Hvad er marxisme - Socialistisk Standpunkt

More documents

Recommendations

Info

Hvad er marxisme? WWW.MARXIST.DK Som alle folkelige revolutioner sprang masserne ind på historiens scene. De mest selvopofrende kom i forgrunden og skubbede revolutionen langt mod venstre. Mellem 1789 og 1793 var det gamle feudale regime og aristokratiet fuldstændigt blevet fejet væk. Det nye regime blev ledt af den revolutionære middelklasse, Jakobinerne, som blev støttet og ført frem af de plebejiske masser som bestod af lønarbejdere og små håndværkere. I 1794 fandt en højredrejning sted da den regering, der kaldtes Direktoriet, kom til. Efter dette kom der så igen en ny politisk kontrarevolution, som bragte Napoleon Bonapartes lov-og-orden-regime til magten. Ikke desto mindre var den gamle orden blevet brudt, og det nye borgerskabs ejendomsrettigheder forblev intakte. Skiftet i den politiske magt blev ikke fulgt af en social ændring tilbage til før, det vil sige det bragte ikke den gamle feudale orden tilbage, men var et politisk skifte, som var et resultat af politiske kampe mellem forskellige sektioner i kapitalistklassen. Kapitalismens triumf De store borgerlige revolutioner banede vejen for kapitalismen. Ændringerne i landbruget sikrede det kapitalistiske landbrug vækst, hvor de gamle feudale ejendomme var blevet splittet op og uddelt til bønderne. I stedet for at være en bremse for handel og industri som før, så støttede regeringerne nu dette. Gennem røveri, omdannelse af fællesjord til privateje og plyndringer koncentrerede man produktionsmidlerne i hænderne på færre og færre. Ruineringen af bondestanden skabte en samling af arbejdskraft i byerne. Klassestrukturen blev mere simpel. På den ene side var kapitalisterne og på den anden side de besiddelsesløse proletarer. Alt hvad disse arbejdere havde, var deres evne til at arbejde. Den eneste måde de kunne overleve på, var ved at sælge deres arbejdskraft til kapitalisterne til gengæld for løn. I produktionsprocessen producerer proletaren flere værdier, end han får udbetalt i løn, og kapitalisterne tilegner sig denne merværdi. Enhver kapitalist er omgivet af konkurrenter, og det tvinger dem alle til at introducere nye produktionsmetoder, på den måde har kapitalismen historisk set spillet en progressiv rolle og konstant revolutioneret produktivkræfterne. Kapitalistklassen eksporterer varer og senere hen kapital, og på den måde skaber den "en verden i sit eget billede". Produktivkræfterne, teknikken og videnskaben voksede gradvist ud over nationalstaten, som beskyttede den. Imperialisme I perioden fra 1870 til 1900 blev verden delt op mellem de største magter. I 1870 var en tiendedel af Afrika blevet delt op; i 1900 var ni tiendedele af det "mørke konti- 18 ● SOCIALISTISK BAGGRUND nr. 1 ● www.marxist.dk nent" i hænderne på England, Frankrig eller en af de andre europæiske imperialistmagter. I 1914 var denne proces med opdeling af verden fuldendt, og kapitalismen gik ind i sit højeste stadie, imperialismen. Kæmpe truster (sammenslutninger af flere foretagender under én ledelse) og monopoler var vokset ud af den tidligere periodes konkurrence. "Staten var smeltet mere og mere sammen med monopolerne og de finansielle institutioner, og handlede i stigende grad i deres interesser. Produktion følges i denne periode med eksport af kapitalen selv." (Lenin) Det imperialistiske stadie medbragte truslen om verdenskrig i kampen for nye markeder. På grund af opdelingen af verden og den enorme vækst i produktionen kan man kun finde nye markeder ved at genopdele verden, hvilket uundgåeligt medfører nye verdensomspændende konflikter. Verdenskrigene har vist de modsætninger, den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten medfører. Men modsat de tidligere samfundstyper, så har kapitalismen opbygget betingelserne for den nye socialistiske orden, der kan garantere overflod til alle. Arbejderklassen er den eneste klasse, der er konsekvent revolutionær, og som er i stand til at fuldføre den socialistiske revolution. Dette skyldes denne klasses særlige stilling i den samfundsmæssige produktion. Arbejderklassen er disciplineret i fabrikkerne og tvunget til at samarbejde i produktionsprocessen. Den organiserer sig selv i store fagforbund og siden i dens eget uafhængige parti. Marxismen forsyner den, i modsætning til alle andre teorier, med en klar ideologi og klare mål i dens mission for at omstyrte kapitalismen. Bolsjevikpartiet, under ledelse af Lenin og Trotskij, gav et strålende eksempel til verdens arbejdere. Bønderne og middelklassen er ikke i stand til at spille en ledende rolle på grund af deres stilling i samfundet. Bønderne er spredt ude på landet og har ikke noget klart begreb om enhed eller internationalisme. Disse middellag i samfundet følger enten kapitalistklassen eller arbejderklassen. Bønderne har faktisk været det klassiske redskab for bonapartismen - et regime, der er baseret på de væbnede styrker, og som balancerer mellem klasserne. I imperialismen epoke med monopolkapitalismens forfald vil samfundets middellag blive drevet i reaktionens arme, hvis ikke arbejderklassen vinder dem for socialismens sag. Loven om ujævn og kombineret udvikling Fra at være et progressivt socialt system er kapitalismen nu blevet en lænke om fødderne på produktionen og den videre udvikling af menneskeheden. Marx men-
WWW.MARXIST.DK te, at arbejderklassen først ville komme til magten i de avancerede kapitalistiske lande som England, Tyskland og Frankrig. Men med fremkomsten af imperialismen brød kapitalismen sammen ved "det svageste led", i det tilbagestående Rusland. Samfundet udvikler sig ikke i en lige linje, men følger loven om ujævn og kombineret udvikling. Den ujævne vækst i verden bliver konstant brudt af indførelsen af nye produkter og idéer fra forskellige sociale systemer. Det tilbagestående halvfeudale Rusland blev udstyret med den mest moderne produktionsteknik i byerne på grund af den enorme mængde fremmed kapital fra Frankrig og England. Den nye industriarbejderklasse, som lige var blevet dannet, tog arbejderklassens mest avancerede idéer til sig: marxismen. I mange af de underudviklede lande har manglende landreformer, enevælde, national undertrykkelse og økonomisk stagnation medført enorm utilfredshed. Den borgerlige demokratiske revolution, der ville have lagt grunden for en kapitalistisk udvikling, er kun blevet delvist gennemført eller slet ikke. I disse lande er den kapitalistiske klasse kommet på banen for sent til at spille den rolle som dens revolutionære sidestykke gjorde i det 17. og 18. århundrede. De er, som i Rusland før 1917, for svage og bundet af tusinde tråde - gennem ægteskab og gæld - til jordejere og imperialister. Både kapitalister og jord- og godsejere har et fælles had til arbejderklassen. Den nationale kapitalistklasse foretrækker at holde sig til den gamle orden i stedet for at appellere til de laveste klasser om at gennemføre den anti-feudale revolution. Den eneste klasse, der er i stand til at gennemføre revolutionen er arbejderklassen, ved at samle de fattigste bønder omkring sig. Når arbejderklassen kommer til magten som i oktober 1917 er den i stand til at give jord til bønderne, smide imperialisterne ud og samle landet. Imidlertid vil arbejderklassen ikke stoppe ved dette, men vil fortsætte til den socialistiske opgave: nationalisering af den vigtigste industri, jorden og de finansielle institutioner. (Ovenstående kaldes teorien om den permanente revolution). Den russiske revolution var den største begivenhed i hele menneskehedens historie. For første gang tog arbejderklassen magten, smed kapitalisterne, godsejerne og gangsterne ud, og organiserede en demokratisk arbejderstat. Det var begyndelsen til den internationale socialistiske revolution, og det bekræftede fuldstændig teorien om den permanente revolution. Uheldigvis blev revolutionen i Tyskland og andre lande forrådt, og det førte til isolation af revolutionen i et tilba- Hvad er marxisme? gestående, hærget land. Krigens ødelæggelse, den udbredte analfabetisme, borgerkrig og udmattelse lagde forfærdeligt pres på den svage arbejderklasse, og medvirkede til degenereringen af revolutionen. Det var disse objektive forhold, der fremmede væksten af bureaukratismen i staten, fagforeningerne og partiet. Stalin kom til magten på baggrund af denne nye bureaukratiske kaste. Individet i historien repræsenterer ikke sig selv, men en gruppes, kastes eller klasses interesser i samfundet. Stalinismen og dets uhyrlige diktatur voksede ikke frem fra Bolsjevikpartiet eller den socialistiske revolution, men fra isolationen og den materielle tilbageståenhed i Rusland. Det ødelagde arbejderdemokratiet for at opretholde sine egne privilegier og magt. Det stalinistiske regime støttede sig imidlertid til de nye ejendomsforhold med nationaliseret industri og produktionsplanen. Sovjetterne (arbejderrådene) og arbejderdemokratiet blev ødelagt i den stalinistiske politiske kontra-revolution. Kun ved en ny politisk revolution kunne den russiske arbejderklasse have genoprettet arbejderdemokratiet, der eksisterede under Lenin og Trotskij. Dette ville ikke betyde en tilbagevenden til kapitalisme, men en ende på den priviligerede bureaukratiske elite, samtidig med at masserne selv ville blive involveret i at styre samfundet og staten. Den socialistiske omdannelse af samfundet Den socialistiske omdannelse af samfundet indleder en ny og højere samfundsform idet den fjerner forhindringerne for udviklingen af produktivkræfterne. Forhindringer som privat ejendomsret og nationalstaten fjernes, og giver plads til at den socialiserede ejendom kan planlægges efter flertallets interesser. Den socialistiske revolution kan ikke begrænses til ét land, men sætter verdensrevolutionen på dagsordenen. Verdensøkonomien og den internationale arbejdsdeling, der er skabt af kapitalismen, forlanger en international løsning. Et forenet socialistisk Europa vil forberede grundlaget for en verdenssammenslutning af socialistiske stater, og en international planlægning af produktionen. Dette ville igen skabe grundlaget for en "planlagt og harmonisk produktion af goder til tilfredsstillelse af de menneskelige behov". En af den sejrende arbejderklasses første opgaver vil være ødelæggelsen af den gamle statsmaskine. I alle klassesamfund har der været en stat som et "organ for klassestyre, et redskab for en kalsses undertrykkelse af en anden". Dette rejser spørgsmålet, har arbejderklassen brug for en stat? Anarkisterne svarer nej. Men de forstår ikke, at nogle former for magt er nødvendig for at holde jordejere, finansfyrster og kapitalister på plads. www.marxist.dk ● SOCIALISTISK BAGGRUND nr. 1 ● 19
Page 1 and 2: Socialistisk baggrund nr. 1 HVAD ER
Page 3 and 4: WWW.MARXIST.DK Hvad er en filosofi?
Page 5 and 6: WWW.MARXIST.DK 1831). Hegel var fil
Page 7 and 8: WWW.MARXIST.DK kvantitative forandr
Page 9 and 10: WWW.MARXIST.DK Hegel giver et simpe
Page 11 and 12: WWW.MARXIST.DK Hvad er marxisme? 2.
Page 13 and 14: WWW.MARXIST.DK mod gamle, syge og k
Page 15 and 16: WWW.MARXIST.DK Disse landsbyherrers
Page 17: WWW.MARXIST.DK dale økonomi var be
Page 21 and 22: WWW.MARXIST.DK 3. Marxistisk økono
Page 23 and 24: WWW.MARXIST.DK snitlige arbejdskraf
Page 25 and 26: WWW.MARXIST.DK I løbet af de næst
Page 27 and 28: WWW.MARXIST.DK domineret af den kap

Hvad er marxisme - Socialistisk Standpunkt

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?