“Jeg kommer heller ikke i dag” - Undervisningsministeriet

med salt eller hælder syre i for at
forøge eller forlænge smerten. Oftest
er der tale om overfladiske sår. De
fleste unge, der skærer sig, ved godt,
hvor og hvor dybt de kan skære uden
for alvor at gøre skade. Indimellem,
måske ved en fejltagelse, kan der
ses dybere flænger, som skal sys på
skadestuen. Nogle skærer sig dagligt,
andre måske en gang om ugen eller
sjældnere. Mange udvikler et egentligt
afhængighedssyndrom. For nogle
spiller synet og fornemmelsen af blod
en stor rolle. Når de ser eller mærker
blodet løbe ned ad armen, benet eller
kroppen, forsvinder oplevelsen af indre
død eller tomhedsfølelse. De fleste
unge, der skærer sig, kan fortælle, at
de umiddelbart efter at have skåret sig
føler en enorm lettelse, eller at deres
indre spænding mindskes. Synlige
tegn på selvskade (sår og ar) betyder,
at de unge føler, at de ikke kan vise sig
i badetøj eller gå med korte ærmer. I
stedet går de konstant med svedbånd
om håndleddet, langærmede bluser
eller store jakker.
De fleste, der skærer sig, skjuler deres tilbøjelighed, deres sår og ar.
De beder ikke om hjælp, og de gør det ikke for at få trøst og omsorg.
De fleste gør det for at overleve, for at klare den psykiske smerte, som
de ikke kan eller har lært at klare på anden vis.
Udfordringer: Selv om cutting er et
skjult problem, ser vi alligevel igen og
igen, at det breder sig. Det sker via medierne,
eller det breder sig fra person
til person i de miljøer, hvor det allerede
foregår. Specielt blandt unge på skoler,
psykiatriske afdelinger og specialinstitutioner
sker det ofte, at selvskadende
adfærd breder sig. Selvskade kan
udvikle sig til et gruppefænomen som
en del af et gruppefællesskab eller
en gruppenorm. Der kan også være
tale om at vinde status, ligesom det
at erfare, at andre gør det, nedsætter
modstanden mod selv at prøve. Det
betyder, at man i nogle miljøer ser en
udbredt angst for at tale om cutting,
men det er vigtigt at få det stoppet,
for hvis man ignorerer problemet,
risikerer man, at det forværres i det
skjulte. Det at tale direkte om noget er
en forudsætning for at kunne behandle
det.
Behandling: Behandlingen består
af viden og psykoterapi og som en
mulighed medicin, som kan være
nødvendig, hvis personen også lider af
depression, angst eller impulsadfærd.
Støtte til den unge: Læreren skal
forholde sig nysgerrigt og anerkendende
til det, den unge fortæller om
sin selvskadende adfærd. Særligt er det
vigtigt at undersøge, hvor ofte og hvor
omfattende den unge skærer i sig selv,
og om det er forbundet med særlige
situationer. Læreren bør også undersøge,
hvilken oplevelse den unge har
i forbindelse med selvskaden. Nogle
unge oplever, at de ikke er bevidste
om deres handlinger, at de oplever en
uvirkelighedsfornemmelse eller direkte
får blackouts, når de skærer sig.
Sådanne oplevelser kan være tegn på,
at de problemer, der ligger til grund for
deres selvskade, er alvorlige og måske
traumatiserende oplevelser.
Læreren skal være opmærksom på egne
reaktioner under samtalen. Det er
vigtigt ikke at give udtryk for afsky eller
forskrækkelse, men at forholde sig
til adfærden som en måde, den unge
forsøger at håndtere svære problemer
på. Læreren og den unge må sammen
finde relevant professionel hjælp, for
eksempel skolens psykolog eller egen
læge, som kan give en henvisning til
psykolog eller psykiater.
73