Etablering af P-ådale

64
8.10 Det gensnoede vandløbs dimensioner
Såfremt det besluttes at genslynge vandløbet helt eller delvist, skal det
overvejes grundigt, hvorledes meandrene placeres og udformes. Det er
vigtigt med et ”naturligt” forløb, dvs. ikke for mange, og ikke for få
meanderbuer, og man skal huske, at der normalt skal være større krumning
i den nedstrøms del af meanderen i forhold til den opstrøms del.
Åens oprindelige snoede forløb i ådalen fra før udretningen og dræningen
kendes oftest ikke. Dog kan der foreligge gamle tegninger fra udretningsprojektet,
som kan være et godt udgangspunkt for design af det
nye forløb. Alternativt kan de gamle ’Generalstabskort’ fra slutningen af
1800 tallet anvendes eller de endnu ældre matrikelkort fra udflytningen i
slutningen af 1700-tallet , hvor sognegrænserne ofte fulgte den snoede å.
De gamle Generalstabskort forefindes i en digital version, og de gamle
matrikelkort kan fremskaffes fra Kort- og Matrikelstyrelsen.
Som tommelfinger regel vil et naturligt snoet vandløb have en afstand
mellem to meanderbuer på 7 gange ovenbredden af vandløbet (bredde
ved bredfyldt vandføring). Det betyder, at der på en 100 m strækning af
et 1 m bredt vandløb skal være 14 meanderbuer, mens det tilsvarende
antal meanderbuer er på 3 i et 5 m bredt vandløb.
Vandløbets slyngningsgrad måles som sinuøsitet, defineret som vandløbets
længde mellem to punkter (fx over en 200 m strækning), divideret
med fugleflugtslinien mellem de punkter. Et vandløb med en sinuøsitet
på 1,50, er vandløbet meandrerende.
Som tommelfingerregel stiger modstanden mod vandets strømning i
vandløbet med sinuøsiteten, dvs. vandføringsevnen falder med stigende
sinuøsitet. Dermed vil hyppigheden af tidvise oversvømmelser af ådalen
alt andet lige stige, jo mere sinuøst vandløbets forløb dimensioneres.
Hvis man vil vide mere om meanderbuer, kan det læses i lærebogen
”Fluviale processes in Geomorphology”, af Leopold, Wolman og Miller
(1964).
Det gensnoede vandløbs dimensioner
Vandløbet bør anlægges med varierende profiler i meandre og strækninger
mellem meandre. Stryg skal etableres mellem meanderbuerne, og der
kan med fordel udlægges gydegrus i strygene. Tværsnitsprofil og dybde
bør være større i meanderbuerne, således at der fremkommer en variation
med større strømhastigheder i strygene mellem meandrene og de dybe
høller i meandrene. Relativt flade anlæg giver større bredzone, som
normalt vil give bedre økologiske forhold og mindre brinkersion.
Fastlæggelse af det nye vandløbs dimensioner i tværprofilerne er selvsagt
ikke let, da de oprindelige bredder og dybder ikke kendes. I nogle
tilfælde kan der findes relikter af det gamle forløb i ådalen, hvor bredden
muligvis kan erkendes og anvendes som støtte. Dybden er formentlig
sjældent anvendelig, da de relikte meanderbuer eller lige strækninger
formentlig med tiden er blevet fyldt op med jord og organisk stof. En
anden mulighed er at anvende formler til bestemmelse af de naturlige
dimensioner. Sådanne er blevet udviklet for danske vandløbstyper af
Brookes (1984) og Mernild (2001). Formlerne kan anvendes til at beregne
en ’naturlig’ ovenbredde og gennemsnitlig dybde begge for et bredfyldt