Impuls februar.indd - Nyimpuls.dk

staten Israels utallige drab på uskyldige civile palæstinensere,
det nogle kalder “stats-terrorisme”, for mange
af dem grundlag for stærke hævnfølelser. Også USA’s
kidnapninger og tortur-ophold i mystiske fængler, uden
mulighed for at bevise sin uskyld, er et stærkt bidrag til
at skabe fl ere terrorister.
Var “vor egen” Blekingegade-bande terrorister? Hvad fi k
dem til at skubbe alle andre hensyn til side for at skaffe
penge til palæstinensernes kamp? Var denne gruppe
intelligente purunge mænd, fra pæne borgerlige hjem,
bare hjernevasket af den noget ældre maoistiske leder?
Så enkelt var det ikke. Selvfølgelig var de meget påvirket
af hans verdensbillede, men det, der drev dem, var ligeså
meget troen på, at de arbejdede i “en god sags tjeneste”.
De ville “gøre en forskel”, hjælpe et undertrykt folk, de
var ikke ude på at berige sig selv. Jeg tror, mordet var en
panikhandling. Men også loyaliteten overfor gruppen, en
slags broderskabs-ideologi, spillede med ind. Den samme
fælleskabs-ånd, der opelskes i militæret og sætter soldaten
i stand til at slå ihjel.
Autoritetstro versus selvstændige
meninger
Der skal normalt en del autoritetstro til for kritikløst at
lade sig manipulere til at overtage andres meninger. Men
trangen til at gøre andre tilpas er udbredt, for behovet for
at blive accepteret af “de andre”, af gruppen, er stadig
stor. Det er ikke bare den forelskede, der lader sig forføre
til at mene og gøre, hvad den anden synes. Hvor mange
12
Hjælp til selvhjælp
vil ikke også “give køb” for at bevare et venskab, vi vil
jo alle gerne blive ved at “være venner”. Det er stadig
svært for mange at acceptere forskelle og uenigheder og
dog bevare sympatien.
Martinus siger i ovennævnte artikel, at hver gang vi tror
på andres usandheder, er vi på en måde blevet “besat”,
også selv om det ikke er af ond vilje, vi bliver ført bag
lyset. Det er således ikke nemt at holde sig fri af andres
mere eller mindre velmente “besættelse”, slet ikke i disse
massemedie-tider. Vi skal lære at tænke selv og vurdere,
hvad der er sandhed. Forudsætningen for et demokrati
er da også frie selvtænkende mennesker, men hvis de
informationer, vi får at vurdere efter, er fordrejede, kan
det være svært at vurdere, hvad der er sandhed.
For at tage et eksempel, jeg selv har erfaring med. Som
demokratisk valgt repræsentant skal man - formodes det
- lovgive til gavn for helheden. Dertil behøves et veloplyst
vurderingsgrundlag. Men de fl este informationer disse
repræsentanter får, fremskaffes og sorteres af regeringens
statsapparat og kan derfor ikke undgå at være “farvet” af
regeringens interesser, dvs de er ofte “partiske”. Men selv
om vor tids demokrati er højst mangelfuldt, er det dog det
bedst mulige på vort nuværende udviklingstrin.
For som Martinus skriver i artiklen: så længe jordmenneskene
endnu ikke er “modne til at tilegne sig en forståelse
af de kosmiske eller universelle sandheder, og så længe
de ikke er det, må deres livsoplevelse i større eller mindre
grad være baseret på suggestion og “besættelse”.
Når en del erfaringer er gjort, så mange, at der i menneskets sind opstår en
trang til større viden og et ønske om i højere grad at være i stand til at gøre det
gode, det gerne vil, og undlade at gøre det onde, det ikke vil, vil dette menneske
efterhånden blive modtagelig for teoretisk undervisning. Denne undervisning skal
naturligvis ikke bestå i en løftet pegefinger og udtryk som “du skal”, og “du må
ikke”, det hører tidligere stadier i udviklingen til.
Den må være en forklaring af hele menneskehedens udvikling, af menneskenes
og det enkelte menneskes skæbnedannelse, af, at enhver må høste, som han eller
hun har sået, og endelig af, at denne høst ikke blot strækker sig fra fødsel til død
i ét liv, men fra liv til liv over en lang udviklingsperiode. Er det søgende menneske
modtageligt for en sådan undervisning, vil det sige, at vedkommende derigennem
har mulighed for at modtage en hjælp til selvhjælp.”
M;artinus