dokument - Det danske Fredsakademi

klar. Som gammel militær indså jeg, at til at føre »krig imod krigen«, med håb om sejr,
kræves ikke mindre organisation end til at »føre krig«. Hidtil havde de mange
forskellige fredsvenner og fredsforeninger fort »krigen imod krigen« næsten uden at
kende noget til hverandre. Om samlet, ordnet optræden var der næppe tale. En
betingelse derfor vilde det være, at man først og fræmst havde et fælles støttepunkt: et
bureau. Dette skulde efterhånden udvikles til at blive lige som hjærtet i hele
fredsbevægelsen. Lige som blodet i det menneskelige legeme fra alle dele strommer til
hjærtet, fornyes i lungerne, og atter ved hjærteslaget drives ud i de yderste lemmer,
således skulde et verdensfredsbureau engang fræmbringe hjærteslaget i hele
fredsværket.
Det første udkast til et sådant Bureau udarbejdede jeg i min ensomhed, og
sendte det til den forberedende komité i London. Under kongressen blev jeg imidlertid
underhånden modarbejdet af dem, som havde störst indflydelse på kongressens
ledelse. Mit forslag blev skudt til side for det oftere fræmsatte, men lige så ofte
dødfødte om en alle fredsforeninger omfattende »fælles union eller federation«, som
naturligvis blev vedtaget, men ikke senere har efterladt spor. * Da jeg på mødets sidste
dag, under forhandlingen herom, indså, at min sag var tabt, vilde jeg dog i det mindste
have ordet for at give en antydning for næste gangs skyld. Men, da jeg bad om ordet,
svarede den myndige og kraftige 84-årige amerikaner Dudley Field 75 , som ledede
forhandlingen: »C'est impossible, monsieur« (»Det er umuligt*).
Et lignende forslag havde jeg stillet til den derpå følgende Interparlamentariske
Konference. Midt i en sövnlos nat, i Croydon 76 , stod jeg op, tændte lys, og omarbejdede
det. Jeg afskrev det på et stort stykke pap, jeg fandt i mødesalen, fik underskrifter til
støtte af flere franske (Gaillard og G. Martin), tyske (Barth, Dohrn og Broemel),
skandinaver, (F. T. Borg, John Lund, Horst og H. Bing) — medlemmer, som tilfældig
under forhandlingerne kunde findes og vindes. Jeg stillede det store stykke pap op
imod et vandglas foran italieneren, den senere kultusminister Villari, som ledede
forhandlingerne i slutningsmødet. Da mit forslag blev sat under forhandling, fattede
jeg mig yderst kort. En stemme: »Det bliver altså et slags stående udvalg.«
Afstemning! Og mit forslag var enstemmig vedtaget. Men — da den officielle protokol
forelå trykt, havde man opfattet vedtagelsen, som om kun principet var vedtaget. Nu
vel, det var altid en begyndelse!
Nu galdt det at smedde, så at jærnet kunde blive varmt inden næste kongres og
konference, som skulde holdes i i Rom 1891.
Gamle Ch. Lemonnier var fyr og flamme for at göre sin Liga varm for forslaget; han
havde selv tidligere * antydet tanken om et »generalsekretariat« for den
Interparlamentariske Konference, med hvilket tillige alle fredsforeningerne skulde stå
i forbindelse. spörsmålet om oprettelsen af et internationalt fredsbureau blev
forhandlet på Ligaens kongres i Grenoble d. Bl. avgust 1890. Dansk Kredsforenings
protokol af 22. avgust meddeler, at Ch. Lemonnier og fru Goegg anmodedes om at
repræsentere Foreningen dér. Kongressen vedtog en henvendelse til
* Se småskrift nr. 3: »Verdensfredsmødernes meninger«. Kbh. 1892. Side 29.
75 David Dudley Field II (1805-1894), amerikansk advokat, stiftede omkring 1872 the international Association
for the Reform and Codification of the Laws of Nations som han var præsiden for.
76 Bydel i London.
* I et brev af 27. oktober 1889 til Phil. Stanhope, trykt i Les Etats Unis d'Europe d. 2. november 1889
(nr. 7).
32