Volume 2,1 (1963) - Dansk Dendrologisk Forening

værdifulde træer. I 1850 fandt man Mammuttræet, det californiske
kæmpetræ, som der ofte er skrevet om, og som virkelig bør regnes
blandt verdens underværker. Nogle få og ret små bestande af disse
op mod 100 m høje giganter, hvoraf nogle er 3000 år gamle eller
mere og omgivet af børn, børnebørn o.s.v. i forskellige aldersklasser,
står i afsides strøg af Californiens bjerge. De ældste er spiret frem
der, da vi havde bronzealderen her i Danmark; tænk, hvad de har
oplevet af omskiftelser gennem tiderne, og så er nogle af disse oplevelser
foreviget i deres årringes vekslende tykkelse, hvoraf man
har kunnet slutte sig til en hel del ændringer i klimaet på deres
voksested. Arten, hvis videnskabelige navn er Sequoiadendron giganteum,
kan godt trives i Danmark, og flere individer står, foruden
naturligvis i botaniske haver, rundt omkring i vore parker, f. eks.
vore smukkeste, største og ældste i Knuthenborgs dejlige og righoldige
park, men fine eksemplarer findes desuden, for at tage nogle eksempler
i flæng, i skoven ved Gjorslev, i Ledreborg Park og i skoven
ved Langesø på Fyn. Disse kæmpetræer (eller deres allernærmeste
forfædre) var i tertiærtiden udbredt over store dele af den nordlige
halvkugle og har måske også vokset i Danmark, dengang vore brunkul
blev dannet. Istiderne slog arten ud næsten overalt, så den kun
nær sit nuværende voksested gennemlevede alle omvæltninger, overlevede
mange af sine slægtninge og alle sine sygdomsfremkaldende
fjender. Dette i forbindelse med træets enestående evne til, blot det
er kommet heldigt over sin første ungdom, at overleve skovbrande,
som ofte må have raset på dens voksesteder, kan forklare den høje
alder, disse kæmper har nået; dets usandsynlig tykke, bløde, luftfyldte
bark kan isolere stammens ædlere dele fra varmens dræbende magt,
og dets højtragende krone har været hævet over flammernes hærgen.
Muligvis har ligeledes den i nyeste tid i vore haver udbredte Metasequoia
glyptostroboides (ja, det er et skrapt navn, men det hedder
den nu) også i tertiærtiden vokset på vore breddegrader. Arten blev
først beskrevet af den japanske botaniker MIKI på materiale fra
tertiære aflejringer i Japan, og kort efter blev den eller nærstående
arter af andre forskere påvist i jordlag fra tertiærtiden, først i det
nordlige Østasien og senere i arktisk Nordamerika, Sibirien, Spitsbergen
(Svalbard), Mellemeuropa og Grønland. Det var derfor virkelig
en videnskabelig sensation, da man i 1941 på grænsen mellem de
centralkinesiske provinser Szechuan og Hupeh opdagede bevoksninger
af et for botanikere ukendt nåletræ, som senere blev identificeret
som Mikis art, der hidtil kun var kendt fra over hundrede
millioner år gamle aflejringer. I 1948 blev frø af planten sendt ud