Kultur og psykiatri - ph.d.afhandling - Region Hovedstadens Psykiatri

mig, der ikke vidste. Alt dette fjernede lidt af den usikkerhed, som tilstedeværelsen af
en forsker ellers kunne lede til (se også Hasse 1995).
På trods af introduktionen som en slags sygeplejerskestuderende har jeg under
hele projektet været eksplicit omkring min rolle som forsker, og hvad mit
forskningsprojekt gik ud på. Jeg har gået med navneskilt, hvor der har stået, at jeg var
antropolog. Jeg har åbenlyst gennem hele forløbet taget noter undervejs ved samtaler,
morgenmøder osv. Og har diskuteret mit projekt med mine informanter. Rapporten fra
pilotprojektet (Jacobsen & Johansen 2002c) har været udleveret på de afsnit, hvor jeg
efterfølgende har udført feltarbejde.
Grundet mit projekts fokus på personalet fulgte jeg primært dem i deres daglige
arbejde. Det betød, at jeg havde mindre at gøre med patienterne. I perioder søgte jeg
dog at opholde mig i længere perioder blandt patienterne; i dagligstuen, på gangen, i
haven eller – efter invitation – på deres værelse. Dette skift fra personalet til patienterne
lykkedes kun i meget begrænset omfang. Tit mødte jeg en larmende tavshed, når jeg
bevægede mig ned i opholdsstuen, der først forsvandt igen sammen med mig. I det
perspektiv lykkedes min deltagelse blandt personalet (for) godt på bekostning af
deltagelse blandt patienterne (se også Gulløv & Højlund 2003: 353). Rhodes beskriver,
hvordan hun på det afsnit, hvor hun udførte feltarbejde, oplevede at blive tvunget til at
vælge – var det personalet eller patienterne hun ville være sammen med og studere. Der
var ingen neutral position ind i mellem (1991). Min tydelige fokusering på personalet
og deres arbejdsopgaver betød også, at patienterne identificerede mig som en del af
personalet. Derudover bar jeg en del af personalets synlige kendetegn: Navneskilt,
overfaldsalarm (ligner en lille mobiltelefon, som man har siddende i en lomme eller i
bæltet), jeg havde nøgler og jeg havde adgang til personalerummene.
35