Impuls februar.indd - Nyimpuls.dk

altgennemtrængende. Alle døende stoffer vil forgifte os,
ja selv vor egen udånding og afføring er giftig for os. Vi
ville være temmelig lost uden planterne til at regenerere
vor organismes affaldsstoffer. Også døende frugt, dvs
frugt i fremskreden forrådnelse, vil gøre os syge.
Årsagen til døende stoffers giftighed er, at deres stærke
ekspansive udstråling påvirker cellerne i vor krop til at
vende deres spændingsbalance til også at blive ekspansiv,
sådan som kræftceller f.eks. er. Ligesom den indadgående
bevægelse bliver hurtigere og dermed varmere, jo mere
komprimeret den bliver (og således kan ende som en sol),
bliver også den ekspansive bevægelse hurtigere og varmere,
jo mere den nærmer sig “enden” på sin eksistens.
Normalt ligger de stoffer, der nærmer sig deres død
(radium,uran osv) som sagt spredt ud dybt nede i jorden,
hvor deres formål er, at de med deres ekspansive kraft skal
nedbryde det hårde klippelag, dels for at skabe jordbund
for plantevækst, dels for at frigøre det helsebringende
vand, der ved Jordens afkøling blev indkapslet i klipperne.
Hernede vil de dø langsomt ud og deres udstråling
dermed ophøre.
Ved at hente disse døende stoffer op på jordens overflade
og samle større mængder på eet sted, har menneskene
skabt sig en tikkende bombe, mangefold mere truende
end det, nogle terroristgrupper kan udgøre. Man tror,
man kan indkapsle og kontrollere strålingen, men intet
kan forhindre den i at undslippe. Først vil den efter nogen
tid have påvirket indkapslingsmaterialet, hvadenten det
er stål, beton eller andet, så dette også bliver radioaktivt,
dvs deres egen ekspansive og altså døende udstråling
forstærkes og påvirker omgivelserne med samme effekt.
Det vil være i vandet, vi drikker, og i maden, vi spiser.
Det vil få cellerne i vor krop til at “eksplodere”, dvs ekspandere
hurtigt, og dø. Det vil betyde leukæmi, sterilitet,
impotens og misdannede fostre.
I sin bog skriver Russell (altså i 1957): “Det, der vil
forsinke opdagelsen af plutoniums farlighed (plutonium
er atomkraftværkernes affald) er, at videnskaben kun
undersøger den nærmeste omegn af værkerne. Den
største radioaktive fare akkumuleres i 12-18 km’s højde.
Her ligger den som en ubetalt regning, som kommende
generationer kommer til at betale, med mindre alle atomkraftplaner
skrinlægges i dag.”
Som vi alle nu ved, fortsatte man ufortøvet med at bygge
atomkraftværker.
Russell mener, at dette lag af radioaktivitet i atmosfæren
forstærker og accellererer Jordklodens dødsproces,
hvilket f.eks. medfører øget ørkendannelse. Jorden er et
levende væsen, der ligesom mennesker udveksler energi
med sin omverden. Ifølge Russell trækker Jorden kold
24
energi ind ved polerne (indånder), og afgiver varme ved
ækvator (udånder). Med det varmeafgivende (ekspansiv
bevægelse er varme) radioaktive lag i atmosfæren får
polerne ikke så megen kulde ind, som de skulle.
Balancen mellem Jordens indadgående livgivende bevægelse
og dens ekspansive dødbringende bevægelse er
blevet forrykket til fordel for den sidste. Det er en udvikling,
der først skal komme om tusinder år. På et eller
andet tidspunkt vil jordkloden jo dø - langsomt - og blive
ligesom Mars. Det er alle levende væseners lod at deres
fysiske organisme går til grunde. Men for Russell var det
magtpåliggende at gøre sit til, at menneskene ikke i deres
uvidenhed ødelagde grundlaget for deres og kommende
generationers eksistens.
Russell skrev sin atom-bog i de allersidste år, han havde
her på jorden, og sendte den ud til offentligheden, herunder
specielt til de naturvidenskabelige institutioner.
Der kom så godt som ingen respons. Det er åbenbart
meningen, at menneskene skal lære på den hårde måde.
Måske er det forsynets plan, at vi her i “de sidste tider”
skal have meget af vor rest-karma i form af sygdom. At
dø langsomt, f.eks. af en kræftsygdom, er måske også
mere lærerigt end at dø hurtigt i en krig. Det giver tid til
eftertanke og til at besinde sig på de egentlige værdier i
tilværelsen.
Iøvrigt viste Ørsted-satelittens målinger for nylig, at Jordens
magnetfelt er blevet svagere i de senere år. Da det,
naturvidenskaben kalder “magnetfelt”, er hvad Russell
kalder Jordens ind- og udånding, synes disse målinger at
bekræfte hans forklaringer.
Det er godt at kunne trøste sig med Martinus’ forsikring
om, at forsynet har “hånd i hanke” med udviklingen
her på Jorden - og at vi alle nok skal ende op med at få
nogle dejlige inkarnationer på en vidunderlig blomstrende
Jordklode. Vi vil ikke få lov til at ødelægge planen om,
at Jorden skal blive et rigtigt menneskerige.