Flådens historie 1945- 1989 - Peder Skrams Venner

Flådens historie
1945-1989
Fortsat fra forrige side
og søværnets minedykkere og minører
har stadig travlt med at uskadeliggøre
fundne miner i vore farvande. I den amerikanske
våbenhjælp indgik et antal søminer
samt nogle ombyggede landgangsskibe,
VINDHUNDEN og BESKYTTEREN, som
kunne bruges som minelæggere. Efterhånden
var der et rimeligt antal kampenheder.
Næsten alle orlogsskibe havde en
mulighed for at lægge miner. Desuden var
et stort antal færger forberedt til minelægning
og kunne udskrives til opgaven.
Hermed havde Vedel et udgangspunkt
og nogle uddannelsesplatforme. Baseret
på erfaringerne herfra skabte man så i
slutningen af 950’erne basis for tilgang
af moderne skibe, som var bygget direkte
til opgaverne. Stabsofficerer i Søværnskommandoen
tegnede for eksempel en
ny type minelægger, som blev bygget på
danske provinsværfter. I 963 kunne den
første af fire af denne type, minelæggeren
FALSTER, hejse kommando. I 965 tilgik
endvidere to fremragende fregatter bygget
RAF-fotos af Søminegraven på Holmen.
Her ligger de danske u-både som en dynge
skrot efter 1943. Forneden tv ses NAJADEN
og NYMFEN som senere kom til at hedde
WILLEMOES og HUITFELDT
0 Venneforeningens blad
på Helsingør Værft: PEDER SKRAM og
HERLUF TROLLE. De blev som de første
skibe i verden udstyret med maskineri til
kombineret diesel- og gasturbinedrift.
Ved besættelsens ophør lå de danske
ubåde fra 943 som en dynge skrot i
Søminegraven på Holmen. De er med på
billedet lige foran NAJADEN og NYMFEN.
De kunne ikke sættes i stand, og der var
et ønske om at komme hurtigt i gang med
ubådssejlads. Man lejede 3 britiske ubåde
af U- og V-klassen, og dem holdt man
fast i indtil Orlogsværftet i slutningen af
950’erne kunne præsentere en helt igennem
dansk konstrueret ubåd Delfinen, som
var kendetegnet ved at være lille, relativ
lydløs, med moderne sonar- og radarsystemer
og med en kraftig torpedobevæbning.
Der blev bygget 4 af dem: DELFINEN,
SPÆKHUGGEREN, TUMLEREN og nogle
år senere SPRINGEREN, og ca. 0 år
senere endnu på licens af en tysk type.
Det var de sidste ubåde, der blev bygget i
Danmark. Ubådene blev senere udstyret
med trådstyrede torpedoer og moderne
torpedoildledelse.
Tilsvarende udviklede søværnet i et
samarbejde med den svenske og norske
flåde, den svenske torpedofabrik i Motala
og Svensk Philips et effektivt torpedoildledelsessystem
til torpedobåde, som blev
introduceret i FALKEN-klassen og siden
tillige blev installeret i torpedobåde af
SØLØVEN-klassen og WILLEMOES-klassen
samt i fregatterne af PEDER SKRAMklassen.
Torpedoerne i de danske ubåde,
torpedobåde og fregatter var kampafgørende
våben med meget stor træffesandsynlighed.
mkring 965, 0 år efter besættel-
Osens ophør, var flåden udrustet med
moderne skibe og våbensystemer, og
personellet var professionelt. Opgaver og
uddannelse kunne foregå på engelsk efter
NATO-procedurer. Da NATOs stående
Atlanterhavsstyrke med destroyere og fregatter
blev oprettet noget senere, kunne
de danske fregatter deltage som ligeværdige
partnere i dette samarbejde.
en sovjetiske Østersøflåde var stort
Dset blevet udslettet under krigen, og
for russerne forestod et voldsomt byggeprogram,
men de militære ambitioner
fejlede ikke noget. Først skulle det civile
samfund bringes på fode, men allerede i