Impuls februar.indd - Nyimpuls.dk

v/Per Bruus-Jensen
Tilhører Martinus
mystikertraditionen?
I forrige nr. af DNV blev der under rubrikken Kort
fortalt rejst tvivl om, hvorvidt det var korrekt og kunne
forsvares at omtale Martinus som mystiker, og som årsag
til dette problem vil jeg gerne benytte lejligheden til her
at forklare sagen nærmere.
Det er rigtigt, at udtrykket ”mystiker” i dag for almenheden
står som indbegrebet af en kilde til mere eller
mindre mærkværdig og hemmelighedsfuld tågesnak,
men det skyldes kun, at vor tid i det store og hele lever i
fuldstændig uvidenhed om ordets oprindelige betydning.
Nemlig en indviet i alt det, som mere eller mindre er
skjult for de fysiske sanser, men som ikke desto mindre
udgør grundvolden for al virkelighed – den fysiske
verden inklusive.
Selve udtrykket ’mystiker’ kommer af det græske ord mystés,
der betyder én, der har sin viden inde fra sig selv, og
som derfor er sin egen videns kilde. Men da denne viden
netop angår hele det sæt energier og kræfter, der udgør
verdens skjulte grundvold, og som også omfatter magiens
farlige kræfter og love, var det umiddelbart mystés’ens
moralske pligt ikke at viderebringe sin viden til alle og
enhver, men holde den for sig selv. Eneste undtagelse,
som kunne komme i betragtning, var personer – de såkaldte
aspiranter – der gennem hårde prøver inden for
rammerne af de særlige mysterieskoler havde bevist, at de
var værdige til under tavshedspligt at modtage teoretisk
undervisning i den viden, som den indviede mystés på et
personligt, organisk grundlag sad inde med, og hvilket
førte dem frem til en status som myeiner; dvs personer
med en teoretisk indvielse i de skjulte ting – mysterierne.
Dog omfattede mysterieskolerne også undervisning i
meditationsmetoder, der kunne føre særligt kvalificerede
myeiner frem til en status som mystés’er – altså som
organisk indviede.
Tager man disse oplysninger i betragtning og sammenholder
dem med Martinus’ personlige redegørelse
for sin egen indvielse i de skjulte, guddommelige ting,
således som nævnte redegørelse kommer til udtryk i
bogen ”Omkring min missions fødsel”, kapitel 14 og
bogen ud, forekommer det undertegnede helt tydeligt, at
Martinus de facto tilhører mystikertraditionen. Dog med
den tilføjelse, at hans indvielse ikke befinder sig i gæld til
Dialog
nogen mysterieskole, men derimod til egne fremragende
åndelige og moralske kvalifikationer. Kvalifikationer,
der også bekræfter sig i det storslåede og konsistente
verdensbillede, han har efterladt sig, og som i forfatterens
øjne gør ham til den største mystiker, der til dato
har levet på Jorden.
Men mystiker i ordets oprindelige betydning ér og bliver
han; dvs. én, der har sin viden inde fra sig selv, og som
derfor er sin egen videns kilde. Mere præcist tilhører han
den særlige kristne mystikertradition, der i forvejen tæller
fornemme navne som bl.a. Mester Eckehardt (1260-
1327), Nicolaus Cusanus (1401-1464), Jacob Böhme
(1575-1624) og Emmanuel Swedenborg (1688-1772).
Og tager man hertil i betragtning, at mystikerbegrebet
i dets oprindelige betydning i netop vor tid begynder
at vinde interesse og fodfæste inden for den magtfulde
naturvidenskab, forekommer det også undertegnede at
være psykologisk fordelagtigt at omtale Martinus som
mystiker frem for som fx tænker, filosof, forfatter og
lignende. For han har hverken tænkt eller filosoferet sig
til sit verdensbillede, og han er langt mere end blot og bar
forfatter. Nemlig en indviet i de skjulte, guddommelige
ting – kort sagt en helt enestående mystés.
Kilder:
Martinus: ”Omkring min missions fødsel”, kap. 14-21.
Gyldendals opslagsbog 1959, side 391.
Vilhelm Grønbech: ”Mystikere i Europa og Indien” 1-4 (1932-34).
Åge Marcus: ”Kristlig mystik”.
Édouard Schuré: ”De store indviede”
31