DIT BLOD ● KAP. 08 54/74 Det kan være meget svært for en donor at forstå, når han eller hun har en falsk reaktion ved en hivtest, hvor det kan konkluderes, at donor IKKE er smittefarlig, men hvor man alligevel for en sikkerheds skyld ikke må anvende donors blod, så længe der er denne falske reaktion. Ofte kan donor dog overbevises om, at vedkommende ikke er smittet, når man oplyser, at hvis donor var smittefarlig, så havde blodbanken pligt til at informere om risikoen for at smitte videre og til at henvise donor til behandling på en hiv-klinik. Når man ikke gør noget af dette, er det fordi donor ikke er smittet. Opsummering I forbindelse med hver tapning tages en blodprøve. <strong>Blod</strong>prøven bruges til at tjekke blodtypen og hæmoglobinindholdet i blodet samt til screening for smitte. Hæmoglobinindholdet (eller blodprocenten) er et udtryk for den mængde af hæmoglobin, der findes i de røde blodlegemer. Hæmoglobinindholdet skal helst ligge mellem 7 og 11 millimol pr. liter. Fordi de røde blodlegemer genopbygges med anvendelse af jern, anbefales det, at man spiser jernholdige madvarer. Ved screening af blodet undersøges det for en række smittemarkører, som oftest er antistof mod virus. Det er sundhedsmyndighederne, der bestemmer, hvilke smittemarkører blodet skal undersøges for. For tiden undersøges alt donorblod for hiv og hepatitis B og C. Herudover screenes nye donorer for htlv. Hvis den obligatoriske screening ikke påviser smittemarkører i blodet, må dette frigives til transfusion. Hvis screeningen giver et positivt resultat, gentages undersøgelsen to gange. Hvis blot den ene af disse to undersøgelser ikke med 100 % sikkerhed er negativ, må blodet ikke frigives, og der skal foretages en ny undersøgelse med en anden undersøgelsesmetode. Resultatet kan enten være positivt, hvilket betyder, at der er smittemarkører i blodet, eller negativt, hvilket betyder, at der ikke er smittemarkører. Som et tredje resultat kan det ske, at undersøgelsen ikke kan konkluderes, fordi reaktionen er tvivlsom (inkonklusiv). Dette betyder, at man ikke med 100 % sikkerhed med denne undersøgelsesmetode kan sige, om der er smittemarkører i blodet eller ej. Den tvivlsomme reaktion skyldes, at undersøgelsesmetoderne er så følsomme, at de af og til reagerer, uden at der er smitte i blodet. I vinduesperioden kan screeningen vise et negativt resultat, på trods af at der måske er virussmitte i blodet. Vinduesperioden er de uger, hvor donor har virus i blodet, men endnu ikke har dannet de antistoffer, der screenes for. For at opnå størst mulig sikkerhed også i denne periode, er det uhyre vigtigt, at donor svarer omhyggeligt og ærligt på spørgsmålene vedrørende smitte i spørgeskemaet. Spørgeskemaet og screeningen supplerer således hinanden. I vinduesperioden har man altså smitte i blodet, men screeningen viser et negativt resultat. Til gengæld kan besvarelsen af helbredsspørgeskemaet måske afdække, at der er en risiko for, at man er smittet. Som en sidste mulighed kan en screening give et positivt resultat, som viser, at der er smitte i blodet. Når dette sker, underretter blodbankens læge donor om det positive resultat, og donor får tilbud om at tale med en speciallæge, psykologisk hjælp og behandling for den sygdom, man har fundet tegn på i blodet.
Spørgsmål 1) Den blodprøve, der tages i forbindelse med en tapning, bruges til kontrol af tre forskellige ting. Hvilke? 2) Hvilke smittemarkører screenes der for? 3) Hvad kaldes perioden, hvor en donor har smitte i blodet, men endnu ikke nok antistof til at på vise smitten? 4) Hvad tilbyder man en donor, der er testet positiv? 5) Hvad vil det sige, at en test er falsk positiv? 6) Hvornår vil man normalt igen begynde at tappe en donor, der har haft en tvivlsom reaktion ved en undersøgelse for smittemarkører? DIT BLOD ● KAP. 08 55/74