dokument - Det danske Fredsakademi

kongressen i Bern.
Mit ovennævnte forslag blev enstemmig vedtaget af de — 3 (tre) medlemmer, —
som havde indfundet sig til dette vor forenings 2det årsmøde, næmlig: formanden, sekretæren
og kassereren. Vi havde ondt ved at holde latteren tilbage. Men jeg havde i
udlandet fået en stærk tro på, at fredssagen havde en stor fræmtid for sig i hele verden.
Den vilde også nok slå rod i vort lille fædreland. Det galdt kun om at holde håbet
oppe, ikke at tabe modet. Lod vi foreningen hensove, måtte vi snart igen begynde forfra.
Arbejdet med at danne rammen vilde da være spildt. Det galdt derfor at »bevare
kontinuiteten«. Jeg bad den eneste bladreferent, som havde indfundet sig, om at referere
alvorlig. Vi skulde nok ad åre holde fredsmøder med lige så mange tusender, som
her kun var enere. Denne forvæntning blev langt overtruffen inden 8 års forløb.
5. Kampen imod Foreningen begynder 1884.
Om året 1884 er i øvrigt ikke stort andet at sige end, at henimod dets slutning
begyndte kampen imod Foreningen. Det var et fræmskridt. Ti enhver stor sag har —
som bekendt — tre tidsrum at gennemløbe: latterens eller spottens, kampens og endelig
sejrens.
Da Foreningen ved sin stiftelse betegnede sig kun som Forening til Danmarks
nevtralisering, var det ikke for at vække t i l kamp imod den. Det var et praktisk formål,
som var opstillet. Om det, mente man, måtte de fleste kunne være enige. Da freden
skulde sluttes i Wien efter den ulykkelige sidste krig i 1864, havde den danske
regering, ministeriet Bluhme, jo selv givet vore befuldmægtigede på kongressen den
instruktion, at de skulde undersøge muligheden af, at Danmark blev nevtraliseret ligesom
Svejts og Belgien.
Alligevel blev dette formål dels latterliggjort dels bekæmpet. Det var Københavns
befæstning, som dengang var på moden i de s. k. »højere« krese i Danmark. At
vor Forening vilde vække mere opmærksomhed her hjemme, når dens formål blev sat
i forbindelse med spörsmålet om Københavns befæstning, blev mig snart klart. Jeg
udarbejdede derfor et foredrag, hvori jeg søgte at gøre gældende, at Københavns befæstning
var ej alene unødvendig, men ligefræm skadelig i tilfælde af, at det lykkedes
at få Danmark nevtraliseret. Det spörsmål, jeg opstillede til overvejelse, var, hvilken
indflydelse Danmarks nevtralisering vilde have på forsvarssagens ordning. Dermed
håbede jeg, i alt fald i provinserne, at vinde mere tilslutning til Foreningen end hidtil.
Inden kongressen i Bern havde jeg her i Danmark * kun holdt 4 foredrag om foreningens
formål; efter kongressen holdt jeg 10, og af disse de 7 efter Rigsdagens udsættelse
i oktober (på grund af Kristiansborg slots brand).
Det kostede penge at rejse ud og agitere. Kassen var tom. Tidligere på året havde en
engelsk fredsven, den ædle kvæker« Walter Morris, der længe havde bot i Danmark,
givet Adler og Lavr. Jörgensen 50 kroner til agitations-foredrag. Disse herrer havde
imidlertid ikke hidtil haft lejlighed til at bruge pengene. Med giverens samtykke gav
de nu pengene til mig. Det var samme dag, jeg havde fået en uvæntet fritid på grund
* Efter indbydelse talte jeg d. 15. juni ved det store folkemøde ved Ringsjon i Skåne (på svensk) om
samme sag
11