Århus Domkirke - Danmarks Kirker - Nationalmuseet

N.E.1966
Fig. 264. Fragment af *topliste fra korstolene, nu i Nationalmuseet (p. 536). Fragment of parapet
from the choir stalls, now in the National Museum.
INVENTAR
Oversigt. Som domkirkens inventar nu fremtræder, er det præget af de omfattende
restaureringer 18(37 71 og 1921—24, hvoraf navnlig den første var afgørende. Andre
årstal eller perioder kan imidlertid også trækkes frem, hvis man betragter inventaret i
tidsfølge.
Ingen egentlige inventarstykker er bevaret fra domkirkens ældste, katolske tid 1 . De
store ombygninger i 1400-årene (jfr. p. 219ff.) har været så gennemgribende, at man samtidig
synes at have udskiftet i hvert fald en del af det ældre inventar. Iler som ved udsmykningen
med kalkmalerierne (jfr. p. 377) var det biskop Jens Iversen Lange (1449—
82), der var initiativtageren, for inventarets vedkommende med anskaffelsen af de liturgisk
væsentlige ting: høj altertavlen 1479 og døbefonten 1481, hvortil kom en messehagel
samt †kordøre, måske i forbindelse med bestilling af eller begyndende opstilling af korstolene.
Mens efterfølgeren Ejler Madsen Bølles (1482—90) virke ikke kan efterspores som
ved kalkmalerierne, nåede Niels Clausen i sin lange funktionsperiode (1490—1520) at
sætte sit præg på en stor del af inventaret. Forst og fremmest afsluttede han korets indretning
med korstole, korskabe 1508, dørfløje til koromgangen samt †lektoriet 1508 med
brystning og †prædikestol. Til gudstjenesten anskaffede han en †alterdug, en pragtfuld
korkåbe med tilsvarende messehagel samt den store »syvstage« fra 1515, der anbragtes
midt i koret. Også el †orgel har domkirken måske ejet. Hermed var inventarindretningen
stort set færdig. Den sidste katolske biskop Ove Bille (1520 1536) føjede hertil blot et
ur i vest, hvoraf kun skiven endnu er bevaret. Af domkirkens middelalderlige altersølv
eller andre kostbarheder er intet tilbage. Et levn fra den katolske lid er alene en *råber,
der ifølge traditionen blev anvendt langfredag nat til at gjalde Judas' forræderi ud over
menigheden. Og fra domkirkens mange sidealtre (jfr. p. 73—89) er kun bevaret nogle få
stumper fra et midtskabs Golgathascene.
En lid efter reformationen mærkedes forskydningen i tyngdepunktet fra gejstlighedens
kor til menighedens skib. Den større vægt man lagde på prædikenen og menighedens deltagelse
i gudstjenesten satte sig spor ved opsætningen 1588 af en ny prædikestol, hvortil
skænkedes en lysearm. På prædikestolspillen anbragtes antagelig samtidig den usædvanlige
malmhånd med ankeret. Herskabsstole indrettedes af medlemmer af østjyske
adelsslægter i forbindelse med opstillingen af †stoleværk, og et nyt †orgel anskaffedes.
Samtidig begyndte adelen at tage koret i brug til begravelser (jfr. afsnittet om gravminder).
Efter de omfattende inventarfornyelser i skibet, der i økonomisk henseende gjorde
kongelige indgreb fornødne (jfr. p. 66), synes domkapitlet i den øvrige del af sin forvaltningsperiode
(1536—(1666) 1687, jfr. p. 71) al have været tilbageholdende med ny-