Om Menneskesmugling - udgivet 2000 - Dansk Røde Kors

flygtninge som forretning
istanbul er et slaraffenland for menneskesmuglere. i tyrkiets største by udnytter et virvar af hoteller, rejsebureauer og
driftige agenter byens strategiske placering ved strædet mellem asien og europa
af hussein ferdowsipour
og henrik kastoft
Han vinker ivrigt og afværgende med hænderne.
Et venligt, men bestemt smil breder
sig hen over hans ansigt.
“Nej, jeg er ikke med i det længere.”
Den midaldrende og halvskaldede mand
fra Iran tripper uroligt. Han forvisser sig om,
at der ikke er nogen inden for hørevidde.
“Menneskesmugling er blevet for farligt,”
fastslår han.
En af hans bekendte – en kvindelig menneskesmugler,
som i årevis har drevet sin
forretning i samme kvarter – blev arresteret
for tre måneder siden. Efter to måneders
fængsel i Tyrkiet blev hun udvist til Iran,
hvor hun oprindelig kom fra. I Iran risikerer
menneskesmuglere både fængsel og det, der
er værre, for præstestyret ser med strenge
øjne på folk, der hjælper kritikere med at
undslippe. Den midaldrende mand har i 10
år været kendt som menneskesmugler, men
nu gør han sig i turistbranchen.
Siger han.
flygtninge og forretningsfolk
Stedet er receptionen i Hotel Hakan i
Gentürk Caddesi nummer 9. Bygningen ligger
i Laleli, Istanbuls gamle kvarter. Det
tyrkisk-ejede Hakan er et såkaldt “iransk
hotel.” Det betyder i praksis, at ud over
fem-seks prostituerede fra Rusland bor her
udelukkende iranere: Nogle er forretningsfolk.
De kommer til den tyrkiske millionby
for at sælge krydderier, sandaler og andre
varer, der giver en beskeden indtægt, som
de handlende kan bringe med sig tilbage til
Iran.
Andre er flygtninge. De kommer for at
hyre en menneskesmugler til at fragte sig ud
af Tyrkiet og illegalt ind i Vesteuropa eller
Nordamerika. Hakan er blot ét af mange
hoteller, hvor der er hjælp at hente mod
behørig betaling.
Den midaldrende mand ryster stadig
afværgende på hovedet, da han fortæller,
at han er ansat i et rejsebureau i nabolaget.
Alligevel er han hver dag at finde i og
omkring sofaen i receptionen på Hakan. Her
taler han dagen lang med hotellets gæster,
som strømmer ind ad hotellets fedtede glasdøre.
I dag har han travlt med at arrangere
aftenens store fest: Det iranske nytår og
overgangen til år 1379.
Og der er nok at se til. Dagligt standser
flere busser fra Irans hovedstad, Teheran, ud
for hotellets trappe. Trætte og stivbenede
stiger passagererne ud, mens bunken af
kufferter, tasker og pakker vokser på fortovet.
Uden beklagelse forlanger receptionisten
bag den mørkbejdsede skranke 800 kroner
eller gæsternes pas i depositum. Selv for en
enkelt overnatning.
“Mange løber fra regningen,” forklarer
han med et ligegyldigt skuldertræk og lader
forstå, at praksis ikke er til diskussion.
sMugler ikke... og dog
Hotel Hakans seks etager rummer 98 værelser.
De lyse gulvtæpper på gangene er slidte.
Her spankulerer buttede russiske ludere
hjemmevant rundt i deres stramtsiddende
nederdele og glitrende bluser. På evig jagt
efter kunder og kontanter søger ludernes
erfarne blikke uafladeligt øjenkontakt med
de mange enlige iranske mænd, som har
“ hej, Du iranske passager.
kom inDenfor og hør om
Vore priser, inDen Du rejser
ViDere.
skilt i tyrkisk hotel
skrevet sig ind i hotellets gæstebog.
Værelserne er simple uden at være
snuskede. Væggene og de tynde finérdøre
isolerer dårligt. Døgnet rundt fyldes Hotel
Hakan med en mosaik af lyde. En kvinde
hulker hjerteskærende. En mand råber med
mørk og truende stemme. En luder arbejder.
Manden i receptionen lader hånden hvile
på sin halvskaldede isse. Efter et par
minutters snak er han mere fortrolig end
afvisende. Jo, han har da stadig lidt med
menneskesmugling at gøre.
“Men vi hjælper ikke folk til Danmark,
Norge og Sverige længere. Vi bruger nogle
andre ruter i dag. Tyskland, Holland,
Østrig og Italien, kan vi klare, men ikke
Skandinavien. Vi kan køre folk til grænsen
mellem Tyskland og Danmark, men resten
må de selv sørge for,” siger smugleren.
Som andre i samme branche er det hans
lod altid at være et skridt foran politiet.
Derfor ændres rejseruter, destinationer og
kutymer konstant for at sløre smuglingerne
mest muligt over for politiet.
neMt at krydse grænser
Han forklarer, at flygtningene bliver fløjet
fra Istanbul til Sarajevo, fordi der ikke kræves
visum dertil. Herfra smugles
flygtningene videre til Italien, hvor nogle
søger asyl. Andre bliver i bil kørt længere op
i Europa, for som han tørt konstaterer:
“Det er jo nemt at krydse EU-grænserne
på grund af Schengen-samarbejdet.”
Atter fyldes receptionen af mennesker.
Han har ikke tid til mere snak – nytårsfesten
nærmer sig.
Lugten af glødende kul og stegt lammetarm
bølger gennem de snævre gader
i gamle Istanbul. I et støvet vindue står et
gulnet skilt. Med håndskrift står der skrevet:
»Hej, du iranske passager. Kom indenfor og
hør om vore priser, inden du rejser videre.«
Et par gader derfra ligger en restaurant.
Mellem bordene går der rygter om en
tyrkisk menneskesmugler, som opererer fra
Istanbuls internationale lufthavn. Hos denne
agent er priserne for en smugling ikke til
forhandling. Til gengæld er agenten uhyre
effektiv.
“Kontakt hans lillebror. Han har en
mobiltelefon-forretning i nærheden,” lyder
et råd på restauranten.
agent i lufthavnen
“Vi skal vente på min storebror,” siger
manden stolt og peger på sin ene skulder, der
hvor stjerner og striber sidder på magtfulde
personer. Storebror er en af disse
magtfulde personer. Sammen med to andre
menneskesmuglere arbejder han i lufthavnens
transithal. Officielt som ansat i paspolitiet.
Knap så officielt som menneskesmugler.
Lillebror er 30-35 år og ejer mobil-
telefon-forretningen. Stedet lugter af penge.
Hans øjne omkranses af moderne firkantede
briller med tykt sort stel. Han er tydeligvis
godt tilfreds med sig selv, sit store mahogniskrivebord
og de dyre læderstole. Han lover,
at han vil forsøge at lave en aftale med sin
storebror. To dage i træk aflyser storebror
aftalen, men tredje dag lykkes det at møde
ham i forretningen.
Storebror taler næsten uafbrudt i mobil-
8 menneskesmugling menneskesmugling 9
fotos henrik kastoft