Download page 1-44 PDF (6 MB) - Out & About

pOrTrÆT
Af Walther Griesé
Foto: Claudia Kent
Skynd dig langsomt,” siger Thomas
Bendixen uden at tøve, da
han bliver spurgt om sit bedste råd
til sig selv, hvis han mødte sig selv
som 16-årig.
”Vi ved ikke, hvem vi er. Det skal vi
bruge livet på at finde ud af. Jeg kunne
ikke være blevet en god instruktør,
hvis jeg var startet som 20-årig.
Det er jeg blevet ved at tage en ting
af gangen.”
”Jeg har ikke haft noget mål, jeg
har haft en vej,” uddyber han.
”Først var det begæret efter at
danse, der drev mig. Så blev det omformet
til noget andet; at spille teater.
Og nu er det at være instruktør.
Om ti år er det ikke sikkert, at jeg instruerer,
så kan det være, at jeg laver
noget helt fjerde.”
Med sin livlige mimik og den slanke
harmoniske krop ser Thomas Bendixen
ud som om, han kunne træde
direkte ind i ethvert dansekorps,
Men han har arbejdet i dansk teater i
snart 30 år – som danser, skuespiller
og nu instruktør. I februar havde han
premiere på rockmusicalen Next to
Normal på Nørrebro Teater.
Hvad er det at være normal?
”Musicalen Next to Normal handler
om os alle sammen, altså en familie,”
fortæller Thomas Bendixen.
”Moren i familien bærer på en
ubearbejdet sorg, som udvikler sig i
en grad, at hun bliver syg og ryger
ind i det psykiatriske system. Først
via psykiater og psykofarmaka – og
fordi hun er selvmordstruet, ender
hun med at få elektrochok.”
Rejsen er målet
Det er ikke målet, men rejsen, der tæller for tHOmas bENDIXEN. Han blev
tændt som danser, fordybede sig som skuespiller og har udviklet sig til en af
Danmarks mest efterspurgte teaterinstruktører. Nu slutter han cirklen med
rockmusicalen Next to Normal.
”Stykket handler om, hvordan vi
arbejder med begreberne: Hvad er
det at være syg? Hvad er det at være
normal? Og hvornår er vi raske?”
Next to Normal vandt den amerikanske
Pullitzerpris for bedste drama
i 2010. Thomas Bendixen mener,
at stykket vandt den prestigiøse pris,
fordi det er et godt nyt bud på musicalgenren,
og fordi det formidler
sit alvorlige emne på en konstruktiv
måde.
”Vi ved ikke, hvem vi
er. Det skal vi bruge
livet på at finde ud af,
så skynd dig langsomt,”
”At bruge noget underholdende
kan tit være en rigtig god måde at
diskutere alvorlige emner,” erklærer
han.
”Plus, at musikken har direkte adgang
til vores følelser. Den kommer
forbi vores analyseapparat, læner os
tilbage og tager os på en mere menneskelig
rejse ind i historien.”
”Jeg håber, at Next to Normal giver
tilskuerne lyst til at se åbent på
hinanden og tænke over normalitetsbegrebet.
Altså: Hvad kæmper vi
for? Hvad er lykke?”
Fra guldhat til fordybelse
”Det tændte mig helt vildt,” fortæller
Thomas Bendixen om sin debut som
danser i en alder af 15 år.
”Da jeg gik i 1. g, fik jeg et job på
Danmarks Radio i nogle shows. Og
så tænkte jeg: ’Det er det, jeg skal.
Jeg skal ikke gå i skole mere’. Så jeg
droppede ud af gymnasiet, flyttede
hjemmefra og rykkede ind til København.”
Han arbejdede i ti år med moderne
dans og musicals, hvor han også
sang. En tid, han selv beskriver som
mesterlære hos nogle af branchens
bedste kunstnere, blandt andre en
række amerikanske koreografer fra
musicalens højborg, Broadway i
New York.
”Men det var en cirkel, der gentog
sig,” siger han.
”Hvis du er danser i den verden,
så kan du nå til et vist stade, og så
kommer du ikke længere. Det er
rigtig sjovt at danse rundt med en
guldhat, når man er 18, men da jeg
var 25, tænkte jeg: ’Jeg har brug for
noget fordybelse’, og søgte ind på
teaterskolerne.”
Hvad skuespillere har behov for
”Jeg ved, hvad man har behov for som
skuespiller,” siger Thomas Bendixen.
”Når man står dernede som skuespiller,
har man brug for noget meget
konkret. Hvad vil jeg lige nu? Hvad
håber jeg? Hvad frygter jeg?”
”Når jeg går ned og instruerer en
skuespiller, så kan vi tale sammen
som håndværkere – en til en – fordi
jeg selv har stået så meget på gulvet,”
uddyber han.
”Tale om, hvad denne her scene
skal kunne; tale om rytmik i scenen.
Det er jo håndværk. Det er ikke sådan
en neurotisk verden, hvor vi skal
føle os frem, fordi så kan vi ikke lave
det hver dag.”
Kriser udvikler
”Det værste for mig har været, når
jeg selv har skullet optræde, og jeg
ikke har været glad for det, jeg har
været med i. Det er så flovt, når man