Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i verden her?

More documents

Recommendations

Info

5 Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her ? Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide 5 langt borte bag de syv bjerge, hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind -fold mere dejlig endnu. Snehvide repræsenterer her Sophia, visdommen. Kærligheden til hende er filosofien. Hun er det forbilledlige og samtidigt det uopnåelige, det, som ved dets skønhed, giver os drømmen tilbage efter, at den kætterske realisme tog den fra os. Denne figur, idealet, giver os en horisont af håb, en grund til at rejse. Hun er det hellige væsen, som Marcus Aure lius udpeger i menneskets indre og siger; ”det må du agte på, at du ikke nedværdiger det, ikke forringer det(...)” . Snehvide er den protreptiske, konsulenten, der tilbyder hendes kollegaer en måde, hvorpå de i deres sam-talen kan reflektere over dialogen, og dens muligheder, ud fra den fælles indsigt, at der ikke kan findes nogen afsluttende diskurs, og at der ikke gennem konsensus, gives muligheden for at opnå nogen højere indsigt. Hun forsøger ikke at forsone kollegaerne med deres erfaring, men derimod at befri dem fra den. Hun forsøger at muliggøre forvandlingen, befrielsen fra erfaringen, gennem den liminale proces. Hun kan ikke love dem let indsigt og hurtige svar på de store spørgsmål, men en mulighed for at få friheden tilbage. En frihed som kun kan erhverves gennem den smertelige frasigelse af ønsker om kontrol, magt og sikkerhed. Men desuden en frihed, som giver mulighed for handling i accepten af, at handling er et kollektivt anliggende, som tager sit udspring i normativitetens dyb. Hvorfor skal virksomheder ansætte denne Snehvide, hvis kvalifikationer er, at sænke processer, at forpligte os på vores undren, og hvad vil det i grunden sige at have taget filosofien i brug? Hvis virksomheden tvivler på hendes kompetencer og rejser ovennævnte spørgsmål, er hun allerede ansat. Hvad er det så, filosofien kan tilbyde virksomheden, der adskiller sig fra andre muligheder, end dem den typiske organisationskonsulent kan tilbyde? Peter M. Senge formulerer følgende omkring, hvorledes dialogen kan hjælpe mod en anden type af tænknin g: ”Thought presents itself (stands in front) of us and pretends that it does not represent. We are like actors who forget they are playing a role. We become trapped in the theater of our thoughts ( the words ”theater” and ”theory” have the same root —theoria—”to look at”) [...] Dialogue is a way of helping people to see the representative and participatory nature of thought and to become more sensitive to and make it safe to acknowledge the incoherence in our thought”. Ved at lade filosofien indtræde som partner gives muligheden for, at tænkningen ikke u dmunder i kausale forklaringer, eller stereotype forklaringsmønstre, der blot er andre fremtrædelser af den naturvidenskablige sa mfundsmetodes blotlæggelse af virkeligheden. Filosofiens varemærke par excellence er, evnen til at tænke, at have blik for og at tage et valg og at forholde sig til dette valg. At stille spørgsmål som provokerer og pirrer tanken på en sådan måde, at bevæge lsen rettes mod den tanke, som tænker over sin egen tanke. Videre bemærker Senge, at ”coherence” kommer af latin og betyder ”han ging together”. Den tanke må nødvendigvis komme til via sproget, der aldrig kan være ens eget, men kun være kollektivets. Senge skriver videre; at det ikke er muligt at komme med en entydig definition af ”coherence” men, at: ”that one may sense it as order , consistency, beauty, or harmony” . Senge konkluderer dog; at formålet med dialogen bør være at lade virksomh eden være opmærksom på de problemer, som kan modvirke, at deltagerne ikke arbejder sammen frem for at stræbe mod, hvad han kalder, et abstrakt ideal. Filosofiens relevans spejler sig tydeligt i det sidste udsagn, da denne stræben må være det, som filosofien sigter mod. Idealet, som strækker sig mod fjerne horisonter, men som forholder sig til det nu, den socialitet, der er udgangspunktet for, at dette ideal opstod. Hvis ikke dette sker, blegner dialogen blot i små forbedringer og finpudsninger uden at fastholde idealets utopiske karakter. Idealet er, som Thomas Mores Utopia, en dobbelthed af det gode sted og et intetsteds, fordi det aldrig nås, men alligevel giver kolossal energi som fælles fixstjerne.
6 Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her ? Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide langt borte 6 bag de syv bjerge, hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind -fold mere dejlig endnu. Langt borte rejser de stolte sneklædte bjerge, der i tusmørket glimter hvide som det eneste synlige bevis på deres eksistens, som isbjerge frit svævende mellem himmel og jord. Af de mange stier, som leder rundt ved bjergenes fod, forsvinder den sidste rest af dagslyset og henlægger dem i et vedvarende mørke. Ved bjergenes fod, den støvede slette, afstanden, hvori man kan fornemme jordens krumning. Han lægger træt sin rygs æk fra sig og bevæger sin trætte krop endnu engang i retning af oasens kølige vand. På den ene side af horisonten rejser mørket sin stjerneklare nat, der langsomt overtager dagens klare lys og nådigt befrier, fra den brændende sols skyggeløse landskab. Vandet, lugten af vand, der driver ørkenens dyr mod det befriende vandhul, på samme måde som kilden søger sit udspring i havet. Han mindes den dag for mange år siden i byen, den tætte by fuld af lugte, lyde, mennesker, dyr, krukker med vin, forrådnelsen, støvet, gadesælgerne, de parfumerede kvinder, det lette liv, familien, besætterne med de purpurrøde uni former, hjelmene, dommen, fortabelsen, dømt til evig vandring, dømt til ikke at dø. Han havde tænkt over begivenheden mange gange, næ gtelsen, hånen, den spottende, glædesråbene, hin dag da nåden udeblev. Det var for nemt at lade væ re, den dømte, forbryderen, der havde samlet store skarer af mennesker omkring sig, havde vildledt, fjernet dem fra præsterne, h am, de havde kaldt messias, som havde helbredt de syge og tilgivet… Ham, der havde nægtet at dømme, frelseren, han, der havde va ndret af smertens vej – Via Dolorosa. I det, han sænkede vanddunken ned i det mørke vand, så han sig selv, i vandets urolige spejl, sine øjne, skægstubbene, det mørke hår som i tykke klumper, efter den lange dags vandring, hang som slyngplanter fra et gammelt træ. Tiden havde sat sit præg. Ansigtet, havde ikke forandret sig i alle disse år, som var gået, men øjnene havde mistet sin glød, på samme måde som dette gamle vandhul langsomt havde mistet den klarhed, som dyndets uigennemsigtige forrådnelsesproces havde afstedkommet. Han løftede blikket mod den endnu varme nattehimmel og tanken skar igennem ham, som knivens ubarmhjertige snit, hvorfor, hvad kunne jeg havde gjort, hvad kunne have været anderledes, den tanke, som han på gode dage kunne støde fra sig og leve i glemslens lykkelige nu. Hvad skabte denne skæbne, hvad havde tvunget dette liv i denne retningsløse rastløshed, denne søgen mod fjerne mål. Han havde rejst gennem verden, set grænser komme og gå, talt sprog, som ikke fandtes mere, set byer rejse sig og forsvinde i horisontens uklare lys, set menneskets allestedsnærværende arbej dsomhed, nøjsomhed, flittighed, dovenskab, ligegyldighed, altid det samme, ingen forandring og pludselig, snittet, trangen til atter at se det hele på ny. Ved at undlade at knytte sig havde han undgået den smerte, som den uundgåelige dødelighed bragte i sit fodspor. Han havde forsøgt mange gange, det dragende, menneskene, dødelighedens fællesskab, som han ikke var en del af, havde udelu kket ham. Hvad er frygt, angst, glæde og lykke andet end dødelighedens fremtrædelser, hvordan sku lle han føle samme frygt, når han stod på kanten af en klippe, eller når havets brusen knagede i skibets bund. Hvordan skulle han glædes over festens afbræk fra hverdagens monotone bevægelse, eller lade forelskelsen ømme favntag opsluge ham, når han kendte slutningen alt for godt. Han havde afsondret sig fra menneskene, den ensomme ensomhed fremfor ensomheden blandt menneskene havde ført ham ud i bjergene. Men selv her i ødemarkens tavse natur havde han betragtet karavanerne, der på afstand snoede sig som slanger i græsset, langsomt, krybende for derefter at forsvinde. Han havde søgt bjergene i håb et om, at ensomheden ville bringe det svar der ville forløse ham fra sin byrde. Engang midt i bjergenes uforsonlige skønhed, havde han desperat skreget ”svar mig” ”svar mig” og det eneste der var kommet var ekkoet af hans egen stemme ”svar mig” ”svar mig” ”svar mig” . I baggrunden fortoner bjergene sig som tavse statuer, skudt op fra jordens indre, stille vender han blikket mod horisonten som endnu er ukendt. Jeg er Ahasverus, den evige jøde, dømt til at vandre evigt blandt menneskene.
Page 1 and 2: Lille spejl på væggen der, hvem e
Page 3 and 4: 2 Lille spejl på væggen der, hvem
Page 5: 4 Lille spejl på væggen der, hvem
Page 9 and 10: 8 Lille spejl på væggen der, hvem
Page 11 and 12: Dette essay er kommet til verden p

Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i verden her?

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?