Sammen - Samvirkende Menighedsplejer

Velfærdsstat, civilsamfund
og Folkekirke
af generalsekretær
Kirsten R. Laursen
Mange sogne er de seneste år begyndt at
prioritere menighedens sociale indsats højere
end tidligere. Menighedsråd arbejder
med målsætninger for sognenes diakoni, og
nye menighedsplejer opstår. Denne nye forpligtelse
ledsages i Folkekirken af en stigende
erkendelse af, at det danske samfund igen har
mere brug for en indsats fra civilsamfundet.
KIRKEN OG DEN LOKALE VELFÆRD
Folkekirkens menigheder står stærkt som
aktører i det civile samfund, af historiske årsager.
Lokalt har sognene, med præsten som
øverst ansvarlig, helt fra reformationstiden
haft et stort ansvar lokalt for undervisning,
sundhed og hjælp til fattige, ikke mindst på
landet. I flere århundreder stod præsten som
kongens lokale repræsentant for varetagelsen
af dette ansvar. Tanken var, at alle havde
krav på præstens opmærksomhed, fordi alle
er omfattet af Guds nåde. Med den stigende
demokratisering af landet i løbet af det 19.
årh. erstattedes præsten gradvist af andre
lokale samfundsstøtter, der fik ansvar for de
nævnte områder. Kirkeligt set begrundedes
denne udvikling med en påpegning af Luthers
tanker om det almindelige præstedømme.
En rest af dette var sognerådene, som de ældste
af os endnu erindrer. Denne decentrale,
nære kommunale styreform erstattedes i
1970 af storkommunerne, og i 2007 blev disse
kommuner endnu engang lagt sammen i de
98 meget store kommuner. Centraliseringen
af styreformen har efterladt lokale tomrum,
der ikke mindst efter den seneste kommunalreform
begynder at blive mærkbare også
på social- og sundhedsområdet. Hjælpen er
ikke mere at finde lige om hjørnet.
Hvordan gik det med kirkens varetagelse af
sin vigtige rolle på områder som undervis-
ning, sundhed og hjælp til fattige? Præstens
aktive rolle som samfundsaktør svandt væk,
og demokratiseringen af kirkens arbejde nåede
en milepæl med menighedsrådsloven af
1903. Forinden var der i tilknytning til mange
kirker i de større byer opstået menighedsplejeforeninger,
der ligesom menighedsrådene
åbnede mulighed for dygtige lægfolks indsats
i sognene, her på det sociale område.
VELFÆRDSSTAT OG CIVILSAMFUND
Velfærdsstatens udvikling fra ca. år 1900 kan
forklares ud fra mange faktorer: Bøndernes
stigende indflydelse, industrialisering,
skærpet social bevidsthed i arbejderklassen,
stigende politisk bevidsthed om værdien af
en offentlig omsorg, brede politiske forlig
herom på mange områder, kvindernes indtog
på arbejdsmarkedet og det offentliges overtagelse
af pasning af de ældre og børnene.
Dertil kommer kirkens praktisering af omsorgen.
Foruden menighedsplejernes indsats
i de større byer opstod også mange diakonale
institutioner omkring år 1900.
Vi ved alle, hvordan det gik: Stat og kommune
overtog i stigende grad omsorgen for
de udsatte samfundsgrupper. Indsatser, ofte
udviklet og praktiseret af kirkelige organisationer,
blev gradvist overtaget af kommunerne.
Hattedamernes arbejde blev professionaliseret
under offentlige rammer og med
skattefinansieret økonomi. En ny sociallov
fra 1933 blev en milepæl for velfærdsstaten.
Den realiseredes dog først for alvor efter 2.
verdenskrig og op gennem 50’erne, 60’erne
og 70’erne.
Fra midt i 70’erne kom der imidlertid en stigende
bevidsthed om, at skattebetaling ikke
mere var populært hos alle, og at det offentlige
ikke til fulde magtede omsorgsopgaven.
Dette er blevet mere synligt gennem de seneste
årtier: En medborger, man får løn for
at tage sig af, og som får en omsorg, i stigende
9
Samvirkende Menighedsplejer, 36 46 66 66 www.menighedsplejer.dk
Gemmesider