Impuls februar.indd - Nyimpuls.dk

v/Anne Wedege
- takket være god inspiration fra
jer, der gik med på spøgen og
sendte mig emails med forslag og
ideer til, hvordan samfundet vil
være om 500 år.
Blandt andet har nogle interesserede
skrevet til mig om computersimuleringer.
En skrev: ”Martinus nævner et sted, at kunstige 3-dimensionelle
computerverdener vil blive udviklet, således at
vi kan koble nogle computere direkte ind på relevante
hjernecentre, således, at vi direkte kan opleve de billeder,
som computeren skaber. Jeg forestiller mig en fantastisk
underholdningsindustri, som man sikkert vil more sig
meget med i juniorbyen.”
Og en anden: ”Film, som vi kender dem i dag sådan rent
teknisk, vil der nok ikke blive lavet. Fremtidens film vil
være mere a la virtuel reality, altså som at være der selv.
Måske vil der også være interaktive film, hvor tilskueren
kan deltage i handlingen. Man vil kunne flyve ved at
baske med armene, fascinerende. Alt dette vil nok være
mest udbredt i juniorbyerne, idet folk her vil være de
mest begejstrede brugere.”
Og se så her, hvad jeg blev inspireret til at skrive:
Regn på agurken
Den åbne plads foran Agurken var smattet på grund af den
lette støvregn, som lagde en dis omkring stedet. Martha
nød at kigge op på Agurken, som den tegnede sig mod den
grå himmel, fordi den talte til hende om svundne tiders
arkitektoniske evner. Det var et af de tidligst bevarede
bygningsværker, der talte til det bedste i mennesket, og
som var til glæde for helheden. Der var tænkt både i ressourcebesparelser,
sammenstyrtningsproblematik igangsat
af 11.9. og lys og lethed til bygningens brugere.
Pladsen var halvtom og kun befolket af de væsener, som
havde deres faste tilholdssted her. Mineralerne. Mennesker,
der var helt opslugt af deres indre liv. I Alikanda,
midtbyen, kaldte man dem i spøg for mineraler, fordi
28
Fremtidsromanen
vokser
deres bevidsthed var trukket tilbage til det indre, afskåret
som de var fra den fysiske verden, så længe de var
opkoblede. Naturligvis kunne disse mennesker mærke
smerte og kulde, så helt lignede de ikke mineralet, men
de var som regel klædt i termotøj med hovedbeklædning
og mørke briller, så de var afskåret fra de fysiske
påvirkninger som lys, lyd, vind og vejr. De levede helt
i det, som deres hjerne opfattede som den reelle verden.
Mineralerne var mennesker, som havde fået koblet deres
hjerne til cellenettet.
De mest populære steder på cellenettet var sportskampe
og spændingsfilm. De lod sig underholde.
Opfindelsen blev gjort allerede 450 år tidligere af en genial
videnskabsmand, som ikke kunne få viden nok, og
som ærgrede sig over, at hans menneskelige hjerne ikke
kunne tilegne sig tilstrækkeligt med informationer. Han
havde forsket i kentalcentret i hjernen, hvortil han gjorde
det muligt at forbinde komponenter fra det hedengangne
internet, så han med sin dagsbevidsthed fik adgang til al
tilgængelig viden.