F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

artikel
GaLskabens
fascination
Har vi ikke fået nok af meningens tyranni i vores samtid,
hvor alt skal kunne tolkes og gives betydning?
Af René Rasmussen
Ofte falder jeg for digte
af forfattere, der har
en særlig snert af
galskab, også i deres
digte. Det er ikke her stedet at definere,
hvad galskab er, men i mit ordforråd
er det ikke en negativ kategori, men
en måde at differentiere på (i offentlige
sammenhænge betegnes den ofte som
en psykisk sygdom, som dog ikke er en
betegnelse jeg bryder mig om, eller som
en psykose). Og det er ikke en kategori,
der som alternativ har en form for normalitet,
da jeg ikke kender til en rimelig
definition af en sådan.
Kontrollerede forløb
Lad mig imidlertid starte med et modeksempel,
nemlig Søren Ulrik Thomsen,
hvis biografiske levned jeg i øvrigt
stort set er uvidende om, men som vist
ikke lider af nogen form for galskab.
Hans digte er originale, velskrevne,
men også præget af en sproglig kontrol
og afrundethed, der gør, at hvert enkelt
vers normalt må læses i relation til alle
andre vers i et sådant digt. Sådanne vers
kan sjældent læses enkeltstående, men
fordrer en læsning, der først stopper,
når sidste ord i sidste vers (eller strofe)
er læst og fordøjet. De udgør derfor ikke
små sproglige eksplosioner, men sirlige
sproglige forløb, som sikkert fascinerer
mange, og som af den grund ofte kan
læses i henhold til en bestemt betydning,
men som måske af samme grund
mangler den slagkraft, som jeg sporer i
”gale” digte.
Gale digte
Simon Grotrian, der er elsket eller
6 FORFATTEREN·1·2013
hadet af anmeldere og digtere, udgør
en modpol hertil. Han har selv fortalt
om sine ophold på psykiatrisk afdeling
i offentligheden. Hans digte er desuden
ofte svært tilgængelige, udgør ikke
afrundede forløb, men sproglige chok.
Der eksisterer dog litterater, der mener,
at hans digte kan læses i helhed, dvs.
at alle ord, vers og strofer hænger nøje
sammen og kan tolkes under et. Det er
muligt, at der kan findes en rød tråd i
sådanne digte, men problemet er, at der
fortsat vil stikke en masse andre tråde
ud i alle mulige retninger, hvis vi skal
fastholde metaforen. Jeg mener derfor,
at de oftest kun kan læses fragmentarisk,
og vil heller ikke gøre andet med
følgende digt:
RusskåR
Dette hospital forlades
heste trækker åndedrættet ud
af solens vaterpas
med sneen, når den repeterer
selvet i en bro
der excelleres i fald fra vid
og sans
(Selvbinderhjertet, s. 12)
Vi kan dog konstatere, at der ikke
optræder et jeg i digtet, men det udelukker
ikke, at det handler om en særlig
subjektivitet eller et subjekt (jf. ”selvet”),
der tilsyneladende forlader et hospital,
men hvad det har at gøre med heste
er ikke klart. Måske befinder disse sig
uden for hospitalet, og ”solens vaterpas”
kunne være et billede på en blå himmel,
ligesom ”sneen” kunne være et billede
på deres ånde. Men som disse bemærkninger
anskueliggør, er dette kun en
mulig fortolkning, og hvad ”bro” står for
i sætningen ”når den repeterer selvet i
en bro”, er mere eller mindre umuligt
at afgøre. Men måske forlader selvet
hospitalet med sneen, der kan være et
billede på døden, der gentager selvet
eller lader selvet genopstå i (på?) en bro,
der fører til himlen, som spiller en stor
rolle i Grotrians i øvrigt meget religiøse
univers. Derimod kan sidste vers ses
som et billede på selve digtet, der netop
excellerer ”… i fald fra vid og sans”. Det
er vanviddets sprog, der udløser sig i
fragmenter eller metaforer, som ikke
kan tolkes under et.
Uden for kategori
De læsere, som overvejende ønsker at
læse digte, der skal kunne afgive mening,
vil gå forgæves til en forfatter som
Grotrain eller Peter Laugesen og Lars
Skinnebach, uden jeg dog ved noget
om de to sidstnævntes mentale tilstand.
Deres digte er imidlertid begge karakteriseret
ved ofte at sprænge sproget i
mindre stykker eller i fragmenter, der
ikke nødvendigvis hænger sammen. Og
meningen? Har vi ikke fået nok af meningens
tyranni i vores samtid, hvor alt
skal kunne tolkes og gives betydning?
Hvor alt skal kalkuleres og måles i
kvantiteter, som er blevet den egentlige
målestok for meninger og betydninger?
Ved netop ikke (blot) at være meningsbærende
rummer sådanne digte en
overskridelse af vores samtids stigende
krav (diskurser) om kalkuler og instrumentaliserede
sprog.
En anden digter, som deler præmisser
hermed, er Paul Celan, der
skrev på tysk, bl.a. fordi han mistede
sine forældre i en arbejdslejr under 2.
verdenskrig, selvom han stammede fra
Rumænien. Han forsøgte i det tyske
sprog at skrive sig op mod de aspekter
af selvsamme sprog, der rummede særlige
diskurser, fx om jøderne og deres
snyltende, undergravende adfærd. Dette
aspekt – Auschwitz som det også kaldes
– står helt centralt i hans digte, der
desuden ofte kredser om tabet af hans
moder eller som rummer elementer, der
peger på Celans særlige tilknytning til
hende og den uforløste sorg over hendes
død i arbejdslejren. Mange af hans digte
fremstår som de sværeste digte, der
nogen sinde er skrevet, og store kendte
filosofer har skrevet afhandlinger om
enkelte digte eller sætninger herfra (fx
har den franske filosof Jacques Derrida
viet en hel artikel til en enkelt sætning).
Celan kom sig aldrig over Auschwitz og
sin moders død og kastede sig mange år
senere i Seinen, hvor han druknede.
Uforståelighed
Dette er den kendte og gentagne historie
om Celan, hvis digte står som et særligt
mindesmærke over en misere, der indbefatter
hele vesten, og som ofte drager
med en særlig fascination, selvom de
er svært tilgængelige. Det er tillige den
historie, der henvises til, når Celans
selvmord skal forklares. En mindre
kendt eller mindre udbredt historie
drejer sig imidlertid om hans til tider
meget voldelige adfærd over for kone og
søn samt hans mange indlæggelser på
psykiatriske hospitaler i Paris, hvor han
levede det meste af tiden efter 2. verdenskrig.
Selvmordet kan næppe adskilles
fra denne side af hans liv eller hans
manglende
psykiske
adskillelse fra sin
moder og udelukkede anerkendelse
af sin fader.
Disse aspekter ligger formentlig
også til grund for hans digtes
hermetiske præg, men selvom
dette er årsagen til dette præg, ligger
digtenes virkning i selve læsningen. Og
ligesom med Grotrian opgiver jeg som
regel at forstå digtene i en helhed, men
læser dem fragmentarisk eller lader
dem glide gennem min bevidsthed som
sproglige begivenheder, der kan udgøre
en kilde til inspiration eller lade vores
samtids krav om kalkuler forsvinde
som sneens heste over Grotrians ordblinde
solbro.
Galskab ikke et krav
Den franske filosof Michel Foucault sagde
engang, at værket udelukker galskaben.
Et litterært værk kræver en orden
og en sammenhæng, der udelukkes af
galskaben. Jeg er ikke sikker på, at han
har ret. Der findes naturligvis ’gale’ personer,
hvis sprog og adfærd udelukker
det arbejde, som det kræver at skrive fx
digte. Men enhver galskab indbefatter
ikke nødvendigvis et tab af bevidsthed
eller genkendelse. Det findes mange ”ordinære”
gale personer, som kan skrive
digte, der sætter læserens sprog i brand.
Sådanne digte helbreder ikke den gale,
men giver denne mulighed for at udtrykke
sig og arbejde med de aspekter af
livet, som er særlig problematiske i en
social sammenhæng, i en sproglig form,
der ikke er plads til i vores samfund (el-
artikel
ler for
den sags
skyld i vores
samtids psykiatri).
For at sige
det omvendte af
Foucault, så udelukker
galskaben ikke værket. Det helbreder
ikke galskaben, men gør heller
ikke den gale mere gal. Tværtimod kan
selve skriveprocessen være en kilde til
et stabilt liv. Så det drejer sig ikke om
et simpelt valg mellem galskab eller
værk. Der er i den forstand ikke tale om
værker uden galskab eller om værker,
der ikke har en ressource i galskaben.
Det omvendte er dog ikke tilfældet: Et
valg af galskab kan være en afvisning af
værket.
Men hvor efterlader det den digter
eller læser, som ikke har galskaben
inden for huden? Selvom jeg har brugt
Thomsen som modeksempel, eksisterer
der helt klart forfattere, som ikke har
den rem af huden, men som skriver forrygende
digte (det gør Thomsen i øvrigt
også). T.S. Eliot, Naja Marie Aidt eller
Viggo Madsen for blot at nævne nogle
(uden sammenligning i øvrigt). ·
René Rasmussen er lic.
phil. i litteraturvidenskab,
lektor i dansk litteratur på
Københavns universitet og
bl.a. forfatter til ’psykoanalyse
- et videnskabsteoretisk
perspektiv’ (2010) og ’lettet’
(digte, 2009).
FORFATTEREN·1·2013 7