Se DagenS muligheDer – frem for umuligheDer - Boligkontoret ...

en masse støj. Det kan også være
morgenstrukturen – hvordan står man
op om morgenen? hvordan får man
krop og sjæl af sted samtidig? Det
er der nemlig rigtig mange, der ikke
gør i dag. Der er strukturer omkring
fjernsynet, tandbørsten og om,
hvordan man håndterer situationen,
hvis børnene ikke hører efter. Der er
strukturer omkring uforudsigelighed,
omkring det at have for meget uro i
livet og omkring voksne, der er svære
at afkode. hvis børn ikke kan skabe
kontakt med deres forældre med
det positive, så vil de prøve med det
negative. og så bliver de fanget i en
ond cirkel. en ond cirkel, der f.eks. kan
gøre det svært for barnet at finde ro
til at sove.
Hvad er de typiske udfordringer
i dag?
for 25 år siden var det socialt udsatte
familier, jeg kom hos. Tre ud af fire var
blevet overtalt af deres sagsbehandler,
og den fjerde var ganske enkelt
blevet pålagt at få hjælp for at undgå
tvangsfjernelse. i dag er det kun én
ud af syv familier, der er blevet overtalt
eller pålagt at få hjælp udefra. De
resterende seks er forældre, der selv
beder kommunen om hjælp, “kun”
fordi de har svært ved at navigere i den
helt almindelige, grundlæggende
forældrerolle – og “kun” skal
du sætte i gåseøjne, for de
er jo desperate. Det mest
almindelige problem i dag
er simpelthen usikkerhed
over for opdragelsen og
den reaktion, der kommer
fra barnet. en reaktion, der
fejlagtigt bliver tolket, som om det er
barnet, den er gal med: “han kan ikke
høre efter, han opfører sig ikke ordentligt,
han plager, han er udspekuleret” –
det kan børn jo slet ikke være. De kan til
gengæld blive tillagt en masse motiver
af de voksne – men det, der gør et barn
plagende er simpelthen skabt af de
voksne. for der er ikke noget, der hedder
børn der plager, børn der lyver, er
kræsne eller udspekulerede. ved alt det,
der sker, helt op til 12-års alderen, skal
man i stedet tænke, hov – der er lige ved
at ryge en lille fejl-fil ind på harddisken.
og så er det jo godt, at vi som forældre
kan agere virus-program og
guide i en anden retning.
for vi har op til puberteten
til at “lægge
de rigtige filer ind”.
Derfor forguder
børnene mig nærmest,
når jeg har
været hos familien
et stykke tid – fordi
jeg har givet dem ro i
livet ved at tage ansvaret
fra dem og lægge det over på
forældrene, hvor det hører til.
Hvad er det, mange forældre ikke
“gør rigtigt”?
Det er blandt andet at veksle mellem
mange metoder. Der er ikke særlig
meget tålmodighed. hvis noget ikke
virker i første hug, er det hurtigt
videre til den næste metode. Det kan
give forvirring og støj omkring selv
de mest almindelige, daglige rutiner
– måltider, aflevering, afhentning,
putning. mange forældre giver
ikke tingene lov til at tage tid.
Tingene går i hårdknude, og
man kommer til at fokusere
på det negative og “umulige”.
når man så står i afmagt over
for barnet, kan det ende med, at
man råber og begynder at afkræve
handlinger og forklaringer, som er
helt umulige for et barn at levere. Det
er derfor de helt dagligdags strukturer,
jeg arbejder allermest med. Jeg
tager dem fra en ende af og går ind
og viser mulighederne. Det er jo ikke
find-fem-fejl, jeg kommer med. Det
er vigtigt først at tage fat i alt det,
som familierne faktisk har rigtig godt
styr på – og så tage den derfra. Det
handler om at få opladt nogle batterier,
og det gør man blandt ved hjælp
af humor og positive formuleringer.
Det er en vigtig del af min metode at
“reformulere” – den teknik, man på
engelsk kalder reframing
– så man ser dagens
muligheder frem
for umuligheder.
Det hedder ikke
problemer, men
udfordringer. Børn
bander ikke, men
afprøver sprogets
muligheder. Børn
støjer og roder ikke –
de er bare i stand til at
indtage hver kvadratmeter i
et rum!
Du siger, der mangler noget tålmodighed.
Er det en ny tendens?
Ja – det er meget det, jeg ser. og
så den her egoisme, der banker på.
og jeg må sige, at i den tid, jeg har
fungeret som familievejleder er det
kun blevet værre. mange af dem, der
voksede op i 70’erne og er forældre
i dag, blev mest opdraget med
spørgsmål som “hvad har du lyst
til?” og “hvad synes du selv?” Det
har i mine øjne givet en tendens til,
at man dropper meget af det, der
kræver noget af én – det er blevet til
“Det kan jeg ikke bruge til noget, det
gør ondt, det er for svært, jeg kan
ikke have det i mit liv.” forældrene
har ofte travlt med mange andre ting
og vil helst ikke give afkald på noget
af det. Derfor kører de af sted i fuld
fart med følelserne i bagagerummet.
Der skal ske noget hele tiden.
Der er babygymnastik om mandagen
og babysvømning om tirsdagen og
beboermagasinet BoDanmark
27