Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i verden her?

4
Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her ?
Ingen i landet 4 er dejlig som du, men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusind -fold mere dejlig endnu.
Egentlig burde denne tekst ikke være begrænset af dens forløb mod højre, for derefter at glide
tilbage til en ny begyndelse atter mod højre. Den burde snarere folde sig ind imellem, på tværs, på
kryds, nedefra og op, oppefra og ned i en langsom bevægende cirkulær bevægelse om det enkelte
punkt, hvori der kunne stå til-blivelse. Sprogets utilstrækkelighed kommer her til -syne i tanken om
et forløb. Efter sætning A, kommer sætning B, der skal sammensætte sætningen C, med sætningen
A. For at sætningen B skal give mening m å den kobles med sætning A og C. A skulle gerne lede
frem til B og C fordi den i fortællingens form ligger før. C skulle gerne a fslutte A og B, som min
dansklærer sagde ”med et elegant svip med halen” . Skriften har det tilfælles med tiden, at den
opererer med tanken om et før, nu og efter. Som en sproglig konstruktion der tikker frem, som
sekundviseren på mit ur. Tekstens dybde kunne afspejles i minutviserens langsommere bevægelser
og timeviserens endnu langsommere bevægelse, rundt og rundt og rund t. Dybere lag kunne måske
afspejles i, hvis man nu monterede uret med en dag viser, uge viser, måneds viser, år viser osv..
Som lag på lag på lag og atter lag af tid og dybde som vi aldrig kan genskabe. Tik, der gik et
sekund, en sætning kom til, en sædcelle ramte et æg, en mand gik over vejen, en tanke blev født og
glemt. Det tik, som forsvandt, bliver afløst af et andet tik, der igen afløses af endnu et. Vi er punktet
i midten af uret, hvorom det hele drejer, sat i gang og altid på vej mod det sidste tik, spændt til at
vare en bestemt tid for derefter at gå i stå. Men punktet er blot en konstruktion som vi fastholder for
at fastholde ideen om en midte, et punkt hvor vi kunne finde det virkelige jeg. Men bestemmelsen
bliver blot en illusion, et simulacre, der som Dali-istiske ur flyder ud, aldrig fast. Eller som
Fernando Pessoa på overlegen måde beskriver det ”Og jeg, mit sande jeg, er det centrum som ikke
findes, det skulle da lige være i afgrundens geometri; Jeg er ingenting rundt om det bevægelsen
drejer omkring, blot for at dreje, uden at det centrum eksisterer, det skulle da lige være fordi alle
cirkler har et centrum. Jeg, mit sande jeg, er brønden uden vægge, men med brøndvæggens slim,
centrum for alt med ingenting udenom.” Vi vokser op med forestillingen om denne midte, og
vænner os til baggrundstikket, vi lytter til det; tik, tik, vi hører de t midt i kemitimens lange tiiiik, vi
hører det i frikvarterets korte tiktik, vi forsøger at undlade at høre det om morgenen. Måske lyttede
vi som børn mere til tiden, fordi vi her skulle lære den at kende, fordi den endnu ikke var blevet en
del af os. Senere i livet glemmer vi den. På arbejde fra 8 – 16. 37 timers arbejdsuge. Børnene skal
hentes inden kl. 17. Til middag kl. 19. Frokost kl. 11.30. Fri kl. fire. Til møde kl. 14. Jeg kommer
sent hjem skat, det trækker ud på arbe jdet. Engang imellem står tiden stille. Vi går ud foran en bil, et
fly rammer en skyskraber, et tog kører af sporet, i et sekund, minut, time, tiden forsvinder, vi kan
ikke sige med sikkerhed, hvor lang tid der gik. Langsomt, men stille, genfinder vi den. Vi siger;
”tiden stod stille” , da flyet ramte skyskraberen, og ikke ”jeg glemte at lytte til tiden” . Når vi
glemmer at lytte til tiden, rettes vi mod centret i os selv. Vi bliver opmærksomme, retter fokus mod
det væsentlige, nemlig det jeg, som træder ind i verden, som noget distinkt. Vi glædes og skælver på
samme tid over jegets flygtige indtræden i ve rden. Vi forbløffes over, at i et kort sekund at mærke
varmen fra vores indre og nyder øjeblikkets kortvarige glæde. Men skammen indtræder, som
socialitetens tyngende åg, på samme måde, som den tømmermændstyngede, der får at vide alle de
pinligheder, han havde gjort dagen før da spiritussen løftede ham ind i verden. Vi synker tilbage på
den plads, som nu engang er vores, den plads, som samfundet nu engang har anvist os. Vi husker
med tydelighed de øjeblikke, hvor vi glemmer at lytte til tiden. De øjeblikke, som vi trækker efter os
som knudepunkter i tidens sammenfiltrethed. Øjeblikket, som skaber den kontinuitet, tiden har
anvist os. Vi kan vende os om og betragte disse knudepunkter spændt ud mellem sekundviserens
første tik og urets centrum og sige ”det er mig, det er min fortælling” , tik, sekundviseren flyttede
sig igen, en ny fortælling blev til, en anden forsvandt.