Kultur og psykiatri - ph.d.afhandling - Region Hovedstadens Psykiatri

Kultur og Psykiatri
En antropologi om transkulturel psykiatri på danske hospitaler
Ph.d. afhandling
af
Katrine Schepelern Johansen
Sct. Hans Hospital og Institut for Antropologi,
Det samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
August 2005
Afhandlingen tilegnes Anna, Emil og Bjarne
Billedet på forsiden er malt af Birgitte Schepelern Johansen

Forord
Jeg vil gerne benytte dette forord til at sige tak til alle de mennesker, der har hjulpet
mig med at gennemføre mit projekt og skrive denne afhandling.
Projektet er finansieret af H:Ss forskningspulje med bevillingen 44/02S.
Tak til afdeling R, Sct. Hans Hospital, der har haft mig ansat gennem hele projektet, og
har tilladt mig at lave feltarbejde hos dem.
Tak til afsnit E15 og afdeling E, Bispebjerg Hospital og Justitsministeriet,
Retspsykiatrisk Klinik, hvor jeg også har lavet feltarbejde.
Tak til personalet disse tre steder for at have haft tid og lyst til at tale med mig, og lade
mig være med til så meget.
Jeg sender også en tak til patienter og observander disse steder, for at have givet lov til
at jeg kunne være med i situationer, der må have været vanskelige for Jer.
Jeg vil gerne takke Helle Charlotte Knudsen for at have taget initiativ til pilotprojektet
og skubbet på, så jeg fik udarbejdet et ph.d. projekt.
Overlæge Hans Raben for mange gode samtaler, ideer, kommentarer og
gennemlæsning af afhandlingen.
Overlæge Hans Henrik Ockelman for at have delt en stor del af sit arbejde med mig i et
halvt år.
Ledende overlæge Peter Kramp for nogle gode samtaler og gennemlæsning af
afhandlingen.
Tak til min vejleder lektor, ph.d. Vibeke Steffen for et godt vejledningsforløb og for at
udfordre min antropologiske kunnen.
Tak til min læsegruppe på IA: Sofie Danneskiold-Samsøe, Kåre Jansbøl, Peter Hansen
og Charlotte Jacobsen, for konstruktiv, god og ind imellem hård respons.
Charlotte fortjener en særlig tak for at have delt felt og interesse med mig.
Også en hilsen til resten af ph.d. gruppen på IA.
Tak til Birgitte Schepelern Johansen for faglig sparring, konsulentfunktion i krisetider,
gennemlæsning af afhandlingen og kærlig støtte.
Tak til mine forældre, Susann Schepelern og Hans Johansen, for praktisk hjælp, faglig
interesse, stor opbakning og gennemlæsning af afhandlingen.
Og sidst men ikke mindst tak til min mand Bjarne Damgaard Pedersen for på mange
måder at have hjulpet mig med at gennemføre dette forløb.
Anna og Emil sender jeg en kærlig tanke og et mentalt løfte om igen at blive en
nærværende mor.
2

KAPITEL 1. INDLEDNING...........................................................................................................................7
1.1. TEORETISK RAMME .................................................................................................................................9
1.2. FELTARBEJDE OG PATIENTER – EN KORT INTRODUKTION....................................................................11
1.3. MIN ADGANG OG FORHOLD TIL FELTET ................................................................................................14
1.4. AFHANDLINGENS OPBYGNING ..............................................................................................................15
KAPITEL 2. FELTEN ...................................................................................................................................17
2.1. FELTARBEJDSSTEDERNE........................................................................................................................17
2.1.1. Retspsykiatrisk afdeling, Sct. Hans Hospital...............................................................................18
2.1.2. Bispebjerg Hospital, afsnit E15....................................................................................................22
2.1.3. Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik ....................................................................................24
2.1.4. Sammenligninger med litteraturen...............................................................................................26
2.1.5. Psykiatrien.....................................................................................................................................30
2.2. METODER ..............................................................................................................................................32
2.2.1. Metodologi....................................................................................................................................32
2.2.2. Adgang..........................................................................................................................................33
2.2.3. Position..........................................................................................................................................34
2.2.4. Specifikke metoder.......................................................................................................................36
2.2.5. Min hverdag under feltarbejdet....................................................................................................40
2.3. ETIK .......................................................................................................................................................41
2.4. DATA .....................................................................................................................................................44
KAPITEL 3. KULTUR ..................................................................................................................................49
3.1. BRUD I KULTURBEGREBET OG ANTROPOLOGIEN..................................................................................50
3.1.1. Clifford Geertz og bruddet i 1950’erne og 1960’erne.................................................................50
3.1.2. Frederik Barth – om etniske grupper ...........................................................................................53
3.1.3. Det postmoderne brud i 1980’erne...............................................................................................55
3.1.4. Praksis ...........................................................................................................................................56
3.2. KULTURBEGREBET FØR OG EFTER ........................................................................................................58
3.2.1. Det essentielle kulturbegreb.........................................................................................................59
3.2.2. Det relationelle kulturbegreb........................................................................................................60
3.2.3. Træk på tværs af skellet................................................................................................................61
3.3. BRUGEN AF BEGREBET KULTUR I AFHANDLINGEN ...............................................................................63
3.3.1. Det socialkonstruktivistiske udgangspunkt og problemet med valg ..........................................65
KAPITEL 4. FELTET TRANSKULTUREL PSYKIATRI......................................................................67
4.1. KULTURBUNDNE SYNDROMER..............................................................................................................69
4.2. KULTUR- OG PERSONLIGHEDSSKOLEN I ANTROPOLOGIEN...................................................................74
4.3. KULTUR I WHOS EPIDEMIOLOGISKE UNDERSØGELSER AF SKIZOFRENI ..............................................78
4.4. KULTURS SKÆBNE I DSM-IV ...............................................................................................................83
4.5. PSYKOSE OG MIGRANTER......................................................................................................................89
4.6. TRANSKULTUREL PSYKIATRI I DANMARK............................................................................................93
KAPITEL 5. KULTUR PÅ DE PSYKIATRISKE AFSNIT...................................................................101
5.1. EKSEMPLER PÅ KULTUR ......................................................................................................................101
5.2. FORTOLKNINGER AF ADFÆRD I DEN PSYKIATRISKE PRAKSIS.............................................................104
5.2.1. Adskillelsen af sygdom og kultur ..............................................................................................105
5.2.2. Forståelse af adfærd....................................................................................................................106
5.3 ANDRE TILGANGE TIL KULTUR.............................................................................................................109
5.4. PSYKIATRIKULTUR..............................................................................................................................115
5.5. HVOR MEGET ’ETNISK KULTUR’? – IKKE SÅ MEGET ..........................................................................120
5.6. KONKLUSION.......................................................................................................................................123
KAPITEL 6. KATEGORISERING OG GRÆNSER FOR FORSTÅELSE........................................125
6.1. KATEGORIER PÅ PSYKIATRISKE AFDELINGER.....................................................................................128
6.2. PATIENTER MED ANDEN ETNISK BAGGRUND END DANSK ..................................................................134
6. 2. 1. Grænser for forståelse – sproglige eksempler .........................................................................137
6.2.2. Den muslimske patient ...............................................................................................................145
3

4
6.3. STRATEGIER I ARBEJDET MED PATIENTER MED ANDEN ETNISK BAGGRUND .....................................146
6. 4. KONKLUSION......................................................................................................................................153
KAPITEL 7. DIAGNOSTIK OG KULTUR.............................................................................................155
7.1. DIAGNOSER OG DIAGNOSTICERING....................................................................................................156
7.1.1. Den diagnostiske manual – ICD-10...........................................................................................156
7.1.2. Mentalobservationen ..................................................................................................................158
7.1.3. Diagnosticering i praksis............................................................................................................162
7.2. KULTURENS BETYDNING FOR DIAGNOSTIK – ET FORKERT EKSEMPEL?.............................................165
7.3. UENIGHED OG USIKKERHED I PRAKSIS ...............................................................................................169
7.3.1. Diskussion...................................................................................................................................175
7.4. KONKLUSION.......................................................................................................................................179
KAPITEL 8. KULTUR OG SYGDOM.....................................................................................................183
8.1. KULTUR OG DE VANSKELIGE PATIENTER............................................................................................183
8.1.1. Et par vanskelige patienter.........................................................................................................184
8.1.2. Relationen mellem kultur og sygdom........................................................................................187
8.1.3. Kultur som sidste mulige forklaring..........................................................................................193
8.2. SAMMENKÆDNINGER OG -BLANDINGER AF SYGDOM OG KULTUR.....................................................195
8.2.1. Forfølgelsesforestillinger og repressive regimer.......................................................................196
8.2.2. Kulturel splittelse, skizofreni og borderline ..............................................................................198
8.2.3. Diskussion...................................................................................................................................201
8.3. KULTUR OG LIVET UDENFOR AFDELINGEN.........................................................................................203
8.4. KONKLUSION – AFSLUTTENDE SAMMENLIGNING ..............................................................................207
KAPITEL 9. LÆGEMIDLER OG BEHANDLINGSPRAKSIS PÅ AFSNITTENE..........................209
9.1. SOCIAL TEKNOLOGI.............................................................................................................................211
9.2. BEHANDLING I PSYKIATRIEN ..............................................................................................................212
9.3. MEDICINSK BEHANDLING I PSYKIATRIEN...........................................................................................217
9.4. DEN BIO-PSYKO-SOCIALE MODEL.......................................................................................................221
9.4.1. Trilafonmanden – en patientbeskrivelse i praksis.....................................................................224
9.5. BRUGERE AF MEDICIN I PSYKIATRIEN.................................................................................................227
9.6. KONKLUSION.......................................................................................................................................236
KAPITEL 10. PSYKIATRISK VIDEN OG VIDEN OM KULTUR.....................................................237
10.1. VIDEN OG ANTROPOLOGI .................................................................................................................237
10.2. EN ANTROPOLOGI OM – PSYKIATRISK – VIDEN................................................................................239
10.2.1. Introduktionen af den nye læge................................................................................................240
10.2.2. Viden, vidensmedier og udveksling af viden ..........................................................................242
10.2.3. En psykiatrisk undersøgelse.....................................................................................................247
10.2.4. To videnstraditioner .................................................................................................................249
10.3. ADFÆRD OG MEDICIN: VIDEN OG INSTITUTIONEL PRAKSIS.............................................................253
10.4. KONKLUSION.....................................................................................................................................257
KAPITEL 11. KULTURELLE VURDERINGER...................................................................................259
11.1. DEN KULTURELLE FORMEL (IGEN) ...................................................................................................261
11.2. KULTURELLE VURDERINGER I DANMARK........................................................................................263
11.3. KRITIK AF DEN KULTURELLE FORMEL..............................................................................................267
11.3.1. Rammen omkring vurderingen ................................................................................................267
11.3.2. Objektiveret viden – kan man sætte kultur på formel? ...........................................................268
11.3.3. ’Når rationelle mænd bliver syge’ ...........................................................................................273
11.3.4. Bureaukratisk kontrol...............................................................................................................277
11.3.5. Opsamling på kritik..................................................................................................................279
11.4. KONKLUSION.....................................................................................................................................279
KAPITEL 12. KONKLUSION ...................................................................................................................281
12.1. DEN PSYKIATRISKE PRAKSIS.............................................................................................................281
12.2. KULTUREL OPMÆRKSOMHED ...........................................................................................................284
12.3. KULTURELLE VURDERINGER I ET NYT PERSPEKTIV .........................................................................286
12.3.1. De specifikke kritikpunkter......................................................................................................286

12.3.2. Generel diskussion....................................................................................................................289
12.4. PSYKIATRI MELLEM MEDICIN OG SOCIALVIDENSKAB ......................................................................291
12.5. ANDRE INSTITUTIONER I DET DANSKE SAMFUND.............................................................................294
13. APPENDIKS ...........................................................................................................................................297
BILAG 1: DET SKIZOFRENE SPEKTRUM ......................................................................................................297
BILAG 2: DIAGNOSTISKE KRITERIER FOR SKIZOFRENI ..............................................................................298
BILAG 3: KIRMAYERS MODEL AF RELATIONEN KULTUR – PSYKISK SYGDOM ..........................................300
BILAG 4: ENGELS ILLUSTRATION AF DEN BIO-PSYKO-SOCIALE MODEL....................................................301
14. RESUMÉ..................................................................................................................................................303
DANSK RESUMÉ ..........................................................................................................................................303
ENGLISH RESUMÉ .......................................................................................................................................305
15. LITTERATURLISTE............................................................................................................................309
5

Kapitel 1. Indledning
Denne afhandling handler om patienter med anden etnisk baggrund end dansk i den
danske hospitalspsykiatri. Fokus ligger på personalets – både læger, plejepersonale og
andre personalegruppers – oplevelse, forståelse og håndtering af denne patientgruppe
og særligt af deres anderledes kulturelle baggrund. Hvad betyder kultur for
kategoriseringen og forståelsen af patienterne, for diagnosticeringsprocessen, for
behandlingen og plejen, for det daglige liv på afdelingerne og for planlægningen af det
videre forløb efter udskrivningen, er de centrale spørgsmål, som denne afhandling vil
besvare. Disse spørgsmål er undersøgt og besvaret inden for rammerne af det daglige
arbejde på de psykiatriske afdelinger i Danmark. Der er tale om en kritisk beskrivelse
og analyse af hverdagens praksisser med det specifikke formål at stille skarpt på de
områder, hvor kultur spiller en rolle.
I psykiatrien, som i mange andre offentlige institutioner i Danmark, er der de
seneste år kommet en stigende opmærksomhed på og interesse for mennesker med
anden etnisk baggrund end dansk. Dette falder i psykiatrien sammen med en øget
tilstedeværelse af patienter med denne baggrund. Denne tilstedeværelse har i
psykiatrien skabt en vis usikkerhed om, hvordan denne patientgruppe skulle takles (se
f.eks. Distriktspsykiatrien i Odense 1998; Gottlieb et al. 2000; Jacobsen & Johansen
2002c): Har man brug for mere viden eller andre ressourcer, og kan man anvende
samme tilgang som til danske patienter? Denne afhandling giver, ud fra et
antropologisk perspektiv, svar på disse og en række andre spørgsmål inden for det
psykiatriske arbejde med patienter med anden etnisk baggrund end dansk.
Projektet forskningsspørgsmål har været følgende: I hvilke situationer opfatter
personalet kultur som et relevant emne? Hvordan taler personalet om disse patienter?
Hvem bliver opfattet som værende med anden etnisk baggrund end dansk? Bliver disse
7

patienter på nogen måde behandlet anderledes? Opfatter personalet dem som
anderledes? Oplever personalet, at de mangler redskaber til at arbejde med denne
patientgruppe? Udforskningen af disse forskningsspørgsmål har været lokaliseret i en
interesse for den daglige praksis, som arbejdet med disse patienter finder sted i.
8
Afhandlingens primære konklusion er, at kultur er et relevant begreb at arbejde
med i psykiatrisk pleje og behandling af patienter med anden etnisk baggrund end
dansk. Men at det kræver en særlig opmærksomhed, da kultur indebærer en risiko for at
udskille denne patientgruppe som anderledes og ikke-passende til
behandlingstilbudene. Dette problem er særligt gældende, i det omfang personalet
tænker kultur, som noget kun den etniske patient har, som noget relativt homogen der
eksisterer uafhængig af kontekst. Denne kulturforståelse og den rolle, kultur får i den
konkrete praksis, er knyttet til sygdomsforståelse, behandlingspraksis og
videnstraditioner på de konkrete psykiatriske afsnit, og at det er derfor nødvendigt at
medtænke disse forhold, hvis kultur skal spille en konstruktiv rolle for personalet og
patienter. Afhandlingen viser dermed også, at mere konkrete anbefalinger skal være
baseret på disse mere kritiske beskrivelser og analyser.
Denne afhandling præsenterer ny viden på flere områder. Transkulturel psykiatri
er et relativt nyt og begrænset forskningsfelt i Danmark. Det er således første gang, der
er foretaget mere systematiske beskrivelser af, hvordan man forstår kultur i dansk
psykiatri, hvordan det kommer til udfoldelse i praksis og hvad det har af konsekvenser
for patienterne 1 . Tidligere udgivelser har primært været fra psykiatrisk, eller andre
medicinske faggruppers, side (f.eks. Alberdi et al. 2002) og har dermed ikke taget et
kulturteoretisk og antropologisk udgangspunkt.
1 Pilotprojektet til dette ph.d. projekt berørte dog nogle af disse områder (se Jacobsen &
Johansen 2002c).

Afhandlingen bidrager til et lille, men voksende felt af antropologiske
beskrivelser og analyser af dansk psykiatri (se f.eks. Dupont 2004; Larsen 2002), men
er den første, der har kultur og etniske minoriteter som sit område.
I Danmark er der forsket mere i klienter og patienter med anden etnisk baggrund
end dansk inden for social- og sundhedssektoren (se f.eks. Fischel 1993; Jahn 2001;
Jöncke 1995; Steen 1994). Denne afhandling placerer sig inden for dette felt med endnu
en beskrivelse af, hvordan disse mennesker behandles i dagens Danmark. Afhandlingen
demonstrerer, at der dels er tale om processer, der knytter sig til samfundet generelt,
dels mere specifikke institutionelle processer i psykiatrien, der har konkrete
konsekvenser for, hvordan disse mennesker håndteres.
Endelig bidrager afhandlingen, også i et internationalt perspektiv, med en
analyse af samspillet mellem et relationelt antropologisk kulturbegreb og specifikke
vurderinger af patienters kulturelle baggrund i psykiatrien. Der har været gjort
forskellige forsøg på at inddrage kultur mere systematisk i arbejdet med psykiatriske
patienter med en etnisk minoritetsbaggrund. Den kulturforståelse, der har ligget til
grund for dette arbejde, har ofte været en essentiel og ikke-kontekstuel kulturforståelse.
Anvendes i stedet det nyere antropologiske kulturbegreb, har det mærkbare
konsekvenser for udformningen af anbefalinger til personalets håndtering af denne
patientgruppe.
1.1. Teoretisk ramme
Overordnet set benytter jeg en eklektisk tilgang, hvor forskellige teorier anvendes og
sammenstilles. Der er således ikke lagt nogle fællesrammer ned over materialet. Dette
skyldes, at vægtningen i projektet og afhandlingen har været, at dette er et empirisk og
analytisk projekt, snarere end teoretisk. Jeg har ønsket at undersøge forskellige aspekter
9

af mit indsamlede materiale, hvilket har krævet forskellige analytiske værktøjer. Med et
andet formål har Kirsten Hastrup beskrevet denne tilgang med disse ord: ”Hermed kan
man slå fast, at ingen enkelt teori udtømmer mulighederne for fortolkning, fordi det
netop ikke handler om afspejling eller direkte referens, men om tilføjelse af ny
betydning” (2004a: 19).
10
Overordnet set placerer afhandlingen sig inden for en medicinsk antropologisk
tradition, hvor man anskuer det medicinske system som et kulturelt system, der kan
undersøges med antropologiske metoder og teorier (Kleinman 1988; Rhodes 1990).
Samtidig indeholder afhandlingen også en kritisk diskussion af den rolle, kultur har haft
i den medicinske antropologi (f.eks. Good 1994; Kleinman & Good 1985), og som
stadig spiller en vigtig rolle i studier af sygdom (Alarcón et al. 2005; Good 1994).
Jeg forholder mig analytisk til hverdagen på de psykiatriske sengeafsnit. I et
forsøg på at beskrive og forstå den logik, der styrer meget af det psykiatriske arbejde, er
jeg inspireret af begrebet ’praksis’, som det er beskrevet af den franske sociolog Pierre
Bourdieu (1990, se kapitel 3).
Endeligt fylder begrebet ’kultur’ meget i afhandlingen. Dette skyldes dels, at det
er et emisk begreb i feltet, og dels at jeg anvender det som et analytisk begreb: Den
betydningsproduktion, der sker i de sociale fællesskaber, som jeg har undersøgt, har jeg
valgt at kalde kultur. Jeg vil i kapitel 3 vende tilbage til kulturbegrebet.
Denne afhandling indeholder ikke en diskussion af, hvorvidt psykiske
sygdomme, særligt skizofreni, findes som i en ren ikke-kontingent form eller som
social kontekstbundet konstruktion. Det har på ingen måde været undersøgelsens
formål. For det personale, der har været mine primære informanter – og for flertallet af
patienterne – findes skizofreni som et biologisk faktum. Det er denne ”sociale og

kulturelle realitet”, der har været mit udgangspunkt (jvf. Larsen 2002: 2). Mit fokus er
på det psykiatriske system og ikke på den psykiske sygdom (Miller & Rose 1986).
1.2. Feltarbejde og patienter – en kort introduktion
Afhandlingen baserer sig på i alt 13 måneders feltarbejde på to forskellige psykiatriske
afdelinger i Københavnsområdet, samt på Retspsykiatrisk Klinik. De to afdelinger er
retspsykiatrisk afdeling (afdeling R) på Sct. Hans Hospital ved Roskilde og på
voksenpsykiatrisk afdeling (afdeling E) på Bispebjerg Hospital i København.
Feltarbejdet faldt i fire forskellige dele. Første del foregik over 2 1/2 måned på to
lukkede sengeafsnit på retspsykiatrisk afdeling på Sct. Hans Hospital som
deltagerobservation med fokus på plejepersonalets daglige interaktion med patienterne
(denne del af feltarbejdet var en del af et pilotprojekt, se nedenfor). Jeg interviewede
også personalemedlemmer og patienter. Anden del foregik ligeledes på afdeling R. I 4
1/2 måned fulgte jeg fem patienter med anden etnisk baggrund end dansk, og deltog i
de aktiviteter, der foregik omkring dem – stuegangssamtaler, behandlingskonferencer,
pensionssager m.m. Jeg interviewede personalemedlemmerne rundt om disse patienter:
Kontaktpersoner, behandlingsansvarlige læger, socialrådgivere, ergoterapeuter m.fl. Jeg
havde adgang til disse patienters journaler og interviewede patienterne selv. Tredje del
af feltarbejdet foregik på afsnit E 15, som er et lukket sengeafsnit på afdeling E på
Bispebjerg Hospital. Her fulgte jeg afsnittets læge i en stor del af hans arbejdsopgaver:
Stuegangssamtaler, konferencer, pårørendesamtaler m.m. og jeg interviewede en stor
del af afsnittets plejepersonale, samt den tværfaglige personalegruppe (socialrådgiver,
psykolog, fysio- og ergoterapeut) og et par af patienterne. Derudover interviewede jeg
en del læger fra afdelingen generelt, samt et par personalemedlemmer fra andre
sengeafsnit. På afd. E deltog jeg også i morgen- og middagskonferencer samt nogle
11

undervisningsseancer – primært for læger. På afdeling R og E interviewede jeg 66
personalemedlemmer og 12 patienter. Sidste del af feltarbejdet foregik på
Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik, hvor jeg fulgte 6 mentalobservationer, samt
deltog i et par samtaler på yderligere 2 observationer. Feltarbejdet vil blive nærmere
beskrevet i kapitel 2.
12
Grundet feltarbejdets lokalisering i retspsykiatrien og et lukket sengeafsnit i
almen psykiatri har langt hovedparten af de patienter, der på den ene eller anden måde
har været en del af mit studie, haft en skizofrenidiagnose. På retspsykiatrisk afdeling
har 75% af patienterne en diagnose inden for det skizofrene spektrum (se bilag 1 for en
oversigt). Jeg har ikke nogen tal fra afdeling E, men ud af de patienter jeg stødte på, var
over 90% psykotiske og langt hovedparten skizofrene. Dette svarer til det generelle
billede, hvor 75-80% af patienter der var indlagt på psykiatrisk afdeling i år 2000 havde
en psykosediagnose (Reisby 2000: 42).
Jeg har ovenfor anvendt to sygdomsbegreber: Skizofreni og psykose, som jeg
ganske kort vil beskrive. Psykose betyder egentlig sindssygdom, uden at man
specificerer, hvilken sygdom der er tale om. Når man siger, at en patient er psykotisk
betyder det at vedkommende er sindssyg. Begrebet bruges i forbindelse med mere
specifikke sygdomme som skizofreni og affektive (manio-depressive) lidelser. Lider
man af en af disse sygdomme og er man psykotisk, så er det et udtryk for at
sygdommen er i en meget alvorlig fase – at man er meget syg. Et centralt punkt ved en
psykose er manglende realitetstestning. Manglende realitetstestning betyder, at man
tror, at ens hallucinationer eller vrangforestillinger er sande. Produktiv psykotisk
betyder at man lige nu og her har vrangforestillinger, hallucinationer eller andre
psykotiske symptomer (se Reisby et al. 2000: 53).

Skizofreni er en af de alvorligste psykiske sygdomme, man kan lide af. Hører
man stemmer, har andre hallucinationer, føler sig forfulgt, har storhedsforestillinger
eller lignende har man hyppigt skizofreni. Symptomerne ved skizofreni deler man
traditionelt op i negative/grundsymptomer og produktive psykotiske symptomer. De
negative/grundsymptomerne er tankeforstyrrelser, forstyrrelser af følelseslivet,
svigtende kontaktevne (autisme) og nedsat handlekraft. De produktive psykotiske
symptomer er hallucinationer, vrangforestillinger og katatone symptomer (f.eks.
usædvanlige kropsholdninger, særpræget gangart eller nedsat bevægelse). De negative
symptomer præger ofte patienten kontinuerligt, de produktive psykotiske symptomer i
psykotiske perioder. Disse perioder kan vare fra få dage til mange år. Nogle gange
underinddeles skizofreni i forskellige grupper (paranoid, hebefren, kataton og
udifferentieret). Selv inden for undergrupperne er der dog tale om en meget heterogen
gruppe patienter (se Parnas 2000a).
Et andet aspekt af min betegnelse af patienterne, som jeg kort vil berøre, er den
meget lidt mundrette designation: ’Patienter med anden etnisk baggrund end dansk’.
Termen er valgt af mangel på et bedre eller kortere alternativ. I sin klassiske tekst om
etnicitet fra 1969 beskriver den norske antropolog Frederik Barth, hvordan etniske
grupper er karakteriseret ved en ’dobbelt identifikation’: At både dem, der tilhører den
etniske gruppe, og det omgivende samfund, anerkender den som værende
betydningsfuld (Barth 1996 [1969]). Og det problematiske ved designationen ’Patienter
med anden etnisk baggrund end dansk’ er, at den ikke er betydningsfuld for dem, som
det omgivende samfund placerer i denne kategori. Den er dermed kun en ensidig
definition og dermed kun ensidig betydningsfuld. Den siger noget om
majoritetssamfundets behov for at udskille denne gruppe mennesker som særlig – og
hyppigst som særligt problematiske. Da min interesse i dette projekt primært har været
13

det psykiatriske personales opfattelse af denne gruppe, har jeg valgt ikke at
problematisere denne designation yderligere (selve kategoriseringen og hvem, der er
omfattet af den, vil blive behandlet i kapitel 6).
1.3. Min adgang og forhold til feltet
Min faglige interesse i psykiatrien startede i august 2000, hvor jeg mødte den
daværende ledende overlæge på retspsykiatrisk afdeling. Hun nævnte, at mellem 30%
og 40% af patienterne på afdelingen havde en anden etnisk baggrund end dansk, og at
personalet var i tvivl om, hvad dette betød for plejen og behandlingen, samt for miljøet
på afdelingen. Hun var interesseret i at få dette undersøgt og gerne udfra et
antropologisk perspektiv. På hendes opfordring udarbejdede en kollega – Charlotte
Jacobsen – og jeg en projektbeskrivelse og ansøgninger om forskningsmidler, som blev
imødekommet dels fra Sct. Hans Hospital og dels Sygekassernes Helsefond, og
projektet blev gennemført fra maj til december 2001. Projektet udmøntede sig i en
rapport – ’Kulturmøde i psykiatrien’ (Jacobsen & Johansen 2002c) – et par artikler
(Jacobsen & Johansen 2002b; Jacobsen & Johansen), samt ansøgninger om penge til to
ph.d. projekter.
14
Min personlige relation til psykiatrien rækker meget længere tilbage. Min mor er
læge og har gennem store dele af min opvækst arbejdet inden for psykiatrien. Hun blev
speciallæge i psykiatri i 1991 og ansat på retspsykiatrisk afdeling på Sct. Hans Hospital
fra 1992, som overlæge fra 1994, indtil hun blev førtidspensioneret i 1998. Det har
betydet, at en del af feltets diskussioner og problemer har været en del af
middagsbordssamtalerne i mange år. Min mors ansættelse var dog ophørt flere år før,
pilotprojektet startede på afdelingen. Men en del af personalet var selvfølgeligt det
samme. Charlotte og jeg diskuterede løbende undervejs, hvad denne anden indgang til

afdelingen betød, og blev enige om, at det primært gav personalet en anden
sammenhæng at forstå Charlotte og mig i forhold til. Vi var ikke kun de her mærkelige
antropologer, som overlægen havde fundet på – vi var også Susanns datter og hendes
veninde, der lavede et projekt. Det betød formentlig også, at spørgsmålet om loyalitet
eller kritik i forhold til det psykiatriske system ikke blev så præsent i forhold til os. Vi
var ikke farlige fremmede, men en del af det psykiatriske fællesskab.
Som antropolog har psykiatrien været et fascinerende forskningsfelt af flere
grunde. Centralt har været nogle af de paralleller, det er muligt at trække mellem
psykiatrien og mit eget fag antropologien. For det første er der den centrale plads som
samtalen har inden for begge fag. For det andet er der refleksionen over, hvad ens egen
tilstedeværelse betyder for de oplysninger/data, som man genererer. Og for det tredje
den kamp for videnskabelig anerkendelse som begge fag i perioder kæmper. Den kritik,
der er blevet rettet mod begge fag, har endda været formuleret med samme ord – at
fagene var for subjektive, for afhængige af den enkeltes personlighed, at der var for
mange ord og for få kendsgerninger (se også Kleinman 1988).
Som nævnt udmøntede pilotprojektet sig i to ph.d. projekter, hvilket gjorde det
muligt for Charlotte og jeg at fortsætte vores samarbejde til fælles glæde og inspiration.
Vi har udført feltarbejde flere af de samme steder (afd. R og afd. E), dog forskudt og i
forskellige perioder, hvilket har givet os mulighed for dels at diskutere vores resultater
med hinanden og dels at følge afdelingerne i 2 år.
1.4. Afhandlingens opbygning
Afhandlingen består af tre dele. Del I er introduktionen, som udover dette indledende
kapitel, indeholder kapitel 2 – ’Felten’ – der beskriver den empiriske felt, feltarbejdet
og data, kapitel 3 – ’Kultur’ – er en redegørelse for afhandlingens kulturforståelser, og
15

kapitel 4 – ’Feltet transkulturel psykiatri’ – der beskriver forskningstraditionen
transkulturel psykiatri i international og dansk sammenhæng.
16
Del 2 rummer analysen. Kapitel 5 introducerer de måder kultur forstås på i
psykiatrien. Kapitel 6 analyserer den kategorisering, der finder sted. Kapitel 7
undersøger kulturs rolle i diagnostik. Kapitel 8, den rolle kultur har i forhold til
patienternes sygdom. Kapitel 9 og 10 handler om den praksis, som kulturforståelser er
indlejret i. I kapitel 9 med fokus på behandlingspraksis og lægemidler og kapitel 10
med henblik på viden. Kapitel 11 er en diskussion af forskellige redskaber til at
foretage vurderinger af psykiatriske patienters kultur.
Del 3 er konklusionen (kapitel 12), der samler op på afhandlingens
undersøgelser og delkonklusioner, diskuterer et forslag til, hvordan man kan arbejde
med kultur i psykiatrien og sætter disse konklusioner ind i en bredere ramme.

Kapitel 2. Felten
Dette kapitel beskriver dels den felt, som jeg har arbejdet i, og dels de metoder, som jeg
har benyttet til at indsamle data. Kapitlet falder i fire dele. Første del er en beskrivelse
af den egentlige felt. Efter de indledende beskrivelser vil jeg sammenligne min felt med
andre beskrivelser af psykiatriske institutioner. Anden del beskriver feltarbejdet. Tredje
del er en kort diskussion af projektets etiske dimensioner. Fjerde del handler om de
data, som feltarbejdet genererede, samt hvordan de er blevet anvendt i afhandlingen.
2.1. Feltarbejdsstederne
Pilotprojektet foregik på retspsykiatrisk afdeling på Sct. Hans Hospital (afdeling R), og
min ansættelse fortsatte på denne afdeling under ph.d. projektet. Det betød, at jeg havde
adgang til denne afdeling, samt at både patienter og personale havde en vis fortrolighed
med mig. Da afdelingen samtidig havde en høj andel af patienter med anden etnisk
baggrund end dansk, var det oplagt for mig at fortsætte feltarbejdet dér, med de nye
problemstillinger jeg havde identificeret for mit ph.d. projekt. Vejlederen på
pilotprojektet påpegede dog, at det ville være en god ide at inddrage endnu et hospital
til ph.d. projektet: For at få mulighed for at sammenligne retspsykiatrisk afdeling med
en almen psykiatrisk afdeling, og for at kunne sige noget mere generelt om psykiatrien.
Hun påpegede, at retspsykiatrien af mange inden for psykiatrien blev opfattet som et
specielt område, og at et snævert fokus på retspsykiatrisk afdeling kunne få den
konsekvens, at afhandlingen blev opfattet som værende eksklusivt knyttet til
retspsykiatrien og ikke til generelle problemstillinger i psykiatrien. Valget af et andet
feltarbejdssted faldt på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling (afdeling E). Dels
dækker dette hospital en række områder i København, hvor der bor mange mennesker
med anden etnisk baggrund end dansk: Blandt andet Ydre Nørrebro og
17

Nordvestkvarteret. Og dels har Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling en tradition
for at lave forskning. Derudover inkluderede jeg et tredje feltarbejdssted:
Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik. Jeg ønskede dér at følge en række
diagnostiske udredninger, kaldet mentalobservationer, for at få en grundigere indsigt i
den diagnostiske proces.
18
Feltarbejdet foregik over flere omgange: I forbindelse med pilotprojektet i juni
og september – oktober 2001 på afdeling R. Afdeling R fra maj til oktober 2002.
Afdeling E på Bispebjerg Hospital fra juni til december 2003. Feltarbejdet på
retspsykiatrisk klinik foregik parallelt hermed fra juni 2003 og fortsatte til september
2004.
2.1.1. Retspsykiatrisk afdeling, Sct. Hans Hospital
Sct. Hans Hospital ligger lige vest for Roskilde ned til Roskilde fjord. Det er en del af
Hovedstadens Sygehusfællesskab og huser de langtidspsykiatriske afdelinger. Da jeg
udførte mit feltarbejde, var der tale om en retspsykiatrisk afdeling (R), en afdeling for
langtidsbehandling af patienter med psykose og misbrugsproblemer (M), en afdeling
for langtidsbehandling af yngre voksne psykiatriske patienter (U) og en afdeling for
langtidsbehandling af patienter med svært behandlelige psykotiske sygdomme, primært
skizofreni (P). På denne måde ligner hospitalet stadig tidligere tiders psykiatriske
hospitaler, hvor patienterne blev sendt til institutioner langt ude på landet til
langtidsophold i rekreative omgivelser (Reisby 1985a; Shorter 2001). I forbindelse med
en omstrukturering af psykiatrien i H:S i 2003 er afdelingen for unge voksne og
afdelingen for langtidsbehandling af sindssyge lukket, retspsykiatrisk afdeling er blevet
udvidet, og en afdeling for intensiv langtids rehabilitering etableret .

Sct. Hans Hospital blev indrettet i herregården Bistrupgård kort tid efter, at den
tidligere placering i pestgården ved Sct. Jørgens sø ved København var brændt under
Københavns bombardement i 1807 (Reisby 1985a). Senere er der blevet tilføjet en
række nyere bygninger, ligesom de gamle bygninger er blevet ændret for at passe til
moderne krav.
Retspsykiatrisk afdeling havde på feltarbejdstidspunktet 74 sengepladser fordelt
på 3 lukkede og 2 åbne afsnit samt ét udslusningsafsnit. Derudover er der et
ambulatorium i København. I 2004 havde ca. 75% af patienterne en diagnose inden for
det skizofrene spektrum (Sct. Hans Hospital 2004). Stort set alle patienterne var mænd
(der var én kvinde på feltarbejdstidspunktet). Ca. 85% af patienterne havde begået
personfarlig kriminalitet (drab, vold, ildspåsættelse m.m.). Forskellige optællinger fra
2000 og 2001 viste at 30 til 40% af patienterne havde en anden etnisk baggrund end
dansk. Af disse kom 16% fra det tidligere Jugoslavien og 52% fra Mellemøsten
(inklusiv Nordafrika). Gruppen består af både flygtninge, 1. og 2.
generationsindvandrere – de fleste fra de to førstnævnte grupper. Disse patienter havde
i gennemsnit opholdt sig 16 år i Danmark på indlæggelsestidspunktet. Ca. halvdelen
talte dårligt eller intet dansk. (Sct. Hans Hospital 2000; Sct. Hans Hospital 2001).
Indlæggelsestiden på afdelingen var gennemsnitlig 894 dage i 2004 (Sct. Hans Hospital
2004) 2 .
Retspykiatrien er den del af psykiatrien, der beskæftiger sig med psykisk syge
mennesker, der har begået kriminalitet. Ifølge dansk lovgivning bliver mennesker, der
er sindssyge, som udgangspunkt, ikke straffet. I stedet kan de idømmes en psykiatrisk
særforanstaltning, hvis dette skønnes formålstjenesteligt med henblik på at forebygge
2 Der er i denne gennemgang brugt tal fra 2000, 2001 og 2004 + egne sammentællinger
fra feltarbejdet i 2002. Der er ikke noget, der tyder på, at tallene er forskellige de
enkelte år, hvorfor jeg har valgt at anvende dem samlet til at karakterisere
feltarbejdsstedet.
19

yderligere kriminalitet. En sådan psykiatrisk særforanstaltning kan være en
anbringelsesdom, en behandlingsdom eller en dom til ambulant behandling, hvor en
anbringelsesdom er den mest indgribende foranstaltning. Til behandlingsdommene kan
der tilknyttes et vilkår om tilsyn fra kriminalforsorgen under udskrivelse. Psykiatriske
særforanstaltninger, idømt for mindre alvorlig kriminalitet, er i dag (efter år 2000)
tidsbegrænsede til 3 eller 5 år. Denne tid kan domstolene forlænge med yderligere to år.
Denne tidsbegrænsning gælder ikke ved drab, anden alvorlig voldskriminalitet eller
brandstiftelse, hvor foranstaltningen principielt er tidsubegrænset. En anbringelsesdom
er mere restriktiv end en behandlingsdom, den behandlingsansvarlige overlæge
bestemmer mindre og statsadvokaturen skal inddrages i forbindelse med tildeling af
længevarende udgange m.m. En anbringelsesdom kan kun ophæves ved dom, og bliver
da i princippet næsten altid ændret til en behandlingsdom. I praksis idømmes patienter
en anbringelsesdom ved alvorlig kriminalitet og en behandlingsdom ved mindre
alvorlig kriminalitet (Adserballe 2000).
20
Forløbet for en retspsykiatrisk patient, der er idømt en anbringelsesdom, vil
således være, at patienten først er ’anbragt’ i medfør af dommen (patienten kan ikke
udskrives), så en behandlingsdom, så udskrivelse til ambulant kontakt enten i
retspsykiatrisk afdelings ambulatorium eller i distriktspsykiatrien, indtil dommen
endelig kan ophæves (Adserballe 2000: 607-608). Tidsrammen for sådan et forløb er
meget afhængig af patientens kriminalitet og sygdom, men er der først givet en
anbringelsesdom vil det strække sig over min. 3-4 år.
Internt på afdelingen er forløbet sædvanligvis først et lukket visitationsafsnit.
Derefter et almindeligt lukket afsnit, derfra videre til et åbent afsnit og endelig til et
udslusningsafsnit eller udskrivelse direkte fra åbent. På de enkelte afsnit følger man en
tilsvarende model, hvor patienten langsomt tildeles flere friheder, og kan disse

administreres, åbnes der for yderligere friheder og endelig overflytning til andet afsnit.
Friheder kan være adgang til afsnittets have; til en gåtur på hospitalets terræn, med eller
uden personale; adgang til sportshal eller industriværksted; gåtur til Brugsen udenfor
hospitalets terræn eller til Roskilde by, med eller uden personale osv. Administreringen
af disse friheder handler om, at patienten har en behandlingsalliance med personalet, at
vedkommende ikke bruger sin udgang til at skaffe eller tage stoffer, og at
vedkommende ikke får et tilbagefald i sin sygdom. En behandlingsalliance er
personalets betegnelse for den ønskede relation mellem personale og patient. En
behandlingsalliance forudsætter, at patienten i et vist omfang erkender sin sygdom og
erkender at have brug for hjælp, og at personalet kan give den hjælp. Det indebærer en
enighed om, at patientens sygdom skal behandles med de midler, som personalet har til
rådighed. For mange af patienterne er vejen til udskrivelse dog ikke altid så simpel,
men derimod snørklet, med tilbagefald og tilbageflytninger.
Selv om retspsykiatrisk afdeling er en specialafdeling, er det også en psykiatrisk
afdeling. De retspsykiatriske patienter fejler det samme som andre patienter og skal
modtage den samme behandling. Selv om der både for psykiatere og for plejepersonale
findes en retspsykiatrisk efteruddannelse, er der ingen krav om, at personalet skal have
gennemgået en sådan uddannelse eller skal gennemgå den efter ansættelse.
Hovedparten af personalet har haft ansættelser på andre psykiatriske afdelinger.
Personalet på afdelingen betoner selv, at det først og fremmest er en psykiatrisk
afdeling, og at det primære er den psykiatriske pleje og behandling. Det retslige aspekt
medfører primært noget ekstra papirarbejde samt nogle begrænsninger på
udskrivningsmuligheder m.m. For det enkelte personalemedlem vil kriminaliteten hos
de patienter, de er kontaktpersoner for, dog også betyde noget, da det er en del af deres
arbejde at vurdere, om der er risiko for, at patienterne begår ny kriminalitet.
21

22
Retspsykiatrien har ry for at være et hårdt sted at arbejde og at være indlagt.
Dels på grund af patienterne, hvoraf mange som nævnt har begået personfarlig
kriminalitet. Dels på grund af personalet, der af personalet på andre afdelinger, bliver
opfattet som fangevogtere frem for plejepersonale.
Behandlingen på retspsykiatrisk afdeling er parallel til behandlingen på almen
psykiatriske afdelinger. Der er tale om en kombination af medicin og miljøterapi (hvor
afsnittets dagligdag bruges som led i behandlingen) og for nogle patienter suppleret af
individuelle samtaleforløb med enten psykiater eller psykolog. Derudover er der en
række beskæftigelsesmæssige tilbud, der også har et terapeutisk element; f.eks. arbejde
på forskellige værksteder, sport, undervisning, maling, keramik og mulighed for at
hjælpe til i et gartneri.
Sengeafsnittene havde mellem 8 og 16 patienter, da jeg udførte feltarbejdet. På
hvert afsnit var der ansat en plejegruppe bestående af sygeplejersker, social- og
sundhedsassistenter og nogle gange plejere. Til hvert afsnit var knyttet en læge, en
socialrådgiver, en psykolog og en ergoterapeut. Nogle af disse personer havde ansvaret
for flere afsnit. Sct. Hans Hospital har en central fysioterapi for patienter med
fysioterapeutiske behov. Antallet af plejepersonalemedlemmer i vagt (kaldet
normeringen) afhænger af, om det er et åbent eller et lukket afsnit. Der var mere
personale på de lukkede afsnit – typisk 5 i dagvagt og 4 i aften- og nattevagten, mod 3
eller 4 i dagvagt på de åbne, 3 i aftenvagt og 2 i nattevagt. På udslusningsafsnittet var
der kun personale i dagtimerne og ikke i weekenderne.
2.1.2. Bispebjerg Hospital, afsnit E15
Bispebjerg Hospital voksenpsykiatriske afdeling E er organiseret efter geografisk
område (i daglig tale kaldet postnummer-psykiatri). Hvert af følgende geografiske

område har et lukket og et åbent afsnit: Ydre Østerbro, Ydre Nørrebro, Nordvest og
Brønshøj-Husum. Til hvert af disse distrikter er der tilknyttet et distriktpsykiatrisk
center, der organisatorisk hører under afdelingen. Derudover er der en række
specialafsnit blandt andet gerontopsykiatrisk afsnit (behandling af psykiske lidelser hos
ældre), et åbent afsnit for unge skizofrene, dagafsnit m.fl.
Indlæggelserne foregår gennem afdelingens modtagelse, også kaldet psykiatrisk
skadestue, enten ved at patienten selv henvender sig, bliver henvist eller bliver bragt til
afdelingen af andre. Her bliver patienterne vurderet af vagthavende læge og denne tager
stilling til, om patienten har et indlæggelsesbehov, og om det i så fald skal være på
åbent eller lukket afsnit. Nogle gange kan patienten overnatte i modtagelsen. Det er
som regel patienter, hvis primære problem er, at de har drukket for meget
(afrusningspatienter) eller patienter, som man kender godt i afdelingen og ved, at de
kan sendes hjem næste dag, eller som egentlig ikke har et indlæggelsesbehov nu, men
hvor man gerne vil bibeholde en god kontakt med patienten.
Langt hovedparten af patienterne, der bliver indlagt på afdelingen, er psykotiske.
De er indlagt på afdelingen indtil den akutte psykotiske fase er ophørt, hvorefter de
bliver udskrevet igen – hyppigt med kontakt til det distriktspsykiatriske center eller det
opsøgende psykoseteam, der er en udadgående funktion ved det distriktspsykiatriske
center. En del af indlæggelserne sker frivilligt, hvor patienten enten henvender sig selv i
modtagelsen eller bliver henvist af egen læge. En anden del er tvangsindlæggelser af
psykotiske patienter. Tvangsindlæggelser kan være på behandlingsindikation eller fordi
vedkommende er til fare for sig selv eller andre.
Afsnit E15 er det lukkede afsnit, der har Nordvestkvarteret som optageområde.
Afsnittet har et tæt samarbejde med det tilhørende åbne afsnit og det
distriktspsykiatriske center. Afsnit E15 har plads til 10 patienter, der alle har
23

eneværelser – de fleste med eget bad og toilet. Derudover findes der på afdelingen en
spisestue, en ikke-ryger dagligstue, en ryger dagligstue, et køkken, hvor patienterne
ikke har adgang, forskellige depotfaciliteter, et par kontorer og personalestuen (fysisk
minder afsnittet om de lukkede afsnit på afdeling R, Sct. Hans Hospital). I tilknytning
til afdelingen er der en ergoterapi, hvor patienterne kun har adgang sammen med
ergoterapeuten. Ved siden af afsnittet er der et mindre sportscenter, hvor patienterne har
adgang sammen med fysioterapeuten. Til afsnittet hører en indhegnet græsplæne, der
deles med et andet lukket afsnit. og er omkranset af et ca. 3 1/2 meter højt hegn.
24
I en dagvagt er der som regel 5 fra plejepersonalet tilstede, ergoterapeuten og
psykiateren. Socialrådgiver, fysioterapeut og psykolog kommer efter aftale. Den
tilbudte behandling svarer til det beskrevne for retspsykiatrisk afdeling. Logikken om
flere og flere friheder inden overflytning til åbent afsnit er ligeledes den samme.
En forskel på de to afdelinger er, at patienterne er indlagt i meget kortere tid på
E, end de er på retspsykiatrisk afdeling. På afdeling E varer den gennemsnitlige
indlæggelse 28 dage (Psykiatrisk afdeling E 2004). Disse tal dækker dog over meget
store forskelle. En anden forskel er at ca. halvdelen af patienterne på afdeling E er
kvinder. Og endelig er der større variation i diagnoserne.
Der findes ikke nogen opgørelse for antallet af patienter med anden etnisk
baggrund end dansk på Bispebjerg Hospital. På det afsnit, hvor jeg var, svingede tallet
mellem 20 til 70%.
2.1.3. Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik
Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Kliniks primære opgave er at udføre
mentalobservationer. Klinikken udfører hovedparten af de observationer, der foretages i
København. Mentalobservationer er psykiatriske undersøgelser af mennesker, der er

sigtet for at have begået kriminalitet, for at vurdere om de er sindssyge. Som
hovedregel vil der blive lavet en mentalobservation, hvis den kriminalitet, der er blevet
begået, er alvorlig eller bizar. Drabsmistænkte bliver næsten altid mentalobserveret, det
samme gælder mennesker, der er anklaget for brandstiftelse. Desuden udføres
mentalobservation, hvis der er mistanke om eller kendskab til, at sigtede lider af en
psykisk sygdom
En mentalobservation er en grundig psykiatrisk undersøgelse. Den adskiller sig
fra almindelige psykiatrisk undersøgelser ved også at beskæftige sig med den
kriminalitet, som observanden er mistænkt for at have begået. De mentalobservationer,
jeg har fulgt, har alle bestået af 5 samtaler. En med en psykiatrisk overlæge, en hos en
socialrådgiver, en psykologisk testning hos en klinisk psykolog og to samtaler hos en
psykiatrisk speciallæge, der derefter skrev mentalerklæringen. Mentalerklæringen er det
dokument, som undersøgelsen udmønter sig i (indholdet i en mentalerklæring er
opremset i afsnit 7.1.2.).
Samtalerne foregår på mere eller mindre private kontorer, hvor der normalt kun
er undersøgeren og nogle gange en tolk tilstede. Med observander, der vurderes som
farlige, vil der sidde politi eller en vagt uden for døren. Alle 6 observander, jeg fulgte,
var mænd. Af dem var tre varetægtsfængslet, to var varetægtsfængslet i surrogat på
psykiatriske afdelinger (det betyder, at de var så syge, at de ikke kunne sidde i fængsel,
mens de var varetægtsfængslede), og den sidste var ikke varetægtsfængslet. To var
danske og fire havde en anden etnisk baggrund end dansk. Tre blev erklæret egnede til
straf og tre skulle have en psykiatrisk særforanstaltning, hvis de blev erklæret skyldige.
25

2.1.4. Sammenligninger med litteraturen
Den amerikanske sociolog Erwin Goffman udførte i 1950’erne et af de mest berømte
studier af psykiatriske hospitaler. Goffman var ansat i et år som assistent hos lederen i
idrætsafdelingen på et amerikansk statshospital (dvs. et hospital for psykisk syge), og
kun hospitalets direktør kendte hans egentlige identitet. På baggrund af dette feltstudie
skrev Goffman bogen ’Asylums’, der udkom i 1961 (dansk version ’Anstalt og
menneske’ fra 1967). I denne bog bruger Goffman begrebet ’en total institution’ til at
beskrive den institution, han oplever. Den totale institution søger at kontrollere alle
aspekter af menneskers liv. Goffman beskriver, hvordan patienter ved indlæggelse
bliver frataget alle kendetegn på deres tidligere liv og identitet (f.eks. bliver alle klippet
helt korthårede og alle skal gå i det samme patienttøj, der søger at udviske forskellige
kropslige særtræk) og derefter tildeles vedkommende sin nye identitet som patient.
Skellet mellem patienter og personale er meget tydeligt markeret, og personalet sørger
for at fastholde og styrke denne markering. Goffman beskriver videre, hvordan der
blandt patienterne findes forskellige tilpasningsstrategier eller patientroller, samt
hvordan patienterne også kæmper for, at holde noget af deres liv uden for den totale
institutions kontrol (1967).
26
Når man udfører feltarbejde på en dansk psykiatrisk afdeling i dag, er det
interessant, hvordan mange ting gøres næsten direkte modsat af, hvad personalet – efter
Goffmans beskrivelse – gjorde på dette statshospital i 1950’erne. Man kan godt ind
imellem få en fornemmelse af, at ’Asylums’ er blevet læst i psykiatrien. Patienter
beholder i dag som udgangspunkt deres eget tøj og deres eget hår (selv om man godt
kan opleve situationer, hvor personalet bestemmer, at nu skal en patient vaskes eller
klippes eller have vasket sit tøj). Hospitalstøj er kun til nødstilfælde, hvor patienten
ikke har fået nok af sit eget tøj med eller ikke rigtig har noget. Personalet har også deres

eget tøj på, der er dog visse påklædningsregler, som skal overholdes med hensyn til
tækkelighed og bevægelighed (man må ikke vise for meget udskæring, gå i for stramme
eller gennemsigtige trøjer, for korte bukser eller nederdele, ligesom man skal kunne
være med til at fastholde en patient eller lægge vedkommende i bælte). Nøgler skal
helst ikke bæres synlige og ikke rasle for meget, da det opfattes som provokerende.
Mange af disse regler bliver dog tolket ret lempeligt af erfarent personale. Personalet
gør sig derudover en del anstrengelser for at vedligeholde patientens kontakt med det
omkringliggende samfund og under lange indlæggelser prøver man også på at give
patienten forskellige kvalifikationer – alt sammen tiltag, der kan hjælpe med at undgå
den ’civile død’, som Goffman beskrev (1967: 20).
Et andet punkt, som har ændret sig meget er plejepersonalets rolle. Goffman
beskrev, hvordan deres primære rolle var som opsynsmænd. På en dansk psykiatrisk
afdeling i dag har plejepersonalet en omfattende og velbeskrevet terapeutisk funktion
(se f.eks. Strand 1994). Sammen med den medicinske behandling udgør miljøterapi den
primære behandling af patienterne, på de afdelinger jeg har set, og her spiller
plejepersonalet en central rolle. Ideen med miljøterapi er, at selve sengeafsnittets miljø
kan hjælpe patienterne. Miljøet er derfor ’struktureret’ – det vil sige, at de fysiske
omgivelser er overskuelige, dagen er struktureret efter en plan, ugen er struktureret
efter en plan. Der er veldefinerede overskuelige opgaver til patienterne, samt tilbud om
aktiviteter. Personalet hjælper patienterne med at komme i gang med opgaverne og
nogle gange med selve opgaven. Personalets opgave er beskrevet som ’støttende’ – de
skal ikke overtage opgaverne men støtte patientens evne til selv at gøre det. Den
behandlingsmæssige logik, som jeg fik den forklaret, er, at en psykotisk patient er
kaotisk, og derfor kan man hjælpe ham ved at tilføre struktur. Strukturen i omgivelserne
og hverdagen betyder, at han ikke selv skal kæmpe for at skabe denne struktur, samt at
27

den kan virke på hans kaotiske indre. Udover miljøterapien har plejepersonalet også en
terapeutisk opgave med at give patienten en tryghed og fortrolighed med afsnittet og
behandlingen. Hver patient har en eller flere kontaktpersoner blandt plejepersonalet og
dagens kontaktperson skal have en snak med patienten i løbet af vagten. Disse samtaler
kan være ret begrænsede, men i nogle tilfælde kan de have et egentligt terapeutisk sigte,
hvor f.eks. patientens adfærd snakkes igennem og mere hensigtsmæssige mønstre
identificeres. Patientens kontaktpersoner udarbejder også en egentlig plejeplan, der
beskriver plejens mål. Disse kan være fra at gøre patienten i stand til selv at stå op om
morgenen og udføre basal hygiejne, til at hjælpe patienten med at opøve sociale
færdigheder, eller give patienten en nødvendig indsigt i egen sygdom og behandling.
28
Det er dog interessant, hvordan nogle af de grundlæggende strukturer fra
Goffmans ’asylums’ stadig findes. Skellet mellem patienter og personale håndhæves
konsekvent, selv om det ikke markeres tydeligt med tøj, markeres det med navneskilte,
alarmer, nøgler og adgang til særlige rum. Netop struktureringen af dagen på afsnittene,
som af personalet blev opfattet som terapeutisk, virker, ifølge Goffman, også
personlighedskrænkende, da det nedbryder individets egne rutiner (1967: 37-38).
Efter Goffmans studie kom der en række sociologiske og antropologiske
undersøgelser af psykiatriske hospitaler og afdelinger – dog ikke fra Danmark. I Norge
udgav sociologen Yngvar Løchen (1976) og antropologen Hans Sørhaug (1977) hver et
studie af Oslos store psykiatriske hospital, som baserede sig på feltarbejde i 1970’erne.
Begge disse forfattere identificerede to til dels modsatrettede tilgange til behandling og
pleje. Løchen kalder den ene tilgang ’asyl-tilgangen’ med en reference til Goffman
(1967) og den anden kalder han ’det terapeutiske samfund’ – et begreb der kommer fra
anti-psykiatrien og Laing (Kotowicz 1997). Asyltilgangen var karakteriseret ved, at det
primære formål var at opbevare patienterne snarere end at behandle dem og ved, at

plejepersonalet ikke havde nogen forventning om at skulle være terapeutisk. I dette
system var roller og adfærd kontrollerede (Løchen 1976: 243). Det terapeutiske
samfund havde, i modsætning hertil, et liberalt ideal og opfattede sig selv som
støttende. Behandlingen fandt sted mellem lige individer og det individuelle forhold
blev opfattet som det centrale. Psykoanalytisk terapi var den primære tilgang (Ibid:
243). Både Løchen og Sørhaug var interesserede i den ’kamp’, der foregik mellem disse
to forskellige definitioner af plejepersonalets primære rolle. Sørhaug beskriver, hvordan
hospitalets grundlæggende organisatoriske struktur støttede det, Løchen kaldte ’asyl-
tilgangen’, fordi der ikke var sat ressourcer af til langvarigt terapeutisk arbejde, og fordi
man primært ansatte plejepersonale med meget lidt eller ingen uddannelse.
Plejepersonale med uddannelse blev typisk kun ansat som vikarer, hvilket gjorde deres
tilknytning mere perifær (Sørhaug 1977).
Kampen om, hvorvidt psykiatrisk plejepersonale har en terapeutisk funktion, er
for så vidt overstået i dag. Der er ikke nogen tvivl om, at det har de. Man kan dog godt
finde spor af den ældre asyltilgang i dele af psykiatrien, særligt på langtidsafdelinger,
hvor personalet ikke har travlt. Men her er det primært tidsperspektivet, der adskiller og
ikke spørgsmålet om, hvorvidt der er en terapeutisk funktion eller ej. I dagens psykiatri
er kampene nok rykket et andet sted hen. Et af dem er spørgsmålet om den medicinske
behandling og dens dominans i visse dele af psykiatrien. Dette knytter sig til en
gammel, men stadig eksisterende kamp om psykiatriens position inden for det
medicinske speciale. Disse spørgsmål vil blive behandlet mere udførligt i kapitel 9 og i
konklusionen.
Et andet amerikansk studie, som har nogle stærke paralleller til mit eget
feltarbejde, er antropologen Lorna A. Rhodes’ arbejde på et akutpsykiatrisk
modtageafsnit (1991). At læse hendes bog var indimellem som at læse mine egne
29

feltnoter. Den afdeling, som Rhodes udførte sit feltarbejde på, havde en kontinuerlig
tilgang af patienter, som de hurtigst muligt skulle af med for at gøre plads til den
fortsatte tilgang. Det betød, at patienterne primært blev defineret i forhold til, hvordan
man kunne komme af med dem igen. Hvis en patient f.eks. blev defineret som kronisk,
var der jo ingen grund til at have ham på det akutte afsnit; enten kunne han overflyttes
til et langtidsafsnit eller udskrives, da han jo ikke blev bedre. Hvis en patient havde en
relation til et andet behandlingstilbud eller en anden afdeling kunne vedkommende
overflyttes dertil (nogle gange via meget indviklede byttehandler). Hvad jeg kan
genkende fra Rhodes arbejde er ikke tendensen til at komme hurtigt af med patienterne
igen (skønt den godt kunne findes på nogle af afsnittene), men snarere eksistensen af en
særegen logik for, hvordan patienterne skulle behandles og flyttes rundt på. Rhodes
beskriver denne logik som ’emptying beds’ (tømme senge). Den logik, som jeg vil
fremhæve fra mit feltarbejde, er logikken omkring, at den medicinske behandling af
patienterne er det vigtigste tilbud, og at mange af afdelingernes aktiviteter og dialoger
knytter sig til lægemidler. Denne logik er yderligere beskrevet i kapitel 9.
2.1.5. Psykiatrien
Det er mit feltarbejde disse tre steder, der danner det empiriske grundlag for mit
kendskab til psykiatrien. Dette kendskab, sammen med min læsning af forskellige
lærebøger og artikler, udgør den psykiatri, jeg i afhandlingen refererer til som
’psykiatrien’. Det er selvfølgelig en tilsnigelse; psykiatrien i Danmark er mange flere
forskellige ting, mange flere forskellige steder og med meget forskellige tilgange til
behandling og patienter (se også Miller 1986; Miller & Rose 1986). Jeg har i de
efterfølgende analyser anvendt ret udførlige empiriske eksempler, for at gøre det muligt
30

for læseren at placere eksemplerne og mine efterfølgende analyser i de specifikke
situationer, hvor de hører hjemme.
Den psykiatri, jeg beskriver, findes ikke længere i den specifikke udformning,
som jeg fandt den: Patienterne er nogle andre, centrale personalemedlemmer er holdt op
og har fundet arbejde andre steder, afdelingerne på både Bispebjerg Hospital og Sct.
Hans Hospital er blevet omorganiseret, siden jeg var der. Der er med andre ord tale om
et øjebliksbillede, men også et øjebliksbillede, der aftegner nogle mere generelle træk
ved psykiatrien i Danmark og dermed giver studiet relevans ud over den specifikke
version af psykiatrien, som jeg beskriver.
Jeg har i den efterfølgende beskrivelse valgt ikke at skelne mellem de to
psykiatriske afdelinger, undtagen i nogle få tilfælde, hvor det ellers ville være
meningsforstyrrende. Ej heller er retspsykiatrisk klinik særligt fremhævet. De
mentalobservationer, der beskrives, kan principielt være foregået alle tre steder.
Indlæggelser og behandling kan være foregået på både afdeling E og R. Dette er der
flere grunde til. Det er for det første en måde at anonymisere mine data på –
eksemplerne kan stamme fra flere forskellige steder. For det andet har min oplevelse
været, at der på trods af store forskelle også var meget fælles mellem de to afdelinger.
Det er i høj grad disse fælles forhold, jeg beskriver. Jeg har dermed valgt ikke at bruge
de enkelte steder, som ramme, men søgt at skabe en generaliseret ramme kaldet
’psykiatrien’ (se også Gulløv & Højlund 2003: 347-348).
Feltarbejdet er udført i eget samfund – der har ikke været lange rejser til og fra
felten (Caputo 2000). Men der har alligevel været tale om et kulturelt anderledes felt,
som jeg har skulle lære at kende, lige som mange af antropologiens mere klassiske
felter (Hastrup 2003: 12). Selv om det i antropologien (næsten) er blevet umoderne at
bruge begrebet felt og hævde, at det var anderledes end ens udgangspunkt (Amit 2000),
31

er det i høj grad sådan, jeg har oplevet og begrebsliggjort min felt: Jeg skulle lære et
andet sprog at kende, jeg skulle lære en anden måde at færdes i de fysiske rum på, jeg
skulle lære at afkode andre non-verbale tegn, end dem jeg kendte. Der har i høj grad
været tale om en felt, man har kunnet være tilstede i. Der har været et afgrænset socialt
rum, som deltagerobservationen kunne udføres i.
2.2. Metoder
Dette afsnit beskriver den praktiske udførsel af feltarbejdet: Metodologi, adgang,
position og metoderne i feltarbejdet.
2.2.1. Metodologi
De to primære metoder i mit feltarbejde var deltagerobservation og interviews. Jeg
valgte først at udføre deltagerobservation, og derefter bruge interviewene til at uddybe
det observerede. I flere af mine feltarbejder blev den indledende deltagerobservation
dog suppleret af nogle strukturerede interviews med en læge eller sygeplejserske
omkring psykopatologi og lægemidler, for at jeg kunne forstå, hvad mine informanter
talte om.
32
Valget af metoder var baseret på en ide om, at arbejdet med patienter med anden
etnisk baggrund end dansk var forankret i den daglige psykiatriske praksis, som jeg
bedst ville kunne få en fornemmelse af ved at prøve at følge den gennem
deltagerobservation (Hastrup 2003). En anden antagelse var, at de overvejelser og
problemer i relation til denne patientgruppe, som personalet gav udtryk for løbende i
forbindelse med deres arbejde, ville være anderledes end dem, de ville fortælle om
under interview. Af to årsager. For det første fordi det, man vil huske og fortælle om i
interviewene, er de patientforløb, der skiller sig ud, enten som besværlige eller positive.

For det andet fordi spørgsmål om patienter med anden etnisk baggrund end dansk tit
giver personalet associationer til bebrejdelser om forskelsbehandling og racisme,
hvorfor interview svar måske nok ville være mere ’politisk korrekte’ end den daglige
kommunikation. Men jeg var også interesseret i de historier, der skilte sig ud, fordi de
illustrerer den variation, som det psykiatriske personale skal kunne håndtere, og derfor
valgte jeg at supplere deltagerobservationen med interview.
Som beskrevet, har min tilgang været at studere de psykiatriske afsnit som
kulturelle fællesskaber. Jeg har dermed forsøgt at placere mig i disse fællesskaber, som
jeg ønskede at studere (Hastrup 1995). At se disse fællesskaber som knyttet til den
fysiske ramme, som de udspiller sig inden for, er en analytisk afgrænsning – jeg mener
ikke, at der er en på forhånd given sammenhæng mellem et specifikt sted og de sociale
processer og kulturelle betydninger, der kan iagttages der (Hastrup 2003). Det er en
afgræsning, der i forhold til dette studie har fungeret (jeg vender tilbage til dette i
kapitel 5).
2.2.2. Adgang
Jeg har i indledningen beskrevet min personlige relation til psykiatrien, som havde
betydning for spørgsmålet om adgang til retspsykiatrisk afdeling. På et mere formelt
plan blev min adgang sikret, da jeg var ansat på afdelingen. Denne første adgang betød,
at adgangen til de øvrige steder blev lettet betydelig. For det første hjalp overlægernes
personlige kendskab til hinanden – de hjalp med at formidle kontakten. For det andet,
gav mit tilhørsforhold til afdeling R de øvrige feltarbejdssteder en forventning om, at
jeg kunne gebærde mig på en psykiatrisk afdeling, og at jeg ikke var ude på at hænge
psykiatrien eller dem ud (se Dupont 2004 for en lignende iagttagelse, også fra dansk
hospitalspsykiatri).
33

34
Personalet på de enkelte afsnit blev præsenteret for mit projekt ved et
personalemøde inden feltarbejdets start. Jeg diskuterede også løbende projektet med
dem. I forbindelse med formaliserede interviews anvendte jeg informeret samtykke.
Der var ingen personalemedlemmer, der afslog at lade sig interviewe, men der var et
par stykker, der ikke ønskede interviewet optaget på bånd.
Patienterne blev informeret på afsnittenes morgenmøder i begyndelsen af en
feltarbejdsperiode og løbende undervejs, når der havde været store udskiftninger i
patientgruppen. De fem patienter, som jeg fulgte tæt på afdeling R, blev informeret på
et møde mellem mig, patienten og dennes kontaktperson. Til disse patienter anvendte
jeg en skriftlig informeret samtykkeerklæring. Med andre patienter, som jeg kom til at
følge tæt, bekræftede jeg løbende deres accept af min tilstedeværelse ved samtaler m.m.
På de afsnit, hvor jeg opholdt mig over længere tid, hang der en projektbeskrivelse på
patienternes opslagstavle.
2.2.3. Position
På de informationsmøder, hvor jeg fortalte om mit projekt, præsenterede jeg mig selv
som forsker, der var i gang med at undersøge den rolle, som etniske patienters
kulturelle baggrund spillede i det daglige arbejde på de psykiatriske afdelinger. Jeg
fortalte dog også patienter og personale, at de i vid udstrækning kunne betragte mig
som en sygeplejerskestuderende. Ligesom dem var jeg på afdelingen for at lære;
ligesom dem var min praktiske viden begrænset; og ligesom dem var der en masse ting,
jeg ikke kunne eller måtte. Jeg valgte denne ’dobbelt rolle’ af flere årsager. For det
første gav det personalet en umiddelbar genkendelige rolle at sætte mig ind i. For det
andet var det et legitimt udgangspunkt for at stille en masse spørgsmål og gerne ville
lære. For det tredje gav det personalet en position ’som dem der vidste’ i forhold til

mig, der ikke vidste. Alt dette fjernede lidt af den usikkerhed, som tilstedeværelsen af
en forsker ellers kunne lede til (se også Hasse 1995).
På trods af introduktionen som en slags sygeplejerskestuderende har jeg under
hele projektet været eksplicit omkring min rolle som forsker, og hvad mit
forskningsprojekt gik ud på. Jeg har gået med navneskilt, hvor der har stået, at jeg var
antropolog. Jeg har åbenlyst gennem hele forløbet taget noter undervejs ved samtaler,
morgenmøder osv. Og har diskuteret mit projekt med mine informanter. Rapporten fra
pilotprojektet (Jacobsen & Johansen 2002c) har været udleveret på de afsnit, hvor jeg
efterfølgende har udført feltarbejde.
Grundet mit projekts fokus på personalet fulgte jeg primært dem i deres daglige
arbejde. Det betød, at jeg havde mindre at gøre med patienterne. I perioder søgte jeg
dog at opholde mig i længere perioder blandt patienterne; i dagligstuen, på gangen, i
haven eller – efter invitation – på deres værelse. Dette skift fra personalet til patienterne
lykkedes kun i meget begrænset omfang. Tit mødte jeg en larmende tavshed, når jeg
bevægede mig ned i opholdsstuen, der først forsvandt igen sammen med mig. I det
perspektiv lykkedes min deltagelse blandt personalet (for) godt på bekostning af
deltagelse blandt patienterne (se også Gulløv & Højlund 2003: 353). Rhodes beskriver,
hvordan hun på det afsnit, hvor hun udførte feltarbejde, oplevede at blive tvunget til at
vælge – var det personalet eller patienterne hun ville være sammen med og studere. Der
var ingen neutral position ind i mellem (1991). Min tydelige fokusering på personalet
og deres arbejdsopgaver betød også, at patienterne identificerede mig som en del af
personalet. Derudover bar jeg en del af personalets synlige kendetegn: Navneskilt,
overfaldsalarm (ligner en lille mobiltelefon, som man har siddende i en lomme eller i
bæltet), jeg havde nøgler og jeg havde adgang til personalerummene.
35

36
Mit feltarbejde koncentrerede sig kun om de psykiatriske afsnit. Jeg fulgte
hverken patienter eller personale udenfor. En del af forklaringen på dette er pragmatisk
– jeg havde rigeligt at gøre med at finde ud af, hvad der skete på afsnittene. Men en del
af forklaringen er også, at der på de psykiatriske afsnit eksisterer en række mekanismer,
der sigter på at begrænse kontakten mellem patienter og personale udenfor afsnittene.
Det er således ikke velset, at patienter og personale omgås efter patientens udskrivelse.
Kender et personalemedlem en patient privat, er det grund nok til at overflytte patienten
til et andet afsnit. Og fandt et personalemedlem ud af, at vedkommende boede i
nærheden af en patient, sørgede vedkommende som regel for, ikke at have noget at gøre
med patienten under indlæggelsen. Personalet beskrev det selv med følgende ord: Man
skulle være ’personlig, men ikke privat’. En del af disse forbehold for kontakt handler
om personalets sikkerhed: Man ønsker ikke, at man selv eller ens nærmeste skal blive
opsøgt af en psykotisk person, der føler sig dårligt behandlet. Og trusler om, at man
ved, hvor personalet bor, er da heller ikke helt ukendte.
2.2.4. Specifikke metoder
Mine metoder til indhentning af data har baseret sig på deltagerobservation, interviews
og journalstudier.
På de psykiatriske afdelinger har deltagerobservationen blandt personalet
handlet om at sidde med til alle de ting jeg kunne: Rapporter (når et medlem fra det
gamle vagthold fortalte det nye vagthold, hvad der var sket det foregående døgn),
konferencer (morgen-, middag-, behandlings-, søjlekonference), stuegangssamtaler,
pårørendesamtaler, diverse test, almindelig snak og hygge. Blandt patienterne handlede
deltagerobservationen primært om at sidde og snakke med dem i dagligstuen, spille

spil, gå tur i haven og deltage i forskellige aktiviteter, som ergoterapeuterne lavede
(koge bolsjer, lave smykker, ordne have, gå tur).
Fokus for deltagerobservationen blandt personalet var på, hvordan der blev talt
om patienterne, i hvilke sammenhænge der blev refereret til kultur, hvilke
informationer personalet opfattede som vigtige, om der blev gjort forskel på
patienterne. I begyndelsen af feltarbejderne skrev jeg så meget som muligt ned. Senere
blev notetagningen mindre omfattende og handlede kun om specifikke patienter og
specifikke problemstillinger. Psykiatrien er et meget verbalt felt. Dette afspejlede sig
også i mine noter. Der var primært tale om nedskrevne samtaler af mange forskellige
slags.
Min deltagerobservation blandt personalet fokuserede på
plejepersonalegrupperne og psykiaterne. Disse mennesker udgør den primære
personalegruppe på afdelingerne, og er dem, der fysisk er mest til stede. I det omfang
andre personalegrupper var tilstede, var det som enkeltpersoner, der interagerede i
forhold til den primære personalegruppe. Jeg har ikke foretaget deltagerobservation
blandt f.eks. ergoterapeuterne som gruppe, eller blandt psykologer, fysioterapeuter eller
socialrådgivere (disse fire faggrupper kaldes tilsammen den tværfaglige gruppe).
Deltagerobservationen blandt patienterne var ikke på samme måde systematisk.
Den brugte jeg primært til at få en fornemmelse af, hvordan hverdagen så ud for en
patient, og på at give patienterne en fortrolighed med min tilstedeværelse, så jeg havde
mulighed for at deltage i stuegangssamtaler m.m. sammen med dem.
Jeg tog som regel noter undervejs i de situationer, hvor jeg deltog. Det tjente to
funktioner – dels at mine notater blev så præcise som muligt, og dels var det en løbende
påmindelse overfor mine informanter om, at jeg observerede, hvad de foretog sig. De
situationer, hvor jeg ikke skrev ned, var typisk ved forskellige former for
37

patientsamtaler, hvor patienten udtrykte ubehag ved denne aktivitet; enten ved direkte
at kommentere det eller ved at fokusere voldsomt på min nedskrivning. Med disse
patienter sørgede jeg for at få bekræftet deres accept af min deltagelse ved næste
samtale. Jeg skrev som regel heller ikke noter, når jeg kun var sammen med
patienterne. Dette skyldtes, at mit formål med denne deltagerobservation ikke var
systematisk at dokumentere, men som nævnt at få en fornemmelse af deres hverdag og
skabe fortrolighed.
38
I deltagerobservationen har jeg forsøgt at deltage så godt, som jeg kunne, men
må konstatere, at observationen fyldte mere end deltagelsen. Dette skyldtes primært, at
mange af de situationer, jeg deltog i, havde deltagerne nogle meget specifikke, nærmest
ritualiserede roller, og der var ikke nogen rolle åben for mig som deltager: Ved f.eks.
stuegangssamtalerne kunne man være enten læge, patient eller kontaktperson – og de
roller var allerede taget af andre end mig. Til gengæld var rollen som observatør
uproblematisk og langt hen ad vejen også kendt. Der er ofte lægestuderende eller
sygeplejerskestuderende med ved stuegangssamtaler, så at der sidder en fjerde part ’for
at lære’, skaber sjældent de store problemer.
Der har været to situationer undervejs i mit feltarbejde, hvor deltagelsen har
været mere markant. Dels i de første perioder på retspsykiatrisk afdeling, hvor jeg
prøvede at leve op til rollen som en ny sygeplejestuderende: Lavede praktiske ting, som
at dække bord, lave kaffe, redte senge m.m. Og dels i den sidste del af mit feltarbejde
på E, hvor jeg ind i mellem oplevede at blive spurgt om min mening om nogle at de
patienter, jeg havde fulgt tæt. Fra denne sidste periode er der nogle af mine
dagbogsnotater, der afspejler dette skift. Fra at jeg skriver om ’dem’, begynder jeg at
skrive om ’os’. Den rolle, jeg oplevede, var som en slags ekstra tværfaglig personale
(sammen med fysio- og ergoterapeut, socialrådgiver og psykolog): Som en der havde et

andet perspektiv på patienterne end den primære personalegruppe; et perspektiv, der
kunne være interessant, men som sjældent var egentligt nødvendigt eller afgørende.
Feltarbejdet på retspsykiatrisk klinik var ren observation. Jeg sad på en stol ved
siden af, mens de diagnostiske interview og psykologiske test blev udført. Her tog jeg
også noter undervejs.
Hovedparten af de interviews jeg udførte var semistrukturerede og godt og vel
2/3 del blev optaget på bånd. Jeg interviewede i alt 66 personalemedlemmer på de
forskellige afdelinger. Interviewene varede som regel en time til halvanden. Med nogle
få af personalemedlemmerne lavede jeg flere interview fordelt hen over en længere
periode. Alle personalemedlemmerne kendte mig i større eller mindre omfang inden
interviewet. Interviewene falder i to forskellige dele. Ca. 40 af dem er primært
generelle interview om deres arbejde med patienter med anden etnisk baggrund end
dansk. De sidste ca. 26 fokuserer på specifikke patienter og personalemedlemmets
arbejde med disse patient. Ofte tog disse interview udgangspunkt i konkrete aktiviteter
eller samtaler med en patient, som jeg også havde deltaget i. Disse interview fokuserede
på de 5 patienter på afdeling R som jeg fulgte tæt og 3 patienter på afsnit E 15, som jeg
også fulgte (men hvis journal jeg ikke havde indsigt i).
I de generelle interview bad jeg personalet fortælle om deres arbejde i
psykiatrien, om hvorfor de havde valgt at arbejde på en psykiatrisk afdeling, om deres
erfaringer med at arbejde med patienter med anden etnisk baggrund end dansk, om
hvad der kendetegnede gode patientforløb m.m. Jeg spurgte også til specifikke
problemstillinger fra det transkulturelle felt – f.eks. hvordan man diagnosticerede
patienter med anden etnisk baggrund end dansk, eller hvilken viden de søgte om en
nyindlagt patient.
39

40
Jeg interviewede 12 patienter i løbet af feltarbejdet: De 5 jeg fulgte på
retspsykiatrisk afdeling og 7 patienter på R og E, som gerne ville tale med mig. 3 af
disse interview var med danske patienter og 9 var med patienter med anden etnisk
baggrund end dansk. Disse interviews handlede om patientens oplevelse af at have
anden etnisk baggrund end dansk og vedkommendes oplevelse og forståelse af at være
syg. For de danske patienters vedkommende fokuserede interviewet på dette sidste
spørgsmål.
De patienter, jeg fulgte tæt, var alle sammen relativt velfungerende patienter, der
havde gode relationer til deres kontaktpersoner. Dette skyldtes, at jeg skulle have lov til
se deres journaler og det krævede en vis tilid til systemet, før de sagde ja til det. De
skulle også være så velfungerende, at de forstod, hvad de sagde ja til. Jeg havde kontakt
med flere ’vanskelige’ patienter for at høre, om jeg måtte følge deres behandling, og de
sagde nej. Ind i mellem fik jeg fornemmelsen af, at jeg var noget af det eneste, de
kunne sige nej til. Dette fungerede dog som en bekræftelse af, at patienterne rent faktisk
oplevede at blive spurgt og oplevede, at de kunne sige nej.
En del af dataindsamlingen bestod af journalindsigten på 5 patienter. Min ide
med denne del af studiet var at se, hvordan patienterne blev beskrevet, og i hvilke
sammenhænge deres kulturelle baggrund blev bragt på bane. Et andet formål var at
have mulighed for at sammenligne mine noter fra en konkret situation med det, som
personalet valgte at skrive ned.
2.2.5. Min hverdag under feltarbejdet
Følgende korte beskrivelse er et forsøg på at give læseren en fornemmelse af, hvordan
dataindsamlingen foregik.

Jeg mødte som regel på afsnittene kl. 7 sammen med dagholdet og hørte rapport
sammen med dem. Derefter snakkede jeg lidt med personalet, kiggede lidt i
sygeplejejournalen (i dagligdagen og herefter kaldet kardeks), hjalp nogle gange med
forskellige praktiske opgaver. Lidt over 8 var der som regel morgenkonference for
afdelingens læger, hvor jeg deltog. Kl. 9.00 var jeg tilbage på afsnittet og spiste
morgenmad med personalet. Kl. 9.30 var der gennemgang af dagens arbejdsopgaver:
Hvilke patienter skulle til stuegangssamtale, hvilke andre aktiviteter var der planlagt
m.m. Fra 10 til 12 var der så samtaler med de patienter, hvor der var behov eller aftaler.
Her deltog jeg i så mange af samtalerne som muligt. Et par dage om ugen var der
forskellige konferencer, hvor patienter blev gennemgået og diskuteret. Til disse
konferencer var jeg også med. Kl. 12.15 var der middagskonferencer med lægerne og
derefter frokostpause. Fra kl. 13 var der nogle gange yderligere samtaler, eller andre
opgaver – f.eks. papirarbejde. Ca. kl. 14 var der opsamling blandt personalet og kl. 15
mødte næste hold. Jeg forlod ofte afsnittet ca. kl. 13.30 og skrev noter fra dagen i et par
timer. Jeg var som regel på afsnittet 4 dage om ugen og brugte den sidste dag til at
skrive noter. Ofte blev denne rytme brudt af andre aktiviteter, meget krævende patienter
og lignende, som jeg så fulgte i stedet. De dage, hvor der kun var få samtaler, var jeg
med i ergoterapeutens aktiviteter eller opholdt mig i patienternes dagligstue og
snakkede eller spillede spil med dem, der havde lyst.
2.3. Etik
Pilotprojektet blev udformet efter retningslinjerne fra de videnskabsetiske komiteer og
indsendt til godkendelse hos dem. De svarede dog, at da der var tale om humanistisk
forskning og da projektet ikke omfattede biomedicinske forsøg, faldt det udenfor deres
område.
41

42
Ph.d. projektet blev udformet efter samme retningslinjer, men blev ikke indsendt
til de videnskabsetiske komiteer. Det blev i stedet indsendt til godkendelse i
sundhedsstyrelsen. Herfra blev det meddelt, at da projektet anvendte skriftligt
informeret samtykke i forbindelse med journalindsigt, havde man ikke yderligere
kommentarer eller forbehold over for projektets udførsel.
Normalt må der ikke foretages lægevidenskabelig forskning på patienter, der er
tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt. Dette gælder også for retspsykiatriske patienter.
Men da dette projekt, som nævnt ovenfor, falder udenfor de gældende regler, har der
ikke været nogen formel hindring for at gennemføre det. Derfor har det været meget
vigtigt for mig, at projektet alligevel lå inden for de retningslinjer, som andre projekter i
dette felt vil blive godkendt efter, nemlig retningslinjerne fra de videnskabsetiske
komiteer.
Et af punkterne fra de videnskabsetiske komiteer er, i hvilket omfang projektet
vil være til gene for patienterne og i hvilket omfang resultatet vil være til gavn. Jeg har
brugt en del kræfter på at sikre, at min tilstedeværelse på afsnittene ikke generede
patienterne. De patienter, som gav udtryk for, at de ikke ønskede min tilstedeværelse
ved f.eks. samtaler, holdt jeg mig generelt på afstand af og deltog ikke i yderligere
aktiviteter sammen med dem. Patienter, der havde sagt ja til min tilstedeværelse, men
hvor jeg oplevede, at det var ubehageligt, at jeg var til stede, talte jeg efterfølgende med
om det. Hvorvidt projektet vil være til gavn for patienterne vil i vid udstrækning
afhænge af det psykiatriske afdelinger.
Patienterne er som nævnt blevet informeret om projektet løbende, og for de
patienter, hvor jeg havde journalindsigt, anvendte jeg en skriftlig informeret
samtykkeerklæring. For de interviews med patienter, der blev foretaget i pilotprojektet,
anvendte jeg også en skriftlig informeret samtykkeerklæring. Det viste sig at være

problematisk, da disse patienter var meget usikre på, hvad en sådan erklæring indebar
og om den eventuelt kunne bruges mod dem senere. Denne specifikke situation betød,
at jeg ved de sidste patientinterview valgte at informere mundtligt, både i starten og i
slutningen af interviewet (se også Tjørnhøj-Thomsen 2003: 108-109). Derudover gav
jeg patienterne en kort beskrivelse af projektet, svarende til den, der blev anvendt ved
journalindsigten. Indholdet af den mundtlige information svarede til den skriftlige.
Ved personaleinterviewene anvendte jeg informerede samtykkeerklæringer på
afdeling R, bortset fra de situationer, hvor interviewet kom som en naturlig fortsættelse
af en samtale. I disse situationer sikrede jeg mig, at personalemedlemmet efterfølgende
var klar over, at jeg havde skrevet noter undervejs og ville bruge vores samtale i min
undersøgelse. Min oplevelse var, at disse erklæringer udgjorde en unødvendig
formalisering af samtalerne. På afdeling E anvendte jeg derfor primært et mundtlig
samtykke – dels når jeg spurgte om jeg måtte interviewe det pågældende
personalemedlem og dels i forbindelse med selve interviewet. I praksis tror jeg ikke, det
gjorde den store forskel, og der er ikke forskel på interviewene foretaget de to steder.
Jeg har gjort meget ud af at beskrive for både patienter og personale, at jeg
havde tavshedspligt, og at denne tavshedspligt var mere omfattende, end hvad man
normalt har som ansat på en psykiatrisk afdeling. Alt, hvad patienter og personale
fortalte mig, var omfattet af tavshedspligt. Jeg har heldigvis ikke været i en situation,
hvor jeg blev nødt til at bryde dette løfte (f.eks. hvis en patient havde fortalt mig, at han
ville begå selvmord under næste udgang).
De cases, der er anvendt i afhandlingen, er alle sammen blevet anonymiseret.
Detaljer er blevet ændret for at hindre, at patienter og personale bliver genkendt.
Jeg støtte på et andet etisk problem efter at feltarbejdet var afsluttet. I
forbindelse med en artikel, jeg skrev, sendte jeg udkastet til afdelingerne og til nogle af
43

de informanter, jeg havde talt med. Fra afdelingernes ledelses side var der ikke nogle
problemer, men en af mine informanter brød sig ikke om den måde, jeg anvendte et af
hans udsagn. Jeg slettede nogle konkrete udsagn i artiklen, men afholdt mig ikke fra at
foretage den egentlige analyse, og respekterede dermed kun i begrænset omfang
informantens indsigelse. I denne proces blev det meget tydeligt for mig, at analysen
repræsenterer et brud med den fortrolighed, som feltarbejdet forudsætter (se også
Tjørnhøj-Thomsen 2003: 109). I mit feltarbejde gjorde jeg meget for, at personalet ikke
skulle føle sig alt for berørt af min tilstedeværelse. Efterfølgende blev jeg i tvivl, om det
ikke havde været bedre, om de havde været lidt mere berørt af min tilstedeværelse og
lidt mindre berørt af mine analyser. Jeg har søgt at bruge mit etnografiske kendskab til
at forankre min analyse i praksis, for på den måde at gøre den vedkommende og
troværdig – både i mit antropologiske felt og i den felt, hvor jeg udførte min
dataindsamling. Men i denne proces er der også blevet skabt en sårbarhed i felten
overfor mine beskrivelser. Det har for mig været et relativt abstrakt problem, indtil jeg
selv blev mødt med det. Jeg har søgt at løse det ved, at lade felten kommenterer på
afhandlingen men helt fjerne det, kan jeg ikke, hvis jeg samtidig skal opretholde min
position som forsker.
2.4. Data
De data, som ovenstående metoder har genereret, består dels i feltnoter fra de
situationer, jeg har deltaget i, og dels i interviews, jeg har foretaget (båndede og ikke-
båndede). Der er, som nævnt, primært tale om nedskrivning af tale og ikke beskrivelser
af observationer.
44
De nedskrevne noter og interviews er blevet kodet i forhold til en lang række
forskellige emner. På baggrund af denne gruppering har jeg fået en fornemmelse af,

hvilke emner, som mit materiale har koncentreret sig omkring. Disse emner afspejler
sig i afhandlingens forskellige analytiske kapitler. Emnerne er kommet fra min læsning
af litteratur på området og fra materialet selv.
I en diskussion om videnskabelighed i kvalitativ sundhedsforskning har læge og
professor i medicin Kirsti Malterud defineret tre grundlæggende standarder, man bør
forholde sig til (2001): Relevans (hvorfor?), Validitet (om hvad?) og Refleksivitet
(forudsætninger?). Validitet underinddeler hun i: Intern Validitet (konsistens?) og
Ekstern Validitet (rækkevide?). Relevansen af mit studie er skitseret i indledningen,
særligt i afsnittet om, hvor denne afhandling bringer nye indsigter. Refleksiviteten er
ligeledes behandlet i indledningen, ovenfor i dette kapitel og vil blive yderligere
behandlet i kapitel 3. Jeg vil derfor her beskæftige mig med validitet.
Den interne validitet handler om konsistens: Er der sammenhæng mellem
problemstilling, metoder og fund? Kortlægger studiet det, det hævder eller ønsker at
studere? Jeg har indledningsvis søgt at gøre mit eget ståsted – og dermed de valg jeg
har truffet angående afgrænsning, metode og teori – klart. I dette kapitel har jeg
beskrevet metodologi og metoder. I afhandlingens analyser har jeg forankret analyserne
i den empiri, som de bygger på og vist, hvorfor jeg har undersøgt de enkelte områder.
Projektets undersøgelsesfelt er defineret i indledningen, afdækket i afhandlingen og
opsummeret i konklusionen.
Den eksterne validitet handler om, i hvilke sammenhænge er vores fund og
konklusioner gyldige og hvilke muligheder og begrænsninger for overføring er der i
vores design? Den antropologiske undersøgelse er i princippet unik, fordi metoder,
analyser og resultater er knyttet sammen med den enkelte antropolog (Hastrup 1995).
Jeg har givet en omhyggelig beskrivelse af mine feltarbejdssteder og de konkrete
eksempler, jeg bygger mine analyser og konklusioner på. Det vil give læseren mulighed
45

for at vurdere om tilsvarende fænomener og processer kan finde sted i en anden
sammenhæng, end den jeg beskriver her.
46
I en anden definition af validitet i kvalitative studier anvender Kvale (1997)
begrebet ’kommunikativ validitet’. Her skal undersøgelsens resultater afprøves i
forhold til forskellige kommunikative fællesskaber. Et af disse kan være undersøgelsens
felt. Validiteten i dette perspektiv er i sidste instans op til den psykiatrisk interesserede
læser at vurdere: Er beskrivelserne i denne afhandling genkendelige? Jeg har haft flere
psykiatere til at læse afhandlingen og brugt deres tilbagemeldinger til at tjekke
validiteten og forbedre afhandlingen. Ligeledes har jeg haft mulighed for at holde en
del foredrag for psykiatrisk personale i løbet af den tid, jeg har arbejdet med
afhandlingen, hvilket har givet mig indtryk af, at analyserne og konklusionerne i høj
grad var genkendelige. Da min kollega Charlotte Jacobsen og jeg i stor udstrækning har
delt felt, har hendes kritiske læsninger af mine analyser af vores felt også hjulpet med at
præcisere og udvikle afhandlingen mod en højere grad af validitet.
Et andet kommunikativt fællesskab, som validiteten kan afprøves i forhold til, er
et fagligt fællesskab. Det faglige fællesskab, som denne afhandling henvender sig til, er
primært antropologisk. Validiteten af afhandlingens analyser er søgt sikret og skal
vurderes i forhold til den antropologiske videnskab.
Analysen i denne afhandling er i vid udstrækning fremkommet som en
sammenligning mellem mine data og på den ene side den psykiatriske litteratur og på
den anden side antropologisk litteratur. En stor del af analysen tager udgangspunkt i
spørgsmål, der stilles i litteraturen, og hvor jeg bruger mine data til at sammenligne og
besvare spørgsmålet. En anden del er spørgsmål, som datamaterialet i sig selv har stillet
– dvs. hvor der har været modsætninger i materialet, og hvor den antropologiske
litteratur er blevet brugt til at besvare disse spørgsmål.

Afhandlingen anvender i vid udstrækning cases som eksempler fra det empiriske
materiale. Disse cases er typisk dem, der tydeliggjorde en problemstilling for mig. Det
er cases, der afviger fra den sædvanlige praksis. Der er tale om ’sigende cases’ frem for
’typiske cases’ (Mitchell 1984). Jeg har dog bestræbt mig på at vælge cases, der måske
nok afviger, men ikke er væsensforskellige fra den daglige praksis, hvori de er
forekommet.
47

Kapitel 3. Kultur
Begrebet kultur står centralt i afhandlingen: De etniske patienters kulturelle baggrund,
det psykiatriske personales forståelse af denne baggrund, de psykiatriske afdelinger og
afsnits kultur, de teoretiske forståelser af relationen mellem kultur og sygdom i
antropologien og psykiatrien og forskellige antropologiske kulturbegreber. I dette
kapitel vil jeg redegøre for, hvordan kultur bliver forstået og brugt i denne afhandling.
Kultur er ikke noget entydigt begreb, hverken inden for antropologien, de øvrige
samfunds- og humanvidenskaber eller i en mere dagligdags forståelse. Antropologen
Susan Wright refererer Kroeber og Kluckhohn, der var to centrale antropologer i USA,
for i 1952 at have samlet ikke mindre end 164 definition på, hvad antropologer har
ment, at kultur er (Wright 1998). Antropologen Clifford Geertz skriver, at forsøg på
definitioner af kulturbegrebet altid er blevet mødt med kritik, og jo mere præcise
definitioner man har forsøgt sig med, jo skarpere har kritikken været (1995). Geertz gør
sig dog også til talsmand for, at kultur ikke desto mindre skal defineres (Ibid). Dette
kapitel er mit forsøg på at gøre dette. Kapitlet er struktureret omkring en række brud i
forståelsen af kultur, som har haft central betydning for den udvikling, kulturbegrebet
har gennemgået. Der er således ikke tale om nogen længere teorihistorisk redegørelse 3 ,
men en syntese af de forskellige nytænkninger af kultur som disse forskellige brud
medførte.
Følgende definition af kultur er mit bud på en sådan syntese. Jeg definerer kultur
som værende den fælles betydning, som mennesker i en given social gruppe deler og
skaber sammen, samt de praksisser som denne betydning skaber. Baggrunden for denne
definition vil blive præsenteret i det følgende. Jeg vil tilføje, at på trods af den megen
3 Kirsten Hastrup har en udmærket gennemgang i sin bog ’Kultur – det fleksible
fællesskab’ (2004b).
49

diskussion og kritik, der har været af kulturbegrebet, opfatter jeg denne definition som
relativt pragmatisk. Som det vil fremgå i afsnit 3.2. er problemet med kulturbegrebet
snarere den vægtning eller forståelse, som det kan gives.
3.1. Brud i kulturbegrebet og antropologien
3.1.1. Clifford Geertz og bruddet i 1950’erne og 1960’erne
I første halvdel af 1900-tallet var interessen for kultur mest udtalt i den amerikanske
antropologi. Skellet mellem kulturantropologi i USA og socialantropologi i
Storbritannien eksisterede stadig. Den forståelse af kultur, der herskede i USA var
domineret af Franz Boas. Hans og hans elevers store projekt var et opgør med
racetanken og en promovering af kultur som relevant forklaring på gruppers forskellige
levemåder. Man begyndte at tale om, at verden bestod af kulturer. Kulturer blev
opfattet som konsistente enheder, som fælles, stabile værdisystemer, som blev nedarvet
fra generation til generation, og der var tale om en helhedsopfattelse af kultur (Geertz
1995: 43; Peacock 2005: 52).
50
Kroeber og Kluckhohn var de meste markante fortalere i USA for denne
kulturforståelse op igennem 1950’erne (Peacock 2005). I slutningen af 1950’erne og
starten af 1960’erne forsvandt de dog fra den akademiske scene. Samtidig dukkede to
nye tilgange til antropologi og kultur op: Den kognitive antropologi og strukturalisme.
Det er i modsætning til disse to retninger at Clifford Geertz i løbet af 1960’erne
arbejdede sig hen i mod en tredje definition af kultur, som på den ene side videreførte
den centrale position kultur havde i antropologien og på den anden side søgte at
præcisere, hvad antropologer mente med kultur (Ibid).

I 1973 udgav Geertz essaysamlingen ’The Interpretation of Cultures’ (1973a). I
den samlede han en række af egne essays, der på forskellig vis beskæftiger sig med
kultur. Det indledende essay blev skrevet til udgivelsen og præsenterer Geertzs
forståelse af kultur:
”Det kulturbegreb jeg antager ... er i sin essens et semiotisk begreb. Jeg
tror, med Max Weber, at mennesket er et dyr, der er ophængt i et
betydningsnet, han selv har spundet. Jeg opfatter kultur som værende
disse net/væv og analysen af dem er derfor ikke en eksperimentel
videnskab, hvor man leder efter love, men en fortolkende videnskab, hvor
man leder efter betydning.”
(1973b: 5, min oversættelse)
Geertz kulturbegreb bliver ofte beskrevet som et ’ide-system’ (Keesing 1981; Peacock
2005). Hans projekt var at beskrive et kulturbegreb, der er mere præcist, og derfor
teoretisk mere magtfuldt, end tidligere holistiske ideer (Geertz 1973b: 4). Geertz
kritiserer den kognitive antropologi for at være ”ekstrem subjektivisme koblet med
ekstrem formalisme” (Ibid: 11, min oversættelse), og strukturalismen med følgende
ord:
”At præsentere symmetriske betydningskrystaller, renset for den
materielle kompleksitet de er indlejret i, for derefter at knytte deres
eksistens til selvstændige principper for orden, universelle egenskaber
ved det menneskelige sind, eller store a priori Weltanschauungen, er at
forudsætte en videnskab, der ikke eksistere og forestille sig en
virkelighed, der ikke findes”
(Ibid: 20, min oversættelse, kursiv i original)
For en senere læser af Geertz er der en række kritikpunkter, man kan rette mod denne
definition af kultur. Som Geertz selv var inde på: Jo mere præcis en definition, jo mere
kritik vil man modtage. At vælge at betegne kultur som et system giver en association
om, at kultur udgør et sammenhængende hele. Antropologer har senere kritiseret denne
antagelse og fremhævet, at dette sammenhængende hele i høj grad var en analytisk
konstruktion, frem for et empirisk fund (f.eks. Liep & Olwig 1994; Ortner 1999; Young
1982). Geertz er selv inde på denne problematik, idét han påpeger, at det ikke er den
51

interne logik og sammenhængskraft, der er afgørende for identifikationen af et kulturelt
system, men derimod at betydningsdannelsen er fælles og offentlige (1973b) 4 .
52
Geertz udskiller adfærd fra sin definition af kultur og siger, at der er tale om en
”reducering” af kulturbegrebet, hvis man inkluderer den adfærd, man kan observere
(1973b: 20). Han skriver dog videre, at adfærd og særligt sociale begivenheder er det,
man som antropolog har adgang til, og det er dermed gennem disse, at man kan forstå
det betydningssystem, der danner adfærden og de sociale handlinger. For senere
antropologer blev netop praksis – menneskers handlinger – dog et central element i
kulturforståelsen (se f.eks. Ortner 1984).
Bourdieu har i sit arbejde med praksis påpeget, at kultur bliver kropsligt indlejret
i mennesker (Bourdieu kaldet dette ’body hexus’ (1990: 69-70)) og at der ikke
umiddelbart er adgang til denne kultur gennem sproget (Ibid: 90-92). En forståelse af
praksis kræver andre analyser – i følge Bourdieu af felt, habitus, kapital m.m. Denne
kropslige indlejring af kultur er meget anderledes end Geertzs ’kultur som et
idesystem’. Selv om Geertz placerer sin definition i modsætning til den kognitive
antropologi, virker det som om han har været påvirket af nogle af de samme tanker.
I en antologi, der diskuterer Geertzs kulturbegreb og dets anvendelighed i
slutningen af 1990’erne, skriver antropologen Sherry Ortner i et forsvar for hans
definition:
”Selvom kultur(er) aldrig var så hele og konsistente og statiske som
antropologer fremstillede dem i fortiden, og selv om – som mange
tænkere nu hævder – at der er færre og færre distinkte og genkendelige
”kulturer” i den nutidige verden (selv om jeg er mindre sikker på det), så
er den fundamentale antagelse, at mennesker prøver at skabe mening i
deres liv, altid vævende væv af betydning – hvor sarte og midlertidige de
end måtte være, stadig sand.”
(1999: 9, min oversættelse, gåseøjne og parentes i original)
4 Geertz nævner vrangforestillinger, som et veludbygget, internt logisk og
sammenhængende idé-system, der ikke er kultur, netop fordi det ikke er offentligt og
fælles (1973b).

Denne beskrivelse ligger i tråd med mine egne overvejelser og begrunder den første del
af min kulturdefinition.
3.1.2. Frederik Barth – om etniske grupper
I 1969 publicerede Barth, som nævnt i indledningen, en tekst om etniske grupper og
særligt grænserne i mellem dem, der fik central betydning for antropologers forståelse
af disse fænomener (1996 [1969]). Etnicitet er ikke det samme som kultur. Når
begrebet introduceres her, er det fordi der er en tæt relation mellem kultur og etnicitet,
og fordi en række centrale punkter i Barths tekst er indgået i den reformulering af
kulturbegrebet, som er interessen her (Jenkins 1997).
Begrebet ’etnisk gruppe’ afløste det ældre begreb ’stammer’ i forbindelse med
afkoloniseringen i 1950’erne og 1960’erne (Jenkins 1997), og beskriver en social
gruppe. I følge Barth er der fire karakteristika, der gør en gruppe mennesker til en
etnisk gruppe:
1. Den er stort set biologisk selvoprettende
2. Den deler fundamentale kulturelle værdier, der bliver realiseret i ens
kulturelle former
3. Den udgør et felt af kommunikation og interaktion
4. Den har et medlemskab, der identificerer sig selv, og er identificeret
af andre, som udgørende en kategori, der kan adskilles fra andre
kategorier af samme slags
(1996 [1969]: 296, min oversættelse)
Punkterne 2, 3 og 4 illustrerer den tætte relation mellem etnicitet og kultur. Man kan
lidt forenklet sige, at kultur er indholdet i den etniske gruppe (Jenkins 1997: 12).
Denne definition (i forskellige udformninger) udgør baggrunden for det, den
britiske antropologen Richard Jenkins i sin bog ’Rethinking Ethnicity’ kalder den
basale, antropologiske definition på etnicitet (1997: 13-14). Særligt punkt 4 i
definitionen er central, da den peger på, at etniske grupper ikke eksisterer uafhængigt af
andres definition af dem. Et andet centralt punkt hos Barth er hans fokus på grænserne
53

mellem de etniske grupper. Barth skriver, at det ikke er ’objektive kulturelle forskelle’
mellem forskellige grupper, der skaber grænsen mellem dem, men derimod en
markering af grænsen. Dvs. at forskellene skal gøres social signifikante. Forskellige
grupper, der lever sammen med hinanden eller ved siden af hinanden, leder ikke til en
homogenisering grupperne imellem, men til en opretholdelse af de forskellige grupper.
Det vil sige, at det er tilstedeværelsen af andre etniske grupper, der er med til at
opretholde identiteten hos en specifik gruppe. Dette sker blandt andet ved en markering
af forskelle mellem grupperne (1996 [1969]).
54
Også Barth er efterfølgende blevet udsat for kritik (se Jenkins 1997 for en
gennemgang af denne). Kritikken har fokuseret på, at Barths brug af begreber som
gruppe og grænse netop etablerede de etniske grupper som faste enheder. Man kan også
pege på, at de forskellige etniske grupper bliver beskrevet, som værende homogene (der
er dog statusforskelle inden for grupperne). Og fordi Barths projekt er at vise, at
tilstedeværelsen af forskellige etniske grupper er med til at fastholde disse etniske
grupper, så bliver der ikke gjort meget ud af, hvordan forskellige kulturer påvirker
hinanden.
De to punkter, der blev fremhævet ovenfor (den dobbelte identifikation og
betydningen af grænserne), er dem, som den postmoderne reformulering af
kulturbegrebet har kunne bruge (Jenkins 1997: 12). De er blevet læst som en påpegning
af, at etniske grupper er noget, der skabes i mødet med andre etniske grupper og altså
ikke kontekst uafhængige eksisterende enheder. Som et eksempel kan nævnes
antropologen Arjun Appadurai. I sin tilgang til kultur skelner han mellem ikke-
markeret og markeret kultur. Ikke-markeret kultur er den store mængde af forskelle, der
eksisterer mellem mennesker i verden i dag. Markeret kultur er de specifikke

konfigurationer af forskelle, der bliver tillagt betydning i en given social situation, og
dermed er skabende af kulturelle grupper (1996: 13-14).
3.1.3. Det postmoderne brud i 1980’erne
I løbet af 1980’erne gennemløb store dele af samfunds- og humanvidenskaberne en
voldsom proces med kritik og selvkritik af den videnskab, de indtil da havde udøvet
(Hastrup 2004a). Et af de centrale udkommer af denne postmoderne kritik var, hvad
man har kaldt en ’aflysning af sandheden’ (som en objektiv størrelse) (Burr 1995: 6).
Som et alternativ til ’sandheden’ introducerede man socialkonstruktivismen i dens
forskellige afskygninger (Jørgensen & Phillips 1999).
I antropologien bygger dette opgør også på den kritik, der blev rejst mod faget i
forbindelse med afkoloniseringen i 1960’erne. Antropologer blev beskyldt for at have
gået kolonimagtens ærinde ved at have deltaget i konstruktionen af de koloniale
subjekter som primitive (Clifford 1988).
I antropologien var et aspekt af dette brud en erkendelse af, at den status som
kultur havde som et videnskabeligt objektivt fænomen, som antropologien kunne
afdække og beskrive, ikke kunne opretholdes. Det blev på dette tidspunkt klart, at det,
som antropologer havde beskrevet som et givent folks kultur, og dermed som noget
objektivt eksisterende, var antropologens subjektive beskrivelser af udvalgte forhold og
fænomener. Kultur var noget, som antropologer skrev (Clifford 1986). Der var således
tale om repræsentationer, samt at antropologen selv var medvirkende til at producere
den kultur, som vedkommende beskrev. Det er dette forhold, Kirsten Hastrup har
beskrevet med udsagnet, at ”.. kultur er en analytisk implikation” (1995: 17, min
oversættelse)
55

56
Dette ledte blandet andet til antropologen Lila Abu-Lughods forslag om at
”skrive mod kultur” (1991), fordi kultur blev brugt til at skabe ’den anden’ – dvs. at
mennesker blev gjort grundlæggende forskellige på grund af deres kultur. Abu-Lughod
foreslår forskellige andre tilgange, man kan anvende i stedet for at arbejde med kultur –
en af dem er ”etnografier om det specifikke” (Ibid: 149 – 157).
Andre centrale punkter i det postmoderne opgør med kulturbegrebet var, at
kultur ikke længere blev opfattet som en fast tømret helhed, som alle delte, men at
kulturelle værdier, var forskelligt fordelt mellem forskellige mennesker. De kulturelle
helheder, som tidligere havde været antropologiens kendemærke blev forladt (Hastrup
2004a). Fokus flyttede sig også fra kultur, som noget der var, til noget mennesker
skabte i mødet med andre (her ser vi en inspiration fra Barth).
Kritikken af kulturbegrebet efter det postmoderne brud følger to retninger. Den
ene er en fortsættelse af den postmoderne kritik, som skitseret ovenfor, mod
antropologers fortsatte brug af kultur. Den anden retning er en kritik mod det
socialkonstruktivistiske alternativ. Socialkonstruktivismen bliver typisk kritiseret i sin
ekstreme version, der hævder, at ingenting eksisterer udenfor sproget (Jørgensen &
Phillips 1999). En anden kritik går på, at når man hævder, at noget er konstrueret,
delegitimerer man menneskers erfaring af deres verden, som noget der virkeligt er
(Hastrup 1995).
3.1.4. Praksis
I 1984 skrev antropologen Sherry Ortner en artikel om den antropologiske
teoriudvikling siden 1950’erne, og hvor hun mente, faget var på vej hen. I følge Ortner
var den dominerende teoretiske retning efter postmodernismen ’praksis’, og hun

identificerede en lang række forskellige tilgange til spørgsmålet om praksis (1984; se
også Hastrup 2004a).
En af de teoretikere, der har arbejdet mest udførligt med praksis, er den franske
sociolog Pierre Bourdieu. Bourdieu anvender ikke selv kultur, som et analytisk værktøj
– man kan siger, at hans analytiske værktøjer (felt, habitus, doxa, kapital, agenter) kan
anvendes til at analysere en given kultur, med et primært fokus på praksis og relationen
mellem ideologi og praksis.
Bourdieu anvender begrebet felt, når han afgrænser et givent socialt
undersøgelsesområde. Han beskriver praksis, som de handlinger, der i et givent felt
virker logiske og praktiske (1990: 90). Det, der bestemmer praksis i et givent felt,
beskriver Bourdieu som habitus. Habitus er kropsligt indlejret ”... principper, der skaber
og organiserer praksisser og repræsentationer, der er objektivt tilpassede deres formål
uden, at der forudsættes en bevidst målrettethed eller en udtalt kontrol over de
handlinger, man udfører for at opnå disse mål” (Ibid: 53, min oversættelse). ”Habitus
genererer fornuftige, ’common sense’ adfærd (og kun den)....” (Ibid: 55, min
oversættelse). Det er habitus, der gør det muligt at drive institutioner, at udfylde
pladsen i dem på en passende måde (Ibid: 57).
Et andet relateret begreb er doxa. Doxa er den ”...indiskutable, før-refleksive,
naive, indfødte tilpasning til et felts fundamentale forhold...” (Ibid: 68, min
oversættelse). Dvs. at doxa beskriver forestillingerne om, hvordan man handler i givet
felt og habitus beskriver den kropslige tilegnelse af disse forestillinger, som mennesker
har foretaget. Disse danner baggrunden for en specifik praksis.
Et af Bourdieus centrale projekter var en integration af struktur og agent
(Bourdieus begreb for aktør) (Høiris 1993). Han er efterfølgende blevet kritiseret for, at
agenternes i dette projekt i for vid udstrækning var underlagt strukturerne, og at hans
57

analyser dermed var strukturalistiske (Järvinen 2000). Et andet kritikpunkt er, at med
Bourdies ide om kropslig indlejring af kulturelle værdier, sker der en biologisering af
kultur og adfærd. I følge Bourdieu er praksis ikke-refleksiv og ikke-verbal (1990: 90-
92). Det rejser yderligere det problem, hvordan man forholder sig til praksisser, der er
refleksive og verbale (dette vender jeg tilbage til i afsnit 3.3.).
58
Med Bourdieus begreb om praksis reintroduceres handlen som en integreret del
af kultur. På trods af ovennævnte kritikpunkter anses denne tilgang i dag af mange som
central (se f.eks. Amit-Talai 1995; Kertzer & Fricke 1997; Ortner 1984).
3.2. Kulturbegrebet før og efter
For dele af faget ledte disse forskellige brud til en afvisning af kultur som analytisk
begreb i det hele taget (Shweder 2005) 5 . Andre – f.eks. Kirsten Hastrup (1995; 2004b)
– deler nok opfattelsen af det problematiske i den måde kultur har været konstrueret på,
men foreslår i stedet, at det videre arbejde med kultur må bygge på de erkendelser, som
kritikken genererede.
Opgørene resulterede i et skel mellem kultur før og kultur efter. Jeg har valgt at
bruge skellet essentielt – relationelt til at identificere disse to kulturbegreber. Hvad jeg
her kalder et essentielt kulturbegreb har andre kaldt ’struktur-funktionalistisk’ (Kertzer
& Fricke 1997) eller ’funktionalistisk’ (Amit-Talai 1995; Otto 2003). Disse forfattere
sætter dette kulturbegreb i forhold til et, hvor ’praksis’ har en central betydning.
Man skal også være opmærksom på, at kultur ofte i det offentlige rum bliver
brugt på en måde, der mere ligner det antropologiske kulturbegreb fra første halvdel af
dette århundrede, end den erkendelse som antropologien efterhånden nåede frem til i
løbet af 1980’erne og 1990’erne (Barth 1995; Liep & Olwig 1994; Wright 1998).
5 Iagttagelsen er taget fra Shweder (2005) – der er ikke tale om, at han deler den.

Jeg vil nedenfor foretage en definition af de to kulturbegreber. At lave en sådan
kontrasterende opdeling er selvfølgelig en forenkling af de mange forskellige analytiske
og praktiske tilgange til kultur. Der er tale om to poler på et kontinuum, som nok
sjældent findes i rene former, men hvor forskellige tilgange ikke desto mindre vil kunne
grupperes tættere på den ene pol end den anden. Pointen er at vise, at et fælles
udgangspunkt kan give to meget forskellige forståelser af kultur, alt efter hvordan de
bliver fortolket. Definitionerne er baseret på Liep og Olwig (1994), Hastrup (2004b),
Eriksen (1994) og Wright (1998).
Jeg vil hævde, at disse to definitioner af kultur dels kan genfindes i mange
menneskers daglige arbejde, hvor spørgsmålet om kultur rejser sig i arbejdet med
mennesker med etnisk minoritetsbaggrund og dels i megen antropologisk litteratur, der
på den ene eller anden måde beskæftiger sig med kultur (se ovenstående referencer). I
Hastrups seneste bog formulerer hun det som en latent dobbelthed i kultur: Ligesom
kultur potentielt har muligheden for at åbne op, har den også muligheden for at lukke
af. Det er mennesker der bestemmer og anvender disse to mekanismer (2004b: 15).
3.2.1. Det essentielle kulturbegreb
Jeg har valgt at tage udgangspunkt i den definition af kultur, som jeg præsenterede
ovenfor: Kultur er den fælles betydning, som mennesker i en given social gruppe deler
og skaber sammen. Og de handlemønstre (eller praksisser) som denne betydning
danner. Ved en essentiel forståelse af kultur lægger man vægten på det fælles. Det er
knyttet til en etnisk gruppe i et 1:1 forhold: Den etniske gruppe danskere har dansk
kultur, og til et territorium. Det betyder også, at det er muligt klart at afgrænse kultur –
der kan simpelthen tegnes grænser rundt om de forskellige kulturelle grupper. Kultur er
som sådan noget man fødes til og socialiseres ind i som lille barn, og den tænkes som
59

elativ stabil og upåvirkelig hos det enkelte individ, lige som den opfattes som
grundlæggende ens hos alle medlemmer af den pågældende etniske gruppe. Mennesker
bliver derfor bærere af deres kultur – det er noget, som de har med sig, ligegyldigt
hvorhen i verden de færdes. En konsekvens heraf er, at kultur bliver reificeret. Og
endelig bliver kultur i denne tilgang adfærdsstyrende – det enkelte individ tænkes at
handle på baggrund af sine kulturelle normer og værdier. I denne kulturforståelse er
verden som nævnt inddelt i afgrænsede kulturelle enheder. I en europæisk
sammenhæng taler man typisk om nationer, i de tidligere kolonier typisk om stammer.
Man taler om kulturer, der kan underindeles i sub-kulturer, og endelig om etnicitet og
etnisk gruppe.
3.2.2. Det relationelle kulturbegreb
Ved det relationelle kulturbegreb tager man samme udgangspunkt: Kultur er den fælles
betydning, som mennesker i en given social gruppe deler og skaber sammen. Og de
handlemønstre (eller praksisser) som denne betydning danner. Men i modsætning til
ovenstående understreges det, at disse normer og værdier m.m. er forskelligt fordelt og
tillægges forskellig betydning og vægt inden for den pågældende gruppe. Dermed
bliver kultur også langt mere heterogent, og det bliver centralt at se på, hvem der
repræsenterer den pågældende kultur, i hvilken sammenhæng og med hvilket formål.
Kultur er knyttet til social gruppe frem for etnisk. Denne sociale gruppe kan være etnisk
defineret, men kan ligeså godt være politisk, arbejdsmæssigt eller seksuelt defineret.
Dermed bliver det heller ikke muligt at trække skarpe grænser rundt om forskellige
kulturer, da de løbende vil forandre sig. Frem for at kultur opfattes som en stabil ting,
der er, tænkes kultur som noget, der skabes løbende, og dermed også forandrer sig over
tid. Mennesker tænkes som kulturbrugere, frem for kulturbærere. Det betyder også, at
60

kultur bliver adfærdspåvirkende frem for adfærdsstyrende, da mennesker tillægges
evnen til at handle svarende til de kulturelle normer og til at handle i modstrid med
dem. Det centrale begreb er kompleksitet, og frem for kulturelle enheder lægges der
vægt på regionale, nationale og internationale systemer og processer.
Antropologen Francine Lorimer anvender begrebet ”det personlige kulturelle
felt”, som hun definerer, som
”... det område af sociale og symbolske relationer, ud fra hvilke jeg
tillægger en handling betydning.” ”På hvert stadie udvikler dette
personlige kulturelle felt sig således på måder, der delvist er unikke og
delvist er fælles med andre.”
(2004: 56)
Med dette begreb rammer Lorimer de centrale aspekter ved det relationelle
kulturbegreb: Kultur handler om nogle specifikke fællesskaber og har også er et
individuelt aspekt: At individets konkrete historie har betydning for, hvordan de
kulturelle betydninger ser ud i en given situation. Det er vigtigt her at nævne, at
begrebet ’det personlige kulturelle felt’ ikke er en tilpasning af kulturbegrebet til den
stigende individualisering, som man generelt ser i de vestlige samfund (som det
karakteriseres af f.eks. Järvinen & Mik-Meyer 2003a). Tværtimod er begrebet et forsøg
på at fastholde, at det kulturelle er fælles og socialt, samt at kultur fortsat er et centralt
analytisk redskab (se også Shweder 2005).
3.2.3. Træk på tværs af skellet
Ovenstående beskrivelser er fremstillet, som om det er muligt at lave et skarp
afgrænsning af de to tilgange. Det er det dog langt fra altid. Et eksempel herpå er
Bourdieus begreb om kropslig indlejring (body hexus) (1990: 69-70). Bourdieu
placeres normalt inden for det relationelle kulturbegreb, men ideen om den kropslige
61

indlejring peger, som nævnt, mod en biologisering af kultur – hvilket man normalt
forbinder med et esssentielt kulturbegreb.
62
Beskrivelserne er søgt fremstillet som to forskellige læsninger, snarere end som
en forkert og en rigtig forståelse af kultur. I den nyere antropologiske litteratur er der en
tyngde hen i mod det relationelle kulturbegreb (bl.a. på grund af de ovenfor beskrevne
brud). Visse forfattere har påpeget, at det essentielle kulturbegreb er grundlaget for den
’ny racisme’ (Hervik 2004) eller ’kulturalisme’ (Stolcke 1995), som man kan finde i
Europa i dag. Her anvender man den samme retorik og peger på de samme mekanismer
som den gammeldags racisme, men frem for at referere til race eller blod refereres til
kultur. Man taler f.eks. om, at samfundsmæssige problemer skyldes blanding af
forskellige kulturer.
Man kan dog finde nyere antropologisk litteratur, der forfægter et mere
essentielt kulturbegreb. Den amerikanske antropolog Marshall Sahlins publicerede i
1999 en artikel, hvor han dels kritiserede postmodernisme, poststrukturalisme,
postkolonialisme m.m. – som Sahlins kalder ’efterlogier’ – for at overdrive skellet
mellem før og efter (1999: 408-409). Han kritiserer videre antropologer efter
postmodernismen for at være bange for strukturer, og at man derfor ikke kan erkende,
at kultur bygger på traditioner og historiske strukturer, i lige så høj grad som at kultur
’opfindes’ af mennesker (Ibid.).
Fra empiriens verden kan man også pege på nogle problemer ved dette skel.
Dels er der politikere, der vil hævde, at det f.eks. er en del af den danske kulturelle
essens at være fleksibel, omstillingsparat, m.m. – begreber, der ellers er en del af det
relationelle kulturbegrebs terminologi. Og dels ligger mange menneskers personlige
erfaringer med kultur (og etnicitet) tættere på et essentielt kulturbegreb end på et
relationelt kulturbegreb (Jenkins 1997). Mennesker oplever f.eks. kulturelle forskelle

som meget konkrete og i nogle situationer, som meget betydningsfulde for mødet med
et menneske med anden etnisk baggrund end dansk. Dette skaber et problem for det
relationelle kulturbegreb, der ofte ikke formår at rumme og beskrive denne erfaring.
3.3. Brugen af begrebet kultur i afhandlingen
Jeg vil slutte denne diskussion af kultur med at præcisere den måde, som kultur vil
blive brugt på i denne afhandling. For det første vil jeg benytte skellet mellem et
essentielt og et relationelt kulturbegreb til at karakterisere mine informanters brug af
begrebet kultur: Når de forklarer noget med kultur, når de beskriver en given handling
som kulturel, når de arbejder med relationen mellem kultur og sygdom, er der så tale
om relationelle eller essentielt kulturbegreber? Med til denne karakteristik vil jeg knytte
analyser af, hvilke konsekvenser det har, at de anskuer kultur på den pågældende måde.
For det andet vil jeg anvende det relationelle kulturbegreb til at undersøge (en
del af) den kulturelle produktion, der foregår på de psykiatriske afdelingerne i
samspillet mellem patienter og personale. Jeg skriver altså en psykiatri-kultur frem, der
kan bruges til at skabe en forståelse af de betydningsskabende processer dér, hvor jeg
har lavet feltarbejde. Denne kultur – dvs. den betydningsdannelse og de praksisser –
skal ikke tænkes som en essentiel, homogen, statisk størrelse, men netop som relationel,
dynamisk og foranderlig, som det også vil blive beskrevet i analyserne.
Endelig har jeg en tredje brug af kultur, der er parallel med Appadurais begreb
om ikke-markeret kultur (1996). Dette begreb bruges, når analyserne forholder sig til
kultur på et mere generelt plan, f.eks. i den teoretiske gennemgang af feltet om kultur
og psykiatri i kapitel 4, og andre steder i afhandlingen, hvor det ikke er centralt om der
er tale om en essentiel eller relationel kulturforståelse.
63

64
I min kulturdefinition inkluderede jeg også de handlemønstre eller praksisser
som kulturen danner. Det er et forsøg på at ramme, det man bare gør i hverdagen på de
psykiatriske afdelinger. Dette kan ikke beskrives med en reference til psykiatriske
lærebøger, selv om de selvfølgelig har en betydning for, hvad denne praksis indeholder.
Praksis er er den omformning, som denne teoretiske viden udmønter sig i, påvirket af
de konkrete mennesker, der er tilstede; de institutionelle rammer der er om arbejdet; de
politiske krav der bliver stillet; og de tekniske hjælpemidler man har til rådighed.
Som beskrevet ovenfor er Bourdieu en af de primære praksisteoretikere og hans
ideer har også været formende for min forståelse af praksis. Jeg vil dog ikke i denne
afhandling anvende Bourdieus begrebsapparat mere systematisk. Praksislogik er i følge
Bourdieu karakteriseret ved at være kropslig forankret, implicit og non-verbal. Skal
praksislogikken forklares, forsvinder meget af den logik, der er bestemmende for
praksis (1990: 90-92). Dette er en interessant modsætning i forhold til mit felt, da
størstedelen af praksis i mit felt er verbal. Megen behandling, kontakt med patienterne,
kontakt med andre personalemedlemmer m.m. er verbal, snarere end kropslig. Selv
mere kropslige praksisser, som hvordan man bevæger sig i et rum, hvordan man går
hen til en psykotisk patient, hvordan man konfronterer en aggressiv patient, verbaliseres
ofte i dette felt – dvs. personalet fortæller, hvordan og hvorfor de handler, som de gør.
Dette hænger formentlig sammen med, at der i den psykiatriske praksis er gjort
rum til refleksion. Det meste personale deltager regelmæssigt i supervision, hvor et
centralt formål er at blive bevidst om mere ubevidste reaktioner – verbale som non-
verbale. Selv uden for dette formaliserede rum for refleksion er arbejdsrutinen på de
psykiatriske afdelinger struktureret således, at der bliver reflekteret. Man har f.eks. en
stuegangssamtale, hvorefter personalet lige vender samtalen i personalestuen. Mange
afsnit har en opsamlingsrunde inden vagten slutter. Efter mere voldsomme situationer,

f.eks. en bæltefiksering er der altid ’opsamling’ eller ’debriefing’, hvor man snakker om
det skete. Denne refleksion falder dog typisk indenfor nogle forudbestemte rammer.
Selv om der er denne verbalitet og refleksion, er der også en hverdag, hvor man
gør, som man plejer at gøre og siger, som man plejer. Det er dette forhold jeg vil søge
at ramme med begrebet praksis, og som beskrevet ovenfor også indeholder en række
verbale og refleksive praksisser.
3.3.1. Det socialkonstruktivistiske udgangspunkt og problemet med valg
I den ovenstående beskrivelse er der ikke en umiddelbar vægtning af den ene forståelse
frem for den anden, men der er i mit valg af analytisk værktøj et valg af det relationelle
kulturbegreb på bekostning af det essentielle.
Dette valg er problematisk ud fra et socialkonstruktivistisk udgangspunkt, der
ifølge Vivien Burr, er karakteriseret af følgende fire punkter: 1) En kritisk indstilling
overfor selvfølgelig viden; 2) Historisk og kulturel specificitet; 3) Sammenhæng
mellem viden og sociale processer; samt 4) Sammenhæng mellem viden og social
handling (Burr 1995: 3-4, oversættelse fra Jørgensen og Phillips 1999). Om samme
problem skriver Jørgensen & Philips:
”Hvis man accepterer at virkeligheden er socialt skabt, at sandheder er
diskursivt producerede effekter, og at subjekter er decentrerede, hvad skal
man så stille op med den ’sandhed’, man som forsker-subjekt producerer?
Hvordan kan man argumenterer for, at ens egen repræsentation af verden
er bedre end alle mulige andre repræsentationer?”
(1999: 32)
Ved at vælge det relationelle kulturbegreb har jeg også valgt et socialkonstruktivistisk
udgangspunkt. Men netop fra dette udgangspunkt bliver det problematisk at foretage
dette valg. Spørgsmålet er, på hvilken baggrund jeg kan vælge det relationelle
kulturbegreb frem for det essentielle? Denne problematik er i følge forfatterne
filosofisk set uløselig (Ibid). Men i den praktiske udførsel af forskningen er der krav om
65

efleksivitet, gennemsigtighed og en stringent anvendelse af teori og metode (Ibid: 33).
Dette er helt parallelt til de krav om refleksivitet, som i dag er en integreret del af den
antropologiske videnskab (Hastrup 2003), og som til dels er søgt honoreret i det
foregående kapitel. Jeg vil dog også begrunde mit valg udfra en læsning og tolkning af
min empiri.
66
Jeg opfatter den essentielle kulturforståelse som mere problematisk end den
relationelle i forhold til det psykiatriske personales arbejde med patienter med anden
etnisk baggrund end dansk. Som eksemplerne i afhandlingen vil vise, skaber
anvendelsen af et essentielt kulturbegreb stereotyper, der forhindre den enkelte patients
’personlige kulturelle felt’ i at komme frem, og som jeg også viser, skaber dette
problemer for både personale og patienter. Det relationelle kulturbegreb giver
personalet den største forståelse for den enkelte patient 6 .
Men derudover har min faglige udvikling som antropolog også spillet en rolle.
Jeg er uddannet, mens kulturbegrebet ændrede sig, og hvor kulturel kompleksitet og det
relationelle kulturbegreb blev både en erkendelsesmæssig aha-oplevelse og en
intellektuel anstrengelse for at forstå, hvad kultur var for en størrelse i dette nye
perspektiv. Jeg kan heller ikke sige mig fri for, at den politiske brug af det essentielle
kulturbegreb, forekommer mig problematisk og peger på behovet for alternative
kulturforståelser, hvor jeg altså vil foreslå den relationelle. Det er med disse rammer, at
denne afhandling i sit udgangspunkt og analyse vil navigere og referere.
6 Nogle af mine informanter vil dog mene, at en essentialiseret kulturforståelse vil give
dem nogle nyttige, konkrete arbejdsredskaber.

Kapitel 4. Feltet transkulturel psykiatri
Dette kapitel indeholder en historisk gennemgang af de dominerende forståelser af
forholdet mellem kultur og psykisk sygdom. Det gennemgår fem sådanne forståelser: 1)
kulturbundne syndromer, 2) kultur- og personlighedsskolen, 3) kulturs rolle i WHOs
store epidemiologiske undersøgelser af skizofreni, 4) kulturs skæbne i den seneste
revision af den amerikanske diagnostiske manual (DSM-IV) og 5) undersøgelser af
psykotiske sygdomme hos migranter. Der er således ikke tale om en egentlig
teorihistorisk gennemgang 7 , men nedslag på betydelige ’knuder’ i litteraturen. Når
netop disse fem er valgt, er det fordi, de på hver deres måde har været med til at forme
rammerne for, hvordan antropologer og psykiatere har forstået og forstår forholdet
mellem psykisk sygdom og kultur. Der er dog et vist historisk flow i de valgte punkter,
der forhåbentlig vil give læseren en fornemmelse for tilknytningen til større historiske
processer, hvoraf specielt kolonisering, afkolonisering, arbejdsmigration og
flygtningestrømme har haft betydning.
Et fælles fokus for de fem gennemgange vil være, hvordan spørgsmålet om
kulturel partikularitet kontra biologisk universalisme begrebsliggøres og forstås i
forhold til hinanden inden for disse forskellige tilgange.
Efter denne overordnede gennemgang vil kapitlet give en introduktion til det
transkulturelle felt, som det ser ud i Danmark. Der er en vis pædagogisk pointe i at
placere dette afsnit efter de øvrige. Det viser forskellen mellem den betydelige
udenlandske forskning og litteratur på området og den meget begrænsede viden, vi har
om emnet i en dansk sammenhæng.
7 Se Alberdi (2002a) og Kirmayer & Minas (2000) for to udmærkede oversigter over
den transkulturelle psykiatris historie.
67

68
Litteraturen til dette kapitel er overvejende engelsksproget. Det betyder også, at
det empiriske materiale i stort omfang kommer fra USA, Canada og Storbritannien. Der
findes litteratur om feltet i den fransksprogede del af verden – f.eks. nævner Kirmayer
& Minas i en gennemgang af forskellige staters interesseområder inden for den
transkulturelle psykiatris felt, at man i Frankrig primært har beskæftiget sig med etno-
psykoanalyse 8 (2000: 440). Denne del af feltet har jeg dog ikke kendskab eller adgang
til grundet manglende sprogkendskab, og den vil derfor ikke blive inddraget i den
efterfølgende gennemgang. Jeg er dog ikke alene om denne begrænsning – bortset fra
den ovenstående reference hos Kirmayer & Minas findes der stort set ikke referencer i
den nyere litteratur til fransksprogede tekster (eller spansk, italiensk eller andet), og
dette gælder både for den antropologiske og psykiatriske engelsksprogede litteratur.
Det forskningsfelt, som jeg placerer denne afhandling inden for, bliver kaldt
forskelligt. Jeg har valgt at bruge betegnelsen ’transkulturel psykiatri’, fordi det er det
navn, som forskningsfeltet har fået i Danmark. I en nordamerikansk sammenhæng
anvender man oftere betegnelsen ’cultural psychiatry’ for at indikere, at spørgsmål om
kultur ikke kun er relevant, når man arbejder i et spændingsfelt mellem forskellige
kulturer, men at et kulturelt perspektiv på psykiatri under alle forhold er nyttigt. En stor
del af forskningen inden for denne kulturelle psykiatri er dog baseret på forskning i
transkulturelle spørgsmål: Det transkulturelle perspektiv bruges til at generere indsigt i
de psykiatriske praksisser mere generelt. Den klassiske betegnelse for feltet var
’sammenlignende psykiatri’ (Kraepelin 2000 [1904]) og interessen for denne gren af
8 "Kulturel psykiatri i Frankrig er blevet stærkt påvirket af en psykoanalytisk tradition,
hvor problemer primært lokaliseres i psyken og derfor ikke direkte udfordrer statens
tilgang til kultur. Torbie Nathans etnopsykoanalytiske arbejde fokuserer på den
symbolske betydning af traditionelle helbredelsespraksiser og på formelle analogier
med psykoterapi. Konsultationer med et specialiseret etnopsykiatrisk team skaber et
transitionelt rum, hvor klinikerens intervention medierer immigrantens hjemland og
Frankrigs fælles symbolske verdener" (Kirmayer & Minas 2000: 441, min
oversættelse).

psykiatrien daterer sig tilbage til slutningen af 1800-tallet (Littlewood & Dein 2000),
hvor denne gennemgang også vil tage sin begyndelse.
4.1. Kulturbundne syndromer
Antropologerne Littlewood & Dein (2000) og psykiaterne Kirmayer & Minas (2000)
starter deres historie om transkulturel psykiatri med koloniseringen og fascinationen af
eksotiske sygdomme hos de koloniserede, og dermed tidsmæssigt i perioden frem mod
slutningen af 1800-tallet. Indtil dette tidspunkt havde holdningen inden for psykiatrien
været, at primitive mennesker led af primitive psykiske sygdomme, og at de psykiske
sygdomme som man kendte i Vesten, var forbundet med det civilisatoriske stade
(Alberdi 2002a: 37; Littlewood & Dein 2000: 3).
I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet skiftede denne holdning til en
opfattelse af, at de samme psykiske sygdomme fandtes alle steder, dog var de i
kolonierne ofte mere primitive i deres udtryk (Littlewood & Dein 2000: 10-11). Som
eksempel nævnes tit Emil Kraepelins rejse til Java i 1904, på baggrund af hvilken han
konkluderer, at der var en række psykiske sygdomme, som javaneserne ikke led af, bl.a.
det 3. stadie af syfilis, alkoholisme, og depression med selvbebrejdelse, men at
dementia præcox (Kraepelins betegnelse for skizofreni) var at finde blandt javaneserne,
dog var symptomerne anderledes (Kraepelin 2000 [1904]; se også Littlewood & Dein
2000: 6; Prince 2000).
Selv om førende skikkelser inden for psykiatrien havde fastslået, at psykisk
sygdom blandt 'de vilde', 'i vores kolonier' eller blandt 'de primitive' svarede til psykiske
sygdomme i Vesten, dukkede der ind i mellem beskrivelser op af afvigende adfærd, der
ikke rigtig passede til de gængse diagnostiske kategorier. Disse fænomener blev
beskrevet som 'eksotiske psykoser', 'etno-psykoser', eller 'kulturbundne syndromer',
69

som er den mest gængse betegnelse i dag. Disse fænomener er f.eks. amok (Malaysia),
latah (Malaysia), kajak-svimmelhed/kajak-angst/nangiarneq (Grønland), koro (Indien),
susto (Latinamerika) blandt mange andre (se Simons & Hughes 1985 for en omfattende
liste). Psykiatere kunne godt blive enige om, at de var primitive eller – senere –
eksotiske udtryk for psykiske sygdomme, som man kendte til i Vesten, men man kunne
sjældent blive enige om hvilke. I en gennemgang af fænomenet amok viser Reisby, at
amok har været opfattet som epilepsi, malaria, kroniske cerebrale infektioner,
forgiftning, hashindtagelse, alkoholindtagelse, en primitiv udladningsreaktion (svarende
til affektreaktioner hos psykopater), delirium, agiteret depression, mani, akutte
angstreaktioner, akutte katastrofereaktioner, hysteri og frygt (1985b: 605-606).
Littlewood & Dein nævner, hvordan latah har været tolket som psykose eller hysteri,
arktisk hysteri, reaktive psykoser, opfaren, angstneurose, hysterisk psykose eller
hypnotisk tilstand (2000: 11). Dette har betydet, at disse syndromer selv i dag har en
noget tvivlsom status. På grund af den ambivalens som viste sig i forsøg på at anvende
standard diagnostiske kriterier, har man ikke entydigt kunne kategorisere dem under
sådanne diagnoser. Man har på den anden side heller ikke ønsket at indføre dem som
standard-diagnoser i de diagnostiske manualer (DSM og ICD). Resultatet er, at de i dag
i mange tilfælde bliver samlet på en liste, der bliver inkluderet i manualer, lærebøger
m.m. men ellers ikke bliver ofret nogen opmærksomhed (Ibid: 14). Det gør sig f.eks.
gældende for DSM-IV, hvor en liste over 25 kulturbundne syndromer er medtaget i et
appendiks (APA 1995), eller f.eks. i to danske lærebøger i psykiatri, hvor en liste på ca.
15 kulturbundne syndromer optræder i kapitlet om transkulturel psykiatri (Kristensen &
Ali 2000; Reisby 1985b). I udgaven fra år 2000 endda stort set uden kommentarer.
70
I den sidste udgave af WHOs internationale sygdomsklassifikation – ICD-10 –
skrives der om kulturbundne syndromer (kaldet kulturspecifikke sygdomme):

”Behovet for en separat kategori for sygdomme som latah, amok, koro og
andre mulige kulturspecifikke sygdomme er blevet ytret mere sjældent de
sidste år..... De seneste tilgængelige beskrivelser af disse sygdomme
peger på, at de kan opfattes som lokale variationer af angst, depression,
somatoforme lidelser eller tilpasningslidelser; den nærmeste passende
kode [i ICD-10 alfanumeriske system] skal derfor bruges hvis
nødvendigt, sammen med en note om, hvilken kulturspecifik sygdom, der
er tale om.”
(WHO 1992: 16, min oversættelse)
Psykiateren Hughes har i 1985 karakteriseret de kulturbundne syndromer som
’afvigende afvigelser’. Han gør sig til talsmand for, at disse syndromer ikke skal have
nogen form for særstatus, men skal klassificeres inden for de eksisterende manualer, og
i det omfang dette ikke kan lade sig gøre, skal manualerne ændres (1985). En anden
psykiatrisk forklaringsmodel har været at bruge Kleinmans skel mellem ’Illness’ og
’Disease’ (1977). Dette skel går ud på at skelne mellem patientens kulturelle forklaring
på en given sygdom – kaldet ’Illness’ – og den biomedicinske forklaring på
sygdommen, ofte repræsenteret ved lægen – kaldet ’Disease’. Når dette skel applikeres
på det kulturbundne syndrom, er dette syndrom patientens ’Illness’, og psykiateren skal
så prøve at finde frem til den psykiatriske ’Disease’ (Nørregaard 2002: 200). Denne
tilgang svarer til tidligere forsøg på at finde frem til den rigtige psykiske sygdom
bagved det kulturbundne syndrom.
En del af beskrivelserne af de kulturbundne syndromer stammer fra
antropologer, men antropologers tilgang til disse fænomener har typisk været andre end
de ovenfor skitserede. Antropologer har traditionelt fokuseret på sygdommen i den
kulturelle kontekst, den fandtes i, og har ikke egentlig interesseret sig for mulige
psykiatriske standarddiagnoser. En del antropologiske studier har faktisk taget det
udgangspunkt, at der ikke er tale om afvigende praksis, men om almindelig kulturel
praksis, som kun bliver afvigende i det psykiatriske blik (se Hansen 1995 om
kajaksvimmelhed). Nogle antropologer har brugt begrebet kulturbundne syndromer til
71

at stille skarpt på den lokale kulturelle betydning, psykisk sygdom altid har, og har
brugt begrebet til at beskrive 'klassiske' psykiske sygdomme. Nancy Scheper-Hughes
bog ’Saints, Scholars and Schizophrenics’ (2001) om skizofreni i Irland er en klassiker
i den sammenhæng 9 . I en del beskrivelser i dag bliver kulturbundne syndromer opfattet
som ’idioms of distress’ med et begreb introduceret af antropologen Mark Nichter i
1991 (Kirmayer et al. 2003b). Ved valget af dette begreb søger man at flytte fokus fra
en diskussion om, hvorvidt der er tale om en rigtig sygdom eller ej og om hvad denne
sygdom i så fald skulle være, til en interesse for de problemer, som mennesker
udtrykker sig om, når de mener at lide af dette syndrom 10 .
72
Der har foregået en historisk efterforskning af nogle af de mest kendte
kulturbundne syndromer. Denne forskning har vist, at for flere af de kendte
kulturbundne syndromer har der ikke været tale om noget reelt, gentagende, kulturelt
fænomen, men enkeltstående tilfælde, der i litteraturen er blevet henvist til igen og
igen. Således kan pibloktoq/arktisk hysteri spores tilbage til ca. 25 tilfælde af unge
kvinder, der reagerede på kraftig socialt stress og alkohol i forbindelse med en specifik
handelsekspedition i Nordvestgrønland (Kirmayer & Minas 2000: 438-439). Og
fænomenet Windigo (kannibalistisk tilbøjelighed hos visse nordamerikanske indianere)
kan spores tilbage til 2 eller 3 tvivlsomme tilfælde, der handlede om angivelse til
politiet med anklagen om en sådan kannibalistisk tilbøjelighed (Simons & Hughes
1985).
9 En parallel til denne tilgang kan i øjeblikket ses i sociologien, hvor man benytter
begrebet ’sociale patologier’ til at beskrive fremkomsten af sygdomme, der er knyttet til
samfundenes sociale struktur og ideologiske forventninger til de enkelte individer
(Willig & Østergaard 2005).
10 Den oprindelige hensigt hos de antropologer, der udformede listen over kulturbundne
syndromer til DSM-IV var, at disse skulle placeres inde i den egentlige tekst om
sygdomme som eksempler på ’idioms of distress’, og listen skulle så fungere som en
slags ordliste, der forklarede disse forskellige ’billeder’. DSM-IVs redaktører fulgte
ikke dette forslag og nøjedes i stedet med listen, der nu fremstår uden egentlig relation
til den øvrige tekst.

Selv om de kulturbundne syndromer i megen moderne psykiatri er blevet
parkeret på en særlig liste, så dukker diskussionen stadig op ind imellem. Det gør den
ifølge Hughes, fordi den berører nogle centrale temaer inden for den transkulturelle
psykiatri: Betydningen af henholdsvis kultur og biologi i ætiologien og udformningen
af psykiske sygdomme, betydningers relativitet på tværs af kulturel kontekst (dvs.
muligheden for at forstå), samt generaliserbarheden af psykiatriske, diagnostiske
skemaer som er udviklet i en specifik kulturel sammenhæng (1985: 4).
Et af de steder, hvor den senest er dukket op, er i spørgsmålet om, hvorvidt der
findes kulturbundne syndromer i Vesten. Fænomener som anoreksi, kronisk
træthedssyndrom, multipel personlighedsforstyrrelse, psedo-suicidium (selvmords-
forsøg), fibromyalgi, piskesmældsskader er blevet foreslået som eksempler på
kulturbundne syndromer i Vesten (Nørregaard 2002). Andre har været socialfobi og
'petism' (det fænomen, at ældre mennesker bruger al deres tid og kræfter på at tage sig
af dyr) (Littlewood & Dein 2000). Der er dog ikke nogle af disse, der er blevet optaget
på nogen liste over kulturbundne syndromer i f.eks. DSM-IV, og flere af dem (anoreksi,
multipel personlighedsforstyrrelse og socialfobi) optræder i stedet blandt de egentlige
psykiatriske diagnoser.
Denne gennemgang af fænomenet ’kulturbundne syndromer’ peger på en
tendens inden for psykiatrien til at opfatte spørgsmålet om kultur som værende noget
eksotisk. Det handler om fænomener, hvor alene navnet er nok til at vække den indre
opdagelsesrejsende, en fascination der i nogen tilfælde har givet disse syndromer en
betydning langt ud over, hvad de kunne bære. Den peger også på en ide om, at sygdom
og kultur er to adskilte fænomener, og at der bag disse eksotiske betegnelser findes
nogle ’rigtige’ psykiatriske sygdomme, som en dygtig psykiater vil kunne afdække.
Denne interesse for at finde den rigtige sygdom hænger sammen med et ønske om at
73

kunne påpege de psykiatriske diagnosers universalitet. I moderne psykiatri beskrives
dette skel også som et skel mellem pato-genese (hvad der skaber sygdommen) og pato-
plastik (hvad der former sygdommens udtryk) (Littlewood & Dein 2000). Dette vil
blive beskrevet mere udførligt i kapitel 8. Som en modsætning hertil kan vi se det
antropologiske perspektiv, hvor interessen ligger på det socialt og kulturelt specifikke
og de problemer, som disse fænomener fortæller om på en social og kulturel
betydningsfuld måde (Steffen & Jessen 2002).
4.2. Kultur- og personlighedsskolen i antropologien
Spørgsmålet om universelle kategorier for psykopatologi har også været diskuteret
inden for den retning af antropologien, der betegnes kultur- og personlighedsskolen.
Det var en retning inden for amerikansk antropologi, som havde sin storhedstid fra
1920'erne til 1950'erne og blandt de mest kendte repræsentanter for denne retning er
Edvard Sapir, Margaret Mead og Ruth Benedict.
74
Alle disse tre var elever af Franz Boas og hans kulturbegreb har en central
betydning for kultur- og personlighedsskolen. Her blev hans måde at anskue kultur på
ført videre og blev brugt til at forstå, hvordan kultur formede individet, og i dette
arbejde blev kultur analyseret og beskrevet som dominerende konfigurationer, der
bestemte, hvordan et individs personlighedsstruktur så ud. Kulturerne var karakteriseret
af standardiserede personlighedstyper: Hver kultur sin personlighed, der blev skabt
gennem forskellig opdragelser af børn. Margaret Meads arbejde med teenagere på
Samoa og sammenligningen til USA er et af de mest kendte eksempler herpå (1978).
Mead og Batesons studier på Bali om ”udvikling og karakterdannelse og relationen
mellem spændbørns erfaringer og bredere kulturelle mønstre” er et andet eksempel
(Yans-McLaughlin 1986: 191-192).

Denne forståelse ledte blandt andet til det, man kalder ’Nationale
karakterstudier’, som Ruth Benedicts bog ’The crysantemum and the sword’ er et
berømt eksempel på (1989). Den handler om den japanske nationalkarakter og blev
skrevet under 2. verdenskrig som et forsøg på at forstå, hvordan japanerne tænkte.
Kultur- og personlighedsskolen var blandt andet kendetegnet ved en kulturel
kritik af de psykologiske teorier. Disse antog, at universelle kategorier og processer
gjaldt for alle mennesker og tog ikke hensyn til kulturelle forskelle, særligt omkring
den psykologiske udvikling hos børn og unge og psykisk sygdom (Benedict 1934). Et
berømt eksempel på denne kritik er Malinowskis kritik af ødipuskomplekset, som han
hævdede havde en anden udformning på Trobrianderne. I stedet for at den
problematiske relation var mellem mor og søn, som i det klassiske Ødipus kompleks
beskrevet af Freud, mente Malinowski, at den på Trobrianderne var mellem bror og
søster. Dette betød at trobriandernes opfattelser af seksualitet og seksuelle tabuer var
anderledes end i den vestlige verden (Stocking Jr. 1986). Samtidig var antropologerne
inden for denne retning meget inspireret af psykologien og særlig Freuds opfattelse af,
at den tidlige barndom var helt central for et menneskes senere udvikling (McGee &
Warms 2000; Stocking Jr. 1986).
Både Benedict (1934) og Mead (2000) argumenterede for, at skellet mellem
normalitet og afvigelse er kulturelt bestemt. At oplevelser og adfærd, der i ét samfund
ville blive opfattet som afvigende eller sygt, i et andet samfund ville være acceptabelt –
og i nogle tilfælde ville blive tilskrevet særlige religiøse eller helbredelsesmæssige
kvaliteter.
Kultur- og personlighedsskolen var aldrig en samlet skole, men snarere et miljø,
hvor man diskuterede disse forhold. Og selvom anerkendte antropologer var en del af
det, var det heller ikke svært at finde eksempler på psykologisk reduktionisme, dårlig
75

etnografi eller patologisering af andre kulturer. På denne baggrund blev retningen ramt
af en hård kritik op igennem 1950’erne, der i sidste ende førte til, at der blev taget
afstand fra meget af det, som den stod for. Interessen for feltet fortsatte dog med at
eksistere og blev fra slutningen af 1950’erne og til i dag kaldt for psykologisk
antropologi. De centrale antagelser om kulturelt forskellige definitioner af sygdom og
normalitet lever ligeledes videre inden for den medicinske antropologi. I megen –
senere – antropologisk kritik af psykiatrien og den transkulturelle psykiatri kan man
genfinde disse karakteristiske kulturrelativistiske træk fra kultur- og
personlighedsskolen.
76
Et af de steder, hvor man kan se ideerne fra kultur- og personlighedsskolen ført
videre i den psykologiske antropologi, er i beskrivelser og analyser af følelser.
Antropologen Richard A. Shweder beskriver således, hvordan det menneskelige
repertoire for følelser er identisk hos nyfødte børn, men hvordan små børn gennem
opdragelse lærer at knytte bestemte følelser til bestemte situationer og i denne proces
også begrænser det følelsesmæssige repertoire, de har til rådighed. Dermed får man
kulturelt betingede forskellige opfattelser af følelser (1985). En del af den antropologi,
der beskæftiger sig med følelser, har arbejdet videre med disse ideer.
Et andet eksempel på, at tankerne fra kultur- og personlighedsskolen rakte ud
over 1950’erne, er Nancy Scheper-Hughes bog om skizofreni i Irland, der også blev
nævn ovenfor (2001) 11 . Oprindelig udkom bogen i 1977 og er senest genudgivet i 2001.
Formålet med bogen er:
11 Scheper-Hughes nævner selv eksplicit forskningstraditionen om kulturbundne
syndromer og kultur- og personlighedsskolen som den ramme hun placerer sit studie
inden for (2001: 60). Bogen har også modtaget ’The Margaret Mead Award’.

”... at give en bred kulturel diagnose af de patogenetiske stressfaktorer,
der er knyttet til det at vokse op i det rurale Irland i dag. Jeg undersøger
den specifikke høje sårbarhed for skizofreni hos unge og midaldrende
ungkarle på bondegårdene...”
(Scheper-Hughes 2001: 60, min oversættelse, min understregning) 12
Som eksemplet med Sheper-Hughes viser, er der en stærk parallel mellem den
antropologiske tilgang til kulturbundne syndromer og kultur- og personlighedsskolen.
Kultur- og personlighedsskolen forståelse af ’psykisk sygdom’ og ’kultur’ finder man –
ikke overraskende – primært repræsenteret inden for den antropologiske forskning. Et
centralt standpunkt er, at sygdomme ikke alene formes, men også skabes af kulturer –
enten i form af forskellige personlighedstyper, eller i form af egentlige
sygdomsskabende praksisser. Dette står i modsætning til moderne psykiatri, der
overordnet set mener, at sygdomme kan udløses af sociokulturel stress, samt at
symptomerne formes af kulturelle forhold. Denne opfattelse – at kultur kan skabe
psykisk sygdom – er også blevet kritiseret fra antropologisk side. Antropologen
Melford Spiro – der selv har været en del af kultur- og personlighedsskolen – har for
nylig i et essay påpeget, at denne type af forskning ikke formår at redegøre for den
specifikke sammenhæng mellem kultur og psykisk sygdom (2001).
Kultur- og personlighedsskolen tog spørgsmålet om den kulturelle partikularitet
til sin ekstrem ved at hævde, at det var kultur, der skabte de psykiske sygdomme. Det
eneste sted man finder nogen form for universalisme i dette argument er i påpegningen
af, at kultur spiller denne rolle overalt på jorden.
Kulturforståelsen hos kultur- og personlighedsskolen har en del sammenfald
med det essentielle kulturbegreb. Dette skyldes, at de har samme udgangspunkt i Boas’
kulturbegreb (Hastrup 2004b; se også Ortner 1984). Blandt andet ses en parallel
12 Det skal dog også nævnes, at i den sidste udgave af bogen gør Scheper-Hughes i det
nye forord opmærksom på, at hendes interesse er i den sociale afspejling af
skizofrenien. Denne ændring afspejler den stadig større plads som biologien har fået i
forklaringerne på skizofreni (2001: 35).
77

opfattelse af den store betydning som barndommen tillægges i formningen af kulturen
hos det enkelte menneske, og af forestillingen om, at kulturen er fælles hos en given
etnisk gruppe. At kultur er bestemmende for, hvad der er normalt henholdsvis unormalt
lever også videre i dag. Den afspejler sig blandt andet i spørgsmålet om kulturs
betydning for diagnosticering, som jeg vender tilbage til i kapitel 7.
4.3. Kultur i WHOs epidemiologiske undersøgelser af skizofreni
Efter at have undersøgt en antropologisk forskningstradition vil jeg nu præsentere et
psykiatrisk forskningsfelt. Det antropologiske bidrag har primært været kritik.
78
I løbet af 1960’erne og 1970’erne blev der i WHO regi iværksat en række
undersøgelser om skizofreni og andre psykotiske sygdommes globale udbredelse. Den
første, International Pilot Study of Schizophrenia (IPSS), løb fra 1967 til 1977.
Formålet var at undersøge skizofreni og lignende sygdommes manifestationer,
konsekvenser og forløb i forskellige nationale og kulturelle lokaliteter (Hopper 2004:
62). Man udvalgte ni centre: Cali (Columbia), Prag (Tjekkoslovakiet), Århus
(Danmark), Agra (Indien), Ibadan (Nigeria), Taipei (Taiwan), Moskva (USSR), London
(England) og New York (USA). Man fastlagde på baggrund af de schneideriske
førsterangssymptomer for skizofreni (oversigt ses i bilag 2) en række diagnostiske
kriterier som patienter skulle opfylde for at kunne blive diagnosticeret som skizofrene.
Undersøgelsen viste, at skizofreni fandtes alle de undersøgte steder, at der var
store variationer i symptombillede og udtryksmåde, samt at prognosen var markant
bedre hos patienterne i det man kaldte u-landene (Indien, Nigeria, Columbia) frem for i-
landene (Alberdi 2002a: 52-53). Særligt det sidste resultat var kontroversielt og har
været genstand for en lang række fortolkninger og opfølgende undersøgelser (Edgerton
& Cohen 1994; Hopper 2004: 62-63).

Antropologer har rejst megen kritik af disse undersøgelser. Man har påpeget, at
brugen af de schneideriske førsterangssymptomer som udgangspunkt for diagnosen var
problematisk. De schneiderisk førsterangssymptomer var i udgangspunktet en
pragmatisk liste, som den tyske psykiater Kurt Schneider opstillede med de
skizofrenisymptomer, som de fleste psykiatere anvendte i deres kliniske praksis
(Alberdi 2002b: 141). Det er dog langt fra alle patienter med en skizofrenidiagnose, der
har nogle af disse symptomer. I en engelsk sammenhæng skriver Littlewood & Dein, at
kun omkring halvdelen af de engelske patienter med skizofreni havde de schneideriske
førsterangssymptomer (2000: 7). Den australske antropolog og psykiater Robert Barrett
har for nyligt diskuteret, hvorvidt disse førsterangssymptomer var anvendelige blandt
en befolkningsgruppe – Iban – der bor på Borneo (2004). De fleste kriterier kunne godt
anvendes, men da man på iban ikke skelner mellem at tale og at tænke, giver
spørgsmålene om tankeforstyrrelser problemer. F.eks. mister spørgsmålet ”er dine
tanker tilgængelige for andre?”, sin patologiske betydningen, når spørgsmålet på iban
bliver: ”Kan andre høre, hvad du siger?”. Men udover dette konkrete problem peger
Barrett også på, at de diagnostiske redskaber afspejler en ”udbygget kode, der er
associeret med professionel kommunikation” (2004: 92, min oversættelse), og som ikke
tager hensyn til forskelle i uddannelsesbaggrund, klassebaggrund, kultur eller sprog (se
også Hopper 1991: 311).
At man valgte at bruge de schneideriske førsterangssymptomer har betydet, at
det var en relativ snæver skizofrenidefinition, der blev anvendt i IPSS. Flere
antropologer har kritiseret undersøgelsen for, at det universelle udgangspunkt – at finde
sygdommen alle steder – blev afspejlet i nogle universelle diagnostiske kriterier, og at
netop de, fra et transkulturelt perspektiv, interessante tilfælde, der afveg fra normerne,
79

systematisk blev udeladt af studiet (se f.eks. Hopper 1991; Kleinman 1988; Littlewood
& Dein 2000).
80
En anden type af kritik har været rettet mod fortolkningen af resultaterne, særligt
den del af resultaterne, der pegede på, at prognoserne var bedre i de centre, der lå i
Nigeria, Indien og Columbia. Den opdeling, som man har lavet i u-lande og i-lande, er
blevet kritiseret for primært at være en distinktion mellem os og dem. Den betydning,
som ordet u-land er blevet tillagt i den psykiatriske litteratur, har været meget
unuanceret og langt hen ad vejen bygget på ikke-dokumenterede forestillinger om livet
i disse lande. Der har f.eks. været forestillinger om, at udvidede familier i disse lande
sørgede for social støtte til syge og sårbare individer; at den ikke specialiserede
arbejdsdeling gjorde det nemmere for mennesker med skizofreni at bibeholde en
tilknytning til et arbejde (groft sagt, at det var nemmere for en skizofren at fungere som
bonde i Indien frem for som ingeniør i Århus), samt at eksistensen af visse religiøse
systemer efterlod en meningsfuld og ikke-marginaliseret rolle for mennesker med
massive hallucinationer m.m. Det har dog været et generelt træk ved disse forslag, at de
ikke byggede på konkret viden om de pågældende steder men i højere grad trak på en
slags standard forklaringer (Hopper 2004: 62-67). Ifølge Hopper (2004) og Edgerton &
Cohen (1994) gør tilsvarende problemer sig gældende for de efterfølgende WHO
undersøgelser: Determinants of Outcome of Severe Mental Disorders (DOSMD) og
International Studie of Schizophrenia (ISoS).
Hopper påpeger videre, at den psykiatriske epidemiologis kulturbegreb, ofte
kaldet ’socio-kulturelle setting’, enten er præget af stereotype forestillinger, der ikke
undersøges og dokumenteres, eller dækker over geografisk lokalitet og intet andet. Selv
om psykiatrien bærer en del af skylden for dette misforhold, mener Hopper dog også at
kunne bebrejde antropologien, at den som fag ikke har kunnet præsentere et

operationelt, moderne kulturbegreb. Antropologer har primært haft en interesse i at
videreformidle, at kultur var kompleks og næsten var umuligt at arbejde med i praksis
(2004: 65). En anden antropolog, Byron Good, har ligeledes påpeget, at der i dag er et
skel mellem et antropologisk og et epidemiologisk kulturbegreb, og at det sidste ligner
det tidligere antropologiske kulturbegreb mere end et moderne (1997: 243). Good
mener, at denne udvikling er problematisk, da den afspejler en generel tendens inden
for psykiatrien til at vægte de universelle diagnostiske kategorier frem for en mere
kompleks forståelse af sygdom og behandling.
Et centralt kritikpunkt mod WHOs undersøgelser har været, at de tog
udgangspunkt i vestlige diagnostiske kategorier og symptomer og så oversatte dem til
de forskellige sprog, som undersøgelserne skulle udføres på. Man oversatte dem tilbage
igen til engelsk for at sikre, at de var korrekt oversatte. En antropologisk kritik, der
blandt andet har været fremført af Kleinman (1977; 1988), har været, at man burde
være startet med lokale beskrivelser og opfattelser af psykisk sygdom og så have
sammenlignet disse beskrivelser, og på denne måde skulle man være nået frem til nogle
fælles diagnostiske kategorier, som man kunne anvende på tværs af kulturer frem for at
tage udgangspunkt i Vestens kategorier og anvende dem, som om de var udtryk for en
universel diagnostisk standard. Det man har gjort i stedet – at tage udgangspunkt i
vestlige diagnostiske kategorier – kalder Kleinman for 'categorie fallacy' (1977: 4).
Hopper (2004) skriver i sin gennemgang af studierne, at det er karakteristisk, at
man trods gentagne forsøg ikke har fået bedre ram på det kulturelle aspekt af
undersøgelserne. Han giver selv flere grunde til dette. For det første har WHO-
grupperne haft masser af andre formål – f.eks. at skabe en valid skizofrenidefinition –
der har gjort, at man har haft nok af andre ting at se til. For det andet har det ikke været
det primære interesseområde. For det tredje har de antropologiske eksperter, man har
81

ådført sig med, haft travlt med at fortælle om kulturel kompleksitet frem for at udvikle
en acceptabel operationel kulturforståelse.
82
Ovenstående gennemgang og diskussion har vist nogle af problemerne, når
psykiatrisk epidemiologi søger at arbejde med kultur. Den kompleksitet, der ligger i det
relationelle antropologiske kulturbegreb, kan vanskeligt rummes inden for
epidemiologien. Ofte bliver kultur derfor i stedet til nogle vage, overordnede
generaliseringer som ’udviklede lande’ og ’udviklingslande’. Dette viser dog en
interesse fra psykiatrisk side i at inddrage kultur i undersøgelserne.
Gennemgangen har også vist, at psykiatriens primære interesse ligger i de
universelle, biologiske sygdomme, snarere end nogen form for kulturel særegenhed. I
nogle af de interviews jeg udførte, refererede psykiaterne somme tider til disse WHO
undersøgelser, når de skulle argumenterer for, at skizofreni fandtes alle steder i verden,
og at kultur spillede en mindre rolle i forhold til denne sygdom.
I 1977, da resultaterne af WHOs første undersøgelse begyndte at indløbe, skrev
psykiateren og antropologen Arthur Kleinman en artikel, hvor han karakteriserede disse
undersøgelser som ’den gamle transkulturelle psykiatri’ og gjorde sig til talsmand for
behovet for en ’ny transkulturel psykiatri’ (1977). Denne nye transkulturelle psykiatri
skulle inddrage antropologiske undersøgelser af, hvordan sygdom blev påvirket
kulturelt. Denne nye transkulturelle psykiatri slog primært igennem i antropologien,
hvor blandt andre Kleinmans egne studier af depression i Kina er blevet kendte (se
f.eks. Kleinman & Kleinman 1985). Et af de få steder, hvor man har haft et mere
systematisk forsøg på at påvirke psykiatrien fra dette ’nye’ perspektiv var i forbindelse
med revisionen af den amerikanske diagnostiske manual i 1980’erne og 1990’erne, som
nu skal omtales.

4.4. Kulturs skæbne i DSM-IV 13
Diagnostic and Statistic Manual of Psychiatric Diseases (DSM) udgives af American
Psychiatric Association (APA). I 1994 blev den fjerde version udgivet. I forbindelse
med den revision, der løb forud for udgivelsen, foreslog forskellige personer, der
arbejdede med transkulturel psykiatri, at man skulle forsøge at inddrage kultur på en
mere kvalificeret, videnskabelig og systematisk måde. Dette projekt blev finansieret af
The National Institute for Mental Health’s (NIMH) kontor for særlige
befolkningsgrupper, og deltagerne, i The National Task Force on Culture and
Psychiatric Diagnosis (i det følgende kaldt arbejdsgruppen), var velanskrevne personer
inden for den transkulturelle psykiatri. Gruppens styrekomité bestod af Juan Mezzich,
Arthur Kleinman, Horacio Fáberga, Delores Parron, Byron Good, Keh-Ming Lin, Spero
Manson and Gloria Johnson-Powell. APA blev fra NIMHs side pålagt at inddrage
anbefalingerne fra denne arbejdsgruppe, hvis man ville have økonomisk støtte til
forskellige andre arbejdsopgaver i forbindelse med revisionen. Det var altså ikke på
baggrund af et specifikt ønske fra APA, men på grund af politisk pres, at denne
arbejdsgruppe blev etableret 14 .
Kultur blev kort nævnt allerede i manualens 3. reviderede udgave fra 1987.
Introduktionen i denne udgave indeholdt en del af et brev, som antropologen og
psykiateren Arthur Kleinman havde skrevet på opfordring af den ansvarshavende
redaktør. I dette brev påpegede han, at kultur havde en væsentlig indflydelse på kliniske
symptomer og patientens sygdomsopfattelse. Hvis man ikke var opmærksom på dette,
13
Denne overskrift er et lån fra titlen på Kirmayers artikel: The fate of culture in DSM-
IV (1998).
14
På et tidspunkt i denne noget besværlige proces foreslog en af arbejdsgruppens
medlemmer, antropologen Roland Littlewood, at hvis man fra APAs side ikke ønskede
at tage arbejdsgruppens forslag seriøst, så kunne man bare forsyne DSM-IV med
følgende tekststykke på forsiden: ”Lægemiddelstyrelsen har besluttet at brugen af DSM
udenfor De Forenede Stater kan være farligt for dit helbred” (min oversættelse).
83

ville der være en betydelig risiko for fejldiagnosticering af patienter med en anden
etnisk baggrund end majoritetsbefolkningen (Kleinman 1996).
84
Formålet med at inddrage kultur mere kvalificeret var udtryk for et ønske blandt
arbejdsgruppens medlemmer om at forbedre DSM-IV i forhold til tidligere versioner
(Fabrega Jr. 1996: 3). Dette ønske opstod fordi, det amerikanske samfund er blevet
mere multi-kulturelt; fordi verden er blevet mere global; samt fordi DSM-IV til
stadighed bliver brugt uden for det amerikanske samfund, og dermed i andre kulturelle
sammenhænge end det oprindeligt var tænkt (Mezzich et al. 1999; Mezzich et al. 1996).
Projektet lykkedes kun i meget begrænset omfang (Good 1996: 128). I sin
artikel om kulturens skæbne i DSM-IV skriver Kirmayer (1998), at i forhold til alt det
arbejde, som arbejdsgruppen udførte, blev kultur kun inkluderet i meget begrænset
omfang: 1) vigtigheden af kultur nævnes i introduktionen; 2) i forbindelse med de
enkelte sygdomme nævnes kultur-, alder- og kønsovervejelser; 3) i appendiks I
præsenteres en kulturel formel, der er en kulturel vurdering af patienten og som kan
bruges som en mulig tilføjelse til den diagnostiske vurdering og 4) i samme appendiks
en ordliste over ca. 25 kulturbundne syndromer (som nævnt ovenfor i afsnittet om
kulturbundne syndromer). Kirmayer skriver videre, at:
”Udelukkelserne og sletningerne af foreslået tekst reflekterede ikke altid
manglende bevis, men handlede om en systematisk afvisning af
materiale, der udfordrede DSMs grundlæggende ramme. Introduktionen
indeholdt ikke de forberedte definitioner af kultur, etnicitet og race, eller
bemærkningen om, at DSM selv var en kulturel konstruktion.... Hele
vejen igennem blev kultur præsenteret som en slags ’protest’ over
risikoen for fejldiagnosticering, mere end som et vigtigt emne, der kunne
hjælpe med at tænke over relevansen af kategorier og kriterier.”
(1998: 340, min oversættelse, forfatterens citationstegn)
Good peger på, at det var et spørgsmål om forskellig slags viden. Redaktørerne af
DSM-IV vægtede viden, der pegede på de psykiske sygdommes universelle karakter og

på en sygdomsforståelse, hvor biologi var central 15 . Arbejdsgruppens tilgang til psykisk
sygdom var derimod, at psykopatologi i sin natur er social og kulturel, og at specifik
viden om disse sociale og kulturelle sygdomsudtryk derfor er relevant (Good 1996:
128-129).
Både for Kirmayer (1998), Good (1996) og Mezzich (1995) er den kulturelle
formel det mest interessante, og det er der, at der er noget egentlig substans i de
kulturelle tilføjelser. Derfor er der også en generel utilfredshed med, at dette punkt blev
placeret i et appendiks – endda sammen med de kulturbundne syndromer – som om der
var tale om en slags ekstra tilføjelse, man kunne vælge at anvende ved virkelig
eksotiske patienter, frem for et generelt arbejdsredskab (Good 1996).
Lewis-Fernández beskriver en del af arbejdet i arbejdsgruppen, og beretter
udførligt om gruppens overvejelser i forbindelse med den kulturelle formel. Dette er
formlens hovedpunkter (en fuldstændig oversættelse af formlen findes i afsnit 11.1.)
(1996a):
Kulturel formel
• Individets kulturelle identitet
• Kulturelle forklaringer på individets sygdom
• Kulturelle faktorer, der relaterer sig til det psyko-sociale miljø og
funktionsniveauet
• Kulturelle elementer i forholdet mellem individet og behandleren
• En generel kulturel vurdering af diagnose og behandling
Efter den almindelige diagnoses 5 punkter (kaldet akser i DSM – 1. Kliniske
syndromer, 2. personlighedsforstyrrelser og mental retardering, 3. ledsagende fysisk
15 Ifølge Kirmayer var argumentet, at den antropologiske viden var anekdotisk og ikke
epidemiologisk (personlig kommunikation).
85

sygdom, 4. psykosociale problemer (type og sværhedsgrad) og 5. global
funktionsniveau vurderet ved hjælp af Global Asssessment of Functioning (GAF) Scale
(efter Reisby et al. 2000: 70)) er det tanken, at psykiateren skal beskrive de 5 punkter i
den kulturelle formel. Dette skal gøres i form af et narrativ – dvs. at man er interesseret
i patientens egne ord for de forskellige punkter.
86
I arbejdsgruppen havde man først overvejet, om man skulle tilføje en sjette,
kulturel akse til de eksisterende 5. Denne mulighed blev valgt fra at to årsager. For det
første anvendes akse 4 og 5 sjældent i praksis og man var derfor bange for, at en sjette
akse ville lide en tilsvarende skæbne (hvad en kulturel formel i et appendiks vil betyde,
tør man næsten kun gætte på). For det andet var man bange for, at den slags kulturel
viden, som man skulle bruge i en 6. akse, ville blive alt for stereotyp og essentiel
grundet kravene om standardisering (Lewis-Fernández 1996a; Mezzich 1995). Lewis-
Fernández nævner som eksempel den japanske sygdom taijinkyofusho, som er en
sygdom, hvor mennesker er bange for, at deres tilstedeværelse virker ubehagelig på
andre mennesker. Denne sygdom er bundet ind i komplekse kulturelle betydninger
omkring kønsroller, social troværdighed og reciprocitet og den øgede kapitalisme i det
japanske samfund. Denne sygdom vil blive reduceret til en akse I diagnose for
’socialfobi’ og en kulturel akse VI evaluering ”med anden-orienteret skam” eller
lignende. ”Hvis man bruger det aksiale format bliver kulturel kontekstualisering stort
set umulig” (1996a: 134, min oversættelse). I stedet valgte man den længere kulturelle
formel, hvor man kunne dække flere relevante punkter, og man valgte at formen skulle
være narrativ, så man undgik psykiaterens fortolkninger. Lewis-Fernández beskriver
disse kulturelle formler som mini-etnografiske narrativer (1996a: 136).
Forhåbningen var, at redskabet skulle have en central placering, samt at det ville
blive anset for relevant i forhold til majoritetspatienter, og som sådan skulle være et

arbejdsredskab for psykiatrien generelt. Dette blev som nævnt ikke tilfældet. Som en
slags svar på dette besluttede arbejdsgruppen, at man i tidsskriftet ’Culture, Medicine,
and Psychiatry’ (som på det tidspunkt havde Byron Good som redaktør) ville indsamle
kliniske cases, hvor man anvendte den kulturelle formular med henblik på at udvikle en
'minoritets casebog 16 ' (Good 1996: 131). Disse beskrivelser på baggrund af den
kulturelle formel skulle dokumentere tilfælde fra psykiatriens margin (hjemløse, etniske
minoriteter, m.m.) frem for den officielle casebog, der er domineret af hvide
middelklasse patienter.
Et af problemerne med den kulturelle formel er, at de beskrivelser den genererer,
er meget lange, og meget længere end det normalt ses i psykiatriske beskrivelser. Dette
er også tilfældet med de eksempler, der blev publiceret i ’Culture, Medicine, and
Psychiaty’ (se f.eks. Fleming 1996; Lewis-Fernández 1996b). Et andet problem er, at
de stort set ikke har været anvendt i nogle videnskabelige undersøgelser, så det er indtil
videre ikke blevet dokumenteret, om de rent faktisk gør en forskel for diagnosticeringen
og behandlingen.
DSM er som nævnt en amerikansk manual. WHO har en anden manual kaldet
International Classification of Diseases (ICD), hvis 10. version blev udgivet i 1992, og
som blandt andet anvendes i Danmark (ICD-10 blev indført i Danmark i 1994). ICD
omfatter alle sygdomme, kapitel 5 (kaldet F) omhandler de psykiske sygdomme, og det
er dette kapitel, der i det følgende refereres til, når ICD-10 nævnes. Selv om der
tidligere har været store forskelle på de to diagnostiske manualer, er de i dag tæt på
hinanden – hvilket var et af formålene med DSM-IV (Alarcón 1995: 453). Der findes
ikke nogen tilsvarende diskussion omkring kulturs plads i ICD-10, som den ovenfor
beskrevne, hverken med henblik på mulige forbedringer eller som kritik af den
16 Casebogen er en samling af illustrative cases, der beskriver og dokumenterer de
forskellige diagnostiske kategorier.
87

eksisterende manual. Det, der kommer tættest på, har været diskussionerne om kulturs
betydning i forhold til WHO undersøgelserne, og særligt de undersøgelsesredskaber,
som blev anvendt til disse (Ibid: 458) (se foregående afsnit). Dette skyldes formentlig,
at WHO som institution er meget anderledes end APA (Ibid: 458). WHO har langt de
fleste lande i verden som medlemmer og med en godkendelse af ICD-10 har disse lande
sagt god for dens globale anvendelighed. Et andet forhold er, at WHOs arbejde primært
har fokuseret på netop acceptable universelle kategorier (Hopper 2004), hvorved andre
centrale spørgsmål er trådt i baggrunden. Og endelig tilstedeværelsen af dels en stærk
forskningstradition i USA inden for spørgsmålet om psykisk sygdom og kultur (se
afsnittet om kultur- og personlighedsskolen), og dels institutioner i USA, der har til
formål at arbejde med etniske minoriteters psykiske helbredstilstand (f.eks. det
ovenfornævnte NIMHs kontor for særlige befolkningsgrupper). Da ICD-10 og DSM-IV
som nævnt ligner hinanden, vil den kritik, der er rejst mod DSM-IV, i vid udstrækning
også gælde ICD-10. Alarcon slutter sin gennemgang af kultur og ICD-10 med en
konstatering af, at kultur kun nævnes én gang i ICD-10 – i forbindelse med
kulturbundne syndromer – og med et ønske om, at dette kan gøres bedre ved senere
revisioner (1995: 456-457).
88
Både DSM og ICD forventes at komme i en ny udgave i år 2011. For DSM’s
vedkommende er man i gang med at overveje, om den kulturelle formel skal inkluderes
i den 5. udgave (Alarcón et al. 2005).
Diskussionen og arbejdet med at få inkluderet kultur i psykiatrien er i mine øjne
både tankevækkende og illustrativt. Det peger igen på det grundlæggende skisma
mellem psykiatriens fokus på generelle eller universelle kategorier og antropologers
fokus på kulturel partikularitet. Ovenstående gennemgang viser også et magtforhold,
hvor psykiatrien i vid udstrækning sætter rammerne for det antropologiske perspektiv.

Og endelig kan vi også her finde tendensen til, at kultur handler om noget eksotisk, hvis
betydning er begrænset til marginale grupper.
4.5. Psykose og migranter
Forskningsfeltet omkring psykisk sygdom og indvandrere og flygtninge er stort. Det
dækker præ-migrationsforhold, som f.eks. traumer og separationsproblemer, samt
selektionsmekanismer for migranter. Det dækker selve migrationsprocessen og f.eks.
spørgsmålet om kulturchok og det dækker post-migrationsfasen og spørgsmål om
tilpasning, racisme, sprog, muligheden for tilknytning til hjemland, juridisk status i
modtagerlandet, behandling blandt flere andre. Det er således ikke muligt at dække hele
dette felt i en sådan oversigt og jeg vil derfor fokusere på et mindre område, der har
særligt relevans for mit studie, nemlig forskningen i psykotiske sygdomme hos
immigranter 17 .
Psykiateren Eric Jarvis har lavet forskellige undersøgelser af forskningen
omkring immigranter og psykose, dog primært med et fokus på afrikanske caribiere i
Storbritannien og afrikansk-amerikanere og afrikanske caribiere i USA (1998; 2005). I
følge Jarvis kan man identificere to forskellige forskningstraditioner inden for dette felt,
med rødder i hvert sit land (2005). Begge steder ser man en overrepræsentation af
afrikanere af forskellige slags med psykotiske sygdomme, men forklaringen på denne
overrepræsentation er forskellig. I Storbritannien mener man, at denne
overrepræsentation er reel, og man har derfor fokuseret forskningen på at finde frem til
17 Det betyder blandt andet at jeg har udeladt hele området om Post Traumatisk Stress
Disorder (PTSD), som ellers fylder en del i diskussionerne og initiativerne inden for
området immigranter og psykisk sygdom i Danmark (Elsass 1995; Kristensen & Ali
2000). PTSD har dog ikke været en del af mit feltarbejde, da man i dansk psykiatri
koncentrerer sig om at behandle skizofreni hos patienter, der både lider af PTSD og
skizofreni. Man mener heller ikke, at der er nogen direkte sammenhæng mellem PTSD
og skizofreni. Man kan lidt groft sige, at vælger man at arbejde med skizofrene
immigranter i Danmark, så har man også valgt PTSD fra.
89

faktorer, der kan forklare denne overrepræsentation. I USA mener man at kunne vise, at
overrepræsentationen primært skylder fejldiagnosticering af sorte (se også Good 1997).
90
Antagelsen om fejldiagnosticeringen er funderet på studier, der viser, at den
diagnose afrikansk-amerikanske patienter får, er mindre konsistent over tid, end for
andre grupper. Det vil sige, at den ændrer sig (Chen et al. 1996) 18 . En anden type af
undersøgelse, der også synes at kunne underbygge antagelsen om fejldiagnosticering, er
udført af Loring & Powell (1988). I et interessant studie viste de, at sorte mænd oftere
fik stillet diagnosen paranoid skizofreni end andre patientgrupper med identisk
sygdomsbeskrivelse. De konkluderede, at der var tale om en sammenblanding af
kulturelle stereotypier (sorte mænd er voldelige, mistænksomme og farlige) med
symptomer (paranoid skizofrene er voldelige, mistænksomme og farlige) (Ibid: 18).
I Storbritannien har forskningen koncentreret sig om den høje forekomst af
skizofreni blandt afrikansk-caribiske immigranter. Man har fundet en forøget
skizofrenirisiko, der er ca. 4 til 5 gange højere end den oprindelige hvide befolkning,
samt at risikoen er endnu højere for 2. generations afrikansk-caribiere, hvor den er 10
til 14 gange højere (Jarvis 1998: 41). Gruppen af afrikansk-caribiske migranter har
været sammenlignet med gruppen af immigranter fra Sydasien. I forhold til dem er
tallene noget mere usikre. Nogle undersøgelser tyder på, at de er underrepræsenterede
med hensyn til skizofrenidiagnoser, men overrepræsenterede med hensyn til
depressionsdiagnoser. Andre undersøgelser viser en forhøjet skizofrenirisiko, men ikke
i nærheden af den, der gør sig gældende for afrikansk-caribiere.
En lang række af forskellige forklaringer har været undersøgt, bl.a. om der var
tale om en genetisk udsat gruppe; om stofmisbrug i større udstrækning gjorde sig
18 En netop udkommet undersøgelse fra Danmark viser en stor sikkerhed i
diagnosticeringen af skizofreni, når man sammenligner mellem forskellige
diagnosticeringsredskaber. Denne undersøgelse sammenligner dog ikke over tid, og
inkluderer heller ikke etnicitet i sine demografiske faktorer (Jakobsen et al. 2005).

gældende for denne gruppe patienter; eller om der var tale om fordomme blandt det
psykiatrisk personale (fejldiagnosticering). Jarvis konkluderer på baggrund af sin
gennemgang, at der formentlig er tale om et samspil mellem flere forskellige
forklaringer, og at der formentlig er tale om miljømæssige og biologiske faktorer
(virusinfektioner under graviditet, lav fødselsvægt, fødselskomplikationer og generel
dårlig sundhedstilstand), samt psykosociale faktorer (marginalisering og racisme)
(1998: 46-53). Generelt må Jarvis konkludere, at den specifikke sammenhæng mellem
de fleste af faktorerne og den øgede skizofreniforekomst ikke er kendt (se også Cantor-
Graae et al. 2003).
Anden forskning i Europa omkring psykotisk sygdom hos immigranter følger,
ifølge Jarvis (2005), den britiske tradition med at fokusere på faktorer, der leder til en
øget skizofreniforekomst 19 . F.eks. har Cantor-Graae & Selten for nylig offentliggjort et
metastudie primært baseret på britisk og hollandsk materiale, hvor de konkluderede, at
patienter med sort hud havde den største skizofrenihyppighed og at dette formentlig
skyldtes racisme i modtagerlandene (2005).
Et af de mest kendte antropologiske studier af skizofreni og indvandrere i
Storbritannien er Littlewood & Liepsedges studie af psykiske sygdomme hos
afrikanske og afrikansk-caribiske immigranter i Storbritannien (1997). Deres
undersøgelse placerer sig dog ikke entydigt i Jarvis opdeling, da de også undersøger
fejldiagnosticering (se også Mercer 1986). Deres undersøgelse har ikke samme
epidemiologiske form, som undersøgelserne refereret hos Jarvis, men er i højere grad
en antropologisk undersøgelse af betydningen af psykisk sygdomme hos disse
immigranter og sammenblandingen af kulturelle stereotypier med opfattelser af
19 Jarvis medtager Danmark i denne forskningstradition på baggrund af én artikel
(Mortensen et al. 1997). Denne artikel vil blive gennemgået i afsnit 3.6. Det er dog et
spørgsmål om en artikel kan danne baggrund for en forskningstradition.
91

psykopatologi. Deres forklaringer på den øgede skizofrenirisiko handler om en generel
marginalisering af denne befolkningsgruppe, om institutionel racisme i det offentlige
system og om en meget snæver normalitetsdefinition, der patologiserer anderledes
adfærd, f.eks. hashmisbrug, og anderledes religiøs praksis, f.eks. at tale i tunger.
92
Der er dog litteratur fra både Storbritannien og USA, der viser, at afrikanske
patienter generelt modtager mere antipsykotisk medicin, hyppigere får depotmedicin,
hyppigere bliver tvangsindlagt og generelt er omfattet af betydelige fordomme hos
plejepersonale, psykiatere, politi og andre myndigheder (se bl.a. Good 1997; Jarvis
1998; Morgan et al. 2004).
Jeg har i dette afsnit valgt at fokusere på psykotiske sygdomme, da det er
sygdomme af denne type, som personalet i mit materiale arbejder med. Det er derimod
et åbent spørgsmål, hvorvidt patienterne kan sammenlignes: Gør samme processer
omkring racisme og fejldiagnosticering sig gældende i forhold til indvandrere her i
landet? Begge forskningstraditioner peger på, at forestillinger hos psykiatrisk personale
og i samfundet generelt har betydning for sygdomsforekomsten hos patienter med en
anden etnisk baggrund end majoritetsbefolkningen. Disse diskussioner vil blive taget op
undervejs i afhandlingen.
Undersøgelserne af sygdomsforekomsten hos immigranter re-introducerer
sociale og kulturelle forhold som værende betydningsfulde i de psykiske sygdommes
opståen. Som nævnt i afsnittet om kultur- og personlighedsskolen, har psykiatrien
afvist, at kultur spillede en rolle i patogenesen. I disse studier ser vi, at det formentlig
spiller en rolle alligevel. Dette peger på et behov for at afklare, hvordan man forstår
relationen mellem den egentlige årsag til sygdomme og udløsende faktorer, samt for
egentlige empiriske og epidemiologiske undersøgelser af denne relation.

4.6. Transkulturel psykiatri i Danmark
Som beskrevet tidligere har interessen for psykisk sygdom blandt andre kulturer en
over 100 år lang historie. Dette er ikke tilfældet i Danmark. Her er forskningsfeltet i sin
vorden.
Psykiateren Francisco Alberdi skriver i en gennemgang af den transkulturelle
psykiatris historie, at den i de skandinaviske lande og Storbritannien i vid udstrækning
har beskæftiget sig med indvandrere i disse lande (2002a). I Danmark dog ikke mere
end, at psykiateren Merete Nordentoft i en statusartikel fra 2000 skriver, at der mangler
forskning i området psykisk sygdom blandt flygtninge og indvandrere. På baggrund af
en gennemgang af primært udenlandske studier (der er et enkelt dansk – se nedenfor)
konkluderer hun, at ”man må antage, at der også blandt flygtninge i Danmark er en øget
forekomst af personer, der har nedsat psykisk velbefindende med symptomer som
angst, træthed, søvnbesvær og nervøsitet” (2000: 6219), og videre, at ”der er ikke
baggrund for at konkludere, at flere indvandrere eller flygtninge, der stammer fra lande
uden for Skandinavien og EU, bliver indlagt på psykiatrisk afdeling i Danmark” (Ibid)
(dvs. at der ikke er en overrepræsentation). Til slut efterlyser hun opbygningen af
ekspertfunktioner rundt om i landet, der kan tage sig af kulturelle problemer, samt
særlige problemer i forbindelse med traumatiserede patienter med fremmed baggrund
(Ibid).
I 1996 udgav Socialt Udviklingscenter (SUS) en rapport, hvor man havde søgt at
få et overblik over ’Sindslidende indvandrere og flygtninge’ (Barfod & Leimand 1996).
I denne rapport beskriver forfatterne, at:
”Rent talmæssigt kan man sige, at de indlagte patienter nogenlunde
svarer til befolkningsandelen, mens der synes at være en
”underrepræsentation” i det distriktspsykiatriske system. Følgende kan
fremhæves. Der er blandt disse patienter mange enlige/ugifte personer,
mange uden tilknytning til arbejdsmarkedet, mange nationaliteter/kulturer
repræsenteret, mange patienter, som ikke kan gøre sig forståelige på det
93

94
danske sprog, relativt mange indlagt ved tvang eller anden retslig
foranstaltning, få indvandrere og flygtninge blandt personalet.”
(Ibid: 13)
Der er et par interessante punkter at bide mærke i ved ovenstående. For det første, at
der ikke ses en overrepræsentation af psykiatriske patienter blandt flygtninge og
indvandrere i Danmark, hvilket er i modsætning til, hvad man skulle forvente (jvf.
Nordentoft citeret ovenfor, samt situationen i Storbritannien). For det andet at der er
relativt mange af disse patienter, der er indlagt med tvang eller retslig foranstaltning,
hvilket svarer til de britiske opgørelser (se Morgan et al. 2004). Disse punkter peger på
muligheden af, at der eksisterer en gruppe psykisk syge mennesker blandt flygtninge og
indvandrere, der ikke er i kontakt med det danske behandlingssystem, før de bliver så
syge, at de bliver indlagt med tvang (se også Barfod & Leimand 1996: 13). Det skal
dog understreges, at dette er en hypotese.
Inden for retspsykiatien har man lavet lidt flere undersøgelser. I en statusrapport
fra 2004 fandt man, at 22% af de retspsykiatriske patienter i Danmark havde en anden
etnisk baggrund end dansk (men det fremgår ikke, hvordan denne gruppe er defineret)
(Kofoed et al. 2004). I 2001 udkom rapporten ’Retspsykiatri i H:S – en
spørgeskemaundersøgelse’, hvor et kapitel handler om etnicitet. På dette tidspunkt
udgjorde andelen af retspsykiatriske patienter med ”fremmedkulturel baggrund” 35% af
de retspsykiatiske patienter, mod ca. 10% af baggrundsbefolkningen (Kramp &
Gabrielsen 2001: 35). Denne gruppe indeholder både immigranter og efterkommere,
men for de retslige patienters vedkommende stort set kun immigranter. Der skelnes
ikke mellem flygtninge og indvandrere. Der er endnu ikke lavet nogle
forskningsprojekter, der kan besvare spørgsmålet om, hvorfor man finder denne
overrepræsentation inden for retspsykiatrien. Der spekuleres i, at det kan skyldes

forskellige barrierer for kontakt mellem behandlingssystemet og sindslidende
immigranter, der leder til, at flere immigranter bliver så syge, at de begår kriminalitet
(se f.eks. Vennekilde 2003), men det er ikke nærmere undersøgt.
Både Jarvis og Nordentoft refererede til en artikel, der viste en øget forekomst af
skizofreni blandt immigranter i Danmark. Men dette studie af Mortensen et al. viser, at
overrepræsentationen skyldes tyskere, nordmænd og svenskere og ikke immigranter fra
fjernereliggende lande, og konklusionerne har derfor været sværere at sammenligne
med f.eks. den engelske litteratur (Mortensen et al. 1997). Et senere studie fra 2003
tegner dog et noget andet billede (Cantor-Graae et al. 2003). Dette studie viser en øget
skizofrenihyppighed hos immigranter; særligt fra Australien, Afrika, Mellemøsten og
Grønland. Forfatterne til dette studie (som stort set er de samme som til Mortensen et
al. 1997) konkluderer, at deres fund peger på, at det er migrationsprocessen som sådan,
der er sygdomsskabende. De peger også på muligheden af at sammenligne materialet
fra afrikansk-caribiske migranter til Storbritannien med grønlandske migranter til
Danmark. På grund af disse meget forskellige resultater i disse to studier er der fortsat
brug for mere forskning inden for dette område.
Studiet af samspillet mellem kultur og psykisk sygdom har ikke haft en
prominent plads i hverken dansk psykiatri eller dansk antropologi. Heller ikke studiet af
psykisk sygdom på Grønland, eller blandt grønlændere i Danmark. Dette er
tankevækkende, da andre lande med enten en oprindelig befolkning eller tidligere
kolonier typisk er de ledende inden for denne forskning (f.eks. USA, Canada,
Storbritannien, Frankrig (Kirmayer & Minas 2000) og Holland (Cantor-Graae & Selten
2005)).
Psykiateren Inge Lynge var den første læge med specialuddannelse i psykiatri,
der arbejdede på Grønland. Hun tog til Grønland første gang i 1961 som almindelig
95

læge og vendte tilbage som speciallæge i psykiatri i 1971. Hun skrev på baggrund af sit
arbejde dér en doktorafhandling om ”Psykiske lidelser i det grønlandske samfund”
(Lynge 2000). Konklusionen på hendes arbejde var blandt andet, at ud fra en
psykiatrisk betragtning giver det fin mening at anvende WHO’s diagnostiske manual
(ICD) i en grønlandsk sammenhæng. Forskellige eksempler på kulturbundne syndromer
– pibloktoq (arktisk hysteri), qivittoq (fjeldgængeri) og nangianeq (kajaksvimmelhed
eller kajakangst) bliver kun berørt i afsnittet om psykiske lidelser i ’det traditionelle
førkoloniale eskimosamfund’ (Ibid: 23-27). Antropologen Claus Georg Hansen gør dog
i sin artikel opmærksom på, at kajaksvimmelhed stadig forekommer på Grønland, og at
den sjældent bliver behandlet netop på grund af dominansen af vestlig psykiatri med
fokus på ICD-10s diagnostiske kategorier (1995).
96
Et kapitel om transkulturel psykiatri dukker for første gang op i en psykiatrisk
lærebog i 1985 (Reisby 1985b). Her er der stadig fokus på de eksotiske sygdomme og
kulturbundne syndromer. I lærebogen fra 2000 er der ligeledes et kapitel om
transkulturel psykiatri, der denne gang favner mere bredt og også adresserer emner som
indvandrere og tolkning i psykiatrien (Kristensen & Ali 2000). Dette kapitel vil blive
nærmere gennemgået nedenfor.
I januar 2002 blev Videnscenter for Transkulturel Psykiatri etableret ved
Rigshospitalet i København. Etableringen var et svar på de krav om etablering af en
ekspertfunktion, som forskellige personer inden for psykiatrien i Danmark havde rejst
(se f.eks. Gottlieb et al. 2000; se f.eks. Nordentoft 2000). Videnscenteret består af en
psykiatrisk overlæge, en psykiatrisk sygeplejerske og en bibliotekar. Dets opgaver er at
indsamle viden, forestå undervisning, fungere som konsulent og skabe kontakt mellem
den forskning, der foregår inden for feltet. Centeret er etableret for en tidsbegrænset
periode, der udløber 2006.

I 2002 kom den første bog på dansk, der specifikt omhandler transkulturel
psykiatri (Alberdi et al. 2002). Bogen er en artikelsamling redigeret af fire psykiatere
og med bidrag af seks psykiatere, en speciallæge i samfundsmedicin, en psykolog, en
filolog og fire antropologer. Bogen giver en form for overblik og status over feltet i
Danmark, og de psykiatere, der bidrager til bogen, er stort set dem, der interesserer sig
for feltet herhjemme. Som en samlet karakteristik af bogen, vil jeg citere følgende fra
en anmeldelse, som jeg har skrevet sammen med en kollega:
”Ser man antologien som en manifestation af, hvor den danske
transkulturelle psykiatri står i dag, falder det i øjnene, hvor skæv den
eksisterende viden er. Man koncentrerer sig primært om to grupper:
Gruppen af indvandrere og flygtninge fra tredjeverdenslande og gruppen
af grønlændere. Mens Inge Lynges kapitel om psykiatriske sygdomme i
Grønland vidner om eksistensen af konkret empirisk forskning i
grønlændernes sindslidelser såvel som selvmordsrater (kapitel 10), så er
kapitlerne om gruppen af indvandrere og flygtninge bemærkelsesværdige
fattige på forskningsresultater. Vi gøres som læsere opmærksomme på en
række forhold, som man skal være opmærksom på, og en række
interessante cases fra praktikerens arbejde præsenteres, men vi henvises
ikke til undersøgelser af, hvem som bliver syge, hvilke diagnoser de får,
hvilken behandlingssøgende adfærd de fremviser. Ligeledes savner man
som læser henvisninger til mere kvalitativt orienterede undersøgelser af,
hvorledes komplekset af sygdom og kultur afspejler sig i denne gruppe.”
(Jacobsen & Johansen 2002a: 160)
Det indledende kapitel er skrevet af to antropologer og tanken med det er at sætte en
kultur-teoretisk ramme for studiet af psykiske lidelser i et transkulturelt perspektiv
(Steffen & Jessen 2002). Som en introduktion til feltet ’transkulturel psykiatri’ er dette
indledende kapitel dog meget anderledes end Kristensen & Alis kapitel om
’Transkulturel psykiatri’ fra den psykiatriske lærebog (2000). I det følgende vil jeg kort
skitsere de centrale forskelle i de to tekster, da de afspejler de to fagtraditioner –
antropologi og psykiatri. Dette vil give et indblik i, hvordan feltet og dets centrale
begreber er struktureret meget forskelligt inden for de to fag.
97

98
I et antropologisk perspektiv (Steffen & Jessen 2002) drejer transkulturel
psykiatri sig om det principielle forhold mellem kultur og sygdom, hvorimod det i den
psykiatriske tekst handler om det kliniske arbejde med immigranter (Kristensen & Ali
2000). Disse to meget forskellige dagsordener præger selvfølgelig de to tekster, hvor
Kristensen & Ali har medtaget mange praktiske overvejelser, hvorimod Steffen &
Jessen gennemgår nogle empiriske cases, der kan understrege deres centrale pointer,
om, at sygdom og kultur ikke kan adskilles.
Kristensen & Ali anvender et antropologisk kulturbegreb til at definere, hvad de
mener med kultur og citerer Hastrup for, at: ”Kultur er ikke noget man taler om, men en
position man taler fra. Det er med andre ord noget man ser med, snarere end det man
ser” (Kristensen & Ali 2000: 576). Et sådant udgangspunkt skulle man tro ville lede
forfatterne til en (kritisk) gennemgang af psykiatriens perspektiv på patienter med
anden etnisk baggrund end dansk, psykiatriens diagnostiske praksis og psykiatrien som
et kulturelt system. Det er dog ikke det, man finder. Efter at have startet med dette citat
går forfatterne videre med at anvende stereotype generaliseringer af denne
patientgruppe 20 . Der refereres til muslimske patienter, til agrare-samfund,
sociocentriske-samfund og skam-samfund (for en videre diskussion af disse betegnelser
se kapitel 6).
For Kristensen & Ali kan psykiske sygdomme udtrykkes i objektive diagnoser,
der kan anvendes globalt. Det biologiske aspekt i sygdommene opfattes som centralt og
som udgørende det væsentligste element ved sygdommene. Til at beskrive relationen
mellem kultur og sygdom anvender de denne model:
20 Dette er dog ikke særegent for denne bog. Også andre bøger, f.eks. Andersen &
Jensens ’Etniske minoriteter: kulturmøder i sundhedsvæsenet’ (2001) sætter rammen
med et dynamisk og komplekst kulturbegreb, mens flertallet af bogens artikler i vidt
omfang anvender et mere traditionelt, statisk og adfærdsstyrende kulturbegreb.

”Basislinien markerer variationsbredden i kulturel adfærd. Det fremgår,
at sværhedsgraden af psykopatologi indsnævrer variationerne i udtrykket,
således at personlighedsforstyrrelser eller neurotiske lidelser er bundne af
den kulturelle kontekst, de forekommer i. Jo sværere psykopatologi, eller
jo mere specifik ætiologi/patogenese des større ensartethed i
fremtrædelsesformer, dvs. at patienter med organiske psykoser eller
dementielle lidelser ikke vil adskille sig væsentligt fra den ene kultur til
den anden.”
(Kristensen & Ali 2000: 581)
Sygdom og kultur opfattes her adskilte: Der findes en sygdomsmæssig enhed, der i
større eller mindre omfang i sin fremtræden påvirkes af den kultur, som den
pågældende patient har.
Ikke overraskende divergerer Steffen & Jessens opfattelser på stort set samtlige
punkter. Steffen & Jessen definerer ikke kultur direkte, men i deres beskrivelser af
sygdom og samfund, og deres afstandstagen til ”simple kulturelle og etniske
årsagssammenhænge” (2002: 27) ses et relationelt kulturbegreb. Til denne
kulturforståelse knytter sig også den indsigt, at kultur ikke er et fænomen, der kun
knytter sig til ’de andre’, men meningsfyldt kan anvendes til at undersøge fænomener
hos ’os selv’ – herunder det psykiatriske system og dets diagnoser. Dette betyder, at i
stedet for at operere med kulturelle grupper går de den anden vej og lokaliserer deres
99

cases helt ned på individniveau. Frem for de objektive diagnoser gør disse forfattere sig
til talsmænd for, at ”det er først når sygdommen spejles i den sociale og kulturelle
virkelighed, den optræder i, at et meningsfuldt mønster træder frem” (Ibid: 25). Det er
også karakteristisk for en antropologisk tilgang, at spørgsmålet om biologi stort set ikke
berøres. Til at beskrive relationen mellem kultur og sygdom anvendes der, frem for en
model, begreber som personlige erfaringer, narrativer og centrale kulturelle normer og
værdier.
100
I de afsluttende bemærkninger til deres kapitel skriver Kristensen & Ali, at
tværkulturelt arbejde blot er en del af en omfattende klinisk virkelighed (2000: 592).
Denne isolering af det kulturelle til nogle særlige spørgsmål vedrørende etniske
minoriteter, står i stærk kontrast til det antropologiske perspektiv: At kultur er et aspekt
ved al psykiatrisk arbejde, også med danske patienter.
Målet for psykiatrien med det transkulturelle arbejde er at kunne diagnosticere
patienten bedst mulig, for dermed at kunne give patienten den bedste behandling; hvor
den antropologiske interesse er sociale og kulturelle forholds betydning for menneskets
oplevelse af sin lidelse for dermed bedre at kunne forstå patienten, i dette tilfældet
udtrykt gennem narrativet.
Arthur Kleinman skriver i sin sammenligning mellem antropologien og
psykiatrien, at antropologien søger partikularitet, hvorimod psykiatrien søger
universalitet, og dette er en af de primære årsager til, at de to fag har svært ved at
mødes i et frugtbart samarbejde (1988). Den ovenstående gennemgang er dels en
uddybning af denne generelle karakteristik og dels en lokalisering af den i en dansk
sammenhæng.

Kapitel 5. Kultur på de psykiatriske afsnit
Dette kapitel vil beskrive og analysere de kulturforståelser, der findes på de
psykiatriske afsnit. Der vil blive givet en række forskellige eksempler på kulturs
manifestationer på de psykiatriske afdelinger og på, hvordan psykiatrisk personale
prøver at arbejde med kultur i relation til patienter med anden etnisk baggrund end
dansk. Disse eksempler vil blive knyttet til de forskellige kulturbegreber, der blev
introduceret i kapitel 3.
Efter dette præsenteres og diskuteres begrebet ’psykiatri-kultur’ som en vigtig
ramme at placere diskussionen om kultur i psykiatrien indenfor. Kapitlet sluttes af med
en kvalificering af kulturs betydning i psykiatrien – som en blandt mange andre
opgaver, snarere end et unikt fænomen der kræver en særlig indsats.
De eksempler på kultur, der behandles i dette kapitel er ikke knyttet direkte til
spørgsmål om diagnose og vurdering af patienternes sygdom, som vil blive behandlet i
kapitel 7 og 8. Eksemplerne fokuserer i højere grad på adfærd i dagligdagen.
5.1. Eksempler på kultur
Der er undervisning i ’Transkulturel psykiatri’ for personalet på et af mine afsnit. Jeg
har fået lov til at være med. Indledende starter underviseren med at definere, hvad
kultur er, og til dette formål anvender han et citat fra Kirsten Hastrup, der er professor
i antropologi. Citat lyder: ”Kultur er ikke det vi ser, men det vi ser med” 21 . Jeg føler
mig på hjemmebane. På de næste mange overheads præsenteres derefter, hvordan
islam er bestemmende for muslimers opfattelse af sundhed, sygdom, behandling,
21 Denne definition af kultur er blevet introduceret i psykiatrien gennem psykologen
Peter Elsass bog ’Torturoverleveren’ (1995). Herfra er det blevet brugt til at definere
kultur i kapitlet ’Transkulturel psykiatri’ (Kristensen & Ali 2000) i lærerbogen ’Klinisk
psykiatri’, hvor der refereres til Elsass. Definitionen stammer fra Kirsten Hastrups bog:
’Det antropologiske projekt – om forbløffelse’ (1992).
101

autoriteter, familie, køn m.m. Relationen mellem denne repræsentation af noget
fremmed og Hastrups blik på sig selv/os selv forbliver implicit, og uforståelig for mig.
Der skal være ’etnisk aften’ på et afsnit. En tyrkisk patient skal lave tyrkisk mad, der
skal spilles tyrkisk musik og der skal ses en tyrkisk film om aftenen. Det er patienten
selv og afsnittets ergoterapeut, der står for planlægning, madlavning, udsmykning m.m.
I følge ergoterapeuten er det en god måde at skabe åbenhed og tolerance blandt
patienterne på afsnittet. Patienten er gået meget op i planlægningen og har været
meget glad for den opmærksomhed, som afsnittets personale har vist ham. Han er dog
lidt usikker på om de øvrige patienter – særligt de danske, men også en kurdisk patient
– vil synes om arrangementet. Han bruger en stor del af eftermiddagen på at ringe til
sin tante, der bor i Danmark, for at spørge hende til råds om madlavningen, så den kan
blive ’rigtig’, da han ikke selv har den store erfaring med at lave mad. Foranlediget af
disse forberedelser fortæller en anden – irakisk – patient om sine erfaringer med
etniske aftener: ”Og så ville de have mig til at lave irakisk mad. Jeg har aldrig lavet
mad, og da slet ikke irakisk. Hvis de så havde spurgt mig, om jeg ville lave lasagne
eller burgere, det er jeg god til” 22 .
Jeg har en interviewaftale med to kvindelige personalemedlemmer på et sengeafsnit i
en aftenvagt. Den første fortæller, at hun synes, at hun tit har problemer med
muslimske patienter – mændene gør ikke de ting, hun beder dem om at gøre. ”Det er på
grund af deres kultur”, fortæller hun, ”der skal mænd ikke rette sig efter kvinder”.
Senere samme aften i interviewet med det andet personalemedlem, spørger jeg hende,
22 Sidste del af eksemplet optræder i Jacobsen & Johansen (2002c: 40).
102

om hun har problemer med muslimske mænd, der ikke gør som hun beder dem om.
”Nej”, siger hun, ”det har jeg aldrig. Det er deres kultur at være høflige”.
Eksemplerne ovenfor illustrerer nogle af de situationer, hvor kultur blev nævnt af
personalet på mit feltarbejde. Der vil løbende i afhandlingen blive præsenteret flere.
Disse eksempler illustrerer, at kultur er blevet en del af ordforrådet på de psykiatriske
afdelinger, og en del af forklaringen på forskellige typer af adfærd. Kultur er blevet en
måde at tale om det anderledes på. I plejen og behandlingen af patienter med anden
etnisk baggrund end dansk er kultur blevet en parameter, som man forholder sig til. De
to første eksempler viser også, at kultur bliver taget seriøst som et aspekt, man skal vide
noget om og kan arbejde med på de psykiatriske afdelinger. Endelig viser eksemplerne,
at det ikke er lige nemt. Kultur er et begreb, som personalet er blevet opmærksom på,
og som de anvender, men brugen er sporadisk, usystematisk og sjældent fagligt
forankret.
I de tre eksempler er den kulturforståelse, der anvendes, tættest på den
essentielle kulturforståelse, som den blev præsenteret i kapitel 1. Det er den
kulturforståelse, som jeg hyppigst har set anvendt. Underviseren i det første eksempel
beskriver islamisk kultur, som værende styrende for muslimske patienters
sygdomsopfattelse, børneopdragelse m.m. Dette er i modsætning til Hastrups definition,
som han indledte undervisningsseancen med. Havde han anvendt Hastrups citat som
andet end en indledning, ville undervisningen have drejet sig om ’de briller man ser
med’ – dvs. et blik på psykiatrien selv. Dette ville have givet en kulturforståelse
nærmere det relationelle.
Det andet eksempel viser tilsvarende en essentiel kulturforståelse, hvor
personalet forventer, at irakere kan lave irakisk mad og tyrkere kan lave tyrkiske
103

kulturaftener. Den viser også patienternes forskellige oplevelser af disse kulturelle
stereotyper. Den tyrkiske patient tager sin tyrkiske identitet på sig (i hvert fald i denne
situation) og søger at leve op til personalets forventninger. Den irakiske patient giver til
gengæld udtryk for, at det ikke er en del af hans identitet.
104
Det sidste eksempel er et empirisk argument for det relationelle kulturbegreb.
Det viser, at kultur – i dette tilfælde de muslimske patienters opførsel – skabes i mødet
mellem disse patienter og personalemedlemmerne. Selv om personalemedlemmerne
bruger en essentiel kulturforståelse, så dokumenterer de to udsagn tilsammen et af
problemerne ved denne forståelse: At kultur bliver antaget at være noget
adfærdsbestemmende, som patienterne har med sig frem for at være et resultat af en
given interaktion. Disse antagelser vil jeg udforske nærmere i det følgende afsnit.
5.2. Fortolkninger af adfærd i den psykiatriske praksis 23
En af de situationer, hvor kultur ofte blev nævnt, var i forbindelse med patienters
konkrete adfærd: Nogle psykotiske patienter spiser, på grund af deres psykose, meget
grimt – spiser med åben mund, smasker, spreder mad ud over hele bordet, spiser med
fingrene. Det er således ikke et ukendt fænomen, at psykotiske patienter spiser alene på
deres stue frem for at spise sammen med de andre patienter i spisestuen. Men
personalet blev ind imellem i tvivl, når det drejede sig om en patient med anden etnisk
baggrund end dansk – for var det normalt, der hvor han eller hun kom fra, at spise med
fingrene?
Et andet eksempel fra ’spisesituationen’ er fænomenet at række over. Normalt
korrigerede personalet patienter, der rakte hen over andre for at nå vand eller salt, og
henstillede til dem, at de skulle spørge om tingene i stedet for. På et af afsnittene var
23 Dette afsnit bygger i al væsentlighed på artiklen ’Culture and Behaviour’, som jeg
har skrevet sammen med Charlotte Jacobsen (Jacobsen & Johansen n.d.).

personalet imidlertid blevet belært af en sygeplejerske, der selv havde en anden etnisk
baggrund end dansk Hun havde fortalt, at det i Mellemøsten var uhøfligt at afbryde
andres spisen, hvis man selv kunne nå. Flere personalemedlemmer på dette afsnit
fortalte, at de nu var holdt op med at korrigere patienter, der rakte over – for det kunne
jo være normalt, der hvor de kom fra.
Et tredje eksempel var en skizofren patient, som var muslim og som havde
meddelt sin kontaktperson, at det var normalt for muslimer at være oppe hele natten for
at bede. Personalet var meget i tvivl om, hvorvidt dette var rigtigt, eller om det var et
sygt fænomen – skizofrene patienter har ofte svært ved at sove og får tit vendt om på
dag og nat.
Disse eksempler handler ikke om en usikkerhed hos personalet, om hvorvidt
patienterne egentlig er syge, men snarere om hvordan konkrete fænomener forstås. De
er eksempler på meget typiske udsagn fra mit feltarbejde, når jeg talte om kultur med
personalet. I det følgende vil jeg præsentere nogle typiske karakteristika ved disse
udsagn og bruge dem til at give en generel karakteristik af, hvordan det psykiatriske
personale tænkte og talte om kultur.
5.2.1. Adskillelsen af sygdom og kultur
Det er karakteristisk for disse udsagn, at de opererer med et klart skel mellem sygdom
og kultur – et fænomen er enten det ene eller det andet, enten skizofrent eller muslimsk.
Et andet karakteristikum er, at spørgsmålet egentlig ikke kan besvares. Ved flere af de
ovennævnte eksempler blev jeg spurgt, i min forestillede egenskab af kulturel ekspert,
om f.eks. muslimer er oppe hele natten for at bede, eller om det er normalt for
mennesker fra et givent land at spise med fingrene. Og personalet mente, at det var et
105

spørgsmål, der burde kunne besvares med et klart ja eller nej, baseret på viden om den
pågældende kultur. Problemet med disse eksempler og spørgsmål er, at sygdomsudtryk
og symptomer er påvirket af kultur, frem for adskilt fra dem (Steffen & Jessen 2002).
Kulturelt acceptable handlinger kan blive foretaget på en patologisk måde eller af
patologiske grunde. Det kan f.eks. godt være normalt for en muslim at være oppe og
bede hele natten, men ikke på dette tidspunkt eller af de grunde, som den pågældende
patient gav.
106
Det er her også karakteristisk, at disse eksempler ignorerer den kontekst, som de
foregår i. For det første var patienten under opsyn 24 timer i døgnet, så personalet
vidste godt, om han var syg eller ej. For det andet handler diskussionerne i vid
udstrækning om afsnittenes regler for, hvordan man opfører sig: At man spiser
ordentligt og at man sover om natten. Når diskussionen om, hvorvidt det er normalt at
være oppe at bede eller ej, bliver rejst, er det i lige så høj grad et udtryk for afsnittenes
kulturelle normer, som det er et spørgsmål om kultur eller patologi.
Som det fremgår af eksemplerne, anvender personalet her en kulturforståelse,
hvor kulturelle normer bliver opfattet som statiske, kontekstuafhængige og
determinerende: Patienten er muslim, og derfor gør han sådan og sådan, patienten
kommer fra et land, hvor man spiser med hænderne, så derfor spiser han med
hænderne. Eller med andre ord, personalet anvender en essentiel kulturopfattelse. I det
følgende vil jeg vise, hvordan denne måde at forstå kultur på knytter sig til den måde,
man mere generelt forstår adfærd på i psykiatrien.
5.2.2. Forståelse af adfærd
Psykiatrisk personale foretager løbende vurderinger af patienternes adfærd med henblik
på at afgøre, om patienterne får det bedre, om de har bivirkninger, eller om der er brug

for nye terapeutiske tiltag (f.eks. samtaler med en psykolog eller beskæftigelsesterapi
med en ergoterapeut). I forbindelse med de retspsykiatriske patienter vurderer
personalet også løbende deres farlighed og risikoen for, at patienten begår nye
kriminelle handlinger.
Det er karakteristisk for denne vurdering af adfærd, at den anvender
forklaringer, der opfattes som iboende patienten, frem for afhængig af kontekst. Tre
sådanne dominerende årsagsforklaringer i psykiatrien er (1) psykotisk sygdom, (2)
personlighedsforstyrrelse og, for etniske patienters vedkommende, (3) deres kulturelle
baggrund. Et eksempel på adfærd, som personalet prøver at forstå, er aggressiv adfærd
– f.eks. at slå ud efter et personalemedlem. Denne adfærd kan blive forklaret med en af
ovenstående årsager, afhængigt af personales opfattelse af patienten.
En forklaring er, at aggressionen primært skyldes patientens psykotiske sygdom
– at han f.eks. har synshallucinationer og ser en djævel i stedet for personalemedlemmet
eller at han har hørelseshallucinationer og stemmerne siger, at han skal slå. Personalet
kan i en sådan situation forklare, at aggressionen er til at forstå og de har samtidig
mulighed for at handle på aggressionen – f.eks. med mere medicin eller skærmning af
patienten (hvilket betyder, at patienten er på sin stue uden nogen kontakt med andre
patienter og kun med få fra personalet, eller at et personalemedlem følger patienten
rundt i afsnittet og sørger for at holde ham rolig og at begrænse kontakten med andre
patienter).
Andre patienter er dog mere præget af deres personlighedsforstyrrelse.
Personalets forklaring på aggressiv adfærd relaterer sig her typisk mere til patienternes
opvækst – at han f.eks. aldrig har prøvet, at der bliver sat grænser for ham, eller at han
er vant til, at aggression er et fornuftigt svar. Selv om personalet beskriver, at med
sådanne patienter kan det være sværere at acceptere aggressionen, fordi patienten jo
107

godt ved, hvad han gør, så giver referencen til opvæksten alligevel en vis forståelse for
patientens adfærd. Personalets mulighed for handlen er ofte en form for
(gen)opdragelse af patienten med bl.a. en meget tydelig grænsesætning. Muligheden for
at bruge beroligende medicin er også tilstede.
108
For patienter med anden etnisk baggrund end dansk kommer der en tredje type
af forklaring i spil. Patientens aggressive adfærd kan også skyldes hans anderledes
kulturelle baggrund – at han f.eks. bliver vred, hvis en kvinde skælder ham ud, for det
gør kvinder ikke, der hvor han kommer fra. Personalets reaktion på denne forståelse er
typisk korrektion: Man påpeger over for patienten, at nu er han i Danmark, og her er
mænd og kvinder lige, og det må han acceptere.
Det er karakteristisk for alle disse tre forklaringer, at de søger en forklaring på
patientens adfærd udenfor eller før den konkrete situation, hvor handlingen finder sted.
Dette er problematisk af flere grunde. Det fjerner ansvaret for den pågældende konflikt
fra personalet og lægger det over på patienten (Jöncke 1995: 66-72). Det er på grund af
patientens sygdom, personlighed eller kultur, at der er et problem. Dermed fjerner man
også et fokus på de begrænsninger og muligheder som institutionen i sig selv lægger på
mødet og kommunikationen mellem patient og personale (Ibid).
I forhold til den kulturelle forklaring, fjerner man det kontekstafhængige og
relationelle fra det kulturelle og bruger i stedet kultur som noget patienten har med og
som styrer hans adfærd uafhængigt af den givne situation, han befinder sig i. Eller – for
at bruge termerne jeg introducerede i kapitel 3 – denne måde at forstå adfærd på
fremmer en essentiel kulturforståelse frem for en relationel i den psykiatriske praksis.
Tendensen til at løsrive de konkrete eksempler fra kontekst og praksis er en naturlig
følge af denne måde at tænke kultur på. Den faktuelle viden om islam, der vil gøre det

muligt at svare ja eller nej til, om det er normalt at være oppe og bede om natten, er et
eksempel på denne essentielle forståelse af kultur.
Det psykiatriske personale ved en masse om psykotisk sygdom og
personlighedsforstyrrelse. Det vil sige, at de har en masse viden, de kan bruge til at
forstå deres patienter, når henholdsvis sygdom og personlighed bruges som forklaring.
Men ofte har de en mere begrænset mængde viden at anvende, når ’det kulturelle’ skal
forklares. Når jeg blev mødt med et udsagn om, at ”vi vil gerne vide noget mere om
kultur”, så var der formentlig tale om en efterspørgsel efter viden, der kunne udfylde
hullet i ’den kulturelle forklaringsmodel’.
5.3 Andre tilgange til kultur
Man kan dog sagtens finde andre forståelser af kultur, der peger hen imod en anden
måde at bruge kultur:
En psykiater havde overtaget behandlingsansvaret for en yngre ægyptisk kvinde,
der led at skizofreni. Hendes forældre var i gang med at arrangere et ægteskab med en
fjern slægtning fra Ægypten. På en sommerferie i Ægypten var kvinden blevet
præsenteret for sin tilkomne ægtemand. Efter hjemkomsten til Danmark var hendes
forhold til forældrene, som hun boede hos, blevet voldsomt forværret. De skændtes
voldsomt næsten hver dag. Hun var meget ambivalent i forhold til ægteskabsplanerne
og dette var en af årsagerne til skænderierne. Disse handlede dog også generelt om
hende selv, det liv hun levede i Danmark og relationerne til forældre og øvrige familie.
Kvinden fortalte selv, at hendes skizofreni, efter en relativ stabil periode, var blevet
voldsomt forværret efter turen til Ægypten og presset fra familien til at indgå
ægteskabet, som hun selv var så meget i tvivl om.
109

110
En del af personalet havde ved samtaler foreslået hende, at hun skulle flytte fra
forældrene og få styr på sit eget liv, og at det generelt var svært for mennesker med
skizofreni at leve sammen med andre. Psykiateren valgte derimod en anden strategi.
Han forklarede mig, at da patienten kom fra en kultur, hvor det var forældrene, der
arrangerede ægteskabet, ville det være mest naturligt, at arbejde med forældrene i
relation til patientens problemer med det foreslåede ægteskab. Han indkaldte derfor
forældrene, med patientens godkendelse, til en række samtaler, hvor han fortalte dem
om patientens sygdom, om den medicin og behandling hun modtog, om hvordan
sygdom og behandling påvirkede patientens evner til at omgås andre mennesker, om
mulighederne for at få børn (dårlige), m.m.
En sygeplejerske havde været gift med en marokkansk mand i flere år, og havde i den
sammenhæng boet i Marokko i et par kortere perioder. Hun talte lidt arabisk. På et
tidspunkt blev der indlagt en marokkansk mand på afdelingen, der stort set kun kunne
tale arabisk og som var meget syg. Sygeplejersken blev valgt som kontaktperson for
denne patient. Hun beskrev, hvordan hun søgte at bruge sit kendskab til mandens
baggrund til at skabe noget kontakt. Ind i mellem foretog han sig nogle mærkelige ting,
og nogle gange kunne sygeplejersken fortælle det øvrige personale, at hans adfærd var
relativt normalt i Marokko. Hun hjalp ham også med at etablere kontakt til en
marokkansk forening, hvor han kunne komme engang imellem.
Jens var sygeplejerske på et lukket afsnit. Han fortalte mig en dag om, hvordan hans
forældre, da han var barn, var immigreret til Canada. Han havde boet ca. 10 år af sit
liv i Canada inden, han var vendt tilbage til Danmark for at få en uddannelse. Han
fortalte, at han havde haft svært ved at falde til i Canada, og at de første par år havde

været meget ensomme, da han havde svært ved det engelske. Han beskrev, hvordan
denne erfaring gav ham en bedre forståelse for, hvordan nogle af de patienter med
anden etnisk baggrund end dansk, der blev indlagt, havde det: Et fremmed land, et
fremmed sted, og ikke kunne sproget ordentligt.
I de ovenstående eksempler bruger personalet patienternes kultur og deres egne
erfaringer til at skabe en bedre relation til den individuelle patient. De anvender ikke
kulturelle generaliseringer på samme måde som i det foregående afsnit, men derimod
mere individuelle og personlige iagttagelser. Kulturforståelsen er på denne måde tættere
på den relationelle kulturforståelse, om end der i disse eksempler stadig er et fokus på
det eksotiske eller anderledes. Det afgørende for min placering nærmere den
relationelle kulturforståelse er personalets opmærksomhed på, at kulturelle normer har
individuelle træk: Deres arbejde og interesse for kultur går via den enkelte patient og
hans eller hendes repræsentation af sin baggrund. Der er dermed stærke træk af en
forståelse af patientens ’personlige kulturelle felt’ i disse tilgange (dette begreb blev
introduceret i kapitel 3) (Lorimer 2004: 64). I praksis vil disse personalemedlemmer
nok have benyttet en tilsvarende strategi over for danske patienter – at tage
udgangspunkt i deres specifikke situation – men de vil ikke beskrive det med
henvisning til kultur.
I den første case bruger psykiateren et kendskab til patientens sociale situation
til sit arbejde, med et fokus på hvor denne er kulturelt anderledes. I de to sidste
eksempler bruger personalemedlemmerne derimod personlige erfaringer fra
kulturmødet til at forstå deres patienter. Det er værd at lægge mærke til, at fokus
dermed flytter sig fra ’deres kultur’ til kulturmødet, der implicerer både patient og
personalemedlem.
111

112
Ifølge Lorimer kan kultur bruges til at skabe en opmærksomhed omkring og
verbalisere forskelle mellem mennesker (2004: 55). Denne opmærksomhed, mener
Lorimer, er det første skridt på vej til at forstå et andet menneske. Yderligere skridt kan
tages ved at lære det andet menneskes baggrund at kende, for dermed at forstå, hvordan
det pågældende menneskes ’personlige kulturelle felt’ ser ud. Lorimer karakteriserer
denne tilgang som inspireret af fænomenologien (Ibid: 64). I den første case tager
psykiateren det første skridt og demonstrerer en opmærksomhed omkring patientens
anderledes livssituation, som han bruger i sit arbejde. I case nummer to tager
sygeplejersken skridtet videre, idet hun også begynder at nærme sig en forståelse af
patientens ’personlige kulturelle felt’, da de har nogle fælles erfaringer fra livet i
Marokko.
Lorimer beskriver denne tilgang som værende i modsætning til antropologen
Unni Wikans arbejde med forståelse på tværs af kulturer (Lorimer 2004: 55). Wikans
fokus er på, hvordan mennesker på trods af kulturelle forskelle er i stand til at forstå
hinanden på grund af nogle grundlæggende fælles menneskelige vilkår i vores liv og
hun anvender begrebet ’resonans’ til at beskrive denne forståelse (1993). Også Wikans
tilgang kan karakteriseres som fænomenologisk, da den – ligesom Lorimer – har et
fokus på det enkelte menneskes oplevelser og muligheden for at forstå disse. Det er
denne tilgang, som er dominerende i den tredje case, hvor det ikke så meget er et
specifikt kulturel kendskab, som nogle almene erfaringer med at være fremmed, som
dette personalemedlem bruger i sit arbejde med patienter med anden etnisk baggrund
end dansk.
Disse ovenstående iagttagelser illustrerer et spændingsfelt mellem to funktioner,
som ’kultur’ i en fænomenologisk tilgang kan have. Og som i begge tilfælde kan tjene
til at lette personalets arbejde med kultur. På den ene side en markering af det

anderledes, på den anden side muligheden for at gå bag det kulturelt specifikke og
fokusere på noget alment menneskeligt. Der er en parallel til Hastrups iagttagelse om,
at kultur både skaber muligheden for et fællesskab, men også muligheden for at trække
grænser (2004b). Begge strategier synes i disse tilfælde at fungere for personalet.
Fænomenologien er blevet et centralt begreb i den postmoderne periode
(Hastrup 2004a: 16). Man kan pege på to tendenser inden for fænomenologien i denne
periode – den ene er interessen for det specifikke fænomen og bruges ”...ofte i kontrast
til en teoretisk synsvinkel” (Ibid: 17), det andet er ”en kritisk stillingtagen til forholdet
mellem vores bevidsthed eller viden og så den verden, vi ønsker at vide noget om”
(Ibid: 17). De ovenforstående eksempler er primært et udtryk for den første tendens,
hvor man interesserer sig direkte for det enkelte individ, men ikke det mere filosofiske
spørgsmål om relationen mellem viden og verden.
Antropologen Ellen Corin har i en artikel om ’kendsgerninger og betydning i
psykiatrien’ argumenteret for, at der i Europa findes en tradition for en fænomenologisk
psykiatri 24 , hvor man ikke interesserer sig for objektive observerbare symptomer, men
for hvordan mennesker lever og forstår deres sygdom. Dette ser hun som i modsætning
til en amerikansk tradition, der går mod en medikalisering og objektivisering (1990). I
en dansk sammenhæng kommer det blandt andet til udtryk ved, at psykiatriske
sygeplejersker refererer til deres egen tilgang som ’fænomenologisk’. Den
fænomenologiske tilgang til sygepleje er blandt andet beskrevet af Liv Strand i bogen
’Fra kaos mod samling, mestring og helhed’, som er en af de mest benyttede bøger om
psykiatrisk sygepleje af psykotiske patienter på de afsnit, hvor jeg udførte feltarbejde
24 Jeg går i denne korte oversigt ikke ind i en mere specifik diskussion af
fænomenologisk psykiatri, forskellige retninger inden for denne, forskellen mellem
fænomenologi i psykiatrisk sygepleje og i psykiatrien som lægefagligdisciplin eller i
forskellene mellem en psykiatrisk og humanistisk fænomenologi. Min interesse her er
nogle generelle tendenser, der samlet set kan karakteriseres som fænomenologiske.
113

(Strand 1994). Strand karakteriserer således sygepleje som værende: ”... præget af en
åbning mod forståelse for den, man vil tilbyde omsorg til, for den situation han er i, og
for det han reelt for behov for” (1994: 14). Det psykiatriske personales mere
fænomenologiske brug af et relationelt kulturbegreb støttes af dele af den psykiatriske
praksis – tilsvarende hvad vi ovenfor så med et essentielt kulturbegreb.
114
I følge antropologen Steffen Jöncke, der har arbejdet med HIV-smittede
indvandrere fra Afrika, giver et fokus på patientens situation her og nu mulighed for en
opmærksomhed på de særlige rammer for kulturmødet, som en given institution skaber
i form af konkrete ressourcer (til f.eks. tolkning), og i forhold til hvordan institutionen
forstår problemer, og hvilke løsningsmodeller man har til rådighed (1995: 66-72).
Denne mulighed synes ikke at blive realiseret i de givne eksempler, og spørgsmålet er
om det ikke kræver en anden, mere analytisk opmærksomhed på den situation, man selv
er en del af (se kapitel 12). Men der er næppe tvivl om, at det ville være et værdifuldt
bidrag til forståelsen af patienterne.
Også de mere filosofiske aspekter af fænomenologien – spørgsmålet om
”forholdet mellem vores bevidsthed eller viden og så den verden vi ønsker at vide noget
om” (Hastrup 2004a: 17) – kan man finde en interesse for inden for psykiatrien, i det
der kaldes fænomenologisk psykiatri. Denne del af psykiatrien beskæftiger sig med ”...
kvaliteten af patientens indre oplevelser, så tæt på som det er muligt” (Hemmingsen &
Parnas 2000: 116). Overordnet set behandler den fænomenologiske psykiatri
spørgsmålet om, hvorvidt vi har mulighed for at forstå skizofreni, eller om der er tale
om en fundamental anderledes måde at være til på. Traditionelt hævder den
fænomenologiske psykiatri, at der er tale om en fundamental anderledes væren i

verden, og at man (psykiatere, forskere m.m.) kun kan forklare den (med henvisning til
sygdomsmodeller, symptomer m.m.), men ikke forstå den (Parnas 2000c) 25 .
I krydsfeltet mellem fænomenologisk psykiatri og kultur skriver antropologerne
Littlewood & Dein, at denne forskel mellem ’forklaring’ og ’forståelse’ også knytter sig
til skellet mellem biologi og kultur. De skelner mellem det biologiske, som psykiaterne
kan sigte efter at forklare og kulturen, som de kun kan prøve på at forstå (2000: 5). I
denne iagttagelse ligger der to pointer. Den ene er, at med psykiatriens primære
interesse for sygdom, og dermed det biologiske, er der primært en interesse i at forklare
og ikke forstå (dette vender vi tilbage til i kapitel 8 og 9). Det andet er, at kultur
ultimativt ikke kan forstås. Den fænomenologiske antropologi, som repræsenteret
ovenfor, er enig i, at man ikke fuldt ud kan forstå andre, men at centrale indsigter i
andre menneskers verden kan opnås i forsøget derpå (Lorimer 2004: 66).
5.4. Psykiatrikultur
Med dette afsnit flytter fokus fra de kulturbegreber, personalet anvender i deres arbejde
med patienter med anden etnisk baggrund end dansk, til at anvende kulturbegrebet med
henblik på at se den betydningsproduktion, der foregår på de psykiatriske afsnit og i
mødet mellem patient og behandlere. Der er dog ikke tale om nogen fuldstændig
beskrivelse af denne kultur, men snarere en skitsering af rammerne for sådan en
analyse. Afhandlingens efterfølgende kapitler kan ses som en kortlægning og analyse af
skaberne og brugerne af psykiatrikulturens forståelse af etniske patienter og deres
kultur.
25 Den fænomenologiske psykiatri er ældre end denne reference. Parnas refererer til den
tyske psykiater Karl Jaspars, hvis hovedværk – Allgemeine Psychopathologie – udkom
i 1923.
115

116
En central erkendelse vedrørende kulturbegrebet i moderne antropologi er, at
kultur ikke kun knytter sig til etniske grupper, men generelt til sociale grupperinger
(Hastrup 2004b). Det betyder, at det bliver muligt at anvende kulturbegrebet og
kulturanalysen på f.eks. arbejdspladser og institutioner (Jordan 1994), og således også
på hospitalsafdelinger. I pilotprojektet introducerede Charlotte Jacobsen og jeg
begrebet ’psykiatrikultur’ for at kunne beskrive den kultur, som vi fandt på de
psykiatriske sengeafsnit (Jacobsen & Johansen 2002c).
Begrebet psykiatrikultur har både en normativ og en analytisk pointe. Den
normative først. Som det blev beskrevet i indledningen, startede pilotprojektet på
foranledning af en psykiatrisk afdeling, der gerne ville vide, hvad de etniske patienter
betød for behandlingsmiljøet på afdelingen. For en udefrakommende observatør var det
dog slående, at den kultur og de kulturelle normer og værdier, der dominerede den
psykiatriske afdeling, var den psykiatriske afdelings egne. Begrebet psykiatrikultur blev
introduceret for at påpege og fastholde dette forhold. Det normative kommer frem, da
der med begrebet psykiatrikultur fulgte en anbefaling af, at personalet snarere burde
koncentrere sig om deres egen kultur, frem for patienternes kultur, hvis de gerne ville
arbejde med kultur.
Analytisk er pointen, at tager man det relationelle kulturbegreb seriøst og ser
kultur som et dynamisk fænomen, der produceres i mødet mellem mennesker (Hastrup
2004b), så er den kultur, man finder på de psykiatriske afdelinger, netop et produkt af
de konkrete mennesker, der mødes under disse institutionelle rammer (se også
Mogensen & Oberländer under udgivelse). Det vil sige, at også på de psykiatriske
afdelinger skabes der fælles betydninger og praksisser, der er knyttet til dette
fællesskab. I det omfang de etniske patienters kulturelle baggrund bliver tillagt en

etydning, er det et udtryk for kulturel produktion på de psykiatriske afdelinger. I næste
kapitel vil jeg fremstille den betydning, der knytter sig til denne patientgruppe.
Personalet har en dominerende rolle i den kulturelle produktion på de
psykiatriske afdelinger, idet personalet er de gennemgående aktører på afdelingen. Det
er dem, der er til stede over tid, hvor patienterne kun er til stede i begrænsede perioder.
Det er også personalet, der har den formelle magt på de psykiatriske afdelinger: De
definerer normer og værdier; de opstiller husordner og uge- og dagsprogrammer; de
definerer patienternes stadie af normalitet. Alt dette sker selvfølgelig i et samspil med
og som en reaktion på specifikke patienter, der dermed også er kulturproducerende
aktører i den psykiatriske kultur, men der er stadigvæk en kvalitativ forskel i position
og magt mellem de to grupper.
Noget af den kritik, der blev rettet mod det essentielle kulturbegreb, er
tendensen til at fremstille kulturer som homogene, når de reelt er heterogene. Dette er
også et vigtigt forbehold, når man studerer arbejdspladskulturer (Wright 1994). Jeg vil
dog påpege, at der i psykiatrien er tendenser, der går mod at skabe netop relativt
homogene miljøer på de enkelte sengeafsnit. Det er ikke ualmindeligt at høre
psykiatrisk personale beskrive deres afsnit som anderledes end andre afsnit. De føler sig
hjemme på deres eget afsnit, med den rytme der er; de vedtagne normer for pleje og
behandling og for omgang med patienterne. Det specifikke afsnit matcher også tit
fysisk de normer, som afsnittet fungerer efter (eller omvendt). Det kan f.eks. være
interessant at iagttage, hvad et afsnits mest centrale rum er: Er det personalekontoret
eller patienternes opholdsstue? På et afsnit, hvor det mest centrale rum er opholdsstuen,
vil patienter og personale tit opholde sig det. Er det derimod personalekontoret, vil man
finde det meste personale her og patienterne kredsende rundt om døren. Dette afspejler
117

tit normer blandt personalet for, hvor meget man skal opholde sig sammen med
patienterne.
118
Personale vil ofte beskrive, at når der kommer nyt personale, vil disse enten føle
sig hjemme med det samme, eller også vil de hurtigt sige op. Det er kun få
personalemedlemmer (i hvert fald i følge deres egne historier), der går gennem en
længere tilpasningsproces. Dette handler formentlig om, at der er ret stor mangel på
personale i psykiatrien og at de enkelte afsnit er forskellige, hvorfor et
personalemedlem let kan vælge at finde et andet afsnit frem for at indordne sig. Her kan
det være relevant kort at nævne Bourdieus begreber om doxa og hetereodoxi (1990;
Järvinen 2000). Som defineret i kapitel 3 er doxa de implicitte regler, der gælder i et
givent socialt felt, og som agenter i feltet tilegner sig. Nytilkomne vil ofte repræsentere
en vis form for heterodoxi, men denne vil forsvinde over tid. På de psykiatriske afsnit
sker denne tilpasning mod doxa ikke kun i forhold til tilegnelse, men også i forhold til
udskillelse af dem, der ikke ønsker denne tilegnelse.
Et tilsvarende perspektiv kan man, lidt groft sagt, lægge på patienterne. Selv om
der er formelle regler for, hvilket afsnit en patient skal indlægges på, er der også nogle
specielle mekanismer, der gør, at visse patienter bryder disse regler. F.eks. kan et afsnit
have en selvforståelse af og et rygte om, at man er god til at håndtere udadreagerende
patienter. Dette betyder, at man på dette afsnit ofte har patienter, der egentlig ikke hører
til ifølge de givne retningslinjer, men som alligevel er endt her, som resultat af bytteri
mellem de enkelte afsnit. En anden mekanisme er, at afsnit udskriver eller overflyttede
patienter, der ikke passer og ikke ønsker at tilpasse sig. På denne måde kan personalet
være med til at skabe en – vis – homogenitet blandt patienterne, og dermed opretholde
et særligt miljø på afsnittet.

At psykiatrikulturen dog ikke er homogen kan ses i mange forskellige
situationer. En af dem er, når der er udarbejdet en holdningsplan på en problematisk
patient. En holdningsplan er en sygeplejefaglig metode, hvor man beskriver en fælles
holdning og specifikke reaktioner på en adfærd hos en patient, der opfattes
problematisk. Det kan f.eks. være en patient, der ustandseligt henvender sig til
personalet. Der vil man udarbejde en holdningsplan for at begrænse dette, f.eks. ved at
henvise patienten til nogle aftalte samtaler på bestemte tidspunkter i løbet af dagen og
afvise samtale udenfor disse aftalte samtaler. Selv om sådanne holdningsplaner
principielt er ufravigelige, fortolker personalet dem løbende. I forhold til en
holdningsplan af ovenstående type kan personalet finde på at vurdere, at et konkret
ønske er ’rimeligt’ og derfor kan man godt efterkomme det nu, selv om patienten
egentligt skal vente. En anden mulighed er at vurdere, at patienten i dag har det så
dårligt, at man bliver nødt til at suspendere holdningsplanen midlertidigt, da patienten i
dag har brug for meget kontakt og støtte. Nogle personalemedlemmer har dermed
mulighed for at påvirke og ændre afsnittets kultur.
Et andet problem ved at fokusere på afsnittenes kultur er, at man dermed nemt
kommer til at opfatte dem som lukkede overfor omverdenen, hvilket de langt fra er.
Både patienter og personale er engagerede i andre sociale fora end afsnittet og bærer
kulturel betydning med sig fra disse (Wright 1994: 13). Love og regler på mange
niveauer (f.eks. national lovgivning, kommunalpolitik, hospitalets egne retningslinjer)
påvirker også den specifikke kultur. Jeg skal i næste kapitel give nogle eksempler på,
hvordan personalets kategoriseringer af patienter med anden etnisk baggrund end dansk
trækker på nogle mere generelle kategoriseringer i det danske samfund. Et andet
eksempel er, at en del af personalet beskriver, at de egentlig ikke tænker over, at en del
af deres patienter har en anden etnisk baggrund end dansk: ”De er jo en del af
119

gadebilledet i dag, så det tænker jeg ikke nærmere over. Når de er i samfundet, er der
jo også nogen af dem, der skal være herinde”. Her er det personalemedlemmets
generelle opfattelse af, at mennesker med en anden etnisk baggrund end dansk har en
plads i vores samfund, der får betydning for vedkommendes opfattelse af deres
betydning på afsnittet (man kan også finde eksempler på personalemedlemmer der
opfatter de etniske minoriteter som et generelt problem for samfundet og også for
vedkommendes arbejde).
120
I forhold til lokaliseringen af afsnittene i en større samfundsmæssig
sammenhæng, og i forhold til andre kulturelle fællesskaber, rejser der sig både et
metodisk og analytisk problem. Det metodiske problem er, som jeg argumenterede for i
kapitel 2, at der i psykiatrien er en række praksisser, der sigter på at begrænse kontakten
mellem livet på afsnittene og livet udenfor, og at jeg derfor ikke har haft den store
mulighed for at følge hverken patienter eller personale i disse andre kulturelle
fællesskaber. Det analytiske er, i hvilken sammenhæng afsnittene skal lokaliseres
(Wright 1994: 12). Jeg har i kapitel 2 argumenteret for den afgrænsning, jeg har valgt,
og jeg vil i kapitel 12 søge at placere dette studie i en bredere dansk sammenhæng.
5.5. Hvor meget ’etnisk kultur’? – ikke så meget
I designet af projektet valgte jeg at udføre mit feltarbejde på afdelinger eller afsnit, hvor
der var mange patienter med anden etnisk baggrund end dansk. Dette var ud fra en
forestilling om, at disse afdelinger måtte være nødt til at arbejde med kulturelle
spørgsmål. Jeg havde en forestilling om, at et sengeafsnit med kun én etnisk patient
ville kunne ignorere denne patients anderledes kultur, til forskel fra et afsnit hvor 50 til
75% af patienterne var etniske. Det viste sig, at jeg delvist tog fejl: Man kan også godt
ignorere de forskellige kulturelle baggrunde, hvis 75% af patienter har anden etnisk

aggrund end dansk – måske er det ligefrem lettere, fordi der ikke er en eller to
patienter, der på denne måde skiller sig ud. Nogle gange undervejs i mit feltarbejde var
jeg lidt skuffet: Jeg havde håbet, der ville være mange spørgsmål om fejldiagnostik og
usikkerhed omkring eksotiske symptomer. Hvad jeg fandt var en daglig praksis med
psykisk syge patienter, som blev behandlet for deres sygdom.
En del af forklaringen på ’den manglende kultur’ ligger i begrebet
psykiatrikultur. Det er denne kultur, som dominerer det psykiatriske felt, snarere end
patienternes mere eller mindre eksotiske kultur. Men en anden del af forklaringen ligger
hos personalets eksplicitte beslutning om, at dette aspekt ikke er centralt for deres
arbejde. Der var personalemedlemmer, der nægtede at kultur var et vigtigt emne for
dem at forholde sig til, fordi identiteten som patient var vigtigst.
Jeg fandt flere lignende tilgange hos en række af de psykiatere, jeg interviewede.
En af dem havde noget modvillig sagt ja til interviewet og det stod hurtigt meget klart,
at hans primære projekt var at overbevise mig om, at han ikke gjorde forskel på
patienterne: ”Vi forsøger at give alle samme gode behandling. Eller i hvert fald den
samme behandling – så må andre vurdere om den er god.”
En anden psykiater beskrev, hvordan hun havde sat sig lidt ind i spørgsmål om kultur,
og hun mente, at hun vidste nok til at kunne klare sig i det daglige. Hvis hun stod
overfor spørgsmål eller problemer, hun ikke selv kunne klare, plejede hun at henvise til
andre instanser. Hun sagde, at det også var et praktisk spørgsmål – skulle man vide en
masse om kultur, så skulle man jo også vide en masse om andre ting – forskellige
psykoterapeutiske retninger, forskellige former for terapi, de finere nuancer i den
psykofarmakologiske behandling osv. For hende var niveauet omkring kultur i
psykiatrien en pragmatisk beslutning.
121

En tredje psykiater fortalte i en samtale, at en patients anderledes kulturelle baggrund
gjorde, at hans instrumenter ikke var så skarpe, og at det første vigtige skridt var at
erkende dette, og det næste vigtige at gøre sig klart, hvor man selv stod. Men når det så
var sagt, mente han på ingen måde, at det var umuligt at arbejde med etniske
minoriteter inden for psykiatrien.
Disse tre psykiatere har hver deres strategi i arbejdet med patienter med anden etnisk
baggrund en dansk: En behandler alle ens, en henviser til andre eller søger råd hos
andre og en fokuserer på sit eget udgangspunkt og begrænsningerne som forskelle i
kultur fører med sig. Det er dog også karakteristisk, at ingen af dem oplever, at en
anderledes kulturel baggrund hos patienter med anden etnisk baggrund end dansk
forhindrer dem i at udføre deres arbejde.
122
At kultur ikke altid synes at spille den store rolle for det psykiatriske personale,
har bl.a. den konsekvens, at personalet ofte ikke har den store viden om patienternes
baggrund generelt. Dette betyder, at personalet bruger deres egne implicitte antagelser
om f.eks. patientens liv og værdier uden for afdelingen. En sygeplejerske fortalte mig,
hvordan hun havde sværere ved at danne billeder af det liv, som patienter med anden
etnisk baggrund end dansk levede. Lorimer beskriver en parallel til dette:
”Fastlåste forestillinger forekommer, når vi er tvunget til at trække på
vores eget personlige kulturelle felt for at forklare en begivenhed, fordi vi
ikke har evnen til at trække på den andens personlige kulturelle felt.”
(2004: 64).
Det var det, der skete i eksemplet med den unge ægyptiske kvinde. Den del af
personalet, der opfordrede hende til at flytte hjemmefra, gjorde det med baggrund i
deres egen forestilling om, hvordan hendes liv burde være.

5.6. Konklusion
Med dette kapitel har jeg sat rammerne for den diskussion af kultur, diagnostik
og sygdom, der følger. Jeg har defineret og diskuteret de kulturforståelser, som
personalet anvender i deres tilgang til patienterne, og at denne tilgang kan knyttes til
tilgange til patienterne mere generelt. Jeg har vist, at det essentielle kulturbegreb er det
mest anvendte, men at man kan finde tilgange, der peger mod en anden, mere relationel
forståelse af kultur. Kapitlet har også vist, at i praksis er skellet mellem der essentielle
og relationelle kulturbegreb sværere at tegne skarpt. Brugen af det essentielle
kulturbegreb betyder, at patienterne i nogle situationer bliver tillagt nogle kulturelle
karakteristika, som de ikke selv mener at dele. Kapitlet illustrerer dermed det forhold,
at den måde kultur forstås på udenfor antropologien trækker på en kulturforståelse, der
er blevet kritiseret inden for antropologien, men som ikke desto mindre synes
anvendelig i mange sammenhænge.
De to afsnit om kulturforståelser er blevet balanceret af de to efterfølgende
afsnit. I afsnit 5.4. om psykiatrikulturen argumenterede jeg for, at denne kultur er
dominerende på afdelingerne, og at det dermed også er disse betydninger og praksiser,
som bør undersøges. I afsnit 5.5. påpegede jeg, at personalet ikke altid mener, at kultur
er betydningsfuldt. Dette er vigtigt, fordi det peger på en pragmatisme i personalets
håndtering af etniske patienters kultur. Denne pragmatisme vil vi kunne følge i de
næste kapitler.
123

124

Kapitel 6. Kategorisering og grænser for forståelse
Som beskrevet i indledningen, er den patientgruppe, jeg har valgt at kalde ’patienter
med anden etnisk baggrund end dansk’, kun defineret af personalet og ikke af gruppen
selv. Dette skel kalder man i litteraturen for et skel mellem etnisk gruppe og etnisk
kategori (Corlin 1989: 76; Jenkins 1997: 54; Tajfel 1978: 4). Den etniske gruppe har en
fælles, intern identifikation, hvorimod den etniske kategori er defineret af det
omgivende samfund. Dette betyder, at det ikke er litteraturen omkring etnicitet og
etnisk identitet, der har relevans for at forstå denne kategori, men snarere litteraturen
omkring kategorisering og marginalisering. I det følgende vil jeg undersøge
betydningen af kategorien ’patienter med anden etnisk baggrund end dansk’ og de
kategoriseringsprocesser, som skaber den.
Inden for samfunds- og humanvidenskaberne er tilgangen til kategorisering som
hovedregel socialkonstruktivistisk, og det er også dette syn på kategorier og
kategorisering, jeg vil anvende her. Kategorisering er processer, hvori forskelle mellem
mennesker tillægges betydning, således at man opdeler mennesker i forskellige
kategorier (Hvenegård-Lassen 1996: 33). I et socialkonstruktivistisk perspektiv er det
på ingen måde naturligt i disse forskelle, at det netop er dem, der skaber
betydningsfulde kategorier. Det betyder ikke, at kategorierne ikke er virkelige eller
betydningsfulde, men at de er skabt gennem sociale processer, hvor forskellige sociale
aktører med forskellige interesser har kæmpet for, at netop deres definition af et
fænomen er blevet accepteret som gyldigt (Spector & Kitsuse 2001: 1-4).
Da kategorier er sociale, er de en indgang til at forstå de sociale og kulturelle
fællesskaber, som anvender dem. Det er således et gennemgående træk i de ovennævnte
forfatteres arbejde med kategorisering, at denne proces fortæller os mindre om dem, der
bliver kategoriseret og mere om dem, der kategoriserer (Jenkins 1997: 62; Tajfel 1978).
125

126
Kategorisering sker enten på baggrund af forskelle mellem mennesker, der
bliver gjort socialt betydningsfulde, eller i forhold til allerede eksisterende kategorier.
Nogle af disse præeksisterende kategorier er professionelle, dvs. knyttet til fag.
Bundgaard viser f.eks. hvordan kategorier som damp-børn og autisme findes i
børnehavemiljøet (Bundgaard 2004: 100). I mit felt vil sådanne præeksisterende
kategorier f.eks. være de psykiatriske diagnoser fra ICD-10. Andre er mere generelle i
vores samfund – Bundgaard nævner kategorien ’fremmed’ som et eksempel på en
sådan kategori (Ibid: 100; Bauman 1997). Da kategorisering som nævnt er en social
proces, er der tale om sociale aktørers måde at ordne deres omverden på.
Inden for minoritetsforskningen har man arbejdet med kategorisering af
mennesker i henholdsvis minoritets- og majoritetsgrupper. I nutidens
minoritetsforskning anvender man en definition af disse grupper, der er magtbaseret.
Det vil sige, at en majoritet er den gruppe, der har magten til at foretage
kategoriseringer og gennemføre de politiske konsekvenser af dem. Denne gruppe
behøver ikke nødvendigvis at være det numeriske flertal – den hvide befolkningsgruppe
i Sydafrika under apartheid er et prototypisk eksempel på en magtmæssig majoritet, der
var en numerisk minoritet (Hvenegård-Lassen 1996: 20-21). I dette perspektiv vil
psykiatriske patienter udgøre en minoritet, da de på tilsvarende måde er underlagt
majoritetens – personalets – kategoriseringer og de sociale og politiske konsekvenser af
disse kategoriseringer. I sin gennemgang af minoritetslitteraturen skriver Hvenegård-
Lassen videre, at formålet med kategorisering af en gruppe mennesker som minoritet er
en retfærdiggørelse af en begrænsning af symbolske og materielle ressourcer til den
pågældende gruppe, fordi de udskilles fra det kollektiv, der har adgang til disse
ressourcer (1996: 22).

En anden indgang til fænomenet kategorisering finder man hos antropologerne
Jöncke, Svendsen & Whyte, der beskriver fænomenet sociale teknologier (2004). Deres
udgangspunkt er, at:
”Problemer formes af allerede forestillede løsningsmodeller; for at blive
opfattet som relevante må problemerne først underkastes ganske bestemte
forståelser og beskrivelser for at komme inden for menneskelig
rækkevidde som noget, der kan løses eller i det mindste lettes.”
(Ibid: 385)
I denne proces med at definere problemer defineres også målgruppen for løsninger,
samt dem, der falder uden for disse løsninger: ”Det vil sige, at sociale teknologier
skaber bestemte målgrupper, særlige kategorier af individer eller grupper, der er
karakteriseret ved at besidde det problem, som løsningen kan indkredse, fastholde og
håndtere” (Ibid: 392, se også Järvinen & Mik-Meyer 2003a), og dermed er der også
mennesker, der ikke tilhører den relevante målgruppe. ”Blandt dem, der kommer i
kontakt med de sociale teknologier, kan nogle afvises at tilhøre målgruppen...” (Jöncke
et al. 2004: 393).
Den tilgang til kategorisering, som Jöncke et al anvender, giver en mulighed for
at se kategorisering som handlende om andet end ressourcer, som hos Hvenegaard-
Lassen. Den har den fordel, at den knytter kategoriseringsprocessen til den konkrete
sammenhæng, som den fungerer i, frem for mere abstrakte og generelle spørgsmål om
samfundets ressourcer. Ulempen er, at man netop kan komme til fokusere på den
specifikke kategoriseringsproces som unik, fremfor som en del af et større,
samfundsmæssigt billede.
I det følgende vil jeg diskutere de ovenfor nævnte tilgange til kategorisering i
forhold til psykiatriske patienter med anden etnisk baggrund end dansk, men først vil
jeg give en række andre eksempler på forskellige kategorier, der anvendes i det
psykiatriske felt generelt. Dette kapitel ligger dermed i tråd med det foregående kapitels
127

konklusion: At kultur ikke altid af personalet bliver opfattet som betydningsfuld at
arbejde med – andre forhold (her andre kategorier) bliver nogle gange opfattet som
mere betydningsfulde.
6.1. Kategorier på psykiatriske afdelinger
Den centrale kategorisering på de psykiatriske afdelinger er mellem patienter og
personale (se Goffman 1967 for samme pointe). Denne skelnen er lovmæssig, hvor
personalet er givet kontrol over patienterne og forskellige magtmæssige tiltag er
specificeret. Den er administrativ – der er nogen, der er ansat og nogen der er patienter.
Den er fysisk markeret med adgang til forskellige rum, med tildelingen af nøgler,
navneskilt og overfaldsalarm. Det er formentlig ikke tilfældigt, at et af anti-psykiatriens
hovedmål var oprettelsen af terapeutiske fællesskaber, hvor grænserne mellem patienter
og personale var nedbrudt (Kotowicz 1997).
128
I praksis er det et skel, som personalet selv er med til at styrke med intern justits.
Det sker med kommentarer om, at man er blevet ’for involveret i en patient’, at man
’ikke er professionel’, eller at man er blevet ’patientens mor’, hvis den øvrige
personalegruppen synes, at et personalemedlem er blevet for tæt eller intim med en
patient – illustreret ved, at man f.eks. er for længe alene med en patient, eller taler
meget med vedkommende. At en for tæt relation er forkert bliver begrundet i faglige
argumenter – f.eks. at en ’jeg-svag’ patient har brug for, at man ’styrker hans grænser’ i
stedet for at man ’invaderer’ ham.
Dette skel understreges tydeligt, når grænsen krydses: Når en sygeplejerske eller
læge bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, giver det anledning til en særlig
fremhævelse på f.eks. konferencer. Plejepersonalet på et af afsnittene, hvor jeg udførte
feltarbejde, nævnte, at de syntes, det var ubehageligt og at de følte sig overvåget, da en

sådan patient blev indlagt. Årsagen var, at denne patient havde et insider og fagligt
kendskab til deres arbejde. Et andet eksempel var historier om personalemedlemmer,
der havde forelsket sig i en patient. Disse historier blev fortalt med slet skjult
forargelse. Eksemplerne viser, at kategorierne og grænserne mellem dem eksisterer
uafhængigt af de konkrete personer. Når grænserne bliver krydset opstår der en
momentan forstyrrelse, men ikke nogen omfortolkning af grænserne. (Om det også
indebærer en mere symbolsk uro, fordi den centrale kategorisering er brudt sammen,
kunne jeg ikke afdække empirisk, men som en analytisk pointe synes den sandsynlig
(Douglas 1966).)
Som nævnt ovenfor siger kategorisering meget om dem, der udfører den. At
kategorisering er en dikotomisk proces, hvor man markerer en forskel til ’den anden’,
samtidig med at man markerer sig selv, var en central pointe hos Barth (1996 [1969]).
Ved at tillægge en særlig kategori nogle særlige egenskaber, gives den modsatte
kategori de modsatte egenskaber (Jenkins 1997: 62). Kategoriseringen af de
psykiatriske patienter som syge, ulogiske, ude af stand til at klare sig selv giver
personalet mulighed for at indtage den modsatte position som psykisk raske, logiske og
fornuftige, handlestærke og ansvarlige.
Internt i de to overordnede kategorier findes der en lang række underinddelinger.
Blandt personalet går disse blandt andet i forhold til fag, således at man skelner mellem
plejepersonale, læger og tværfagligt personale (der omfatter psykologer,
socialrådgivere, fysio- og ergoterapeuter). Et andet skel går mellem plejepersonalet og
de andre faggrupper. Dette skel handler om, hvem der har den tætte kontakt med
patienterne og om, hvem der skal ’bokse’ med dem, hvis der er problemer (dvs.
fastholde patienten eller lægge patienten i bælte). Plejepersonalet inddeler lægerne
efter, hvem der giver meget medicin og hvem der er tilbageholdende. Der er også et
129

skel mellem mandligt og kvindeligt personale, der blandt andet bliver aktiveret i
forbindelse med voldelige/potentielt voldelige konfrontationer med patienter. Der
findes formentlig andre. Patienterne skelner mellem flinke og ikke-flinke
plejepersonalemedlemmer, som blandt andet handler om, hvorvidt
personalemedlemmet kan og har lyst til at snakke med dem og være sammen med dem.
Patienterne er ligeledes opmærksomme på de forskellig professioner og deres
kompetencer. Personalets køn bliver i nogle sammenhænge også bemærket af
patienterne: For eksempel fortalte nogle mandlige patienter om, hvordan det var rart, at
der var nogle kønne unge kvinder at kigge på. Andre kunne berette om, hvordan
tilstedeværelsen af meget mandligt personale betød, at der var ballade i luften.
Kendskab og erfaring kunne også danne baggrund for patienternes kategoriseringer. Jeg
oplevede selv at blive kategoriseret som ’ikke-erfarent-personale’ i de første perioder af
mit feltarbejde. Det betød, at patienterne prøvede (og lykkedes ofte med) at få mig til at
gøre dem mange tjenester, som det øvrige personale ikke gjorde; en skæbne jeg delte
med studerende i praktik og nyansatte. Patienterne har med sikkerhed andre kategorier,
som jeg ikke har fået kendskab til.
130
Patienterne bliver af personalet delt op i forhold til deres diagnoser. Der er de
skizofrene, de deprimerede og dem med personlighedsforstyrrelser 26 . Som nævnt
indledningsvis, var de fleste patienter på de afsnit, hvor jeg udførte mit feltarbejde,
skizofrene, og en del personale nævnte, at de ikke ville kunne holde ud at arbejde med
deprimerede patienter, flere af dem mente også, at de ikke ville være særlig gode til det.
En særlig patientgruppe udgøres af dem, som personalet kalder, ’rigtig dejlig
skizofrene’. Det er patienter, som har et meget tydeligt skizofrent symptombillede og
26 Patienter med manier, som egentlig er samme sygdomsgruppe som deprimerede
(affektive lidelser), bliver ofte i praksis rubriceret sammen med skizofrene, fordi en
psykotisk maniker kan minde om en psykotisk skizofren, og behandlingerne ligner
hinanden.

hvor man derfor ikke er i tvivl om diagnosen. Det er typisk også patienter, der er
relativt fredelige og som er positivt indstillet over for behandlingen – i hver fald så
længe de er på afdelingen – men hvor behandlingen ikke hjælper alt for meget, og
patienten derfor beholder sin skizofreni og dermed positive identifikation fra
personalet. Jeg har f.eks. hørt et plejepersonalemedlem – med et smil på læben – sige til
den behandlingsansvarlige læge, at nu måtte han ikke gøre den pågældende patient alt
for rask.
Et andet skel er, om patienterne har et misbrug eller ikke misbrug. Denne
differentiering er ikke absolut, for patienter, hvor man mener, at misbruget er patientens
eget forsøg på at dæmpe eller behandle den psykiske sygdom, bliver ikke entydigt
klassificeret som misbrugere. I forhold til dem bliver misbruget mere set som et
symptom på deres sygdom. Andre patienter med misbrug, hvor man ikke på samme
måde mener, at misbruget er selvbehandling, bliver kategoriseret som misbrugere.
Denne kategori er ikke positiv. Personalet mener, at misbrugspatienterne tager
sengepladser og tid fra de egentlig psykisk syge, og at de til dels selv er skyld i deres
problemer 27 .
På den almen psykiatriske afdeling skelner man nogle gange mellem, om en
patient er retslig eller ej – dvs. om vedkommende har en retspsykiatrisk foranstaltning.
Det har betydning for muligheden for udskrivning og for forskellige friheder, og det har
også en implicit betydning i forhold til personalets vurdering af vedkommendes
farlighed.
Der findes formentlig andre kategoriseringer af patienterne, der tager
udgangspunkt i den faglige baggrund hos de forskellige personalegrupper. F.eks.
lægger ergoterapeuterne stor vægt på patienternes ressourcer og en opdeling af patienter
27 Jacobsen har en videre diskussion af, hvordan misbrugspatienter bryder personalets
behandlingslogik (Jacobsen under udgivelse).
131

i ressourcestærke og ressourcesvage vil derfor synes mulig. Jeg har dog ikke fulgt disse
andre personalegrupper i større omfang og beskrivelserne i dette kapitel fokuserer på
den kategorisering, som foregik blandt plejepersonalet og psykiaterne, og hvor det
tværfaglige personale spillede en mere begrænset rolle.
132
Hvenegård-Lassen skriver, at: ”Det er ’normen’ – forstået som vedtagelsen af
det normale – som er det prototypiske indhold i in- og eksklusion” (1996: 38). Det vil
sige, at det der er vedtaget som normalt bliver inkluderet, og andet, der falder uden for
denne norm, bliver ekskluderet. Nu kan det måske nok virke lidt paradoksalt at tale om
’det normale’ i forhold til psykiatriske patienter, der ofte beskrives som unormale. Men
der er ikke nogen tvivl om, at der er nogle psykiatriske patienter, der bliver opfattet som
mere rigtige psykiatriske patienter end andre. Jeg vil foreslå, at kategorien ’rigtig dejlig
skizofren’ er en sådan rigtig patient. I den ovenstående gennemgang af
patientkategorier blev der givet forskellige eksempler på patienter, der falder uden for
denne kategori: Patienter hvor misbruget dominerer og patienter med andre diagnoser –
hyppigst personlighedsforstyrrelser, men også nogle gange depression. Patienter, der
bliver defineret som etniske, er et andet eksempel på en kategori, der falder udenfor.
Jeg har hørt personale tale om, at nogle patienter har ’maskot-potentiale’ – dvs. at
personalet mener, at patienten vil egne sig til at have gående rundt på afdelingen
permanent. Eller andre patienter, hvor man spøger med, at man vil sætte et navneskilt
op på døren, så værelset bliver reserveret denne patient. Der var i alle tilfælde tale om
’rigtige dejlige skizofrene patienter’.
Denne fremhævelse af ’de rigtig dejlig skizofrene’ som en ideel målgruppe
passer også til pointerne hos Jöncke et al. og deres beskrivelse af social teknologi
(2004). I dette tilfælde er den sociale teknologi den behandling, som de psykiatriske
afdelinger giver deres patienter (denne tilgang vil blive yderligere udviklet og beskrevet

i kapitel 9. Lægemidler og behandlingspraksis på afsnittene). Og i denne teknologi
ligger en målgruppe: Dem som kan hjælpes med denne teknologi. De primære
behandlingstiltag på afdelingerne er en medicinsk behandling med antipsykotisk og
beroligende medicin, samt et struktureret miljø – dvs. klare regler for adfærd,
dagsprogram, kontakt med omverden, samt begrænsning af diverse stimuli. Disse tiltag
menes at have en god effekt på psykotiske skizofrene og maniske (patienter med andre
former for psykiske lidelser bliver selvfølgelig tilbudt andre former for behandling:
Deprimerede får antidepressiv medicin, manikere får antimanisk medicin, og patienter,
der misbruger heroin, bliver tilbudt metadon). Tiltagende er til gengæld mindre egnede
til at behandle personlighedsafvigelser, hashmisbrug m.m. Disse patienter udfordrer
dermed den sociale teknologi, som afdelingerne anvender.
Patienterne kategoriserer også hinanden, men igen er mit kendskab til disse
kategorier og kategoriseringsprocesser mindre. På retspsykiatrisk afdeling er der f.eks.
en kategorisering af forbrydelser som acceptable og uacceptable, hvor uacceptable
omfattede forbrydelser mod børn og nogle typer af seksualforbrydelser. Men
patientkategorien er dog også præget af manglende lyst til at blive kategoriseret
sammen med de andre patienter. Nogle patienter kan udtrykke, at de aldrig har været
sammen med sådan nogle syge mennesker før – underforstået, at det er de ikke selv.
Andre patienter kan fortælle, at de er utrygge ved at være sammen med de andre
patienter og at de altid går, når der ikke er personale tilstede. Og etniske patienter kan
have meget travlt med at fortælle om deres tilhørsforhold til det danske samfund – om
danskkundskaber, arbejde, skattebetaling, relationer til det danske samfund m.m. –
fortællinger om at være danske og ikke etniske.
Ovenstående gennemgang har primært fokuseret på kategoriseringen som et
eksternt fænomen. En del af disse eksterne kategorier tilsvares af interne
133

gruppeprocesser, men langt fra alle. De sidste af de ovennævnte eksempler er
eksempler på, at den eksterne kategorisering ikke følges af en intern gruppeidentitet.
Men for eksempel kategoriseringen i forhold til faggrupper modsvares af en vis fælles
faglig identitet, der også understøttes organisatorisk. Læger har f.eks. møder
(konferencer), der kun er for læger, psykologer tilsvarende osv. Blandt patienterne
samler interessen omkring misbrug formentlig nogle patienter. Og der findes i
psykiatrien historier om patientgrupper, der har rottet sig sammen mod personalet –
dette er dog ikke noget jeg selv har oplevet – eller fået fortalt af patienter. Det spiller
formentlig ind her, at patienterne i vid udstrækning har været for syge til at interessere
sig for sådanne fælles grupper.
134
Det skal også nævnes, at personalets kategorisering af patienterne støttes af den
position som personalet har. Dvs. at det ofte er personalets kategorisering af et givent
forhold eller patient, der dominerer. Dette skyldes psykiatrikulturens dominans, som
beskrevet i det foregående kapitel.
6.2. Patienter med anden etnisk baggrund end dansk
Når man i dagens Danmark taler om mennesker, der kommer andre steder fra i verden,
anvender man tit begrebet etnicitet, således også i psykiatrien. Det er dog karakteristisk,
at det stort set altid er statsborgerskab, der registreres. Hvor etnicitet i
samfundsvidenskaberne handler om et subjektivt tilhørsforhold og om identitet, er
statsborgerskab et objektivt tilhørsforhold til en konkret stat. De fleste patienter fra
f.eks. Afghanistan bliver således betegnet som afghanere – evt. med en tilføjelse om,
hvilket sprog de taler – og ikke med deres etniske identitet, som f.eks. pashtuner,
tadsjiker eller hazarer. Dette illustrerer en vis uvidenhed eller mangel på interesse i
psykiatrien omkring anvendelsen af disse betegnelser (se også Morgan et al. 2004).

På den ene af de afdelinger, hvor mit feltarbejde blev udført, havde en af
sekretærerne den opgave at tælle antallet af patienter med anden etnisk baggrund end
dansk. Denne optælling foretog hun ca. en gang om måneden. Da hendes konkrete
kendskab til de enkelte patienter begrænsede sig til dem på hendes afsnit, blev de
øvrige patienter defineret på baggrund af deres navne, da det var den oplysning som
hun umiddelbart havde adgang til. På den måde ’fangede’ hun de fleste. Men det betød
blandt andet, at de grønlandske patienter, der var indlagt på afdelingen ikke blev
registreret som etniske. Det betød også, at 2. generationsindvandrere systematisk blev
registreret med, da de tit havde fremmedklingende navne.
De karakteristika, der kan komme i spil, når personalet beskriver patienter som
etniske, er de følgende: Det er patienter, der ser anderledes ud (tøj eller hud- og
hårfarve); det er patienter med meget anderledes navne; det er patienter, der kommer
fra andre steder i verden; det er patienter, der taler dansk med accent eller slet ikke; og
så er det endeligt patienter, der har nogle kulturelle normer eller vaner, der er meget
anderledes – mest tydeligt med religion.
Der er dog ikke tale om, at besidder man et eller flere af disse karakteristika er
man etnisk. Kategoriseringen som etnisk patient er i praksis meget mere flydende.
Nogle personalemedlemmer nægter overhovedet at lave et skel mellem etniske og
danske patienter og mener, at det er identiteten som patient, og dermed en der skal
hjælpes, der er det vigtigste i dette miljø. Der er en tendens til, at patienter, der er
besværlige og har et eller flere af ovennævnte karakteristika, bliver opfattet som etniske
eller kulturelle (dette vender jeg tilbage til i afsnit 8.1.). Patienter, som man ikke har
problemer med, kan godt blive refereret til som etniske, men så er det typisk med en
tilføjelse om, at det i dette tilfælde ikke betyder noget.
135

136
I optikken fra den sociale teknologi er kategorien ’patienter med anden etnisk
baggrund end dansk’ en kategorisering af patienter, der ikke passer til teknologien. Det
bliver en beskrivelse af patienter, der har nogle karakteristika, der besværliggør eller
forhindrer den behandling/teknologi, som personalet tilbyder.
Nogle personalemedlemmer beskriver, hvordan de bruger ekstra tid på patienter
med anden etnisk baggrund end dansk. Hvordan de søger at give disse patienter en
behandling, der er tilpasset deres særlige baggrund. Men i mange af disse forsøg ligger
der samtidig et forbehold om, at det ikke er sikkert, at man lykkes nær så godt med
disse patienter, netop fordi de er etniske. I kategoriseringen ’patienter med anden etnisk
baggrund end dansk’ ligger der dermed en potentiel mulighed for at forklare, hvorfor et
patientforløb ikke lykkedes optimalt. For noget personale er kategoriseringen af nogle
aspekter af en patient som værende etnisk også en måde at sige, at det ikke er noget,
man som personale behøver eller skal beskæftige sig med: ’Vi er psykiatrisk personale,
ikke etniske konsulenter. Hvis de har problemer med deres kultur, må de få hjælp et
andet sted’, er et udsagn, der illustrerer dette aspekt af kategoriseringen.
Den hollandske antropolog Rob van Dijk beskriver, hvordan kultur i Holland er
blevet en forklaring på, at sundhedsarbejdet med etniske minoriteter ikke lykkes (1998).
At der er en, om ikke andet så implicit, forståelse af dette forhold i felten kan ses i det
svar, jeg fik fra en psykiatrisk overlæge. Jeg spurgte ham, om det betød noget, når
halvdelen af hans patienter havde en anden etnisk baggrund end dansk: ”Vi forsøger at
give alle samme gode behandling. Eller i hvert fald den samme behandling – så må
andre vurdere om den er god.” (Citatet blev også brugt i foregående kapitel.)
Oplevelsen af denne patientgruppe som noget særligt besværligt eller anderledes bliver
også bekræftet i f.eks. undervisningsforløb om den etniske eller muslimske patient på
hospitalerne – og i projekter som mit, der sætter fokus på denne patientgruppe.

På den psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital skriver man, at man søger at
tilstræbe ”.. et roligt, tolerant, tillidsfuldt og trygt miljø under hensyntagen til forskelle i
alder, køn, tro og overbevisning samt kulturelle baggrund”
(http://www.hosp.dk/BBHpsyk-E.nsf/SkalKategorier/Patientinformation), og man har
det ligeledes som vision, at skabe en ”... optimal patientbehandling, der er individuelt
tilrettelagt” (Psykiatrisk afdeling E 2004: 39). I dette perspektiv bliver det
problematisk, at nogle patienter skilles ud som særlige problematiske, med mindre der
samtidig tilføres ekstra ressourcer til dette arbejde.
Spørgsmålet om ressourcer var hos Hvenegård-Lassen netop årsagen til, at nogle
mennesker blev kategoriseret som en minoritet (1996: 22). Det er svært at pege på, at
kategoriseringen ’patienter med anden etnisk baggrund end dansk’ leder til en direkte
begrænsning af ressourcer til denne patientkategori. Man kan dog nok stille et
spørgsmål om, hvorvidt der sker den tilføring af ekstra ressourcer, som denne kategori
måske kræver, for at behandlingen kan blive ’optimal’ og ’individuel’. I forhold til
tolkning er ressourcediskussionen dog meget eksplicit, og det er et at de steder, hvor
man kan pege på en decideret dårligere behandling af en særlig gruppe patienter. De
efterfølgende afsnit, vil behandle nogle eksempler på dette.
6. 2. 1. Grænser for forståelse – sproglige eksempler
Som beskrevet ovenfor er definitionen af, hvilke patienter, der er etniske, og hvilke der
ikke er, flydende og afhængige af specifikke situationer. Patienter der taler dårligt eller
intet dansk bliver dog hyppigt kategoriseret som ’etnisk’. For denne gruppe er den
daglige kontakt mellem patient og personale, som personalet tillægger stor betydning,
meget begrænset, da den hel eller delvis er non-verbal. Kontakten mellem patient og
personale bliver i tilfælde, hvor patienten ikke taler dansk, begrænset til nogle få
137

formelt aftalte samtaler med tolk – f.eks. den ugentlige stuegangssamtale med lægen og
en kontaktperson. Det betyder, at meget af den mere løbende kontakt, samtale omkring
småting, løbende korrigering af adfærd, løbende forklaring på behandlingstiltag m.m.
forsvinder. Patienter, som kun taler et begrænset dansk, må ofte klare sig med dette,
hvilket lægger kraftige begrænsninger på de emner, der kan tales om og den
grundighed, hvormed et emne kan udforskes.
138
Patienter, der taler dansk, har som regel en daglig samtale med deres
kontaktperson. Denne samtale kan være relativ kort og have fokus på, hvordan
patienten har det lige nu, og hvordan vedkommende synes, at behandlingen virker. Men
ved andre lejligheder kan denne daglige samtale udvikle sig til at have et egentlig
terapeutisk indhold, hvor problemer og løsninger bliver vendt og diskuteret. De
patienter, der har sådanne samtaler med deres kontaktpersoner, sætter typisk stor pris på
dem og tillægger dem stor betydning.
Hyppigheden af brug af tolk på de psykiatriske afdelinger, hvor jeg har været, er
meget svingende. På den retspsykiatriske afdeling, hvor patienterne er diagnosticeret og
sat i behandling, og hvor de skal blive i lang tid, kan der nogle gange gå flere måneder
mellem en tolket samtale, på trods af at det er patientens eneste mulighed for at
kommunikere. På det almene psykiatriske afsnit forekommer tolkning noget hyppigere.
For begge steders vedkommende er det dog karakteristisk, at tolkning kun benyttedes til
stuegangssamtaler med lægen, og ikke til samtaler med kontaktpersonen omkring
afdelingen, dagligdagen m.m. selv om dette er muligt.
Hvis vi vender tilbage til diskussionen om, hvorfor nogle grupper ekskluderes,
refererede jeg ovenfor Hvenegård-Lassen for at sige, at det handler om adgang til
ressourcer – symbolske og materielle (1996: 22). Som nævnt er spørgsmålet om
ressourcer tydelig i forhold til patienter, der kræver tolk: Tolke koster penge og tolkede

samtaler tager længere tid og tager derfor mere af personalets tid. Meget personale
nævnte, at tolkning er dyrt som en forklaring på, at der ikke bliver tolket så ofte på
deres afsnit, men ingen havde konkrete erfaringer med, at man fra ledelsesside havde
begrænset brugen af tolkning. Der var snarere tale om, at ressourcediskussionen
generelt er nærværende i sundhedssektoren, og at personalet derfor af sig selv
begrænser brugen. At dette er en del af forklaringen på den begrænsede anvendelse af
tolk, er jeg ikke i tvivl om. Jeg mener dog også, at der er en række andre sociale
processer, der spiller en rolle, og det er disse processer jeg vil undersøge i det følgende.
I 1980’erne gennemførte antropologen Beth Elverdam en række undersøgelser
af indvandrekvinders møde med det danske sundhedsvæsen. Som en del af dette
undersøgte hun også brugen af tolkning, om hvilket hun skrev:
”Grunden til, at man ikke bruger tolk, er ikke ond vilje, men skal findes i
to andre faktorer. Dels er det svært at få en tolk, og især at få en
kompetent tolk. Ingen af afdelingerne har faste procedurer omkring dette.
Dels er der, måske på grund af det første forhold, ingen der har erfaring i
at arbejde med tolk – og så er det alt andet lettere at lade være. Et resultat
af dette bliver en fastholden i to forkerte opfattelser: Jeg vil og kan klare
mig med at patienterne taler lidt dansk og vi kan tale tegnsprog til
hinanden. Denne opfattelse er forkert og giver ophav til en masse
misforståelser, omfortolkninger m.m.”
(Elverdam 1991: 222)
På de afdelinger, hvor jeg har arbejdet, findes der – i modsætning til da Elverdam
lavede sit feltarbejde – faste procedurer for bestilling af tolk, ligesom personalet har en
del, hovedsagelig praktisk, erfaring med at anvende tolk. Til gengæld genkender jeg de
”forkerte opfattelser” i mit eget materiale: Personale, der prøver at klare sig så godt som
muligt på dansk eller engelsk, selv om patienterne forstår meget lidt; og som kan finde
på at henvise til non-verbal kommunikation, når man ikke kan tale sammen. Men da
forklaringerne på disse fund, som nævnt, ikke skyldes manglende procedurer eller
erfaring, vil jeg prøve at gå til dette fænomen på anden vis. Jeg har ladet mig inspirere
af den del af sprogforskningen, som kaldes socio-lingvistik, og dens centrale indsigt, at
139

sprog er social adfærd (Canger 1992: 106; Jørgensen 2001). Ved at anlægge dette
perspektiv bliver det muligt at se praksisser om sprog som socialt meningsfyldte
fænomener.
140
Jeg vil nedenfor give et par eksempler på patienter, hvor man kommunikerede
uden tolk, hvilket reelt betød, at man ikke talte med dem. Det første eksempel er
vedrørende en patient, som jeg selv fandt det meget svært at tale med på dansk, men
hvor personalet sjældent brugte tolk:
Ved en behandlingskonference bliver en patient fra Mellemøsten, der lider af
skizofreni og som taler og forstår dansk meget dårligt, diskuteret:
En sygeplejerske siger, beklagende: ”Det er meget vanskeligt at finde ud af, om denne
her patient forstår, hvad vi fortæller ham. Han siger bare ja til alting”.
En anden sygeplejerske siger: ”Det gør de altid, de her mennesker fra mellemøstlige
kulturer – gør de ikke? De vil så gerne være høflige”.
Den første sygeplejerske: ”Det er svært at komme bag om den kulturelle vane”.
I dette tilfælde bliver patientens sproglige problemer skjult bag ved en forestillet
kulturel praksis, hvilket betyder, at der ikke bliver brugt tolk til denne patient, selv om
personalet har en mistanke om, at patienten ikke forstår, hvad der bliver sagt. Frem for
at diskutere de sproglige problemer, bliver de skubbet til side og kategoriseret som
kulturforskelle.
Et andet eksempel er fra en stuegangssamtale med en patient, der ikke forstod
dansk eller engelsk. Til morgengennemgangen var man blevet enige om, at han skulle
skifte antipsykotisk medicin fra zyprexa til cisordinol, da man ikke syntes at zyprexa
havde nogen nævneværdig effekt. Stuegangsamtalen foregik ved, at lægen talte engelsk
til patienten, der sad og nikkede. Præparatskiftet blev kommunikeret ved, at lægen

viste, at patienten i stedet for en tablet (zyprexa) ville få noget at drikke (cisordinol).
Følgende er lægens notat fra samtalen:
”Kort samtale med patienten. Patienten forstår og taler meget sparsomt engelsk.
Ingen dansk. Det forklares patienten, at man ønsker at give ham mikstur medicin 2 x
dagligt i stedet for 1 x tablet. Altså et skift fra zyprexa til cisordinol. Patienten forstår
angiveligt dette. Det oplyses også, at patienten fortsat vil modtage smertestillende
behandling for sine smerter i tænderne. Patienten bliver lovet stuegang med tolk senere
på ugen.”
På den ene side nævner lægen, at patienten har meget begrænsede sproglige kundskaber
på dansk og engelsk. På den anden side lader lægen som om, at dette ikke har nogen
konsekvenser. De ord, han bruger til at beskrive stuegangen, er ord, der associerer til, at
de rent faktisk har talt sammen – ’samtale’, ’forklarer’ ’forstår’, ’oplyses’, ’bliver
lovet’. Ved at bruge disse ord efterlader skriveren læseren med en fornemmelse af, at
det faktisk godt kan lade sig gøre at tale med patienten, i stedet for at dokumentere, at
der stort set ikke fandt kommunikation sted, at patienten ingenting forstod, og at en
samtale ville kræve en tolk.
Ovenfor beskrev jeg, hvordan kategorien etnisk patient var en besværlig patient i
modsætning til ’en rigtig dejlig skizofren’. Man kan sige, at en patient, der ikke taler
dansk, egentlig bare forstærker denne kategorisering. Det er dog værd at bemærke, at
personalet i de ovennævnte tilfælde oplever, at nok bliver deres arbejde besværliggjort
af den dårlige kommunikation, men det umuliggøres ikke. Patienten bliver f.eks. skiftet
til et andet præparat, som man mener passede bedre til ham. Dette hænger formentlig
sammen med, at den behandling, som patienterne modtager, grundlæggende er
medicinsk og dermed betragtes som ikke sproglig. Set i dette perspektiv er det den
141

verbale forklaring, som patienten kommer til at mangle, men ikke den egentlige
behandling. Manglende tolkning betyder, at personalet ikke får adgang til patientens
kulturelle eller psykotiske oplevelser, hvilket måske også gør det nemmere at håndtere
patienten som kun et medicinsk problem. Spørgsmålet om tolkning er i høj grad også et
spørgsmål om det praktiske arbejde på afsnittene. Det tager tid, er besværligt, skal
koordineres mellem flere parter osv.
142
Der findes dog også mere psykologiske arbejdsopgaver, hvor det sproglige må
spille en mere fremtrædende rolle, som udføres på trods af dårlige
kommunikationsforhold. Dette eksempel er fra en psykologisk testning, hvor man
havde tilkaldt en tolk. I konklusionen på testen skriver psykologen:
”Den psykologiske undersøgelse af denne patient har givet anledning til
forsigtige overvejelser, fordi der er mange usikkerhedsfaktorer ved bedømmelsen.
Patienten er undersøgt med hjælp fra tolk, der ikke behersker det danske sprog på det
niveau der kræves for at kunne fungere som tolk”.
Man skulle tro, at psykologen så ville stoppe testen og tilkalde en anden tolk, men dette
sker ikke og i stedet gennemføres testen. Psykologen kan blandt andet konkludere at:
”Patientens tænkning er impulsstyret og behovsdirigeret... Der er risiko for, at
han kan handle på sin impulsivitet og miste kontrollen. Man finder tegn på
somatiseringstendens og optagethed af de somatiske forhold.”
Her begynder vi at nærme os grænsen for min forklaringsevne. En af mulighederne er,
at der egentlig har fundet en del kommunikation sted, og at forbeholdet med den dårlige
tolk afspejler en mere uspecifik usikkerhed, der formuleres på denne måde. Denne
usikkerhed vil blive diskuteret mere udførligt i næste kapitel. En anden mulighed er, at

psykologen er blevet informeret af noget andet end den sproglige kontakt. Enten af
eksisterende journaler, tidligere undersøgelser m.m. eller af sin egen forudfattede
mening om etniske patienter, hvorfor vedkommende på forhånd ved, at etniske
patienter hyppigt somatiserer osv.
I et minoritetsperspektiv vil det også være relevant at inddrage magt i en
forståelse af sprog- og tolkepraksis. Som i de fleste andre institutioner er det personalet,
der bestemmer, om der skal bruges tolk eller ej (jeg har kun oplevet 2 eksempler, hvor
patienterne i større eller mindre grad var aktive omkring dette – dem vil jeg vende
tilbage til nedenfor). På et lukket psykiatrisk afsnit bestemmer personalet måske i
endnu større grad end andre steder i social- og sundhedssystemet, fordi patienten ikke
kan have en pårørende tilstede, der kan tolke for vedkommende. Ved ikke at finde det
nødvendigt at bruge tolk signalerer personalet, at de får kommunikeret det, de skal, og
at manglende forståelse hos patienten er patientens problem (se Galal & Galal 1999:
139).
Et andet magtmæssigt perspektiv på tolkning er, at når man anvender tolk,
fraskriver man sig også en del af magten over kommunikationen. En magt som uden
tolk ville kunne bibeholdes over den – godt nok sparsomme – kommunikation (Galal &
Galal 1999: 131-147). Ved en tolket samtale er der en ekstra person til stede, som
påvirker magtfordelingen mellem patient og behandler. Dette kan måske også hænge
sammen med den ubehag ved at andre har indsigt i behandlingen, som personalet gav
udtryk for at have i tilfælde af patienter med en sundhedsfaglig baggrund.
At sprogbrug og tolkning er en social proces betyder, at patienterne er aktive i
denne proces. Det er de som deltager i de tolkede samtaler og som marginaliserede
patienter, hvor forklaringer er begrænset. Ind imellem støder man dog også på patienter
der spiller en mere aktiv rolle. På vores første feltarbejde var min kollega, Charlotte
143

Jacobsen, på et afsnit, hvor en af patienterne talte dansk ret dårligt. Charlotte
organiserede en tolkesamtale for at kunne informere ham om hendes tilstedeværelse og
vores projekt. Patienten var selv ret afvisende overfor, at en tolk var nødvendig. Det
viste sig i løbet af denne tolkesamtale, at hans erfaring var, at når der var en tolket
samtale, forventede personalet, at der skulle snakkes om alvorlige ting – hans sygdom,
kriminalitet og familie. Hvis der ikke var en tolk, kunne han nøjes med mere uskyldige
samtaler al a ’Hvordan går det?’, ’Det går godt!’
144
Jeg mødte selv en patient, der brugte sprog og tolk strategisk. Hun var født i
Pakistan og havde boet i Danmark i en del år. Hun talte nogle gange dansk ret godt og
andre gange kun pakistansk. Det hang formentlig sammen med hendes sygdom: Hun
talte dårligere dansk, når hun var psykotisk, og hun blev mere psykotisk, når hun blev
presset. Noget af det var formentlig også for at slippe for at tale med personalet. Hun
nægtede at tage medicin, og personalet prøvede løbende at overtale hende til det,
samtidig med at man ansøgte om at måtte tvangsmedicinere hende. Ved
stuegangssamtalerne, indtil denne sag var behandlet, nægtede hun tit at kunne forstå,
hvad lægen sagde til hende og krævede en pakistansk tolk. Når lægen opgav samtalen
og dermed presset på hende, blev hendes dansk bedre og personalet syntes, det var
fjollet at bestille en tolk, når hun nu godt kunne tale dansk. Til
patientklagenævnsmødet, hvor hendes sag skulle afgøres, havde man dog bestilt en
tolk, og lægen fik lov til at starte tvangsmedicineringen.
Når sprog i psykiatrien kan komme til at udgøre en central hindring, handler det
om nogle generelle ekskluderende processer, der giver personalet en mulighed for at
prioritere deres tid og arbejdskraft mellem grupper af patienter. Det handler også om, at
brugen af tolkning endnu ikke opfattes som central.

6.2.2. Den muslimske patient
Der er blandt det personale, jeg har arbejdet med, en generel enighed om, at en typisk
etnisk patient er en patient, der enten er muslim eller kommer fra Mellemøsten 28 . På
Sct. Hans Hospital er det dog kun lidt over halvdelen af de registrerede etniske
patienter, der opfylder disse karakteristika. Dette siger ikke noget om, hvorvidt disse
patienter rent faktisk er muslimer eller praktiserer denne religion, ej heller noget om de
store interne forskelle – også kulturelle – der er mellem muslimer i verden (Jacobsen &
Johansen 2002c). Nogle gange sker det, at patienter, som personalet opfattede som
etniske, pr. automatik bliver opfattet som muslimer. Dette skete f.eks. for en patient, der
kom fra Montenegro og for en anden, der kom fra Armenien, selv om de begge var
kristne. Dette fænomen er i følge Hvenegård-Lassen kendetegnende for
minoritetsskabende processer: ”Det er ikke på grund af bestemte egenskaber, at nogle
er fremmede, de får disse egenskaber, fordi de er fremmede” (1996: 35).
Fremkomsten af denne kategori i sundhedsvæsenet har jeg ikke haft mulighed
for at spore systematisk, men der er næppe nogen tvivl om, at den knytter sig til den
generelle debat omkring Islam, muslimer og muslimsk kultur i det danske samfund, og
konstitueringen af muslimer som fundamentalt anderledes, som ’den anden’ (Hervik
2004; Simonsen 2004; se van Dongen 2005 for et parallelt eksempel fra Holland). Der
er således tale om en i samfundet eksisterende kategori, sådan som Bundgaard beskrev
kategorien ’fremmed’ i sit materiale (2004).
Et andet forhold, der gør sig gældende, er, at kategorien ’patienter med anden
etnisk baggrund end dansk’ som nævnt ovenfor er en ’tom’ kategori. Den siger ikke
andet end, at disse patienter er anderledes, men ikke hvordan de er anderledes.
28 Dette afspejler sig også i de forskellige cases, som jeg vil præsentere undervejs i
afhandlingen. Hovedparten af dem tilhører denne prototypiske gruppe af patienter, fordi
det primært var dem, personalet knyttede kulturelle overvejelser til, og som de
udpegede for mig.
145

’Muslimsk kultur’ kan forstås som en måde at fylde denne tomme kategori på. Kultur
har en naturlig plads i forståelsen af etnicitet (Jenkins 1997: 76), hvorfor en eller anden
form for kulturelt fyld nok har syntes både naturligt og nødvendigt. Jeg vil i det
følgende præsentere forskellige strategier for at arbejde med kultur (kulturelt fyld).
6.3. Strategier i arbejdet med patienter med anden etnisk baggrund
Opmærksomheden og interessen i Danmark for denne patientgruppe er relativ ny.
Hovedparten af den danske litteratur på området er kommet inden for de sidste ca. 20-
25 år (Beth Elverdam, der er citeret ovenfor, lavede sit projekt i midten af 1980’erne).
Det var først i 2001, at Hovedstadens Sygehusfællesskab startede på at formulere en
egentlig politik om patienter med anden etnisk baggrund end dansk. Den blev vedtaget i
2002 (H:S 2002). En af de primære årsager til en særlig interesse for denne gruppe af
patienter har været spørgsmålet om lige adgang til sundhedstjenester (Nielsen 2005: 16-
19) og om forskelsbehandling.
146
I USA har man en længere tradition for at forholde sig til patienters kulturelle
baggrund. Forklaringen ligger i landets historie som et multikulturelt samfund;
tilstedeværelsen af indfødte folk og andre markante minoritetsgrupper; samt den
rettighedsdebat, som siden 50’erne har fundet sted i det amerikanske samfund. I den
amerikanske litteratur kan man således finde en række forskellige forslag til, hvordan
man skal forstå og inddrage den kulturelle baggrund hos patienter med
minoritetsbaggrund. Det er ikke muligt direkte at overføre det amerikanske materiale
til Danmark, da samfund og etniske grupper er meget forskellige. Det nævnes her for at
vise forskellige strategier.
Baggrunden for disse forskellige typer af tiltag har været en forestilling om, at
patienter fra forskellige etniske grupper havde nogle specifikke problemer, og at

sygdomme hos de forskellige etniske grupper havde nogle specifikke udtryk. Man
mente videre, at behandlingen af disse patienter ville blive bedre, hvis man kunne
tilpasse den til disse særlige forhold (se f.eks. Santiago-Irizarry 2001). Antropologer
har spillet en vigtig rolle for denne forståelse ved at påpege, hvordan kultur påvirker
patienternes sygdomsoplevelse og -udtryk (se f.eks. Good 1997; Kleinman 1988).
Et af buddene kommer fra antropologen Johnson og antropologen og
psykiateren Kleinman, der i en artikel omkring konsultationspsykiatri (dvs. ikke-
indlæggelse) gør opmærksom på, at den kulturelle baggrund hos en række forskellige
grupper i det amerikanske samfund har betydning for forskellige dele af en psykiatrisk
konsultation. De skriver således, at i forhold til den kliniske adfærd (dvs. hvordan
patienter opfører sig, når de er syge) er der kulturelle forskelle på følgende grupper:
Oprindelige amerikanere, hvide fra Appalacherne, hispanics, filippinere, sorte,
middelklasse hvide, asiatere og østlig middelklasse. Når det kommer til
forklaringsmodeller på sygdom, kan man finde kulturelle forskelle mellem: Kinesere,
haitianere, mexicanere, puerto ricanere, sorte, oprindelige amerikanere, sigøjnere,
sydøst asiatere og italienske amerikanere. Og endelig at i forhold til patient behandler
interaktionen, skal man være opmærksomme på specielle kulturelle forventninger til
psykiateren hos: Mellem- og overklasse hvide, rural-etniske, traditionelle hispanics,
asiatere, unge sorte, sigøjnere, etniske og underklasse, østasiatere, oprindelige
amerikanere og haitianere (Johnson & Kleinman 1984). Når jeg trætter mine læsere
med denne opremsning, er det ikke fordi, jeg mener, at disse remser er dækkende. Det
er tværtimod for at vise det håbløse i at skulle have kendskab til kulturelt
betydningsfulde forskelle i forhold til alle relevante grupper. Et andet interessant aspekt
ved de ovenstående remser er den fuldstændig manglende konsistens i definitionen af
grupperne og i systematikken.
147

148
En variant af denne tilgang finder man med etableringen af en
konsulentfunktion, hvor konsulenter med kendskab til en given etnisk baggrund kan
tilkaldes i tilfælde af, at man som personale har behov for at få oversat mellem
minoritets kulturen og majoritets kulturen (Budman et al. 1992).
En anden strategi for at kunne arbejde med mennesker med meget forskellig
kulturel baggrund er at samle disse grupper i nogle overordnede grupperinger. I USA
har man valgt at arbejde med fem sådanne grupper, kaldet ’etno-raciale blokke’, der
oprindeligt stammer fra folketællinger: 1) hvide, 2) afrikanske-amerikanere, 3)
hispanics, 4) indianere og arktiske indianere og 5) asiatiske-amerikanere og stillehavs-
øboere (Kirmayer et al. 2003b: 2). Ideen med sådanne ’blokke’ er, at man i stedet for at
skulle vide noget om en masse forskellige grupper kan koncentrerer sig om nogle
overordnede grupper 29 .
Denne strategi har ledt til etableringen af behandlingstilbud henvendt til disse
grupper. Santiago-Irizarry beskriver etableringen af særafdelinger til latino patienter i
New York City (2001). Selv om både patienter og personale synes rimeligt tilfredse
med disse tilbud, resulterer tilbudene i en essentiallisering af latinokultur. Da en given
kulturel baggrund er nødvendig for indlæggelse, sker der på disse afdelinger også en
sygeliggørelse og forsøg på behandling af denne kultur. I Danmark findes der nogle
enkeltstående tilbud rettet mod grønlændere, som er parallelle til disse tiltag.
En sidste model for at arbejde med patienters anderledes kulturelle baggrund
finder vi i DSM-IV og dens kulturelle formel (som beskrevet i afsnit 4.4.). I denne har
man opstillet 5 punkter, som klinikeren i forbindelse med diagnosticeringen skal
indhente oplysninger om. Disse er: 1) patientens kulturelle identitet; 2) kulturelle
29 Denne opdeling trækker på den tradition inden for amerikansk antropologi, hvor man
opdelte verden i ’kulturelle områder’ (cultural areas) eller regioner. Man mente, at
kulturer inden for disse områder var tæt forbundne med hinanden.

forklaringer på patientens sygdom; 3) kulturelle faktorer, der relaterer sig til patientens
psyko-sociale miljø og funktionsniveau; 4) kulturelle elementer i forholdet mellem
patienten og klinikeren; og 5) en overordnet kulturel vurdering af diagnosen og
behandlingen. Denne kulturelle vurdering skulle bygge på patientens eget narrativ for at
forhindre brugen af kulturelle stereotyper (Lewis-Fernández 1996a). I denne tilgang
vægter man den personlige variant af kultur, og søger at komme uden om de kulturelle
stereotyper, som er karakteristiske for de to andre tilgange.
I en dansk sammenhæng synes man at anvende en strategi med én central ’blok’,
nemlig ’muslimer’, der dækker mennesker fra Ex-Jugoslavien i nord til Sudan i syd, og
fra Marokko i Vest til Indonesien i øst (det er tankevækkende, at denne gruppe er
fraværende i den amerikanske liste på trods af mange indvandrere herfra – om det har
ændret sig efter terrorangrebet i New York 11. september 2001 er et interessant
spørgsmål). I det danske sundhedsvæsen finder man således kurser i ’muslimsk kultur’
og ’muslimsk sygdomsopfattelse’, ligesom det er blevet en del af det daglige ordforråd
på, i hvert fald, de psykiatriske afdelinger. Ligeledes nævnes fænomenet i
’Handlingsplan for etnisk ligestilling i H:S’:
”Det patriarkalske familiesystem er en grundkerne i det muslimske
samfund. Ingen betydningsfulde beslutninger tages af den enkelte uden at
han/hun inddrager sin familie. Det gælder også i forbindelse med
sundhed og sygdom. Det er i familien en sygdom erkendes, vurderes og
evt. søges behandlet......”
(H:S 2002: 7, min understregning)
Jeg har som en del af mit feltarbejde deltaget i forskellige undervisningsforløb om
transkulturel sygepleje og set undervisningsmaterialer fra andre kurser. Og i en del af
dette materiale genfinder man ’blokken’ muslimer/muslimsk kultur enten i konkrete
kurser om ’muslimsk kultur’ eller ved, at alle eksemplerne fra den kliniske praksis
handler om muslimer.
149

150
Et andet eksempel på ’blokken’ er dette skema, som er blevet brugt til
undervisning i ’Indvandreres psykiske sygdomme’ på videnscentret for transkulturel
psykiatri 30 .
”Nogle forskelle mellem traditionelle og vestlige samfund
Traditionelle samfund Vestlige samfund
• familie- og gruppeorienteret
• individuelt orienterede
• udvidet familie
• kernefamilie
• status bestemt af alder, position i familien og omsorg
for familien
• status resultat af egne anstrengelser
• relationer mellem familiemedlemmer er obligatorisk • relationer mellem familiemedlemmer
er et individuelt valg
• arrangerede ægteskaber, med nogen valgmulighed • valg af partner afhængigt af
afhængig af den interfamiliære relation
interpersonelle relationer
• individ kan erstattes, familie skal fortsætte og stolthed i • individet er uerstatteligt, stolthed i sig
familiebånd
selv
• familiebeslutninger • individuel autonomi
• Guds vilje
• externaliseret kontrol
• beslutter selv
• internaliseret kontrol
• stolthed over at familien tager sig af mentalt syge • samfundet tager sig af mentalt syge
• Gud bestemmer med hensyn til sygdom og sundhed • Sygdom og sundhed afhænger af en
selv
• lægens beslutninger respekteres og betragtes som
hellige – sund læge-patient relation
• mistro til læge-patient relation
• sjældent retssag mod lægen • ofte retssag mod lægen
Kilde : Okasha, Ahmed : Impact of Arab Culture on Psychiatric Ethics. I : Okasha, Ahmed (red);
Arboleda-Flóres, Julio (red); Sartorius, Norman (red) : Ethics, Culture, and Psychiatry. American
Psychiatric Press. – 2000. – 277 s.”
I dette skema er der foretaget en opdeling af verden i to overordnede kategorier
’Traditionel’ og ’Moderne’. Hvis man tager kilden nærmere i øjesyn, kan man dog også
se, at den traditionelle side i høj grad trækker på en beskrivelse af arabisk – og dermed
muslimsk – kultur. Skemaet er dermed et eksempel på eksistensen af den muslimske
’blok’ i den danske psykiatri.
30 Jeg har set flere tilsvarende skemaer i undervisningsmateriale om transkulturel
psykiatri, som personalet på ’mine’ afdelinger havde været på.

Skemaet giver også en indsigt i antagelserne om det mere konkrete indhold af
den muslimske kultur. Antagelsen er altså, at mennesker, som kategoriseres som
muslimske eller traditionelle, deler de kulturelle karakteristika, som her opregnes.
Skemaet har dermed en lighed med det som diskursteoretikerne Ernesto Laclau &
Chantalle Mouffe kalder en ækvivalenskæde. En ækvivalenskæde er en række ord og
begreber, der henholdsvis mod- og samstilles. Dermed danner de forskellige
konfliktlinjer, der bestemmer, hvordan politiske såvel som mere private diskussioner
formes (Laclau & Mouffe 1985). Det er et karakteristikum ved en ækvivalenskæde, at
når et punkt i kæden anvendes, aktiveres resten af kæden uden eksplicit nævnelse. Som
et eksempel fra praksis kan nævnes, at personalet i forhold til nogle etniske patienter
har megen kontakt med patientens familie, fordi vedkommende kommer fra et
traditionelt samfund, hvor familierelationen jo er vigtig, men uden at spørge patienten
om det er i orden med vedkommende.
Skemaet kan ses som et udtryk for den kulturalisme, som antropologen Stolcke
har påpeget er blevet dominerende i Europa i de senere års diskussion af flygtninge og
indvandrere (1995). Hun peger på, at et skel baseret på kultur i 1990’erne har fået den
samme rolle, som race havde op til anden verdenskrig. Pointen hos Stolcke er, at kultur
i dag bruges til at trække skarpe skel mellem mennesker.
I forhold til kulturbegreber er det meget tydeligt, at den type kulturel viden, som
kommer i spil, når personalet anvender en ’blok’ som den muslimske, er en essentiel,
statisk, kontekstuafhængigt og adfærdsstyrende opfattelse af kultur. Den skematiske
inddeling og repræsentation passer også fint sammen med denne kulturforståelses
skarpe grænser om de enkelte kulturelle grupperinger, da der ikke nogen af stederne er
plads til mennesker ind imellem, mennesker der går på tværs af kategorierne,
mennesker der både er traditionelle og moderne.
151

152
Fristelsen eller behovet for at anvende sådanne prækonstruerede beskrivelser af
patienterne, som f.eks. ’muslimer’ er måske særlig stor i psykiatrien, hvor
kommunikationen med patienten bliver vanskeliggjort at patientens sygdom (Jacobsen
& Johansen Upubliceret), hvilket ikke på samme måde gør sig gældende i forhold til
somatiske sygdomme.
Jeg vil afslutte dette afsnit med en case fra mit første feltarbejde. Casen handler
om en patient som personalet opfattede som muslim. Et af de karakteristika, som
personalet tilskriver muslimer, er, at de (muslimerne) mener, at der er store forskelle
mellem mænd og kvinde, at de derfor har svært ved at respektere kvinder og at de
derfor ikke hører efter, hvad det kvindelige personale beder dem om at gøre. Samtidig
fortæller personalet ofte om, hvordan der i det danske samfund og på de psykiatriske
afdelinger ikke er forskel på mænd og kvinder. Nedenstående case viser, hvordan denne
kategorisering som muslim – med dertil hørende betydninger (ækvivalenskæde) –
bliver bestemmende for et personalemedlems forståelse af denne patient (casen
optræder i Jacobsen & Johansen 2002b):
En muslimsk patient henvender sig til et kvindeligt personalemedlem og beder
om at komme i haven, men hun afviser. ”Det har du ikke lov til”, siger hun, hvortil
patienten prompte svarer, at det skal hun ikke bestemme. Nu er begge vrede. Kvinden
siger vredt, at selv om man dér, hvor han kommer fra ikke respekterer kvinder, så skal
han gøre det, når han er her i Danmark. Et mandligt personalemedlem ser
konfrontationen og kommer over for at hjælpe sin kollega. Han hører kun de sidste ord,
og støtter derfor ved at sige: ”Det er rigtigt, her bestemmer fru Hansen, også over
mig”. Patienten beklager sig efterfølgende over, at personalet ikke kan lide ham. Det
viser sig, at han har aftalt med sin læge, at han må få havefrihed (dvs. at han har lov til

at gå tur i afsnittets indhegnede have). Meddelelsen er blot ikke nået ud i hele
personalegruppen.
Denne case viser, hvordan kategoriseringen af den pågældende patient som en
muslimsk patient, informerer det kvindelige personalemedlem om, hvordan hun skal
forstå og reagere i den pågældende situation. Den viser ligeledes, hvordan den
kulturelle viden, som kvinden anvender er af en type, der ikke inddrager den konkrete
her og nu situation, men primært forholder sig til en noget stereotyp forestilling om
patientens baggrund. Og den illustrerer dermed det problematiske ved den type af
viden, som skemaer, som det ovenfor beskrevne, bringer ind i den kliniske situation.
Endelig er den et eksempel på, hvordan kultur ofte handler om markeringen af forskelle
mellem grupper (jvf. Appadurai 1996) – her forskellen mellem forestillede
kønsforskelle.
6. 4. Konklusion
Dette kapitel har vist, den betydning kategorien patienter med anden etnisk baggrund
end dansk har og fungerer i et felt, hvor der er en vis interesse for at arbejde med den
kulturelle baggrund hos denne gruppe af patienter. Denne interesse har dog i vid
udstrækning fokuseret på en konstruktion, der kaldes ’muslimsk kultur’, og som i
praksis har nogle uheldige konsekvenser for patienterne.
Konklusionen i kapitlet er, at kategoriseringen og den sproglige marginalisering
ikke kun er tilfældige eller praktiske spørgsmål, men er knyttet til en mere generel
kategorisering af nogle patienter som rigtige og andre forkerte i den psykiatriske
praksis. På baggrund af begrebet social teknologi blev det diskuteret, at denne
psykiatriske praksis er relateret til en særlig konstruktion af problemer og løsninger og
153

målgrupper. Patienter, der falder uden for disse målgrupper, kategoriseres som
vanskelige, og kategorien ’patienter med anden etnisk baggrund end dansk’ er et
eksempel på en sådan vanskelig kategori af patienter. I forhold til spørgsmålet om
tolkning blev den minoritets-teoretiske diskussion om ressourcer bragt på banen.
Afsnittet om sprog og tolkning er et eksempel på den mere generelle
kategoriseringsproces, der finder sted, men påpegede også nogle særlige forhold, der
gjorde sig gældende: Muligheden for at behandle på trods af manglende
kommunikation og spørgsmålet om kontrol over kommunikationen.
154
Endelig har kapitlets sidste afsnit vist den kulturelle betydning, som personalet
tillægger (nogle) patienter med anden etnisk baggrund end dansk, og hvordan kultur
også i dette felt bruges til at markere forskelle og dermed opretholde grupper.

Kapitel 7. Diagnostik og kultur
Dette kapitel handler om, hvordan kultur påvirker den diagnostiske proces i psykiatrien.
Den diagnostiske proces er det forløb, hvor psykiatrisk personale fastslår, hvad en
patient fejler; hvilken sygdom han eller hun lider af. Kapitlet knytter sig til det
foregående kapitel om kategorisering, da diagnosticeringen er en af de væsentligste
kategoriseringsprocesser, der findes i psykiatrien. De diagnosticeringsværktøjer, der her
beskrives, er en del at den sociale teknologi, der definerer nogle patienter som
skizofrene, og andre som vanskelige at diagnosticere.
Dette ph.d. projekt har fra starten haft en betydelig interesse for den diagnostiske
proces, idét det ofte var i forbindelse med den diagnostiske proces, at spørgsmålet om
kultur blev luftet af personalet under pilotprojektet. Et personalemedlem sagde f.eks., at
hun mente, at psykiaterne var for dårlige til at vurdere det kulturelle, og at nogle etniske
patienter derfor blev erklæret syge, selv om de måske ikke var det. Det er også i
forbindelse med den diagnostiske proces, at man finder journalnotater, der tager
forbehold for patientens anderledes kultur: F.eks. skriver en behandlingsansvarlig
overlæge i forbindelse med en endnu ikke diagnosticeret patient med anden etnisk
baggrund end dansk: ”Jeg synes, det er svært at komme diagnosen nærmere end
uspecificeret paranoid psykose. Patienten virker ikke depressiv, heller ikke med
forbehold for etniske forskelle.” På samme patient foreligger der en psykologisk test,
der er udarbejdet i forbindelse med diagnosticeringen, og hvor psykologen i et af de
indledende afsnit i konklusionen skriver: ”Tænkningen kan forekomme vag, men det
skal samtidig understreges, at de sproglige nuancer er særdeles vanskelige at vurdere
grundet de sproglige problemer og dette gælder såvel i direkte samtale med patienten,
som ved anvendelse af tolk. Hertil kommer kulturelle forhold, som kan gøre
vurderingen vanskelig.” Der er dog ingen steder undervejs i testen beskrevet sproglige
155

problemer, og hvilke kulturelle forhold, der vanskeliggør vurderingen, er heller ikke
beskrevet.
156
I en del antropologisk og psykiatrisk litteratur findes der en diskussion af
fejldiagnostik af patienter med etnisk minoritetsbaggrund (se f.eks. Good 1997;
Kirmayer 1994; Kleinman 1988; Littlewood & Lipsedge 1997; Loring & Powell 1988).
Det centrale tema i denne litteratur er, at psykiatere forveksler kulturel almindelig
adfærd med psykiatriske symptomer, hvilket betyder, at mennesker, der ikke er psykisk
syge, fejlagtigt bliver diagnosticeret som værende psykisk syge. Denne diskussion i
litteraturen er således parallel med nogle af de forbehold, der blev nævnt ovenfor.
Kapitlet er struktureret således, at jeg først skitserer den diagnostiske proces,
som den beskrives og udføres. På denne baggrund vil jeg diskutere spørgsmålet om
muligheden for at mistolke almindelig adfærd som psykiatriske symptomer. I kapitlets
tredje afsnit vil jeg give nogle eksempler på, hvordan sådanne mistolkninger foregår og
diskuteres og endelig i konklusionen opsummere kulturs betydning i den diagnostiske
proces.
7.1. Diagnoser og Diagnosticering
7.1.1. Den diagnostiske manual – ICD-10
I Danmark anvendes ICD-10 som diagnostisk manual. ICD-10 anvender et
alfanumerisk system, hvor lidelserne fra kapitel 5 starter med bogstavet F, og
efterfølges af en talkode. Et eksempel er F 20.0, der er koden for paranoid skizofreni.
ICD-10 er søgt opbygget således, at de enkelte sygdomme er klart afgrænsede
fra hinanden og lader sig fastslå på baggrund af en række specifikke symptomer
(Bertelsen & Munk-Jørgensen 1998: 7). I teorien stiller man diagnosen ved at fastslå,

om en patient har en række symptomer, og disse symptomer er knyttet til en given
sygdom. Samtidigt har man søgt klart at definere de enkelte sygdomme og afgrænse
dem fra hinanden. De diagnostiske kriterier for skizofreni kan se på bilag 2. I et
historisk perspektiv er ICD-10 (sammen med DSM-III og DSM-IV) en tilbagevenden
til psykiateren Emil Kraepelins tilgang til psykisk sygdom fra slutningen af 1800-tallet
og starten af 1900-tallet, hvor han søgte at finde frem til afgrænsede kategorier for de
enkelte sygdomme, og hvor hver sygdom var karakteriseret ved et specifikt forløb
(Shorter 2001: 131).
I forbindelsen med udarbejdelsen af ICD-10 var det WHO’s mål at skabe et
diagnosesystem, der kunne anvendes over hele verden. Det betød, at man forlod
diagnostiske kategorier, der byggede på forskellige teoretiske antagelser om
sygdommenes opståen (f.eks. freudiansk psykoanalyse) og primært definerede
kategorierne på baggrund af deres symptomer og forløb. Denne prioritering beskriver
WHO som a-teoretisk (Bertelsen & Munk-Jørgensen 1998: 7-8). Den afspejler også, at
man rent faktisk ikke kender den præcise ætiologi for de fleste psykiske sygdomme.
I sammenhæng med ICD-10 er der også udarbejdet en række
interviewinstrumenter, der helt systematisk opstiller spørgsmål til alle symptomerne. Et
eksempel herpå er Present State Examination – kaldet PSE – hvor man f.eks. finder
følgende spørgsmål til symptomet tankeforstyrrelse (1999: 73-74):
• ”Kan du tænke klart?”
• ”Eller er der noget, som forstyrrer eller påvirker dine tanker?”
• ”Kan nogen læse dine tanker?”
• ”Hvordan gør de det?”
• ”Har du følt, at dine tanker blev fjernet, så du blev helt tom i hovedet et
øjeblik?”
157

158
• ”Har du haft tanker i hovedet, som ikke var dine egne?”
• ” – som du fik påført et eller andet sted fra?”
• ”Er dine tanker tilgængelige for andre?”, ”Eller når de på én eller anden måde
ud til andre?”
• ”Kan du høre dine tanker udtalt højt inde i hovedet?”
Man kan vælge enten at følge disse spørgsmål slavisk (i en forskningssituation vil dette
være et krav) eller man kan vælge efterfølgende at bruge den som en slags tjekliste.
Som en del af den løbende uddannelse på psykiatriske afdelinger øver man
diagnosticering efter disse redskaber – f.eks. på baggrund af videointerview. Et centralt
formål med denne uddannelse er at sikre en ensartethed (reliabilitet) i de psykiatriske
diagnoser.
I den diagnostiske udredning søger man at undersøge dels tegn og symptomer på
sygdomme og dels mere generelt at skaffe sig viden om patientens liv. Et eksempel på
en omhyggelig psykiatrisk undersøgelse er mentalobservationen, der derfor kan bruges
til at illustrere hvilke informationer, man ideelt set bør baserer en diagnose på.
7.1.2. Mentalobservationen
En mentalobservation udføres for at fastslå, om et menneske, der er mistænkt for at
have begået noget kriminelt, lider af en psykisk sygdom. Det er i denne del af mit
materiale, at den diagnostiske proces træder mest rent frem, fordi der i dette tilfælde
primært skal tages stilling til diagnosen, og ikke til andre spørgsmål som medicinering,
indlæggelsesbehov, pårørendes ønsker, mulighed for udgang m.m., som det vil være
tilfældet på en psykiatrisk afdeling.

En mentalobservation er i al væsentlighed en grundig psykiatrisk undersøgelse
(Adserballe 2000), dog inddrager den en interesse for kriminalitet – nuværende og
tidligere – som man ikke finder ved en normal psykiatrisk undersøgelse. En
mentalobservation kan enten foregå ambulant eller under indlæggelse. Ved en ambulant
mentalobservation (som er hovedparten) vil observanden enten være varetægtsfængslet
(evt. i surrogat på psykiatrisk afdeling) eller på fri fod. En sådan undersøgelse foregår
typisk ved, at observanden kommer til 5 samtaler: En hos en psykiatrisk overlæge, to
hos en speciallæge i psykiatri, en hos en socialrådgiver, samt en psykologisk testning
hos en psykolog. På denne måde bliver observanden set af 4 forskellige mennesker, der
alle har erfaring med psykisk syge mennesker.
Alternativt kan en mentalobservation foregå under indlæggelse på psykiatrisk
afdeling, hvis særlige forhold taler herfor. Det vil typisk være i situationer, hvor
undersøgelsen ikke kan foretages ambulant, enten på grund af observandens psykiske
tilstand eller på grund af manglende samarbejde fra observandens side.
De data, der indhentes ved en mentalobservation, bruges til at skrive en
mentalerklæring, der i hovedtræk har følgende indhold (Adserballe 2000):
Mentalerklæring
1. Indledning: Ganske kort præsentation af sagen med identifikation af sigtede,
sigtelsen og kendelsen om mentalobservation, stedet for undersøgelsen og
perioden. Materialet og kilder for undersøgelsen, f.eks. sagsakter,
personundersøgelse fra Kriminalforsorgen.
2. Familiær disposition (er der nogen i observandens familie, der lider af
sindssygdomme?).
3. Legemlige sygdomme af betydning i aktuelle sammenhæng.
159

160
4. Livsforløb – sociale forhold (bl.a. barndom, barndomshjem, forhold til
søskende, venner, skolegang, forældrenes ægteskab og beskæftigelse,
uddannelse, job, forhold, børn, bolig, økonomiske forhold).
5. Tidligere kriminalitet.
6. Psykisk udvikling, evt. tidligere psykiske lidelser og indlæggelser, seksuel
udvikling, evt. misbrug af stoffer.
7. Aktuelle forhold: Den nu påsigtede kriminalitet i resumé fra akterne,
observandens egen fremstilling og opfattelse heraf. Nøje fremstilling af
observandens psykiske tilstand før, under og umiddelbart efter
gerningstidspunktet, dels fra akter dels observandens egen beskrivelse og
opfattelse. Evt. oplysninger fra pårørende.
8. Observandens forhold under den retspsykiatriske undersøgelse, f.eks. hans
adfærd i afdelingen, forholdet til medpatienter og personale, personalets
beskrivelse og opfattelse. Ved ambulant undersøgelse gives oplysninger fra
fængsels- og arresthuspersonalet. Evt. behandling og virkning heraf.
9. Psykologisk testning.
10. Den aktuelle klinisk-psykiatriske vurdering af observanden; kaldet ”objektiv
psykisk”, som er en omfattende vurdering og beskrivelse med disse hovedtræk:
Sindssyg eller ikke, mentalt retarderet, intelligensniveau,
personlighedsbeskrivelse – personlighedsafvigelse. Svarer den psykiatriske
undersøgelse til den psykologiske testning, evt. diskussion heraf.
11. Legemlig undersøgelse af betydning i aktuelle sammenhæng. Evt. andre
speciallægeundersøgelser. Evt. EEG.
12. Konklusion: Mentalundersøgelsens hovedopgave, jvf. ovenfor, skal resumeres
kort: Den psykiske tilstand nu og på gerningstidspunktet i forhold til § 16,

herunder evt. patologisk rus, og til § 69, evt. § 70 (om forvaring), fulgt af
begrundet sanktionsforslag med evt. særforanstaltning (§68, 2. pkt.) 31 .
Det er principielt denne omfattende mængde data, der skal til, for at stille en psykiatrisk
diagnose. Punkterne 6 (psykisk udvikling), 9 (psykologisk testning), 10 (klinisk-
psykiatrisk vurdering) og 11 (legemlige undersøgelser) relaterer sig direkte til
diagnosticeringen, dvs. til symptomerne og sygdommene i ICD-10. Punkterne 2
(familiære dispositioner) og 4 (Livsforløb – sociale forhold) bruges også i den
diagnostiske udredning, om end ikke på samme direkte måde. De tegner snarere
konturerne af et muligt psykisk sygt liv. Spørgsmålene på sygelighed i familien handler
om, at en del psykiske sygdomme er arvelige, forstået sådan at man arver en
disposition. Tilstedeværelsen af f.eks. skizofreni i den nærmeste familie kan således
være med til at afklare en diagnose, som man er i tvivl om. De sociale forhold kan
ligeledes pege på psykiske problemer, f.eks. vil manglen på venner blive tolket som en
manglende evne til at knytte kontakter til andre mennesker, hvilket bl.a. er et
skizofreni-suspekt træk. En person, der aldrig formår at gøre noget færdigt, vil ligeledes
være karakteristisk for dels skizofreni og dels for visse personlighedsforstyrrelser. I
forhold til diagnosticering af personlighedsforstyrrelser er livshistorien meget vigtig, og
træk fra livshistorien bruges direkte som symptomer. F.eks. er et af de diagnostiske
kriterier for dyssocial personligheds-struktur (F60.2) ”manglende evne til at fastholde
forbindelse med andre” og et andet ”manglende evne til at føle skyld eller lade sig
påvirke af erfaringer, inklusive straf” (WHO 2003: 138). Disse kriterier vil kun kunne
fastslås på baggrund af patientens livshistorie.
31 Disse paragraffer er fra straffeloven. De er ikke citeret i denne afhandling, men er
medtaget her for at give en fornemmelse af sprogbruget.
161

162
Ofte er det dog ikke muligt at indhente alle disse oplysninger ved en almindelig
diagnosticering, og den vil i så tilfælde ofte fokusere på fastlæggelsen af afgørende
symptomer.
7.1.3. Diagnosticering i praksis
I praksis, og med en erfaren psykiater, kender psykiateren sygdomme og symptomer,
og vedkommende vil gennem sin samtale og udspørgen af patienten komme rundt om
de forskellige symptomer. Det er dog ikke kun det faktuelle svar, man lytter efter.
Psykiateren er også hele tiden opmærksom på, om patienten virker som om, han svarer
korrekt, og om der er forhold, der peger på enten symptomer eller snyd. Et eksempel
kan være, hvis patienten benægter at høre stemmer, men samtidig svarer på spørgsmål,
som ikke er blevet stillet, eller at patienten benægter at høre stemmer, men synes
optaget af noget, der foregår inde i ham selv eller virker meget fraværende ( eller
”synes optaget af et rigt indre liv” – for nu at bruge en psykiater-vending). Psykiatere
kan også bruge et begreb som at ’få en skizofren-følelse’, når de taler med en patient.
Det henviser til en oplevelse af en meget dårlig kontakt med patienten og en
fornemmelse af, at vedkommende hele tiden svarer ved siden af.
Ved indlæggelse på en psykiatrisk afdeling vil en læge (ikke nødvendigvis en
psykiater) søge at fastlægge patientens diagnose, dels gennem en samtale med
vedkommende og dels ved at indhente informationer fra andre relevante kilder. Det kan
f.eks. være en pårørende, der har fulgt vedkommende hen til afdelingen, fra den
praktiserende læge, der har foreslået indlæggelsen, eller fra politiet der har bragt
vedkommende ind på afdelingen. Det er dog ikke altid, at det lykkes at fastslå en
diagnose ved indlæggelsen, så nogle gange bliver en sådan ikke foreslået, og man nøjes
med at beskrive patientens adfærd og symptomer. Andre gange vil man foreslå en

diagnose, men samtidig gøre opmærksom på, at der er tale om en foreløbig diagnose.
En diagnose er vigtig for personalet af flere grunde. Den giver retningslinjer for,
hvilken type adfærd man kan forvente af patienten, hvilken behandling patienten skal
tilbydes, evt. tvinges til at modtage, og for den pleje, personalet skal udøve (Gerlach
1998: 3).
Diagnosticering er en proces, der foregår over tid. De psykiatriske sygdomme er
sjældent skarpt afgrænsede, og en lang række af symptomerne kan også være normale
psykiske reaktioner eller tilstede ved flere forskellige psykiske sygdomme. Ofte bliver
det tilstedeværelsen af flere symptomer, information fra andre kilder, samt observation
af patientens adfærd over tid (dvs. under indlæggelse), der giver muligheden for at stille
en diagnose. Selv i forhold til patienter, som har meget entydige symptomer, vil man
ofte vente nogle dage med at stille en diagnose, for at se om patientens adfærd kan pege
i en anden retning, om patienten vedbliver at have symptomerne osv.
Det vigtigste redskab i den psykiatriske diagnostik er den enkelte læge eller
psykiater. Selvom interviewredskaber og diagnostiske manualer er forsøg på at
systematisere og validere diagnosticeringen og gøre diagnoserne mere pålidelige, så
indeholder processen et betydeligt element af personlig tolkning og bygger i vid
udstrækning på psykiaterens erfaring (et begreb som en skizofrenfornemmelse henviser
til denne erfaring). Filosoffen Uffe Juul Jensen, der har skrevet om sundhedsfilosofi,
fremhæver, at den kliniske tolkning er et generelt aspekt af klinisk praksis og ikke
knyttet til psykiatrien specifik. Han skriver videre, at denne kliniske praksis er baseret
på et kendskab til prototypiske (eller i Jensens sprogbrug ’forbilledlige’) eksempler på
en given sygdom. Klinikeren vurderer en given patient i forhold til denne definitoriske
beskrivelse, men også med sin tidligere erfaring om, hvordan sådanne patienter
163

præsenterer sig i praksis. Sygdomsdefinitioner, som de for eksempel findes i ICD-10, er
forsøg på at beskrive sådanne forbilledlige eksempler (Jensen 1983: 301).
164
Denne kliniske praksis betyder også, at fejldiagnosticering eller ændring af
diagnose ikke er et ukendt fænomen. Det er således heller ikke ualmindeligt, at en
patient, der er vanskelig at diagnosticere, præsenteres for kollegaer – enten i kød og
blod eller i form af en journal – for at få deres tolkning af den pågældende patient og
sygehistorie.
Selv om formålet med ICD-10 var at skabe kategorier, der var ”klart defineret
og afgrænset fra andre sygdomstilstande, så de enkelte diagnoser ikke overlapper
hinanden” (Bertelsen & Munk-Jørgensen 1998: 8), er dette ikke altid muligt i praksis.
En indlæggelse pga. en psykotisk episode kan f.eks. være en del af en mani eller en
skizofreni – et spørgsmål som kun vil kunne afklares over tid. Det er heller ikke et
ukendt fænomen, at patienter, der får en skizofrenidiagnose, tidligere har fået en
depressionsdiagnose.
En del af den diagnostiske proces går ud på at oversætte patientens beskrivelser
af oplevelser til symptomer (Barrett 1988; Barrett 1996). Videre beskriver den norske
sygeplejerske og antropolog Toril Terkelsen, hvordan interessen for patienternes
symptomer aftager, efter at diagnosen er stillet. De bliver reduceret til de tekniske
termer ’hallucination’ eller andre symptomer, frem for at blive beskrevet med deres
indhold. Men det er samtidig med til at fjerne opmærksomheden fra patientens liv
(Terkelsen n.d.). Der er med andre ord tale om en simplificeringsproces fra
undersøgelse over diagnosticering til behandling. Denne behandling kommer på
afsnittene til at stå som det centrale (se videre i kapitel 9).
Jeg nævnte i indledningen til dette kapitel de sproglige og kulturelle forbehold,
som nogle gange følger beskrivelser og diagnosticeringen af patienter med anden etnisk

aggrund end dansk. Disse forbehold beskrives sjældent – de tages (eller gives) kun.
Som sådan er der en strukturel lighed mellem dem og selve symptomerne, når disse
bliver givet uden at blive beskrevet.
7.2. Kulturens betydning for diagnostik – et forkert eksempel?
Som nævnt indledningsvis, er spørgsmålet om diagnostik og kultur beskrevet i
litteraturen. Et af eksemplerne er beskrevet af Kleinman i flere forskellige bøger:
“Fordi Sygdomskategorier reflekterer kulturelle principper, må vi være
forsigtige med ikke at lade vores egne kulturelle bias udføre en skjult
skadelig effekt på vores videnskabelige forskning og behandling. For
eksempel hører mange prærieindianere en nylig afdøds stemme kalde på
dem fra dødsriget [afterworld]. Oplevelsen er normal og uden
psykopatologisk følge for medlemmer af disse samfund og kan derfor pr.
definition ikke være unormal. På den anden side kan der for en voksen
hvid nordamerikaner meget vel være tale om hallucination og dermed
følgende alvorlige mentale sundhedsproblemer.”
(Kleinman et al. 1997: 868-869, min oversættelse)
Eksemplet optræder i baggrundsmaterialet til revisionen af DSM-IV for at argumentere
for kulturs betydning i forbindelse med den diagnostiske proces. Anvendt på denne
måde bliver det et eksempel på, at en sådan misforståelse ødelægger den diagnostiske
proces, da den leder til et forkert resultat. Dette argument er blevet kaldt ’protest-
argumentet’ af psykiateren Lawrence J. Kirmayer, da det fokuserer på, hvordan kultur
’protesterer’ mod diagnosen 32 (1998: 340). Jeg blev præsenteret for et tilsvarende
eksempel af en overlæge, jeg interviewede. Han nævnte et indfødt folk i Indonesien,
der kommunikerede med deres afdøde, og han fremhævede, at det var vigtigt at kende
til den slags forhold, så man ikke diagnosticerede disse mennesker som havende
32 For Kirmayer står dette i modsætning til en tilgang, hvor man kigger på psykiatrien
selv som et kulturelt system (Kirmayer 1998).
165

hørelseshallucinationer 33 . (Han nævnte ikke, om han nogensinde havde mødt en
repræsentant fra dette folk i København.)
166
Jeg mener, at disse eksempler fungerer godt, fordi de er umiddelbart logiske, og
fordi de trækker på en frygt i den vestlige del af verden for fejlagtigt at blive
diagnosticeret som sindssyg 34 . Til gengæld fungerer de ikke særlig godt som eksempler
på den psykiatriske praksis, idet eksemplerne trækker på en forestilling om den
psykiatriske diagnose som et simpelt, entydigt, ’her-og-nu’ fænomen, hvilket det, som
beskrevet ovenfor, ikke er. For det første er dette fænomen – at høre en afdød tale til sig
– ikke ’nok’ til at give en diagnose. Der skal være tale om tredjepersons
hørelseshallucinationer, hvilket dette ikke er, hvis hørelseshallucinationer, uden
tilstedeværelsen af andre symptomer, skal kvalificere til en skizofrenidiagnose. En
tredjepersons hørelseshallucination er, hvor stemmer taler om en selv i tredjeperson –
f.eks. ’Nu går han over vejen’. Derudover skal symptomet være tilstede i over en
måned. For det andet vil de fleste psykiatere være tilbageholdende med at stille en
diagnose på baggrund af kun ét symptom. For det tredje vil en førstegangsdiagnose
først blive stillet efter et stykke tid, efter flere samtaler og efter vurdering af mere
generel funktion. Og for det fjerde vil man søge at indhente oplysninger fra pårørende,
der må forventes at kunne beskrive det pågældende fænomen. På de forskellige
psykiatriske afsnit har jeg mødt flere patienter, som personalet var i tvivl om, hvad
fejlede – danske såvel som patienter med anden etnisk baggrund. Patienter, der var
indlagt i ugevis, uden at man kunne stille en præcis diagnose, eller patienter, der fik
33
Det er dog ikke noget ukendt fænomen, at mennesker hører deres afdødes stemmer i
en periode efter et dødsfald.
34
Det er ikke en frygt, som er blevet videnskabeligt behandlet, men den er til gengæld
beskrevet i både litteraturen og i film. Af bøger kan nævnes Amalie Skram: ’Professor
Hieronimus’ og ’På Sct. Jørgen’ og Marge Piercy: ’Kvinde på tidens rand’. Fra filmens
verden kan nævnes ’Gøgereden’ som nok den mest kendte, men også film som f.eks.
’Twelve Monkeys’, ’Nuts’ og ’Terminator 2’ bruger en figur, der bliver spærret inde på
en psykiatrisk afdeling uden af være rigtig sindssyg.

stillet en diagnose med tilføjelsen ’obs’, hvilket betyder, at den vil kræve yderligere
observation for at kunne fastslås, eller patienter der blev udskrevet igen, uden at de fik
stillet en sikker diagnose. Usikkerheden i diagnosticeringen skyldes altså ikke kun den
anderledes kulturelle baggrund men nogle mere generelle forhold ved denne proces.
Den amerikanske psykolog Rosenham publicerede i 1973 nogle forsøg, der taler
imod ovenstående beskrivelse. Han fik en række studerende til at henvende sig på en
psykiatrisk afdeling med ét karakteristisk symptom på skizofreni, og disse studerende
blev indlagt. Da de studerende var blevet indlagt, begyndte de at opføre sig normalt og
forlangte at blive udskrevet, hvilket for en tid blev nægtet. En af konklusionerne i
Rosenhams arbejde var, at adfærd og udtryk bliver tolket situationelt. Hvis man først er
diagnosticeret med skizofreni, bliver efterfølgende adfærd og udsagn tolket ud fra dette
udgangspunkt (1998 [1973]). Denne konklusion er formentlig rigtig også på nutidens
danske psykiatriske afdelinger. Men den institutionelle kultur er meget anderledes,
hvilket gør, at Rosenhams argument ikke direkte kan overføres. Som nævnt stilles en
skizofrenidiagnose kun efter noget tid (altså mere konservativt end i Rosenhams
studie). For det andet er et af problemerne for nutidige psykiatriske afdelinger, at de har
for få pladser og ofte bliver nødt til at udskrive patienter, før personalet mener, at
patienterne er klar til det. En patient, der ikke længere opfører sig skizofrent, vil være et
kærkomment ’udskrivningsobjekt’ 35 .
Som en del af mine interview med læger spurgte jeg, om de kunne give et
eksempel på, hvor de havde været i tvivl om en diagnose pga. patientens anderledes
kultur, og langt hovedparten af de interviewede afviste at have været i tvivl, om end
35 Sagen stiller sig selvfølgelig lidt anderledes på den retspsykiatriske afdeling, hvor
patienter ikke blot kan udskrives. På den anden side, så er den diagnostiske udredning i
forbindelse med en mentalobservation noget mere omfattende end et almindeligt
diagnostisk interview, hvorfor muligheden for snyd og fejldiagnosticering er mere
begrænset.
167

flere beskrev processen som besværligere eller mere usikker. Flere henviste til, at
skizofreni jo var en sygdom, der fandtes alle steder i verden, og at de diagnostiske
symptomer også var universelle – nogle med en henvisning til WHO undersøgelserne,
der er omtalt i afsnit 4.3.
168
I en kritik af den kulturrelativisme, der prægede kultur- og personlighedsskolen,
og som stadig præger en del antropologisk forskning af psykisk sygdom, skriver
antropologen Melford Spiro om to emner, der har relevans for diskussionerne i dette
kapitel (2001). Han foretager dels en kritisk gennemgang af Kleinmans
indianereksempel. Og dels skriver han om muligheden for en universel psykiatri og
universelle diagnostiske symptomer. I forhold til det indianske eksempel hævder Spiro,
at der sker en sammenblanding af tro med oplevelse:
”Så selvom troen på, at en afdød slægtning kan kalde på en fra dødsriget,
kan være kulturel normativ – det vil sige kulturelt skabt og derfor social
delt – betyder dette ikke nødvendigvis, at oplevelsen af at høre en afdødes
slægtnings stemme er psykologisk normativt – det vil sige psykologisk
normalt.”
(Spiro 2001: 223, kursiv original, min oversættelse)
Spiro hævder, at det at høre en afdøds stemme, er en sammenblanding af en begivenhed
i ens indre verden med en begivenhed i den ydre verden. Dette er pr. definition en
hallucination, og pr. definition sygeligt, da det viser en svigtende evne til
realitetstestning (Ibid). En konsekvens af Spiros argument vil derfor være, at
hovedparten af disse indianere ikke hører stemmer, men at de formulerer deres
sorgoplevelse i disse termer 36 .
Spiro argumenterer videre for, at man kan tale om ’pan-kulturelle’ og ’ekstra-
kulturelle’ kriterier for psykisk sygdom (2001: 220-221). Med ’pan-kulturelle’ kriterier
mener han kriterier, der deles af alle kulturer, og med ’ekstra-kulturelle’ kriterier mener
36 Spiro hævder i øvrigt som en sidste krølle på opgøret med ’indianer-argumentet’, at
selv om et fænomen er normalt i et givent samfund, kan det sagtens også være sygt eller
sygdomsfremkaldende (2001, se også Edgerton 1992).

han kriterier, der er fastlagt af en kosmopolitisk videnskab, og som alle, der studerer
denne videnskab, er enige om på tværs af deres forskellige kulturelle baggrund. Det
mest gennemgående kriterium for begge disse typer af kategorier er ’tilpasning’
(adaption), og argumentet er ganske enkelt, at mennesker, der ikke tilpasser sig det
omgivende samfund og ikke er i stand til at gøre det, er psykisk syge. Spiro diskuterer
således ikke de specifikke diagnoser, men forholder sig mere generelt til spørgsmålet
om individers funktion i samfundet.
Ovenstående diskussion viser, at har kultur betydning for diagnosticeringen, er
der tale om mere komplicerede processer end et enkelt symptom i en speciel situation.
Næste afsnit vil give to eksempler på sådanne processer.
7.3. Uenighed og usikkerhed i praksis
Langt hovedparten af mine informanter blandt psykiaterne mente som nævnt tidligere,
at de aldrig havde været rigtig i tvivl med hensyn til en diagnose på grund af patientens
anderledes kulturelle baggrund. Det betyder ikke, at der ikke kan være uenighed om en
diagnose. Den følgende case handler om en latinamerikansk kvinde, der med kort tids
mellemrum var indlagt på to forskellige sengeafsnit hos to forskellige psykiatriske
overlæger på den samme afdeling og fik to forskellige diagnoser. Den første overlæge
mente, at der var tale om en belastningsreaktion hos en dårligt begavet kvinde. Den
anden overlæge, at der var tale om skizofreni. Det er også interessant ved casen, at
denne uenighed om diagnoserne ikke havde den store betydning. Der var ikke rigtig
nogen markering af, at her var en uenighed. For en senere læser af kvindens journal vil
forløbet formentlig fremstå som en løbende diagnostisk udredning strækkende sig over
flere indlæggelser, hvor den første belastningsreaktions-diagnose vil blive set som en
psykotisk episode i en begyndende skizofreni. Eller også vil skizofrenidiagnosen
169

fremstå som et diagnostisk forslag, der viste sig ikke at være relevant – heller ikke for
behandlingen, der i udgangspunktet vil være den samme.
170
Kvinden var blevet bragt ind til den somatiske skadestue af politiet, der mente at
hun var alkoholpåvirket. Her havde man undersøgt hende og fundet, at der ikke var
nogen tegn på forgiftning, men hun havde virket underlig, og hun var derfor blevet fulgt
over på psykiatrisk skadestue. Der var hun også blevet vurderet som underlig, men da
man ikke havde nogen tolk til rådighed, havde man ikke kunne afklare tilstanden. Hun
havde indvilliget i at lade sig indlægge til videre udredning. Det følgende er mine
nedskrevne noter fra den behandlingsansvarlige overlæges fortælling til mig.
”Efter den første samtale vurderede jeg [overlægen], at der er tale om en dårligt
intellektuelt fungerende dame med en belastningsreaktion af langvarig grad efter et
traume for 7 år siden. Hun har mareridt og genkaldelse, blandt andet ser hun tit den
mand, der overfaldt hende. Jeg forstår hendes beskrivelse som et udtryk for angst, ikke
psykose. Hun lader sig overtale til at blive i afdelingen.
Om aftenen vil hun udskrives. Vagthavende læge, som kender hende, siger, at
det kan hun ikke, da hun vurderes som psykotisk. Hverken patienten, hendes mand eller
stedsøn, som er tilstede, forstår afslaget. Hun begynder at skrige og kaste sig mod
væggen og bliver derfor lagt i bælte. Derefter forsøger hun at kvæle sig selv, og der
bliver lagt håndremme og hun får beroligende indsprøjtninger.
Da jeg [overlægen] kommer på afdelingen næste dag, bliver der tilkaldt tolk med
det samme, og han taler med patienten. Personalet har blandt andet beskrevet, at hun
ligger og messer, hvilket er et psykotisk tegn, men jeg synes, at det har en typisk latinsk
tonalitet og tolken bekræfter da også, at hun ligger og synger. Jeg tjekker også i
journalnotatet, at jeg har beskrevet hende som ikke-psykotisk, og at journalen var til

stede. Hun kommer ud af bæltet. Vi aftaler, at hun går hjem og kommer igen næste dag
til den oprindeligt aftalte tolkesamtale.
Hun har tidligere været indlagt på em anden psykiatrisk afdeling. Der havde
også dengang været et udskrivningsønske og et forløb med bælte og
tvangsmedicinering m.m. og dengang havde en overlæge også vurderet, at der var tale
om en belastningsreaktion.
Jeg har efterfølgende talt med vagthavende læge, som stod for bæltet. Og hun
siger, at hun mener, at patienten var psykotisk, og at det derfor var uforsvarligt at lade
hende gå. Der er ingen fulde sandheder omkring de her ting. Jeg mener, at der var tale
om en fejlvurdering pga. sprogbarrierer og kulturelle særpræg. F.eks. var der det med
det messende, som kan være psykotisk, men som her var latinske sange. Hendes liv er
ikke sammenligneligt med en normal Nørrebroborgers. Jeg snakkede med patienten,
fordi det er vigtigt, at man får givet nogle konkrete tilbagemeldinger, hvis der er noget,
man har været i tvivl om.
Der var tale om en kvinde med primitive løsningsstrategier og
personlighedsforstyrrelse, men det er jo ikke det samme som at være psykotisk.
Vagthavende var kursist og dermed en erfaren læge, og hun mente, at patienten var
psykotisk. Det kunne jo også være misbrug, men hun var formentlig ædru. Da hun først
ankom på somatisk skadestue, troede man, at hun var fuld, men hun havde ikke noget
alkohol i blodet.
Problemet er egentlig ikke, at det eskalerede så voldsomt, for når hun først
begynder at reagere, så bliver man jo nød til at følge med; vi kan jo ikke have, at vores
patienter ligger og kvæler sig selv, mens de er i bælte. Men det er vurderingen, der
ligger forud, som er problematisk.
171

172
Dagpersonalet, der havde været der den første dag, var enige med mig i, at hun
ikke var psykotisk. Aftenpersonalet har nok ikke rigtig haft nogen mening om det, men
det er jo også lægen, der tager stilling til det, det er hendes ansvar.
Det er et glimrende eksempel på manglende facitliste. Hvis man er i tvivl, skal
man så skønne til den ene eller den anden side? En af de andre læger, der har rejst
meget, siger, man skal være ekstra opmærksom, fordi symptomerne kan være sværere
at se. Jeg mener det modsatte, og at man risikerer at få et dårligt samarbejde med
indvandrerpatienterne, hvis man gør det. Man skal tænke på, at de generelt er mere
indstillet på at have dårlige patienter hjemme og tage sig af dem, end danske familier
normalt er.”[slut på den første overlæges fortælling]
Efter nogle uger blev ovennævnte kvinde indlagt igen. Denne gang var det
hendes mand, der havde taget initiativ til indlæggelsen, da hun var blevet tiltagende
urolig og blandt andet gik lange ture hver nat. Da han var bekymret for hende, turde
han ikke lade hende gå alene, og da han samtidig gik i skole om dagen, var han blevet
ret udmattet, og situationen i hjemmet blev beskrevet som uholdbar.
Denne anden indlæggelse foregik på et andet sengeafsnit, og her var overlægen
ikke i tvivl. Han mente, at hun var skizofren og psykotisk. Han mente, at hun led af
synshallucinationer (den mand hun så) og hørelseshallucinationer – hun beskrev selv,
hvordan hun talte med flere personer, der ikke var tilstede og havde gjort det over flere
år. Det med at stå op og gå ud om natten omtalte lægen som et typisk skizofrent liv. Da
jeg [Katrine] kommenterede, at man på det andet afsnit ikke havde fundet hende
skizofren eller psykotisk, slog han op i ICD-10 og spurgte, hvor mange af symptomerne
på skizofreni jeg ville have.

Denne case viser nogle af de problemer, som sproglige og kulturelle barriere kan
afstedkomme. Den viser, at tolkningen af et uspecifikt symptom, som en messen, er
svært. Det er interessant, at uenigheden mellem de to overlæger ikke rigtig får nogen
konsekvenser eller synes at blive tillagt betydning, men snarere bliver udtryk for den
diagnostiske proces over tid. Og endelig viser den, at andre forhold end de rent
symptomatiske spiller ind – i dette tilfælde den første overlæges vurdering af, at
familien gerne vil tage sig af patienten hjemme.
Casen peger også på, at diagnostik ikke eksklusivt er psykiaterens opgave eller
er begrænset til de diagnostiske interviews. I dette tilfælde spiller ægtefællens
vurdering af kvindens tilstand og hans efterfølgende henvendelse en rolle for den
diagnostiske proces. Antropologen van Dongen har på baggrund af mange års studier af
psykisk sygdom i Holland peget på, at den centrale del af diagnosen foregår i
samfundet: Det er, når et menneske bryder samfundets normer, at det indlægges og
diagnosticeres (2004, se også Goffman 1967).
Et andet perspektiv på ovenstående case er, at kvindens sygdom har udviklet sig
over tid, og at den nu er mere alvorlig, og derfor kræver en anden form for indgriben.
Om valget mellem forskellige metoder til behandling af patienter skriver filosoffen
Jensen:
”Der er ikke nødvendigvis noget uheldigt eller uhensigtsmæssigt i, på
denne måde, at anvende forskellige standarder ved analyse og behandling
af samme slags sygdom. Derimod kan det være uheldigt at gøre forsøg på
at lade en bestemt standard være enerådende. Vejen ligger da åben for en
essentialisme 37 . Alternativet til essentialismen er ikke et kaos af
standarder med en forstyrret kommunikation i klinikken til følge.
Sygdomme er udviklingsmæssige fænomener. Forskellige standarder kan
anvendes til at karakterisere forskellige faser i en sygdomsudvikling.”
(1983: 223)
37 Den essentialisme, Jensen taler om, er, at man mener, at sygdomme har et særlig
kendetegn, en essens, og en specifik behandling. Kan man finde sygdommens essens,
har man også fundet dens rette behandling (1983: 33-34).
173

Set i dette perspektiv foretager de to læger hver en fornuftig afvejning af kvindens
tilstand. I første omgang findes hun ikke syg nok til, at de egentlige psykiatriske
diagnostiske redskaber behøver at komme i anvendelse, og man kan derfor forlade sig
på familiens vurdering og forsikring om, at de kunne tage sig af hende. Senere i
sygdomsforløbet må den anden psykiater foretage en mere præcis diagnosticering, da
kvindens tilstand er forværret (familien kan ikke længere tage sig af hende). I denne
tolkning er der tale om en fornuftig vurdering fra begge lægers side, hvor der lægges
vægt på noget forskelligt, og ikke om egentlig forskellig diagnosticering.
174
Jeg vil kort skitsere en anden case, hvor diagnosen viste sig at være usikker.
Også i denne case var der tale om at nogle uspecifikke symptomerne, der kan knytte sig
til forskellige diagnoser.
Det var en mentalobservation, hvor observanden blev indlagt på lukket afsnit fra
fængslet, fordi han havde forsøgt selvmord. Han var flygtet fra Uganda på grund af
borgerkrig og havde set pårørende og naboer blive dræbt. Mentalobservationen foregik
med engelsk tolk. I forbindelse med fængslingen begyndte han at få mareridt og
flashbacks, og han havde syns- og hørelseshallucinationer. Han beskrev selv, hvordan
disse symptomer var kommet efter en periode, hvor han var blevet tiltagende
deprimeret. Han var i behandling med antipsykotisk medicin, men hans tilstand syntes
at blive dårligere og dårligere hen over den periode, hvor mentalobservationen fandt
sted. En stor del af den diagnostiske udredning fokuserede på at kortlægge, om han
havde haft tilsvarende symptomer tidligere, og hvis han havde da i hvor lang tid. Han
beskrev selv et tidligere forløb i forbindelse med, at hans asylsag blev behandlet for
mange år siden, men benægtede ellers andre episoder. Han beskrev også, hvordan han
syntes, han havde levet et dårligt liv, og hvordan, han efter at han havde fået asyl,
havde opsøgt forskellige traditionelle healere og forskellige kristne menigheder efter, at

han havde fået asyl for at få hjælp. Det var ikke muligt at fremskaffe journalen fra hans
tid som asylansøger, herunder lægejournal. Diagnosen blev svær depression med
psykotiske symptomer (F32.3). I forbindelse med oplæsningen af konklusionen oplyste
han, i modstrid med tidligere, at han havde været plaget af hallucinationer gennem
mange år, og at det blandt andet var derfor, han havde opsøgt de forskellige healere og
menigheder.
I dette tilfælde var det manglende oplysninger, der gjorde det svært for lægen at stille
diagnosen. Havde man på et tidligere tidspunkt haft disse oplysninger, ville man have
foreslået skizofreni – også selv om den antipsykotiske medicin ikke syntes at have
hjulpet synderligt. I dette tilfælde valgte man at fastholde diagnosen depression, da det
passede med den sygehistorie, observanden havde fortalte under størsteparten af
observationen. Man diskuterede også, hvorvidt observanden var fremkommet med nye
oplysninger, fordi han ønskede en skizofrenidiagnose, da den med sikkerhed ville give
ham en behandlingsdom frem for en fængselsdom, hvis han blev kendt skyldig i den
påsigtede forbrydelse.
7.3.1. Diskussion
I indledningen til dette kapitel nævnte jeg en række forfattere, der alle havde
beskæftiget sig med fejldiagnosticering. Arthur Kleinmans eksempel blev gennemgået
ovenfor, og selv om man måske konkrete kan afvise den skitserede problemstilling, er
det generelle problem – at tage noget kulturelt normalt for et sygeligt fænomen – et af
de centrale problemer i den ovenfor skitserede case med den latinamerikanske kvinde.
Hendes latinske messen bliver af vagthavende læge vurderet som et psykotisk
symptom, selv om det som nævnt er uspecifikt. På den anden side kendte den
175

vagthavende læge patienten fra tidligere indlæggelser, så det var ikke en snæver
fejltolkning af et enkeltstående symptom, der gjorde sig gældende. Vagthavende
hævdede på den efterfølgende konference, at det i sig selv var sygt at reagere, som
kvinden havde gjort. En normal reaktion på et afvist udskrivelsesønske ville være at
vente til den behandlingsansvarlige overlæge var tilstede næste dag og ikke at slå
hovedet ind mod væggen og prøve at kvæle sig selv. Et synspunkt, der blev støttet af
flere af de øvrige læger ved konferencen. Det er i øvrigt et argument, der trækker på
det, Spiro kalder ’tilpasning’ – at det sygelige viser sig, når man ikke formår at handle
passende i en given situation (2001).
176
En anden af de i indledningen nævnte forfattere er antropologen Byron Good,
der i en oversigtartikel peger på to områder, hvor kultur spiller en rolle i den
diagnostiske proces (Good 1997). Han påpeger, at de nuværende diagnostiske
kategorier baserer sig primært på forskning i majoritetsbefolkninger, en kritik som også
blev rejst i forbindelse med revideringen af DSM-IV (se afsnit 4.4). På baggrund af
primært antropologisk litteratur skriver han, at der er påvist betydelige kulturelle
variationer i ”.... definitioner af normalitet, psykologiske erfaringer, den specifikke
repræsentation af symptomer, mønstre for disses debut og varighed og selv samlinger af
symptomer i kategorier ....” (Good 1997: 238, min oversættelse). Hvis man skal
applikere denne liste på den latinamerikanske kvinde, er der nok primært tale om en
anderledes repræsentation af symptomer. Noget tilsvarende kunne måske være tilfældet
med den ugandiske mand, hvis fortælling om et dårligt liv og religiøse søgning ikke
umiddelbart af psykiaterne blev opfattet som udtrykt for, at han søgte hjælp til at få styr
på et ’sygt’ liv.
Goods andet punkt i artiklen referer til det forhold, at man i nogle undersøgelser
har kunnet påvise systematiske mønstre af fejldiagnosticering pga. af klinikernes bias

(Good 1997: 239). Særligt refererer han til en undersøgelse af Loring & Powell (1988).
I denne undersøgelse sendte man to patientbeskrivelser til en række psykiatere i USA
og bad dem om at diagnosticere patienterne. I en femtedel af tilfældene oplyste man
ikke køn og race på patienterne, i en femtedel blev patienterne beskrevet som sorte
mænd, i en femtedel som hvide mænd, i en femtedel som sorte kvinder og i en femtedel
som hvide kvinder. Undersøgelsen viste, at kun 38% af svarene på den første case
(udifferentieret skizofreni), henholdsvis 45% på den anden case (dependent (afhængig)
personlighedsstruktur) gav den rigtige diagnose, og at der oftest blev givet et korrekt
svar, hvis man ikke havde oplyst køn og race. Derudover var det markant, at når
patienterne var beskrevet som sorte mænd, fik flere diagnosen paranoid skizofreni,
henholdsvis paranoid personlighedsforstyrrelse end når patienterne blev givet andre
race- og kønskarakteristika. Og Loring & Powells konklusion var da også: ”Klinikere
synes at tilskrive sorte patienter vold, mistænksomhed og farlighed selv om casene er
de samme som casene for hvide patienter” (1988: 18, min oversættelse).
Også Littlewood & Liepsedge peger i deres bog på, at kulturelle stereotyper kan
blive forvekslet med psykiatriske symptomer. De gennemgår en case med en afrikansk-
caribisk mand og hans møde med det psykiatriske og juridiske system i London. De
peger på, at der er en række forhold, hvor kulturel anderledes adfærd kan forveksles
med psykiatriske symptomer: Rastafari religionen, hashrygning og holdningen til
politiet (1997).
Det er karakteristisk for disse diskussioner, at de i vid udstrækning er om race og
trækker på en lang historie om race i både USA og Storbritannien. I hvilket omfang
hypotesen om, at kulturelle stereotyper systematisk forveksles med psykopatologiske
træk i forhold til visse befolkningsgrupper, kan overføres til en dansk sammenhæng, er
svært at vurdere, om end Loring & Powells studie absolut kunne være interessant at
177

gentage. Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er blevet gjort, selv om det kunne
synes vældig relevant i mange forskellige nationale sammenhænge og i forhold til
relevante etniske grupper.
178
Overordnet set handler både Powell & Lorings artikel og Littlewood &
Liepsedge bog om, at psykiatere i deres diagnosticering lader sig påvirke af andre
forhold end snævre kliniske. De to ovenfor gennemgåede cases viser det samme.
Sociale forhold som familiens interesse og evne til at tage sig af den latinamerikanske
kvinde får betydning for tolkningen af symptomerne, og tilsvarende gør overvejelser
om mentalobservandens mulige strategiske spekulation i forskellige diagnoser sig
gældende for den endelige konklusion i mentalobservationen. Der er ikke på samme
måde her tale om systematiske, ubevidste bias hos klinikerne, men snarere en påvisning
af den kliniske situations fleksibilitet og åbenhed for påvirkning.
I Montréal, Canada, har man i forbindelse med en ’kulturel konsulentfunktion’
arbejdet med en lang række patientforløb, hvor psykiatrisk personale har oplevet
problemer med patienter med en anden etnisk baggrund end canadisk (Kirmayer et al.
2003a). Ud af de første 100 patientforløb resulterede involveringen af den kulturelle
konsulent i diagnoseændringer for 29 ud af de 100 patienter 38 . Disse erfaringer peger
på, at fejldiagnosticering er et reelt problem i det tværkulturelle arbejde.
Den ovenstående diskussion står i modsætning til et nyligt publiceret dansk
studie (Jakobsen et al. 2005). Her har man sammenlignet de kliniske diagnoser på
skizofreni med diagnoser stillet på baggrund af en forskningsmæssig diagnosticering
med nye interview af patienterne i henhold til DSM-IV og ICD-10s krav (jvf.
eksemplet med PSE i afsnit 7.1.1.). Ifølge denne undersøgelse er de kliniske diagnoser
meget valide (98% af de kliniske diagnoser svarede til de diagnoser, som forfatterne
38 Der var tale om patienter med alle former for psykisk sygdom og ikke kun psykose
og skizofreni, som i de her gennemgåede eksempler.

kunne nå frem til på baggrund af en forskningsmæssig diagnostik). Desværre anvender
artiklens forfattere ikke etnicitet som en demografisk faktor, hvilket ovenstående
gennemgang peger på, ville have været meget relevant.
7.4. Konklusion
Overordnet set vurderes overvejelser om kultur og diagnostik i langt de fleste tilfælde
ikke som relevant for de psykiatere, jeg har talt med, men de to cases viser, at
diagnosticeringen kan være usikker, og at kultur kan spille en rolle i disse tilfælde.
Psykiatrisk diagnostik er en kompliceret proces, der nogen gange yderligere
kompliceres af kultur. Der er altså ikke tale om, at kultur udgør et selvstændigt problem
for den diagnostiske proces, sådan som det hævdes af blandt andre Kleinman et al.
(1997) og Good (1997).
Som beskrevet indledningsvis, har de fleste af de patienter, som jeg har set,
overvejende været skizofrene eller under mistanke for at lide af skizofreni, hvilket kan
have betydning. Som WHO undersøgelserne viste, har det været muligt at opstille
diagnostiske kriterier for skizofreni, som kunne bruges mange steder i verden. Noget
tilsvarende er ikke i samme grad lykkedes for andre sygdomme. F.eks. har
antropologen Susan Whyte i en undersøgelse foretaget i Kenya kunne påvise, at
’depression’ som sygdomsenhed kun var kendt af under halvdelen af hendes
informanter i modsætning til psykoser, der var kendt af de fleste (1991). Netop i
forbindelse med depression findes der en omfattende litteratur, der viser, at depression
ofte kommer til udtryk ved somatiske klager, frem for klager over tristhed og
nedtrykthed, som er den mest dominerende opfattelse af depression i vesten (se f.eks.
Kirmayer 2001; Kirmayer et al. 1998; Kleinman 1977; Kleinman & Kleinman 1985).
179

Så ovenstående kapitel havde formentligt set noget anderledes ud, hvis hovedparten af
patienterne havde haft en affektiv lidelse (dvs. depression eller maniodepression).
180
Et andet forhold jeg gerne vil nævne igen, er de manglende konkrete
konsekvenser af fejldiagnostik. Det relaterer sig primært til de psykiatriske diagnosers
knap så objektive status i det medicinske felt. Men formentlig også til, at forkerte
diagnoser ikke får så drastiske konsekvenser for patienten, som ved nogle somatiske
sygdomme. Den umiddelbare behandling er medicinsk, og mennesker, der får denne
medicin uden at være psykotiske, oplever primært bivirkningerne ved medicinen, og
disse bivirkninger er sjældent permanente. Som en overlæge sagde til mig: ”Jeg har en
medicinsk værktøjskasse til rådighed, og når jeg får en patient, så bruger jeg den. Og
virker det [medicinen], så var det nok det – virker det ikke, så var det nok ikke det”.
På baggrund af Uffe Juul Jensens beskrivelse af forskellige praksisser i det
kliniske felt, er det værd at påpege, at der kan lægges en anden tolkning end en egentlig
fejldiagnosticeringstolkning ind over casen med den latinamerikanske kvinde. Den kan
også tolkes som to læger, der foretager en meget reel skelnen i forhold til, hvor syg den
pågældende kvinde menes at være.
Diagnostik er et af de centrale punkter, når kulturs rolle i psykiatrien diskuteres;
både i litteraturen og blandt mine informanter. Som de efterfølgende kapitler vil vise, er
det ikke det eneste punkt, hvor kultur har relevans. Disse andre punkter diskuteres dog
mindre hyppigt af mine informanter. Jeg tror, at en af årsagerne til dette er, at
diagnosediskussionen kommer til at ’skygge’ for andre diskussioner af kultur. Da
informanterne samtidig kan afvise, at de har været i tvivl om en diagnose på grund af
kultur, så afvises kulturs betydning for deres arbejde også.
Dette kapitel har vist, at kultur er et relevant begreb at arbejde med i relation til
diagnostik, og at kultur kan påvirke den diagnostiske proces. Det er således i tråd med

åde litteraturen og mine informanter. Men kultur er ikke primært relevant i forbindelse
med forvekslingen af eksotiske fænomener med patologi, men som en komplicerende
faktor i en allerede kompliceret diagnostisk proces.
181

182

Kapitel 8. Kultur og sygdom
Udover spørgsmålet om kulturs betydning for diagnosen er der en række andre forhold,
hvor spørgsmålet om, hvad der er kultur, og hvad der er sygdom, bliver rejst af
personalet eller i den daglige praksis viser sig at være relevant. Dette kapitel handler
om disse forhold. Jeg vil starte med at vise, hvordan kultur oftest kommer i spil i
forhold til de patienter, som personalet opfatter som vanskelige, og hvordan dette
forhold knytter sig til personalets forståelse af forholdet mellem kultur og sygdom, som
skarpt adskilte. Dette afsnit tager tråden fra kapitel 6 om kategorisering op. Efter dette
vil jeg diskutere nogle eksempler, hvor forholdet mellem kultur og sygdom er mere
glidende. I disse eksempler formulerer personalet ikke i samme omfang en usikkerhed
om, hvorvidt der er tale om det ene eller det andet. I sidste del af kapitlet vil jeg, på
baggrund af en case, diskutere kulturs betydning for psykisk sygdom i et andet
perspektiv end det, det psykiatriske personale typisk anvender.
Kapitlet afslutter den kortlægning af kulturs betydning i den daglige psykiatriske
praksis, som blev indledt i kapitel 5, 6 og 7, og viser en række forskellige
kategoriseringer af relationen mellem kultur og sygdom. Et centralt formål med dette
kapitel er at vise den kompleksitet, som feltet er kendetegnet af: Der er ikke nogen
simpel relation mellem kultur og sygdom, men relationer der afhænger af patient,
sygdomsbeskrivelser, institutionel ramme og livssituation.
8.1. Kultur og de vanskelige patienter 39
I det følgende vil jeg udforske det forhold, at ikke alle etniske patienter synes at have
kultur – eller mere præcist: Når personalet på de psykiatriske afdelinger taler om kultur,
39 Argumentet i dette afsnit blev først udviklet og præsenteret på Den Danske
Forskerskole for Antropologi og Etnografi 2. megaseminar i januar 2005.
183

er det ofte i relation til patienter, der på den ene eller anden måde bliver opfattet som
vanskelige. Diskussioner om kultur bliver dermed tæt knyttet til diskussioner om
problemer. Dette forhold blev introduceret i kapitel 6 om kategorisering, hvor jeg viste,
at kategoriseringen ’patient med anden etnisk baggrund end dansk’ som regel blev
knyttet til patienter, der faldt uden for de behandlingstilbud, som psykiatrien har til sin
rådighed. I dette afsnit vil forholdet blive knyttet til relationen mellem kultur og
sygdom.
8.1.1. Et par vanskelige patienter
Mohammed var en mand i slutningen af 20’erne, som var født i Danmark af tyrkiske
forældre. Han havde en skizofrenidiagnose, men personalet diskuterede også, om han
havde en personlighedsforstyrrelse og om det var den, der var årsagen til hans
afvigende adfærd, snarere end hans skizofreni. Derudover røg han meget hash, når han
havde mulighed for det. Da jeg mødte ham, havde han været indlagt på psykiatriske
afdelinger i flere år. I det næste halvandet år havde jeg mulighed for at følge ham;
nogle gange tæt, når vi var på samme afsnit; andre gange på afstand, hvor jeg kunne
høre om ham til konferencer, ved interviews og snak på gangen.
184
Han stak af fra afdelingen flere gange eller lod være med at komme tilbage til
afdelingen, når han havde haft udgang. Han var ikke interesseret i de forskellige
terapeutiske tiltag, som afdelingen kunne tilbyde, og han var ikke interesseret i at skabe
en behandlingsalliance med personalet. Personalet havde svært ved at få hold på ham.
De var i tvivl om, hvem han egentlig var, hvad han gerne ville, hvad han havde af
planer for fremtiden, hvordan han kunne blive hjulpet, hvordan han kunne blive
overbevist om, at personalet gerne ville hjælpe ham? Han var, kort sagt, en vanskelig
patient.

Han blev hyppigt flyttet mellem de forskellige afsnit og mellem de forskellige
psykiatriske afdelinger på hospitalet. Jeg mødte ham på den retspsykiatriske afdeling,
og i løbet af de næste 6 måneder blev han flyttet til afdelingen for yngre voksne og
tilbage igen og til misbrugsafdelingen og tilbage igen, og han var på fire forskellige
sengeafsnit på den retspsykiatriske afdeling. Denne flytten frem og tilbage tjente to
formål; et officielt og et uofficielt – på den ene side blev han flyttet til andre afsnit eller
afdelinger, hvor man mente, at han kunne få et bedre tilbud. På den anden side slap
man også af med ham, når afsnittets personale var kørt træt.
Blandt personalet blev det ofte diskuteret, om det var hans anderledes kulturelle
baggrund, der var problemet. De havde svært ved at beskrive præcist hvad og hvordan,
men denne følelse af ikke at kunne nå ham blev ofte formuleret som havende med hans
kultur at gøre. I den periode, hvor jeg var på feltarbejde på det samme afsnit, som han
var indlagt på, blev jeg ofte spurgt af personalet, om et problem skyldtes hans kultur.
Når han ikke lod være med at ryge i sin seng, selvom personalet bad ham om det, var
det fordi, det var et kvindeligt personalemedlem, der spurgte? Eller var det fordi, det
var kulturelt normal at ryge i sengen, der hvor han kom fra?
En anden patient – Ali – var flygtning fra Afghanistan. Også han blev af
personalet opfattet som vanskelig. Som det var tilfældet med Mohammed, så syntes Ali
heller ikke at være interesseret i at have en alliance med personalet. Han isolerede sig,
deltog ikke i nogen fællesaktiviteter på afsnittet, og syntes ikke at være interesseret i
noget. Men med Ali var der yderligere det problem, at han ikke kunne tale hverken
dansk eller engelsk. Det var svært at finde en ordentlig tolk på grund af hans dialekt,
og de tolke, som det lykkedes at lokalisere, var ikke særlig gode. Enten talte de ikke
godt nok dansk, eller også var personalet usikre på om tolkene oversatte alt, hvad de
sagde til patienten, og alt hvad patienten sagde til dem. Der blev derfor ikke afholdt
185

særlig mange tolkede samtaler med Ali, og personalet kendte derfor ikke ret meget til
ham.
186
Men ud over sproget blev kultur også nævnt som et problem i forhold til Ali. Var
det på grund af hans kultur, at han ikke stod op om morgenen, ikke udførte de tildelte
opgaver, ikke talte med den kvindelige læge og ikke talte med personalet? Der var også
nogen usikkerhed omkring hans diagnose – var han rigtig skizofren, var der en
organisk årsag til hans adfærd, var han dårligt begavet eller skyldtes det en dårlig
skolegang i hans oprindelsesland 40 ?
Som en strategi til at finde ud af noget mere om ham, havde hans
kontaktpersoner indsamlet en hel mappe med informationer om Afghanistan: Om
landets kultur, historie, krige og religion. Da dette ikke hjalp personalet ret meget,
prøvede de en anden strategi. De spurgte mig, om jeg vidste noget om Afghanistan,
eller kendte nogen der gjorde, og de diskuterede muligheden af at sende et brev til en
afghansk psykiater og spørge ham. Men som nævnt virkede dette ikke rigtig for dem; de
lærte ikke Ali bedre at kende, og de fandt det svært at relatere de generelle oplysninger
om Afghanistan til Ali og hans isolerende adfærd på den psykiatriske afdeling.
Eksemplerne med Muhammed og Ali viser endnu engang, at det ofte er et essentielt
kulturbegreb, der anvendes på de psykiatriske afsnit. I forhold til begge patienter,
mener personalet, at objektiv kulturel viden om deres kulturelle baggrund vil hjælpe
dem til at forstå. I Alis tilfælde illustreres det rent fysisk af den mappe med kulturelle
data, som personalet samler fra en række forskellige kilder, men ikke fra Ali. Men
eksemplerne peger også på en række andre interessante forhold.
40 I praksis er der et vist sammenfald mellem symptomerne på disse forskellige lidelser
og problemer, der kan forklare disse overvejelser.

På samme afdeling var der andre patienter fra disse lande, hvor kultur
overhovedet ikke blev diskuteret eller overvejet. I modsætning til Mohammed og Ali
blev disse patienter opfattet som nemme at arbejde med. Enten var deres sygdom så
tydelig, at ingen kunne være i tvivl om deres diagnose eller deres behov for behandling
og hjælp. Eller det var lykkedes dem at forme en behandlingsalliance med personalet –
i form af en fælles forståelse af, hvad deres primære problemer var, eller at de behøvede
den form for behandling og hjælp som personalet kunne give. De kunne med andre ord
rummes inden for rammerne af afsnittenes sociale teknologi.
I Muhammed og Alis tilfælde blev kultur en slags sidste løsning for personalet,
da deres mere almindelige tiltag for at nå patienterne ikke lykkedes. En del af
forklaringen på dette forhold kan findes i psykiatriens forståelse af relationen mellem
kultur og sygdom, som nu nærmere skal omtales.
8.1.2. Relationen mellem kultur og sygdom
I et interview med en psykiater spurgte jeg, hvordan hun mente, relationen mellem
kultur og sygdom var. Hun svarede – lidt forundret – at hun selvfølgelig delte det
synspunkt, at kultur var pato-plastisk og at biologien var pato-genetisk. Disse begreber
– pato-plastisk og pato-genetisk – genfinder man i megen psykiatrisk litteratur omkring
dette forhold (se f.eks. Kristensen & Ali 2000; Nørregaard 2002), samt i mere
analytiske undersøgelser af denne relation (se f.eks. Littlewood & Dein 2000). Pato-
genetisk henviser til den egentlige årsag til sygdom – hvad der skaber den. Pato-plastisk
henviser til, hvordan sygdomsudtrykket bliver formet. I moderne psykiatri menes både
skizofreni og affektive sygdomme at skyldes en biologisk sårbarhed, og dermed at den
egentlige årsag til sygdommen (pato-genese) er biologisk (for skizofrenis
vedkommende se Parnas 2000a: 350). Pato-plastik har at gøre med den aktuelle
187

manifestation af symptomer – f.eks. hvad ens hallucinationer handler om, eller hvordan
man kommunikerer oplevelsen af ikke at leve i den samme verden som andre
mennesker (Littlewood & Dein 2000: 4-5).
188
I litteraturen findes der forskellige illustrative metaforer til at anskueliggøre
denne relation. Psykiateren Christian Nørregaard skriver således: ”En metafor herfor
kunne være glasuren (dvs. det eksotiske syndrom), som dækker kagen (dvs. den
egentlige sygdom, f.eks. skizofreni)” (2002: 204). Antropologen Roland Littlewood og
hans kollega Simon Dein skriver:
“… den stadig gældende model for psykisk sygdom, der kan beskrives
som lignende en russisk dukke: De essentielle biologiske determinanter,
der specificerer en sygdom, er omringet af en serie forvirrende kulturelle
og idiosynkratiske lag, som man bliver nød til at fjerne i den diagnostiske
proces for at afsløre den sande sygdom.”
(Littlewood & Dein 2000: 6-7, min oversættelse)
Denne opfattelse af forholdet mellem kultur og psykisk sygdom er lige så gammel som
interessen for psykiske sygdom i fremmede lande og eksotiske kulturer (Littlewood &
Dein 2000). I et af de første essays inden for dette område skrev den tyske psykiater
Emil Kraepelin i 1904 – efter et besøg på Java:
”... der er på nuværende tidspunkt ikke nogen overbevisende grund til at
antage, at de indfødte på Java lider af nye og ukendte former for
sindssygdomme ...” ” På den anden side, så undergår de sygdomme, som
vi er bekendte med, forandringer på Java, som vi med nogen ret kan
tilskrive patienternes racemæssige karakteristika.” ”Hvis racemæssige
karakteristika bliver reflekteret i en nations religion og traditioner, i dens
spirituelle og kunstneriske præstationer, i dens politiske aktivitet og
historiske udvikling, så må de også komme til udtryk i hyppigheden og i
de kliniske udtryk af de psykiske sygdomme.”
(Kraepelin 2000 [1904]: 41, min oversættelse)
Selv om Kraepelin her bruger betegnelsen race som det fænomen, der adskiller de
forskellige mennesker på jorden, er adskillelsen mellem den generelle sygdom og den

acemæssige eller kulturelle formning af sygdommen også tydelig 41 . I dette citat
antyder Kraepelin også spørgsmålet om de psykiske sygdommes universalitet, hvilket
er stærkt knyttet til skellet mellem det pato-genetiske og det pato-plastiske (Littlewood
& Dein 2000: 7-8). At der er en biologisk kerne i skizofrenien og de affektive lidelser,
er også et argument for universaliteten af disse lidelser – hvilket i skizofreniens tilfælde
bliver understøttet af de store WHO-undersøgelser – IPSS, DOSMD etc. (Alberdi
2002b) (se kap. 4).
Der findes i psykiatrien mere komplekse modeller om samspillet mellem
sygdom og kultur, som er udviklet gennem de senere år. Disse synes dog ikke at
afspejle sig på samme måde i praksis som den pato-genetiske/pato-plastiske model. Et
eksempel på en sådan mere kompleks model kan findes hos psykiateren Kirmayer. Han
opererer med et hierarkisk, men åbent system, hvor der er kontakt mellem de
forskellige niveauer, som er: Samfund og omgivelser, lokalsamfund (betydning og
moral), familie og individ. Individet deles op i: Venstre og højre hemisfære (sprog og
fantasi), limbisk system (motivation og følelser) og hjernebarken (regulering af
automatiske funktioner, ophidselse og smerte) (se bilag 3). I denne model påvirker og
former de forskellige niveauer hinanden. Socio-kulturelle forhold påvirker direkte
individets forskellige hjernefunktioner og dermed også psykisk sygdom. I denne model
eksisterer skellet mellem kultur og biologi ikke, da det opfattes som værende del af et
samlet system (Kirmayer 2004).
Et andet bud er noget ældre og kommer fra Engel (1980). Han anvender
psykiatriens egen sygdomsmodel: Den bio-psyko-sociale model. Der er her tale om tre
41 I følge Littlewood & Dein trækker denne adskillelse mellem pato-genetisk og patoplastisk
på diskussioner om form og indhold – det pato-genetiske er form og det patoplastiske
er indhold. Dette er igen del af en tradition i de tyske humanvidenskaber
(2000: 4-5), som den tyske psykiatriske videnskab var tæt forbundet med i slutningen af
det 19. og starten af det 20. århundrede (Barrett 1996).
189

niveauer, der tænkes at påvirke den enkelte patient, men hvor de tre niveauer er relativt
upåvirkede af hinanden (den bio-psyko-sociale model vil blive gennemgået mere
grundigt i næste kapitel). Engel foreslår, at kultur kan tilføjes, som et yderligere lag
uden på det sociale (se model i bilag 4).
190
Det er ikke disse tilgange, jeg så i praksis, men snarere en model, der adskilte
sygdom og kultur, og som jeg derfor nu vil vende tilbage til.
Fra et medicinsk antropologisk synspunkt er dette skel mellem kultur og sygdom
slående: Noget af det, som patienten beretter om og oplever, er kultur, og andet er
sygdom. Kultur bliver dermed noget, der forstyrrer billedet, og noget der skal fjernes
for at afsløre ’den sande sygdom’ nedenunder (Littlewood & Dein 2000: 8-9).
Som en modsætning til dette er der mange eksempler fra den medicinske
antropologi, der dokumenterer, hvordan kultur og sygdom er forbundet og påvirker
hinanden. Et eksempel på dette er Nancy Scheper-Hughes bog om skizofreni i det
vestlige Irland (2001). Scheper-Hughes tog sit udgangspunkt i epidemiologiske
undersøgelser, der viste høje rater for skizofreni i den vestlige del af Irland. På
baggrund af feltarbejde i et af disse samfund konkluderede hun, at de høje rater var et
resultat af den økonomiske og strukturelle udvikling i disse samfund og deres
manglende evne til at beskytte indbyggerne – særligt de unge mænd. Kulturen i disse
samfund satte tværtimod de unge mænd under yderligere pres gennem kulturelle
normer om seksualitet, ægteskab, religiøsitet og ejendomsret til jorden, og faciliterede
dermed en skizofren udvikling i denne gruppe. I Scheper-Hughes optik har kulturen
således en patogenetisk effekt, hvilket er i modsætning til den generelle antagelse inden
for psykiatrien (Hopper 2003). Hendes placering af undersøgelsen som et studie i
kulturbundne syndromer (se kapitel 4) viser, at hun mener, at psykisk sygdom kun kan
forstås inden for den kulturelle ramme, hvor den forefindes, og hvor dikotomien

mellem pato-genetisk og pato-plastisk derfor er meningsløs. Scheper-Hughes bog
udkom oprindeligt i 1979, hvor opfattelsen af skizofrenis ætiologi var præget af sociale-
og familieteorier (Barrett 1996: 238-242), hvilket kan have haft betydning for Scheper-
Hughes placering og vinkling. Hun skriver i indledningen til 2001 udgaven, at
skizofreni er en dobbelt sygdom – at den biologiske sygdom afspejler sig i det sociale
liv, og at det er dette syge, sociale liv, man som antropolog kan og skal studere. I dette
er der måske en implicit afstandtagen til hendes tidligere mere radikale tilgang, men
samtidig en fastholdelse af skizofreni som en sygdom i det sociale.
Kleinman & Kleinman har et andet eksempel om depression i Kina (1985). Her
viste de, at deres patienters depression var knyttet til det samfund, de levede i: Politisk
historie (kulturrevolutionen), leveforhold (dårlige boligforhold, bo sammen med
svigerforældre, arbejdsforhold), og kulturelle forhold (relationen mellem mænd og
kvinder, svigerdatter og svigerforældre). Ikke kun sådan, at disse forhold formede det
depressive udtryk, men også sådan at disse forhold skabte depressionen.
Som en antropologisk opsummering på denne diskussion skriver antropologen
Byron Good i 1997, at på trods af fremskridtene inden for den biologiske psykiatri,
forbliver:
”Psykisk sundhed, psykisk sygdom, og psykisk behandling social,
psykologisk og kulturel helt ind i kernen. De bliver kraftigt påvirket af
makrosociale processer, formet af lokale magt- og betydningssystemer,
og konstitueres som distinkte kulturelle psykologier.”
(Good 1997: 231, min oversættelse)
Antropologerne Steffen & Jessen har en parallel konklusion: ”Det er først, når
sygdommen spejles i den sociale og kulturelle virkelighed, den optræder i, at et
meningsfuldt mønster træder frem” (2002: 25).
Ud fra et antropologisk perspektiv er antagelsen om adskillelsen mellem kultur
og psykisk sygdom således ikke valid. Det er interessant at bemærke, at selv om man i
191

psykiatrien i princippet mener, at der er en ’rigtig’ sygdom nedenunder kulturen, kan
man i praksis have svært ved at blive enig om, hvad det er for en sygdom. I kapitel 4
gav jeg et eksempel, som jeg vil tillade mig at gentage her som et ekstremt, men dog
illustrativt, eksempel på de problemer, som anvendelsen af denne model giver i praksis.
Det drejer sig om det kulturbundne syndrom ’amok’, hvor forsøget på at finde den
underliggende sygdom har udmøntet sig i følgende liste af forslag: Epilepsi, malaria,
kroniske cerebrale infektioner, forgiftning, hashindtagelse, alkoholindtagelse, en
primitiv udladningsreaktion (svarende til affektreaktioner hos psykopater), delirium,
agiteret depression, mani, akutte angstreaktioner, akutte katastrofereaktioner, hysteri og
frygt (Reisby 1985b: 605-606).
192
Arthur Kleinman opstillede i 1977 en model, hvor han introducerede skellet
mellem disease og illness (1977). Denne skelnen har vundet en vis udbredelse også i
den lægevidenskabelige litteratur (se f.eks. Kristensen & Ali 2000; Nørregaard 2002).
Der er dog i denne litteratur en vis tendens til, at disease opfattes som den egentlige
sygdom, den biologiske kerne, og illness som den kulturelle overbygning (se f.eks.
Nørregaard 2002: 204-205). I stedet for to sidestillede modeller bliver der i stedet tale
om 2 koncentriske cirkler, hvor disease omkranses af illness.
Tendensen mod, at kultur er noget, som kan og skal fjernes for at afdække den
egentlige sygdom, har også nogle mere grundlæggende og problematiske konsekvenser.
Et problem er, at den kulturelle patients udsagn om sygdom og liv bliver opfattet som
besværlige – kulturen forstyrrer billedet. Et andet problem er, at det er en opgave, som
aldrig vil lykkes. Fordi kultur er en integreret del af næsten alle oplevelser af og udtryk
for sygdom for patient og behandler, såvel som den menneskelig væren generelt, kan
det ikke fjernes. Mennesker findes ikke uden kultur (Hastrup 2004b). Men den
psykiatriske forståelse af denne relation kan fange personalet i en fortsat kamp for at

komme nedenunder kulturen. Og i denne proces bliver den kulturelle patient en
problem-patient, og vedbliver at være en problem-patient.
Hvis vi vender tilbage til Muhammed og Ali, så kan vi se, at kultur blev en
komplicerende faktor i nogle allerede komplicerede forløb. De to blev defineret som
problematiske og deres kultur som en del af dette problem, og dermed blev personalet
engageret i et fortsat forsøg på at komme bagom eller nedenunder deres kultur. Da man
ikke kan dette, så vil Muhammed og Ali sandsynligvis fortsætte deres karrierer som
problem-patienter.
Ud fra et antropologisk perspektiv vil anbefalingen traditionelt være en mere
integreret tilgang, hvor man undersøger sammenspillet mellem kultur og sygdom. Dette
vil give personalet vigtige informationer omkring patienterne og deres oplevelse af den
sygdom, som de lider af. Det er sådan en tilgang, der ligger bag f.eks. Kleinmans
disease-illness model.
Men i modsætning til denne antagelse om, at patienternes kulturelle baggrund
generelt spiller ind på det kliniske møde (se også Littlewood & Dein 2000: 8-9), viser
min diskussion, at kultur ikke som sådan er et generelt fænomen, men snarere er knyttet
til et kompliceret samspil mellem sygdomsopfattelser, patientens identitet og den
institutionelle ramme. Patienter, som f.eks. er ’rigtig dejlig skizofrene’, vækker ikke
samme kulturelle undren. Hos dem er der ikke så megen tvivl om sygdom og
behandling.
8.1.3. Kultur som sidste mulige forklaring
Selv om jeg i ovenstående afsnit har vist, at man i psykiatrien har en teoretisk
beskrivelse af relationen mellem kultur og psykisk sygdom, påpegede jeg også, at det
ikke er en forståelse, der bliver anvendt på patienter med anden etnisk baggrund end
193

dansk generelt. Den kommer tværtimod kun i spil, når den forståelse, som styrer den
almindelige behandling, ikke længere fungerer. Når personalets ikke kan forstå, hvorfor
de ikke lykkes med en patient, bliver kultur en mulighed 42 . Dette er en anden vinkel på
kategoriseringen af nogle patienter som etniske. I kapitel 6 argumenterede jeg for, at
patienter, der ikke passer til den sociale teknologi, kan blive kategoriseret som patienter
med anden etnisk baggrund end dansk. Tilsvarende kan vi med disse eksempler se,
hvordan kultur bliver bragt i spil i forhold til patienter, man ikke kan nå med de
almindelige tiltag.
194
Den forståelse af behandling, som normalt er styrende for kontakten mellem
patient og personale, og som personalet med et emisk begreb kalder
’behandlingsalliancen’, er i forhold til disse patienter brudt sammen, og det er i deres
søgen efter noget andet, at kultur bliver bragt på banen. Kultur bliver som sådan en
mulighed for at udtrykke et hul i den professionelle logik i faglige termer. Og bliver en
metafor for et sammenbrud i den almindelige behandlingsforståelse. Kultur synes dog
ikke at forløse dette sammenbrud. Som eksemplerne ovenfor viser, bliver patienterne
ikke hjulpet af, at kultur bliver bragt i spil.
I en artikel omkring AIDS-forskning i Afrika påpeger Packard & Epstein, at
kultur bruges til at forklare det ellers uforklarlige smittemønster, som man finder i
Afrika. De påpeger ligeledes, at der er en tendens til, at kultur, når det bruges på denne
måde, bliver de-kontekstualiseret. Man tager små kulturelle bidder og præsenterer som
forklaring, men ignorerer den sociale, politiske, økonomiske, historiske og kulturelle
kontekst, som bidderne er taget fra (1991). Denne situation er i øvrigt helt parallel til
42 Behandlingsalliancen kan også bryde sammen i relation til danske patienter. Her er
det så typisk nogle andre forklaringsmodeller og kategorier, der bliver bragt på banen.
Det kan f.eks. være at beskrive patienten som værende optaget af et stofmisbrug, eller
primært præget af sin personlighedsforstyrrelse. En anden mulighed kan være at
beskrive patienten som ’behandlingsresistent’ (det vil sige en patient, som behandlingen
ikke virker på.

den rolle, som kultur har fået i WHOs skizofreniundersøgelser (Edgerton & Cohen
1994). Der er altså ikke tale om et særligt psykiatrisk fænomen, men tilsyneladende om
en mere generel problematik i krydsfeltet mellem medicin og antropologi.
Det er også værd at gøre opmærksom på, at en stor del af definitionen af en
patient som etnisk finder sted blandt personalet og ikke konkret i mødet mellem patient
og personale. Der er i høj grad tale om forhandlinger internt i personalegruppen, der
definerer den problematiske relation som et resultat af kultur. Dette peger igen tilbage
på kategoriseringsprocessen som central for at forstå den rolle kultur bliver givet i den
psykiatriske praksis.
Både patienter og personale kan anvende kultur som forklaringer på dårlige
relationer – også patienterne kan opleve, at personalet har svært ved at forstå deres
kulturelle baggrund og dens betydning for dem. Det er dog relativt sjældent, at
patienters definering af noget som et kulturelt problem leder til specifikke
kulturorienterede tilgange. I disse situationer er personalets reaktion oftere krav om
tilpasning fra patienternes side. Dette afspejler igen personalets dominerende position i
betydningsproduktionen.
8.2. Sammenkædninger og -blandinger af sygdom og kultur
Der er også situationer og patienter, hvor kultur ikke bliver undersøgt eksplicit og ikke
bliver gjort til genstand for overvejelser. Det følgende afsnit er en gennemgang af to
eksempler på, hvordan sygdom og forskellige forhold hos den etniske patient forveksles
med hinanden. Det er eksempler på, hvordan kulturelle karakteristika og karakteristiske
symptomer glider sammen eller over i hinanden. Som sådan er eksemplerne tætte på de
systematiske bias, som Loring & Powell påpegede eksisterede blandt amerikanske
195

psykiatere (1988), hvor sorte patienter hyppigere blev diagnosticeret med skizofreni, og
som blev diskuteret i sidste kapitel.
8.2.1. Forfølgelsesforestillinger og repressive regimer
En af de patienter, jeg fulgte, kom fra et af de tidligere kommunistiske lande i
Østeuropa. Han var kommet til Danmark i starten af 1980’erne i forbindelse med et
ægteskab. Han led af paranoid skizofreni og var meget formel i sin kontakt – det var
svært for personalet at lære ham at kende. Nu havde han knyttet sig til en kontaktperson
– Anne – som han godt kunne lide og var noget fortrolig med, men over for resten af
personalet var han stadig meget afvisende.
196
Anne fortæller, at de nogle gange har snakket med ham om forholdene i hans
hjemland, blandt andet om fængslerne. Han har fortalt, at der er meget mistro i det
samfund, og at man ikke kan stole på folk, og at man nemt kan komme i fængsel, hvis
man ikke passer på, hvad man siger. Han har fortalt, at man skal passe meget på med,
hvem man snakker med. Anne mener, at den mistro, som patienten møder sine
omgivelser med, ikke kun har med hans sygdom at gøre, men også afspejler hans
opvækst i et samfund, hvor man har skulle passe på, hvad man sagde og til hvem. I
perioder, hvor han havde det dårligt, fortalte han, at han var forfulgt af
efterretningstjenester. Og det er jo ikke til at vide, om det var paranoia eller rigtigt.
Og så er der jo det, at udlændingene har været udsat for meget, at de har en stor
sårbarhed og har været udsat for et stort pres, og at det må være angstprovokerende
ikke at have denne her intuitive forståelse for det sted, hvor man lever.
I dette eksempel bruger Anne patientens beskrivelse af sin baggrund til at danne sig en
fornemmelse af denne. Hendes tilgang er dermed nærmere det relationelle kulturbegreb

end de foregående eksempler i dette kapitel. Men det forhindrer ikke den kulturelle
baggrund og symptomerne i at glide sammen. Anne beskriver, hvordan patientens
paranoia både kan være et udtryk for hans kulturelle baggrund og for hans sygdom. Om
vrangforestillinger, hvor forfølgelsesforestillinger er de hyppigst forekommende
((Parnas 2000b: 379), skriver psykiateren Parnas:
”Vrangforestillinger erstatter én virkelighed med en anden, og arten af
denne erstatning er et produkt af personens livshistorie, uddannelse,
aktuelle livsomstændigheder, kognitive stil, oplevelsesmåde og
følelsesmæssige behov.
Oplevelse af personlig usikkerhed, frihedsbegrænsning, isolation,
fremmedgørelse og et anslag mod selvfølelsen er de almindelige faktorer,
som bidrager til den paranoide udvikling. Følgende livsomstændigheder
synes derfor at fremme dannelsen af vrangforestillinger, som regel med
persekutorisk (forfølgelsesmæssige) temaer:
• Alderdomsrelateret følelse af isolation og hjælpeløshed
• Sansedefekter, især nedsat hørelse og døvhed, og hermed
forbundet usikkerhedsfølelse og kommunikationsvanskeligheder
• Emigrant- eller flygtningestatus, med følelsen af isolation og
usikkerhed
• Politisk forfølgelse og tortur”.
(Parnas 2000b: 383)
Dette citat referer til paranoide tilstande og ikke til paranoid skizofreni, som patienten
led af. Selv om der er centrale forskelle på de to tilstande, er der også et vis sammenfald
– deriblandt tilstedeværelsen af vrangforestillinger, om end de hos den skizofrene
sjældent vil være systematiserede i samme grad som hos en der lider af paranoia
(Parnas 2000b: 389). Det er dog tydeligt, at den betydning, som Anne tillægger
patientens tidligere liv – og dermed muligheden for at forfølgelsesforestillinger opstår
under sådanne forhold – svarer til dem, Parnas beskriver i lærebogen.
I dette eksempel er personalet i tvivl om, hvorvidt patientens
forfølgelsesforestillinger er et udtryk for en vrangforestilling eller konkrete oplevelser
fra et undertrykkende regime. Her opererer personalet klart med skellet mellem noget
patologisk og noget, der kun tilsyneladende er patologisk, men i virkeligheden er helt
normalt, der hvor patienten kommer fra. Der er ikke tale om en ubevist gliden fra kultur
197

til patologi – Anne siger klart, at der er tale om begge dele, men at det kan være svært
at skelne mellem det ene og det andet.
8.2.2. Kulturel splittelse, skizofreni og borderline
I dette eksempel er der tale om både en egentlig psykisk sygdom (skizofreni) og en
personlighedsforstyrrelse (emotionelt ustabil personlighedsstruktur borderline type), der
spiller sammen med et kulturelt karakteristikum.
198
Fatima er en kvinde i slutningen af 20’erne, der er født her i Danmark og hvis
forældre stammer fra Tyrkiet. Hun var for nogle år siden blevet diagnosticeret med
skizofreni og hun havde også en borderline personlighedsforstyrrelse 43 . Skizofrenien
havde betydet, at hun ikke havde kunnet fuldføre sin uddannelse, men hun havde haft
lange perioder, hvor hun havde været relativt velfungerende.
Hun beskrev sig selv som splittet mellem to kulturer – den danske og den
tyrkiske. Som opvokset i Danmark var hun blevet opdraget med stor selvstændighed.
Hun havde gået i almindelig folkeskole og havde selv valgt sin uddannelse. På den
anden side spillede tyrkisk kultur også en stor rolle for hende. Hun beskrev sig selv som
meget religiøs (muslimsk) og som værende underlagt sin families beslutninger på sine
vegne. Hun beskrev ofte den tyrkiske kultur som hæmmende og dårlig og givende hende
en masse problemer, mens den danske blev beskrevet mere positivt. Denne
værdiladning var dog ikke konstant.
Denne beskrivelse af Fatima trækker på flere forskellige fremstillinger fra personalets
og hendes egen side. I forhold til kulturbegrebet anvender personalet Fatimas egen
beskrivelse af sin baggrund. Den er præget af en vis essentielisering. Hun opererer med
43 Normalt i dansk psykiatri har man ikke en personlighedsdiagnose sammen med en
skizofrenidiagnose. Det var ikke desto mindre tilfældet med denne patient.

egrebet tyrkisk kultur og beskriver sine forældre som typiske tyrkere, og sig selv som
en typisk andengenerations indvandrer, fanget mellem to kulturer.
Hendes historie er interessant i denne sammenhæng, fordi den splittelse, hun
selv beskriver som værende kulturel, går igen i forhold til hendes to diagnoser – nogle
gange omtalt som splittelse, andre gange i form af fagtermen ’splitting’ (det vil
nedenfor blive beskrevet, hvad splitting mere præcist betyder).
I forbindelse med hendes seneste indlæggelse havde man været meget i tvivl om
hendes diagnose var korrekt. En del personale havde ment, at der ikke var tale om
skizofreni, men ’kun’ om en personlighedsforstyrrelse. Hun havde derfor været
igennem en løbende diagnosticering, og som en del af denne diagnosticering var der
blevet foretaget en psykologisk test. Når det blev diskuteret, hvorvidt hun var syg eller
ej, henviste ’tilhængerne’ af skizofrenidiagnosen ofte til denne test, som det endelige
bevis. I den konkluderede psykologen, at den splittelse mellem forskellige normer,
roller og livsopfattelser, som patienten oplevede, var af sygelig dybde. Hun havde ikke
formået at integrere disse i en velfungerende personlighed. Og psykologen endte med at
konkludere, at hun følgelig led af skizofreni 44 .
Ordet skizofreni stammer fra den tyske psykiater Bleuler, der i 1911 brugte
denne betegnelse, frem for den tidligere betegnelse dementia præcox (tidlig demens):
”Jeg kalder dementia præcox ’skizofreni’, fordi ... ’splittelsen’ af de forskellige
psykiske funktioner er et af de vigtigste karakteristika... Hvis sygdommen er
fremtrædende mister personligheden sin enhed; ... (Bleuler citeret i Barrett 1996: 208).
Selv om skizofreniopfattelsen har ændret sig siden Bleulers beskrivelse, og splittelse
44 Jeg har ikke haft adgang til denne patients journal – derfor er der ikke tale om et
direkte citat. Jeg har med hendes viden og godkendelse talt med personale omkring
hende. Konklusionen fra den psykologiske test er refereret af den behandlingsansvarlige
overlæge, som han huskede den, ved en behandlingskonference, og mine
notater stammer derfra.
199

ikke længere optræder som dét centrale karakteristikum, er opfattelse af en splittet
person stadig et vigtigt aspekt ved sygdommen (Barrett 1996: 213), hvilket også
fremgik af den psykologiske testning af den unge kvinde.
200
Fatimas anden psykiatriske diagnose var ’emotionelt ustabil
personlighedsstruktur borderline type’, ofte bare omtalt som ’borderline 45 ’. Splitting er
en af de forsvarsmekanismer, der kendetegner borderline. En forsvarsmekanisme
beskriver, hvordan individer reagerer på fænomener, der er psykisk ubehagelige, f.eks.
svigt eller nedsættende bemærkninger.
”Splitting indebærer, at smerten mestres ved at holde de gode og onde
sider af personen adskilt. Den gode side er ofte præget af opvurdering
eller idealisering, mens den onde side kendetegnes ved nedvurdering eller
devaluering. Splitting indebærer altså pludselige skift mellem idealisering
og devaluering. Den forelskede kvinde, som synes at charmøren var
verdens sødeste fyr, forstår dagen efter, da han ikke ringer, at charmøren
er en håbløs slapsvans som slet ikke er hendes gunst værd. Men
devalueringen holder ikke hele tiden, og hun får pludselige gennembrud
af længsler efter den dejlige fyr”.
(Dahl 2000: 528)
Splitting refererer til en opdeling af verden (inklusiv sig selv) mellem godt og dårligt og
manglende evne til integration af begge aspekter og dermed en svingen mellem dem i
relationen til andre mennesker.
Selv om dette aspekt ikke spiller den helt centrale rolle i de diagnostiske kriterier
spiller det en central rolle i personalets forståelse af personlighedsforstyrrelsen. Til en
morgenrapport, hvor denne patient blev diskuteret, spurgte jeg, hvad borderline egentlig
var, og et af personalemedlemmerne forklarede mig, at når der er stor uenighed om en
patient i personalegruppen – at nogen kan lide vedkommende og andre ikke kan – så er
det næsten altid et udtryk for, at patienten lider af en borderline
45 Ordet borderline har i den psykiatriske og psykologiske litteratur en lang række
forskellige betydninger og der er ikke altid sammenfald mellem de forskellige
anvendelser (Dahl 2000: 529-530). Jeg vil i denne beskrivelse ikke beskæftige mig
meget med selve begrebet borderline, men primært fokusere på symptomet splitting og
på personalets forståelse af dette symptom.

personlighedsforstyrrelse. At den splitting som kendetegner patienten indeni projiceres
ud i personalegruppen.
Akthar & Byrne viser i deres gennemgang af begrebet ’splitting’ i psykiatrien, at
borderline-splittingen trækker på nogle af de samme rødder som opfattelsen af den
splittede person i skizofreniforståelsen (1983).
Fatima beskrev sig selv som splittet mellem den tyrkiske og danske kultur.
Denne splittelse blev af psykologen tolket til at være så dyb, at den var skizofren, og
denne konklusion blev af personale (inklusiv psykiatere) brugt som dokumentation for,
at hun led af skizofreni. Hendes manglende evne til at integrere den tyrkiske og danske
kultur i et konsistent hele og hendes tendens til at idyllisere den danske kultur og
nedgøre den tyrkiske blev tolket som et udtryk for den splitting, som man finder hos
borderline patienter.
Selv om Fatima er det tydeligste eksempel i min empiri på, at kulturel splittelse
og skizofreni spiller sammen, er der også andre, der peger samme vej. En del af de unge
mænd med anden etnisk baggrund end dansk på den retspsykiatriske afdeling havde en
historie med mange skift mellem Danmark og deres forældres hjemland. De havde
f.eks. været i forældrenes hjemland og gå i skole et år eller to i løbet af deres opvækst,
eller de havde været der for at få noget positiv påvirkning og støtte, da det begyndte at
gå skidt i Danmark. For personalet blev disse skift et vigtigt led i deres
sygdomshistorie. De mente, at der ikke var noget at sige til, at disse mænd var blevet
syge, når de havde oplevet så mange skift i løbet af deres opvækst.
8.2.3. Diskussion
I den ovenstående gennemgang var ’kultur’ ikke et fænomen, som blev defineret eller
undersøgt. I disse eksempler sker der en u-markeret glidning mellem kulturelle forhold
201

og symptomer. Der er altså tale om et forhold, hvor det kulturelt fremmede giver en
forøget mængde symptomer. Som sådan påviser disse eksempler, at spørgsmålet om
sammenblandingen af kulturelle forhold og symptomer, som i følge Loring & Powell
var en mulig forklaring på fejldiagnosticering (1988), også er en reel mulighed på de
danske psykiatriske afdelinger. Eksemplet viser derudover en glidning mellem
professionelle og mere populære forståelser af skizofreni.
202
Disse eksempler viser, at det ikke er muligt at bestemme, om der er tale om det
ene eller andet. Den paranoide patient fra det repressive regime var både paranoid og
forfulgt, og den kulturelt splittede, skizofrene, borderline patient var formentlig både
skizofren, borderline og kulturelt splittet. De to eksempler viser også, at sygdom og
kultur påvirker hinanden; ikke kun i formningen af sygdom og symptomer, som den
medicinske antropologiske litteratur viste os, men også i personalets fortolkning af
patienternes symptomer. Den psykiatriske model, hvor sygdom og kultur skilles ad,
viser sig også i dette perspektiv at være problematisk.
Et sidste punkt, jeg vil fremhæve, er, at selv om der sker en glidning mellem de
kulturelle karakteristika og de psykiatriske symptomer, er der tale om to
grundlæggende forskellige fænomener. De psykiatriske symptomer vil principielt
aftage over tid (for nogle), enten som et resultat af behandlingen eller fordi sygdommen
klinger af af sig selv. Det samme er ikke tilfældet med de kulturelle karakteristika.
Dette er ikke for at sige, at de kulturelle karakteristika ikke kan ændre sig over tid, men
at de ikke ændrer sig som et resultat af psykofarmakologisk behandling. Da der sker en
glidning mellem disse to fænomener, er der også – i hvert fald principielt – en risiko
for, at patienten bliver opfattet som mere syg end nødvendigt, og at man behandler
symptomer, som grundlæggende ikke er symptomer, men netop kulturelle
karakteristika. Som jeg skrev ovenfor, mener jeg ikke, det giver mening, at tale om

sygdom uden også at tale om kultur – men man kan godt tale om kultur uden at tale om
sygdom, og dermed bliver glidningen fra kultur til sygdom problematisk.
8.3. Kultur og livet udenfor afdelingen
I det foregående har jeg givet en række forskellige eksempler på, hvordan kultur og
sygdom spiller sammen på de psykiatriske afdelinger. I det følgende vil jeg give et
eksempel på, at kultur er en vigtigt parameter at medtænke i forhold til det liv og den
virkelighed, som patienten skal tilbage til efter opholdet på den psykiatriske afdeling.
Første gang, jeg blev opmærksom på denne problematik, var, da jeg så filmen
’Mødet med det fremmede’, som handler om distriktspsykiatrisk behandling i
henholdsvis Brasilien og Danmark 46 . To psykiatere er på besøg hos hinanden. Under
den brasilianske psykiaters besøg hos den danske psykiater og det distriktspsykiatriske
center på Ydre Nørrebro, spørger den brasilianske psykiater, hvorvidt der gives
undervisning til pårørende i, hvordan medicinen skal administreres, hvortil den danske
psykiater svarer, at næsten alle deres patienter bor alene, så de skal lære at klare sig
selv. I denne udveksling står det klart, at det miljø, som mennesker med psykisk lidelse
lever i, når de ikke er indlagt, er meget forskelligt alt efter om de er på Ydre Nørrebro
eller i Fortalezas slumkvarter. Jeg vil i det følgende beskrive en case fra mit eget
46 Filmen kan lånes gennem det danske filminstitut. På deres hjemmeside bliver filmen
præsenteret på følgende måde: ”Den øgede migration i verden, mødet med det
fremmede og tilpasningen til et nyt liv resulterer ofte i psykiske lidelser, som de
færreste psykiatriske behandlingsapparater endnu kan håndtere. Samtidig bliver de
psykisk syge stadigt mere isolerede og ikke-integrerede i lokalsamfundene. Psykisk
syge indvandrere er dobbelt udsatte. Psykiater og overlæge, Kristen Kistrup,
Distriktpsykiatrisk Center Ydre Nørrebro, møder i filmen sin brasilianske kollega, prof.
dr. psyk. Adalberto Barreto. Barreto leder et behandlingscenter i storbyen Fortalezas
slumkvarter og en helt ny behandleruddannelse i Brasilien - og Paris. De to psykiatere
tager del i hinandens hverdag og debatterer deres daglige praksis, metoder og værdier i
behandling og forebyggelse, samt den grundlæggende opfattelse af psykisk sygdom”
(http://www.dfi.dk/dfi/undervisning/levendeord/1_4.htm).
203

feltarbejde, som på tilsvarende måde gør opmærksom på betydningen af livet uden for
afdelingen i behandlingen af de etniske patienter på afdelingen.
204
Zara var en ung kvinde i slutningen af tyverne, som var kommet fra Marokko
med sine forældre som en ganske lille pige. Hun havde søskende og beskrev selv, at hun
og hendes søster og brødre havde fået en meget almindelig opvækst i Danmark, en
opvækst der dog også havde været præget af forældrenes baggrund i et andet land og
af deres religion. Zara var således praktiserende muslim og beskrev selv at være
underlagt forældrenes beslutninger på centrale punkter i sit liv. Ved én lejlighed
spurgte jeg hende, om hun kunne genkende sig selv i mediernes beskrivelser af typiske
andengenerations indvandrerpiger, og det kunne hun i høj grad.
Hun var gift med en mand fra Marokko, et ægteskab som deres familier havde
arrangeret. Hendes mand var først kommet til Danmark i forbindelse med ægteskabet
for nogle år siden, og Zara var ikke særlig tilfreds med ham. Han havde kun gået få år i
skole, og Zara mente, at han var lidt dum – han havde blandt andet svært ved at forstå,
hvad hendes sygdom indebar. Selv var hun næsten blevet færdig med en
læreruddannelse, da hun for nogle år siden var blevet syg.
Hun havde nogle år inden ægteskabets indgåelse fået en skizofrenidiagnose.
Hendes forældre havde ønsket at få hende gift i et forsøg på at give hende nogle mere
stabile rammer, hvilket dog ikke havde forhindret hende i nogle langvarige
indlæggelser. Når hun var psykotisk, havde hun en del religiøse vrangforestillinger,
men hun var også plaget af tanker omkring sin egen seksualitet og havde en række
overvejelser om, hvorvidt hun var lesbisk, hvilket samtidig var forbundet med stor skam
for hende, da hun tog sin religion meget alvorlig og da den, ifølge hende, forbød
homoseksualitet.

Som nævnt havde Zara flere langvarige indlæggelser bag sig, og jeg mødte hende under
en af disse. Hvad der var meget tydeligt hos store dele af personalet, i deres håndtering
af hende og hendes familie, var den manglende opmærksomhed omkring hendes
livssituation. Et eksempel på dette var reaktionen hos dele af personalet på hendes
ægteskab. De mente, at hvis hun var utilfreds med sin ægtemand og mente, at hun blev
syg af at være sammen med ham, måtte hun jo blive skilt fra ham. For Zara var dette et
umuligt forslag – ikke fordi skilsmisse generelt var uacceptabelt for hende og hendes
familie, men fordi hendes søster allerede var blevet skilt, og en skilsmisse til ville give
familien et dårligt rygte som en skilsmissefamilie, hvilket ville gøre det svært for
hendes brødre at blive gift.
Et andet eksempel på denne manglende indsigt i Zaras liv var personalets
reaktion på hendes overvejelser omkring hendes seksualitet og hendes deraf følgende
afsky for fysisk nærkontakt med sin mand. Et typisk svar på disse overvejelser var, at
hvis hun ikke kunne holde ud at bo sammen med ham, skulle de måske bo hver for sig.
Dette var igen et forslag, som Zara fandt svært anvendeligt. For det første mente hendes
mand ikke, at hendes sygdom var så alvorlig, at den krævede så drastiske skridt. Han
mente også, at det var hans ansvar at tage sig af hende. For det andet, ville han miste sin
opholdstilladelse i Danmark, hvis de ikke boede sammen. Og for det tredje var aftalen
de to familier imellem, at ægtemanden skulle sende penge fra hendes pension hjem til
sin familie i Marokko, en ressource, som han ville miste kontrollen over, hvis de ikke
boede sammen.
Et andet meget illustrativt eksempel stammer fra en sygeplejerske, der havde
haft en snak med Zara. Zara havde været ked af, at hun ikke kunne være en god kone
for sin mand, sådan som hendes forældre havde ønsket det. Og sygeplejersken havde
205

svaret, at det skulle hun ikke tænke på, og at det i øvrigt var typisk for kvinder, altid at
tage ansvaret for alting, og det skulle hun bare lade være med.
206
Det er meget tydeligt i mødet mellem Zara, hendes liv og familie på den ene side
og det psykiatriske personale på den anden side, er der nogle meget forskellige
opfattelser af individets position og forpligtelser i forhold til familien. Ved en samtale
med Zaras forældre gjorde overlægen det klart, at ægteskabet kunne være ensbetydende
med en kronisk forværring af Zaras sygdom, og at børn helt sikkert ville være det.
Zaras far svarede, at det ville de tage sig af inden for familien.
I Zaras tilfælde kan man pege på følgende punkter, hvor der var vigtige
kulturelle forskelle på hendes og personalets opfattelse: Opfattelse af individualitet i
forhold til familien og større sociale fællesskaber; ideer om hvad et godt liv er; hvilke
færdigheder skal styrkes hos patienten – f.eks. evnen til at være alene eller evnen til at
være sammen med andre/familien; opfattelser af sygdom, behandling og
hospitalsindlæggelser; de forskellige retslige situationer for immigranter og deres
familie i forhold til en dansk patient.
Zaras historie viser vigtigheden af, at den kulturelle forståelse tager
udgangspunkt i patientens personlige kulturelle felt, snarere end i generelle antagelser
om marokkansk og dansk kultur. Den peger også på, at spørgsmålet om kultur er
centralt for den behandling og hjælp, som patienterne tilbydes. Den manglende
opmærksomhed omkring Zaras anderledes kulturelle baggrund betød, at personalet i
stedet opererede med deres egne, kulturelle opfattelser af, hvordan Zara skulle leve sit
liv (se også Lorimer 2004).

8.4. Konklusion – afsluttende sammenligning
Hos de indledende ’vanskelige patienter’ påviste jeg, at personalets opmærksomhed på
kultur ikke hjalp de to patienter, men at det tværtimod kunne betyde en fastholdelse af
dem som vanskelige patienter. Afsnit 8.2. og 8.3. viste til gengæld, at kultur er et vigtig
parameter i det daglige arbejde på den psykiatriske afdeling. Afsnit 8.2. viste, at der
sker en sammenglidning af symptomer og kulturelle karakteristika i forhold til nogle
patienter, og dette kan have en betydning for personalets opfattelse af deres
sygdomstilstand. Afsnit 8.3. omhandlede opfattelserne af, at patienternes liv uden for
afdelingen har et kulturelt aspekt, som det er vigtigt at tænke med.
Afsnit 8.1. og 8.3. placerer sig i opposition til hinanden – det ene afsnit viser
kultur som problematisk at inddrage; det andet afsnit viser, at kultur er vigtigt at
inddrage. Men geografisk placerer de to afsnit sig også to forskellige steder. Det ene
handler om kultur ’inde’ på et psykiatrisk afsnit, det andet handler om kultur uden for
det psykiatriske afsnit. Denne iagttagelse knytter sig til en af de centrale pointer i
kapitel 5, nemlig at den dominerende kultur på det psykiatriske afsnit er
’psykiatrikulturen’. At de institutionelle rammer og faglige værdier står så stærkt, at de
etniske patienters kultur ikke kommer til at spille den store rolle. Set i dette perspektiv
er det også tydeligt at ’de vanskelige patienter’ – Muhammed og Ali – er vanskelige i
forhold til behandlingslogikken og psykiatrikulturen.
I Zaras tilfælde lå vægten derimod på det liv, som hun skulle leve efter
indlæggelsen og hendes case peger på, at i det perspektiv bliver kultur igen en vigtig
parameter.
De tre eksempler samles af deres fokus på betydningen af de særlige rammer,
som den psykiatriske afdeling som institution udgør. Forholdet mellem sygdom og
kultur er ikke entydigt eller generelt men komplekst og specifikt og betinget af blandt
207

andet den institutionelle ramme. Denne konklusion peger dermed på det relationelle
kulturbegreb som det mest anvendelige og korrekte med dets fokus på kontekst og
brug.
208

Kapitel 9. Lægemidler og behandlingspraksis på afsnittene
”Jeg havde ingen interesse i hekseri, da jeg tog til Zande-land, men det
havde azanderne, så jeg måtte lade mig guide af dem... Jeg havde ingen
særlig interesse i køer, da jeg tog til Nuer-land, men det havde nuerne, så
enten jeg ville det eller ej, måtte jeg også interessere mig for køer, og
efterhånden anskaffe mig en hjord, som prisen for min accept, eller i det
mindste tolerance.”
(Evans-Pritchard 1973: 2, min oversættelse)
Mit eget forhold til den medicinske behandling på de psykiatriske afdelinger bliver
beskrevet meget rammende af Evans-Pritchards ord. Jeg havde ingen interesse i
lægemidler, men det havde personalet (og patienterne), og så måtte jeg følge med. For
mig handlede det ikke om at blive accepteret eller tolereret, men om at kunne forstå,
hvad mine informanter talte om og gjorde. Medicin er en betydelig og betydningsfuld
del af den behandling, som tilbydes på psykiatriske afdelinger, og den er del af mange
samtaler og megen interaktion i felten. Den er en central del af den sociale teknologi,
som afdelingen har til rådighed.
Afhandlingens analytiske kapitler har indtil videre beskæftiget sig med de
forskellige roller og fremtrædelsesformer, som kultur har og får i den psykiatriske
praksis. Disse beskrivelser og analyser over mange sider kan måske lede læseren til at
tro, at spørgsmål om kultur er meget centrale for det psykiatriske personale. Dette er
langt fra altid tilfældet. Faktisk kan det godt overraske, hvor lidt betydning kultur har i
praksis. Selv på afsnit, hvor andelen af patienter med anden etnisk baggrund end dansk
var over 75%, og hvor man i praksis ikke kunne tale med flere af patienterne, så man
ofte bort fra spørgsmål om kultur og etnicitet. Formålet med dette kapitel er for det
første at beskrive den dominerende behandlingspraksis og sygdomsforståelse på de
psykiatriske afsnit, som er den ramme, kulturel viden og kulturelle spørgsmål er
placeret inden for og formet og begrænset af. For det andet vil kapitlet vise, at
behandlingen med lægemidler ikke er entydig simpel, som kritikere af antipsykotisk
209

medicin har hævdet (se f.eks. Miller 1986: 27). Tværtimod er den bærer af megen
kulturel og symbolsk betydning.
210
Inden jeg går i gang med selve analysen, er der nogle forhold, som jeg gerne vil
fremhæve, da de danner en vigtig ramme for at forstå den fremtrædende plads, som
lægemidlerne har. I alle de følgende eksempler har jeg været i den heldige position, at
jeg kun skulle sidde og observere og efterfølgende beskrive og analysere. Jeg skulle
ikke handle i den pågældende situation. Dette privilegium havde mine informanter ikke.
De skulle handle, når en meget syg patient blev indlagt, når en patient pludselig blev
psykotisk, når en patient slog et personalemedlem, eller når en patient efter længere tids
indlæggelse stadig ikke havde fået det bedre. De skulle også handle, når det retslige
system pålagde dem at behandle en psykisk syg kriminel. Nogle gange skulle de handle
hurtigt, og der var hverken tid eller rum til refleksion. Dette krav om handling har den
norske pædagog Dale karakteriseret som ’handlingstvang’ (Dale 1998). Dette kapitel
viser dermed, at praksis er et centralt begreb for at forstå, hvad der foregår på de
psykiatriske afdelinger.
Medicin er en effektiv måde at handle på. I mange tilfælde sker der nogle meget
konkrete ændringer, når man giver en patient antipsykotisk eller beroligende medicin.
For personalet er der tale om, at denne handling er både legitim og positiv, og det er en
forudsætning for andre tiltag. Personalet opfatter ikke medicin som et overgreb, heller
ikke når den gives med tvang. I de tilfælde er det bare yderligere nødvendigt, fordi en
del af patientens sydom er manglende indsigt i og forståelse af sin egen tilstand (se
Järvinen & Mik-Meyer 2003a).
En anden ramme for den følgende diskussion er, at en del af de psykotiske
patienter kan være farlige. På den ene af de afdelinger, jeg var, fik ca. hver 6.
plejepersonalemedlem i år 2003 en fysisk arbejdsskade på grund af patientaggression.

Selvom dette tal dækker over et vidt spektrum af hændelser, viser det også, at det nogle
gange er med god grund, at personalet ønsker at give patienterne beroligende medicin.
9.1. Social teknologi
I kapitel 6 introducerede jeg det analytiske begreb ’social teknologi’. Dér var fokus på
den kategorisering, som en given social teknologi ledte til. I dette kapitel vil fokus være
på indholdet i den sociale teknologi; på de redskaber, som mennesker har til at løse de
problemer, som de står overfor.
Begrebet ’social teknologi’ er delvist inspireret af Michel Foucaults begreb om
’technologies of the self’ (Foucault 1988; se også Jöncke et al. 2004: note 3).
Selvteknologier er i følge Foucault en række praktiske ræsonnementer,
”der sætter individer i stand til, ved egen eller andres hjælp, at udføre en
række handlinger på deres egen krop og sjæl, tanker, opførsel og væren,
så de kan transformere sig selv for at opnå et vist stade af lykke, renhed,
visdom, perfektion eller udødelighed.”
(Foucault 1988: 18)
Når jeg har valgt at bruge begrebet ’sociale teknologier’, frem for ’selvteknologier’, er
det fordi, patienterne i mit felt kun i meget begrænset omfang synes at bruge
selvteknologier – måske er det præcis en af de evner, som man mister i en psykose. For
de patienter, der selv søger hjælp eller de, der selv ønsker at få medicin for at
kontrollere deres skizofreni, er selvteknologi formentlig et dækkende begreb. Men for
hovedparten af patienterne – og for dem der er beskrevet i dette kapitel – er ideen om,
at de kan transformere sig selv ikke dækkende. Tværtimod vil flere af dem søge at
undgå den transformation, som den tilbudte teknologi kan medføre. Afdelingens
personale har derimod en stærk interesse i netop denne transformation.
211

9.2. Behandling i psykiatrien
Når man spørger psykiatrisk personale om, hvilken type behandling de tilbyder deres
patienter, vil mange nævne en lang række forskellige tiltag: Miljøterapi, forskellige
former for samtaleterapi, individuel fysioterapeutisk behandling,
sanseintegrationstræning (hvor man øver koordinering og kropsbevidsthed),
beskæftigelsesterapi, medicinsk terapi, psykoedukation (hvor patienterne undervises i
psykiatriens opfattelse af deres sygdom og behandlingen af denne) m.m. Derudover
findes der forskellige afsnit med forskellige særlige tiltag, som kunstterapi og
musikterapi. Mange understreger dog også behandlingen med lægemidler som det
vigtigste.
212
I min erfaring fra felten fylder lægemidler meget. Det er der flere grunde til. Den
medicinske behandling foregår på afsnittet, hvorimod mange af de andre
behandlingsformer foregår andre steder, og derfor har jeg ikke fulgt dem så tæt, som
jeg har med den medicinske behandling. Samtaleterapi foregår som regel på terapeutens
kontor, beskæftigelsesterapi i ergoterapien eller industriterapien, fysioterapeutisk
behandling ofte i sportshal, træningsrum eller lignende. Den har derfor ikke været så
synlig for mig. En anden grund er, at når patienter taler om behandling, mener de ofte
den medicinske behandling. Det samme gælder personalet, når de ikke formelt skal
præsentere afdelingens behandlingstilbud. Særligt patienterne opfatter ikke mange af de
andre tiltag som behandling. F.eks. daglige opgaver som at dække bord og rede seng
bliver af patienterne opfattet som sure pligter, eller som opgaver personalet ikke selv
gider at udføre, hvorimod personalet i højere grad opfatter dem som terapeutiske tiltag:
Patienten skal opretholde eller opøve sine daglige færdigheder og ikke blive for
’institutionaliseret’. Det samme gælder for fysio- og ergoterapi, hvor patienterne
primært opfatter det som underholdning eller beskæftigelse, men hvor personalet har

terapeutiske formål med det, de gør. Men selv for personalet bliver disse andre
behandlingstiltag opfattet som supplement til den medicinske. Man kan godt have en
patient, der under indlæggelse ikke deltager i f.eks. fysio- eller ergoterapi – man har
meget sjældent en patient, der ikke modtager medicin (eller ikke søges tvangsbehandlet
hvis vedkommende nægter at modtage medicin).
Medicinsk behandling bliver af personalet opfattet som noget positivt. Det bliver
opfattet som en effektiv behandling af nogle meget lidelsesfulde tilstande. Personalet er
oprigtigt forarget over mennesker og organisationer, som er imod medicinsk
behandling: ”Der er ikke grænser for, hvor meget lidelse nogle mennesker kan udholde
på andres vegne”, er en typisk kommentar fra personalet, når dette emne bliver
diskuteret. Et andet synspunkt er, at sådanne mennesker ikke aner, hvad de taler om.
Jeg har af flere psykiatere fået forklaret forholdet mellem medicin og
psykoterapi, der af mange uden for psykiatrien bliver fremstillet som alternativ til
medicin (Miller & Rose 1986: 2): ”At lave psykoterapi på en psykotisk patient er som
at søge at genoptræne et brækket ben, der ikke er helet”. En anden metafor var: ”At
lave psykoterapi på en psykotisk patient er som at kradse i et åbent sår”. Ideen bag
disse metaforer er, at psykosen udgør en egentlig fysisk sygdom, som skal heles, før
man kan begynde at arbejde psykoterapeutisk med psyken. Der ligger dermed en
implicit ide om, at psykoterapi er for en rask, eller i hvert fald fungerende, psyke, og at
en psykotisk sygdom netop har gjort denne psyke ikke-fungerende. Behandlingen med
lægemidler er en forudsætning for, at andre typer behandling kan iværksættes. Der er i
disse metaforer også en tydelig parallel til den somatiske medicin. Der fandt
psykoterapeutisk behandling sted på de afdelinger, hvor jeg har været. Meget af dette er
baseret på kognitiv terapi, hvor man arbejder med patienternes tanke- og
handlingsmønstre her og nu, frem for en psykodynamisk udforskning af patientens
213

fortid, der skal lede til en dybere erkendelse (Rosenberg 1998: 30). Forestillingen om,
at psykoterapi er mindre indgribende og mindre krænkende for patienten end medicinsk
terapi er i øvrigt blevet kritiseret for at bygge på en romantiseret forestilling om
psykoterapi (Rose 1986; se Young 1995 for en beskrivelse af psykoterapeutisk
behandling, der bliver opfattet som overgreb af patienterne).
214
Følgende case er medtaget for at vise, at ikke alle indlæggelser fører til
medicinsk behandling:
En ung kvinde havde henvendt sig i den psykiatriske modtagelse og fortalt, at
hun havde svært ved at klare sit liv længere, og hun ville gerne indlægges og have
hjælp. Da hun oplevede, at personalet i modtagelsen var noget tøvende med at
efterkomme hende ønske, blev hun pludselig meget truende både mod personalet og
mod en pårørende, der havde fulgt hende. Hun truede også med at tage sit eget liv.
Under dette trak hun pludselig en mindre kniv og gjorde et udfald mod den pårørende.
Efter dette blev hun lagt i bælte, hun fik akut beroligende medicin og blev overført til et
lukket afsnit. Ved gennemgangen næste dag fortalte hun psykiateren, at truslerne var
aftalt med den pårørende på forhånd, fordi de var bange for, at hun ellers ikke ville
blive hjulpet, men ikke udfaldet med kniven – den opkørte situation var løbet af med
hende. Hun havde en tidligere historie med misbrug, men hun var nu i
metadonbehandling, og hun passede i øvrigt sin lærerplads i en blomsterbutik (hvor
kniven var en del af hendes arbejdsredskaber). Hun havde massive problemer med sin
kæreste, der slog hende, og hun havde svært ved at overskue sit liv. Da psykiateren ikke
kunne identificere noget psykotisk, og der heller ikke i patientens livsforløb var tegn på
psykisk sygdom, blev patienten udskrevet med aftale om at starte et samtaleforløb hos
psykiateren og med aftale om en samtale hos afdelingens socialrådgiver med henblik
på at få vurderet sin sociale situation.

Barrett har studeret en psykiatrisk afdeling, hvor den medicinske behandling også var
dominerende. Personalet her fortalte Barrett, at formålet med medicinen var at gøre
patienterne klar til at modtage andre former for behandling – oftest psykoterapi eller
socialterapi. Det var dog hyppigt, at man ikke nåede dertil (Barrett 1996: 24-25). Denne
beskrivelse passer til de to psykiateres metaforer ovenfor, hvor medicin også handler
om at gøre patienten klar til ’genoptræning’. Den passer også til min erfaring, hvor
patienter hurtigt skal videre i systemet, og derfor sjældent når til f.eks. samtaleterapi.
Når patienten er ’god nok’ (dvs. velbehandlet nok) til at kunne deltage i samtaleterapi,
er patienten også god nok til at komme på åbent afsnit eller blive udskrevet. I
lærebogen ’Klinisk psykiatri’ er psykoterapi til skizofrene således beskrevet som
”efterbehandling” (Parnas 2000a: 369).
Psykiateren Parnas anvender begrebet ’den daglige lynklinik’ (2000a: 288).
Parnas pointe er, at visse symptomer ved skizofreni, kun kan defineres og beskrives ved
en grundig fænomenologisk tilgang, men at en sådan tilgang sjældent passer til
dagligdagens praksis. I kapitel 6 refererede jeg den norske sygeplejerske og antropolog
Terkelsen for at påpege, at når først diagnosen er fastlagt, er interessen for det
betydningsmæssige indhold af symptomerne fraværende. Dette er en parallel
beskrivelse til Parnas daglige lynklinik, hvor interessen for at udforske symptomernes
betydning begrænses af andre institutionelle forhold. Dette peger på, at der nok er en
opmærksomhed i psykiatrien omkring andre forhold end de snævre diagnostiske og
behandlingsmæssige, men at disse sjældent har de store udfoldelsesmuligheder grundet
mere praktiske krav om hurtig behandling og effektivitet (jvf. Dale 1998 om
handlingstvang).
Blandt noget psykiatrisk personale kan man finde den opfattelse, at lægen tager
sig af behandlingen og plejepersonalet af plejen. I dette skel skal behandlingen forstås
215

som medicinsk og som samtaleterapi. Plejen skal ikke forstås som traditionel pleje –
dvs. vask af patienten m.m. Sygepleje og psykiatrisk sygepleje har gennemgået en
voldsom udvikling, hvor filosofiske og samfundsmæssige begreber nu bliver brugt til at
beskrive og udvikle sygeplejen. Blandt noget psykiatriske plejepersonale er begreber
som hermeneutik og fænomenologi integreret i deres selvforståelse og tilgang til
patienterne. Det betyder, at plejepersonalet opfatter sig selv som repræsentanter for en
mere helhedsorienteret tilgang, i modsætning til lægerne der primært behandlede de
biologiske forstyrrelser (se også Barrett 1996; Jensen 1983: 108-118). Denne
helhedsorienterede tilgang indebærer blandt andet at have en interesse for hele
patienten – ikke kun hans sygdom, men også hans liv før sygdommen og med
sygdommen.
216
Der er også mange blandt plejepersonalet, der ser det som deres primære opgave
at observere patienten under indlæggelsen med henblik på at vurdere om den
medicinske behandling virker og som derfor mener, at kun forhold, der er snævert
knyttet til patientens sygdom, er relevante for dem. F.eks. var der et personalemedlem,
der til en morgenrapport sagde: ”Hvorfor skal jeg vide, at patienten tror han er
homoseksuel – det er da ikke vigtigt for mig og mit arbejde”. Diskussionen om, hvilken
type viden, personalet mener, er relevant, vil blive taget op i næste kapitel. Meget
personale – ikke kun plejepersonalet – kan placere deres tilgang inden for
spændingsfeltet, mellem gerne på den ene side at ville kende og forstå patienten
virkelig godt og på den anden side mere teknisk at forholde sig til patientens
symptomer og problematiske adfærd og den medicinske behandling af disse.
Jeg vil kort vende tilbage til den patientgruppe, som ’mit’ personale arbejder
med. Disse patienter har som hovedregel en skizofrenidiagnose. Derudover er en del af
patienterne på retspsykiatrisk afdeling og næsten alle på det almen psykiatriske afsnit

produktiv psykotiske. Dette er af stor betydning for den dominerende position, som jeg
fandt, den medicinske behandling har. Der findes andre tilbud, andre steder i
psykiatrien, rettet mod andre patienttyper, hvor behandlingen er sat anderledes sammen
(se f.eks. Dupont (2004) for en antropologisk beskrivelse af psykoterapeutisk
behandling af skizofreni).
9.3. Medicinsk behandling i psykiatrien
Den medicin, der bliver brugt i psykiatrien i dag, blev introduceret i starten af
1950’erne. “Det virkelige gennembrud i den psykofarmakologiske behandling kom i
1949, hvor Cade påviste litiums effektivitet ved behandling af mani og i 1952, hvor
Delay & Deniker viste klorpromazins antipsykotiske effekt” (Gjerris & Reisby 2000:
78). “Den banebrydende udvikling inden for psykofarmakologien fortsatte ind i
1960’erne ved introduktionen af det første benzodiazepin, klordiazepoxid” (Ibid: 79).
Den antipsykotiske medicin og den beroligende medicin er de to store grupper inden for
den medicinske behandling af skizofreni. Senere er nye generationer af både
antipsykotisk medicin og beroligende medicin blevet introduceret. De ældre typer
antipsykotisk medicin kalder man for ’typiske’, de nyere typer kalder man for ’a-
typiske’.
Introduktionen af den antipsykotiske medicin var en stor revolution i
psykiatrien. Patienter, der tidligere havde levet hele deres liv på psykiatriske hospitaler,
kunne nu blive behandlet og behøvede ikke længere en livslang indlæggelse (dette
kaldes ’af-institutionaliseringen’ i psykiatriens historie). En psykiater fortalte mig,
hvordan psykiatere på dette tidspunkt havde oplevet, at patienter, der havde ligget i
sengen hele deres liv, pludselig stod op eller patienter, der ikke havde talt i årevis,
217

pludselig begyndte at tale. Nogle af disse psykiatere havde sammenlignet det med at
være Jesus – at helbrede uhelbredelige patienter med en (kemisk) berøring.
218
Selv om psykofarmaka eller psykiatrisk medicin oftest er en integreret og fast
bestanddel af den psykiatriske behandling, er der stadig en del usikkerhed om, hvordan
og hvorfor denne medicin virker (Gelman 1999). Man mener, at antipsykotisk medicin
blokerer en del af hjernens dopaminreceptorer. Teorien er, at hjernen hos en psykotisk
person får for mange informationsstimuli, som den ikke kan behandle, hvilket leder til
psykotiske forestillinger. Den antipsykotiske medicin begrænser disse stimuli, hvilket
gør hjernen i stand til at håndtere de tilbageværende bedre (Glenthøj 2000: 353-354).
Antipsykotisk medicin er testet og godkendt af myndighederne. Der er en
dokumenteret effekt, selv om den måske ikke er så god eller præcis som personalet
gerne vil forestille sig, og patienterne håber. I USA har man haft retssager, hvor
patienter har klaget over ikke at have modtaget medicinsk behandling under
indlæggelse på psykiatrisk afdeling, men at have modtaget psykoterapeutisk
behandling, hvor dokumentationen for effekt er både mindre og dårligere (Rose 2003:
51). For nogle patienter er den medicinske behandling en strategi til at få lov at være i
fred. Når de underlægger sig personale og myndigheders krav på dette punkt, kan de til
gengæld få lov at være i fred på andre punkter. Dette var meget tydeligt en strategi for
nogle af de retspsykiatriske patienter, som sørgede for at tage deres medicin og passe
deres pligter mod i vid udstrækning at slippe for at skulle redegøre for deres tilstand,
sygdom og opfattelse af evt. kriminalitet 47 .
Antipsykotisk medicin har nogle alvorlige og forstyrrende bivirkninger.
Forskellige generationer af medicin har forskellige bivirkninger og generelt set har
47 Det var dog ikke altid strategien lykkedes. Nogle gange stillede systemet krav om, at
de skulle forholde sig til f.eks. deres kriminalitet i forbindelse med f.eks.
farlighedsvurderinger eller indstillinger til domsændringer.

ældre (eller typisk) antipsykotisk medicin flere bivirkninger end den nyere (eller
atypiske) medicin. Estroff har i sin monografi om ambulante psykiatriske patienter
beskrevet effekten og bivirkningerne af medicinen meget grundigt, og har beskrevet
deres ambivalens over for medicinen (Estroff 1981) 48 . De fleste af patienterne beskrev,
hvordan medicinen (Thorazine/Chlorpromazine 49 – et typisk antipsykotisk præparat,
der stort set ikke anvendes mere) på den ene side beroligede dem og fjernede deres
psykotiske symptomer, men på den anden side havde en generel sløvende effekt og
ændrede deres personlighed (se også Rhodes 1984). Effekten og bivirkningerne blev
blandet sammen for de fleste af patienterne, og de kunne ikke klart beskrive, hvad der
var hvad. Intentionen med at give patienterne medicinen var at gøre dem så normale
som muligt, men patienterne oplevede at medicinens forskellige effekter, på samme
måde som selve sygdommen, var med til at stemple dem som syge (se også Gelman
1999). Compliance (det at tage sin medicin som ordineret) er et stort problem inden for
psykiatrien, og antipsykotisk medicin bliver mødt med stor ambivalens hos mange
patienter, også i dag med de nyere atypiske produkter. Eksistensen af visse bivirkninger
(særligt tardive dyskinesier, se note 50) har ledt til anbefalinger om et mere restriktiv
brug af antipsykotisk medicin (Gelman 1999).
I Danmark kan psykiatriske patienter blive medicineret mod deres vilje, hvis de
er psykotiske. Patienter kan nægte at tage den ordinerede medicin og kan klage over
behandlingsbeslutningen til et patientklagenævn. Patientklagenævnet består af en jurist
48 Estroff prøvede selv medicinen i 6 uger og har i sin bog i dagbogsform givet en
beskrivelse af effekten og bivirkninger (1981) I følge den psykiatriske fagkundskab vil
man, hvis man som ikke-psykotisk tager antipsykotisk medicin, primært opleve
bivirkningerne.
49 Chlorpromazine er det generiske navn, der referer til den kemiske substans i en
præparat. Thorazine er salgsnavnet – dvs. navnet på æsken. Salgsnavnet vil være
forskelligt fra firma til firma og også ofte mellem forskellige lande. Thorazine er
således det amerikanske navn på chlorpromazine, der i Danmark er solgt under navnet
Largactil.
219

(der er formand), en læge (som hovedregel ikke en psykiater) og en repræsentant fra en
patient/bruger organisation. Klagen vil udsætte medicineringen, med mindre den
behandlingsansvarlige overlæge vurderer, at patienten er til fare for sig selv eller andre.
Patientklagenævnet mødes regelmæssigt – en eller to gange om ugen. På mødet
fremlægger patienten sin klage og vil typisk hævde ikke at være psykotisk. Den
behandlingsansvarlige læge vil fremlægge en kort opsummering af patientens sygdom
og tilstand og fremhæve, hvorfor patienten har brug for medicin. Patientklagenævnet vil
ofte, men ikke altid, beslutte sig for at medicineringen skal sættes i gang. Både patient
og læge kan appellere patientklagenævnets afgørelse til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
220
Den medicinske behandling i psykiatrien bliver ofte kritiseret for at blive for
dominerende på bekostning af andre typer af behandling. Den medicinske behandling
kan kontrollere patientens psykotiske symptomer, hvilket er vigtigt, men sjældent er en
løsning (eller helbredelse) af andre fundamentale problemer i patientens liv, som f.eks.
social isolation og arbejdsløshed (Estroff 1981; se også Gelman 1999). Spørgsmålet
om, hvorvidt medicin har en for dominerende position i den psykiatriske
behandlingspraksis, er knyttet til spørgsmålet om den sygdomsforståelse, man
anvender. Ses skizofreni primært som en biologisk sygdom, der kan behandles med
medicin, og patientens sociale problemer som en konsekvens af denne biologiske
sygdom, er medicinens dominans logisk. Der er også et stærkt element af pragmatisme i
den medicinske behandling. Jeg vil i det følgende afsnit præsentere og diskutere
sygdomsforståelsen i psykiatrien, sådan som jeg har mødt den i praksis og som den
præsenteres i lærebøger.

9.4. Den bio-psyko-sociale model
I moderne psykiatri, og inden for sundhedssystemet generelt, bliver sygdomme
beskrevet som komplicerede biologiske, psykologiske og sociale fænomener. Årsagen
til, at man anvender disse tre forskellige, men dog relaterede aspekter, er, at psykiatrisk
sygdom influerer på alle tre aspekter af en patients liv (Gjerris & Reisby 2000).
I sit arbejde med skizofreni har Barrett beskrevet, hvordan introduktionen af den
bio-psyko-sociale model i virkeligheden repræsenterede det biologiske perspektivs
kolonisering og underordning af psykologiske og sociale teorier om skizofreni. Den
bio-psyko-sociale model er i psykiatrien blevet koblet med en stress-sårbarhedsmodel,
hvor sygdommes opståen forklares med en genetisk/biologisk sårbarhed for
sygdommen, der kan udløses af forskellige former for stress. I den umiddelbare lighed
mellem de tre tilgange – bio-psyko-social – har biologien antaget den initierende eller
originale kvalitet: Biologisk sårbarhed kommer før de psykologiske eller sociale
stressfaktorer (Barrett 1996: 244-247).
Nikolas Rose fører diskussionen et skridt videre og hævder, at det biologiske
perspektivs dominans inden for psykiatrien skal knyttes til en mere generel
samfundsudvikling, hvor mennesker er begyndt at tænke på sig selv som ’somatiske
individer’. ”Med somatisk individualitet mener jeg en tendens til at definere
nøgleaspekter af ens individualitet i kropslige termer ..... og at forstå denne krop i
nutidige biomedicinske termer” (2003: 54, min oversættelse). I denne tilgang til
individualitet har hjernen fået en central plads – problemer der før blev lokaliseret til
psyken, bliver nu lokaliseret til hjernen (Ibid, Gelman 1999: 208-209). I dette ordforråd
er der en interessant parallel til nogle af ’mine’ psykiatere, der fortalte mig, at de
arbejdede med hjernesygdomme eller biologiske sygdomme i hjernen.
221

222
Parallelt til Barrett påpeger Rose, at dette ikke betyder, at biografi, miljø eller
erfaringer forsvinder, men at deres effekt nu bliver forstået som påvirkninger af hjernen
(Rose 2003: 57). Konsekvensen bliver, ifølge Rose, at medicinsk behandling i
psykiatrien bliver set som den primære intervention, da den vil blive set som ikke kun
behandlende symptomer, men den egentlige årsag (Ibid: 59). Mennesker vil også
begynde at opfatte sig som neurokemiske selv’er (Ibid: 59). Rose knytter denne
udvikling til den stadig større rolle som medicinalindustrien spiller i forskning og i
definitionen af sygdomme (se også Kirmayer 2002).
Selv om den biologiske model potentielt er meget kompleks bliver den ofte i
praksis reduceret til, at der er en kemisk fejl i hjernen, der skaber symptomer og en
problematisk adfærd. Denne fejl kan rettes med medicin. Rhodes ord om en amerikansk
psykiatrisk afdeling passer også fint på de danske afdelinger: ”Nogle af de centrale
spørgsmål i en psykiatrisk ’setting’ har ikke at gøre med diagnose, ætiologi eller
prognose, men med styringen af symptomer, der involvere socialt uacceptabel eller
uproduktiv adfærd” (1984: 67, min oversættelse; se også van Dongen 2004). Vigtige
sociale spørgsmål drejer sig i praksis ofte om patientens sociale adfærd på afdelingen.
Det er et spørgsmål, hvem der har ansvaret for den bio-psyko-sociale model i
praksis. Barrett knytter modellen til introduktionen af det tværfaglige hold, hvor
forskellige professionelle grupper tager sig af de forskellige tilgange (1996). Dette er
også den formelle tilgang i det danske system, hvor det dog understreges, at det er
psykiateren, der har det koordinerende og endelige ansvar (Reisby 2000: 45). I praksis
sker der ofte det, at det psykologiske og sociale aspekt af behandlingen bliver overladt
til psykologen og socialrådgiveren, som egentlig ikke er i en position til at løse denne
opgave, blandt andet på grund af deres mere begrænsede involvering på afsnittene og
fordi deres professionelle rolle ikke rigtig dækker disse tiltag. Socialrådgiveren på et

dansk psykiatrisk afsnit er ikke primært ansvarlig for social- og familieterapi, som
Barrett fandt, at socialrådgiveren var det i Australien (1996). Vedkommendes opgave er
snarere at sørge for, at patienten har penge, mens han eller hun er indlagt og et sted,
som patienten kan bo, når han eller hun bliver udskrevet. Har patienten allerede et sted
at bo, bruger socialrådgiveren mange kræfter på at sikre, at patienten beholder boligen.
Psykolog, socialrådgiver, fysioterapeut og i nogen tilfælde også ergoterapeut er
mere socialt marginale på afsnittet end plejepersonalet og psykiateren, og dermed
risikere deres perspektiver også at blive mere marginale. Afsnittenes primære personale
er det psykiatriske plejepersonale. Det er dem, der er på afdelingen hele tiden, de har
ikke opgaver uden for afsnittet. I det perspektiv ligner de patienterne (Barrett 1996; se
også Rhodes 1991). Det er dem, der kender patienternes daglige funktion, adfærd og
symptomer bedst. Psykiaterne er afhængige af plejepersonalets information, når de skal
vurdere behandlingens effekt og om medicinen skal ændres. Psykiateren, psykologen,
socialrådgiveren og ergoterapeuten har som regel deres kontorer uden for afsnittet, og
de har møder og aktiviteter andre steder. Psykologen, socialrådgiveren, og på nogle
afsnit også psykiateren, kommer kun på afsnittene, når de har en aftale, f.eks. samtaler,
stuegang, konferencer. Det giver disse andre professioner et mere marginalt perspektiv
og status, der betyder, at deres viden om patienterne bliver et supplement til
plejepersonalet fortællinger. I forhold til den bio-psyko-sociale model betyder det, at
det psykologiske og sociale ikke får samme plads i beskrivelsen af patienten.
Psykiateren indtager i denne sammenhæng en form for mellemposition. På den
ene side er hans eller hendes funktion ikke snævert knyttet til sengeafsnittet, og som det
tværfaglige personale går psykiateren også til og fra afsnittet. På den anden side er
psykiateren den ansvarlige for behandlingen, og plejepersonalet er afhængige af en
læges ordination, hvis der skal gives medicin eller ændres i den medicinske behandling.
223

Det er ikke nødvendigt, at der er en socialrådgiver på afsnittet en dag – men der
kommer altid en læge forbi.
9.4.1. Trilafonmanden – en patientbeskrivelse i praksis
Jeg vil i det følgende præsentere en analyse af et udsagn fra en morgenrapport, der vil
understrege nogle af de ovenstående punkter:
224
Under morgenrapporten sagde den sygeplejerske, der stod for gennemgangen,
om en patient, der sad uden for kontoret: ”Muhammad – han er ny – jeg ved ikke ret
meget om ham”, og lægen svarede, mens han så på patienten: ”Han ligner en
trilafonmand” (trilafon er et antipsykotisk præparat). Samtidig noterede lægen på sin
blok, at han skulle tale med denne patient ved stuegangen samme dag, da lægen altid
skal have en snak med nye patienter. Sygeplejersken gik derefter videre i
morgenrapporten.
Efter stuegangssamtalen vil lægen lave et notat i patientens journal, der kort
beskriver hans situation, årsagen til indlæggelsen, hans diagnose og hans medicin.
Dette udsagn er et metonym, hvor lægen bruger én enhed til at referer til en anden, der
er relateret til den (Lakoff & Johnson 1980): Lægemidlet står i stedet for personen.
Lakoff & Johnson har i deres arbejde med metaforer og metonymer peget på, at
hverken metaforer eller metonymer er tilfældige fænomener – de er tværtimod
systematisk knyttet til den kultur, hvor de forefindes (Ibid: 37).
Når lægen bruger dette metonym i stedet for at beskrive patienten med hans
livshistorie, hans diagnose og symptomer, hans erfaringer og lidelse, bliver den
psykiatriske behandling til en en-dimensionel medicinsk behandling, der ikke
involverer personalet som andet end administratorer af denne medicin.

Et metonym giver brugeren mulighed for at fokuserer på bestemte aspekter af
det, som det referer til – i dette tilfælde til den antipsykotiske medicin. Et alternativt
udsagn, som f.eks: ”Han ligner en, der har brug for pleje”, ville have givet en anden
opmærksomhed. Antropologerne Susan Whyte, Sjaak van der Gest & Anita Hardon
skriver i deres bog om medicins sociale liv, at medicin (også) er en måde, hvorpå læger
kan undgå at blive involveret i patienters problemer (Whyte et al. 2002: 122) – eller,
kunne jeg tilføje, i deres bio-psyko-sociale situation.
Ved at knytte patienten til et specifikt præparat fjerner lægen sprogligt den
usikkerhed og flertydighed, som er en del af al psykiatrisk behandling, inklusiv den
medicinske behandling. Behandlingen af denne patient skulle være indlysende – ingen
bør være i tvivl, da denne patient ligner præparatet. Det eneste lille rum for tvivl er i
ordene ”han ligner” i stedet for ”han er” (se van der Geest & Whyte 1989). Whyte et al.
skriver tilsvarende på baggrund af et studie af lægemidler i Manila, Filippinerne, at
brugerne af medicin har en antagelse om, at noget medicin ’passer’ til nogle patienter
(2002: 28).
De beskriver videre metaforer som en strategi til at håndtere en konkret situation
(2002: 44), og metaforiske relationer mellem sygdom og medicin som ’det konkretes
logik’ med en reference til Levi-Strauss (Ibid.: 40). Udsagnet – han ligner en
trilafonmand – er et godt eksempel på dette, da det peger på en specifik handling i en
vanskelig situation: En fremmed patient, der er så syg, at han skal være på et lukket
psykiatrisk afsnit.
Men hvad er en trilafonmand? Som Lakoff & Johnsen påpeger, er et metonym
ikke kun en direkte reference – det bærer også en række associationer med sig, der er
knyttet til den specifikke kontekst, hvor metonymet bruges (1980: 39; se også Whyte et
al. 2002). Trilafon er et typisk, middeldosis antipsykotisk præparat (det generiske navn
225

er perphenazin) (Lægemiddelkataloget 1999: 388). At det er typisk betyder, at det er et
ældre præparat, hvor de ekstrapyrimidale bivirkninger kan være ret generende for
patienten 50 . Middeldosis refererer egentlig til antallet af milligram i den daglige dosis,
men i praksis bruges det til at referere til den sederende dvs. beroligende effekt.
Højdosis antipsykotika er meget sederende, lavdosis er kun lidt sederende og middel-
dosis ind imellem. Patienter, der opfattes som havende brug for højdosis antipsykotika,
har ofte en tendens til at være udadreagerende (dvs. voldsom, voldelig, urolig, højt
råbende m.m.), når de er psykotiske. Antipsykotisk medicin bruges til at behandle
forskellige former for psykotiske sygdomme, den mest fremtrædende er skizofreni.
Typisk antipsykotisk medicin bliver hyppigt brugt til at behandle kroniske og alvorlige
skizofrenier. Ofte vil patienten være midaldrende eller ældre, da bivirkningerne af
personalet opfattes som værende mere problematiske for yngre patienter og mindre for
ældre. Dette hænger sammen med en forestilling hos personalet om, at det er vigtigere
for unge mennesker at fremtræde så normalt (upåvirkede af medicin) som muligt.
Dermed kan de bedre fremstå som socialt og seksuelt attraktive. Et andet aspekt ved
den højere alder er, at betegnelsen kronisk kræver, at patienten har haft sygdommen
over et vist stykke tid.
226
En anden association til trilafon er, at det er tilgængeligt som depotmedicin.
Depotmedicin gives som injektion i intervaller på en til fire uger. Depotmedicin bruges
til kronisk psykotiske patienter som vedligeholdelsesbehandling, specielt ved tilfælde af
50 Ekstrapyramidate bivirkninger (EPS) er bevægeforstyrrelser og skyldes blokering af
det motoriske domaminsystem. De findes i 4 former: Parkinsonisme, dystoni,
dyskinesier og aktisi. De parkinsonistiske bivirkninger er: Langsomme bevægelser,
muskelstivhed og rysten. Dystoni er længerevarende muskelkramper, især i kæbe- og
halsmuskulaturen. Dyskinesi består af ufrivillige bevægelser, hyppigst involverende
kæbe- og tungemuskulaturen, f.eks. mundbevægelser og slikkende eller roterende
tungebevægelser. Akatisi er en følelse af uro og rastløshed, patienten kan ikke stå stille
men tripper frem og tilbage eller bevæger rastløst hænder eller fingre (Glenthøj 2000:
357-358).

gentagende tilbagefald og genindlæggelser, der formentlig skyldes, at patienten ikke
tager sin medicin (Lægemiddelkataloget 1999: 388). Depotmedicin bruges ofte til
patienter med en dårlig eller kaotisk social situation, dvs. få eller ingen stabile sociale
relationer. Patienter der bor på herberg, muligvis har misbrug osv. da de menes at have
sværere ved at huske at tage deres medicin. Hvis man skal pege på nogle fysiske
karakteristika, der kan gøre én til en trilafonmand, så er det disse: At patienten ligner en
hjemløs stofmisbruger.
For at opsummere – en trilafonmand er sandsynligvis en kronisk skizofren
patient, der har brug for noget sederende antipsykotisk medicin, og som kan være
aggressiv, hvis han eller hun ikke er i behandling. Det er en patient, der ikke tager sin
medicin, hvis vedkommende ikke overvåges, enten på grund af sin sygdom, fordi han
ikke kan lide virkningen, eller fordi hans livssituation er kaotisk. Brugen af metonymet
giver mulighed for at kommunikere disse mange betydninger i et enkelt udsagn.
Ovenstående analyse viser, hvordan fokus i psykiatrien ofte er på patienternes
adfærd og på medicinens mulighed for at kontrollere denne adfærd. Den introducere
også det andet tema i kapitlet, at antipsykotisk medicin er bærer af betydelige sociale og
kulturelle betydninger. Jeg vil nu lægge et yderligere lag på analysen af medicins
sociale betydning i psykiatrien ved at undersøge den sociale forhandling angående
medicin, der foregår blandt personalet.
9.5. Brugere af medicin i psykiatrien
I deres bog om medicins sociale liv skriver Whyte et al. om brugerne af medicin: ”Hvor
medicinske professionelle taler om at kontrollere eller styre en sygdom med medicin,
prøver brugerne af medicinen ofte at kontrollere, ikke bare deres fysiske symptomer,
men hele deres social situation ” (Whyte et al. 2002: 15, min oversættelse). Samme
227

forfattere skriver videre om brugere af medicin, at ”.. medicin lover at gøre sygdomme
håndterbare, den definerer sygdommene som noget håndgribeligt og modtageligt for
effektiv handling. Medicin tilbyder et middel til kontrol, en måde at gøre tilstanden
føjelig” (Ibid: 50). I disse citater operer Whyte et al. med et skel mellem dem, der giver
medicin og dem, der bruger medicin. Disse to citater om brugere af medicin, så vel som
resten af bogens argumenter om brugere, passer vældig godt på de psykiatriske afsnit,
hvor jeg har lavet feltarbejde. De passer dog mere på personalet end på patienterne.
228
Det følgende eksempel er fra en undervisningssituation, hvor en erfaren
psykiater gav et ’crash-course’ om medicin og tvang til en gruppe medicinstuderende.
Forskellige slags beroligende medicin blev diskuteret, både egentlig beroligende
medicin og antipsykotisk medicin med en beroligende effekt. Lægen gav de studerende
det råd, at de skulle lytte opmærksomt til de råd, som plejepersonalet kom med, fordi
plejepersonalet ville kende patienten og den konkrete situation meget bedre end de selv
havde mulighed for. Men, advarede han dem også, plejepersonalet ville ofte foreslå en
høj dosis eller et kraftigt præparat, og det ville være deres [de medicinstuderendes]
opgave at holde igen. De skulle ikke gå med til noget, de ikke kunne leve med bagefter.
Så fortalte han dem, at mange læger havde oplevet, at når man blev tilkaldt til en
situation, hvor en patient havde brug for akut beroligende medicin, virkede den
beroligende medicin meget hurtigere end det egentlig kemisk var muligt. Årsagen til
dette, fortalte han, var, at når patienten havde fået beroligende medicinen, blev
personalet også beroliget, hvilket igen fik patienten til at slappe af.
Eksemplet her viser, at skellet mellem forbrugere og dem, der giver medicin, bliver sat
lidt anderledes end normalt i medicinsk behandling. I denne situation antager de, der
giver medicinen, en del af de karakteristika, der normalt tillægges brugerne af medicin.

I den ovenstående case virkede medicinen ikke kun på den, der rent faktisk fik
medicinen, men også på dem der gav medicinen. Whyte et al. beskriver i deres bog,
hvordan medicin giver identitet til dem, der giver den (2002: 25) – det er også tilfældet
her, men i dette tilfælde har medicinen derudover en anden effekt på personalet:
Medicinen virker også på dem, så de bliver rolige.
En central indsigt i antropologiske studier af medicin er, at brugerne af medicin
tit deltager aktivt i forhandlingen om effekt, doser m.m. Og igen kan man se i
psykiatrien, hvordan en del af denne forhandling flyttes til at finde sted mellem
personalet:
Politiet havde bragt en ung kvinde i starten af 20’erne til afdelingen, fordi hun
havde opført sig underligt på gaden. Hun var flere år tidligere blevet diagnosticeret
med skizofreni og havde flere indlæggelser bag sig. Hun havde udtalte og voldsomme
hørelseshallucinationer og skreg ofte ad mennesker, der ikke var tilstede. Hun fortalte
også, at nogen gjorde ting ved hendes krop, uden at hun kunne forklare det nærmere.
Hun var voldsomt tankeforstyrret og havde perioder med vrangforestillinger. I den
psykiatriske modtagelse havde hun fået Zyprexa (olanzapine – et atypisk antipsykotisk
lægemiddel), som er førstevalget af antipsykotisk medicin på denne afdeling. De sidste
par gange hun havde været indlagt, havde hun også fået denne behandling. Det så ikke
ud til at hjælpe ret meget, og hun blev hurtigt øget i dosis. Samtidig begyndte
personalet at diskutere om zyprexa også var det rigtige præparat til hende. ”Hun er alt
for syg til at være på zyprexa”, blev et almindelige udsagn, når der blev givet rapport
ved vagtskifte, og alle hendes psykotiske symptomer blev beskrevet. ”Hun har virkelig
brug for noget stærkt, der kan slå hendes psykose ned”, var et andet af denne type
udsagn. Den unge kvinde selv var så forstyrret pga. psykosen, at det var umuligt at
finde ud af, hvad hun mente om medicinen og evalueringen af effekten blev foretaget på
229

aggrund af observerbare symptomer og adfærd. Efter nogle ugers indlæggelse blev
hun diskuteret på afsnittets behandlingskonference. Psykiateren tilsluttede sig
personalets opfattelse af, at zyprexa nok ikke var det rette valg til hende, og at hun
havde brug for noget ’klassisk’ (hvilket betyder et typisk antipsykotisk middel, som
personalet opfattede som mere effektivt). Hun [psykiateren] var dog modvillig til at
ændre medicinen før patienten havde fået zyprexa i høje doser nogle uger endnu. ”Hvis
vi ikke beviser i hendes journal, at zyprexa ikke virker på hende, vil en eller anden
behjælpelig sjæl putte hende tilbage på zyprexa, hvis hun begynder at få bivirkninger
på et af de andre præparater”, argumenterede hun. Patienten blev skiftet til cisordinol
(zuclopenthixol – et typisk (eller klassisk) antipsykotisk middel) efter nogle få dage,
fordi hun var så forpint af sin psykose. Dette hjalp heller ikke ret meget, og patienten
blev snart beskrevet som behandlingsresistent af personalet. Efter yderligere nogle
måneders tvangstilbageholdelse blev hun skiftet til et andet præparat – leponex
(clozapine) – der måske hjalp hende lidt og flyttet til en anden afdeling for
langtidsindlæggelser.
Denne case viser, hvordan vigtige sociale forhandlinger omkring den medicinske
behandling finder sted mellem psykiateren og plejepersonalet. Plejepersonalet vil
observere effekter og bivirkninger ved behandlingen og vil fortælle om disse
observationer, når der er rapport og konferencer, og når psykiateren spøger til patienten.
Plejepersonalet og psykiateren vil også spørge patienten, hvordan hun har det, og om
hun synes, at behandlingen hjælper hende, og de vil spørge til hendes psykotiske
symptomer for at finde ud af, om de ændrer sig. Hendes egen beskrivelse vil dog blive
taget med et stort forbehold på grund af hendes psykotiske tilstand (se også van Dongen
2004 for en tilsvarende beskrivelse). Hvis hun siger, at hun har det godt, vil dette
230

udsagn blive sammenlignet med observationerne af hendes psykotiske symptomer, og
disse forskellige observationer vil blive diskuteret blandt personalet for at finde ud af,
hvordan behandlingen virker.
Forløbet med at prøve forskellige typer af medicin er ikke ualmindeligt. De
forskellige præparater har forskellige bivirkningsprofiler og synes at virke forskelligt på
forskellige patienter. Casen viser dog også, at udover de mere farmakologiske forskelle,
så tillægges medicin og patienter forskellige egenskaber, der skal passe sammen (se
også Whyte et al. 2002: 28) som tilfældet var med ’trilafonmanden’.
At personalet er meget aktive medspillere i sygdoms- og behandlingsprocessen
fremgår også af nedenstående case:
En patient blev tvangsindlagt på grund af medicinsvigt (dvs. at patienten af den
ene eller anden grund holder op med at tage den ordinerede medicin). Han var kendt
på sengeafsnittet fra tidligere indlæggelser, der også havde været tvangsindlæggelser
på grund af medicinsvigt. Man vidste derfor fra tidligere, at han hurtigt ville blive
meget bedre, hvis han fik cisordinol (zuclopenthixol) – som han nægtede at tage. Han
var patient nummer 11 på et 10-senges afsnit, hvilket betød at en af patienterne måtte
have sin plads og sin seng på gangen. Dette førte til en diskussion blandt personalet
om, hvem der skulle sove på gangen ude foran kontoret. Det blev besluttet, at denne
mand skulle sove på gangen, fordi så ville han nok ikke falde så meget til ro, at hans
symptomer fortog sig. Hvis symptomerne dæmpedes for meget, ville man ikke kunne
tvangsmedicinere ham. Kunne man komme til at tvangsmedicinere ham, ville han få det
bedre meget hurtigere.
Næste dag blev en anden patient overflyttet til åben afdeling og manden fik sit
eget værelse. I løbet at ca. 10 dage blev han langsomt bedre og personalet opgav at
231

køre en tvangsmedicineringssag. Efter 14 dage blev han udskrevet uden at have fået
medicin. Han kom efterfølgende flere gange på besøg på afdelingen.
232
Undervejs i forløbet ændrede personalets historie sig. I stedet for at fokusere på
det resultat, man ville opnå med den medicinske behandling, begyndte man at tale om
den behandlingsalliance, man mente at have opnået med patienten. Man håbede, at
patienten havde fået så meget tiltro til afdelingen, at han næste gang ville henvende sig
selv, hvis han blev dårlig igen.
Når Whyte et al. skriver om brugere af medicin, er det implicit, at disse brugere opfatter
medicinen som værende til hjælp for dem – måske ikke på samme måde, som
producenter og læger, men disse mennesker bruger medicinen, fordi den har nogle
attraktive effekter for dem. I dette perspektiv er meget antipsykotisk medicin
anderledes. Mange patienter tager medicinen under pres – enten direkte eller indirekte.
Selv patienter, der tager deres medicin frivilligt, knytter ofte en vis ambivalens til den.
De kan ikke lide bivirkninger eller oplever, at medicinen kontrollerer eller påvirker
intime aspekter af deres liv, tanker og følelser og ikke kun deres sygdom. Nogle
patienter opfatter deres psykotiske episoder som værende en del af deres liv og ikke
noget sygeligt, der skal kontrolleres. Mange patienter oplever også alvorlige
bivirkninger og dermed bliver valget at tage medicin ikke et valg mellem at være syg
og rask, men mellem to forskellige problemer: Sygdom eller bivirkninger.
Whyte et al.s eksempler er alle nogle, hvor medicinen bliver taget frivilligt, fordi
den menes at hjælpe. At antipsykotisk medicin også kan gives under tvang betyder, at
beslutningen tages af andre og på baggrund af nogle andre overvejelser. Dem, der tager
beslutningen om medicinen, er ikke påvirket af en specifik individuel erfaring, men af

mere generelle erfaringer med, hvad der virker i hvilke tilfælde. Det er i højere grad den
sociale end den individuelle effekt, der bliver vurderet.
I et af bogens kapitler omhandlende børn, der får medicin af deres mødre,
beskriver Whyte et al. et forhold, der kan minde om psykiatrien. Også i denne situation
er beslutningen om at bruge medicin lagt hos end anden end den, der fysisk får
medicinen. I dette tilfælde synes effekten på mødrene primært at være performativ – de
får signaleret til deres omgivelse, at de tager sig af deres børn (2002). Effekten hos det
psykiatriske plejepersonale er både performativ – at signalere at man tager sig af
vedkommende – men i nogle tilfælde har virkningen også den helt konkrete effekt, at
personalet bliver beroliget.
Whyte et al. skriver videre, at bivirkninger ved medicinen i praksis kan være
årsagen til, at man tager eller giver medicinen (2002: 32). Også her kan man pege på
nogle interessante paralleller til den psykiatriske praksis. Typisk antipsykotisk medicin
har også en beroligende effekt (ved introduktionen blev klorpromazine primært opfattet
som beroligende (Gelman 1999: 60)). Derudover kan den have en vis hæmmende effekt
på tankevirksomhed og motorik, og denne effekt kan man nogen gange også søge at
udnytte:
På et af afsnittene var der en meget urolig og truende psykotisk patient.
Personalegruppen og psykiateren besluttede, at vedkommende skulle have en
indsprøjtning med cisordinol. På vej ud i medicinrummet for at gøre injektionen klar
siger sygeplejersken: ”Så kan han [patienten] lære at holde armene ind til kroppen”.
Betydningen var, at medicinen ville gøre, at patienten ikke kunne slå, fordi det ville
hæmme hans motorik. Og selv om man nok gik efter den generelle beroligende effekt
af medicinen, var der også et adfærdsregulerende aspekt.
233

234
Den psykiatriske institution i sig selv har også en betydning for brugen af
lægemidler. Goffman har karakteriseret det psykiatriske hospital som en ’total
institution’ (1967), og selv om mange forhold har ændret sig siden dengang, er der
nogle, der består; blandt dem er ønsket om at kontrollere patienterne. Et kendetegn ved
den totale institution er, at den søger at gennemtrænge og kontrollere alle aspekter af
individet. Og medicin er et magtfuldt redskab til dette. Antipsykotisk og beroligende
medicin indebærer muligheden for at kontrollere patienternes krop og tanker: Stoppe
tanker, få til at falde i søvn, begrænse bevægelser, for at nævne nogle af effekterne. Og
selvom dette potentiale sjældent udfoldes i praksis, så kan man – som eksemplerne
ovenfor visser – finde aspekter af disse muligheder i den psykiatriske praksis.
Eksemplerne viser også en tendens i den psykiatriske praksis til, at en stor del af
det psykiatriske arbejde foregår uden patienterne: Evalueringen af behandlingen foregår
på basis af observationer og diskussioner blandt personalet. Det er primært personalets
definition af sygdom, adfærd og situation, der danner basis for beslutninger om
behandling (se Buus 2005 for en tilsvarende iagttagelse).
Som nævnt er det at give medicin til andre en måde at vise omsorg på. Ofte er
dette performative aspekt knyttet til det Hardon har kaldt ’fixed treatment strategies’ i
sit studie fra Manila (Hardon i Whyte et al. 2002: 26-27). Disse faste
behandlingsstrategier er knyttet til sociale konstruktioner af effekt. I den psykiatriske
praksis kan man finde flere eksempler på disse faste behandlingsstrategier. En er den
officielle behandlingsstrategi med fastlagte førstevalg og anbefalede doser. Den kan
man f.eks. finde i den nyeste udgave af psykiatriske tekstbøger (se f.eks. Glenthøj
2000). Det er ifølge denne anbefaling, at førstevalget af antipsykotisk medicin er
zyprexa. Andre typer af behandlingsstrategier kan man finde i personalets kulturelle
konstruktioner af forskellige patientkategorier. Der blev ovenfor givet et eksempel på,

hvilken type patient man effektivt kan behandle med trilafon. Eksemplet med den
meget skizofrene unge kvinde viser, at personalet har en forestilling om, at zyprexa (og
andre atypiske antipsykotiske præparater) ikke virker så godt som de typiske.
De officielle faste behandlingsstrategier kan ses som et forsøg på at kontrollere
og måske ændre personalets praksis vedrørende lægemidler. Det er et centralt
karakteristikum i Bourdieus forståelse af praksis, at den er implicit (1990: 90-92). Når
man fra officielt hold udstikker retningslinjer for, hvilken slags medicin der skal gives,
er dette netop et forsøg på at kontrollere denne praksis. I dette tilfælde vil man have
personalet til at bruge atypisk antipsykotisk medicin med færre bivirkninger, frem for
typisk antipsykotisk medicin, som personalet opfatter som mere effektivt.
Begrebet faste behandlingsstrategier peger også på noget af det, som filosoffen
Uffe Juul Jensen har arbejdet med. I følge ham er den behandlingsmæssige praksis i
forhold til en given sygdom bygget op i forhold til visse typiske (eller ’forbilledlige’)
cases, som klinikeren bruger til at orientere sig efter (Jensen 1983: 301). Dette betyder,
ifølge Jensen, at i en vurdering af denne praksis, må man spørge om en praksis udviklet
på baggrund at disse typiske eksempler så også er ’forbilledlig’.
”For det første kan man vurdere om givne procedurer (værdier) er
realistiske, dvs. om de faktisk kan tjene som forbilleder i den givne
praksis ved løsning af opgaver inden for denne praksis. Ofte vil man også
kunne vurdere, om givne procedurer er moralsk acceptable”
(Ibid: 302).
Til disse spørgsmål ville langt det meste psykiatriske personale svarer ja. Den
antipsykotiske og beroligende behandling er den bedste måde at afhjælpe patientens
psykotiske sygdom. Og det ville være moralsk forkastelig ikke at behandle den med
disse midler.
235

9.6. Konklusion
I den ovenstående analyse har jeg beskrevet, hvordan den medicinske behandling har en
dominerende position i den psykiatriske praksis, om end der også tilbydes andre former
for behandling – særligt miljøterapi. De teknologier, man i denne felt har til rådighed,
er primært medicinske og rettet mod behandling af psykotisk adfærd. De er samtidig
bærere af betydelig kulturel symbolik
236
I megen kritik af den medicinske behandling bliver det fremhævet, at medicin er
en let eller simpel eller primitiv behandling, og denne behandling bliver ofte sat i
modsætning til en mere psykoterapeutisk behandling. Som analyserne i dette afsnit har
vist, så er medicinsk behandling, som alt andet behandling, indlejret i sociale og
kulturelle forhold, og er langt fra primitiv.
Som beskrevet indledningsvis har denne behandlingspraksis konsekvenser for,
hvilken rolle kultur har i dagligdagen, samt hvad man som personalemedlem har brug
for at vide om sine patienter. Dette spørgsmål om viden vil blive udforsket nærmere i
det følgende kapitel.

Kapitel 10. Psykiatrisk viden og viden om kultur 51
I løbet af mit feltarbejde blev jeg ofte mødt med følgende kommentar fra personalet:
”Vi har virkelig brug for at vide noget mere om disse patienters kulturelle baggrund, så
vi kan behandle og pleje dem bedre”. Inden mit feltarbejde havde jeg læst en del
litteratur fra USA og Storbritannien, der bl.a. viste, at patienter med anden etnisk
baggrund end majoritetsbefolkningen havde større risiko for at blive fejldiagnosticeret,
for at blive overdiagnosticeret med skizofreni, for at få mere antipsykotisk medicin og
hyppigere at få depotmedicin, samt at dette formentlig skyldtes (fejl)fortolkninger af
deres kulturelle baggrund (Good 1997; Jarvis 1998; Loring & Powell 1988). At
personalet formentlig havde ret, når de efterspurgte mere kulturel viden, lød meget
sandsynligt i mine ører. På samme tid blev jeg ofte også overrasket over, hvor lidt
personalet generelt vidste om deres patienter, samt at dette ikke syntes at bekymre dem.
Efterspørgslen efter kulturel viden åbnede spørgsmålet om viden generelt i psykiatrien.
I dette kapitel vil jeg udforske, hvilken slags viden, der benyttes på de psykiatriske
afdelinger, og hvad det har af betydning for, hvad man kan vide om kultur. Jeg vil
anvende Barths begreb om en videnstradition (2002) og skelne mellem to
videnstraditioner: En omfattende og en begrænset.
10.1. Viden og Antropologi
Viden er på den ene side et nyt forskningsfelt inden for antropologien. Samtidig har
viden altid udgjort en central del af de etnografiske undersøgelser og de antropologiske
analyser (Hastrup 2004c: 411). En af de centrale artikler i forhold til etableringen af en
egentlig vidensantropologi er den norske antropolog Frederik Barths artikel fra år 2000
51 Dette kapitel bygger i alt væsentlighed på artiklen ’Knowledge of patients in Danish
hospital psychiatry’ (Johansen under udgivelse).
237

om ’An Anthropology of Knowledge’, som også vil udgøre et centralt element i den
følgende analyse. Barth har arbejdet med viden over en længere årrække og den nævnte
artikel er en kulmination på dette arbejde. Barth definerer viden som: ”det en person
bruger til at fortolke og handle i verden” (2002: 1, min oversættelse). Der er således en
tæt sammenhæng mellem ’viden’ og ’kultur’. Når Barth vælger at udskille viden, er det
fordi ’kultur’ i dag bliver brugt som meget andet end et antropologisk begreb, og
dermed bærer en masse konnotationer med sig om adskillelse, forskelsbehandling m.m.
Ved at bruge ’viden’ som model for kultur undgår man disse konnotationer (Barth
1995: 65). Barths tilgang vil blive nærmere præsenteret nedenfor.
238
Kirsten Hastrup påpeger, at Barths vidensbegreb er svært adskilleligt fra kultur,
og hun kritiserer videre dette vidensbegreb for at være
”meget tæt på det encyklopædiske vidensbegreb; viden bliver i denne
forståelse en objektviden og et kulturelt a priori, snarere end en
relationsviden under konstant forandring i folks praktiske engagement i
verden.”
(2004c: 413)
Denne kritik er dermed meget parallel til den kritik, der rettes mod det essentielle
kulturbegreb, og som det netop er et af Barths projekter at undgå ved at bruge ’viden’
frem for ’kultur’. Jeg vil i den følgende analyse, der baserer sig på Barth, tage højde for
denne kritik ved at inddrage eksempler på, hvordan viden skabes og bruges i praksis
(Hastrup 2004c: 411).
Hastrup kritiserer videre Barths tilgang for kun at fokusere på, hvad man ved og
ikke inddrage en interesse for, hvad man kan vide (2004c: 413). Jeg vil argumentere
for, at i en empirisk funderet analyse som denne er disse to niveauer svære at adskille
og videre, at det primært er et spørgsmål om, hvor langt man fører sin analyse. I forhold
til mit eget materiale kan jeg argumentere for, hvad personalet ved, og hvorfor de ved
det, de ved. Og denne indsigt kan bruges til at tegne nogle rids af grænserne for viden.

Men præcis hvor disse grænser går, er i højere grad et diskurs-teoretisk projekt end et
etnografisk (Ibid. Se også Hacking 1992).
Når jeg har valgt at anvende Barth er det dels på grund af den empiriske
forankring (Hastrup 2004c: 413), og dels på grund af hans meget konkrete analytiske
redskaber. Det er således ikke på grund af Barths projekt med at erstatte ’kultur’ med
’viden’, at jeg vil beskæftige mig med viden, men derimod i et forsøg på ”.. noget så
umoderne som at forholde sig til viden som viden: Som udsagn, der sagde noget om
verden” (Roepstorff 2004: 371).
10.2. En antropologi om – psykiatrisk – viden
Min egen interesse i viden startede oprindeligt som et positioneringsproblem i felten.
De patienter med anden etnisk baggrund end dansk, som jeg fulgte under mit
feltarbejde, blev jeg relativt hurtigt en slags ekspert i. Jeg var nogengange den, der
kendte patienten bedst, fordi jeg havde tid og mulighed for at læse patientens journal og
kardeks, interviewe de forskellige personer, der arbejdede med patienten og sørgede for
at være tilstede, når disse patienter havde stuegang, blev gennemgået på
behandlingskonference, når der var pårørende samtaler m.m. Det rejste dog det
problem, at jeg blev usikker på, hvor meget jeg selv skulle bidrage med, når en patient
blev diskuteret. Skulle jeg gå ind og korrigere, hvis forkerte oplysninger blev fremlagt?
Kunne jeg tillade mig at have en holdning til patientens sygdom og behandling?
Løsningen på disse spørgsmål blev ofte pragmatisk. Hvis personalet viste interesse for
mine tilføjelser eller synspunkter gav jeg gerne mit bidrag med, kunne jeg derimod
fornemme, at det var man ikke, tav jeg stille. Den nedenstående case er et eksempel på
dette.
239

10.2.1. Introduktionen af den nye læge
En ny psykiatrisk overlæge var blevet ansat på afdelingen. Det følgende er introduktion
til en patient på et åbent afsnit, som hun skulle have det behandlingsmæssige ansvar
for, og illustrerer dermed, hvilken type viden som personalet opfattede som relevant.
Det var afdelingssygeplejersken, der stod for introduktionen, som jeg også deltog i. Jeg
skrev noter undervejs, og det følgende er fra disse noter:
240
Sygeplejersken siger: ”Vi har haft en konfrontation med Azad’s
bistandsværge 52 , fordi vi har besluttet, at Azad ikke skal have lov til at forlade afsnittet
på de dage, hvor han ikke står op til aftalt tid (omkring kl. 8 om morgenen).
Bistandsværgen har brokket sig over, at det er ’gammeldags psykiatri’.
Azad er fra Aserbajdsjan, og han har noget familie i Europa og en solid
familiær disposition for skizofreni. Han har nogle problemer med en slægtning i
København, der også er indlagt på en psykiatrisk afdeling, og som truer ham.
Azad har dræbt en bekendt under en psykotisk episode og blev efterfølgende
idømt en anbringelsesdom.
Han har klaget over forskellige fysiske problemer, der alle er blevet undersøgt,
uden at der er blevet fundet noget. Han klager også indimellem over medicinen, der
forstyrrer hans koncentration.” [slut på sygeplejerskens introduktion]
Lægen spørger, om der er nogen historie med misbrug, men det er der ikke. Hun
spørger videre, om Azad er produktiv psykotisk, men det er han ikke. Sygeplejersken
siger, at det største problem med Azad er, at det skal siges til ham, hver gang han har
en opgave på afsnittet. ”Han er en typisk muslimsk mand”, siger hun og går videre med
at fortælle, at han tit har en kæreste.
52 Alle retspsykiatriske patienter har en bistandsværge. En bistandsværge har i vid
udstrækning samme funktion, som en patientrådgiver har for almene psykiatriske
patienter.

Hun kigger sig så rundt og siger: ”Har jeg glemt noget?” Og jeg siger, at han
går til psykologsamtaler en gang om ugen. Sygeplejersken bekræfter, at det er rigtigt
og fortæller videre, at plejepersonalet har haft nogen uenighed med psykologen om,
hvordan patienten bedst kunne håndtere sin kriminalitet og skyld.
Efter denne præsentation har lægen en kort samtale med Azad, hvor jeg også er
med. Lægen hilser på Azad og spørger ham, hvordan han har det. Azad svarer, at han
har det ok. Lægen kigger i journalen for at se, hvilken slags medicin Azad får og
spørger, om han tager sin medicin. Azad svarer ja og beklager sig derefter over, at han
har nogle problemer med at få erektion, når han er sammen med sin kæreste, og han
tror, det måske er på grund af medicinen. Lægen svarer, at det kan det sagtens være, og
det vil hun kigge nærmere på. Hun spørger derefter Azad, om der er noget, han vil
spørge hende om. Det siger Azad nej til, og dermed slutter samtalen. Azad rejser sig,
siger farvel og går.
Dette er den information, som sygeplejersken stiller til rådighed for lægen og som
lægen efterspørger for at kunne tage behandlingsansvaret for den pågældende patient.
Jeg interviewede senere lægen, som sagde, at hun var tilfreds med de informationer,
som hun havde fået. Jeg spurgte hende, om hun ville læse patientens journal for at få
mere at vide om ham, og hun svarede: ”Ja, på et tidspunkt vil jeg nok kigge på det, men
jeg har så meget andet arbejde at lave også”. Hun syntes principielt, at det ville være
det rigtigste at gøre, men i praksis kunne hun ikke se, hvornår det kunne blive, og hun
oplevede heller ikke det store behov for det.
Det betyder ikke, at der ikke er andre personalemedlemmer, der kender patienten
meget bedre. En af hans kontaktpersoner brugte indledningsvis to timer på at fortælle
mig om Azad, da jeg startede på denne del af feltarbejdet. Hans journal indeholder en
241

grundig psykiatrisk undersøgelse, der dækker hans opvækst, hans uddannelse, hans
familiære disposition for psykisk sygdom, som også blev nævnt i præsentationen.
Psykologen kender ham også godt og har arbejdet med nogle af de traumer, han havde
oplevet inden sin flugt, samt dem hans kriminalitet havde givet ham. Så spørgsmålet er
ikke så meget, hvorvidt noget af afsnittets personale kender ham mere eller mindre
godt, men snarere, hvilken slags information, der bliver opfattet som værende
nødvendig og passende på det psykiatriske afsnit i relation til deres arbejde med
patienterne, og som dermed bliver delt blandt hele personalet.
10.2.2. Viden, vidensmedier og udveksling af viden
Den viden, som lægen blev præsenteret for, fokuserer på patientens adfærd på afsnittet
(komme op om morgenen, hans mulige brug af stoffer, hans modvilje mod at udføre de
tildelte opgaver, psykologens afvigende synspunkt). Et andet, mindre, tema i
præsentationen, som er det eneste, der dukker op i den følgende samtale, er hans
psykose og den medicin han får. Og endelig bliver hans kriminalitet, hans seksuelle
relationer og hans familiære disposition for psykisk sygdom nævnt. Den dominerende
mængde information handler om et ’her og nu på afsnittet’ perspektiv og er kun lidt
relateret til hans liv udenfor eller før hans anholdelse (hans familiehistorie og hans
kriminalitet). Min interesse her er, hvorfor det er denne slags viden, der anses som
passende til at vurdere og behandle patienter?
242
I sin artikel ‘An anthropology of knowledge’ forslår Barth, at en given mængde
viden – hvad man faktisk ved – kun er et aspekt af det, som Barth kalder en
’videnstradition’:
”For det første må enhver videnstradition indeholde en mængde
substantielle antagelser og ideer om verden. For det andet må den gøres
umiddelbar og kommunikeres i et eller flere medier som en serie af
delvise repræsentationer i form af ord, konkrete symboler, påpegninger,

handlinger. Og for det tredje må den blive distribueret, kommunikeret,
anvendt og transmitteret indenfor en serie af institutionaliserede sociale
relationer.”
(2002: 3, min oversættelse)
I sin artikel giver Barth forskellige eksempler på videnstraditioner og i disse traditioner
er vidensmedierne alle sammen fysiske objekter. Det er også tilfældet på de afsnit, hvor
jeg har lavet feltarbejde, og dette sammenfald var en af årsagerne til min oprindelige
fascination af Barths tekst. Der er fire vidensmedier på de psykiatriske afsnit: 1) En
whiteboard på personalekontoret; 2) Kardeks (sygeplejerskejournalen); 3)
Medicinskemaer og 4) Journalen. Plejepersonalet bruger mest de første tre; journalen er
et vigtigt arbejdsredskab for lægen.
Plejepersonalets vidensmedier indeholder kun en begrænset mængde
information. På whiteboardet er der tegnet et skema, hvor der er plads til patientens
navn, indlæggelsesdato, særlige aftaler, om patienten har lov til at forlade afsnittet,
dagens kontaktperson, faste kontaktpersoner, indlæggelsesmåde (frivilligt eller
tvangsindlagt), datoen for den næste behandlingskonference og stuegangssamtale, samt
den næste dato for vurdering af mulig tvang. På den retspsykiatriske afdeling registrerer
man også patientens juridiske status (anbringelsesdom, behandlingsdom eller
varetægtfængslet), til gengæld registrerer man ikke indlæggelsesmåde. I kardeks
registrerer man patientens daglige rutiner: Hvornår patienten står op, hvad
vedkommende har lavet i løbet af dagen, aftaler, emner man har talt om,
vedkommendes medicin og hvordan vedkommende har sovet. Endelig er der
medicinskemaerne, hvor ordination og egentlig distribution af patientens medicin bliver
registreret omhyggeligt. I ingen af disse journaler eller medier er der plads til en
detaljeret beskrivelse af patienten (se også Barrett 1996: 130). I kardeks er der nogle
243

felter, der kan udfyldes med baggrundsdata m.m. Dette er sjældent gjort og personalet
kigger som regel i journalen, hvis de har brug for disse data 53 .
244
Detaljerede beskrivelser af patienten kan til gengæld findes i journalen. Den
eneste begrænsning i forhold til de daglige rutiner på afdelingen er, at journalen har en
begrænset anvendelse og plads i disse. Journalen er lægens arbejdsredskab, ikke
plejepersonalets. Lægen bruger journalen til at checke den medicinske behandling, som
det også var tilfældet med Azads journal i beskrivelsen ovenfor. Derudover bruges
journalen ved statusbedømmelser, udarbejdelse af erklæringer m.m.
Det tredje punkt i Barths videnstradition handler om de institutionaliserede
sociale relationer, hvori udvekslingen af viden finder sted. Den situation, der blev
beskrevet ovenfor, hvor en patient bliver introduceret til en ny læge er på nogle måder
unik, da den kun sjældent finder sted. Men det er praksis med en kort introduktion af
patienten ikke. Tværtimod er det en central del af det daglige liv på afsnittene.
Når det psykiatriske personale møder på arbejde til en ny vagt (morgen,
eftermiddag eller sidst på aftenen) er noget af det første, der sker, at der bliver givet
’rapport’. Ved en rapport sidder et personalemedlem fra det ’gamle’ vagthold og
fortæller medlemmerne af det nye vagthold, hvad der er sket på afsnittet den
foregående vagt. De primære medier, der bliver brugt i denne situation, er kardeks og
whiteboard. Personalemedlemmet, der giver rapporten, vil typisk sidde, så
vedkommende kan se whiteboarden og med kardeks placeret i en bunke foran sig. Man
tager patienterne i den rækkefølge, de står på whiteboarden og slår kort op i kardeks for
at se, om der står noget vigtigt. Tit består rapporten af oplæsning af kardeks notater.
Disse beskrivelser er meget kortere, end den der blev givet til den nye psykiater.
Følgende er eksempler fra mine notater fra en morgenrapport:
53 Efter afslutningen på mit feltarbejde er der flere steder blevet indført en elektronisk
patientjournal, hvor der er plads til mere detaljerede beskrivelser.

Mandag morgen – ansvarshavende sygeplejerske fortæller om patienterne:
”Niels nægter at tage medicin. Han er rimelig kort for hovedet og har først
rigtig sagt noget til personalet fra lørdag sidst på dagen. Han mener ikke at han er syg.
Else har været smadder dårlig i weekenden. Hun råber højt efter en, som hun
kalder Kurt. Hun har ikke fået så meget p.n. medicin [ekstra medicin man kan give efter
behov], for hun er selv gået på stuen, når hun havde det dårligt, og det har hun haft god
effekt af”. Lægen siger: ”Hun blev sat op i cisordinol for et par uger siden og det tager
et par uger til, før vi kan se, om det hjælper. Ellers er der nok kun tilbage at prøve
leponex på hende. Hvis vi kunne få skovlen under hendes psykose, så hun kunne se, at
hun har brug for hjælp – det er nok vores eneste chance, men selv hvis hun bliver så
god, som hun kan blive, er det plejehjem med hende”.
Sygeplejersken fortsætter: ”Sonya har været dårlig i weekenden. Hun ligger
stadig i bælte. Hun er blevet sat i fast nozinan og rivotril med henblik på måske at
kunne løsne hende. Men det går stadig lynbørge stærkt i hovedet på hende. Hun skal
begrænses i stimuli. Det er vigtigt, at vi nu er enige om, hvad der skal gøres med
hende”. Lægen siger: ”Jeg er enig i det med stimulibegrænsningen. Hun har stuegang i
dag. Hun vil stadig ikke høre tale om ECT. Jeg vil prøve noget, der skal hjælpe på
manien og så må vi se ad, om det kan lette det lidt”. Der er flere af de andre
personalemedlemmer, der siger, at hun minder mere og mere om Lene [en anden
patient]. Lægen siger, at han ikke vil vælge lithium til hende, da han ikke mener, at
Sonya vil kunne passe en lithium behandling.
Sygeplejersken går videre: ”Bent er stille og rolig. Holder sig for sig selv. Han
skal stige i serenasse og sættes lidt ned i metadon. Men ikke ret meget – han har
rigeligt at slås med og skal ikke også have sub-kliniske abstinenser. Det handler stadig
om at dæmpe ham. Han sover stadig meget og det er godt.
245

246
Michael har fået ophævet sin tvangstilbageholdelse i lørdags. Han skal vel have
ledsaget udgang. Vi må se, om han kan holde til at komme med i kiosken.
Eva har været med ergoterapeuten i haven, men hun kunne slet ikke overskue at
hjælpe til og stod bare og kiggede.”
Den eneste situation, der rigtig adskiller sig fra den daglige udveksling er de ugentlige
behandlingskonferencer. Disse inkluderer systematisk de fleste tilstedeværende
plejepersonalemedlemmer, psykiateren, psykologen, socialrådgiveren, ergo- og
fysioterapeuten. På disse møder bliver nogle patienter diskuteret mere omhyggeligt.
Den mængde viden, der bliver præsenteret om hver enkelt patient, varierer meget. Til
nogle konferencer har kontaktpersonerne produceret flere siders beskrivelse af
patientens liv, i andre situationer vil et personalemedlem kun sige et par ord om
patientens diagnose, medicinske behandling, datoen for indlæggelse og patientens
adfærd i afdelingen. Men selv i situationer, hvor patienterne bliver beskrevet mere
grundigt ved konferencen, påvirker det ikke den viden, der generelt cirkulerer på
afsnittet om patienten. I andre situationer er der ikke tid til de lange præsentationer, kun
et kort resumé af konferencen bliver givet i kardeks, og det er ikke obligatorisk for
andre personalemedlemmer at læse beskrivelserne, hvis nogle sådanne er blevet lavet.
I en analyse af behandlingskonferencer på to psykiatriske afsnit i Århus skriver
Niels Buus i sin ph.d. afhandling, at de bliver domineret af den medicinske tilgang til
psykisk sygdom. Da psykiateren er placeret højest i det arbejdsmæssige hierarki, er det
psykiateren, der opsummerer og konkluderer. Det betyder, at selv om plejepersonalet
og de tværfaglige grupper kan give andre informationer, er rammen for disse
konferencer domineret af en begrænsende medicinsk forståelse af psykisk sygdom og
problemer (Buus 2005: 116-118).

Endelig bliver informationer om patienterne også udvekslet i mere uformelle
samtaler og sladder i personalerummet. Barrett beskriver, hvordan disse mere uformelle
udvekslinger er vigtige fordi de hjælper personalet med at danne en generel opfattelse
af patienterne (1996: 166; se også Buus 2005). Men sladder og uformelle samtaler
finder kun sted blandt nogle personalemedlemmer. Der bliver sjældent refereret til det i
mere formelle situationer, og som regel refererer sladderen kun til situationer inden for
det specifikke afsnit. Sladderen kan derfor heller ikke flytte med patienten til andre
afsnit eller følge med ved senere indlæggelser.
Denne analyse viser, at den meget begrænsede mængde information, der deles
mellem personalet ikke kun er et spørgsmål om en travl og til tider hektisk hverdag,
men snarere er et resultat af den institutionelle ramme, hvor disse informationer bliver
skabt og brugt. Hvilken slags information, der bliver opfattet som vigtig og valid, og
som derfor får givet plads som viden i medierne og i de sociale relationer, kan derfor
anskues som et spørgsmål om eksistensen af en specifik – begrænset – videnstradition
på afsnittene.
10.2.3. En psykiatrisk undersøgelse
Som nævnt ovenfor i forbindelse med Azads case er de korte beskrivelser, der
fokuserer på adfærd inden for afsnittet kun en del af billedet. Andre, mere detaljerede
beskrivelser af patienterne findes også på afsnittene. Kontaktpersonerne kender ofte
meget mere til en patient, end hvad der normalt præsenteres, som det var tilfældet med
Azad.
En anden procedure, der giver en mere grundige beskrivelser af patienten, er
psykiatriske undersøgelser. Et eksempel på en sådan undersøgelse er
mentalobservationen, der blev beskrevet i kapitel 7. En anden situation forekommer ved
247

en førstegangsindlæggelse på en psykiatrisk afdeling, hvor man laver en omhyggelig
’gennemgang’ af patienten. En tredje mulig situation er, når en psykiatrisk patient
ansøger om pension. I disse situationer vil der blive foretaget en omhyggelig
undersøgelse af patienten, hvorved følgende afdækkes: Årsag til indlæggelse,
patientens tilstand op til indlæggelsen, familiær disposition, relevante sygdomme,
livsforløb, tidligere indlæggelser, erfaring med stoffer og alkohol, neurologisk
undersøgelse, aktuelle kliniske vurdering (”objektiv psykisk”), patientens
egenvurdering af situationen og samlet vurdering (se i øvrigt om mentalundersøgelsen i
afsnit 7.1.2.). Denne undersøgelse og beskrivelse kan blive suppleret med en
psykologisk testning. En sådan psykiatrisk undersøgelse vil blive beskrevet udførligt i
patientens journal. I et interview spurgte jeg en psykiatrisk overlæge, hvorfor alle disse
informationer var vigtige. Interviewet blev optaget på bånd og er transkriberet af mig:
248
Katrine: ”Hvor meget bruger man det der baggrundsstof?”
Psykiater: ”Det er uundværeligt, simpelthen. Det kan slet ikke undværes. Hvis
du tager de meget store diagnostiske kategorier skizofreniforme sygdomme, affektive
sygdomme, personlighedsforstyrrelser og angst kan man ikke manøvrere i det her spils
overlapninger uden et kendskab til livsforløb, for det er livsforløbet, og ikke mindst
teenageårerne og tidlige ungdomsår og uddannelsesforløb, som belyser
personligheden, og uden kendskab til personligheden er det vanskeligt at vurdere,
hvilken type af psykopatologi, der er tale om.
... det hele er vævet sammen, det diagnostiske, det behandlingsalliancemæssige,
og kan ikke skilles ad, for det kommer sig jo af, at lægen vurderer løbende det
realistiske eller urealistiske ved patientens fremstillingen og patientens evne til overblik
og selvindsigt og til andre og det er ligesom er væv af samtidige forløb...”

Psykiateren fortæller i dette interview, hvordan det er vigtigt for ham at have en
omfattende viden om patienterne. Dette er vigtigt i forbindelse med diagnosticering og
for den løbende evaluering og behandlingen af patienten. Det er derfor det er
problematisk, at denne viden ikke har en større plads i dagligdagen.
Barrett knytter traditionen med at lære en patient grundigt at kende til arven fra
psykoanalyse (1996: 44-45). Det er nok også en del af svaret i en dansk sammenhæng,
men ikke det hele. I danske tekstbøger om psykiatri er psykoanalytiske teorier kun
inkluderet i beskrivelserne af personlighedsforstyrrelse (Hemmingsen et al. 2000).
Derudover bliver klassisk psykoanalytisk terapi sjældent praktiseret på hospitaler. På
den anden side, kræver en speciallægeuddannelse i psykiatri netop uddannelse i
psykoterapi, og forskellige psykoanalytiske tilgange og ordforråd bliver ofte brugt i
dagligdagen. En erfaren psykiater fortalte mig, at den omfattende gennemgang også var
et spørgsmål om tradition og at han nogle gange undrede sig over, hvem der egentlig
brugte dem (se også Rhodes 1995).
10.2.4. To videnstraditioner
I de ovenstående afsnit har jeg givet forskellige eksempler på den slags viden, som
psykiatrisk personale oplever, at de har brug for i deres daglige arbejde. Disse
forskellige slags viden kan analytisk skilles ad i to forskellige ’videnstraditioner’ i
forlængelse af Barths tilgang. I dagligdagen er beskrivelserne korte og fokus er på
adfærd og medicin. Denne tradition bliver støttet af vidensmedierne whiteboarden,
kardeks og medicinskemaerne, der alle beskriver patientens liv i afdelingen. De
institutionelle sociale relationer, som denne viden bliver udvekslet indenfor, er
rapportsituationer, konferencer og sladder, der, som allerede beskrevet, favoriserer
begrænset, afsnitsorienteret viden.
249

250
Der eksisterer også mere omfattende beskrivelser. Det vidensmedie, der
understøtter dem, er et aspekt ved den måde som journalen bliver brugt på. Journalen
tjener nemlig to forskellige funktioner. På den ene side indeholder journalen
psykiatriske undersøgelser, gennemgange osv. På den anden side bliver disse
beskrivelser sjældent brugt i den daglige praksis. De få situationer, hvor jeg har set en
journal blive gennemgået, har været i ekstraordinære situationer. Den unge kvinde, der
blev beskrevet som behandlingsresistent i det foregående kapitel; hendes journal blev
gennemgået for at finde ud af, hvilken slags medicin hun havde modtaget ved tidligere
indlæggelser, og hvordan den havde virket. En anden situation, hvor journalen blev
studeret, opstod, da man overvejede et farlighedsdekret 54 på en patient. Som ofte valgte
personalet, inklusiv psykiatere, ikke at læse journalen som en bevidst strategi for at
skabe et nyt terapeutisk møde med patienten. De fortalte patienten, at de gerne ville
høre vedkommendes historie fra vedkommende selv for ikke at blive påvirket af
tidligere tolkninger og evt. problemer. En mere omfattende tilgang bliver også brugt i
forhold til vanskelige patienter, hvor man er i tvivl om, hvad patienten fejler, hvor
vedkommende ikke reagerer tilfredsstillende på behandlingen, eller hvor det ikke er
lykkes at bygge en ordentlig behandlingsmæssig relation. Det sker også, at en psykiater
får en særlig interesse i en patient. I disse situationer kan en strategi være at prøve at
lære mere om patienten på baggrund af vedkommendes journal. Journalen er som regel
er tilstede på afsnittene og repræsenterer dermed en mere omfattende tilgang til
patienten i den dagligdag, hvor den anden videnstradition ofte dominerer. Den
omfattende videnstradition bliver dog meget mindre understøttet af medier og sociale
relationer, og har som sådan en mere sporadisk tilstedeværelse i afsnittene.
54 Et farlighedsdekret gives til en sindssyg person, som vedvarende udsætter andre for
alvorlig og overhængende fare. Farlighedsdekrettet gives af justitsministeren og
indbringes for retten til prøvelse. Vedkommende bliver derefter overflyttet til
sikringsafdelingen ved Nykøbing Sjælland.

Svaret på mit indledende spørgsmål om, hvorfor jeg blev mødt med en
efterspørgsel efter kulturel viden, når personalet samtidig ikke syntes at have brug for at
vide meget om deres patienter i praksis, handler om tilstedeværelsen af disse to
forskellige videnstraditioner. Den ene videnstradition med omfattende viden om
patienterne, fokuserer på deres baggrund, deres liv før og efter indlæggelsen og mulig
viden om deres kultur. Den anden, begrænsede, videnstradition fokuserer på
dagligdagen på afsnittene og på adfærd og medicinering af patienterne.
Rhodes beskriver på baggrund af et feltarbejde på et akut psykiatrisk
modtageafsnit i USA, hvordan der i medicinsk praksis eksisterer flere lag af forskellige
tilgange til sygdom, patienter og behandling oven i hinanden. Dette er et resultat af, at
en ny tilgang sjældent erstatter den gamle fuldstændig. Hun beskriver videre, at valget
mellem tilgange er afhængig af de specifikke situationer. En god praktiker er en, der
formår at navigere mellem disse valg og tilgange (1995). I sit arbejde med psykiatrien
skelner hun mellem 3 tilgange: 1) ’Indespærring’ af de psykisk syge, så de ikke
forstyrrer samfundets normalitet; 2) ’Blikket’, der indeholder både det traditionelt
medicinske blik for fysiologiske patologiske tilstande og det psykoanalytiske blik for
fortrængning; og 3) ’System-tilgang’, hvor fokus udvides fra patienten til hans
omgivelser (Ibid: 132-133). (I en dansk nutidig sammenhæng er dette sidste punkt
blandt andet repræsenteret af den bio-psyko-sociale model.) Tilsvarende lag vil man
kunne identificere på de afsnit, hvor jeg har udført feltarbejde. Jeg vil dog her
argumentere for, at i forhold til spørgsmålet om kulturel viden er det mest meningsfuldt
at skelne mellem de to ovenfor definerede videnstraditioner. Traditionen fra
251

’indespærring’, som i psykiatrien løber fra 1650’erne 55 (Foucault 2005 [1962]), synes
således ikke at have den store betydning for, hvad man kan vide om kultur.
252
At skelne mellem to traditioner eller to tilgange på de psykiatriske afdelinger er
også blevet foreslået af den norske sociolog Yngvar Løchen, og blev introduceret i
kapitel 2. Han identificerede to, delvist modsatrettede, tilgange: ’Asyl’ og ’det
terapeutiske fællesskab’ (1976: 243). Asyl-tilgangen fokuserede primært på
’opbevaring’ af patienterne og på kontrol af patienternes adfærd. Det terapeutiske
fællesskab fokuserede derimod på et fællesskab blandt patienter og personale og på
psykoanalyse. Løchen fandt begge og beskrev tiden (1970’erne) som en brydningstid
mellem disse to tilgange – asyltilgangen som den gamle etablerede, og
fællesskabstilgangen som et forsøg på at tænke nyt.
Der er nogle slående forskelle mellem denne opdeling og min opdeling mellem
to videnstraditioner. Løchen skrev på et tidspunkt, hvor det terapeutiske potentiale hos
plejepersonalet ikke blev udnyttet. Det er en meget anderledes situation, man finder på
de psykiatriske afsnit i dag, hvor plejepersonalet har en central rolle i behandlingen af
patienterne. En anden vigtig forskel var lægernes rolle. I Norge i 1970’erne blev den
psykoanalytiske terapeut set som et ideal, og lægerne var ofte frustreret over, at de
hverken havde tid eller den institutionelle støtte til at leve op til dette ideal. Siden
dengang er psykiaterens og plejepersonalets rolle ændret betydeligt. Kort sagt er idealet
for psykiateren ikke længere den psykoanalytiske terapeut, men den rigtige læge.
Medicin spiller som beskrevet en stor rolle i behandlingen og den moralske ambivalens
overfor medicin er i dag stort set fraværende. Adskillelsen mellem to traditioner følger i
dag således nogle andre skel.
55 I følge Foucault løber den store indespærring af alle de afvigende grupper i ca. 100
år. For de sindssyge fortsætter indespærringen frem til 1960’erne (2005 [1962]).

I meget antropologisk arbejde om viden anvendes et skel mellem praktisk viden
og videnskabelig viden (se f.eks. Baarts 2004; Bourdieu 1990; 1997; Long 1992). Det
er ikke et sådan skel, jeg vil introducere her. Begge de to videnstraditioner, som jeg har
skitseret, er bundet til praksis; den ene er er dog mere dominerende end den anden.
Antropologen Charlotte Baarts arbejder i sin ph.d. afhandling også med et skel mellem
teoretisk viden og praktisk viden, som hun kalder henholdsvis viden og kunnen (2004).
Men på trods af udgangspunktet i dette skel er hendes pointe, at dette skel ikke
opretholdes, men at man i praksis netop indarbejder og anvender både ’viden’ og
’kunnen’. Denne sammensmeltning af to analytisk adskilte former for viden giver god
mening i forhold til de videnstraditioner, jeg her har udskilt. Den omfattende
videnstradition trækker på teoretisk viden om forholdet mellem udvikling og patologi,
men samtidig integreres denne indsigt direkte i praksis. Tilsvarende med den
begrænsede videnstradition, der også er påvirket af videnskabelig viden om psykisk
sygdom og behandling og som samtidig er integreret i praksis. Vil man anvende skellet
mellem praktisk og videnskabelig viden, kan man påpege et større – men ikke
fuldstændigt – overlap mellem den omfattende videnstradition og den videnskabelige
viden og mellem den begrænsede videnstradition og praktisk viden. Det er dog vigtigt
at nævne, at der sjældent er nogen ensrettet bevægelse fra teorier til praksis, men
snarere tale om mere komplekse samspil (Gelman 1999; Hacking 1992).
10.3. Adfærd og medicin: Viden og institutionel praksis
”Vi lever alle liv, der er fulde af rå og uventede begivenheder og vi kan
kun få hold på dem, hvis vi kan forstå dem – formulerer dem inden for
rammerne af vores viden, eller – endnu bedre – forudsige dem ved hjælp
af vores viden, så vi kan fokusere på dem og møde dem, i en vis
udstrækning, forberedte og med passende tiltag.”
(Barth 2002: 1, min oversættelse)
253

Dette citat fokuserer på den praktiske dimension af viden, der har central betydning for
at forstå de institutionelle aspekter af psykiatrisk viden. Mange af de opgaver, som
psykiatrisk personale arbejder med, handler om dagligdagen på afsnittet: Få patienterne
op om morgenen, i tøjet og givet mad, få dem engageret i aktiviteter og kontrolleret
deres problematiske adfærd m.m. (se også Barrett 1996: 50-60). Men behandlingen og
andre mere formelle opgaver for både læger og plejepersonale har også et kraftigt her
og nu aspekt. Psykiatrisk personale er ofte i en situation, hvor de skal handle. På det
almene afsnit var der hele tiden spørgsmålet om hvem, der kunne blive, og hvem der
skulle udskrives eller overflyttes, da afsnittet ikke måtte have overbelægning, selv om
der løbende blev indlagt meget psykotiske patienter (se Rhodes 1991 for en meget
levende beskrivelse af, hvordan man tømmer senge på et akutafsnit i USA). På den
retspsykiatriske afdeling skulle patienterne behandles, da de var blevet dømt til det og
da behandlingen mentes at forhindre tilbagefald til kriminalitet. Og selv om det
retspykiatriske personale havde længere tid end personalet på det almene afsnit, da
patienterne var der i længere tid, var der stadig et pres på at gøre noget, og i det mindste
at få flyttet patienterne fra de lukkede afsnit til de åbne. Så personalet skal handle og
opnå resultater. En meget dominerende måde at handle på i dette felt var, som
beskrevet i forrige kapitel, medicin.
254
Dette kan også formuleres i den sociale teknologis termer: At mulige løsninger
bestemmer formuleringen og opfattelsen af problemet (Jöncke et al. 2004; se også van
der Geest & Whyte 1989). Viden, der fokuserer på hverdagsaktiviteter i afsnittet og på
patientens adfærd, er meget mere tilgængelige fra et handlingsperspektiv end
detaljerede beskrivelser af patientens liv. Det er lettere at handle på, at en patienten er
hallucineret og har brug for begrænsninger i aktivitet, end på informationer om, at

patienten har svært ved at få sine egne og hendes forældres forventninger om
uddannelse og kæreste til at gå op i en højere enhed.
Behovet for viden hænger tæt sammen med den sygdomsforståelse, som
personalet anvender. En egentlig bio-psyko-social model fordrer viden om biologiske,
psykologiske og sociale forhold. Som argumenteret for i foregående kapitel, er der i
praksis snarere tale om en model, der opererer med en relativ simpel biologisk
forståelse, hvor hjernen er forstyrret og der derfor er symptomer og afvigende adfærd 56 .
Denne sygdomsmodel stiller ikke på samme måde krav til viden om patientens liv uden
for afsnittet, men til viden om patientens sociale adfærd i afsnittet og hans symptomer;
netop den type viden der dominerer i den begrænsede videnstradition (se eksemplerne
med Azad og morgenrapporten ovenfor). Behovet for viden hænger også sammen med
synet på psykisk sygdom:
”Hvis der ikke er fornuft og mening i den sindssyge adfærd, så behøver
psykiateren naturligvis ikke lave mere i den sag. Han behøver ikke
interesserer sig for, om der er noget i patientens situation, som den
tilsyneladende bizarre adfærd er et svar på. ... For det er allerede fra
starten slået fast, at den sindssyge adfærd er meningsløs og styret af
kræfter som patienten ikke har kontrol over.”
(Jensen 1983: 283)
Den begrænsede mængde viden om patienternes liv gør det dermed nemmere at
opretholde en forståelse af, at der primært er tale om et medicinsk/fysiologisk problem,
frem for et psykologisk, socialt eller kulturelt.
Ved en tidligere lejlighed præsenterede jeg ovenstående analyse af de to
videnstraditioner for en psykiater, jeg har arbejdet tæt sammen med. Han synes, at det
var en interessant beskrivelse af et genkendeligt hverdagsfænomen, men kommenterede
at man kunne begrebsliggøre fænomenet i forhold til effektivitet: At personalet nøjedes
med at koncentrere sig om den viden, som var nødvendig for at udføre deres arbejde.
56 Dette er en fremstilling af, hvordan opfattelsen ser ud i den daglige praksis. Går man
dybere ned i de biologiske processer, tegner der sig et meget mere kompliceret billede.
255

256
Ph.d. og sygeplejerske Niels Buus fandt i sit studie også, at de psykiatriske
sygeplejersker udvekslede en begrænset mængde viden om deres patienter: ”...
rækkefølgen af den udvalgte information og sproget og strukturen i rapporten
reflekterer variationerne i det institutionelle hverdagsliv, som patienter og personale
deler” (2005: 82). Buus argumenterer for, at dette skyldes, at personalet synes de
kender patienterne – enten fra tidligere indlæggelser eller fra tidligere i den nuværende
indlæggelse (Ibid: 85). Dette er formentlig tilfældet nogle gange. Jeg vil dog
argumentere for, at det personalet kender, er nogle dominerende sociale rammer – deres
afsnit – og hvordan disse rammer virker på psykiatriske patienter generelt, snarere end
de enkelte patienter. Et af de afsnit, hvor jeg udførte feltarbejde, havde for nyligt ændret
optageområde, og dermed var hovedparten af deres patienter nye for personalet. Dette
betød ikke, at videnstraditionerne var markant anderledes på dette afsnit. Tværtimod
var der her en livlig diskussion om, at meget af det, der blev skrevet ned i rapporten,
havde man slet ikke brug for at vide.
I kapitel 9 beskrev jeg, hvordan forskellige personalegrupper i nogle situationer
blev gjort ansvarlig for forskellige aspekter af den bio-psyko-sociale model: At
psykologen skulle tage sig af det psykologiske og socialrådgiveren af det sociale. Men
også at denne opdeling fungerede dårligt i praksis. Forskellige fagtraditioner vil have et
forskelligt fokus på, hvad de har brug for at vide om patienten. Flere ergoterapeuter, jeg
har interviewet, har beskrevet, hvordan deres fokus var på patienternes ressourcer; hvad
de kunne, hvad de kunne lide at lave, hvad de var gode til, frem for det problemfokus,
som de oplevede, at det øvrige personale havde. Ovennævnte to videnstraditioner
tilhører således den daglige praksis på de psykiatriske afdelinger og den centrale
personalegruppe, der består af plejepersonalet og psykiater. Det tværfaglige personale
har en mere perifer indflydelse og position. Havde jeg deltaget i ergoterapeutmøderne,

eller fælles møder mellem psykologer, er det muligt at jeg havde kunnet identificerer
andre videnstraditioner, støttet af andre vidensmedier og andre vidensudvekslinger. Det
er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er tale om, at psykiaterne repræsenterer den
omfattende tradition og plejepersonalet den begrænsede tradition. Antropologen
Roepstorff fandt i sine undersøgelser om viden, at forskellige grupper (f.eks. biologer
og fiskere) havde hver deres videnstradition (som han kalder vidensnetværk) (2004). I
mit materiale er der tale om forskellige videnstraditioner i de samme grupper, som man
alt efter kontekst kan skifte mellem, sådan som Rhodes beskrev det (1995). En central
kompetence blandt personalet bliver dermed at vide, hvornår det er den ene tradition
frem for den anden, der kan bringes i anvendelse.
10.4. Konklusion
En af hovedpointerne i den franske videnshistoriker Michel Foucaults bog ’Klinikkens
fødsel’ er netop, at det, vi ved om sygdomme, er bestemt af politiske og institutionelle
strukturer (2000 [1963]). På et meget mere konkret niveau har ovenstående analyse på
tilsvarende vis illustreret, at det, man ved om patienterne og deres sygdom, er formet af
sygdomsforståelse og videnstraditioner, der igen er betinget af en række institutionelle
forhold: Forskellige vidensmedier og organisering af vidensudveksling.
Ovenstående analyse giver eksempler på, hvad personalet konkret ved om
patienterne, og peger på, hvordan forskellige videnstraditioner sætter rammerne for,
hvad der kan vides. Som jeg argumenterede for indledningsvis, er disse to forhold
niveauer i den samme analyse. Den kritik, som Hastrup rettede mod Barth for ikke at
kunne rumme dette skel, synes ikke i dette konkrete tilfælde at holde stik.
Som beskrevet ovenfor er det muligt at identificere to forskellige
videnstraditioner på de psykiatriske afsnit. Efterspørgslen efter mere viden om
257

patienternes kultur passer sammen med den videnstradition, hvor man har en masse
viden om patientens baggrund, familie, opvækst, sociale liv. Den kendsgerning, at
personalet ikke kender patienterne så godt, knytter sig til den videnstradition, hvor
adfærd på afdelingen og symptomer er i fokus.
258
Dette har konsekvenser for den rolle, som viden om patienternes kulturelle
baggrund vil få i psykiatrien. Den amerikanske diagnostiske manual inkluderede som
nævnt i sin seneste version en kulturel formel, der skulle hjælpe klinikeren til at lave en
kulturel vurdering af sin patient (Lewis-Fernández 1996a) (se afsnit 4.4.). En af
bekymringerne i arbejdsgruppen bag den kulturelle formel var, at den ville blive
opfattet som et appendiks, der kunne blive tilføjet ’den etniske patient’, når klinikeren
havde tid til det, og at den ikke ville blive en integreret del af beskrivelsen af patienter
generelt (Ibid: 134-135). Denne bekymring afspejler den ovenfor præsenterede analyse.
Den kulturelle formel tilhører den videnstradition, der ikke har en central plads i den
kliniske praksis. En dansk parallel til den ’kulturelle formel’ vil være under betydelig
risiko for at blive endnu et stykke papir i en journal uden den store chance for at blive
opfattet som relevant i den daglige klinik. Kapitel 11 vil videre beskæftige sig med den
kulturelle formel fra DSM-IV, som et konkret eksempel på, hvordan man kan arbejde
med kultur i psykiatrien og på de problemer, man skal være opmærksom på.

Kapitel 11. Kulturelle vurderinger
Kapitel 5, 6, 7 og 8 har vist, at kultur er et vigtigt begreb at arbejde med i psykiatrien.
Det blev f.eks. vist, at hvis man ikke er opmærksom på patientens personlige kulturelle
felt, risikerer man at anvende sine egne kulturelle normer, og at man skal være
opmærksom på, at kulturelle og patologiske tegn nogle gange glider over i hinanden.
Som det blev vist i kapitel 9 og 10 findes der i den danske psykiatriske praksis i
dag ikke nogen metode (social teknologi) til at arbejde med kultur. Og kapitlerne viser
den begrænsede plads, en sådan metode ville få (jvf. den begrænsede videnstradition).
Dette kapitel er en diskussion af det mest gennembearbejde forslag til, hvordan
kultur kan blive et relevant arbejdsredskab i den psykiatriske praksis: Den kulturelle
formel fra den amerikanske DSM-IV, hvis baggrund blev præsenteret i afsnit 4.4. Når
jeg har valgt den kulturelle formel, skyldes det, at den forekommer at være det mest
realistiske bud på, hvordan man kan arbejde med kultur i psykiatrien i en dansk
sammenhæng, selv om der ikke findes nogle konkrete forsøg på det. Andre forslag, som
f.eks. etno-specifikke klinikker 57 , som findes i USA (Santiago-Irizarry 2001) eller race-
opmærksom psykoterapi, som foreslået i Storbritannien (Littlewood & Lipsedge 1997),
synes mindre realistiske.
De etno-specifikke klinikker står overfor følgende problemer: Dels med
definition og afgrænsning – hvem skal behandles der og hvem skal ikke – og dels at der
i en dansk sammenhæng ikke findes uddannet personale inden for de enkelte etniske
grupper til at understøtte dem. Det er også et spørgsmål om der findes nok patienter
med en given etnisk baggrund til, at man kan oprette et specifikt behandlingstilbud.
57 Etno-specifikke klinikker er klinikker, hvor både patienter og personale tilhører den
samme etniske gruppe.
259

260
Littlewood & Liepsedges ide om race-opmærksom psykoterapi bygger på deres
undersøgelser i Storbritannien af den behandling, som patienter med afrikansk-caribisk
og afrikansk oprindelse bliver tilbudt. De fastslår, at disse patienter hyppigere end
andre får medicinsk behandling og sjældnere bliver tilbudt psykoterapi. De påviser også
en tilstedeværelsen af racisme i det psykiatriske system og generelt i det britiske
samfund. Deres specifikke tilbud sigter mod disse problemer: Dels at tilbyde afrikanske
patienter psykoterapi og dels at inddrage racistiske oplevelser som arbejdsområder for
psykoterapi (Littlewood & Lipsedge 1997; Mercer 1986). Hvis man vil overføre denne
ide til en dansk sammenhæng, opstår der to problemer. Den er for det første knyttet til
en specifik britisk forståelse af race og til britisk kolonihistorie og det er derfor
tvivlsomt, om man meningsfyldt kan overflytte dette forslag til Danmark. Det vil kræve
nærmere undersøgelser. Det andet problem er, at psykoterapi – som beskrevet i kapitel
9 – spiller en relativ marginal rolle i dansk hospitalspsykiatri 58 .
Jeg blev tidligt gjort opmærksom på den kulturelle formel, og jeg har været
stærkt fristet af at læne mig op ad dette arbejde i forbindelse med mine egne
anbefalinger. Sandsynligheden for, at jeg fandt på noget, der var bedre end det, over 50
højt estimerede videnskabsmænd og –kvinder havde brugt flere år på at udvikle, syntes
(og synes) mig usandsynligt. Men jo mere jeg læste og tænkte, og nærmede mig datoen
for at skulle afslutte dette projekt – og dermed se evt. anbefalinger ført ud i praksis – jo
mere problematisk blev det alligevel for mig at anvende denne kulturelle formel, uden
at give den nogle alvorlige ord med på vejen. Det får den i dette kapitel, inden jeg i
konklusionen i næste kapitel vil foreslå en syntese af denne kritik og mine egne
undersøgelser i de foregående kapitler, som et alternativt bud.
58 Der findes dog enkelte privatpraktiserende psykoterapeuter, som primært henvender
sig til patienter med anden etnisk baggrund, og som anvender nogle af ideerne bag disse
andre tilbud – f.eks. at kunne arbejde med patienternes marginale situation i det danske
samfund udfra et psykoterapeutisk perspektiv.

Kapitlet er struktureret således, at jeg præsenterer den kulturelle formel og et
eksempel på, hvordan den har været anvendt. Derefter vil jeg kort sammenligne den
med nogle af de få tilslag, der er blevet lavet herhjemme, og endelig vil jeg præsentere
en diskussion af den kulturelle formel.
11.1. Den kulturelle formel (igen)
Dette er den fulde ordlyd af den kulturelle formel:
”Klinikeren skal foretage et narrativt resumé for hver af de følgende
kategorier:
Individets kulturelle identitet. Noter individets etniske eller kulturelle
referencegruppe. For immigranter og etniske minoriteter skal der adskilt
noteres graden af involvering i både oprindelseskulturen og værtskulturen
(hvor det er muligt). Noter også sprogevner, brug og præferencer
(inklusiv multilingualisme).
Kulturelle forklaringer på individets sygdom. Følgende skal om
muligt identificeres: Den dominerende forestilling om sygdommen,
gennem hvilke symptomer sygdommen og behovet for social hjælp
kommunikeres (f.eks. ”nerver”, åndebesættelse, somatiske klager,
uforklarlige ulykker); betydningen og den opfattede grad af alvorlighed
af individets symptomer i relation til normerne fra den kulturelle
referencegruppe; lokale sygdomskategorier, der bliver brugt af patientens
familie og lokalsamfund til at identificere tilstanden (se listen over
kulturbundne syndromer); de opfattede årsager eller forklaringsmodeller,
som individet og referencegruppen bruger til at forklare sygdommen; og
nuværende præferencer for og tidligere erfaringer med professionelle og
alternative/folkelig kilder til hjælp.
Kulturelle faktorer relateret til det psyko-sociale miljø og
funktionsniveau. Noter kulturelle relevante fortolkninger af socialt
stress, tilgængelig social støtte og funktions- og handikapniveau. Dette
kan inkludere stress i den lokale sociale miljø og den rolle, religion og
familienetværk har med at give følelsesmæssig-, instrumentel- og
informationsmæssig støtte.
Kulturelle elementer i forholdet mellem individet og klinikeren.
Indiker forskelle i kultur og social status mellem individet og klinikeren
og problemer, som disse forskelle kan resulterer i i relation til diagnose
og behandling (f.eks. problemer med at kommunikere på individets første
sprog, i at tolke symptomer eller forstå deres kulturelle betydning, i at
forhandle et passende forhold eller niveau af fortrolighed, i at bestemme
hvorvidt en given adfærd er normal eller patologisk).
Overordnet kulturelle vurdering af diagnose og behandling. Formlen
afsluttes med en diskussion af, hvordan kulturelle overvejelser specifikt
influerer på diagnosticering og behandling.”
(APA 1995: 843-844, min oversættelse)
261

Forslaget om at bruge patientens narrativ er et forsøg på at undgå essentielle kulturelle
stereotypier, sådan som lukkede, prædefinerede kategorier ville betyde.
262
Det der vakte min interesse for den kulturelle formel, var at forfatterne gik ind i
det vanskelige arbejde med at gøre antropologisk viden anvendelig i det psykiatriske
arbejde, og at de viste, at hvis kultur skal anvendes i det psykiatriske arbejde, må
antropologer være villige til at komme med input. Eller med formanden for
arbejdsgruppens ord:
”Vores mål skal modereres af denne erkendelse [at hverken DSM-IV
eller noget andet klassifikationssystem i psykiatrien nogensinde vil være
komplet] og følgelig ydmygt: At opnå den bedste syntese vi kan af den
viden, vi har akkumuleret om kultur og psykiske sygdom, og
inkorporerer denne viden i diagnosesystemet.”
(Fabrega Jr. 1996: 10, min oversættelse)
Som nævnt tidligere er den kulturelle formel blevet brugt i meget begrænset omfang,
men et af de få steder hvor den er blevet brugt, er i forbindelse med etableringen af en
’kulturel konsulentservice’ i Montreal i Canada (Kirmayer et al. 2003a). Denne service
fungerer som en støttefunktion til andre psykiatriske behandlingstilbud. Konsulenterne
udfører enten interviews med patient og pårørende eller fungerer som rådgivere for det
behandlingsansvarlige personale. Arbejdsopgaverne for denne konsulentservice er
meget varierende – spændende fra at påpege behovet for at bruge tolk til egentlig
kulturelle og psykiatriske vurderinger og udarbejdelse af behandlingsforslag. På
baggrund af de første 100 cases evaluerede man brugen af denne formel og fandt den
nyttig, men også at egentlige kulturelle sygdomsmodeller sjældent kom frem og ikke
spillede den store rolle. Problemerne, der blev afdækket, handlede primært om
konflikter mellem patient og kliniker, hvor klinikeren fokuserede på en konkret – ofte
medicinsk – behandling, mens patienten var mere bredt orienteret (Ibid: 149).

11.2. Kulturelle vurderinger i Danmark
Jeg har ikke fundet nogen brug af den kulturelle formel i Danmark, men der har været
et par andre projekter, som har anvendt en parallel tilgang til spørgsmålet om kultur.
Ved distriktspsykiatrisk center i Odense lavede man i 1998 et projekt om de patienter
med anden etnisk baggrund end dansk, man arbejdede med. En af konklusionerne fra
dette projekt var, at:
”Projektet viser, hvorledes fyldige klientinterviews, som bl.a. rummer
klientens egne beskrivelser af erindringer og erfaringer fra livet i
hjemlandet og i Danmark, kan give medarbejderen konkrete billeder af
klientens liv og ressourcer samtidig med, at kontakten mellem klient og
medarbejder forbedres.”
(Distriktspsykiatrien i Odense 1998: 7)
På baggrund af dette projekt udarbejdede man en interviewguide, hvis hovedpunkter er
skitseret nedenfor (Ibid: 89-92):
Hjemlandet
• Livet i hjemlandet
• Afrejse/Flugt
Danmark
• Vilkår
• Integration
• Netværk
• Fremtid
Familiestruktur og værdier
• Familien
• Religion
• Arbejde/Fritid
Sundhed og Sygdom
• Helbredsforhold
• Sundhed
• Sygdom
• Stressfaktorer
• Behandling
• Psykisk sygdom/lidelse
Det er for det første interessant at sammenligne denne liste med den kulturelle formel
og iagttage et stort overlap i hvilke emner, der synes relevant. Et andet interessant
263

fællespunkt er erkendelsen af, at denne information skal være patientens egen
fortælling eller beskrivelse. Når man læser rapporten, får man en tydelig fornemmelse
af, at arbejdet har været vigtigt for deltagerne i projektet. Der er ikke lavet nogen
egentlig opfølgning på denne rapport, og det rejser spørgsmålet om, hvorvidt de
erkendelser, som projektets medarbejdere opnåede gennem deres arbejde med projektet,
kan videreformidles gennem denne rapport. Eller sagt med andre ord – kan man opnå
samme forståelse af patienter med anden etnisk baggrund end dansk ved at anvende
ovenstående interviewguide, eller er det selve arbejdet med at udvikle interviewguiden,
der har været afgørende for projektet?
264
I år 2000 blev der ved Lokalpsykiatri Vest, Århus Amt, lavet et projekt, der på
tilsvarende vis undersøgte det arbejde og de problemer, man stod overfor i relation til
patienter med anden etnisk baggrund end dansk. Rapporten fra dette projekt påpeger
bl.a. et generelt behov for mere viden og uddannelse blandt psykiatrisk personale. Også
her opstilles en række guidelines for arbejdet med denne patientgruppe. Disse
guidelines er meget generelle og dækker en lang række forskellige forhold – fra
kulturforståelse over PTSD til patienternes sociale situation i Danmark. De er primært
udformede som forhold, man skal være opmærksomme på. Det følgende eksempel er
taget fra de guidelines, der omhandler PTSD: ”Patienten har brug for også at blive set,
som den han/hun var i hjemlandet; flygtninge blandt patienterne er multitraumatiserede;
der kan være et stort sammenfald mellem PTSD og depressions- og angstsymptomer”
(Gottlieb et al. 2000: 44). Denne rapport ender med en konstatering af, at det fokus, et
sådan projekt sætter på arbejdet med patienter med anden etnisk baggrund end dansk, er
meget vigtigt (Ibid: 101).
Som beskrevet i kapitel 4 blev der i 2002 oprettet et videnscenter for
transkulturel psykiatri ved Rigshospitalet i København. I år 2004 udgav de et hæfte, der

hedder ’Kliniske retningslinjer for transkulturel psykiatri’ (Østerskov et al. 2004). Dette
indeholder blandt andet en række stikord for forskellige samtaler med patienter med
anden etnisk baggrund end dansk. Ved den lægelige forvisitationssamtale er der
følgende liste over faktorer, som det er vigtigt for klinikeren at indhente viden om (Ibid:
6-8):
1. Navn
2. Oprindelsesland
3. Etnisk tilhørsforhold (religion, immigrantstatur, statsborgerskab)
4. Ankomstår til Danmark
5. Modersmål og andre sprog
6. Behov for tolk
7. Sygdomsopfattelser/forklaringsmodeller
8. Tidligere psykiatrisk diagnoser/behandling i hjemlandet
9. Tidligere psykiatriske diagnoser/behandling i Danmark
10. Uddannelse/arbejdserfaring i hjemlandet
11. Uddannelse/Arbejdserfaring i Danmark
12. Civilstatus
13. Pårørende
14. Økonomi
15. Boligforhold
16. Andre hjælpeforanstaltninger
17. Systemforståels
Denne liste er også parallel til den kulturelle formel, om end der i denne liste er en
opmærksomhed omkring patientens relation til det sociale system, som ikke ses i den
amerikanske liste og som (formentlig) afspejler det noget mere omfattende sociale
system i Danmark. Der er i denne liste ikke nogen kommentarer til metoden. Den
nævnes indledningsvis i retningslinjerne:
”Det er vigtigt at udvikle en kulturel sensitivitet, hvor man tager
udgangspunkt i den enkelte patient, og hvor man forsøger at forstå
dennes syn på sin kultur og betydning heraf ved at spørge. Patienten er
den bedste informationskilde til sin verden.”
(Østerskov et al. 2004: 2)
Udgivelsen er som nævnt fra oktober 2004, og ligger efter mit feltarbejde. Jeg har
derfor ikke haft mulighed for at undersøge, om den bliver anvendt i praksis.
265

266
Et andet interessant perspektiv i denne udgivelse er en indledende konstatering
af, at behandlerne tit kommer til at fokusere for meget på patienternes kultur og dermed
glemmer deres egen faglighed (Ibid: 2). Denne bekymring er fuldstændig fraværende i
den amerikanske kulturelle formel – her er bekymringen, at man glemmer eller overser
det kulturelle. En mulig forklaring herpå kunne være, at patienter med en anden
baggrund end majoritetsbefolkningen er et velkendt fænomen i USA, og at man derfor
er vandt til at arbejde med disse patientgrupper, i modsætning til i Danmark, hvor det er
et relativt nyt fænomen, og hvor personalet måske derfor er mere tøvende overfor disse
patienter.
Man kan trække en parallel fra disse forslag til kulturelle vurderinger til den
almindelige psykiatriske undersøgelse. Som et eksempel på en sådan præsenterede jeg
mentalobservationen i afsnit 7.1.2. Der ligger i mentalobservationen en opmærksomhed
på patientens baggrund (socialt, familiært, religiøst), som er et af hovedpunkterne i den
kulturelle formel. Til gengæld optræder den kliniske situation slet ikke i
mentalobservationen. Her antages det, at klinikeren kan foretage en neutral registrering
af de relevante forhold.
Dette peger på det interessante forhold, at der i psykiatrien er praksisser, der i
vid udstrækning kan rumme de kulturelle aspekter af patienter med anden etnisk
baggrund end dansk. Spørgsmålet bliver så, hvorfor disse praksisser ikke gives megen
plads – hvilket blev besvaret i foregående kapitel.
Som nævnt har disse danske bud på kulturelle vurderinger en relativ stor lighed
med den kulturelle formel. Nedenstående diskussion og kritik kan derfor udstrækkes til
at gælder for de danske forslag.

11.3. Kritik af den kulturelle formel
Nedenstående diskussion af forskellige problematiske aspekter trækker på forskellige
forfatteres kommentarer og kritik, som jeg har samlet i fem punkter.
11.3.1. Rammen omkring vurderingen
Den kulturelle formel inkluderer en opmærksomhed på relationen til den individuelle
kliniker, men mangler opmærksomheden på den bredere institutionelle ramme, som
vurderingen foregår inden for. Som vist i kapitel 6 og 8 er spørgsmålet om, hvorvidt
kultur bliver et relevant klinisk spørgsmål, ikke primært relateret til den konkrete
kulturelle baggrund hos den enkelte patient, men er snarere afhængig af den betydning,
som kultur tillægges hos det psykiatriske personale og personalets kategorisering af den
individuelle patient. Den institutionelle ramme er også vigtig for hvilken viden,
personalet i denne psykiatrikultur tillægger betydning. Som diskuteret i det foregående
kapitel er det i en dansk sammenhæng ikke kulturel viden, der findes relevant. Det er
derfor ikke videre sandsynligt, at personalet ville bruge de ressourcer, som er
nødvendige på den kulturelle formel.
Den videre samfundsmæssige ramme er også fraværende fra den kulturelle
formel. Det var den intention hos arbejdsgruppen at udvikle en tilgang, der kunne
bruges verden over. Men den kulturelle formel er tæt knyttet til en nordamerikansk
tradition, hvor man er opmærksom på kulturelle og etniske mindretal og vant til at
registrere informationer om disse forhold. Udfyldelsen af den kulturelle formel i en
dansk sammenhæng, der primært er præget af kulturelle stereotypier, som ’den
muslimske mand’, kan komme til at se meget anderledes ud, end arbejdsgruppen bag
formlen havde forestillet sig. I den nye elektroniske patientjournal er der et særligt felt,
hvor personalet kan registrere ’særlige kulturelle og religiøse forhold’. I det omfang,
267

denne rubrik overhovedet udfyldes, er det ofte med korte praktiske informationer, og
hyppigst med ’forkortelsen’ ’% svin’ [minus svin], der betyder, at patienten ikke spiser
svinekød. Selv om denne viden er vigtig at have, er der langt fra de forestillede
narrativer om sygdomsmodeller og relation til behandleren, som den kulturelle formel
var tænkt til at indfange.
268
Den nederlandske antropolog Els van Dongen har med blik for samme type af
problemstilling påpeget, at den kulturelle formel er en meget individualistisk tilgang,
der fjerner opmærksomheden fra vigtige relationer til det omgivende samfund. F.eks. er
det at være immigrant ikke bare en individuel position, men knyttet til større
økonomiske, sociale og kulturelle strukturer (2005: 183). Dvs. at det metodiske trick,
man anvendte for at undgå den kulturelle essentialisering – det individuelle narrativ –
til gengæld betyder en eliminering af samfundsmæssige strukturer i beskrivelsen af
patienten.
Disse større samfundsmæssige forhold er vigtige, fordi de er bestemmende for
psykisk syge menneskers mulighed for at klare sig (Kleinman 1988: 61-66). Og fordi
disse mennesker ofte oplever deres sygdom i relation til, hvor de ikke kan klare sig
(Estroff 1981; van Dongen 2004). Dvs. at patienternes beskrivelser af deres sygdom og
problemer tit er knyttet til disse samfundsmæssige forhold.
11.3.2. Objektiveret viden – kan man sætte kultur på formel?
Den kulturelle formel har den funktion, at den usynliggør den, der udspørger og
registrer den kulturelle viden. Den viden, der bliver registreret, er i virkeligheden
psykiaterens viden om patienten, men bliver fremstillet som værende objektiv viden om
patienten. Psykiateren Cecile Rousseau har parallelt kritiseret den kulturelle formel for
at adskille klinikerens tilgang fra den kulturelle vurdering. I følge hende vil det, en

kliniker registrerer, være afhængig af vedkommendes tilgang til psykisk sygdom og
behandling. Ved at lægge den kulturelle viden ud i en særlig beskrivelse risikerer man,
at den samtidig bliver revet fri af den kliniske praksis, som den skal indgå i, hvilket
yderligere er med til at objektiverer den kulturelle viden (Rousseau, personlig
kommunikation).
Selve navnet ’den kulturelle form’ frister til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt
kulturel viden overhovedet kan sættes på formel. På baggrund af den nyere
antropologiske litteratur om kultur må svaret blive nej. Kulturel viden er en anden slags
viden, mere fænomenologisk. En viden som har mere brug for refleksion og mindre
brug for formler. Kultur handler om relationen mellem mennesker og er dermed
afhængig af de mennesker, som kulturmødet foregår imellem. Kulturel viden er ikke
objektiv viden, men relationel viden (Hastrup 2004c).
At udfylde en kulturel formel rejser også spørgsmålet om, hvad der sker, når
kulturel viden bliver registreret som noget givent? Kan patienten ændre sin beskrivelse,
lægge en anden strategi i forhold til klinikeren eller i forhold til en anden kliniker eller
antage en ny kulturel identitet? Selv om det var det erklærede udgangspunkt, at den
kulturelle formel ikke skulle lede til en eksotificering af patienter med anden etnisk
baggrund, kan selve registreringen af den kulturelle baggrund hos kun nogle patienter
lede til, at netop dette sker.
I mit feltarbejde har jeg mødt flere patienter, der aktivt brugte deres kulturelle
baggrund til at forhandle og skabe rum i det kliniske møde:
En kvindelig patient, der nægtede at tage sin medicin, hævdede, at hun ikke
kunne tale med den mandlige læge [der er den, der skal ordinere medicinen til hende
og prøve at overtale hende til at tage den], fordi hendes religion ikke tillod kontakt
269

mellem mænd og kvinder. To minutter efter samtalen var overstået bad hun en mandlig
sygeplejerske om at hjælpe sig med at rydde op på sit værelse.
270
En meget psykotisk patient hævdede, at det var helt normalt i Iran at løbe flere
timer hver dag bare for sjov, og at personalet derfor ikke kunne bruge hans motoriske
uro som et tegn på, at han var syg.
Den første patient brugte aktivt personalets usikkerhed og ukendskab til hendes
specifikke baggrund til først at undgå en ubehagelig samtale og derefter til at få
praktisk hjælp. Havde der eksisteret en konkret kulturel vurdering er det ikke sikkert, at
hun kunne være sluppet af sted med dette. Det er spørgsmålet, hvad en systematisk
nedskrivning af kulturel viden vil betyde for disse menneskers muligheder for at bruge
den usikkerhed og åbenhed, der er omkring kultur til at udvide deres rum for
navigation.
Når jeg har diskuteret, hvad kulturel viden er med psykiatrisk personale, er der
en del af dem, der har nævnt, at det er et spørgsmål, hvorvidt psykiatrisk viden i sig
selv er af den slags, der kan sættes på formel. Disse personalemedlemmer har udtrykt
bekymring for den vej, psykiatrien bevæger sig, blandt andet under indflydelse af den
elektroniske patientjournal, hvor man primært udfylder prædefinerede felter, og
akkrediteringen 59 , som har krævet beskrivelser og standardiseringer af mange af
psykiatriens arbejdsopgaver.
Spørgsmålet om man kan sætte kultur på formel peger på et mere overordnet
spørgsmål om kulturforståelsen bag den kulturelle formel. Umiddelbart synes den
kulturforståelse, der ligger til grund for den kulturelle formel, at ligge på linje med det
59 Akkrediteringen var en gennemgang af H:S’s hospitaler i 2001-2002 med henblik på
at sikre en høj fælles standard. Projektet blev udført af det amerikanske konsulentfirma
Joint Commision.

elationelle kulturbegreb. Den anvender en kulturforståelse, hvor det er det enkelte
individs fortolkning og forståelse, der registreres. Den prøver også at inkludere et
socialt aspekt af individets liv. Endelig prøver den med sin beskrivelse af tilhørsforhold
til nationale og etniske grupper at fastholde, at kultur også handler om fælles betydning.
Hvis man kigger på noget af baggrundslitteraturen for den kulturelle formel i
DSM-IV, bliver dette billede mindre klart. De eksempler, der gives, anvender ofte en
mere essentiel kulturforståelse. Jeg vil begynde med Arthur Kleinman, der var en af
initiativtagerne til den kulturelle dimension af revisionen. Som et argument for, hvorfor
kulturel viden er nødvendigt, bruger Kleinman følgende eksempel (som vi også støtte
på i diskussionen om diagnostik og kultur i kapitel 7):
“Fordi Sygdomskategorier reflekterer kulturelle principper, må vi være
forsigtige med ikke at lade vores egne kulturelle bias udføre en skjult
skadelig effekt på vores videnskabelige forskning og behandling. For
eksempel hører mange prærieindianere en nylig afdøds stemme kalde på
dem fra dødsriget [afterworld]. Oplevelsen er normal og uden
psykopatologisk følge for medlemmer af disse samfund og kan derfor pr.
definition ikke være unormal. På den anden side kan der for en voksen
hvid nordamerikaner meget vel være tale om hallucination og dermed
følgende alvorlige mentale sundhedsproblemer.”
(Kleinman et al. 1997: 868-869, min oversættelse)
På den ene side er dette et ret enkelt tilgængelig eksempel. På den anden side opererer
eksemplet med to distinkte og adskilte kulturelle grupper – ‘White North American’
(hvide nordamerikanere) og ‘Plain Indians’ (prærieindianere). Det rejser spørgsmål om,
hvad der er sket med muligheden for gensidige påvirkninger, blanding af forskellige
sygdomsforståelser, uddannelse, strategisk brug af kultur i den kliniske situation,
klinikerens kulturelle kategorier, indflydelse og betydning fra den kliniske situation –
som er nogle af de punkter, mine analyser – præsenteret ovenfor og i de foregående
kapitler – har peget på.
Kleinman har brugt dette eksempel i flere tekster. Det dukker op i en af
baggrundsbøgerne for DSM-IV (som ovenstående citat er taget fra) (Kleinman et al.
271

1997), i bogen ‘Kultur og diagnose – et DSM-IV perspektiv’ (Kleinman 1996), der
handler om arbejdet i arbejdsgruppen for kultur og diagnose, og i hans bog ‘Rethinking
Psychiatry’ (Kleinman 1988). Hvis man kigger lidt længere tilbage til hans tidligere
arbejde, kan man finde mere ekstreme eksempler på denne tendens. I 1984 skrev
Kleinman sammen med en anden antropolog artiklen ‘Kulturelle overvejelser i
konsultationspsykiatri’. Heri kan man læse at:
272
”Mennesker bliver af deres kultur lært at fortolke og kommunikere deres
symptomer, hvem de skal søge hjælp hos, hvordan de skal forstå
sygdommens oprindelse og patofysiologi, hvor seriøst og langvarende
problemet er, og hvad man skal forvente fra behandlingen.”
(Johnson & Kleinman 1984: 275, min oversættelse) 60
Man kan finde andre eksempler i de mange tekststykker som arbejdsgruppen om kultur
og diagnostik producerede:
“Kultur har en kraftig påvirkning på oplevelsen og udtrykket af
symptomer, det skaber udtryk for lidelse og prototypiske
adfærdsmønstre, der er unikke for samfund, kulturer og sub-kulturere.”
(Mezzich et al. 1997: 861, min oversættelse)
”Igen, på trods af undtagelser, er det generelt rigtig at sige, at asiatiske
kulturer primært er gruppeorienterede.”
(Lin 1996: 36, min oversættelse)
Det er interessant at iagttage, hvordan det individuelle aspekt – repræsenteret ved bl.a.
brugen af narrativer i den kulturelle formel – helt forsvinder i de sidste to eksempler.
Den ene af de citerede tekster ovenfor er efterhånden nået at blive over 20 år
gammel (Kleinman & Johnson fra 1984), og falder tidsmæssigt på grænsen til de store
diskussioner om, hvad kultur er. Men teksterne skrevet i 1990’erne gør ikke. Da disse
tekster blev skrevet, havde man i årevis diskuteret det problematiske i at fremstille
kultur og kulturelle grupper, som eksisterende, homogene enheder, hvis kultur man
kunne afdække.
60 Listen over en forfærdelig masse kulturelle grupper, der blev præsenteret i afsnit 6.3.,
stammer fra samme artikel.

Den kulturelle formel bygger på ideen om ’forklaringsmodeller’, der blev
udformet i slutningen af 1970’erne (se næste afsnit). Den kritik, der efterfølgende blev
rettet mod kulturbegrebet, har derfor ikke haft mulighed for at påvirke ideen om
’forklaringsmodeller’ i sin oprindelige udformning. De forskere, der efterfølgende har
kopieret ideen over i den kulturelle formel har ikke arbejdet med en egentlig
videreudvikling af ’forklaringsmodel-ideen’ inden den blev søgt inkorporeret i
psykiatrien.
En anden forklaring på tilstedeværelsen af det essentielle kulturbegreb er, at
begrebet her skal være anvendeligt i en ikke-antropologisk sammenhæng. Her kan der
trækkes paralleller til litteraturen om AIDS forskning i Afrika, hvor blandt andre
Gausset (2001) og Packard & Epstein (1991) har undersøgt den rolle, kultur har fået i
denne forskning. Et andet eksempel findes i diskussioner om familieplanlægning
(Kertzer & Fricke 1997). Antropologer, der har arbejdet inden for disse
forskningsområder er ofte blevet bedt om at afdække og beskrive kulturel viden, og har
ofte gjort det i eksotiske, essentielle, ikke-kontekstuelle termer.
Man kan altså pege på, at kulturbegrebet, som ligger bag den kulturelle formel,
også rummer essentielle træk. Dette peger tilbage til, at skellet mellem essentielle og
relationelle forståelser af kultur ofte er mindre klart end i fremstillingen i kapitel 3, og
at man i anvendelsen af kultur kan glide mellem de to forståelser.
11.3.3. ’Når rationelle mænd bliver syge’ 61
En anden, mere ontologisk, kritik er kommet fra forskere på ’Divisionen for kulturel og
social psykiatri’ ved McGill Universitet i Montreal. Disse forskere peger på, at den
kulturelle formel – skønt den konkrete udformning blev dannet med inspiration fra et
61 Denne titel er lånt fra Allan Youngs artikel med samme navn (Young 1981).
273

psykologisk vurderingsredskab (Lewis-Fernández 1996a) – er meget stærkt påvirket af
en række generelle antagelser indenfor den medicinske antropologi, og særligt Arthur
Kleinmans begreb om ’Explanatory Models’/’forklaringsmodeller’ (Kirmayer et al.
2003b). Kleinmans begreb om ’forklaringsmodeller’ knytter sig til hans ide om at
udvikle en ’klinisk social videnskab’ (Kleinman et al. 1978). Ideen med
’forklaringsmodellen’ er, at klinikeren ved hjælp af en række spørgsmål kan afdække
patientens kulturelle forståelse af sin sygdom. Den ’forklaringsmodel’, man dermed
afdækker, er patientens ’illness’ i modsætning til klinikerens ’disease’ (Ibid). På
tilsvarende måde skal den kulturelle formel afdække patientens ’forklaringsmodel’.
274
Problemet med ’forklaringsmodellerne’ og dermed den kulturelle formel er, at
de bygger på en forestilling om, at mennesker tænker om deres sygdom på en bestemt
måde: Kirmayer et al. skriver således:
”Tilgangen med den medicinske antropologis forklaringsmodeller har
opfattet kulturelle udtryk for lidelse, som et resultat af et skema eller en
model til at forstå mærkaten, årsagen, forløbet, konsekvenserne,
behandlingen og udkommet af problemer. Forklaringsmodeller bliver
afdækket ved at stille patienten direkte spørgsmål om deres
sygdomsforestillinger. Denne tilgang antager, at mennesker er lægvidenskabsmænd,
med detaljeret viden om indfødte sygdomskategorier.
Selv om dette nogle gange er sandt, så er det blevet overdrevet i den
antropologiske litteratur, fordi mennesker, der kan give sådanne
beskrivelser, er gode informanter, der bidrager til gode etnografiske
tekster. I kliniske situationer er det dog mere almindeligt, at mennesker er
ufuldstændigt bekendte med deres egne kulturelle sygdomsmodeller eller
billeder på lidelse og ikke i stand til at beskrive en forklaringsmodel i
udførlige detaljer. I stedet er patienters sygdoms narrativer baseret på
andre vidensstrukturer, særligt på prototypiske erfaringer (der danner
idiosynkratiske forestillinger, metaforer og analogier) og kædeforløb (der
danner processuel viden) (Young 1982).”
(Kirmayer et al. 1998: 245)
De sidste to punkter er med reference til to artikler skrevet af den medicinske
antropolog Allan Young i starten af 1980’erne, lige efter at Arthur Kleinman havde
publiceret flere tekster om forklaringsmodeller (f.eks. Kleinman et al. 1978). I den
første artikel, kaldet ”Når rationelle mennesker bliver syge: En undersøgelse af nogle

antagelser hos medicinske antropologer” (Young 1981), kritiserer Young, at
medicinske antropologer synes at mene, at der er en uproblematisk, entydig
sammenhæng mellem, hvad mennesker siger og tænker, ved og føler. Skulle dette være
tilfældet ville alle mennesker være ’rationelle’. Frem for at menneskelige udsagn
afspejler specifikke kognitive modeller, mener Young, at de skal forstås i den
specifikke kontekst, hvori de er ytret, og dermed er udtryk for mere komplicerede
processer (Ibid: 322).
I artiklen fra året efter svarer Young på en del kommentarer fra medicinske
antropologer på hans oprindelige artikel. I dette svar gennemgår han en case med en
jødisk, etiopisk kvinde, der er immigreret til Israel, og som har en lang række
helbredsmæssige problemer. På baggrund af denne case viser han, at kun en del af
kvindens forklaringer på sine tilstande kan siges at ligge inden for rammerne af en
’forklaringsmodel’. Andre dele af hendes forklaringer følger snarere et mønster med
prototypiske erfaringer og kædeforløb (hvor en begivenhed giver betydning til den/de
efterfølgende begivenheder (Young 1982). Der er dermed tale om individuelle
betydningsproduktioner, snarere end fælles kulturelle forklaringsmodeller.
Antropologen Hanne Mogensen beretter ligeledes om manglende
sygdomsmodeller blandt hendes informanter i Uganda. Mogensen forslag er, at det, der
sker i det kliniske møde, er meget tættere forbundet til praksis, end det er til forskellige
kognitive modeller (2005).
Disse kritikpunkter matcher nogle af mine egne forsøg på at afdække
patienternes sygdomsforståelse og mulige konfliktpunkter med den sygdomsopfattelse,
det danske psykiatriske system repræsenterer:
Jeg interviewede en palæstinensisk flygtning, der led af skizofreni. Jeg spurgte
ham, om han i starten af sin kontakt med den danske psykiatriske system havde oplevet
275

esværligheder ved at forstå lægernes opfattelse og beskrivelse af hans situation og
sygdom. Efter at jeg havde stillet flere forskellige spørgsmål med dette tema, svarede
han – lidt opgivende – at det palæstinensiske uddannelsessystem var meget tæt på det
britiske system, da Palæstina havde været en britisk koloni i årevis. Han havde oplevet,
at han og lægerne havde kommunikeret godt, og at lægernes evne til at sætte ord på
hans unormale oplevelser faktisk havde hjulpet ham meget.
276
Flere andre patienter havde deltaget i undervisning i psykisk sygdomme (psyko-
edukation), som bliver afholdt mange steder i det psykiatriske system. De havde mere
eller mindre – i hvert fald rent sprogligt – adopteret personalets forklaringsmodeller.
Nogle patienter var så psykotiske, at selve ideen om en forklaringsmodel virkede
fejlplaceret. Jeg interviewede en patient, der var kommet fra Nordafrika for over 10 år
siden. Han havde været indlagt i årevis, da jeg interviewede ham. Selvom han var
medicineret med antipsykotisk medicin, var han stadig meget psykotisk. Mine forsøg på
at afdække, hvordan han opfattede sin sygdom og sin indlæggelse strandede på vores
forskellige opfattelser af, hvad slags sygdom han havde og hvilken slags afdeling, han
var indlagt på. Han mente, at han havde sukkersyge, og personalet var alvorligt
bekymret, fordi han medicinerede sig selv med sukker, som han opløste i vand og
sprøjtede ind i sine ben. Han var ret utilfreds med behandlingen og indlæggelsen, men
primært fordi personalet nægtede ham en ordentlig behandling for hans sukkersyge.
Jeg endte med at opgive at finde ud af, hvad han mente om sin skizofreni.
Det første af disse eksempler viser, at selv om patienter kommer fra andre steder i
verden og dermed har en anderledes kulturel baggrund, er det ikke sikkert, at de har en
kulturel ’forklaringsmodel’, der kan afdækkes og registreres. Som også påpeget i
kritikken, er der andre forhold, der kan danne betydning om sygdommen. Dette gælder

måske i endnu højere grad for psykotiske sygdomme, der er præget af ubehagelige,
fremmede, angstprovokerende oplevelser, som det er svært at opfatte og forstå som en
integreret del af en selv. Patienten i det første eksempel havde taget psykiatriens
forklaringsmodel til sig, netop fordi den kunne forklare noget, som han ikke kunne
forklare selv.
Den sidste case viser det meget vanskelige projekt, det kan være at afdække
kulturelle forhold hos en psykotisk patient. Dette er formentlig en af årsagerne til, at det
essentielle kulturbegreb har haft en fremtrædende position i psykiatrien. Fra dette
kulturbegreb kan man få viden om en specifik patient, selv om patienten ikke selv er i
stand til at give den (se også kapitel 6).
11.3.4. Bureaukratisk kontrol
Andre forskere har hævdet, at registreringen af patienternes kulturelle
forklaringsmodeller er et forsøg på at udvide det område af patienternes liv, som
psykiatrien kontrollerer, til at omfatte aspekter som ”hvordan etniske grupper
organiserer deres familier og slægtskabsrelationer, deres køn og deres seksuelle
relationer og deres børneopdragelse...” (Mercer 1986: 134, min oversættelse). Dermed
åbnes der for en egentlig psykiatrisk vurdering af kulturelle normer og værdier (se
Santiago-Irizarry 2001). I denne tilgang er den kulturelle vurdering endnu et værktøj til
at styre og kontrollere individer. Antropologen Michael Taussig skriver:
”Forslag, som det præsenteret af Kleinman et al [1978 – om
forklaringsmodeller], der skal gøre eksplicit, hvad der tidligere var
implicit, er primært et forsøg på at forstå det implicitte med den moderne
samfundsvidenskab redskaber for bedre at kunne kontrollere det.”
(1992: 108, min oversættelse)
I disse kritikpunkter ligger der en parallel til Foucaults begreb om pastoral magt
(Foucault 1994: 333-335). Et af kendetegnende ved pastoral magt er, at den fokuserer
277

på det enkelte individ, og at den kræver at kende til, hvad der foregår i menneskers
tanker (Ibid: 333). Den pastorale magt var oprindeligt knyttet til den kristne kirke og til
den lokale præst intime kendskab til sine sognebørn, blandt andet gennem skriftemål.
Foucault beskriver, hvordan en ny pastoral magt dukkede op i forbindelse med
etableringen af den moderne stat, og overdrog denne magt over mennesker til andre
organer, der i blandt den moderne medicin og psykiatri (Ibid: 334). Pastoral magt
fungerer som andre af Foucaults begreber om magt, ved at mennesker lærer at
kontrollere sig selv (Foucault 1988; Shore & Wright 1997: 9). Specifikke beskrivelser
bliver gjort normative og mennesker tilegner sig den rigtige måde at anskue sig selv og
verden på ved at tilegne sig disse normative beskrivelser. Det er denne bekymring, der
afspejles hos ovenstående forfattere: At når psykiatrien får viden om kulturelle aspekter
af menneskers liv, og dermed tager stilling til hvilke kulturelle normer, der er
patologiske, og hvilke der er normale, kan det tjene til en disciplinering af de
pågældende mennesker til at tilpasse sig det, som psykiatrien definerer som det
normale.
278
Et lidt andet perspektiv lægger Gulløv & Bundgaard på deres studier af en
daginstitution. I denne institution bliver børn med anden etnisk baggrund end dansk
sprogtestet, og resultaterne af denne test bliver sat ind i en større social og
udviklingsmæssig beskrivelse af børnene. Tilstedeværelsen af denne journal opfattes af
nogle forældre som en trussel om potentiel magtudøvelse (Gulløv & Bundgaard under
udgivelse). Den repræsenterer en mulighed for at danne baggrund for bureaukratiske
beslutninger i kommunen og ligger uden for det enkelte individs kontrol. En tilsvarende
bekymring kunne udstrækkes til at gøre sig gældende i forhold til kulturelle vurderinger
i psykiatrien. Det er en beskrivelse, der ligger uden for individets kontrol, og som udgør
en potentiel mulighed for at danne baggrund for bureaukratiske beslutninger. I forhold

til psykiatrien er det værd at påpege, at journaler allerede findes og allerede har denne
funktion – den kulturelle vurdering vil betyde en udvidelse af denne mulighed, men
ikke en nyskabelse som i Gulløv & Bundgaards tilfælde. I psykiatriens tilfælde vil der
nok snarere være tale om en bekymring for, hvad der bliver registreret og hvordan det
bruges, end en bekymring for, at der registreres.
11.3.5. Opsamling på kritik
Ovenstående gennemgang har vist, at selv om den kulturelle formel i udgangspunktet
var – og er – et sympatisk projekt, er den på ingen måde uproblematisk. Disse
forskellige kritikpunkter dækker en række meget forskellige tilgange: Fra den måde
formlen er afgrænset på, over en kritik af flere af de bagvedliggende antagelser om
’forklaringsmodeller’ og kulturforståelse, til de konsekvenser formlen kan have med en
patologisering af kultur og som et redskab til øget kontrol. Dette er centrale
overvejelser for evt. forslag til kulturelle vurderinger i psykiatrien også i en dansk
sammenhæng.
11.4. Konklusion
Udgangspunktet for dette kapitel var, at en eller anden form for systematisk kulturel
vurdering af patienter med anden etnisk baggrund end dansk var det mest sandsynlige
bud på, hvordan man kan arbejde med kultur inden for psykiatrien. Det eksempel, der
blev gennemgået og diskuteret, var den kulturelle formel fra DSM-IV, fordi litteraturen,
der beskæftiger sig med denne formel, er den mest omfattende, og at udviklingen af
formlen er foretaget af både antropologer og psykiatere. Den kulturelle formel blev
sammenlignet med forskellige danske forslag, der alle byggede på samme ide.
279

280
Efter denne introduktion blev forskellige kritikpunkter mod den kulturelle
formel diskuteret. Dette kapitel har dermed givet en systematisk gennemgang af nogle
af de problemer, som psykiatrien og antropologien står overfor i forsøget på at finde
anvendelige redskabet i det tværfaglige arbejde.

Kapitel 12. Konklusion
I afhandlingen har jeg givet et billede af dagligdagen på de psykiatriske afdelinger, og
hvordan kultur på forskellige måder blev konstrueret, fremstillet og brugt i dette felt.
Jeg vil i min opsummering af afhandlingens analyser og konklusioner eksplicitere en
dikotomisering, som har været latent igennem afhandlingen og tydeligst præsenteret i
kapitel 5 om kulturbegrebernes anvendelse i praksis, og i kapitel 10 om
videnstraditioner. Der er tale om en fremhævelse af to forskellige tilgange til kultur og
psykiatri.
Efter gennemgangen vil jeg vende tilbage til spørgsmålet om de kulturelle
vurderinger af patienter med anden etnisk baggrund end dansk og påpege nogle centrale
punkter, som sådanne vurderinger bør indeholde.
Konklusionen slutter med to perspektiverende afsnit. Et om psykiatrien mellem
social- og lægevidenskaben, og et der peger på paralleller til andre institutioner i det
danske samfund.
12.1. Den psykiatriske praksis
Psykiatriens primære opgave er at behandle mennesker, der lider af psykisk sygdom.
En del af disse mennesker er i dag ’med anden etnisk baggrund end dansk’. I dansk
psykiatri har man i vid udstrækning søgt at behandle disse patienter inden for de
allerede eksisterende behandlingstilbud, suppleret med en begrænset brug af tolke. Dvs.
at arbejdet med den kulturelle baggrund hos patienter med anden etnisk baggrund end
dansk bliver opfattet som en arbejdsopgave blandt mange andre.
I min analyse af denne situation har jeg brugt begreberne ’praksis’ og ’social
teknologi’ til at beskrive disse behandlingstilbud. Jeg har vist, hvordan
behandlingstilbuddene i vid udstrækning baserer sig på behandling med lægemidler, og
281

at personalet knytter en lang række kulturelle forestillinger til disse lægemidler.
Lægemidlerne og den medicinske behandlings fremtrædende position i forhold til andre
behandlingstilbud skyldes flere forhold: 1) Den fremherskende sygdomsopfattelse
bygger på en grundlæggende biologisk sygdomsmodel og fokuserer på symptomer og
adfærd; 2) Medicin har den bedst dokumenterede virkning, særligt på alvorlige
psykiske sygdomme; 3) I den sociale organisering af afsnittene udgør psykiater og
plejepersonale den primære personalegruppe og det tværfaglige personale indtager en
mere perifer position: 4) Forhold ved patienterne – deres potentielle farlighed, deres
alvorlige sygdom og hvordan personalet skal handle på dette.
282
Jeg har vist, at den videnstradition, der dominerer på afsnittene, er begrænset og
primært handler om afsnittene og om patienternes adfærd. Denne videnstradition er
støttet af en række institutionelle forhold: Vidensmedier, situationer til udveksling af
viden, samt hvilken viden der bedømmes som valid. Lægemidlernes dominerende
position på afsnittene er knyttet sammen med denne videnstradition, da den viden, der
her formidles, er knyttet tæt sammen med sygdomsforståelse og behandling.
Tilstedeværelsen af patienter med anden etnisk baggrund end dansk har betydet,
at disse patienter skulle placeres inden for denne praksis. Det har ført til
kategoriseringen af nogle af dem som netop ’patienter med anden etnisk baggrund end
dansk’, mens andre bare er blevet kategoriseret som ’patienter’. Disse processer er et
resultat af den måde, de psykiatriske afsnit er defineret på og den sociale teknologi,
som institutionen har til rådighed. De patienter med anden etnisk baggrund end dansk,
som man kan hjælpe og som vil hjælpes af lægemidler og miljøterapi, kan falde i
kategorien ’patienter’ sammen med andre patienter. De patienter, der ikke kan hjælpes
af de til rådighedstående midler, bliver kategoriseret på forskellig vis; ’patienter med
anden etnisk baggrund end dansk’ er en blandt flere sådanne kategorier.

Et andet resultat af tilstedeværelsen af patienter med anden etnisk baggrund end
dansk er, at personalet på de psykiatriske afsnit er begyndt at tænke over og bruge
kultur i relation til deres arbejde. Ofte er der tale om et essentielt kulturbegreb, som
personalet er blevet præsenteret for dels generelt i det danske samfund og dels på
forskellige kurser om patienter med anden etnisk baggrund end dansk. Det essentielle
kulturbegreb i psykiatrien har rødder tilbage i antropologien; til et
strukturfunktionalistisk kulturbegreb og til antagelserne i kultur- og
personlighedsskolen. Ligesom kategoriseringen ’patienter med anden etnisk baggrund
end dansk’ skal forstås i relation til den psykiatriske praksis, er brugen af et essentielt
kulturbegreb på tilsvarende vis knyttet til praksis: Til den måde man mere generelt
forstår og beskriver adfærd på i psykiatrien. Det essentielle kulturbegreb betyder, at
man generelt kommer til at opfatte de etniske patienter udfra kulturelle stereotyper
(hvoraf ’muslimsk kultur’, ’den muslimske mand’ og ’traditionelle samfund’ er de
dominerende).
Fra de psykiatriske afsnit, giver afhandlingen flere eksempler på, hvordan kultur
spiller sammen med psykiske sygdom. I forbindelse med diagnosticeringen af nogle
patienter med anden etnisk baggrund end dansk bliver kultur en yderligere
komplicerende faktor i den komplicerede, fortolkende proces, som den psykiatriske
diagnostik er. I forhold til nogle patienter, der er kategoriseret som patienter med anden
etnisk baggrund end dansk, spiller kultur sammen med sygdom enten sådan, at
patienterne bliver opfattet som særligt vanskelige, eller at symptomer og kulturelle
karakteristika glider sammen og forveksles med hinanden. Og endelig er kultur vigtigt i
forhold til patienternes liv uden for afdelingen, hvilket personalet ikke altid er
opmærksomt på.
283

284
Netop fordi vurderingen og forståelsen af psykisk sygdom ikke kan foregå uden
at inddrage patientens fremstilling af sygdommen, er kultur et vigtigt aspekt. Selv om
psykisk sygdom skulle vise sig at være biologi alt sammen, så er tilgangen til denne
biologi gennem det kulturelle menneske. Kapitlerne om diagnostisering (7) og sygdom
(8) viser netop noget af dette sammenspil, og dermed hvor vigtigt det er også at tænke
kultur med.
Der findes personalemedlemmer, der mener, at kultur ikke er en relevant
parameter at anvende i deres arbejde. De mener ikke, at det er meningsfuldt at udskille
denne patientgruppe som anderledes end andre patienter, fordi det er kategorien
’patient’, der er (eller burde være) central på afsnittene. Denne tilgang ligger langt hen
ad vejen i tråd med den psykiatrisk praksis, der anskuer psykisk sygdomme som
primært biologiske. Denne tilgang har den fordel, at den ikke udskiller denne gruppe
patienter som anderledes. Den har to ulemper: For det første ignorerer den kultur, der er
en vigtig parameter at medtænke. For det andet giver dette rum for en ukritisk
anvendelsen af personalets egne forestillinger om det liv, patienterne kommer fra og
skal tilbage til.
12.2. Kulturel opmærksomhed
Det er muligt at identificere en praksis, der peger mod en anden tilgang til
patientgruppen og til andre forståelser af kultur. Denne praksis fokuserer på den enkelte
patients liv og vedkommendes fortælling om det. Denne tilgang er karakteriseret af et
relationelt kulturbegreb, hvor personalemedlemmerne anvender kultur til at kunne sætte
sig bedre ind i patienternes situation. Denne anvendelse af kultur understøttes af de
tilgange inden for psykiatrien, hvor man fokuserer på den enkelte patient, og som
psykiatrien selv karakteriserer som fænomenologisk. Den peger også i retning af en

mere kompleks sygdomsforståelse, som måske kan rummes inden for rammerne af den
bio-psyko-sociale model, hvis denne drejes mod dens potentielle kompleksitet. Den
omfattende videnstradition peger også i denne retning, fordi der her er en åbenhed
overfor patienten og netop giver rum til at kende den enkelte patient med hans eller
hendes baggrund.
Med denne tilgang er der dog den risiko, at den kulturelle betydning forsvinder i
den individuelle fortælling. Dette er blandt andet påpeget af kritikere af den kulturelle
formel (se van Dongen 2005).
Denne tilgang har en mindre plads i den daglige praksis, end den ovenfor
skitserede. De to tilgange eksisterer begge på de psykiatriske afdelinger, hvor jeg har
været, og der er en lang række forhold, der er bestemmende for hvilken tilgang, der
vælges i forhold til en specifik patient. I afhandlingen har jeg vist, at det kan handle om
personalets personlige erfaringer, kategoriseringen af nogle patienter som særligt
vanskelige, eller at noget personale retter en særlig interesse mod en specifik patient.
Der er på nuværende tidspunkt ikke tale om en systematisk prioritering af, hvilke
patienter man anvender en mere omfattende videnstradition på og udviser en kulturel
opmærksomhed på.
De kulturelle vurderinger af patienterne passer ind i denne omfattende
videnstradition, og er et forsøg på at udstrække den kulturelle opmærksomhed til alle
patienter med anden etnisk baggrund end majoritetsbefolkningen. Med de kulturelle
vurderinger bliver der sat et særligt fokus på kultur. Der er dog en række problemer ved
disse vurderinger, som vi nu kort skal vende tilbage til.
285

12.3. Kulturelle vurderinger i et nyt perspektiv
I det foregående kapitel gennemgik jeg den kulturelle formel fra DSM-IV og en række
kritikpunkter mod den. I dette afsnit vil jeg påpege, hvordan disse forbehold kan
inkorporeres i et redskab til kulturelle vurderinger. Når jeg vælger at fastholde
interessen for de kulturelle vurderinger, på trods af denne kritik, er det af tre årsager:
For det første at en kulturel vurdering af en eller anden form er det mest realistiske bud
på at inddrage kultur i det psykiatriske arbejde. For det at bliver kritikpunkterne
indarbejdet, står man med en meget interessant tilgang til dette arbejde. For det tredje
har jeg det grundlæggende synspunkt, at en bedre forståelse af patienternes kulturelle
baggrund vil give en bedre relation og dermed mulighed for en bedre behandling af
patienterne.
12.3.1. De specifikke kritikpunkter
Det første kritik punkt var, at vurderingen ikke inkluderede en opmærksomhed omkring
den ramme, som den blev udført i; institutionelt og politisk. Dette peger på et behov for
øget refleksion. Denne opmærksomhed kan komme indefra og udefra. Skal en sådan
opmærksomhed genereres på de psykiatriske afsnit selv, vil det kræve tid og øvelse til
at vende blikket mod egne kulturelle normer og institutionelle strukturer. Jeg mener, at
der til en vis grad er mulighed for dette; f.eks. i forbindelse med den supervision, der i
dag eksisterer på mange psykiatriske afdelinger, og i forbindelse med den
efteruddannelse en del personale deltager i. Det vil kræve, at der i disse sammenhænge
sættes fokus på større samfundsmæssige perspektiver og opøves et kritisk syn på egen
praksis (se også Dale 1998). Denne opmærksomhed er, i følge Järvinen & Mik-Meyer
(2003b: 241-242), generelt fraværende i sociale institutioner i disse år, og dette udgør
en central udfordring for socialt arbejde.
286

Skal opmærksomheden komme udefra, kræver det øgede ressourcer til forskning
i psykiatriens position i samfundet, samt en åbenhed i psykiatrien til at anvende denne
forskning. I forbindelse med pilotprojektet på Sct. Hans har jeg oplevet en stor interesse
fra psykiatrien i de resultater, som denne undersøgelse genererede. Det peger i en
positiv retning. Om der også er en villighed til rent faktisk at ændre praksis, er stadig et
åbent spørgsmål, som videre forskning bør undersøge.
En opmærksomhed på den institutionelle ramme vil også betyde en mulighed for
at inddrage de særlige forhold, som personalet arbejder under (jvf. Jöncke 1995). I
kapitel 9 påpegede jeg nogle af disse forhold; et centralt element var handlingstvang (se
Dale 1998). En måde man kan inddrage nogle af disse forhold i den kulturelle
vurdering, er ved at anvende et kulturbegreb, der rummer praksis – både patienternes og
personalets. En kulturel vurdering bør derfor også indeholde beskrivelser af hverdagen.
For at begrænse opgavens størrelse kan man begrænse sig til centrale praksisser, samt
til praksisser der har haft særlig betydning i forhold til den specifikke patient.
Det næste kritikpunkt mod den kulturelle formel var, at den forudsætter, at man
kan lave en objektiv kulturel beskrivelse, hvilket som diskuteret ikke kan lade sig gøre.
Vil man tage højde for denne kritik, kræver det opmærksomheden på det særlige
institutionelle rum, vurdering foregår i, se også ovenfor. Derudover berører dette
kritikpunkt de samme problemer som tidligere antropologiske beskrivelser af kultur
også havde, jvf. kapitel 3. Det er vigtigt i forbindelse med kulturelle beskrivelser, at
man gør sig sit udgangspunkt klart. I forhold til en kulturel vurdering vil det være
vigtigt, at personalemedlemmet får beskrevet, hvorfor der skal foretages en kulturel
vurdering, og hvilke spørgsmål en sådan vurdering giver svar på. Det kræver, at man i
psykiatrien får opøvet en evne til at beskrive dette frem for bare at skrive, at der er
’kulturelle problemer’, eller at man tager udokumenterede kulturelle forbehold, som vi
287

så i de indledende eksempler i kapitlet om diagnoser. Sådanne beskrivelser vil også
pege på den praksis, som den kulturelle vurdering skal bruges indenfor.
288
Det er vigtigt at fastholde, at en sådan vurdering aldrig er et afsluttet arbejde,
men løbende vil udvikle sig i takt med kendskabet til patienten. Endelig er det vigtigt,
at et sådant arbejde ikke bliver én persons beskrivelse, men kommer til at inkludere
forskellige menneskers oplevelser og beskrivelser heraf. Som oprindeligt anbefalet i
den kulturelle formel, er patientens egen stemme (i form af et narrativ) et vigtigt bidrag
til en sådan beskrivelse. I forhold til den diagnostiske proces har man, som vist, en
erkendelse i psykiatrien om, at denne tager tid og er foranderlig. Denne erkendelse skal
udstrækkes til også at gælde evt. kulturelle vurderinger.
En del af diskussionen handlede om den bagvedliggende kulturforståelse: På
trods af en umiddelbar anvendelse af en relationel kulturforståelse er den kulturelle
formel også påvirket af en essentiel kulturforståelse. Dette punkt peger på et behov i
antropologien for at opøve beskrivelser, der på den ene side kan rumme kultur som
fælles betydning, og på den anden side kan indfange de personlige varianter i de
kulturelle betydningsmønstre.
Afhandlingen har givet mange eksempler på det problematiske i at anvende en
essentiel kulturforståelse i den psykiatriske praksis. Der er også givet eksempler på,
hvordan en mere relationel forståelse af kultur kan afhjælpe nogle af de problemer, som
et essentielt kulturbegreb skaber.
Som påpeget i det tredje kritikpunkt, er det langt fra sikkert, at patienter – og slet
ikke psykiatriske patienter – har fasttømrede forklaringsmodeller, der kan afdækkes, og
som afspejler deres særlige kulturelle viden. I det omfang noget sådan findes, er det
selvfølgelig vigtig viden, men det er ligeså vigtigt at få beskrevet, når patienterne er i
tvivl, er usikre og ikke oplever sammenhæng i deres univers.

Det sidste kritikpunkt mod den kulturelle formel var, at den udvider den
potentielle mulighed for bureaukratisk kontrol; at den information, der bliver
registreret, kan danne baggrund for en disciplineringsproces, og at den vil eksistere som
et latent udgangspunkt for senere indgreb. Som allerede påpeget er denne risiko i høj
grad tilstede allerede som en integreret del af den psykiatriske praksis. Jeg mener ikke,
at kulturel viden udgør et særligt følsomt område i denne sammenhæng under
betingelse af, at der ikke er tale om kulturel stereotyp viden hentet fra det essentielle
kulturbegreb og ækvivalenskæder (se kapitel 6). Som eksempler i denne afhandling har
vist, er det vigtigt, at man interesserer sig for kultur. Jeg mener, at de fordele, der kan
hentes herfra, overstiger den risiko, som en ordentlig kulturel vurdering indebærer i
form af øget bureaukratisk kontrol.
12.3.2. Generel diskussion
Selv om denne afhandling har koncentreret sig om patienter med anden etnisk baggrund
en dansk, kan diskussionerne i vid udstrækning udbredes til at gælde patienter i det hele
taget. Også danske patienter vil have en kulturel baggrund, som ikke kommer frem i en
situation, hvor der fokuseres på adfærd og medicinsk behandling. Som nævnt i
afhandlingen falder også nogle danske patienter udenfor den behandlingsmæssige
logik, som afdelingerne tilbyder. Tilsvarende gælder alle patienters individuelle
livshistorier, der også forsvinder, når den begrænsede videnstradition dominerer den
institutionelle praksis.
Eksemplet fra Distriktspsykiatrien i Odense peger på, at i arbejdet med
kulturelle vurderinger bør fokus rettes mod processen fremfor resultatet. Det er ikke
den egentlige kulturelle beskrivelse, der er vigtig, men derimod processen hen i mod
denne beskrivelse: Den oprindelige opmærksomhed, kortlægning af tilstedeværelsen
289

omkring disse patienter, overvejelser om hvorfor det er vigtigt og hvad man har brug
for at vide noget om. De forskellige psykiatriske institutioner bør derfor fokusere på at
udvikle deres egen kulturelle formel (se Distriktspsykiatrien i Odense 1998).
290
I sin oprindelige udformning er den kulturelle formel placeret sammen med den
diagnostiske proces, hvilket vil sige på overgangen mellem patientens liv udenfor
afdelingen og indlæggelsen. Det er også i denne transition, at litteratur og informanter
placerede kultur. Analyserne i denne afhandling peger derimod på, at spørgsmålet om
kultur bør udstrækkes i tid og rum. I tid, så det kommer til at dække tiden før
indlæggelsen, indlæggelsen og planlægningen af udskrivelsen; i rum, så det kommer til
at inddrage afdelingens egen kultur (psykiatrikultur).
En sådan ny, mere kompliceret, version af en kulturelle formel og det
forudliggende arbejde med at udvikle den peger mod etableringen af en form for
ekspertfunktion. Ved at kræve, at det psykiatriske personale skal kunne analysere og
arbejde med psykiatrikulturen, kræver jeg også en antropologisk opmærksomhed fra
deres side. En sådan ekspertfunktion kunne være ’den kulturelle konsulent’, som det
f.eks. er afprøvet i Canada (Kirmayer et al. 2003a). På baggrund af kapitel 9 og 10 er
det vigtigt at pege på, at placeringen af ’det kulturelle’ hos en form for ekstern funktion
vil marginalisere det kulturelle aspekt i patienternes behandling, på samme måde som
det gør sig gældende for det sociale og psykologiske. En integrering af det kulturelle
aspekt vil så langt være at foretrække, men kræver en ændring af mange forhold i
psykiatrien: Den institutionelle organisering, den praktiske variant af
sygdomsmodellen, hvilken viden der opfattes som vigtig m.m. Om dette er realistisk i
praksis er et åbent spørgsmål, som må besvares af psykiatrien de kommende år. Men
antropologisk forskning vil kunne bidrage med at påpege nødvendigheden af dette.

Forslaget om en ændret og kontekstbestemt kulturel vurdering rejser
selvfølgeligt spørgsmålet om sandsynligheden for, at et sådan redskab kan accepteres i
den psykiatriske praksis. Den oprindelige kulturelle formel fra DSM-IV fik sin
specifikke udformning netop for at kunne passe til de ret restriktive krav, der blev stillet
fra den amerikanske psykiatriske organisations side. Som Kirmayer har påpeget,
fjernede man alt, der pegede på, at psykiatrien i sig selv var et kulturelt system (1998).
Ovenstående forslag søger at genindføre en del af det, som blev fjernet. Som analysen i
kapitel 9 om videnstraditionerne viste, kræver denne nye kulturelle vurdering, at der i
psykiatrien bliver gjort plads til den viden, som en kulturel vurdering vil tilføre. Hvis
reaktionen fra personalets side fortsat vil være, ’hvorfor skal jeg vide, at han mener, at
hans situation i det danske samfund er marginal og udsat – det har da ikke noget med
mit arbejde at gøre?’ er der ikke den store mulighed for introduktionen af en tilpasset
form for kulturel vurdering.
I en gennemgang af det nederlandske sundhedssystem peger antropologerne van
Dijk & van Dongen på, at et multikulturelt samfund kræver et multikulturelt
sundhedsvæsen (2000). Realiseringen af ovenstående forslag vil være ét vigtigt skridt i
den retning.
12.4. Psykiatri mellem medicin og socialvidenskab
Hvorvidt ovenstående forslag er realistisk afhænger blandt andet af, hvilken vej
psykiatrien som videnskab og faglig praksis bevæger sig. Groft sagt kan man sige, at
bevæger psykiatrien sig i retning mod en mere og mere biologisk sygdomsforståelse,
bliver spørgsmålet om patienternes kultur reduceret til et teknisk spørgsmål om
kommunikation. Hvis de psykiatriske sengeafsnit primært skal udgøre det sted, hvor
291

medicineringen finder sted, vil der ikke være nogen interesse for psykiatrikulturen. Som
diskuteret i kapitel 9 er der tegn i psykiatrien på, at det er den vej, faget bevæger sig.
292
Den medicinske behandling er af visse dele af psykiatrien blevet fremhævet som
det endelige middel, der skal gøre psykiatrien til et fuldgyldigt medlem af det
medicinske speciale (Gelman 1999: 2, 12): Lægemidlerne har givet muligheden for et
endegyldigt farvel til tvivlsomme psykologiske, sociale og moralske teorier om
skizofreniens opståen og behandling, samt til problematiske behandlingsmuligheder:
Indespærring, lobotomi (det hvide snit), insulin-koma-behandling m.m. Og et goddag
til effektiv behandling med lægemidler, som det ses indenfor andre lægelige specialer.
Den specifikke udformning af de seneste diagnostiske manualer (ICD-10 og
DSM-IV) peger samme vej. Manualernes eget udgangspunkt er beskrevet som en
ateoretisk og deskriptiv tilgang til psykisk sygdom (for ICD-10s vedkommende se
Bertelsen & Munk-Jørgensen 1998: 7-8). Formålet var at afgrænse de enkelte
sygdomme klart fra hinanden (Ibid: 7). Dermed kommer manualerne til at læne sig op
af den biologiske essentialisme, hvor princippet netop er at finde frem det, der adskiller
dem fra andre sygdomme, og dermed til de enkelte sygdommes essens (se Jensen 1983:
33-34, 40). Opdelingen af de forskellige sygdomme i forhold til de definerende
symptomer kan derfor også læses som et skridt på vej mod en teoretisk antagelse om de
psykiatriske sygdomme, nemlig den biologiske essentialisme. Dette er et forsøg på at
anvende princippet fra den somatiske patologi på den psykiske patologi (Foucault 2005
[1962]: 48). Dette forventes at gøre det muligt at målrette behandlingen af de enkelte
psykiatriske sygdomme med det kemiske stof, patienterne mangler (Rose 2003). Man
kan videre overveje, om den biologiske og kulturelle essentialisme er samme type
viden, som dermed gensidigt vil styrke hinanden. Hvis dette er tilfældet, kan den
biologiske essentialisme dermed fremme en kulturel essentialisme i psykiatrien.

Vender vi tilbage til psykiatriens bevægelse mod den øvrige medicin, kan der
også nævnes den store interesse for scanninger af hjernen og forsøgene på at kunne
påpege ændringer i hjernen, der kan forklare forskellige psykiske sygdomme, bla.
skizofreni (Cohn 2005). I sin bog om ’klinikkens fødsel’ skriver Michel Foucault:
”Det er i den periode [det 19. århundrede] blikket tiltager sig absolut
dominans, eftersom det er her – i det samme perceptuelle felt og i følge
de samme kontinuiteter og brud – erfaringen med et enkelt blik aflæser
de synlige læsioner og organisme og sammenhænge i patologiske
former.”
(Foucault 2000 [1963]: 38)
Set i dette perspektiv er psykiatrien først for alvor på vej til at blive en del af den
moderne medicin, nu hvor blikket er på vej til en ny position i psykiatrien 62 .
Den norske sociolog Yngvar Løchen, der beskrev et psykiatrisk hospital i Norge
i 1970’erne, gjorde den interessante iagttagelse, at mange af lægerne syntes fanget i en
slags mellemposition. På den ene side ville de gerne være rigtige læger, der kunne
fastslå præcise diagnoser med præcise diagnostiske redskaber og give patienterne en
specifik behandling. På den anden side passede disse forestillinger dårligt til
psykiatriens mere sociale og uspecifikke tilgang, samt til lægernes ambition om at være
psykoterapeuter (1976). Denne tvivl synes i dag ikke at dominere. Ved at bruge
lægemidler i behandlingen kan man lidt groft sige, at psykiateren bekræfter sit
tilhørsfold til den medicinske tradition, samtidig med at den psykiske sygdom bliver
defineret som en primært biologisk dysfunktion, snarere end et socialt problem.
I følge sundhedsfilosoffen Jensen er det ikke psykiatrien, der har et problem,
men andre medicinske specialer, der bilder sig ind, at de opererer med afgrænsede
biologiske enheder (1983: 269-270). I det perspektiv bliver det interessant, at
psykiatrien synes at bevæge sig tættere på den øvrige medicin, snarere end at gøre sig
62 Omvendt kan man nok hævde, at en del af psykiaterens andre kliniske værktøjer, så
som fornemmelse og samtale, har tjent samme formål i psykiatrien til at blotlægge
sygdommen som blikket i andre medicinske specialiteter.
293

til talsmand for en mere helhedsorienteret tilgang til sygdomme (Rose 2003). I mit eget
empiriske materiale findes denne tilnærmelse til den øvrige medicin f.eks. hos de
psykiatere, der startede interviewene med mig med at understrege, at deres
arbejdsopgave var at behandle hjernesygdomme.
294
Dette betyder ikke, at der er en modsætning mellem at opfatte skizofreni som
primært en biologisk sygdom og ønsket om at give kultur mere integreret plads. Som
nævnt i kapitel 8, findes der tilgange, der søger at integrere kultur og biologi i mere
komplekse modeller, end den jeg har fundet i praksis, hvor man adskiller kultur og
sygdom i henholdsvis en pato-plastisk og en pato-genetisk dimension.
Så længe det er vigtigt for psykiatrien at vide noget om, hvordan mennesker
oplever deres psykiske sygdom (Parnas 2000c), er kultur også vigtigt. Interessen for
kultur åbner til verden udenfor. Den peger på betydningen af spørgsmål om samfund,
køn, etnicitet og magt. Det er stadig et uafklaret spørgsmål om de nyeste diagnostiske
teknikker på sigt vil kunne erstatte patientens subjektive oplevelse af sin sygdom. Nu
kan den ikke. Som både Byron Good (1996; 1997) og Arthur Kleinman (1988) har
påpeget, er der forskel på antropologisk og psykiatrisk viden, men netop interessen for
at forstå den enkelte patient burde skabe et rum, hvor de kan mødes.
12.5. Andre institutioner i det danske samfund
Det er ikke kun på de psykiatriske afdelinger, hvor jeg udførte mit feltarbejde, at
spørgsmålet om kultur er blevet rejst de senere år. En del forskere har skrevet om
samspillet mellem klienter og patienter med anden etnisk baggrund end dansk og
personalet i den danske social- og sundhedssektor. Det har været et fælles fund i denne
forskning, at behandlere forskellige steder i systemet tillægger de etniske patienter eller
klienters kulturelle baggrund stor betydning, og at denne betydning ofte er negativ –

forstået på den måde, at den kulturelle baggrund opleves som en hindring for en god
behandling. Løsningsstrategien for meget af dette personale har været at søge viden om
disse menneskers kulturelle baggrund. Ofte har det dog ikke virket efter hensigten, da
personalets forestillede kulturelle viden har stillet sig i vejen for et egentligt møde
(f.eks. Fischel 1993; Hjarnø 1996; Jöncke 1995).
Som denne afhandling har vist, passer kulturelle beskrivelser sjældent til
institutioners behov for at handle (se også Järvinen & Mik-Meyer 2003a). Andre
hospitalsafdelinger og det sociale system vil højst sandsynlige blive ofre for samme
fænomen, hvor en videnstradition dominerer over en anden, og hvor kulturel viden,
hvis den bliver indsamlet i det hele taget, vil blive en del af journalen frem for en del af
den daglige interaktion mellem patienter og klienter.
Tilstedeværelsen af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk i mange
forskellige institutioner i Danmark har gjort spørgsmålet om disse institutioners
kategorisering og arbejde med disse mennesker relevant. Når det er muligt at trække
paralleller mellem f.eks. de kategoriseringsprocesser, der foregår i en børnehave
(Bundgaard 2004; Gulløv & Bundgaard under udgivelse), og dem der foregår på
retspsykiatriske og lukkede psykiatriske afsnit, peger det på behovet for at samle disse
analyser i en fælles udforskning af dansk institutionskultur, og dens håndtering af
mennesker med en anden etnisk baggrund end dansk.
295

296

Bilag 1: Det skizofrene spektrum
F20-29
F20 Skizofreni
F21 Skizotypisk sindslidelse
13. Appendiks
F22 Paranoide psykoser (kroniske, vedvarende)
F23 Akutte og forbigående psykoser
F24 Induceret psykose
F25 Skizo-affektive psykoser
F28 Anden non-organisk psykose
F29 Non-organisk psykose, uspecificeret
Efter WHO: Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser (1994: 19-20).
297

Bilag 2: Diagnostiske kriterier for skizofreni
I (1) ≥ 1 førsterangs symptom (FRS)
298
eller
(2) vedvarende ”bizarre” vrangforestillinger
eller
(3) ≥ 2 af følgende:
II Varighed ≥ 1 måned
III Udelukkes:
(a) varende hallucinationer med vrangforestillinger uden
affektivt indhold
(b) sproglige tankeforstyrrelser
(c) kataton adfærd
(d) negative symptomer
skizoaffektiv sindslidelse
organisk ætiologi
Ved ”bizar” forstås fuldstændigt umuligt samt kulturel uacceptabelt
Skizofrene førsterangs symptomer (FRS) (schneideriske førsterangssymptomer)
Tankepåvirkningsoplevelser
Tanke-fradrag
Tanke-påføring
Tanke-udspredning
Tanke-hørlighed

Negative symptomer
Tredjepersons hørelseshallucinationer
Styringsoplevelser
Kommenterende stemmer
Diskuterende stemmer
Påførte handlinger
Påførte viljesimpulser
Påførte følelser
Legemlige påvirkningsoplevelser
Vrangagtige sansningsoplevelser
Træghed
Sløvhed
Affekt-affladning
Initiativløshed
Passivitet
Sprogfattigdom
Kontaktforringelse
Manglende fremdrift eller interesser
Tom eller formålsløs adfærd
Indsynken i sig selv
Social tilbagetrækning eller ensomhedssøgen
Efter WHO: Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser (1994: 66-67).
299

Bilag 3: Kirmayers model af relationen kultur – psykisk sygdom
Efter Kirmayer (2004: 39).
300

Bilag 4: Engels illustration af den bio-psyko-sociale model
Efter Engel (1980: 541).
301

302

Dansk resumé
14. Resumé
Denne ph.d. afhandling undersøger, med et antropologisk udgangspunkt, hvordan
psykiatrisk personale forstår og arbejder med den anderledes kulturelle baggrund hos
patienter med anden etnisk baggrund end dansk på to danske psykiatriske afdelinger.
Hovedparten af patienterne havde en skizofrenidiagnose. Projektets metoder var
deltagerobservation og semistrukturerede interviews med patienter og personale, dog
med vægten lagt på personalet. Projektet forskningsspørgsmål var: I hvilke situationer
opfatter personalet kultur som et relevant emne? Hvordan taler personalet om disse
patienter? Hvem bliver opfattet som værende med anden etnisk baggrund end dansk?
Bliver disse patienter på nogen måde behandlet anderledes? Opfatter personalet dem
som anderledes? Oplever personalet, at de mangler redskaber til at arbejde med denne
patientgruppe? Udforskningen af disse forskningsspørgsmål har været lokaliseret i en
interesse for den daglige praksis, som arbejdet med disse patienter finder sted i.
Kultur bliver af psykiatrisk personale ofte opfattet som værende essentielt,
statisk og homogent. Dette kulturbegreb ligger tæt på den måde, som psykiatrien
generelt forstår og fortolker adfærd. Kultur bliver dermed en mulig forklaringsmodel
for afvigelse sammen med psykisk sygdom og personlighedsforstyrrelser. Nogle
personalemedlemmer bruger dog kultur til at komme tættere på den enkelte etniske
patient. Denne brug af kultur ligger tættere på et relationelt kulturbegreb. De
psykiatriske afdelinger kan betragtes som et kulturelt fællesskab. Denne
’psykiatrikultur’ er ofte den mest fremtrædende kultur på afdelingerne.
Patienter, der bliver kategoriseret som ’patienter med anden etnisk baggrund end
dansk’, er patienter, der falder uden for den kategori af patienter, man helst vil arbejde
303

med på de psykiatriske afdelinger – nemlig kategorien ’rigtig dejlig skizofrene
patienter’. Personalet anvender ofte begrebet ’muslimske patienter’ når de skal beskrive
en typisk etnisk patient. Sprogbarrierer er et konkret problem for nogle patienter, og
tolke anvendes ikke nok.
304
Meget personale nævner problemet med at skelne mellem noget patologisk og
kulturelt normalt som det centrale punkt i arbejdet med patienter med anden etnisk
baggrund end dansk. Samtidig afviser det meste personale konkret at have været i tvivl
om en diagnose på grund af kultur. Fejldiagnoser og ændringer i diagnoser finder sted,
men bliver ikke markeret som sådanne. Dette er et resultat af den generelle usikkerhed i
den psykiatriske diagnostiske proces. Fremfor at kultur er afgørende for en diagnose, er
det en yderligere usikkerhed i en i forvejen usikker proces.
I psykiatrien bliver relationen mellem psykisk sygdom og kultur ofte beskrevet
som adskilt: Biologien er sygdommens kerne, mens kultur former den. Dermed
kommer kultur til at besværliggøre diagnose og behandling og bliver noget, der skal
fjernes. Patienter, der bliver opfattet som kulturelle, bliver dermed også opfattet som
besværlige, da deres kultur står i vejen for personalets arbejde med deres sygdom. I
praksis sker der nogle gange en glidning mellem kulturelle karakteristika og symptomer
hos patienter med anden etnisk baggrund end dansk. Dette kan betyde, at disse patienter
bliver opfattet som mere eller mindre syge end danske patienter. Hvis kultur ikke
fremstår som vigtigt i forhold til diagnoser eller brugbart i arbejdet med besværlige
patienter, er det dog vigtigt i forhold til personalets forståelse af det liv, som patienten
kommer fra og skal tilbage til.
Ovenstående kan give indtryk af, at kultur fylder meget på de psykiatriske
afdelinger. Dette er dog langt fra tilfældet. Afhandlingen analyserer i to kapitler de
daglige praksiser med fokus på behandlingen med lægemidler og personalets viden om

patienterne. Analysen viser, at lægemidler er centrale i behandlingen og bærer af megen
kulturel betydning. Viden om kultur har kun meget lidt plads. Den viden, der fylder på
afsnittene handler om patienternes symptomer og adfærd, og om det sociale liv på
afdelingerne.
Analysen afsluttes med en kritisk diskussion af et forslag til retningslinjer for
kulturelle vurderinger. I konklusionen bliver det fremhævet, hvordan kultur på
forskellig vis spiller sammen med den psykiatriske praksis. Retningslinjerne for
kulturelle vurderinger bliver videreudviklet på baggrund af afhandlingens konklusioner.
De kommer dermed til at omfatte en interesse for den konkrete institutionelle og
generelle samfundsmæssige sammenhæng, samt personalets egne kulturelle ideer og
praksiser, udover den oprindelige beskrivelse af patienten kulturelle og individuelle
baggrund.
English resumé
This dissertation research, from an anthropological perspective, how psychiatric staff
perceives and work with the different cultural background of their ethnic minority
patients at two Danish hospital departments. The major part of the patients had
schizophrenia. The methods of the project were participant observation and semi
structured interviews with staff and patients, staff making up the major part of the
informants. My research questions were the following: In which situations does culture
become an issue? How do staff talk about these patients? Which patients are perceived
to be of ethnic minority background? Are these patients in any way treated differently?
Do staff regard them as different? Do staff believe that they have the necessary tools to
work with this particular group of patients? I also focused on describing the daily
practice of psychiatry within which these questions should be situated.
305

306
Culture is by psychiatric staff often perceived as essential, static and
homogeneous. This concept of culture is closely related to the way behaviour in general
is perceived and interpreted. Culture thus becomes an explanatory model for deviation
together with disease and personality disorder. Some staff members do, however, use
culture to get to know the individual patient. In this use culture is closer to a relational
concept of culture. The psychiatric departments can be seen as a cultural community.
This ‘culture of psychiatry’ is often the most dominant culture at the departments.
Patients who are categorized as ‘patients with ethnic minority background’ are
patients who do not match the preferred category of patients: the truly nice
schizophrenics. Staff often use the concept ‘a Muslim patient’ when they describe a
typical ethnic patient. Language barriers make up a true problem for some patient and
interpreters are not used enough.
Staff often mention the problem of deciding whether something is pathological
or cultural normal as the central aspect of working with ethnic minority patients. At the
same time, most staff deny having ever been seriously in doubt about a diagnose
because of the patient’s culture. Misdiagnose and change in diagnose do, however,
happened but is rarely given much attention. This is a result of the general ambiguity in
the psychiatric diagnostic process. Instead of culture being determining for the
diagnostic process it is another reason for uncertainty in a general uncertain process.
In psychiatry the relationship between disease and culture is often described as
separated: biology make up the core of the disease while culture is merely shaping it.
Because of this conception culture is perceived as something which complicate
diagnosing and treatment. Cultural patients therefore become difficult patients as their
culture stands in the way for staffs’ work with the disease. Sometimes a mixing of
cultural characteristics and pathological symptoms takes place. This means that ethnic

patients are in risk of being perceived as more or less ill than a Danish patient. If
culture is not important in relation to the diagnostic process or in working with difficult
patients it is, however, very important regarding staffs’ perception of the patients’ lives
outside the psychiatric department.
The above summary can leave the impression that culture is very important at
the psychiatric departments. This is, however, not very often the case. In two chapters,
the dissertation analyses the daily practices. One chapter focuses on medicine and
treatment and another chapter on what staff know about the patients. The analysis
shows that medicine is central in the treatment and is carrying a lot of cultural meaning.
Knowledge on the patients’ culture does, however, only have little importance in the
daily practices. The dominant type of knowledge at the department is about symptoms,
behaviour and the social life of the departments.
The analytical part of the thesis ends with a critical discussion of some
guidelines for cultural assessments of ethnic patients. In the conclusion I highlight how
culture in different ways interacts with the psychiatric practice. The guidelines for
cultural assessments are developed on the basis of the conclusions in the dissertation.
Beside the original description of the patient’s cultural and individual background, the
assessment should also include descriptions of the specific institutional and the general
societal context of the assessment as well as of the staffs’ culture.
307

308

15. Litteraturliste
Abu-Lughod, L. 1991. Writing against culture. In Recapturing Anthropology. Working
in the Present (ed.) R. Fox. Sante Fe: School of Advanced Research Press.
Adserballe, H. 2000. Retspsykiatri. In Klinisk Psykiatri (eds) R. Hemmingsen, J.
Parnas, A. Gjerris, P. Kragh-Sørensen & N. Reisby. København: Munksgaard
Danmark.
Akhtar, S. & J.P. Byrne. 1983. The concept of splitting and its clinical relevance.
American Journal of Psychiatry 140, 1013-1016.
Alarcón, R.D. 1995. Culture and psychiatric diagnosis. Impact on DSM-IV og ICD-10.
The Psychiatric Clinics of North America 18, 449-465.
Alarcón, R.D., M. Alegria, C.C. Bell, C. Boyce, L.J. Kirmayer, K.-M. Lin, S. Lopez, B.
Üstün & K.L. Wisner. 2005. Beyond the Funhouse Mirrors. Reseach Agenda on
Culture and Psychiatric Diagnosis. In A Research Agenda for DSM-V (eds) D.J.
Kupfer, M.B. First & D.A. Refier. Wahington: American Psychiatric Press.
Alberdi, F. 2002a. Den transkulturelle psykiatris historie. In Transkulturel Psykiatri
(eds) F. Alberdi, C. Nørregaard, M. Kastrup & M. Kristensen. København:
Hans Reitzels Forlag.
—. 2002b. Det skizofrene spektrum. In Transkulturel psykiatri (eds) F. Alberdi, C.
Nørregaard, M. Kastrup & M. Kristensen. København: Hans Reitzels Forlag.
Alberdi, F., C. Nørregaard, M. Kastrup & M. Kristensen (eds) 2002. Transkulturel
psykiatri. København: Hans Reitzels Forlag.
Amit, V. 2000. Introduction: constructing the field. In Construction the Field.
Ethnographic Fieldwork in the Contemporary World (ed.) V. Amit. London:
Routledge.
Amit-Talai, V. 1995. Anthropology, Multiculturalism, and the Concept of Culture. Folk
37, 135-144.
Andersen, J.H. & A.D.R. Jensen (eds) 2001. Etniske minoriteter: kulturmøder i
sundhedsvæsenet. København: Munksgaard.
APA. 1995. Diagnostic and statistical manual of mental disorders: DSM-IV.
Wahington: American Psychiatric Association.
Appadurai, A. 1996. Here and Now. In Modernity at Large. Cultural Dimensions of
Globalization. Menneapolis: University of Minnesota Press.
Baarts, C. 2004. Viden og Kunnen - antropologisk analyse af sikkerhed på en
byggeplads. København: Institut for Antropologi, ph.d. rækken.
Barfod, A. & O. Leimand. 1996. Sindslidende indvandrere og flygtninge. Rapport over
en undersøgelse om behandlingstilbud i Danmark. København: Socialt
Udviklingscenter (SUS), rapport.
Barrett, R.J. 1988. Clinical Writing and the Documentary Construction of
Schizophrenia. Culture, medicine and psychiatry 12, 265-299.
—. 1996. The Psychiatric Team and the Social Defintion of Schizophrenia. Cambridge:
Cambridge University Press.
—. 2004. Kurt Schneider in Borneo: Do First Rank Symptoms Apply to the Iban? In
Schizophrenia, Culture, and Subjectivity (eds) R.J. Barrett & J.H. Jenkins.
Cambridge: Cambridge University Press.
Barth, F. 1995. Other knowledge and other ways of knowing. Journal of
Anthropological Research 51, 65-68.
—. 1996 [1969]. Ethnic Groups and Boundaries (1969). In Theories of ethnicity: a
classical reader (ed.) W. Sollors. Basingstoke: MacMillan Press.
309

—. 2002. An Anthropology of Knowledge. Current anthropology 43, 1-18.
Bauman, Z. 1997. The making and unmaking of strangers. In postmodernity and its
discontents. Cambridge: Polity Press.
Benedict, R. 1934. Anthropology and the abnormal. Journal of General Psychology 10,
59-82.
—. 1989. The chrysanthemun and the sword: patterns of Japanese culture. Boston:
Houghton Mifflin Company.
Bertelsen, A. & P. Munk-Jørgensen. 1998. De psykiatriske diagnoser. København:
PsykiatriFondens Forlag.
Bourdieu, P. 1990. The Logic of Practice. Cambridge: Polity Press.
—. 1997. Af praktiske grunde. København: Hans Reitzels Forlag.
Budman, C.L., J.G. Lipson & A.I. Meleis. 1992. The Cultural Consultant in Mental
Health Care: The Case of an Arab Adolescent. American Journal of
Orthopsychiatry. 62, 359-370.
Bundgaard, H. 2004. Normalitet. Positioner og kategoriseringsprocesser i det
institutionelle rum. In Viden om verden (ed.) K. Hastrup. København: Hans
Reitzels Forlag.
Burr, V. 1995. Introduction: What is social constructionism? In An Introduction to
Social Constructionism. London: Routledge.
Buus, N. 2005. Communication among mental helath nurses: A field study of mental
health nursing practices. Odense: University of Southern Denmark, ph.d.
afhandling.
Canger, U. 1992. Beskrivelse af minoritetssprog. Et sprogvidenskabeligt perspektiv. In
Minoriteter. En grundbog (eds) H. Krag & M. Warburg. København: Spektrum
Publishers.
Cantor-Graae, E., C.B. Pedersen, T.F. McNeil & P.B. Mortensen. 2003. Migration as a
risk factor for schizophrenia: a Dansih population-based cohort study. British
Journal of Psychiatry 182, 117-122.
Cantor-Graae, E. & J.-P. Selten. 2005. Schizophrenia and Migration: A Meta-Analysis
and Review. American Journal of Psychiatry 162, 12-24.
Caputo, V. 2000. At 'home' and 'away': reconfiguring the field for late twentiethcentury
anthropology. In Constructing the field. Ethnographic Fieldwork in the
Contemporary World (ed.) V. Amit. London: Routledge.
Chen, Y.R., A.C. Swann & D.B. Burt. 1996. Stability of Diagnosis in Schizophrenia.
American Journal of Psychiatry 135, 682-686.
Clifford, J. 1986. Introduction: Partial truths. In Writing Culture: The Poetics and
Politics of Ethnography (eds) J. Clifford & G. Marcus. Berkeley: University of
California Press.
—. 1988. Introduction: The Pure Products Go Crazy & On Ethnographic Auuthority. In
The Predicaments of Culture. Twentieth-Century Ethnography, Literature, and
Art. Cambridge: Harvard University Press.
Cohn, S. 2005. Biological Psychiatry: the promise of objective criteria of difference.
Paper presented to the Megaseminar II: Questions of Difference, Hindsgavl,
2005.
Corin, E.E. 1990. Facts and meaning in psychiatry. An anthropological approach to the
lifeworlds of schizophrenics. Culture, medicine and psychiatry 14, 153-188.
Corlin, C. 1989. Etnisk grupp. In Det mångkulturella Sverige. en handbok om etniska
grupper og minoriteter (eds) I. Svanberg & H. Runblom. Stockholm: Gidlun.
310

Dahl, A. 2000. Personlighedsforstyrrelser og seksuelle afvigelser. In Klinisk Psykiatri
(eds) R. Hemmingsen, J. Parnas, A. Gjerris, P. Kragh-Sørensen & N. Reisby.
København: Munksgaard Danmark.
Dale, E.L. 1998. Reflektsion i den professionelle praksis. In Pædagogik og
professionalitet. Århus: Klim.
Distriktspsykiatrien i Odense. 1998. Kortlægning, Samarbejde og Kommunikation. En
rapport om arbejde med psykisk syge udlændninge. Odense: Distikspsykiatrien i
Odense.
Douglas, M. 1966. Purity and Danger. An analysis of concepts of pollution and taboo.
London: Routledge & Kegan Poul.
Dupont, M.D. 2004. Biomedicinske videnstransformationer. Epistemelogi, praksis og
ideologi i den neurovidenskablige og psykiatriske klinik. Århus: Århus
Universitet, ph.d. afhandling.
Edgerton, R.B. 1992. Sick Societies. Challenging the Myth of Primitive Harmony. New
York: The Free Press.
Edgerton, R.B. & A. Cohen. 1994. Culture and Schizophrenia: The DOSMD
Challenge. British Journal of Psychiatry 164, 222-231.
Elsass, P. 1995. Torturoverleveren. Psykoterapeutisk behandling af den traumatiserede
flygtning. København: Gyldendal.
Elverdam, B. 1991. Kapitel 6. Sygdom, sprog og tolkning. In Fra tradition til
institution. Muslimske indvandrerkvinders møde med dansk hospital og
praksislæge. Århus: Aarhus universitetsforlag.
Engel, G.L. 1980. The Clinical Application of the Biopsychosocial Model. American
Journal of Psychiatry. 137, 535-544.
Eriksen, T.H. 1994. Det tabte kulturelle øyrike. In Kulturelle Veikryss. Essays om
kreolisering. Oslo: Universitetsforlaget.
Estroff, S. 1981. Making it crazy. An ethnography of Psychiatric Clients in an
American Community. Berkeley: University of California Press.
Evans-Pritchard, E.E. 1973. Some Reminiscences and Reflections on Fieldwork.
Journal of the Antrhopological Society in Oxford 4, 1-12.
Fabrega Jr., H. 1996. Cultural and historical foundations of psychiatric diagnosis. In
Culture and Psychiatric Diagnosis. A DSM-IV Perspective (eds) J.E. Mezzich,
A. Kleinman, H. Fabrega Jr. & D.L. Parron. Washington DC: American
Psychiatric Press, Inc.
Fischel, L. 1993. Kulturens klamme hånd: om mødet mellem flygtninge og de
offentlige systemter i Danmark. In Livsformer og kultur (eds) J. Pinholt & E.
Fihl. Århus: Akademisk forlag.
Fleming, C.M. 1996. Cultural formaulation of psychiatric diagnosis. Case No. 01. An
American Indian Woman Suffering From Depression, Alcoholism and
Childhood Trauma. Culture, Medicine, and Psychiatry 20, 145-154.
Foucault, M. 1988. Technologies of the self. In Technologies of the self. A seminar with
Michel Foucault (eds) L.H. Martin, H. Gutman & P.H. Hutton. Amherst: The
University of Massachusetts Press.
—. 1994. The subject and power. In Power. Essential works of Foucault 1954-84, vol.
3 (ed.) J.D. Faubion. London: Penguin Books.
—. 2000 [1963]. Klinikkens fødsel. Københan: Hans Reitzels Forlag.
—. 2005 [1962]. Sindssygdom og Psykologi. København: Hans Reitzels Forlag.
Galal, L.P. & E. Galal. 1999. Goddag mand økseskaft. København: Mellemfolkeligt
Samvirke.
311

Gausset, Q. 2001. AIDS and cultural practices in Africa; the case of the Tonga
(Zambia). Social Science and Medicine 52, 509-518.
Geertz, C. 1973a. The Interpretation og Cultures. New York: Basic Books, Inc,
Publishers.
—. 1973b. Thick Description: Toward an Interpretive Theory of Culture. In The
Interpretation of Culture. New York: Basic Books, Inc., Publishers.
—. 1995. Cultures. In After the Fact. Two Countries, Four Decades, One
Anthropologist. Cambridge: Harvard University Press.
Gelman, S. 1999. Medicating Schizophrenia. A History. New Brunswick: Rutgers
University Press.
Gerlach, J. 1998. Forord. In De psykiatriske diagnoser (eds) A. Bertelsen & P. Munk-
Jørgensen. København: PsykiatriFondens Forlag.
Gjerris, A. & N. Reisby. 2000. Behandlingsprincipper, forskning og etik. In Klinisk
Psykiatri (eds) R. Hemmingsen, J. Parnas, A. Gjerris, N. Reisby & P. Kragh-
Sørensen. København: Munksgaard Danmark.
Glenthøj, B. 2000. Biologisk behandling af skizofreni og paranoide psykoser. In Klinisk
Psykiatri (eds) R. Hemmingsen, J. Parnas, A. Gjerris, P. Kragh-Sørensen & N.
Reisby. København: Munksgaard Danmark.
Goffman, E. 1967. Anstalt og Menneske. Den totale institution socialt set. Købennhavn:
Paludans Fiolbibliotek.
Good, B. 1994. Illness representations in medical anthropology: a reading of the field.
In Medicine, Rationality, and Experience. An Anthropological Perspective.
Cambridge: Cambridge University Press.
—. 1996. Culture and DSM-IV: Diagnosis, konwledge and power. Culture, medicine
and psychiatry 20, 127-132.
—. 1997. Studying Mental Illness in Context: Local, Global or Universal? Ethos 25,
230-248.
Gottlieb, A., M. Østerskov, B. Christensen & T. Morin. 2000. Projekt for etniske
minoriteter, Lokalpsykiatri Vest, Århus Amt. Århus: Team for tværkulturel
psykiatri, rapport.
Gulløv, E. & H. Bundgaard. under udgivelse. Targeting Immigrant Children:
Disciplinary Rationales in Danish Pre-Schools. In Exploring Regimes of
Discipline; The Dynamics of Restraint (ed.) N. Dyck: Berghahn.
Gulløv, E. & S. Højlund. 2003. Konteksten. Feltens sammenhæng. In Ind i verden. En
grundbog i antropologisk metode (ed.) K. Hastrup. København: Hans Reitzels
Forlag.
H:S. 2002. Handlingsplan for etnisk ligestiling i H:S. København: H:S Direktionen.
Hacking, I. 1992. 'Style' for Historians and Philosophers. Studies in the History and
Philosophy of Science 23, 1-20.
Hansen, C.G. 1995. Kayak Dizziness. Historical Reflections about a Greenlandic
Predicament. Folk 37, 51-74.
Hasse, C. 1995. Fra journalist til "Big Mama". Om sociale rollers betydning for
antropologers datagenerering. Tidsskriftet Antropologi 31, 53-63.
Hastrup, K. 1992. Det antropologiske projekt - om forbløffelse. København: Gyldendal.
—. 1995. A Passage to Anthropology. Between Experience and Theory. London:
Routledge.
—. 2003. Introduktion. Den antropologiske videnskab. In Ind i verden. En grundbog i
antropologisk metode (ed.) K. Hastrup. København: Hans Reitzels Forlag.
—. 2004a. Introduktion. Antropologiens vendinger. In Viden om verden. En grundbog i
antropologisk analyse (ed.) K. Hastrup. København: Hans Reitzels Forlag.
312

—. 2004b. Kultur: Det fleksible fællesskab. Århus: Århus Universitetsforlag.
—. 2004c. Refleksion. Vidensbegreber og videnskab. In Viden om verden. En
grundbog i antropologisk analyse (ed.) K. Hastrup. København: Hans Reitzels
Forlag.
Hemmingsen, R. & J. Parnas. 2000. Det diagnostiske interview. In Klinisk Psykiatri
(eds) R. Hemmingsen, J. Parnas, A. Gjerris, P. Kragh-Sørensen & N. Reisby.
København: Munksgaard Danmark.
Hemmingsen, R., J. Parnas, A. Gjerris, P. Kragh-Sørensen & N. Reisby (eds) 2000.
Klinisk psykiatri. København: Munksgaard Danmark.
Hervik, P. 2004. Anthropological Perspectives on the New Racism in Europe. Ethnos
69, 149-155.
Hjarnø, J. 1996. Er kultur et relevant begreb i social rådgivning? Esbjerg: Sydjysk
Universitetsforlag.
Hopper, K. 1991. Some Old Questions for the New Cross-cultural Psychiatry. Medical
Anthropology Quaterly (new series) 5, 299-330.
—. 2003. Review Essay: Saints, Scholars and Schizophrenics. Medical Anthropology
Quatrly 17, 117-120.
—. 2004. Interrogating the meaning of "culture" in the WHO International Studies of
Schizophrenia. In Schizophrenia, Culture and Subjectivity. The edge of
experience (eds) J.H. Jenkins & R.J. Barrett. Cambridge University Press Series
in Medical Anthropology. Cambridge: Cambridge University Press.
Hughes, C.C. 1985. Culture-Bound of Construct-Bound? The syndromes and DSM-III.
In The Culture-bound Syndromes. Folk Illnesses of Psychiatric and
Anthropological Interest (eds) C.C. Hughes & R.C. Simons. Dordrecht: D.
Reidel Publishing Company.
Hvenegård-Lassen, K. 1996. Grænseland. Minoriteter, rettigheder og den nationale
idé. København: Det danske center for menneskerettigheder.
Høiris, O. 1993. Pierre Bourdieu og antropologi. Jordens Folk, 42-47.
Jacobsen, C.B. under udgivelse. Questions of responsibility in psychiatric treatment.
Medical Anthropology Quaterly.
Jacobsen, C.B. & K.S. Johansen. 2002a. Anmeldelse: Transkulturel psykiatri. Francisco
Alberdi, Christian Nørregaard, Marianne Kastrup, Majken Kristensen (red.).
Tidsskriftet Antropologi 46, 158-160.
—. 2002b. Den store fortælling - om muslimske mænd og danske kvinder. Social kritik,
22-27.
—. 2002c. Kulturmøde i psykiatrien. Roskilde: Sct. Hans Hospital, H: S, rapport.
—. n.d. Culture and Behaviour. Dilemmas of interpretation. Upubliceret manuskript.
Jahn, A.W. 2001. Forskelsskaber og fællesskaber i fødselsrummet: om sociale
kategoriseringsprocesser med etnicitet som eksempel. København: Institut for
antropologi, specialerækken.
Jakobsen, K.D., J.N. Frederiksen, T. Hansen, L.B. Jansson, J. Parnas & T. Werge.
2005. Reliability of clinical ICD-10 schizophrenia diagnoses. Nordic Journal of
Psychiatry 59, 209-212.
Jarvis, E. 1998. Schizophrenia in British Immigrants: Recent Findings, Issues and
Implications. Transcultural psychiatry 35, 39-74.
—. 2005. Culture and Psychosis. Paper presented to the Cultural psychiatry, Cultue &
Mental Health Reseach Unit, Institute of Community & Family Psychiatry, Sir
Mortimer B. Davis - Jewish General Hospital, Montreal, Quebec, 2005.
313

Jenkins, R. 1997. Rethinking Ethnicity. Arguments and explorations. Lonson: Sage
Publications.
Jensen, U.J. 1983. Sygdomsbegreber i praksis. Det kliniske arbejdes filosofi og
videnskabsteori. København: Munksgaard.
Johansen, K.S. under udgivelse. Knowledge of patients in Danish hospital psychiatry.
Medical Anthropology Quaterly.
Johnson, T. & A. Kleinman. 1984. Cultural Concerns in Consultation Psychiatry. In
Manual of psychiatric consultation and emergency care (ed.) F.G. Guggenheim.
New York: Jason Aronson.
Jordan, A.T. 1994. Organizational Culture: The Anthropological Approach. In NAPA
bulletin 14 - Practicing Antrhopology in Coporate America: Consulting on
Organisational Culture (ed.) A.T. Jordan: Ameriacan Anthropological
Association.
Järvinen, M. 2000. Pierre Bourdie. In Klassisk og moderne samfundsteori (eds) H.
Andersen & L.B. Kaspersen. København: Hans Reitzels Forlag.
Järvinen, M. & N. Mik-Meyer. 2003a. Indledning: At skabe en klient. In At skabe en
klient. Institutionelle identieter i socialt arbejde (eds) M. Järvinen & N. Mik-
Meyer. København: Hans Reitzels Forlag.
—. 2003b. Institutionelle paradokser. In At skabe en klient. Institutionelle identieter i
socialt arbejde (eds) M. Järvinen & N. Mik-Meyer. København: Hans Reitzels
Forlag.
Jöncke, S. 1995. Hvis Kultur? Politik og praksis i indsatsen for HIV-smittede
udlændinge i Danmark. København: HIV-Danmark, rapport.
Jöncke, S., M.N. Svendsen & S.R. Whyte. 2004. Løsningsmodeller. Sociale teknologier
som antropologisk arbejdsfelt. In Viden om verden (ed.) K. Hastrup.
København: Hans Reitzels forlag.
Jørgensen, J.N. 2001. Sproglig variation og social variation. In En køn strid. Sprog,
magt og køn hos tosprogede børn og unge (ed.) J.N. Jørgensen. København:
Roskilde Universitetsforlag.
Jørgensen, M.W. & L. Phillips. 1999. Det diskursanalytiske felt. In Diskursanalyse som
teori og metode. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur.
Keesing, R.M. 1981. Culture and People: Some Basic Concepts. In Cultural
Anthropology. A Contemporary Perspective. Fort Worth: Holt, Rinehart and
Winston, Inc.
Kertzer, D. & T. Fricke. 1997. Toward an Anthropological Demography. In
Anthropological Demography. Toward a New Synthesis (eds) D. Kertzer & T.
Fricke. Chicago: Chicago University Press.
Kirmayer, L.J. 1994. Pacing the void: Social and cultural dimensions of dissociation. In
Dissociation: Culture, Mind and Body (ed.) D. Spiegel. Washington: American
Psychiatric Press.
—. 1998. The Fate of Culture in DSM-IV. Editorial. Transcultural psychiatry 35, 339-
342.
—. 2001. Cultural variation in the clinical presentation of depression and anxiety:
Implications for diagnosis and treatment. Journal of Clinical Psychiatry 62
(suppl 13), 22-30.
—. 2002. Psychopharmacology in a globalizing world: The use of antidepressants in
Japan. Transcultural psychiatry 39, 295-322.
—. 2004. The cultural diversity of healing: meaning, metaphor and mechanism. British
Medical Bulletin 69, 33-48.
314

Kirmayer, L.J., T.H.T. Dao & A. Smith. 1998. Somatization and psychologization:
Understanding cultural idioms of distress. In Clinical Methods in Transcultural
Psychiatry (ed.) S. Okpaku. Washington: American Psychiatric Press.
Kirmayer, L.J., D. Groleau, J. Guzder, C. Blake & E. Jarvis. 2003a. Cultural
Consultation: A Model of Mental Health Service for Multicultural Societies.
Canadian Journal of Psychiatry 48, 145-153.
Kirmayer, L.J. & H. Minas. 2000. The future of cultural psychiatry: an international
perspective. The Canadian Journal of Psychiatry 45, 438-446.
Kirmayer, L.J., C. Rousseau, E. Jarvis & J. Guzder. 2003b. The cultural context of
clinical assessment. In Psychiatry (eds) A. Tasman, J. Lieberman & J. Kay.
New York: John Wiley & Sons.
Kleinman, A. 1977. Depression, somatization and the "new cross-cultural psychiatry".
Social science and medicine 11, 3-12.
—. 1988. Rethinking Psychiatry. From cultural category to personal experience. New
York: The Free Press.
—. 1996. How Is Culture Important for DSM-IV? In Culture and Psychiatric
Diagnosis. A DSM-IV Perspective (eds) J.E. Mezzich, A. Kleinman, H. Fabrega
Jr. & D.L. Parron. Washington: American Psychiatric Press, Inc.
Kleinman, A., L. Eisenberg & B. Good. 1978. Culture, Illness, and Care. Clinical
Lessons from Anthropologic and Cross-Cultural Research. Annals of internal
Medicine 88, 251-258.
Kleinman, A. & B. Good (eds) 1985. Culture and Depression. Studies in the
Anthropology and Cross-Cultural Psychiatry of Affect and Disorder. Berkeley:
University of California Press.
Kleinman, A. & J. Kleinman. 1985. Somatization. The Interconnections in Chinese
Society among Culture, Depressive Experience and the Meanings of Pain. In
Culture and Depression. Studies in the Anthropology and Cross-Cultural
Psychiatry of Affect and Disorder (eds) A. Kleinman & B. Good. Berkeley:
University of California Press.
Kleinman, A., D.L. Parron, H. Fabrega Jr., B. Good & J.E. Mezzich. 1997. Culture in
DSM-IV. In DSM-IV Sourcebook (eds) T.A. Widiger, A.J. Frances, H.A.
Pincus, R. Ross, M.B. First & D. Wendy. Washington: American Psychiatric
Association.
Kofoed, M.L., T.K. Andersen, J. Lund & K. Kistrup. 2004. Retspykiatri - status og
udfordringer. København: Amtsrådsforeningen, rapport.
Kotowicz, Z. 1997. R. D. Laing and the Paths of Anti-Psychiatry. London: Routledge.
Kraepelin, E. 2000 [1904]. Comparative Psychiatry. In Cultural Psychiatry and
Medical Anthropology. An Introduction and Reader (eds) R. Littlewood & S.
Dein. London: The Athlone Press.
Kramp, P. & G. Gabrielsen. 2001. Retspsykiatri i H:S - en spørgeskemaundersøgelse.
København: H:S, rapport.
Kristensen, M. & F. Ali. 2000. Transkulturel psykiatri. In Klinisk psykiatri (eds) R.
Hemmingsen, J. Parnas, A. Gjerris, P. Kragh-Sørensen & N. Reisby.
København: Munksgaard Danmark.
Kvale, S. 1997. Den sociale konstruktion af validitet. In Interview: En introduktion til
det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag.
Laclau, E. & C. Mouffe. 1985. Hegemony and Socialist Strategy. Toward a Radical
Democratic Politics. London: Verso.
Lakoff, G. & M. Johnson. 1980. Metaphors we live by. Chicago: University of Chicago
Press.
315

Larsen, J.A. 2002. Introdution. In Experiences with early intervention in schizophrenia:
An ethnographic study of assertive community treatment in Denmark:
Department of Sociological Studies, Universit of Sheffield, ph.d. afhandling.
Lewis-Fernández, R. 1996a. Cultural formulation of psychiatric diagnosis:
Introduction. Culture, medicine and psychiatry 20, 133-144.
—. 1996b. Cultural Fornulation of Psychiatric Diagnosis. Case No. 2. Diagnosis and
Treatment of Nervios and Ataques in a Female Puerto Rican Migrant. Culture,
Medicine, and Psychiatry 20, 155-163.
Liep, J. & K.F. Olwig. 1994. Kulturel kompleksitet. In Komplekse liv. Kulturel
mangfoldighed i Danmark (eds) J. Liep & K.F. Olwig. København: Akademisk
Forlag.
Lin, K.-M. 1996. Asian American Perspectives. In Culture and Psychiatric Diagnosis.
A DSM-IV Perspective (eds) J.E. Mezzich, A. Kleinman, H. Fabrega Jr. & D.L.
Parron. Washington: American Psychiatric Press, Inc.
Littlewood, R. & S. Dein. 2000. Introduction. In Cultural Psychiatry and Medical
Anthropology. An Introduction and Reader (eds) R. Littlewood & S. Dein.
London: The Athlone Press.
Littlewood, R. & M. Lipsedge. 1997. Aliens and Alienists. Ethnic minorities and
psychiatry. London: Routledge.
Long, N. 1992. Introduction. In Battlefields of Knowledge. The Interlocking of Theory
and Practice in Social Research and Development (eds) N. Long & A. Long.
London: Routledge.
Lorimer, F. 2004. Forståelse. Et socialt forhold. In Viden om verden. En grundbog i
antropologisk analyse (ed.) K. Hastrup. København: Hans Reitzels Forlag.
Loring, M. & B. Powell. 1988. Gender, race, and DSM-III: A study of the objectivity of
psychiatric diagnostic behavior. Journal of Health and Social Behavior 29, 1-
22.
Lynge, I. 2000. Psykiske lidelser i det grønlandske samfund. Århus: Afdelingen for
psykiatrisk demografi.
Lægemiddelkataloget. 1999. København: Dansk Lægemiddel Information A/S.
Løchen, Y. 1976. Idealer og realiteter i et psykiatrisk sykehus. Oslo:
Universitetsforlaget.
Malterud, K. 2001. Qualitative research: standards, challenges, and guidelines. The
Lancet 358, 483-488.
McGee, R.J. & R.L. Warms. 2000. Culture and Personality. In Anthropological Theory.
An Introductory History (eds) R.J. McGee & R.L. Warms. Mountain View:
Mayfiled Publishing Company.
Mead, M. 1978. Coming of age in Samoa: a study of adolescence and sex in primitive
societies. Harmondsworth: Penguin Books.
—. 2000. Introduction to Sex and Temperament in Three Primitive Societies (1935). In
Anthropological Theory. An Introductory History (eds) R.J. McGee & R.L.
Warms. Mountain View: Mayfield Publishing Company.
Mercer, K. 1986. Racism and transcultural psychiatry. In The power of psychiatry (eds)
P. Miller & N. Rose. Cambridge: Polity Press.
Mezzich, J., L.J. Kirmayer, A. Kleinman, H. Fabrega Jr., D.L. Parron, B.J. Good, K.-M.
Lin & S.M. Manson. 1999. The Place of Culture in DSM-IV. The Journal of
Nervous and Mental Disease 187, 457-464.
Mezzich, J.E. 1995. Cultural formulation and comprehensive diagnosis. The
Psychiatric Clinics of North America 18, 649-657.
316

Mezzich, J.E., A. Kleinman, H. Fabrega Jr. & D.L. Parron. 1996. Introduction. In
Cultue and Psychiatric Diagnosis. A DSM-IV Perspective (eds) J.E. Mezzich,
A. Kleinman, H. Fabrega Jr. & D.L. Parron. Washington: American Psychiatric
Press, Inc.
Mezzich, J.E., A. Kleinman, H. Fabrega Jr., D.L. Parron, B. Good, K.-M. Lin & S.M.
Manson. 1997. Cultural Issues for DSM-IV. In DSM-IV Sourcebook (eds) T.A.
Widiger, A.J. Frances, H.A. Pincus, R. Ross, M.B. First & D. Wendy.
Washington: American Psychiatric Association.
Miller, P. 1986. Critiques of psychiatry and critical sociologies of madness. In The
power of psychiatry (eds) P. Miller & N. Rose. Cambridge: Polity Press.
Miller, P. & N. Rose. 1986. Introduction. In The power of psychiatry. Cambridge:
Polity Press.
Mitchell, J.C. 1984. Case Studies. In Ethnographic Research. A Guide to General
Conduct (ed.) R.F. Ellen. London: Academic Press.
Mogensen, H.O. 2005. Finding a Path through the Health Unit: Practical Experience of
Ugandan Patients. Medical Anthropology 24, 209-236.
Mogensen, H.O. & L. Oberländer. under udgivelse. Antropologi og kultur. In
Samfundsvidenskab for sundhedspersonale (ed.) G. Niklasson: Frydenlund.
Morgan, C., R. Mallett, G. Hutchinson & J. Leff. 2004. Negative parhways to
psychiatric care and ethnicity: the bridge between social science and psychaitry.
Social science and medicine, 739-752.
Mortensen, P.B., E. Cantor-Graae & T.F. McNeil. 1997. Increased rates of
schizophrenia among immigrants: some nethodological concerns raised by
Danish findings. Psychological Medicine 27, 813-820.
Nielsen, A.S. 2005. Smertelige erfaringer. En antropologisk analyse af migrantkvinders
fortællinger om sygdom, marginalisering og diskursivt hegemoni: Københavns
Universitet.
Nordentoft, M. 2000. Psykisk sygdom blandt flygtninge og indvandrere. Ugeskrift for
læger 162, 6218-6219.
Nørregaard, C. 2002. Kulturbundne syndromer, somatoforme tilstande, dissociation og
angst. In Transkulturel Psykiatri (eds) F. Alberdi, C. Nørregaard, M. Kastrup &
M. Kristensen. Københavnn: Hans Reitzels Forlag.
Ortner, S.B. 1984. Theory in Anthropology since the Sixties. Comparative Studies in
Society and History 26, 126-166.
—. 1999. Introduction. In The Fate of "Culture". Geertz and Beyond (ed.) S.B. Ortner.
Berkeley: University of California Press.
Otto, T. 2003. Normer og handling i et antropologisk perspektiv. In Retslig
mangfoldighed: En fælles udfordring for retsvidenskab og antropologi (eds) S.
Schaumburg-Müller & B. Selmer. København: Jurist- og Økonomforbundets
Forlag.
Packard, R.M. & P. Epstein. 1991. Epidemiologists, social scientists, and the structure
of medical research on AIDS in Africa. Social science and medicine 33, 771-
794.
Parnas, J. 2000a. Det skizofrene spektrum. In Klinisk Psykiatri (eds) R. Hemmingsen, J.
Parnas, A. Gjerris, P. Kragh-Sørensen & N. Reisby. København: Munksgaard
Danmark.
—. 2000b. Paranoide tilstande. In Klinisk Psykiatri (eds) R. Hemmingsen, J. Parnas, A.
Gjerris, P. Kragh-Sørensen & N. Reisby. København: Munksgaard Danmark.
317

—. 2000c. Skizofreni - sygdomsbegreb og -udvikling. In Tidlig insdats ved skizofreni:
Udvikling og behandling (eds) P. Jørgensen, T.K. Larsen & B. Rosenbaum.
København: FADL's forlag.
Peacock, J. 2005. Geertz's Concept of Culture in Historical Context: How He Saved the
Day and Maybe the Century. In Clifford Geertz by His Colleagues (eds) R.A.
Shweder & B. Good. Chicago: The University of Chicago Press.
Prince, R.H. 2000. Transcultural Psychiatry: Personal Experiences and Candian
Perspectives. The Canadian Journal of Psychiatry 45, 431-437.
Psykiatrisk afdeling E. 2004. Årsrapport 2004. København: Bisbebjerg Hospitals
hjemmeside.
Reisby, N. 1985a. Psykiatriens historie. In Psykiatri - en tekstbog (eds) J. Welner, N.
Reisby, V. Lunn, O. Rafaelsen & F. Schulsinger. København: Foreningen af
danske lægestuderendes forlag (FADLs forlag).
—. 1985b. Transkulturel psykiatri (etnopsykiatri). In Psykiatri en tekstbog (eds) J.
Welner, N. Reisby, V. Lunn, O. Rafaelsen & F. Schulsinger. København:
Foreningen af Danske Lægestuderendes Forlag (FADLs forlag).
—. 2000. Sygdomsforekomst og organisatoriske forhold. In Klinisk psykiatri (eds) R.
Hemmingsen, J. Parnas, A. Gjerris, N. Reisby & P. Kragh-Sørensen.
København: Munksgaard Danmark.
Reisby, N., J. Parnas & R. Hemmingsen. 2000. Psykiatrisk sygdomsopfattelse,
diagnostik og klassifikation. In Klinisk Psykiatri (eds) R. Hemmingsen, J.
Parnas, A. Gjerris, P. Kragh-Sørensen & N. Reisby. København: Munksgaard
Danmark.
Rhodes, L.A. 1984. 'This will clear your mind': the use of metaphors for medication in
psychiatric settings. Culture, medicine and psychiatry 8, 49-70.
—. 1990. Studying Biomedicine as a Cultural System. In Medical Anthropology.
Contemporary Theory and Method (eds) T.M. Johnson & C.F. Sargent. New
York: Praeger.
—. 1991. Emptying Beds. The Work of an Emergency Psychiatric Unit. Berkeley:
University of California Press.
—. 1995. The Shape of Action. Practice in Public Psychiatry. In Knowledge, Power,
and Practice (eds) S. Lindenbaum & M. Lock. Berkeley: University of
California Press.
Roepstorff, A. 2004. Vidensstilistik. Fem bud for en praktisk vidensantropologi. In
Viden om verden. En grundbog i antropologisk analyse (ed.) K. Hastrup.
København: Hans Reitzels Forlag.
Rose, N. 1986. Psychiatry: the discipline of mental health. In The power of psychiatry
(eds) P. Miller & N. Rose. Cambridge: Polity Press.
—. 2003. Neurochemical Selves. Society, 46-59.
Rosenberg, N.K. 1998. Kognitiv terapi - teori og metoder. In Kognitiv behandling af
terapi (eds) P. Jørgensen & N.K. Rosenberg. København: Hans Reitzels Forlag.
Rosenham. 1998 [1973]. On being sane in insane places. In The Art of Medical
Anthropology (eds) S. van der Geest & A. Rienks. Amsterdam: Het Spinhuis
Publishers.
Sahlins, M. 1999. Two or Three Things that I Know about Culture. The Journal of the
Royal Anthropological Institute 5, 399-421.
Santiago-Irizarry, V. 2001. Medicalizing Ethnicity. Ithaca: Cornell University Press.
Scheper-Hughes, N. 2001. Saints, Scholars, and Schizophrenics. Mental Illness in
Rural Ireland. Berkeley: University of California Press.
318

Sct. Hans Hospital. 2000. Notat om patienter med anden etnisk baggrund end dansk.
Roskilde: Internt papir.
—. 2001. Uddrag fra hospitalsdirektionens møde den 23. oktober 2001. Roskilde:
Internt papir.
—. 2004. Indlagte patienter pr. 19. maj 2004. Roskilde: Sct. Hans Hospitals
hjemmeside.
Shore, C. & S. Wright. 1997. Policy: A new field of anthropology. In Anthropology of
Policy (eds) C. Shore & S. Wright. London: Routledge.
Shorter, E. 2001. Psykiatriens historie - fra asyl til Prozac. København: Munksgaard.
Shweder, R.A. 1985. Menstrual pollution, soul loss ans the comparative study of
emotions. In Culture and Depression. Studies in the Anthropology and Cross-
Cultural Psychiatry of Affect and Disorder (eds) A. Kleinman & B.J. Good.
Berkeley: University of California Press.
—. 2005. Cliff Notes. The Pluralisms of Clifford Geertz. In Clifford Geertz by His
Colleagues (eds) R.A. Shweder & B. Good. Chicago: The University of
Chicago Press.
Simons, R.C. & C.C. Hughes. 1985. The culture-bound syndromes: folk illnesses of
psychiatric and anthropological interest. Dordrecht: D. Reidel Publishing
Company.
Simonsen, J.B. 2004. Islam med danske øjne. danskeres syn på islam gennem 1000 år.
København: Akademisk Forlag.
Spector, M. & J.I. Kitsuse. 2001. Constructing Social Problems. New Brunswick:
Transaction Publishers.
Spiro, M.E. 2001. Cultural determinism, cultural relativism and the comparative study
of psychopathology. Ethos 29, 218-234.
Steen, A.-B. 1994. Den kulturelle streg i regningen. In Komplekse liv. Kulturel
mangfoldighed i Danmark (eds) J. Liep & K.F. Olwig. København: Akademisk
forlag.
Steffen, V. & H. Jessen. 2002. Kultur og sygdom - fra klassifikatorisk orden til kulturel
kompleksitet. In Transkulturel psykiatri (eds) F. Alberdi, C. Nørregaard, M.
Kastrup & M. Kristensen. København: Hans Reitzels Forlag.
Stocking Jr., G.W. 1986. Anthropology and the Science of the Irrational: Malinowski's
Encounter with Freudian Psychoanalysis. In Malinowski, Rivers, Benedict and
Others. Essays on Culture and Personality (ed.) G.W. Stocking Jr. Madison:
The University of Wisconsin Press.
Stolcke, V. 1995. Talking culture: new boundaries of exclusion in Europe. Current
anthropology 36, 1-24.
Strand, L. 1994. Den faglige omsorg - psykiatris sygepleje. In Fra kaos mod samling,
mestring og helhed. Psykiatrisk sygepleje til psykotiske patienter. København:
Gyldendal.
Sørhaug, H.C. 1977. Ansatte og innsatte på et psykiatrisk sykehus. Makt, gjensigidhet
og ansvar. Hovedopgave: Universitetet i Oslo.
Tajfel, H. 1978. The Social Psychology of MinoritiesMinority Rigths Group Report No.
38. London: Minority Rigths Group Report No. 38.
Taussig, M. 1992. Reification and the Consciousness of the Patient. In The Nervous
System. New York: Routledge.
Terkelsen, T. n.d. Handling UFO's in the treatment of schizophrenia. Upubliceret
manuskript.
319

Tjørnhøj-Thomsen, T. 2003. Samværet. Tilblivelser i tid og rum. In Ind i verden. En
grundbog i antropologisk metode (ed.) K. Hastrup. København: Hans Reitzels
Forlag.
van der Geest, S. & S.R. Whyte. 1989. The Charm of Medicines: Metaphors and
Metonyms. Medical Anthropology Quaterly 3, 345-67.
van Dijk, R. 1998. Culture as excuse: The failures of health care to migrants in the
Netherlands. In The Art of Medical Anthropology (eds) S. van der Geest & A.
Rienks. Amsterdam: Het Spinhuis Publishers.
van Dijk, R. & E. van Dongen. 2000. Migrants and Health Care in The Netherlands. In
Health for All, All in Health. European Experiences on Health Care for
Migrants (eds) P. Vulpiane, J.M. Comelles & E. van Dongen. Rom:
Cidis/Alisei.
van Dongen, E. 2004. Worlds of psychotic people: wanderers, 'bricoleurs' and
strategists. London: Routledge.
—. 2005. Repetition and Repetoires. The Creation of Cultural Differences in Dutch
Mental Health Care. Anthropology and Medicine 12, 179-197.
Vennekilde, L.V. 2003. Integrationen i sindet. Politiken 28. juli, 6.
WHO. 1992. The ICD-10 Classification of Mental and Behavioral disorders. Clinical
descriptions and diagnostic guidelines. Geneve: WHO.
—. 1994. Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Klassifikation og
diagnostiske kriterier. København: Munksgaard Danmark.
—. 1999. Present State Examination. Kort version til klinisk brug. København:
SmithKline Beecham Pharmaceuticals.
Whyte, S.R. 1991. Attitudes towards Mental Health Problems in Tanzania. Acta
Psychiatrica Scandinavica, Supplementum 83, 59-76.
Whyte, S.R., S. van der Geest & A. Hardon. 2002. Social lives of medicine. Cambridge:
Cambridge University Press.
Wikan, U. 1993. Beyond the Words: The Power of Resonance. In Beyond Boundaries.
Understanding, Translation and Anthropological discourse (ed.) G. Palsson.
Oxford: Berg.
Willig, R. & M. Østergaard (eds) 2005. Sociale patologier. København: Hans Reitzels
Forlag.
Wright, S. 1994. 'Culture' in anthropology and organisational studies. In Anthropology
of organizations (ed.) S. Wright. London: Routledge.
—. 1998. The politicisation of "culture". Anthropology Today 14, 7-15.
Yans-McLaughlin, V. 1986. Science, Democracy and Ethics: Mobilizing Culture and
Personality for World War II. In Malinowski, Rivers, Benedict and Others.
Essays on Culture and Personality (ed.) G.W. Stocking Jr. Madison: The
University of Wisconsin Press.
Young, A. 1981. When rational men fall sick: an inquiry into some assumptions made
by medical antrhopologists. Culture, Medicine and psychiatry 5, 317-335.
—. 1982. Rational Men and the Explanatory Model Approach. Culture, Medicine and
psychiatry 6, 57-71.
—. 1995. The Harmony of Illusions. Inventing Post-Traumatic Stress Disorder.
Princeton: Princeton University Press.
Østerskov, M., M. Kastrup & A. Báez. 2004. Klinikse retningslinjer for transkulturel
psykiatri. København: Videnscenter for Transkulturel Psykiatri.
320