11 Spildevand og affald

More documents

Recommendations

Info

11 182 III. MILJØEKSPONERINGER betegnelse for en række kasserede olieprodukter, der ikke længere anvendes til deres oprindelige formål, eksempelvis motorolier, smørefedt og olieemulsioner. Kemikalieaffald er defineret gennem en fortegnelse på 50 affaldsarter grupperet i fem hovedgrupper: – animalske og vegetabilske fedtstoffer – organiske, halogenholdige forbindelser – organiske, halogenfrie forbindelser – uorganiske forbindelser samt – andet affald med tilsvarende egenskaber Der er etableret 19 modtagestationer for olie- og kemikalieaffald fordelt over hele landet, som benyttes af de afleveringspligtige virksomheder. Private kan her aflevere små mængder affald uden afgift. Størstedelen viderebringes til det fælles behandlingsanlæg Kommunekemi i Nyborg. Affaldsbortskaffelse I princippet kan affaldsproblemer løses ved følgende metoder: 1. Ved genbrug og genanvendelse 2. Ved opfyldning af dertil egnet affald på lossepladser med henblik på kontrolleret nedbrydning 3. Ved forbrænding 4. Ved slutdeponering i specialdepoter. 5. Ved eksport af affaldet 6. Ved dumpning i havet eller afbrænding på havet I praksis vil pkt. 2-6 alene omfatte det såkaldte restaffald, dvs. den samlede affaldsproduktion i samfundet efter at genbrugs- og genanvendelsesfraktionerne er frasorteret i de indledende faser af affaldshåndteringen. Genbrug og genanvendelse Genbrug og genanvendelse er den ideelle miljømæssige løsning, såfremt de mulige arbejdsmiljø- problemer afdækkes og løses. EU har derfor som målsætning, at øge genbruget så meget som muligt i de kommende årtier. Lossepladser I 1970 var der omkring 1200 registrerede lossepladser i Danmark, 50 forbrændingsanlæg og 10 komposteringsanlæg. På disse mindre pladser skete lejlighedsvis bortskaffelse af affaldet ved afbrænding på stedet uden hensyntagen til miljøproblemer. I 1990 var antallet af lossepladser reduceret til at være under 100, som følge af de skærpede krav til indretningen og driften af disse. Mikrobiel omsætning af organisk materiale (spildevandsslam og husholdningsaffald) deponeret som opfyld på en losseplads medfører dannelse af carbondioxid og methan i vekslende forhold. Spredning af lossepladsgas medfører alvorlige risici i forbindelse med uventede eksplosioner, og dødsulykker har fundet sted. Der er registreret 46 methanproducerende lossepladser med boliger og institutioner, der ligget så tæt på pladserne, at risiko for gasindtrængning i disse ikke kan udelukkes. Størst risiko må antages at findes i bygninger, som er bygget oven på tidligere lossepladser. Der er anlagt lossepladser, hvor gasdannelsen og opsamlingen heraf sker på kontrolleret vis. I gennemsnit producerer disse lossepladser ca. 5.000 m 3 gas/dag svarende til ca. 2.500 liter fyringsolie. Forbrændingsanlæg Danmark kan regnes som et foregangsland med hensyn til konstruktion og anvendelse af større forbrændingsanlæg. Forbrænding af husholdningsaffald kan anses for at være CO2-neutral, da afgivelsen er den samme som enhver anden nedbrydning af biomasse vil medføre (forrådnelse, forgasning, kompostering). På basis heraf kan der produceres elektricitet og fjernvarme svarende til, at der fra det årlige brandbare husholdningsaffald fra 100.000 indbyggere på anslået 50.000 ton kan
produceres mellem 150-200 Gwh. Den samlede energiproduktion på basis af organisk affald i Danmark anslås i 1995 at være ca. 15 PJ. De anførte tal skal sammenholdes med, at Danmarks bruttoenergiforbrug er ca. 800 PJ årligt, som for ca. 90%’s vedkommende dækkes af fossile brændsler (kul, olie, naturgas). Antallet af forbrændingsanlæg er blevet reduceret ved overgang til færre, men meget store anlæg, som flere kommuner er fælles om (i hovedstadsområdet eksempelvis I/S Vestforbrænding og I/S Amagerforbrænding, i Jylland Reno Nord og Reno Syd). Uvilje mod naboskab til forbrændingsanlæg skyldes frygten for luftforurening med dioxiner og furaner (PCDDs (polyklorerede dibenzo-P-dioxiner), PCDFs (polyklorerede dibenzo-P-furaner)) og tungmetaller (især bly, cadmium og kviksølv), som via nedfald optages i vegetation og dermed i fødekæderne. Desuden er der fokuseret på emissionen af mulige kræftfremkaldende stoffer (arsen, PAH og aldehyder) i røgen som en uacceptabel risikofaktor i de omliggende lokalsamfund. Særlige forbrændingsanlæg er de destruktionsanstalter, som modtager døde dyr og slagteriaffald. Lugtgener herfra kan være et væsentligt lokalt problem, karakteriseret som en sanitær ulempe. Forbedrede tekniske løsninger har mindsket, men ikke fjernet problemerne. Slagger fremkommer ved affaldsforbrænding i en mængde, der svarer til ca. 20% af affaldets vægt. Slaggen kan genanvendes som opfyld i anlægsarbejder, dvs. veje, dæmninger, havne- og broanlæg. Indholdet af tungmetaller i slaggen er fikseret i en såkaldt sintringsproces. Røggassen indeholder forureninger i partikel- og gasfase, som skal tilbageholdes inden udslippet til atmosfæren. Flyveaske og støv opfanget i filtre må deponeres som miljøfarligt restaffald som følge af et ikke-fikseret indhold af tungmetaller. Sure gasser kan udskilles i vaskeanlæg. Opløste sulfater kan omdannes til gips, der kan afsættes til byggevareindustrien. Proce- 11. SPILDEVAND OG AFFALD 183 svandet kræver særskilt rensning, inden udledning til kloak kan finde sted. Det slam som fremkommer kan ikke genanvendes på grund af indhold af tungmetaller og må derfor deponeres. Tilbage er som særskilt problem dioxiner og furaner, som kan fjernes i filtre af aktivt kul. Mængdemæssigt er indholdet meget lavt i forhold til indfyrede affaldsmængder i størrelsesorden nogle gram på årsbasis, hvorfor betegnelsen mikroforureninger anvendes. Slutdeponering i specialdepoter Ved specialdepoter forstås aflukkede områder og rum, hvortil ingen, bortset fra autoriseret personel, har adgang. De er typisk indrettet i underjordiske lokaliteter. I princippet vil de skadelige stoffer, der er forsvarligt anbragt her, ikke indebære sundhedsmæssige risici. Farligt affald, der sendes fra Danmark til slutdeponering i udenlandske depoter, skal anmeldes til Miljøstyrelsen og den kompetente myndighed i modtagerlandet. Eksport af affald Bortskaffelse af affald ved eksport til andre lande har vist sig at være et attraktivt alternativ efter forbuddet mod dumpning i havet. Specielt har trafikken gået fra rige til mindre rige lande, eksempelvis fra Vesteuropa til Østeuropa. Eksport af kemiaffald til udviklingslande er et specielt problem, som der fortsat kræves indgreb mod. Basel-konventionen (1989) er en global FNkonvention om kontrol med grænseoverskridende trafik af farligt affald. Problemet er imidlertid, at der ikke er global enighed om, hvad der er miljøfarligt affald, og den internationale affaldstransport er dermed stadig ikke under kontrol. Farligt affald må kun indføres i Danmark, hvis fragtføreren kan dokumentere, at indførslen er bekræftet af Miljøstyrelsen. Dumpning i havet Bortskaffelse af kemikalieaffald ved dumpning i havet og afbrænding på havet har været anvendt 11
Page 1 and 2: 11 Spildevand og affald Gunnar Lund
Page 3 and 4: 3 Fra kloaksystemem 4 9 10 11 12 13
Page 5: 1993-97 ændret. Anvendelse af rene
Page 9 and 10: menhæng var konstateringen i 1978

11 Spildevand og affald

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?