Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i verden her?

Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i verden her?
Et essay i faget Organisationsfilosofi. CM.(fil.) på HHK
Kasper Brødsgaard 200274
Pelle Westphal Olsen 291075
Afleveret den 29. Januar 2002

1
Lille spejl 1 på væggen der, hvem er skønnest i landet her ?
Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind-fold mere dejlig endnu.
Det adspurgte spejl, det stedfortrædende jeg, bliver tildelt ansvaret for og indsigten i det sande, det
gode og det skønne - tilsvarende virksomhedskonsulenten, som af den rådvilde leder bliver
aftvunget et svar, fordi lederen tror, at handlingens vej går uden om ham selv. ”Giv mig en årsag,
flyt mine ben, før mine arme”. En søgen af svaret uden for en selv. På konsulentens blå skjorte står
der ”Gnothi seauton” - kend dig selv, og lederen spørger: ”hvem er jeg, du vise orakel, hvordan
foregriber jeg fremtiden, hvad nødvendiggør mine handlinger?”. Relationen afspejler en forestilling
om asymmetri - jeg mangler, hvad du har. Men ligesom oraklet, må også den sokratetiske konsulent
tale i gåder, og dermed udleve det forhold, at visdom og dømmekraft fødes i den enkelte. Som
Ernest Junger udtrykker det ”det drejer sig ikke om at finde løsningen, men om at opdage gåden”,
og det er gåden, som oraklet giver os, og som konsulenten skal sælge os. Det store spørgsmål er:
hvad er det, der er vigtigt? Og det er det, som gåden giver mulighed for at fornemme, ikke fordi
svaret er i gåden, men fordi gådens dunkelhed er nøglen, den ethos, der er i mellem os. Den
socialitet, som vi som sociale mennesker altid allerede er situeret og inkorporeret i, giver os
mulighed for at lytte efter svaret i os selv, vi er et ekko i historiens arkiv. Den halvhjertede
konsulent, spiller på sofistikeret vis, klog på andres vegne, og forvansker det forhold, at det sande,
gode og skønne altid er lige for os. Eller rettere lige i os, fordi vi altid allerede er i en situation, som
er historiens aftryk - se dig tilbage og du svimler. Vi er i fronten af meningens slagmark, hvor stolte
krigere er faldet, og andre står til rådighed som meningsfuldheder, der tilbyder deres midlertidige
magt. Verdenen og bevidstheden er altid gennemtrængt af mening før enhver handlen og tænken,
som historien har aflejret i skrift på indersiden af øjet, øret og tungen. Det er denne skrift, som det
handler om at lytte til. Det er dog aldrig muligt, hverken at se forfatteren, eller at reflektere over
historien, da sproget er den grænse, du bevæger dig på, men aldrig krydser. Når oraklet stiller dig
gåden, det meningsløse, er det op til dig at lytte til din indre tale, og finde svaret, det meningsfulde,
i din sproglige kødelighed. Sproget sætter grænsen, men en grænse i bevægelse. Hvis vi forstiller os
den tænkte situation, at en virksomhed udmærket kan beslutte på vegne af dens egne handlinger
uden at lægge vejen forbi konsulentens omtågede grotte, da bliver spørgsmålet, hvordan den stiller
sig selv de rigtige spørgsmål? Lige såvel som den gode stat, der ligger rammerne for dannelsen af
det gode menneske, er en aporetisk størrelse, således er også virksomheden, der stiller de rigtige
spørgsmål. Denne apori, paradoksets smukke side, tvinger os ned på knæ – vi ved ikke, hvad vi gør.
Det er i accepten af denne uvidenhed, og det egenrådiges utilstrækkelighed, at vi møder det andet
menneske i den ligeværdige dialog. I dialogen mister forestillingen om jeget status, den enkelte er
forpligtet overfor det meningsfulde, og gennem gensidig jordemoderkunst, maieutiken, sker
udviklingen i feltet i mellem os. Vi hidkalder dig, du store sprogvæsen, vis os din skygge, lad os
forstå vores inkorporerethed. Men der er ingen fornemmelse for noget indre, uden tilstedeværelsen
af et fællesskab, et sprog og en forholden overfor den anden. Som Peter M. Senge fremhæver, ”to
the Greeks dia-logos meant a free-flowing of meaning through a group, allowing the group to
discover insights not attainable individually”. Der ligger deri, at dialogen ikke skaber
modsætningen mellem mennesker, som den kan i diskussionen, hvor udfaldet har en vinder og
taber. I dialogen er begge vindere såfremt, at de anerkender den som et middel til at ”føde” en
indsigt i hinanden. Derved er dialogen knyttet til den kunst, som konsulenten, ledere, fædre må
beherske, at stille spørgsmål, lytte, tale.

2
Lille spejl på væggen der, hvem 2 er skønnest i landet her ?
Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind -fold mere dejlig endnu.
Hvem, eller måske rettere hvad, har egenskaben? Snehvides stedmor kunne jo i for sig tillige spørge
til ”hvad der er skønnest” og ikke blot til ”hvem” . Hvad skal en virksomhed sammenligne sig med,
og hvad er det, som virksomheden er, som den sammenligner det andet med, hvad forudsætter en
sådan sammenligning og hvad medfører den? Kan en virksomhed benchmarke sig mod en stat, et
kunstværk, trækfuglenes organisering, søens økosystem, eller sig selv? Med andre ord, hvornår er
noget sammenligneligt, og hvad vil det i grunden sige at sammenligne? Hvem er konkurrenterne,
hvem er kunderne og hvem er virksomheden? Hvad afgrænser en virksomhed, hvis det, som
kendetegner en virksomhed, er at være en aktivitet, noget virksomt, noget der som sådan nærmere er
et fænomen end en genstand? Når det at arbejde er en praksis, og en virksomhed må ses som et
praksisfællesskab, hvordan afgøres det da, hvem der deltager i forhandlingen af den
meningsfuldhed, der afgrænser fællesskabet? Er det at pege på en virksomhed tilsvarende at pege på
en flok mennesker, et par flasker vin, et orkester, noget dæmpet lys og sige at det er en fest? Er den
menneskelig identitet et rammende billede for virksomheden, og er virksomheden et rammende
billede på, hvad det vil sige at være et menneske? Kan virksomheden have en vision, en hensigt, et
ideal – kan mennesket? Når mennesket udskifter alle sine bestanddele over 7 år, og den omskiftelige
virksomhed gør det tigere, hvad er det da, der er tilbage, hvad er det vi peger på, når vi siger
virksomhed? Når personalet, aktionærerne, bygningerne, navnet og logoet er ændret, hvad er da
tilbage? Når vidt forskellige fænomener alle falder ind under betegnelsen ”virksomhed”, hvad er det
da, der giver os mulighed for at identificere noget ukendt, som en virksomhed? Hvorfor går lederen
på arbejde – hvorfor går han bagefter hjem? Hvorfor er virksomhedslederens urokkelige mål, at
virksomheden skal overleve og skabe et afkast til aktionærerne, når han senere på dagen, efter at
have lagt den nålestribede fra sig, sværger, at kærligheden, venskabet, idealerne og de fantastiske
drømme er altings årsag? Når det døende menneske spørger sig selv ”gjorde jeg det godt nok, gjorde
jeg en forskel, er jeg elsket?”, hvorfor spørger virksomhedslederen da sig selv efter konkursen,
”hvordan sikrer jeg mig, at det ikke er mig der skal hæfte for denne katastrofe?” . Hvorfor stilles
spørgsmålet ved døden, og ikke i den langstrakte døende, livet? Ville man handle anderledes, hvis
man uafbrudt var bevidst om livets slutning, punktummet? At livet er alvorligt, og at de store
spørgsmål ikke skal stilles til sidst, men skal være udgangspunktet for det at leve. Hvad er det, der
holder os tilbage fra at tage fra kassen, når vi ved, at ingen vil bemærke det? Hvad er det, som får
os, som mellemledere, til at tie over for vores overordnede om vores underordnedes tyveri fra
kassen? Er det et tilfredsstillende svar, at der blot er tale om en konflikt mellem to ligeværdige
funktionssystemer, økonomiens og kærlighedens, som systemteorien vil hævde? Eller er det et
udtryk for en altid nærværende og tilbagev ende fornemmelse for det sociale, til en smagen på
forestillingen om det gode, på en følelse af forpligtelse over for fællesskabet, der går udover en
ledelsens snævre int eresser? Kan den enkelte medarbejder have en forståelse af virksomhedens
kerne, dens ethos, som er i modstrid med de af ledelsen erklærede mål? Kan de erklærede mål være
i overensstemmelse med virksomhedens ethos, når denne ethos aldrig vil kunne blive fanget i det
instrumentelle spil, som strategiske overvejelser bygger på? Hvilken værdi har spørgsmål som disse,
og hvordan kan det væ re muligt at handle, når vi ikke kender svaret på dem? Udfra hvilket grundlag
handler vi som mennesker, når vi ikke ved, hvad det vil sige at være menneske? Hvad vil det sige at
spørge, og hvad er det vi lytter til, når vi leder efter svaret?

3
Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest 3 i landet her ?
Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind -fold mere dejlig endnu.
Markedslederen, den skønneste, den som de andre virksomheder benchmarker sig imod, bliver en
uhåndgribelig størrelse, fordi skønheden, det gode og det sande ikke er i øjet på den, der ser, men i
kroppen på den der mærker. Sproget giver pudsigt nok ikke muli ghed for at bøje adjektivet ”god” til
godere og godest. Det bliver til bedre og bedst, og hele konnationen af ”det gode” forsvinder.
Forestillingen om det økonomiske marked gør os alle til fjender. Vi sammenligner, konkurrerer og
barrikaderer os inde bag fæstningens facade. Alt bliver gjort til et spørgsmål om mere eller mindre,
SWOT-analysen bliver til spejderen, der afsondrer terrænet, cost/benefit -analysen til det kategoriske
imperativ ”handl således at benefit overgår cost” . Men den eksistentielle nagen kommer krybende,
når cost/benefit-analysen ikke kan overføres på privatlivet, og den umiddelbarhed, der råder i
hjemmet ikke kan komme til orde på arbejdet. Men kan det gode være underlagt en analyse, kan vi
forestille os en god/ond-analyse, som ikke forråder forestillingen om det gode? Giver det klassiske,
og eftersigende universelle, udsagn, som så poetisk er formuleret af økonomen Robert Frank ”if b
(x) > c(x) do x; otherwise don’t” mening, hvis vi indtænker ”det gode” som handlingsmaksime?
Hvis ikke, hvilken relevans har det da for vores måde at forstå os selv? Lad os prøve et tænkt
eksempel. Skal jeg, eller skal jeg ikke, oplyse om, at den fødevare, som jeg producerer til
nødhjælpsforsyni nger, indeholder et stof, der kan være kræftfremkaldende? Der er jo en risiko for,
at det vil skade salget af produktet, men offentliggørelsen kan måske også underbygge min
troværdighed som prod ucent. Hvis ikke jeg selv offentliggør det, så gør andre det måske. Endnu et
økonomisk begreb, endnu en universel handlingsmaksime, kan måske løse problematikken. Hvor
høj skal den såkaldte reservationspris være, den pris, hvor jeg pludselig er indifferent om, hvorvidt
jeg foretager eller ikke foretager en specifik handling, for at jeg kan leve med min skam, min synd,
mit forfald, min uværdi ghed? Jeg må indtænke endnu et økonomisk begreb, oppertunity cost. Hvad
er omkostningen ved at handle i overensstemmelse med min fornemmelse for det gode? Hvad er
omkostningen ved at lade være? Hvilke tab lider jeg, hvis jeg føler mig forpligtet overfor en
forestilling om det gode og hvilke muligheder giver jeg afkast på, som jeg skal medregne i min
beslutningsproces? Kunne jeg foretage mig noget, som i højere grad er i overensstemmelse med det
gode, og hvor meget bedre er det? Hvis jeg offentliggør sundhedsrisikoen, så er jeg måske nødsaget
til at trække produktet tilbage, hvis ikke så udsætter jeg de nødhjælpshungrende for endnu en fare i
livet – så hvad skal jeg da gøre? Hvilken reservationspris kræver jeg for at være indifferent i et
sådan valg? Antallet af decimaler på min samvittighedenslommeregner, forårsager et lille E i min
øjenkrog. Et spørgsmål rejser sig: hvilke handlinger er det helt præcist som disse kategoriske
imperativer fyldestgørende kan vejlede mig i? Homo economicus træder frem for m ig i sin
tiltagende skikkelse af en hornet engel, der siger ”alt dette kan være dit, blot du misunder nok”.
Hvis virksomheden skal indtænke, eller rettere huskes på gennem tomhedens smerte, at fænomener
som billighed, tillid, loyalitet, ærlighed og opmærksomhedens h exis er nødvendige for at forblive
værdige i en arbejdsmæssig praksis, så må virksomheden udtænkes af kamparenaen. Hvis de andre
virksomheder opruster, så må den holde fast i dens overbevisning om det gode. I stedet for at være
fanget i det klassiske prisoners dilemma, er man dirigeret af den regulative idé om det gode, hvad
end det er, og er villig til at drikke skarntydesaften og frivilligt gå værdigt i døden. De fire
førnævnte fornemmelser fratager en muligheden for at handle på grundlag af andres valg, v alget
bliver lagt i hænderne på en selv, og intet andet end hvad man mener er bedst i overensstemmelse
med ens opfattelse af det gode, er mulige valg. Det gør ikke nødvendigvis valget lettere, men det
ændrer karakteren af det.

4
Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her ?
Ingen i landet 4 er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind -fold mere dejlig endnu.
Egentlig burde denne tekst ikke være begrænset af dens forløb mod højre, for derefter at glide
tilbage til en ny begyndelse atter mod højre. Den burde snarere folde sig ind imellem, på tværs, på
kryds, nedefra og op, oppefra og ned i en langsom bevægende cirkulær bevægelse om det enkelte
punkt, hvori der kunne stå til-blivelse. Sprogets utilstrækkelighed kommer her til -syne i tanken om
et forløb. Efter sætning A, kommer sætning B, der skal sammensætte sætningen C, med sætningen
A. For at sætningen B skal give mening m å den kobles med sætning A og C. A skulle gerne lede
frem til B og C fordi den i fortællingens form ligger før. C skulle gerne a fslutte A og B, som min
dansklærer sagde ”med et elegant svip med halen” . Skriften har det tilfælles med tiden, at den
opererer med tanken om et før, nu og efter. Som en sproglig konstruktion der tikker frem, som
sekundviseren på mit ur. Tekstens dybde kunne afspejles i minutviserens langsommere bevægelser
og timeviserens endnu langsommere bevægelse, rundt og rundt og rund t. Dybere lag kunne måske
afspejles i, hvis man nu monterede uret med en dag viser, uge viser, måneds viser, år viser osv..
Som lag på lag på lag og atter lag af tid og dybde som vi aldrig kan genskabe. Tik, der gik et
sekund, en sætning kom til, en sædcelle ramte et æg, en mand gik over vejen, en tanke blev født og
glemt. Det tik, som forsvandt, bliver afløst af et andet tik, der igen afløses af endnu et. Vi er punktet
i midten af uret, hvorom det hele drejer, sat i gang og altid på vej mod det sidste tik, spændt til at
vare en bestemt tid for derefter at gå i stå. Men punktet er blot en konstruktion som vi fastholder for
at fastholde ideen om en midte, et punkt hvor vi kunne finde det virkelige jeg. Men bestemmelsen
bliver blot en illusion, et simulacre, der som Dali-istiske ur flyder ud, aldrig fast. Eller som
Fernando Pessoa på overlegen måde beskriver det ”Og jeg, mit sande jeg, er det centrum som ikke
findes, det skulle da lige være i afgrundens geometri; Jeg er ingenting rundt om det bevægelsen
drejer omkring, blot for at dreje, uden at det centrum eksisterer, det skulle da lige være fordi alle
cirkler har et centrum. Jeg, mit sande jeg, er brønden uden vægge, men med brøndvæggens slim,
centrum for alt med ingenting udenom.” Vi vokser op med forestillingen om denne midte, og
vænner os til baggrundstikket, vi lytter til det; tik, tik, vi hører de t midt i kemitimens lange tiiiik, vi
hører det i frikvarterets korte tiktik, vi forsøger at undlade at høre det om morgenen. Måske lyttede
vi som børn mere til tiden, fordi vi her skulle lære den at kende, fordi den endnu ikke var blevet en
del af os. Senere i livet glemmer vi den. På arbejde fra 8 – 16. 37 timers arbejdsuge. Børnene skal
hentes inden kl. 17. Til middag kl. 19. Frokost kl. 11.30. Fri kl. fire. Til møde kl. 14. Jeg kommer
sent hjem skat, det trækker ud på arbe jdet. Engang imellem står tiden stille. Vi går ud foran en bil, et
fly rammer en skyskraber, et tog kører af sporet, i et sekund, minut, time, tiden forsvinder, vi kan
ikke sige med sikkerhed, hvor lang tid der gik. Langsomt, men stille, genfinder vi den. Vi siger;
”tiden stod stille” , da flyet ramte skyskraberen, og ikke ”jeg glemte at lytte til tiden” . Når vi
glemmer at lytte til tiden, rettes vi mod centret i os selv. Vi bliver opmærksomme, retter fokus mod
det væsentlige, nemlig det jeg, som træder ind i verden, som noget distinkt. Vi glædes og skælver på
samme tid over jegets flygtige indtræden i ve rden. Vi forbløffes over, at i et kort sekund at mærke
varmen fra vores indre og nyder øjeblikkets kortvarige glæde. Men skammen indtræder, som
socialitetens tyngende åg, på samme måde, som den tømmermændstyngede, der får at vide alle de
pinligheder, han havde gjort dagen før da spiritussen løftede ham ind i verden. Vi synker tilbage på
den plads, som nu engang er vores, den plads, som samfundet nu engang har anvist os. Vi husker
med tydelighed de øjeblikke, hvor vi glemmer at lytte til tiden. De øjeblikke, som vi trækker efter os
som knudepunkter i tidens sammenfiltrethed. Øjeblikket, som skaber den kontinuitet, tiden har
anvist os. Vi kan vende os om og betragte disse knudepunkter spændt ud mellem sekundviserens
første tik og urets centrum og sige ”det er mig, det er min fortælling” , tik, sekundviseren flyttede
sig igen, en ny fortælling blev til, en anden forsvandt.

5
Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her ?
Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide 5 langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind -fold mere dejlig endnu.
Snehvide repræsenterer her Sophia, visdommen. Kærligheden til hende er filosofien. Hun er det
forbilledlige og samtidigt det uopnåelige, det, som ved dets skønhed, giver os drømmen tilbage
efter, at den kætterske realisme tog den fra os. Denne figur, idealet, giver os en horisont af håb, en
grund til at rejse. Hun er det hellige væsen, som Marcus Aure lius udpeger i menneskets indre og
siger; ”det må du agte på, at du ikke nedværdiger det, ikke forringer det(...)” . Snehvide er den
protreptiske, konsulenten, der tilbyder hendes kollegaer en måde, hvorpå de i deres sam-talen kan
reflektere over dialogen, og dens muligheder, ud fra den fælles indsigt, at der ikke kan findes nogen
afsluttende diskurs, og at der ikke gennem konsensus, gives muligheden for at opnå nogen højere
indsigt. Hun forsøger ikke at forsone kollegaerne med deres erfaring, men derimod at befri dem fra
den. Hun forsøger at muliggøre forvandlingen, befrielsen fra erfaringen, gennem den liminale
proces. Hun kan ikke love dem let indsigt og hurtige svar på de store spørgsmål, men en mulighed
for at få friheden tilbage. En frihed som kun kan erhverves gennem den smertelige frasigelse af
ønsker om kontrol, magt og sikkerhed. Men desuden en frihed, som giver mulighed for handling i
accepten af, at handling er et kollektivt anliggende, som tager sit udspring i normativitetens dyb.
Hvorfor skal virksomheder ansætte denne Snehvide, hvis kvalifikationer er, at sænke processer, at
forpligte os på vores undren, og hvad vil det i grunden sige at have taget filosofien i brug? Hvis
virksomheden tvivler på hendes kompetencer og rejser ovennævnte spørgsmål, er hun allerede
ansat. Hvad er det så, filosofien kan tilbyde virksomheden, der adskiller sig fra andre muligheder,
end dem den typiske organisationskonsulent kan tilbyde? Peter M. Senge formulerer følgende
omkring, hvorledes dialogen kan hjælpe mod en anden type af tænknin g: ”Thought presents itself
(stands in front) of us and pretends that it does not represent. We are like actors who forget they are
playing a role. We become trapped in the theater of our thoughts ( the words ”theater” and
”theory” have the same root —theoria—”to look at”) [...] Dialogue is a way of helping people to
see the representative and participatory nature of thought and to become more sensitive to and
make it safe to acknowledge the incoherence in our thought”. Ved at lade filosofien indtræde som
partner gives muligheden for, at tænkningen ikke u dmunder i kausale forklaringer, eller stereotype
forklaringsmønstre, der blot er andre fremtrædelser af den naturvidenskablige sa mfundsmetodes
blotlæggelse af virkeligheden. Filosofiens varemærke par excellence er, evnen til at tænke, at have
blik for og at tage et valg og at forholde sig til dette valg. At stille spørgsmål som provokerer og
pirrer tanken på en sådan måde, at bevæge lsen rettes mod den tanke, som tænker over sin egen
tanke. Videre bemærker Senge, at ”coherence” kommer af latin og betyder ”han ging together”. Den
tanke må nødvendigvis komme til via sproget, der aldrig kan være ens eget, men kun være
kollektivets. Senge skriver videre; at det ikke er muligt at komme med en entydig definition af
”coherence” men, at: ”that one may sense it as order , consistency, beauty, or harmony” . Senge
konkluderer dog; at formålet med dialogen bør være at lade virksomh eden være opmærksom på de
problemer, som kan modvirke, at deltagerne ikke arbejder sammen frem for at stræbe mod, hvad
han kalder, et abstrakt ideal. Filosofiens relevans spejler sig tydeligt i det sidste udsagn, da denne
stræben må være det, som filosofien sigter mod. Idealet, som strækker sig mod fjerne horisonter,
men som forholder sig til det nu, den socialitet, der er udgangspunktet for, at dette ideal opstod.
Hvis ikke dette sker, blegner dialogen blot i små forbedringer og finpudsninger uden at fastholde
idealets utopiske karakter. Idealet er, som Thomas Mores Utopia, en dobbelthed af det gode sted og
et intetsteds, fordi det aldrig nås, men alligevel giver kolossal energi som fælles fixstjerne.

6
Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her ?
Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte 6 bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind -fold mere dejlig endnu.
Langt borte rejser de stolte sneklædte bjerge, der i tusmørket glimter hvide som det eneste synlige
bevis på deres eksistens, som isbjerge frit svævende mellem himmel og jord. Af de mange stier, som
leder rundt ved bjergenes fod, forsvinder den sidste rest af dagslyset og henlægger dem i et
vedvarende mørke. Ved bjergenes fod, den støvede slette, afstanden, hvori man kan fornemme
jordens krumning. Han lægger træt sin rygs æk fra sig og bevæger sin trætte krop endnu engang i
retning af oasens kølige vand. På den ene side af horisonten rejser mørket sin stjerneklare nat, der
langsomt overtager dagens klare lys og nådigt befrier, fra den brændende sols skyggeløse landskab.
Vandet, lugten af vand, der driver ørkenens dyr mod det befriende vandhul, på samme måde som
kilden søger sit udspring i havet. Han mindes den dag for mange år siden i byen, den tætte by fuld af
lugte, lyde, mennesker, dyr, krukker med vin, forrådnelsen, støvet, gadesælgerne, de parfumerede
kvinder, det lette liv, familien, besætterne med de purpurrøde uni former, hjelmene, dommen,
fortabelsen, dømt til evig vandring, dømt til ikke at dø. Han havde tænkt over begivenheden mange
gange, næ gtelsen, hånen, den spottende, glædesråbene, hin dag da nåden udeblev. Det var for nemt
at lade væ re, den dømte, forbryderen, der havde samlet store skarer af mennesker omkring sig,
havde vildledt, fjernet dem fra præsterne, h am, de havde kaldt messias, som havde helbredt de syge
og tilgivet… Ham, der havde nægtet at dømme, frelseren, han, der havde va ndret af smertens vej –
Via Dolorosa. I det, han sænkede vanddunken ned i det mørke vand, så han sig selv, i vandets
urolige spejl, sine øjne, skægstubbene, det mørke hår som i tykke klumper, efter den lange dags
vandring, hang som slyngplanter fra et gammelt træ. Tiden havde sat sit præg. Ansigtet, havde ikke
forandret sig i alle disse år, som var gået, men øjnene havde mistet sin glød, på samme måde som
dette gamle vandhul langsomt havde mistet den klarhed, som dyndets uigennemsigtige
forrådnelsesproces havde afstedkommet. Han løftede blikket mod den endnu varme nattehimmel og
tanken skar igennem ham, som knivens ubarmhjertige snit, hvorfor, hvad kunne jeg havde gjort,
hvad kunne have været anderledes, den tanke, som han på gode dage kunne støde fra sig og leve i
glemslens lykkelige nu. Hvad skabte denne skæbne, hvad havde tvunget dette liv i denne
retningsløse rastløshed, denne søgen mod fjerne mål. Han havde rejst gennem verden, set grænser
komme og gå, talt sprog, som ikke fandtes mere, set byer rejse sig og forsvinde i horisontens uklare
lys, set menneskets allestedsnærværende arbej dsomhed, nøjsomhed, flittighed, dovenskab,
ligegyldighed, altid det samme, ingen forandring og pludselig, snittet, trangen til atter at se det hele
på ny. Ved at undlade at knytte sig havde han undgået den smerte, som den uundgåelige dødelighed
bragte i sit fodspor. Han havde forsøgt mange gange, det dragende, menneskene, dødelighedens
fællesskab, som han ikke var en del af, havde udelu kket ham. Hvad er frygt, angst, glæde og lykke
andet end dødelighedens fremtrædelser, hvordan sku lle han føle samme frygt, når han stod på
kanten af en klippe, eller når havets brusen knagede i skibets bund. Hvordan skulle han glædes over
festens afbræk fra hverdagens monotone bevægelse, eller lade forelskelsen ømme favntag opsluge
ham, når han kendte slutningen alt for godt. Han havde afsondret sig fra menneskene, den ensomme
ensomhed fremfor ensomheden blandt menneskene havde ført ham ud i bjergene. Men selv her i
ødemarkens tavse natur havde han betragtet karavanerne, der på afstand snoede sig som slanger i
græsset, langsomt, krybende for derefter at forsvinde. Han havde søgt bjergene i håb et om, at
ensomheden ville bringe det svar der ville forløse ham fra sin byrde. Engang midt i bjergenes
uforsonlige skønhed, havde han desperat skreget ”svar mig” ”svar mig” og det eneste der var
kommet var ekkoet af hans egen stemme ”svar mig” ”svar mig” ”svar mig” . I baggrunden fortoner
bjergene sig som tavse statuer, skudt op fra jordens indre, stille vender han blikket mod horisonten
som endnu er ukendt. Jeg er Ahasverus, den evige jøde, dømt til at vandre evigt blandt menneskene.

7
Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her ?
Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge 7 , hun er tusind-fold mere dejlig endnu.
Det bemærkelsesværdige ved denne gruppe af individer er, at de både deler arbejde, hjem og
hverdag. Men hvordan kan det være, at krigsmetaforikken er den metaforik, som
erhvervsøkonomien oftest knytter sig til, når overgangen mellem arbejde og fritid er to flydende og
overlappende størrelser. Krigsmetaforikken anvendes til at italesætte et marked, virksomhedens
tilstand på markedet, konkurrenterne, viden, patenter, spionage, tilstanden, hvor mennesker kæmper
mod hinanden og hvor den der taber må trække sig. Men midt i krigen finder vi også de fantastiske
fortællinger om menneskers mod, lidelser, overvindelser, sammenhold, relationer, venskab,
ædelmod og tilgivelse. Krigen er menneskets brydningspunkt, den skueplads, hvor menneskets
karakter kan sætte sig ige nnem og hvor muligheden for at handle udfra det gode, sættes på den
yderste prøve. Det er det menneskelige dramas centrale metafor par excellence, hvor de retfærdige
lever og dør. I Henry V siger kongen; ”This story shall the g ood man teach his son; And Crispin
Crispian shall ne`er go by, from this day to the ending of the world, but we in it shall be
remembered, -- We few, we happy few, we band of brothers; for he to-day that sheeds his blood with
me shall be my brother; be he ne`er so vile, this day will gentle his condition” . Denne kloge og vise
leder holder en opmuntrende tale til sine folk. Han væl ger at tale om det fællesskab, communitas,
som en fælles handling kan skabe, at fællesskabet er belønningen, som han kan give si ne folk for at
kæmpe ved sin side. Ved at anvende krigen som et billede, som også kan indbefatte venskabet, kan
muligheden for en anden type af virksomhed opstå. De måder, man italesætter relationer på i
virksomheder, skaber ofte det billede, at virksomheden ikke er andet end en facilitet, hvori
mennesker, noget af tiden, tilbringer deres liv. Hvis tanken om virksomheden som et band of
brothers, der tilbringer tiden sammen, skal realiseres, så må relationerne til hinanden være det, som
har vores opmærksomhed. Hannah Arendt bem ærker i ”The Human Condition”, at interesse
kommer af latin inter-est; ”something which lies between people and therefore can re late and bind
them together” . At drive virksomheder bør handle om de bånd af relationer og venskaber, som er
menneskers virkelige holdepunkt i livet, og ikke de ydre rammer, farven på logoet, eller den mulige
overskudsbonus. I citatet af Arendt er pointen, at det, som binder mennesker sammen, ikke er noget,
men, at det er det, som ligger mellem mennesker, som kan binde dem sammen. En ide, en
overbevisning, en tro, et sprog, en tolkning. Relationen, det bånd, som brødre kan knytte, kræver en
forholden til den anden, som vi genfinder i litteraturen, den græske bystat, det uforbeholdne venskab
fra barndommens land, i et grænseløst fæll esskab knyttet af venskabet til den anden. For at
formulere det tydeligst er venskabet det grænseløse, uforbeholdne, ikke strate giske fællesskab.
Venskabet er en forholden sig til den anden og sig selv, der ikke kan overskrides. Vi finder tanken
om venskabet fra den Nikomachiske etik, og A. C. Ljungstrøm beskriver dette på fineste vis;
”mennesket overskrider kun sin animale tilstand (zoon), når han bliver en del af politicon.
Mennesket vandrer mange veje. Men menneskets vandring både starter og slutter i polis.
Menneskets bevægelse står i og udfra poli s, hvor alle menneskets veje mødes. Polis er ifølge
Aristoteles, der hvor mennesket hører hjemme som medmenneske. Her bliver kimen lagt til denne
trivsel. Polis er menneskets hjem” . Venskabet er den lov, som vi må forpligtige os på, det er
relationen, som kan anerkende menneskets afhængighed af hinanden, den er udgangspunktet for og
afslutningen af det samfund, den virksomhed, den er omdrejningspunktet, hvorom vore liv må dreje,
det vi må tage med os i mødet med den anden, fordi som Aristoteles skriver; ”en ven er jo et andet
selv” . Måske er denne fortælling beregnet til virksomhedslederen, der stædigt fastholder billedet af
mennesket, som værende i et krigerisk forhold til hinanden.

8
Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her ?
Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind -fold 8 mere dejlig endnu.
Dette begreb rejser problematikken om; hvornår noget er. Det tusindfoldige, er en størrelse, som
ikke henviser til tusinde gange en given størrelse, men til en størrelse, som er upræcis, ubegribelig
stor og uopnåelig. Men hvad er præcist, begribeligt og opnåeligt? Hvad er det, der præciseres,
begribes og opnås? Hvad er det noget? Begrebet fold, kan bruges til at illustrere det forhold, at intet
er uafhængigt af betegnelsen af det. Som øjeblikket, der bliver tilskrevet en betydning og bliver til
en begivenhed. Dialogen er den aktivitet, der skaber ting, begivenheder, fortællinger, og
forestillinger om kausalitetsforhold. Dialogen er det noget, der er. Dialogos, gennem mening, er det
forhold, at vi, som mennesker, kan lytte efter noget i sproget, det meningsfulde, og danne et
udgangspunkt for handling. Det meningsfulde skal her ikke forveksles med logik i streng analytisk
forstand, men er den meningsarv, den socialitet, som vi er fanget i. Hmm, men hvad skal dialogen,
sam-talen, så gøre godt for, hvis vi allerede er fanget i sproget? Kasper: Ofte kender vi jo ikke
vores eget fængsel, dets muligheder og begrænsninger. Hvad tror du vi to har fået ud af at sidde her
14 dage i træk til klokken 5 om natten, eller spurgt på en anden måde; hvorfor skrev vi ikke bare
dette essay hver for sig, og så hæftede det s ammen til sidst? Pelle: Umiddelbart kan jeg bedst
beskrive det med de to begreber, reifikation og deltagelse, som vi brugte i faget Praksisfællesskaber
sidste år. Mening er jo et socialt fænomen, og den meningsfuldhed, vi har skrevet frem her, er jo
nok en, som er dannet i mellem os. Man kan måske sige, at den vekselvirkning, der er mellem
reifikation og deltagelse, er den samme, som bliver beskrevet med begrebet liminalitet. Man kunne
kalde det en meningskolonisering af det uforståelige, det andre kalder reducering af kompleksitet
eller usikkerhed. Kasper: Men hvilken forskel har det gjort, at vi var to og ikke én om at skrive det?
Pelle: Begreber er jo som regel flertydige, og de bliver kun fikseret i mødet, eksempelvis mellem os
to, og det er gennem dem, at vi forholder os til hinanden. Pointen er vel, at vi begge ender ud med
en eller anden forståelse, eller forestilling om forståelse, som vi ikke kunne være endt med alene.
Kasper: Hvordan vil du så forklare, at vi nogle gange føler os nødsaget til at tale om en
problematik, og andre gange føler os parate til at skrive om den? Hvor går grænsen? Hvornår rejser
vi os fra bordet og siger ”giv mig lige en time, jeg har lige noget jeg bliver nød til skrive”? Pelle:
Igen mener jeg, at begrebet liminalitet, og de liminale faser har et godt bud. Måske kan det bedst
beskrives som, at jeg først oplever en frustration over ikke at kunne få en given problematik til at
give mening, jeg prøver at skrive, men kan ikke. Jeg råber lidt af dig, brokker mig over stort og
småt, og begynder derefter at spille Backgammon. Du kommenterer irriteret, at jeg igen spiller, og
sætter dig ind ved mit bord og spørger til, hvad det var jeg ville, som jeg ikke kunne. Langsomt,
efter timers samtale om nært og fjernt, kommer håbet tilbage, vi skå ler i rødvin, og roser hinanden
over vores nyeste påfund. Derefter kaster vi os over tastaturet og skriver rusen ud. Ja, og bagefter
kommer frustrationen over en eller andet ny problematik, og cirklen er sluttet. Men hvad er det så
egentlig vi er fanget af? Kasper: Selv om vi bevæger os, og ender ud med noget, s om vi ikke havde
i forvejen, så er det vel udelukkende en immanent bevægelse i sproget. Udefra vil vi fremstå som
”det samme”, men fra indersiden af vores commun itas er vi jo ikke i tvivl om, at der er sket en eller
andet form for forvandling. Noget, der ikke kan tilbageskrives, og noget som dybest set ikke kan
forklares. Så ja, vi er vel fanget, men det er et temmeligt rummeligt fængsel. Jeg synes, at det
spændende ved den der grænse mellem anden og tredje liminale fase, er at vi jo dybes t set kaster os
ud i det uvisse, vi handler, som om vi ved, hvad vi gør. Tavsheden, de umiddelbart ubetydelige
diskussioner og kedsomheden har jo vist sig at danne et grundlag, hvorfra vi kaster os. Pelle: Hmm,
giv mig lige en time, jeg har lige noget jeg bliver nød til skrive.

9
Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her ?
Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind -fold mere dejlig endnu 9 .
” Endnu er du for ung til at dø”, som Morten Nielsen afslutter sit digt ”Jeg ser nu i nat” . Endnu,
denne forholden af nuet, til noget andet, er en opmærksomhed rettet mod øjeblikket. Er dette nu det
rette tidspunkt at slutte? Hvad skal ske, før sidste side vendes? Hvad er det, som driver os mod livet,
som ikke endnu er sket os. Hvad er det, vi stræber efter. På samme måde som læseren måske
tæ nker, ”hvad var det jeg lærte, hvor er den afsluttende pointe?” , men den udebliver her, ligesom i
livet. Vi kunne lade dette være stedet, hvor den store finale pointe lander. Vi kunne sammenfattet et
forslag om, at, hvis bare man gør sådan og sådan, så er en given problematik løst. Eller vi kunne, i
den filosofiske ånd, slutte med at rejse et spørgsmål. Vi kunne også afslutte med at skrive om et håb,
om at kunne ændre fremtiden, så den blev et bedre sted. Men giver det mening at skrive en
afslutning? Gode afslutninger er jo ofte karakteriseret ved, at de langsomt er blevet antydet gennem
opgaven, ligesom i Shakespeares stykker, hvor man fornemmer retningen mod det totale
sammenbrud, renselsen og til sidst den kollektive epifani, som i den græske tragedie, men ingen af
disse muligheder har været vores hensigt undervejs på denne rejse. Lad os kort hensynke ved det,
der slutter. Det gennemgående tema i organisationsfilosofien er jo, at det hele slutter, men at
afslutningen, hvis vi holder den for øje, ikke er en afslutning på traditionel vis. I denne undren over,
hvordan dette essay kunne slutte, mindes vi om Aristoteles’ ord, som han skriver dem i Etikken;
”People assume the end, and consider how they can get it, by what means. Where it seems that the
end can be produced by several means, they consider which means does it most easily and best.
Where the end is produced by one single means, they examine how that comes about, and what will
produce it, until eventually they arrive at the first cause, which in fact is the last in the proces of
discovery.” Med andre ord, hvis vi stiller os selv spørgsmålet om, hvordan vi opnår målet at afslutte
dette essay, bliver vi fanget i, at en strategisk forholden til målet kun kan lede os på afveje. Mål
giver os mulighed for at være opmærksomme på nuet, men denne opmærksomhed fordufter, det
øjeblik vi forsøger at tage førringen over livet, læringen og kærligheden. Dette er som bekendt blot
en fodnote, endda den sidste, og det, som kendetegner fodnoter, er, at de tilføjer en kommentar, en
diskussion, præciserer no gle forhold eller opfordrer læseren til at søge viden et andet sted. I dette
tilfælde fremhæver de, at den overordnede problematik ikke er til at besvare, men at målet, på trods
af dette, er at nære et ø nske om at kende svaret. Vores opfordring vil være, at den enkelte må søge
svaret i det kollektive, ikke i den diktatoriske konsensus, men i normativiteten, stedet hvor al
handling må tage sit udgangspunkt. Vi nærer hverken et ønske at give de rigtige svar, eller de rigtigt
spørgsmål, men derimod et ønske om, at det forhold vi har til spørgsmålene, har smittet af på
læseren. Et forhold, hvis indhold og form er kærlighed - ikke af romantisk karakter, men af
eksistentiel Et forhold hvis væsen bedst lader sig beskrive med Paulus’ ord fra Første Brev til
Korintherne: ” And though I have the gift of prophecy… And understand all mysteries… and all
knowledge… And though I have all faith. So that I could remove mountains, if I have not love… I
am nothing” .

Dette essay er kommet til verden på mange
måder. I forordet til bogen Organisationsfilosofi
omtales protreptikken, som den mulighed
mennesket har for via filosofien at gøre det gode.
Opgaven kan ses som materialiseringen af de
samtaler, som vi har ført, de tanker samtalerne
har medført og måske antydningen af de tanker,
som endnu er ufærdige. Idéen om den gode
handling, er her spørgsmålet, det hele drejer sig
omkring, som et tema i barokkens musik, der
hele tiden drejer sig om et tilbagevendende tema,
en fast struktur som kan forlades og pludseligt,
med træningen s øre, vender tilbage til, lidt
mekanisk, men alligevel med en smukhed, der
lader lytteren hensynke i smukke landskaber.
Måske er jazzmusikerens improviserende skaben
et bedre billede på det tema, som vi vil forsøge at
fremskrive, vende tilbage til, arbejde os udfra og
pludseligt finde samstemmigheden med de andre
musikere i anerkendelsen af hinanden. Essayet
kan altså ses som en række små fortællinger, der
hver på deres måde forsøger at gribe den
gådefulde socialitet, som i et introspektivt billede
formulerer ordene for os. Det er et forsøg på at
anskue fænomenet organisation fra en række
vinkler, der måske kan synliggøre det
problematiske i de enkle fortællinger, som
Handelshøjskolen er storproducent af, måske har
de taget stordriftsfordelene lidt for nær? De
forskellige kompositioner over temaet
organisation, som her bliver præsenteret, er ikke
ligeværdige perspektiver, med hver deres
begrebsapparat og hver deres sæt af
løsningsmuligheder. Derimod er disse noter
uadskillige stemninger, der alle rør, eller
nærmere rusker, ved socialitetens sprogl ige
skelet. I det usagte, mellemrummet i
anekdoternes små erkendelser, den tavse
erkendelse, der ligger i bladets venden, håber vi,
at læseren vil finde mange værdifulde indsigter i
dem, som vi selv har gjort os, dem, der ikke er
blevet plads til, dem, som vi ikke er klar over, at
vi har skabt. Essayet er et udtryk for vores
Forfatternes Efterskrift
stræben efter altid at være ufærdige, evigt
søgende efter det, der kan lede os endnu
nærmere mod fænomeners altid fraværende
midte. Vi befinder os i skumringslandet, hvor
farver skabes og brydes på himmelens
uforklarlige skønhed, hvor mørke og lys mødes,
dag og nat sammensmelter og overgår mod enten
det ene eller det andet. Mod enten den skriven,
der finder sted i dagens klare lys, eller den
grublen, som kun nattevandringer kan
afstedkomme. Det er i denne aporetiske
erkendelse, at vi må ty til heteronymet, til
argumentet og modargumentet, til fortællingen,
anekdoten, polen og modpolen. Det er
spørgsmålene vi håbefuldt stiller os, hvor
svarene udebliver, som en livsledsagerske. Det er
der, hvor vi tyer til poesien, til kunsten, til de
store litterater, til de små begivenheder, til
hverdagens enkelhed i håbet om at finde os selv.
Dette essay, er skrevet på samme måde som det
er blevet tænkt, følt og levet , usammenhængende
og aporetisk, skiftende mellem fagfilosofiske
termer og rustent hverdagssprog, med henvisning
til litterater, til videnskabsmænd og til
dagligdagsanekdoter. Vi har ikke forsøgt at
oversætte den stemning, som vi har haft til
hensigt at beskrive i essayet, til hverken det ene
eller det andet fagsprog. Vi håber, at de billeder
og stemninger vi i essayet har beskrevet, vækker
noget i læseren, omend ikke det samme, som i
os, så noget læseren kan bruge på sit eget liv.
Franskmanden Michel Foucault minder os om, i
et forord, at ethvert forord skrevet af forfatteren
selv er et håbløst projekt. Kun én kan skrive det
egentlige forord til enhver bog, og det er den, der
kan komme bagom sproget. Denne udfordring
har vi naturligvis ikke taget op. Det
videnskabelige projekt, og også dette essay, må
da blive som et af Fernando Pessoas
heteronymer, Bernardo Soares, fabulerer ”ikke
andet end børns leg ved skumringstid, en lyst til
at fange fuglenes skygger, standse græssets
skygger i vinden” .

Inspiration, citater og det filosofiske korpus
Hannah Arendt
The Human Condition
University of Chicago Press 1958
Robert H. Frank
Microeconomics and Behavior
The McGraw-Hill Companies 1997
Martin Fuglsang, Alexander Carnera Ljungstrøm
Det Nøgne Liv
Samfundslitteratur 1999
Michael Jackson
The politics of storytelling
Institut for Antropologi, Københavns Universitet
Temakursus 2001
Ole Fogh Kirkeby
Organisationsfilosofi
Samfundslitteratur 2001
Ole Fogh Kirkeby
Verden, Ord og Tanke
Handelshøjskolens Forlag 1994
Ole Fogh Kirkeby
Om Betydning
Handelshøjskolens Forlag 1998
Ole Fogh Kirkeby
Ledelsesfilosofi
Samfundslitteratur 1998
Leif G. Larsen
Bag om Kunstværket
Samleren 1997
Alexander Carnera Ljungstrøm
Rettens Alkymi
Samleren 1998
Morten Nielsen
Digte
Gyldendal 1962
Fernando Pessoa
Rastløshedens Bog
Brøndums Forlag 1997
Peter M. Senge
The Fifth Discipline
Doubleday 1990
William Shakespeare
The Complete Works
Gramercy Books 1990