Volume 2,1 (1963) - Dansk Dendrologisk Forening

sig stillet over for uredelighed eller dumhed, var han ikke den, der
tav stille, men udtalte sin mening klart og fyndigt.
Gram blev magister i botanik i 1921 og disputerede i 1935 på en
afhandling om karplantevegetation i Mouydir, hvortil han havde
indsamlet materiale som deltager i OLUFSEN'S ekspedition til Sahara
i 1922-23. Dette arbejde som meget af hans øvrige virke viste ham
som elev og varm beundrer af C. RAUNKIÆR.
Efter at have været assistent ved Botanisk Museum, Farmaceutisk
Læreanstal og Planteanatomisk Laboratorium blev Kai Gram i 1938
udnævnt til professor i botanik ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
I hans forgængers sidste tid var botanikundervisningen
blevet væsentlig forøget, og det var et ganske overvældende undervisningsarbejde,
Gram gik ind til, især når man tager i betragtning,
at Gram ikke kunne tage undervisning let. Som udpræget naturbotaniker
var det ikke nok for ham med katederundervisning. I
langt højere grad end tidligere blev der nu lagt vægt på ekskursioner
og øvelser.
Det er Grams store fortjeneste, som vi på Den kgl. Veterinær- og
Landbohøjskole må være ham meget taknemmelige for, at han udviklede
Højskolens Afdeling for Systematisk Botanik henimod en
videnskabeligt arbejdende afdeling med en effektiv undervisning på
videnskabeligt grundlag. I begyndelsen kneb det meget stærkt med
medhjælp, og selv senere, da der kom flere medarbejdere, havde
Gram stadig et tungt læs at trække, og han var ikke den, der skubbede
arbejdet over på andre. At han stadig selv påtog sig meget
arbejde, som kunne være overladt til en assistent, var kun en fordel
for de studerende - for meget få kunne komme på siden af Gram
som lærer, men det sled på ham selv.
Vi vidste alle, at Grams syn var dårligt, men at han havde så
mange svagheder, som blev afsløret ved hans sygdom og død, var
der ingen af hans nærmeste medarbejdere, der anede. Han sparede
aldrig sig selv og havde en viljekraft, der holdt alle svagheder i baggrunden.
De af os, der 3 uger før hans død, i 3-4 dage henholdsvis
travede (løb) og kravlede på maven sammen med ham på hederne
ved Ulborg i øsende regn fra tidlig morgen til sen aften, kun afbrudt
af en hastig frokost under en dryppende gran, havde intet som helst
indtryk af, at han var et menneske, der efter mange års slid var
svækket i en sådan grad, at en ellers vellykket, mindre operation
førte til døden.
Kai Grams interesse for Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole
koncentrerede sig ikke blot om den botaniske afdeling. Som for-