Evalueringsrapport fra Askelunden - Ballerup Kommune

Evaluerings rapport af Askelundens ressource person
og nuværende struktur.
Forord:
Denne rapport, eller lille historie, som det måske nok er blevet til, er en
fortælling om Askelundens forandringsproces, om den struktur, vi er nået
til, og vejen dertil. Det er en beskrivelse af de overvejelser der er gjort, og
den hjælp vi har fået undervejs. Ikke mindst er det en fortælling om
”noget” der virkelig virker, og som vi er stolte af at være en del af. Rigtig
god fornøjelse med læsningen.
Askelunden er en afdeling af børnehuset Grantoften, der i alt består af tre
afdelinger. Askelunden med tre børnehave grupper med 21 børn i hver
gruppe, og en vuggestue gruppe, med tolv børn. Græsrødderne med tre
børnehave grupper med 21 børn i hver gruppe. Og endelig vuggestue
afdelingen med fire vuggestue grupper, med 12 børn i hver gruppe.
Lidt historie………
Askelunden har eksisteret i ti år. I de ti år, har huset undergået en del
forandringer, i forhold til pædagogisk struktur, værdier, og handle måder.
I den korte version, var de første fem-seks år, præget af en løs struktur,
hvor børnene i høj grad, bestemte hvad de skulle, med hvem og hvor. De
voksne fulgte børnenes spor og var i gang sættere af forskellige udviklende
aktiviteter. Børnene var tilknyttet en stue og faste voksne, men kunne selv
1

estemme hvor de ville være og lege etc. Hen ad vejen, fandt vi ud af, at
nogle børn, ikke profiterede af denne form for pædagogik, men havde brug
for stramning i form af, at vide hvad de skulle, hvornår og med hvem. Vi
indførte ”stuedage” hvor børn og voksne arbejdede på deres stuer, efter
læreplans temaer. Børnene blev på deres stuer, opdelt i forhold til alder,
udviklings niveau, og venskaber.
Askelundens børnesammensætning blev som årene gik, mere præget af
børn, der skulle arbejdes særligt med på forskellig vis. Det blev
vanskeligere og vanskeligere, for personalet, at rumme og nå de mål, der var
sat for det enkelte barn.
Karin Lorentzen, marte meo terapeut, der dengang var tilknyttet
Grantoften, blev kontaktet i forhold til nogle problematikker, vi havde i
forhold til et særligt barn. En af vores børnehavegrupper, valgte at deltage
i et martemeo forløb, så vi kunne blive klogere på, hvordan vi kunne indrette
os rent strukturmæssigt i forhold til dette specifikke barn. Resultatet var
slående og meget givtigt. Vi så at selv små ting, som faste pladser ved
spisning etc., havde stor betydning for det enkelte barn. Selvfølgelig særlig
de børn, der havde brug for tydelig struktur og voksne, var det rigtig
vigtigt for. De resterende tre stuer, var igennem et lign. martemeo forløb i
den tid der fulgte. Stuerne blev langsomt ændret, så der var små
spisegrupper, med faste voksne tilknyttet. Der var faste aktiviteter i frugt
stunden. Perioden var i det hele taget, meget præget af, at de voksne ville
noget med børnene, og havde fået indrettet strukturen, så det var tydeligt
for børnene, hvad de skulle hvornår og hvad der forventedes af dem.
Personalet, var alligevel, i den periode, præget af frustrationer. Der blev
planlagt nøje, hvad der skulle ske på stuedagene. Børnene blev opdelt i
grupper, der gav mening for det enkelte barn. Men det var en skrøbelig
struktur. På stuerne, var/er der tre faste voksne tilknyttet. Og hver voksen
havde en gruppe børn, der blev arbejdet med. Men ved sygdom, ferie, afs,
kurser og lign., kunne de planlagte aktiviteter ikke lade sig gøre.
2

Grupper blev slået sammen og det man som personale havde tænkt, var ofte
ikke muligt, fordi der skulle rummes for mange børn i den enkelte gruppe.
Vi indførte en projekt dag på tværs af stuerne. Dels for bedre at kunne
arbejde med børn med særlige behov, og dels for, at personalet kunne
sparre, blive klogere og inspirere hinanden. Samtidig blev der, i huset,
nedsat en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde forslag til, en struktur, der
kunne imødekomme de krav, der var i forhold til at arbejde med børn med
særlige behov på en mere inkluderende måde, samt arbejde med personalets
behov for kompetence udvikling, vidensdeling og pædagogisk udvikling
generelt.
Omtrent i samme periode, benyttede vi os rigtig meget af, ppr sparring ved
Sanne Calmann og Steen Storgaard. Gruppen af børn, der skulle arbejdes
særligt med, var stigende. Der blev lavet mange udviklingsbeskrivelser,
sansemotoriske profiler og brugt mange timer på sparring sammen med
Sanne, når vi var i tvivl om hvordan vi skulle gribe forskellige situationer an,
for det enkelte barn. August 2009, var vi så heldige, at få tilbudt et ppr
projekt, i form af nogle støtte timer, der ikke var bundet op på specifikke
cpr numre. Vi valgte, at bruge lejligheden til, at forsøge at stable nogle
flere projektgrupper på benene, med det formål at kunne arbejde
inkluderende og med fællesskaber i grupper, hvor antallet af børn, var
overskuelig for det enkelte barn.
Målene var klare. Og alligevel blev det en periode, der langt fra indfriede
forventningerne til de mål vi havde sat os. Vi ville alle ting på en gang. Både
lave stuedage, og projektgrupper. Resultatet var at stort set kun en gruppe,
fungerede i overensstemmelse med det vi havde tænkt os. En periode med
stor frustration, fra personalets side. Til gengæld lærte vi en hel del af
netop dette projekt. Sammen med Sanne Calmann evaluerede vi perioden, og
fandt frem til, hvad der ikke virkede og hvorfor, samt tog fat i hvad der
virkede. Derudover, fik vi lov at beholde vores støttepædagog, som i
efterfølgende periode, udover at være tilknyttet en gruppe børn, skulle
3

være med til at understøtte og videreudvikle, den struktur vi kunne tænke
os at indføre i vores afdeling.
Den før omtalte arbejdsgruppe, udarbejdede, med evalueringen og de
erfaringer vi havde gjort os i baghovedet, et pædagogisk koncept, der tager
udgangs punkt i fællesskaber og den inkluderende pædagogik. Vi var meget
inspireret af, Ballerup kommunes inklusion kurser og materiale, af
sparringen fra ppr ved Sanne Callmann og Steen Storgaard, samt af
Græsrødderne, en af vores afdelinger i Bh-Grantoften, der har arbejdet
med projekt grupper i mange år. På et personalemøde, fik vi Lene,
Pædagogisk leder i græsrødderne, til at komme og fortælle os, hvordan
deres struktur virkede og hvordan de organiserede denne, samt tankerne
bag.
Så vil her benytte lejligheden for at takke for denne inspiration og den
mulighed vi fik, til den proces vi har været igennem, for at ændre vores
praksis, så den passer til den børnesammensætning vi til dato har.
Den nuværende strukturs opbygning….
Det allerførste, der er klart defineret i vores struktur er:
Hoved temaerne er altid Fællesskaber, sociale og personlige
kompetencer, i alle grupper og i alt hvad vi foretager os. Værktøjerne vi
bruger kan være forskellige, men temaerne skal være og er ens i vores
tanker, værdier og det vi tænker vores børn skal have med sig i deres liv.
Hver af de tre børnehave stuer, har et månedstema tilknyttet stuen. De tre
emner er: 1 fin og grov motorik, 2 sprog og 3 leg. Emnerne skifter mellem
stuerne. Disse emner bliver der arbejdet med fra morgenstunden, når
stuen åbner. Meningen er, at tilbyde børnene fællesskab, nærvær, samvær
4

og aktiviteter fra de bliver afleveret. Og særligt de børn, der ikke selv kan
se hvad de skal, når de kommer ind af døren. Det samme gør sig gældende
om eftermiddagen, efter frugt spisningen. Her bliver der også arbejdet
med stuens tema, på de stuer der er åbne.
Hver mandag, fra kl. 9:30 arbejdes der på stuerne. Stuerne har her
mulighed for længerevarende projekter, såsom teater og lign, udfra deres
tema.
Tirsdag, onsdag og torsdag, arbejdes der i projekt grupper fra kl. 9:30.
Projekterne består af følgende grupper
• Storbørnsgruppen, der består af børn, der skal i skole eller har
alderen til skolestart. Denne gruppe går ud af huset, hver tirsdag
onsdag og torsdag, og er så heldige, at få lov at benytte fristedet, et
fritidshjem i området. Den ene dag arbejdes der med før skole
materiale. Den anden dag arbejdes der med sociale og personlige
kompetencer ud fra Mary fondens ” fri for mobberi” materiale. Den
tredje dag arbejdes der med leg og bevægelse.
• Tirsdag: Sprog og bevægelse er en gruppe, bestående af ca 10 børn.
Her arbejdes der med veksel virkning mellem bevægelse, sang og
sproget på mange niveauer.
• Onsdag: Kultur og natur gruppen har ca. 10 børn. Her arbejdes der
med naturen og kulturelle emner.
• Torsdag: Sociale og personlige kompetence gruppen, består af ca. 10
børn. Her arbejdes der bl.a med materialet ” fri for mobberi”, men
også med særlig tilrettelagte samarbejdes øvelser mv.
• De tre stue emne grupper fungerer som projektgrupperne. Består af 6
til 12 børn, hvor der arbejdes med det særlige emne stuen ejer.
Det betyder, at der tirsdag, onsdag og torsdag arbejdes i fem projekt
grupper, med forskellige emner, men med samme formål, eller mål. Nemlig
fællesskaber, sociale og personlige kompetencer.
5

Projektgrupperne fungerer to måneder af gangen. Børnene bliver fordelt,
efter alder, udviklingsniveau, særlige behov, køn og venskabsrelationer.
Nogle børn kan være med i én projekt gruppe af flere omgange, mens
andre børn skifter projekt gruppe efter to måneder. Den pædagogiske
leder, har det overordnede ansvar for at sikre, koordinationen og
fordelingen af børnene, så alle børnenes behov tilgodeses. Dette sker i
tæt samarbejde med stue personalet.
Udover projekt grupperne er der en særlig motorik gruppe om fredagen.
Denne projekt gruppe er en lukket projekt gruppe, til børn med særlige
motoriske og sansemæssige behov. To pædagoger varetager denne
opgave. Begge er blevet undervist af afspændings pædagog Steen
Storgaard.
I nogle af projekt grupperne er der tilknyttet to voksne og i andre er der
kun en tilknyttet. Kende tegnet for alle projekt grupperne er, at der er
udarbejdet nødplaner, så der ved sygdom eller andet fravær, alligevel
kan arbejdes seriøst med en projekt gruppe, og af alle. Der har således
ikke været en eneste aflysning af projekt grupperne siden vi startede i
februar.
Den videre proces……
Ballerup kommune, har haft/har fokus på den inkluderende praksis. Vi har
således været på en del kurser, og fået megen inspiration til disse tanker.
Som en del af inklusionsstrategien, besluttede ledelsen i Bh-Grantoften, at
to afdelinger i børnehuset, skulle observeres af Sigrid Knap, konsulent i
Ballerup kommune, med fokus på resurse udnyttelse. I vores afdeling,
valgte vi, at Sigrid skulle se på yder tiderne. Vores projekt grupper
fungerede fantastisk. Både børn og voksne oplevede dem som givtige og
inspirerende. Men morgenstunden og eftermiddagene, virkede ikke helt
efter den hensigt eller de mål vi havde. Vi tænkte, at vi med igangsættelse
6

af aktiviteter fra morgenstunden, kunne fastholde både personale og børn i
positivt samvær. Vi tænkte, at tydelighed i strukturen gjorde, at det var
lettere for nogle børn at blive afleveret, etc. Men af en eller anden grund,
rendte de børn, der tydelig havde brug for struktur, ofte rundt på gangen
og blev reguleret mere end hensigten var.
Tilbagemeldingen fra Sigrid, var klar og tydelig. Hun så at der i den grad var
personale, der prøvede at sætte de ting i værk, som vi havde aftalt, men at
rammerne for det ikke fungerede.
Problematikkerne var, at vi åbnede alle stuer kl. 8:00, for at fordele så
mange børn som muligt. Det betød, at der på nogle stuer kun var en voksen,
der skulle i gangsætte nærværende pædagogiske aktiviteter, samtidig med,
at der skulle modtages børn, vinkes og snakkes med forældre. Derudover så
hun, at åbne døre, skabte en masse uro, fra forældre og børn, der kom ind
på stuerne, uden hensynstagen til det der foregik, så en masse børn,
mistede koncentrationen om det de var i gang med. Resultatet blev, at de
fleste børn ”shoppede” rundt fra stue til stue, med den uro det fører med
sig i et hus. Sidst men ikke mindst, i denne her sammenhæng, så hun, at
masser af børn, havde brug for mere fysiske aktiviteter, end vi tilbød på
stuerne, der var mere præget af ”stille” aktiviteter. Med rapporten i
baghovedet, gik vi igen i gang, med at tilpasse vores struktur, så den kunne
rumme og indfri de mål, vi havde sat os i forhold til børn med særlige behov.
Vi åbnede nu kun det antal stuer, der var nødvendige, så der altid er to
mennesker på stuen. En til, at være i og lave noget meningsfuldt med nogle
børn, og en til at modtage børn og snakke med forældre. Vores alrum, bliver
set og åbnet som et rum, hvor der foregår fysiske aktiviteter, såsom stop
dans, jorden er giftig, spille med bolde og meget andet. Derudover begyndte
vi at lukke dørene. Resultatet var hurtigt til at få øje på. Selvom perioden
ikke evalueringsmæssigt har været lang, kan vi allerede se og ikke mindst
mærke, at ro og fordybelse præger huset også om morgenen nu. Og stort
set, er der ikke børn på gangene mere. De bliver optaget af at lege sammen
med hinanden og med nogle voksne. Børn der synes det kan være svært, at
7

live afleveret om morgenen, og ikke nødvendigvis selv kan få øje på hvad de
skal give sig i kast med, bliver inviteret med i de voksenarrangerede
aktiviteter. Der bliver oftere vinket på stuen nu, fordi børnene giver sig i
kast med ”noget”. Det bliver derfor tydeligere for forældre, at man ikke
forstyrrer aktiviteten og den voksne, som før gik med ud af stuen for at
vinke med et barn, og dermed væk fra børnegruppen og aktiviteten. De
lukkede døre, har vi gjort meget ud af at fortælle om til forældrene og
hvorfor vi gør det. Det betyder nemlig ikke, at man ikke må gå ind. Vi
oplever bare, at man går mere forsigtig og ”ydmyg” ind af en dør, når den er
lukket. Således er der eksempel vis, blevet mere ro til at læse højt for
nogle børn, uden at skulle overdøve larmen fra gangen. Effekten kan også
måles på personale siden. Således, at personalet ikke i lige så høj grad,
render rundt på gange, frem og tilbage, og bliver forstyrret samt
forstyrrer hinanden hele tiden.
Alle disse ting, øver vi os i den grad på, at få ind under huden, og gøre til en
fast del af vores struktur.
Samarbejdet med ppr og ressource personen…..
Det kan ikke understreges nok, at ppr har været en vigtig del af den proces,
som Askelundens personale, har været igennem. En proces der igennem de
sidste to år, har været præget af mange forskelligartede udfordringer.
Den største udfordring har dog været, at tilpasse vores struktur, så vi
kunne rumme børn med forskellige problematikker i vores dagligdag. Kort
sagt at arbejde mere inkluderende i hverdagen.
At have haft en såkaldt resurse person tilknyttet, har været en stor hjælp
på vejen i arbejdet med, at tænke anderledes og se på vores pædagogiske
praksis, i forhold til de mål vi har opstillet.
Da vi modtog vores ressource person, var vi klar over, at hendes rolle skulle
defineres, så hun ikke blot blev en person, der i traditionel forstand, skulle
8

følge særlige børn, eller blot blev en del af normeringen. Sammen med
Marianne, som ressource personen hedder, fik vi efterhånden defineret
hendes rolle som, en person, der skal understøtte, vejlede og rådgive
personalet. Give sparring i det omfang, det er nødvendigt, og implementere
speciel pædagogisk viden i den almene pædagogiske praksis. Derudover
skulle Marianne være medskaber i forhold til, tilretning af den nye
struktur. Kort sagt en resurse person, med det inkluderende perspektiv.
De første måneder var, selvom rollen var tydelig, ikke så klart defineret i
personale gruppen. Vi var ikke vandt til, at se en støttepædagog, på den
facon. Og havde svært ved helt at forstå, at bruge Marianne som det var
tiltænkt. Det lidt kiksede projekt, vi havde fået stablet på benene,
understøttede heller ikke helt den rolle, der var tænkt ind fra lederens og
pprs side. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi fik, kloge
af skade, tænkt strukturen igennem, og tilpasset den. Derved blev
Mariannes rolle, og funktion, langt tydeligere for alle. Og hold da op, hvor er
Maranne blevet brugt. Hun er i den grad blevet brugt i forhold til
udviklingsbeskrivelser, tilrettelæggelse af projektgruppe arbejdet for de
enkelte børn, med særlige behov, observationer af børn og grupper af børn,
deltaget i projektgrupper, med fokus på børnene med særlige behovs
trivsel, været en stor del af den evaluering, der er foregået undervejs,
været med til at udarbejde handle planer, været med til at gøre en stue
struktur, endnu mere tydelig, ved spisning frugt etc. Sidst men ikke mindst
været bidragende med den special viden hun har, i forhold til børn med
særlige behov.
At arbejde med pædagogik, hvor man tænker, at strukturen skal tilpasses
det enkelte barn, er et opgør med mange års traditionel pædagogisk
tænkning, hvor et barn med særlige behov/vanskeligheder oftest, var udsat
for at skulle tilrette sig den pædagogik som var gældende. Ligeledes var
regulering og forståelsen af, at være et anderledes barn, som ikke, i nogle
tilfælde, kunne rummes, gældende de fleste steder. Heldigvis, er der sket
9

en samfundsændrede tilgang generelt, på dette område. Dette er også
gældende for personalet i Askelunden. Vi ser mere på, når noget ikke
fungerer for et barn, hvordan vi så kan indrette os, så barnet kan komme i
udvikling og trives. Eksempler herpå er bl.a, at det kan være svært for
nogle af vores børn, at komme fra legepladsen eller andre aktiviteter, gå ud
på badeværelset og få vasket hænder, uden at situationen bliver kaotisk og
konfliktfyldt. Ligeledes i garderoben, hvor der skal tages tøj på, når man
skal på legepladsen eller på tur. Her ser personalet, at deres opgave er at se
på disse situationer, som en aktivitet, hvor den voksne skal være til stede,
nærværende og guide børnene i forhold til de krav vi stiller til dem. Det
skal være et lærings rum for børnene og de voksne. Et andet eksempel er,
er der er indført faste spisepladser, ved frokost og frugt tid. Det gavner
de børn, der har brug for forudsigeligheden og skader ikke de børn, der
ikke nødvendigvis har brug for det samme. Her foregår der tætte og
nærværende dialoger børn og børn imellem samt voksen og børn imellem.
Idet hele taget, er der på baggrund af sammenarbejdet med ppr, inspiration
forskellige steder fra, ændret en masse små ting i vores hverdag, der gør
en kæmpe forskel for både personale og børn.
Effekten af strukturen……….
For at starte dette afsnit lidt bagvendt, så er sommeren ved at være over
os med ferie og derved også ferieafvikling for personale og børn.
Traditionen tro, har vi ikke faste aktiviteter på programmet om sommeren.
Men vi ser på hvor mange børn og personale, der er den pågældende uge, og
tilrettelægger derfra ugens aktiviteter. Således sluttede vores projekt
grupper her den 1-6-2010. tanken var, at så er det sommer og vi starter op
igen 1-9-2010. Men men men. For nogle børn, viser det sig allerede tydeligt,
at det ikke bliver en rar sommer, hvis ikke vi på en eller anden måde, får
skabt en forudsigelig ramme om en sommer struktur. Det at vide hvad man
10

skal hver dag, er tydeligvis, meget vigtig for nogle børn. Så for ikke
konstant at skulle regulere de børn, der ikke selv kan se hvad de skal
hvornår, må vi tænke en struktur ind, der gør at disse børns trivsel ikke
bliver sat tilbage eller går i stå, blot fordi det er sommer.
En tydelig effekt af, en inkluderende struktur, er der i vores hus ingen tvivl
om, at der er. Inden vi kom så langt, som vi i skrivende stund er, havde vi, en
del børn vi var rigtig bekymret for. Bl.a en dreng vi fik fra en anden
institution. Her var prognosen, at vi nok skulle arbejde på, at drengen skulle
i regnbuens special gruppe. Drengen havde støtte pædagog tilknyttet, og vi
kunne se de problemfelter, vi ved overleveringen havde fået af vide. En
anden dreng, som vi var rigtig bekymret for, havde svært ved at danne
relationer med de andre børn, havde ingen eller ringe forestillings evne, og
havde i det hele taget svært ved at bruge de redskaber, som vi forsøgte at
give ham, til at kunne magte forskellige situationer. En tredje dreng, vi
modtog for ca. ½ år siden, med en meget bekymrende overlevering fra en
anden institution og meget bekymrede forældre, blev beskrevet og oplevet,
som meget flyvsk og svær at fastholde, adhd lign. adfærd og samværet med
andre børn var ofte konfliktfyldt. Bl.a disse tre drenge er gået fra
kategorien ”overordentlig” bekymrende til en kategori, hvor vi selvfølgelig
har øje for deres trivsel og udvikling, men på ingen måde er i
bekymringszonen. Tilbagemeldinger fra forældre siden er også positiv. Så
effekten ”smitter” af i hjemmet.
Disse børn profiterer på rigtig mange måder af vores projektgrupper, der i
antal børn i den enkelte gruppe, er overskuelig for det enkelte barn. Det at
der systematisk bliver tænk i fællesskaber, personlige og sociale
kompetencer, gør ligeledes, at eksemplerne fra før, alle på meget kort tid,
har opnået at blive og føle sig som en vigtig del af en gruppe. Alle tre har
dannet relationer, og er velfungerende i strukturen på lige fod med andre
børn. De er accepteret og anerkendt af de andre børn. Der er stor fokus på
det enkelte barns kompetencer og udviklings muligheder, så børnene lærer
11

også i grupperne, at vi alle er forskellige og kan noget forskelligt. Vi oplever,
at rummeligheden er blevet større også hos børnene.
Der er ikke tvivl i vores sind. Strukturen, der understøtter den
inkluderende tankegang, er i den grad medvirkende til, at en del af vores
børn, har alle chancer for ikke at ende i et special foranstaltet tilbud. At
rumme alle kan vi nok ikke. Men i hvert fald, rummer vi en stor del af de
børn, der nok ville være søgt støttepædagog til i almindelig forstand. Vi ser
trivsel og udvikling hos disse børn, som har fået deres hverdag gjort
overskuelig og nemmere.
Til gengæld kræver det en masse af den enkelte pædagog. Der er og bliver
udarbejdet mange handleplaner, udviklingsbeskrivelser, og der bliver brugt
meget tid på netværksmøder, sparring og tilrettelæggelse af struktur for
det enkelte barn. For ikke at glemme forældrene og samtalerne dette
medfører. Der er nok ikke en uge, hvor der ikke på den ene eller anden
måde, er tilrettelagt møde virksomhed, vedr. et barn.
Personalets udbytte, eller effekten af, at arbejde med den nye struktur,
har ligeledes været effektfuldt, og målbart. Som Sigrid nævner i sin
rapport, var det som om der gik en fe igennem huset med en tryllestav, når
klokken var halv ti og alle blev optaget af deres grupper. Voksne og børn var
særdeles engagerede i deres grupper, og alle vidste hvad de skulle med
hvem og hvor.
Der bliver vidensdelt på kryds og tværs af projektgrupperne, på stuerne i
arbejdsgrupper og på personalemøderne. Der bliver set på praksis, der
bliver vendt og drejet. Der bliver tænkt og handlet anderledes og sat
spørgsmålstegn ved, om vi nu gør det godt nok. Der bliver inkluderet special
pædagogik i den almene pædagogiske praksis og i det hele taget, bliver der
taget hånd om den pædagogiske faglighed som konstant er under udvikling.
Der er fokus på børnenes styrkesider og kompetencer og øget positiv
opmærksomhed på det enkelte barn. Det betyder at vi har nemmere ved at
tage hånd om børn i en opstartsfase, når en bekymring opstår.
12

Vores ressource person, har vi oplevet som værende mere end bidragende,
til den struktur vi i dag har udviklet. Det har været udviklende,
udfordrende og lærerigt, at have Marianne tilknyttet vores hus. Hun er
blevet brugt, til sparring af hele personalegruppen, og har været med til at
udvikle fagligheden, i form af sin speciel viden. Hun har været med til at
skabe nye muligheder, for struktur og andre handle måder og tanker i
personale gruppen. At have en ressource person, giver en helt anden
fleksibilitet i huset i forhold til, hvis vi havde haft en støttepædagog i
almindelig forstand. Her kan man se på børnegrupper, de forskellige
konstellationer, strategier og arbejde målrettet pædagogisk på et både
overordnet og praktisk plan, med tydelige målbare resultater. Her tilretter
du ikke et enkelt barn, til en struktur, men tilretter strukturen til den
aktuelle børnesammensætning. En klar anden anskuelse, med langt mere
inkluderende værdier.
Afsluttende ord og fremtidig arbejde…..
Processen med at ændre strukturen, i Askelunden har været en lang proces
og er lang fra færdig. Vi er kommet et pænt stykke vej, med hjælp og
inspiration fra forskellige samarbejdspartnere, som undervejs er nævnt.
Hvad der ikke er nævnt er, at personalets indsats, har været langt over
forventet. Der har gennemgående været en stålfast vilje og
omstillingsparathed i personale gruppen. Et ønske om forandring og udvikling
har været kendetegnet i hele processen. Det har været et personale der
ville og stadig vil, være faglig dygtigere. Et personale der søger ny viden og
handle måder i deres hverdag. Et reflekterende personale, der har turdet,
at lade sig observere og blive kigget efter i sømmene. Det er et personale,
der konstant søger, faglig tilfredshed, og alligevel forstår at forstyrre
hinanden tilpas, så strukturen ikke bliver statisk, men snarer hele tiden i
det små, tilpasser sig den aktuelle børnegruppe. Uden den vilje og indsats,
13

var vi ikke nået dertil, hvor vi er nu. En personalegruppe, man kan være stolt
af at være leder for.
Som nævnt er vi langt fra færdige med vores proces. Der er lang vej endnu.
Sommerens udfordringer, står for døren og vi skal hurtigt have udviklet et
koncept for de børn, der har brug for det, til lige den periode. Vi skal have
kigget på vores legeplads, som et lærings rum og udviklet metoder der
virker derude. Det bliver et opgør med mange års tænkning i forhold til at
se legeplads som et fri rum, hvor alle bare kan være og lave hvad de vil. Det
skal der selvfølgelig også være plads til, men med tanken om, at nogle børn
ikke befinder sig godt i et miljø, hvor det ikke er tydeligt, hvad man skal
etc., kommer vi til, i legeplads tiden, at overlade udviklingen til dem selv. Og
det er ikke alle der magter den opgave. Den er vi nød til at tage på os som
voksne.
Vi har haft fokus på strukturen, pædagogikken, børn og inklusionen. Det
fokus vil vi vedblive med at have. Men vi skal også i fremtiden udvikle og
have fokus på en højere grad af involvering af forældrene. Vi skal have
udviklet og have fokus på, italesættelse af fællesskaber og inddragelse af
forældre grupperne i inklusionstanken.
Askelundens børnesammensætning, er i øjeblikket præget, af mange
overflytninger, fra andre institutioner, og børn med særlige behov. I
skrivende stund, er halvdelen af vores børn, bekymringsbørn i en eller anden
grad. Med tanke på de kommende besparelser, og fjernelsen af den særlige
grantofte resurse, kan vi ikke lade være med at bekymre os i forhold til den
gode udvikling som Askelunden befinder sig i, til gavn for børn med særlige
behov. Der er ingen tvivl om, at vi fortsætter med at arbejde inkluderende
og bruge den viden vi har. Men der er heller ingen tvivl om, at vi bruger de
resurser vi på nuværende tidspunkt har, optimalt. Og det fungerer for både
voksne og børn. Vi håber at ppr vælger, at understøtte vores udvikling og
lader os beholde, vores ppr tilknyttet resurse person, så vi kan fastholde og
videre udvikle vores pædagogik og struktur. At resurse personen bliver
overflødig på et givent tidspunkt, er vi ikke i tvivl om, under de rette
14

omstændigheder. Men tidspunktet er ikke endnu for vores vedkommende. Vi
har stadig brug for den rette hjælp, til at videreudvikle vores pædagogiske
praksis.
Sidst men ikke mindst vil vi igen takke for at have fået lov, til at være en
del af pprs projekt, med benyttelse af resurse person, i stedet for
støttepædagog. Det har været en fantastisk mulighed for os.
Med venlig hilsen Bente Fürstling, Pædagogisk leder i Askelunden.
15