Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i verden her?

5
Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her ?
Ingen i landet er dejlig som du, men Snehvide 5 langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind -fold mere dejlig endnu.
Snehvide repræsenterer her Sophia, visdommen. Kærligheden til hende er filosofien. Hun er det
forbilledlige og samtidigt det uopnåelige, det, som ved dets skønhed, giver os drømmen tilbage
efter, at den kætterske realisme tog den fra os. Denne figur, idealet, giver os en horisont af håb, en
grund til at rejse. Hun er det hellige væsen, som Marcus Aure lius udpeger i menneskets indre og
siger; ”det må du agte på, at du ikke nedværdiger det, ikke forringer det(...)” . Snehvide er den
protreptiske, konsulenten, der tilbyder hendes kollegaer en måde, hvorpå de i deres sam-talen kan
reflektere over dialogen, og dens muligheder, ud fra den fælles indsigt, at der ikke kan findes nogen
afsluttende diskurs, og at der ikke gennem konsensus, gives muligheden for at opnå nogen højere
indsigt. Hun forsøger ikke at forsone kollegaerne med deres erfaring, men derimod at befri dem fra
den. Hun forsøger at muliggøre forvandlingen, befrielsen fra erfaringen, gennem den liminale
proces. Hun kan ikke love dem let indsigt og hurtige svar på de store spørgsmål, men en mulighed
for at få friheden tilbage. En frihed som kun kan erhverves gennem den smertelige frasigelse af
ønsker om kontrol, magt og sikkerhed. Men desuden en frihed, som giver mulighed for handling i
accepten af, at handling er et kollektivt anliggende, som tager sit udspring i normativitetens dyb.
Hvorfor skal virksomheder ansætte denne Snehvide, hvis kvalifikationer er, at sænke processer, at
forpligte os på vores undren, og hvad vil det i grunden sige at have taget filosofien i brug? Hvis
virksomheden tvivler på hendes kompetencer og rejser ovennævnte spørgsmål, er hun allerede
ansat. Hvad er det så, filosofien kan tilbyde virksomheden, der adskiller sig fra andre muligheder,
end dem den typiske organisationskonsulent kan tilbyde? Peter M. Senge formulerer følgende
omkring, hvorledes dialogen kan hjælpe mod en anden type af tænknin g: ”Thought presents itself
(stands in front) of us and pretends that it does not represent. We are like actors who forget they are
playing a role. We become trapped in the theater of our thoughts ( the words ”theater” and
”theory” have the same root —theoria—”to look at”) [...] Dialogue is a way of helping people to
see the representative and participatory nature of thought and to become more sensitive to and
make it safe to acknowledge the incoherence in our thought”. Ved at lade filosofien indtræde som
partner gives muligheden for, at tænkningen ikke u dmunder i kausale forklaringer, eller stereotype
forklaringsmønstre, der blot er andre fremtrædelser af den naturvidenskablige sa mfundsmetodes
blotlæggelse af virkeligheden. Filosofiens varemærke par excellence er, evnen til at tænke, at have
blik for og at tage et valg og at forholde sig til dette valg. At stille spørgsmål som provokerer og
pirrer tanken på en sådan måde, at bevæge lsen rettes mod den tanke, som tænker over sin egen
tanke. Videre bemærker Senge, at ”coherence” kommer af latin og betyder ”han ging together”. Den
tanke må nødvendigvis komme til via sproget, der aldrig kan være ens eget, men kun være
kollektivets. Senge skriver videre; at det ikke er muligt at komme med en entydig definition af
”coherence” men, at: ”that one may sense it as order , consistency, beauty, or harmony” . Senge
konkluderer dog; at formålet med dialogen bør være at lade virksomh eden være opmærksom på de
problemer, som kan modvirke, at deltagerne ikke arbejder sammen frem for at stræbe mod, hvad
han kalder, et abstrakt ideal. Filosofiens relevans spejler sig tydeligt i det sidste udsagn, da denne
stræben må være det, som filosofien sigter mod. Idealet, som strækker sig mod fjerne horisonter,
men som forholder sig til det nu, den socialitet, der er udgangspunktet for, at dette ideal opstod.
Hvis ikke dette sker, blegner dialogen blot i små forbedringer og finpudsninger uden at fastholde
idealets utopiske karakter. Idealet er, som Thomas Mores Utopia, en dobbelthed af det gode sted og
et intetsteds, fordi det aldrig nås, men alligevel giver kolossal energi som fælles fixstjerne.