Holger Juul Hansen - Lollands Bank

indvier os i sine tanker bag
maleriet: ”Billedet handler
om det fatamorganske, og
om at lede efter vand i ørkenen.
Der er vand et eller
andet sted under sandet,
hvilket bliver visualiseret af krukkerne.
På samme måde her i livet, er der noget
at fi nde et eller andet sted. Stigen symboliserer,
at man skal overvinde forhindringer,
for at komme fra et sted til et
andet. Sandet, krukkerne og stigen er
det realistiske; og det er sammensætningen,
der gør det surrealistisk”.
Finn stopper med at tale, tager en
slurk af sin øl, og giver sig god tid til
at smage efter. Smagen af mælkebøtten
og eucalyptusen træder frem, og går
overraskende godt i spænd, siger han.
Han beder mig smage den også og rækker
opfordrende sit glas frem. Den er
kraftig, overraskende rund i smagen og
rigtig god.
Han fortæller videre om den surrealistiske
realisme. ”Som arkitekt er det
jo realistisk, det man laver. Man tegner
noget, der skal bygges, og pludselig så
står det der. Det er jo meget håndgribeligt.
Men i malerierne blander jeg noget
surrealistisk ind i det realistiske – noget
som kun eksisterer i mit hoved”.
NOGET MED TEGNERIET
Finn Grabowskis livsvej lå forholdsvis
klar, fra han var helt ung. ”Jeg har malet
og tegnet, lige siden jeg var dreng.
Da jeg startede i gymnasiet, vidste jeg
allerede, at jeg ville være noget med
tegneriet – jeg ville være arkitekt”. For
Finn er kunst og arkitektur tæt forbundet.
”Det er jo to sider af samme sag
– for det er noget med at forestille sig
det visuelle. Der er ikke så langt fra at
tegne bygninger til at male”.
Finn fi k sit første gennembrud som
kunstner, da hans arbejde førte ham til
Australien i ’82-83 med et spændende
arbejde på Australiens nye parlament.
På det tidspunkt havde han en del fritid
på hænderne, hvilket resulterede i
en hel maleri-serie, som han viste frem
til et galleri i Canberra. ”De syntes,
det så spændende ud, og jeg var heldig,
at der kom et afbud, så jeg kom ind.
Inden for tre timer var det hele solgt”,
siger Finn stolt, mens man sporer en vis
forundring i stemmen selv efter alle de
år.
Siden ’83 har Finn ofte grebet fat i
malerpenslen, men det er først for nyligt,
han har taget malerierne med ud i
rampelyset for andre at beskue. I dag er
kunsten igen kommet ind i billedet på
professionelt plan, og Finn har fået fl ere
fi ne anmeldelser. ”Nu laver jeg også
kunst til glæde for andre – og ikke kun
for mig selv”.
VANDSKI-”KUNST”
Det var imidlertid en helt anden kunstart,
der oprindeligt gjorde Finn Grabowski
kendt. Hans kærlighed til koldt
vand drev ham ud på vandskiene i
årene ’58-82, hvor hans vandskikarriere
tog fart. Sammen med broderen
Michael og faderen Jan trænede han på
Esrum sø ved Fredensborg. ”Vi fi k lov
at klæde om i Kong Frederiks bådehus,
uden varme, vand eller noget som helst.
Man måtte nøjes med det bad, man fi k
ude i vandet”. De stod på vandski hele
året rundt, undtagen når der var is på
søen. ”Hvis der var is på halvdelen af
søen, løb vi der, hvor der ikke var is,
og når der var is over det hele, løb vi på
sneski, hvis der var nok sne på isen”.
Om vinteren var udstyret udover et
korkbælte, en islændertrøje. Trods den
varme trøje var det til tider en kold fornøjelse.
”Hvis islændertrøjen blev fyldt
med vand, og man kom op, og vinden
blæste igennem, så blev man kølet ekstra
meget af. Men så primitivt var det,
da vi startede”.
Finn Grabowski, hans far og bror
blev efterhånden en legendarisk trio.
”Grunden til, at vi så hurtigt blev gode,
i forhold til de som havde løbet på
vandski fl ere år end vi, var jo, at vi løb
hele tiden. Vi indhentede dem lynhurtigt,
og i løbet af 2 ½ sæson havde vi de
første Danmarksmesterskaber i hus”. I
dag er vandskiene imidlertid lagt helt
på hylden. ”Nu maler jeg!”
Selvom det i dag er malerpenslen,
der står fremme, har vandski haft en
stor betydning for Finns liv. ”Vi er alle
sammen et produkt af vores fortid, og
noget af det, der har betydet meget for
mig, er selvfølgelig min tid på vandski.
I skolen var jeg den dårligste til fodbold,
og var altid den sidste der blev
valgt ud. Og så er det jo sjovt at opleve
– i hvert fald én gang i sit liv – at der er
noget, man er god til. Og oven i købet
noget man er bedst til, ikke”, siger han
smilende og gør en kunstpause, så der
er tid til et bekræftende nik fra mig.
”Og det var jeg en årrække i vandski.
På den måde har vandski været med til
at forme mig, fordi det har givet mig en
sikkerhed at vide, at der var noget, man
var god til.”
UMAGE OG DET YPPERLIGE
Om det er vandski, arkitektur eller
kunst, det drejer sig om, lægger Finn
Grabowski en stor ære i de ting, han
gør. ”Det er vigtigt at gøre sig umage,
og jeg gør mig også meget umage med
mine billeder. Der er en stor selvdisciplin
i at lave billeder. Man bliver aldrig
udlært, hverken som arkitekt eller billedkunstner.
Man skal sige til sig selv:
”Det er ikke godt nok endnu”.
Nogle gange kan jeg bruge lang tid
på et maleri. Andre gange kan jeg være
heldig og med det samme ramme det
rigtige, hvor et ekstra penselstrøg kan
ødelægge hele billedet. Man skal slutte
lige der, hvor det ikke kan blive bedre,
altså ud fra hvad jeg formår”, siger han
beskedent.
”Den disciplin har jeg nok fået med
som ballast fra vandski. Man falder
rigtig mange gange, når man skal lære
noget nyt. Det er selvfølgelig rarest at
være oven på vandet, men hvis du ikke
falder, så går du ikke til det yderste. På
samme måde er det med malerkunsten.
Man skal gå til det yderste af, hvad man
formår. Man har lov til inden i sit eget
hoved at stræbe efter det ypperlige. Det
er ikke altid, vi når det. Men man skal
have et mål. Og man skal piske sig selv
og prøve på at nå det. Og så må man
håbe på, at det er godt nok til, at andre
synes det er interessant. Det er det, det
drejer sig om”.
Finn slutter med oprigtigt at fortælle
om sit håb for fremtiden. ”Jeg vil gerne
fi nde min egen linje – min egen stil. Jeg
har i hvert fald en masse på hjerte. Og
ligesom med vandski og sneski, håber
man på, at vandet eller isen kan bære.
Kan mine ideer, og måde at gøre tingene
på, bære? Det håber jeg, det kan. Indtil
nu er det gået godt – selvom isen engang
imellem måske har knirket lidt”.
16 SeniorTid