“Jeg kommer heller ikke i dag” - Undervisningsministeriet

12
Er der tale om en ung, som har depression, vil basal viden om
sygdommen kunne styrke og kvalificere den støtte, læreren
kan yde både i undervisningen i klasseværelset og i en eventuel
relationsbaseret støtte lærer og elev imellem.
Lærerens rolle
Når man skal vejlede og rådgive unge –
og derved indtage en støttende og motiverende
rolle – er det vigtigt, at man
både har forståelse for de udfordringer,
ungdomslivet generelt medfører, at
man har en vis indsigt i den eventuelle
sårbarhed, den unge slås med, og at
man har evnen til at tage udgangspunkt
i den unges egne oplevelser og
tolkninger af situationen.
Der er forskel på at rådgive børn, unge
og voksne. Den unge er i en selvstændiggørelsesproces,
som betyder, at han
eller hun ikke er lige så afhængig af
familien, som barnet er, men stadig
ikke er voksen endnu. Den unge er i
de allerfleste tilfælde også på et andet
niveau i sin udvikling end barnet, når
det gælder den kognitive og følelsesmæssige
formåen. Dog har den unge i
de fleste tilfælde stadig brug for mere
vejledning og støtte end den voksne.
Disse forhold har særlig betydning
for rådgivning og vejledning af unge
mennesker.
Som støtteperson til en sårbar ung er
det centralt, at man har en vis indsigt
i, hvad sårbarheden indebærer. Er
der tale om en ung, som har depression,
vil basal viden om sygdommen
kunne styrke og kvalificere den støtte,
læreren kan yde både i undervisningen
i klasseværelset og i en eventuel
relationsbaseret støtte lærer og elev
imellem.
Endelig har det stor betydning, at man
som støtteperson formår at holde fast
i nysgerrigheden og interessen for den
enkelte unges historie og livssituation,
også selv om elevens historie minder
om så mange af de andre historier fra
unge, man har hørt. Eller man kan
komme til at konkludere ud fra generel
viden om diagnosen, når en ung for
eksempel fortæller, at han har ADHD,
og dermed overse den unge. Med andre
ord, så skal vi bruge vores erfaringer
og vores viden, men de må ikke blive
skyklapper, som gør, at vi ikke ser det
unge menneske, som sidder over for
os.
I forbindelse med kurser til både lærere
og uddannelses- og erhvervsvejledere
får vi ofte spørgsmålet: “Hvad er vores
opgave, og hvad er for eksempel en
psykologopgave? Hvor går grænsen
mellem vejledning, rådgivning og
terapi?” Det er både gode og vigtige
spørgsmål. Det er vigtigt at være
bevidst om sin egen rolle, opgave og
sine egne kompetencer. Problemet er,
at svarene ikke er entydige.
Alle har en menneskelig forpligtelse til
at hjælpe den, der har det svært. For
os, der til dagligt arbejder med børn og
unge, er denne forpligtelse skærpet.
Den er en del af vores arbejdsopgave.
Læreren har blandt andet til opgave
at bidrage til det gode læringsmiljø og
drage omsorg for elevernes trivsel og
faglige og personlige udvikling.