Sammen - Samvirkende Menighedsplejer

More documents

Recommendations

Info

Kirkens sociale samvittighed af sognepræst Birgitte Lindegaard Sneum, Simeon - Sankt Johannes Sogn, Nørrebro Diakoni: af græsk, diakonia, betyder ’tjeneste’, ’det at gå imellem’. Man taler om kirkens diakonale arbejde og mener hermed det sociale arbejde, der udgår fra enhver af landets 2.534 kirker. Det sociale arbejde, eller helt korrekt det kristelig-sociale arbejde, idet man naturligvis tænker på Kristus. For han nøjedes ikke med at prædike, han omsatte ordene til virkelighed. Det nytter ikke at læse julevangeliet med nok så klar røst for den enlige mor, der ikke har fem flade ører til at holde jul for. Og det nytter ikke at sige til det ensomme menneske uden familie og venner, at ”Gud er med dig, så det skal da nok gå alt sammen.” I det første tilfælde må der en julekurv eller en check på bordet. I det andet tilfælde er det måske en besøgsven, kirken kan være med til at finde. At kirken har et socialt ansvar, er indlysende. AT VÆRE BROKIRKE At være kirke er mangt og meget. At være kirke på Nørrebro er måske endnu mere. For kirkerne i Nørrebro Provsti, såvel som 16 kirkerne i byens øvrige brokvarterer, ligger i Danmarks tættest befolkede områder med stor spændvidde over etniske minoriteter, garvede ældre fra den gamle arbejderklasse, unge familier med gode jobs, trendsettere og narkomaner, ludere og lommetyve, arbejdsløse og studerende, alkoholikere og akademikere. PLADS TIL ALLE Den multietniske sammensætning gør det bestemt ikke kedeligt at gå tur på Nørrebrogade. Brogethed og mangfoldighed forudsætter på den ene side respekt for sit medmenneske og sin nabo. Men på den anden side er der paradoksalt nok også stor risiko for at bukke under og forsvinde i mangfoldigheden og ind i ensomhed, isolation og misbrug. Vi er kirke for alle og ikke mindst for de sidste. Det mærkes konstant i det daglige arbejde og i særdeleshed op mod jul. Derfor er det at være kirke på Nørrebro i høj grad at gå ud og tage sig af sit medmenneske, eller rettere være der på rette tid og sted. Det er ikke sjældent, at en bedemand ringer og spørger: ”Kan du tage dig en kommunal på tirsdag?” En bisættelse som sandsynligvis er uden følge. Pårørende har været efterlyst i avisen, men ingen har meldt sig. Måske kommer der alligevel nogle og sætter sig ind i kirken. Fra bænken eller værtshuset. Vi synger, og ritualet lyder, og ved fælles hjælp bærer vi kisten ud. Når ingen andre er der, er kirken der! KØD PÅ BORDET ”Og Ordet blev kød”, står der i Johannesevangeliet (Joh. 1, 14). Det nytter ikke, at alle de dyre ord om Guds kærlighed til mennesket og tilgivelse mennesker imellem bliver inde i kirkerummet. Det må ud og gavne og gøre godt. Det var sådan set meningen med det hele! Der er ikke noget, der bare må blive ved snakken! Derfor kom torsdags- Der laves mad og hygges på Prinsessen.
spisningerne i Simeons Kirke i gang. Derfor åbnede provsten dørene juleaften for mange år siden og gør det stadig. Og derfor har vi værestedet Prinsessen. For det var dét, der var brug for. Hver torsdag fra den første torsdag i oktober til og med Skærtorsdag i det følgende år bliver ordet til kød i bogstaveligste forstand i Simeons Kirke. Der kommer kød på bordene i salen. Idéen blev født i 1993 og har støt og roligt vokset sig til kirkens særlige kendemærke. Enhver er velkommen, og konceptet lyder: Man samles og spiser kl. 18, og de som har lyst, går med ind i kirken til en lille aftensang kl. 19. Og stort set alle har lyst. Præsten prædiker kort, organisten spiller, og der synges. Det er et stort apparat, der hver torsdag sættes i gang. Maden, som regel en god, dansk, traditionel og tyggevenlig ret, tilberedes og serveres af frivillige madhold. Andre frivillige dækker borde med dug, stearinlys og glas, mens andre igen tager opvasken. Der kommer omkring 80, salen er fyldt, og kommer der flere, bliver et ekstra bord stillet op. En middag inklusiv 1-2 glas vin eller vand og en kop kaffe ovenpå koster 20 kr. Netværk opstår. Når Tove, Kaj eller ”ham med den ene arm” ikke har været der et par gange, spørges der. Torsdagsspisningen er i sig selv et netværk. Man skal noget om torsdagen. Hen og spise i kirken. Når der kommer nye ansigter, er det vigtigt at være opmærksom på, at der gøres plads, fysisk såvel som mentalt, for hvor der spises sammen, bliver man også nemt sammenspiste. PRINSESSEN Henne om hjørnet, nede i kælderen ligger værestedet Prinsessen. Stedet fungerer i et samarbejde mellem Simeons Kirkes menighedspleje og Jagtvejskarréen, et kommunalt, boligsocialt tiltag. Kirken har ansat en daglig leder samt en lønnet medarbejder. I åbningstiden er der gratis frisksmurt rugbrød og franskbrød, ost og pålæg, kaffe og te og dagens aviser. Alle er naturligvis velkomne i Prinsessen. Der kommer flest enlige mænd, og også præsten kigger forbi. Præstens tavshedspligt påhviler i lige så høj grad de ansatte såvel som de frivillige hjælpere. Ikke mindst her er den vigtig! For der fortælles meget, og der er tit et hjerte, der er ved at briste og må lettes. Og det er ikke altid småting, der kommer ud. UDSTØDT Prinsessen er et fint navn. Alle, der bor i Prinsesse Charlottes Gade, har sikkert gjort sig den ulejlighed at finde ud af, hvem lige prinsessen var – altså Prinsesse Charlotte. Hun var kvinden, der blev gift med Kong Christian d. 8. var mor til Frederik d. 7. Det fortælles, at hun havde svært ved at indordne sig og affinde sig med de gældende normer og regler,og at hun derfor en dag blev forvist fra hoffet, sendt til Horsens uden sit barn og senere endte sine dage i Italien og døde dér. Der er mange historier om mennesker, der sættes udenfor. Et værested er med til at modvirke social udstødelse og personlig isolation. Er med til at opbygge selvværd og skabe fælles rammer og socialt samvær. At støtte og vejlede den enkelte efter behov. Prinsesse Charlotte blev aldrig dronning. Hun levede sit eget liv og betalte prisen for det. Som mange af brugerne i Prinsessen. BESØGSTJENESTE Når man ikke er særlig mobil enten på grund af handicap eller alderdom, bliver man nemt endnu mere ensom, end man måske var i forvejen. Det førte i 2004 til, at Simeons Kirke oprettede en besøgstjeneste med en håndfuld besøgsvenner parate til at gå ud på hjemmebesøg. Det er altid knald eller fald, når en besøgsven og besøgsmodtager skal parres, men succeshistorierne fortæller, at det sagtens kan lykkes. At knytte mennesker sammen, skabe forbindelse og netværk, at lytte på historier og at hjælpe med et legat ved akut opstået nød, kort sagt at give håb og nyt livsmod til det trængte menneske, er menighedsplejens opgave. Ved Simeon - Sankt Johannes Sogn er der fra gammel tid menighedsplejer med hver deres indsamlede midler. En bestyrelse sørger for efter bedste evne at fordele de trods alt sparsomme midler. I menighedsplejen er mange idéer blevet undfanget: ”Hvad med at prøve –”, eller ”Vi kunne da også –” og med tiden er de blevet til virkelighed. 17
Page 1 and 2: Samvirkende Menighedsplejer - et fo
Page 3 and 4: De frivillige og deres engagement -
Page 5 and 6: kunne fx være at sørge for bespis
Page 7 and 8: villiges indbyrdes roller og forven
Page 9 and 10: Velfærdsstat, civilsamfund og Folk
Page 11 and 12: Sådan får du bladet Sammen På gr
Page 13 and 14: Ferie i skønne Jylland Tekst og fo
Page 15: fastholde og pleje frivillighed. Ma
Page 19 and 20: Stort tillykke Den 17. september ka

Sammen - Samvirkende Menighedsplejer

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?