Impuls februar.indd - Nyimpuls.dk

evidst vil være i kontakt med universets evige love og
principper, indespærrer de i større eller mindre grad dem
selv i mentale fængsler. Men intuitionen vil frigøre dem,
og gennem den vil også freden blive en kendsgerning, idet
den som en indre fred vil stråle ud fra menneskesindet og
så fred og kærlighed omkring sig. Man må så fred for at
høste fred, og så længe mennesker sår krig, kan de heller
ikke høste andet end krig.
Virkningerne af handlingerne og de skabte årsager skal
nok komme, og gennem de erfaringer, de skaber, vil den
menneskelige medfølelse frigøre dem fra det dræbende
princip og dets virkninger. En virkelig frigjorthed opnås
ikke for et menneske, før det kun ønsker at være til glæde
og velsignelse for sine omgivelser, og før det hellere selv
vil lide end være årsag til andres lidelser. Det er i almindelighed
svært at fatte for jordiske mennesker, som tror, at
frihed opnås ved at gøre sig fri af ydre bånd. Naturligvis
spiller de ydre forhold også en rolle i tilværelsen, men
det er jo gennem sin kommende karma, gennem det man
sår, man skal skabe de bedst mulige ydre betingelser for
fremtiden, og det gør man ikke gennem oprør og krig.
Men så længe man vil oprør og krig, gør man de nødvendige
erfaringer, der efterhånden får én til at ville noget
andet. Salig er den rigtige frigjorthed, thi den er baseret
på menneskets kontakt med den hellige ånd.
Den hellige ånd er en bevidsthedstilstand
Nutidens mennesker, der i almindelighed er så bange for
udtryk, der har med ”Gud” eller ”det hellige” at gøre, vil
mene, at de ikke har nogen kontakt med ”den hellige ånd”,
og så er sandheden dog den, at hver gang et menneske
glæder sig, fordi det har været muligt for ham eller hende
at glæde et andet menneske, er det et lille glimt af ”den
hellige ånd”, vedkommende oplever. Den hellige ånd er
ikke en person eller en ting, men en bevidsthedstilstand.
Når et menneske bliver helt og ikke blot glimtvis opfyldt
af denne bevidsthedstilstand, er det frigjort og bliver Gud
lig. Den hellige ånd er den højeste kundskab om livet, og
med den ophører tilværelsen at være et mysterium. Gennem
denne bevidsthedstilstand ved man, at frihed ikke
er noget, man tager eller kræver, thi derved binder man
blot sig selv med nye bånd.
4
Frihed er noget, man giver ved en kærlig måde at tænke
og leve på. Man kan jo så mene, at hvis menneskene på
én gang en bestemt dag ville give frihed til alle væsener,
så ville den store fred opstå. Men det vil ikke kunne ske.
Man kan ikke springe en udviklingsperiode over, den
store fred kan ikke komme på én gang. Ligesom et æble
må gennem det sure stadium, før det kommer frem til det
modne, må menneskeheden også gennem sit sure stadium,
inden den er moden til større fred og frihed. Det betyder
naturligvis ikke, at den enkelte, der måske er nået lidt
længere frem end gennemsnittet af menneskene er det
(og det er jo kun på grund af lidelseserfaringer i tidligere
inkarnationer, hvis nogen er det), skal vente på at alle de
andre får lignende erfaringer. Der er jo netop brug for,
at der findes mennesker, der kan være vejvisere for de
andre – ikke gennem fanatiske forsøg på ”omvendelse”,
eller intolerant væremåde fordi man tror, man ved mere
end de andre, men gennem eksemplets magt. Et jordisk
menneske begynder at blive modent som menneske, når
det opdager, at det har frihed til at tilgive andre og til at
undlade at blive hævngerrig, bitter, skuffet, deprimeret
eller irriteret over andres væremåde. Man bør give frihed
til andre væsener, dette må menneskene lære af livet, idet
man ikke kan diktere menneskene kærlighed.
Der kræves stor forberedelse for at nå frem til en kærlig
indstilling. Den væsentligste del af denne forberedelse
er lidelseserfaringerne eller den mørke karma, en anden
del af forberedelsen er åndsvidenskaben, som kan blive
en vældig hjælp og støtte i det daglige liv for den, der
gennem lidelser og vanskeligheder er nået frem til et vist
udviklingsniveau. Men en tredje og også væsentlig del
af forberedelsen til kærlighedens tilstand, og dermed til
frigørelsen og freden, er andre menneskers eksempel,
deres kærlige væremåde, forståelse, imødekommenhed
og hjælpsomhed. Man får lyst til at blive lige som de er,
og det er en vældig ansporing og inspiration på vejen
mod lyset.
Religion og videnskab skal ikke vedblivende
være modsætninger
Gennem de sidste 2000 år har stærke kræfter virket for
at hjælpe menneskeheden ud af dyrezonen og frem imod
menneskeriget. Der prædikes jo hele verden over, at man
skal vogte sig for at gøre det onde og bestræbe sig for at
gøre det gode. Man har indført sakramenter og dåb for
derved at føre menneskene ind i en lykkeligere tilstand af
tro og håb. Og det har på samme måde været nødvendigt at
give menneskene håb om ”syndernes forladelse” gennem
dette at tro, ligesom de kirkelige handlinger har kunnet
få mennesker til bagefter – en kort tid – at leve i en slags
opløftet tilstand eller stemning. Men menneskene er ikke
blevet klogere derved, og verdensgenløsningen må nu benytte
nye kræfter. Millioner af mennesker kan ikke mere