Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i verden her?

1
Lille spejl 1 på væggen der, hvem er skønnest i landet her ?
Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind-fold mere dejlig endnu.
Det adspurgte spejl, det stedfortrædende jeg, bliver tildelt ansvaret for og indsigten i det sande, det
gode og det skønne - tilsvarende virksomhedskonsulenten, som af den rådvilde leder bliver
aftvunget et svar, fordi lederen tror, at handlingens vej går uden om ham selv. ”Giv mig en årsag,
flyt mine ben, før mine arme”. En søgen af svaret uden for en selv. På konsulentens blå skjorte står
der ”Gnothi seauton” - kend dig selv, og lederen spørger: ”hvem er jeg, du vise orakel, hvordan
foregriber jeg fremtiden, hvad nødvendiggør mine handlinger?”. Relationen afspejler en forestilling
om asymmetri - jeg mangler, hvad du har. Men ligesom oraklet, må også den sokratetiske konsulent
tale i gåder, og dermed udleve det forhold, at visdom og dømmekraft fødes i den enkelte. Som
Ernest Junger udtrykker det ”det drejer sig ikke om at finde løsningen, men om at opdage gåden”,
og det er gåden, som oraklet giver os, og som konsulenten skal sælge os. Det store spørgsmål er:
hvad er det, der er vigtigt? Og det er det, som gåden giver mulighed for at fornemme, ikke fordi
svaret er i gåden, men fordi gådens dunkelhed er nøglen, den ethos, der er i mellem os. Den
socialitet, som vi som sociale mennesker altid allerede er situeret og inkorporeret i, giver os
mulighed for at lytte efter svaret i os selv, vi er et ekko i historiens arkiv. Den halvhjertede
konsulent, spiller på sofistikeret vis, klog på andres vegne, og forvansker det forhold, at det sande,
gode og skønne altid er lige for os. Eller rettere lige i os, fordi vi altid allerede er i en situation, som
er historiens aftryk - se dig tilbage og du svimler. Vi er i fronten af meningens slagmark, hvor stolte
krigere er faldet, og andre står til rådighed som meningsfuldheder, der tilbyder deres midlertidige
magt. Verdenen og bevidstheden er altid gennemtrængt af mening før enhver handlen og tænken,
som historien har aflejret i skrift på indersiden af øjet, øret og tungen. Det er denne skrift, som det
handler om at lytte til. Det er dog aldrig muligt, hverken at se forfatteren, eller at reflektere over
historien, da sproget er den grænse, du bevæger dig på, men aldrig krydser. Når oraklet stiller dig
gåden, det meningsløse, er det op til dig at lytte til din indre tale, og finde svaret, det meningsfulde,
i din sproglige kødelighed. Sproget sætter grænsen, men en grænse i bevægelse. Hvis vi forstiller os
den tænkte situation, at en virksomhed udmærket kan beslutte på vegne af dens egne handlinger
uden at lægge vejen forbi konsulentens omtågede grotte, da bliver spørgsmålet, hvordan den stiller
sig selv de rigtige spørgsmål? Lige såvel som den gode stat, der ligger rammerne for dannelsen af
det gode menneske, er en aporetisk størrelse, således er også virksomheden, der stiller de rigtige
spørgsmål. Denne apori, paradoksets smukke side, tvinger os ned på knæ – vi ved ikke, hvad vi gør.
Det er i accepten af denne uvidenhed, og det egenrådiges utilstrækkelighed, at vi møder det andet
menneske i den ligeværdige dialog. I dialogen mister forestillingen om jeget status, den enkelte er
forpligtet overfor det meningsfulde, og gennem gensidig jordemoderkunst, maieutiken, sker
udviklingen i feltet i mellem os. Vi hidkalder dig, du store sprogvæsen, vis os din skygge, lad os
forstå vores inkorporerethed. Men der er ingen fornemmelse for noget indre, uden tilstedeværelsen
af et fællesskab, et sprog og en forholden overfor den anden. Som Peter M. Senge fremhæver, ”to
the Greeks dia-logos meant a free-flowing of meaning through a group, allowing the group to
discover insights not attainable individually”. Der ligger deri, at dialogen ikke skaber
modsætningen mellem mennesker, som den kan i diskussionen, hvor udfaldet har en vinder og
taber. I dialogen er begge vindere såfremt, at de anerkender den som et middel til at ”føde” en
indsigt i hinanden. Derved er dialogen knyttet til den kunst, som konsulenten, ledere, fædre må
beherske, at stille spørgsmål, lytte, tale.