Læs rapporten - Forside - slbupl-fond.dk

Arbejdet med Den Integrerende Baggrund er karakteriseret ved en dialogisk fremgangsmåde. Det
vil sige en løbende dialog mellem børn og pædagoger, hvor det centrale er at inddrage børnenes
eget perspektiv og historie med integration som det overordnede mål. De individuelle historier
indgår i en fælles historie, hvori det enkelte barn hele tiden kan se sig selv, og sine spor. Den fælles
historie omsættes løbende i
praksis og bliver material-
iseret i form af for eksem-
pel en teaterforestilling. På
den måde bidrager det en-
kelte barn med noget af sig
selv til den sociale helhed,
som kan være en lille
gruppe eller hele børne-
haven, og er derved blevet
integreret i institutionskul-
turen.
Teorierne bag Den Integrerende Baggrund er baseret på systemisk tænkning, det vil sige evnen til at
kunne se verden, livet og individet som helheder og systemer, der er forbundne og ikke som isol-
erede enheder.
Den Integrerende Baggrund fungerer ved hjælp af forbindelsesstrukturer, som kæder planlægning
og praktisk udførelse sammen. De benævnes den institutionelle og den narrative forbindelsesstruk-
tur. Den institutionelle forbindelsesstruktur er den pædagogiske planlægning af forløbet, hvor
pædagogerne forbereder sig, gør iagttagelser, laver forslag til børnene og forbereder den konkrete
udførelse af forløbet. Den narrative forbindelsesstruktur er den fælles fortælleramme, som forbinder
børnenes spor, de individuelle perspektiver, historier og betydninger.
Centralt i arbejdet med Den Integrerende Baggrund er den ikke-lineære tankegang. Den gør op med
den lineære tankegang, hvor en pædagogisk planlægning oftest er fastlagt med hensyn til tid, sted
og indhold. Den ikke-lineære tankegang betyder større fleksibilitet i planlægningen med plads til
mangfoldighed og impulsivitet (Cecchin 1996, side 19).
5