<strong>de</strong>ren«<br />
holdt opsyn med alt og alle, som bevæge<strong>de</strong><br />
sig i maskinrummet og <strong>på</strong> fyrpladsen, hvor<br />
han dog aldrig fandt anledning til at blan<strong>de</strong><br />
sig i sangen. Han førte nøje tilsyn med<br />
damptryk og maskineriets omdrejningstal,<br />
sørge<strong>de</strong> for at ingen lejer løb varme, og<br />
skred ind, når noget kræve<strong>de</strong> justering<br />
eller eftersyn. Med drejebænk og an<strong>de</strong>t disponibelt<br />
værkstedsudstyr kunne mange<br />
reparationer klares ved snild og opfindsom<br />
selvhjælp, muliggjort af et godt hån<strong>de</strong>lag.<br />
Skibets tømmermand hav<strong>de</strong> også sit eget<br />
værksted, hvor han oftest kunne hol<strong>de</strong> sig<br />
selv beskæftiget med reparation og eftersyn<br />
af inventar og tilbehør, <strong>de</strong>r var af træ, og<br />
<strong>de</strong>rfor ikke kunne betroes til maskinens<br />
folk! Der fik <strong>de</strong> <strong>de</strong>n, ak ja. Det gamle nag<br />
mellem dæk og maskine var dog i realiteten<br />
<strong>på</strong> <strong>de</strong>t nærmeste blevet udryd<strong>de</strong>t.<br />
Løben<strong>de</strong> stedsbestemmelse blev foretagetved<br />
rutinemæssige høj<strong>de</strong>målinger af sol<br />
og himlens stjerner, udregning af stedlinjer,<br />
middags- og aftenposition. Også her<br />
arbej<strong>de</strong><strong>de</strong> vi un<strong>de</strong>r strenge krigsforordninger.<br />
Intet måtte indføres i skibsjournalen,<br />
eller anmærkes i søkortet. Alle udregninger<br />
skulle straks tilintetgøres.<br />
Dæksfolkene sørge<strong>de</strong>, un<strong>de</strong>r bådsman<strong>de</strong>ns<br />
le<strong>de</strong>lse, for skibets daglige rengøring<br />
og vedligehol<strong>de</strong>lse. Matroserne passe<strong>de</strong><br />
<strong>de</strong>res ror- og udkikstørner, med afløsning<br />
hver time. Udkikken var placeret i formastens<br />
udkikstøn<strong>de</strong>, <strong>de</strong>r var fremstillet af<br />
skudsikkert stål. Den hav<strong>de</strong> en hængslet<br />
over<strong>de</strong>l, hvorun<strong>de</strong>r udkikken kunne søge<br />
dækning i tilfæl<strong>de</strong> af luftangreb.<br />
Un<strong>de</strong>r tropesol, og langt til søs, hvor<br />
sådanne angreb ikke kunne forekomme,<br />
anbragte man<strong>de</strong>n sig gerne oven<strong>på</strong> tøn<strong>de</strong>n,<br />
i <strong>de</strong>t frie, hvor han kunne ny<strong>de</strong> et solbad,<br />
i ste<strong>de</strong>t for at la<strong>de</strong> sig stege i tøn<strong>de</strong>n,<br />
<strong>de</strong>r kunne blive uli<strong>de</strong>ligt varm.<br />
Rejsen fra Trinidad til Vestafrika vare<strong>de</strong> 16<br />
dage. Vi ankom <strong>de</strong>n 13. sept. 1942 til Takoradi,<br />
i <strong>de</strong>n daværen<strong>de</strong> engelske koloni,<br />
Guldkysten, <strong>de</strong>t nuværen<strong>de</strong> Ghana.<br />
Nogle hundre<strong>de</strong> sømil fra bestemmelsesste<strong>de</strong>t<br />
hav<strong>de</strong> vi haft en mærkelig oplevelse.<br />
Vi mødte en nat et fuldt oplyst skib, et ganske<br />
uventet syn. Formentlig var <strong>de</strong>t en neutral<br />
portugiser eller spanier, men vi holdt<br />
os, for sikkerheds skyld, godt klar af ham.<br />
Straks ved ankomsten myldre<strong>de</strong> sorte<br />
mænd ombord i hobetal, <strong>de</strong>t var <strong>de</strong> såkaldte<br />
Kru-boys, tilhøren<strong>de</strong> Kru stammen.<br />
Deres speciale, og vistnok også monopol,<br />
var losning og lastning af skibe. De blev<br />
ombord lige til afsejlingsdagen, og hav<strong>de</strong><br />
<strong>de</strong>res egen kok, <strong>de</strong>r sørge<strong>de</strong> for madlavningen<br />
ved en kulfyret kogeovn. Om natten<br />
lå <strong>de</strong> og sov rundt omkring, hvor <strong>de</strong><br />
15