Volume 2,1 (1963) - Dansk Dendrologisk Forening

NEKROLOG 119
mand og næstformand for fagrådet for grundvidenskaberne udførte
han et meget stort arbejde til gavn for alle. Da der var tale om flytning
af Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole til provinsen, greb
Gram, der, som de fleste af hans kolleger så, hvilken katastrofe der
truede Højskolen, til pennen og bragte et af de indlæg, der var med
til at skabe den nu lovfæstede, mere naturlige løsning.
Grams største betydning for botanikken var uden tvivl hans virksomhed
som lærer, men også som forsker har han givet vægtige bidrag.
Disputatsen, hans undersøgelser af Maglemose i Grib skov og
undersøgelserne af de jyske egekrat indeholder resultater, der bevarer
deres værdi. Grams optagethed af lærervirksomhed bevirkede,
at mange af hans undersøgelser og iagttagelser aldrig blev rigtig publiceret.
Et afløb fik han dog ved udgivelsen af »Vilde Planter i Norden«
sammen med KNUD JESSEN. Dette værk, der giver sig ud for og er et
populært værk, indeholder skjult mellem alt andet resultater af et
utal af selvstændige iagttagelser, der ikke er publiceret andetsteds.
I de allersidste år, hvor Gram var blevet noget aflastet i sit undervisningsarbejde,
genoptog han nogle af disse undersøgelser. En enkelt
af disse resulterede i et sidemæssigt set lille arbejde om græsblomsterstande.
Hvor mærkeligt det end lyder, er der ikke tidligere nogen,
der virkelig har klaret den nærmere opbygning af græsblomsterstandene,
således at viften, der er en væsentlig bestanddel, hidtil er
betragtet som en sjældent forekommende blomsterstand. Arbejdet er
stærkt koncentreret, men giver i en skematisk form et væld af oplysninger,
der er af uvurderlig betydning for dem, der ønsker at vide
besked om græsser. Den stærkt koncentrerede form, der kan virke
lidt kedelig, er ikke helt utypisk for Grams skriftlige arbejder, hvad
der virker underligt på dem af os, der kendte hans mundtlige form,
der altid var krydret af morsomheder, der undertiden kunne virke
lidt kraftige, men som bevirkede, at de studerende aldrig glemte den
pågældende plante.
Ikke blot som lærer i botanik, men også som menneske var Gram
enestående. Sine medarbejdere og undergivne omfattede han med
varme følelser, og han følte det som en pligt at sørge for dem, før han
selv fik noget. Med sin egen person var han meget tilbageholdende,
nærmest selvudslettende og fuldstændig afvisende over for alle former
for æresbevisninger. Den eneste gang, jeg mærkede, at Gram
var virkelig vred på mig, endda så gal, at han udtrykte det klart og
utvetydigt, var en dag, jeg som repræsentant for bestyrelsen i Dansk
Botanisk Forening forespurgte ham om, hvordan han stillede sig til
at blive udnævnt til æresmedlem i den forening, han havde betydet