Symmetrisk arkæologi - Jette Rostock

Symmetrisk arkæologi
Den arkæologiske virksomhed indebærer faktisk at vi ændre på hvad
der var – ændrer også på den rumlige kontekst: vi udgraver, flytter
fund fra den ene ende af landet (verden måske) til den anden. Derved
bliver der en ”trafikkort” relation mellem Nationalmuseet i København
og Nydam Mose, Schloss Gottorp o.s.v.
Også her er det især postprocessuel arkæologi der har fået os til at
tænke anderledes om rum – og naturligvis også udviklingen af de
digitale medier og ”Christopher Tillys” fænomenologi der satte det at gå
rundt i landskabet og opleve det i menneskehøjde og i ruter i stedet for
i fulgleflugtsperspektiv (Tilley 1994 og 1999). Jeg mener at det var
med postprocessuel arkæologi at vi fik et kontekstbegreb, der ikke
nødvendigvis (selv om det ofte er sådan det fremlægges) referere til
noget der ligger rumligt sammen – ikke kun sluttede fund, men
kontekster af tingslige relationer, og også kontekst i en relation
mellem ting og ideer/mening.
Symmetrisk attitude og arkæologisk
vidensproduktion
Også videnskabelig viden konstrueres i heterogene netværk, og
analytisk er mennesker og ting sidestillet. En sådan symmetri genetablerer
relationer med den materielle verden, som ligger langt fra
den paragdigmatiske opsplitning mellem subjekt og objekt, som vi
ellers både i processuel og postprocessuel arkæologi har opereret med.
Den analytiske sidestilling af mennesker og ikke-mennesker
harmonerer, med andre ord, ikke med en menneskecentreret tolkning,
der kun ser det materielle/arkæologiske levn som passivt objekt for
arkæologens aktive fortolkning – og som desuden ikke opererer med,
at der er mange andre aktanter, der er aktivt involveret i
konstruktionen af (arkæologisk) viden: gravemaskine, måleudstyr,
papir, vejret, bygherre, fuglefløjt, KUAS, biblioteker, universiteter,
konferencer m.v. … endog fortiden selv!
I ANT-tankegangen er der tale om en translation, når det materielle/
arkæologiske levn dokumenteres i fotos, plan- og profilopmålinger,
beskrivelser og beretning i fx en udgravningssituation. Disse
dokumenter, indsamlede prøver og genstande bliver nu nye entiteter i
netværket, hvori den arkæologiske viden konstrueres – de bliver
aktanter, der herefter kan agere på vegne af det materielle/
34