Dit Blod revideret_2010.pub - Bloddonorerne i Danmark

Falsk alarm - falsk reaktion
At få en falsk alarm er ingen spøg. Falsk alarm - eller falsk reaktion ved screening for smitte - ses, når
undersøgelsen hos en donor uden smittemarkør på den ene side giver en lidt højere værdi ved aflæsning
end de undersøgelser, der konkluderes til at være negative, men på den anden side alligevel
ikke giver så høje værdier, som de undersøgelser, der konkluderes til at være positive.
De undersøgelsesmetoder, man anvender, når man screener blodet, er så følsomme, at de i få tilfælde
vil give en svag reaktion, selvom der ikke er antistoffer i blodet. Det kan sammenlignes med
en meget følsom tyverialarm, som bliver sat i gang af en nysgerrig mus. Alarmen ringer, men man
kan ikke høre, om det kun er på grund af en mus, eller om der virkelig er indbrud.
Alle reaktioner, der ved den obligatoriske screening for smittemarkører er stærkere end de definitivt
negative, bliver efterfølgende undersøgt med mere nøjagtige metoder (konfirmatoriske tests). Disse
metoder kan bestemme den fundne reaktion mere nøjagtigt. Resultatet af den nye test får man i
løbet af nogle uger.
Testresultatet kan enten være positivt (hvis der er smittemarkører i blodet), negativt (hvis der ikke
er smittemarkører) eller tvivlsomt (hvis det ikke med sikkerhed kan konkluderes, at den fundne reaktion
skyldes smittemarkører i blodet). Hvis den nye konfirmatoriske test er tvivlsom, er der ikke
med sikkerhed påvist antistof mod virus, men det er heller ikke påvist, at blodet er frit for smittemarkører.
Får man en kombination af en ikke negativ reaktion ved den obligatoriske screening, og en tvivlsom
reaktion ved den nye konfirmatoriske test, kan det enten skyldes, at der endnu kun er dannet så lidt
antistof, at reaktionen bliver tvivlsom, eller at der er tale om en falsk reaktion ved undersøgelsen.
Ved en ny tapning nogle måneder senere, undersøges blodet igen. Hvis donor er smittet med virus,
vil mængden af antistof mod virus i den mellemliggende periode være blevet så stor, at reaktionen
ved den nye screening bliver definitivt positiv. Man vil hermed også have påvist, at der var antistoffer
i blodet ved første tapning. Hvis donor ikke er smittet med virus, vil reaktionen ved undersøgelsen
endnu en gang være tvivlsom, eller den kan denne gang være negativ. Da det imidlertid ikke
med sikkerhed kan udelukkes, at donor er blevet smittet og har fået virusmarkør i blodet mellem de
to tapninger, kan man stadig ikke konkludere, at undersøgelsen er negativ.
Når man har undersøgelser fra tre tapninger med mindst et års interval mellem første og sidste tapning,
og man bliver ved med at få samme resultat med tvivlsom reaktion, kan man konkludere:
• at denne tilstand sandsynligvis ikke ændrer sig hos den pågældende donor.
• at donors blod derfor sandsynligvis vil blive kasseret ved hver tapning.
• at donor ikke er smittefarlig, men at dette først kan bevises flere måneder efter hver tapning.
For at få en løsning på denne uholdbare situation vil blodbankens læge tale med donor og forklare
situationen. Ofte enes man om at afvente udviklingen i ca. et år og derefter forsøge, om testmetoderne
er blevet bedre.
200 om året
I hele Danmark vil hyppigheden af falske reaktioner svare til, at de forekommer hos ca.
200 donorer om året.
DIT BLOD ● KAP. 08 53/74